LEDER

Politisk vold II

Iran har planlagt at myrde en eller flere personer bosat i Danmark. Det er ikke overraskende. Attentatplanerne er det seneste i rækken af iranske forsøg på at slå politiske modstandere af regimet i Teheran ihjel: To drab i Holland blev angiveligt planlagt af en iransk efterretningstjeneste, en demonstration i Paris for eksiliranere skulle angribes med sprængstoffer, formodentlig arrangeret af folk på Irans ambassade i Berlin. Der er tale om et ubrudt mønster, hvor Iran gennem et netværk af agenter i hele Europa chikanerer eller forsøger at fjerne personer, der opfattes som regimets fjender. Iranerne påstår, at de »kun« er ude efter mennesker, der støtter terror mod civile i Iran, men virkeligheden er en anden: Iran har dræbt oppositionspolitikere, der har opholdt sig i Europa, planlagt angreb på deres mellemøstlige modstandere, særligt Bahrain og Saudi-Arabien, for ikke at tale om angreb på jødiske institutioner – mest blodigt et jødisk center i Argentina.

I Danmark prøver regeringen at få europæisk opbakning til sanktioner mod Iran. Det bliver ikke nemt. Der er en stærk europæisk modvilje mod at se virkeligheden i øjnene. Man vil så gerne tro på potentialet for demokratisk forandring i Iran, på reformkræfterne, på de unge iraneres ønske om frihed. Men sagen er, at præstestyret sidder tungt på magten med sin blanding af islamistisk ideologi, korruption og undertrykkelse – og har fået tiltagende magt i Mellemøsten, herunder Syrien og Libanon.

Virkeligheden er desværre, at modstanderne af forandring i Iran, herunder den øverste leder, konsoliderer magten ved at passivisere og nedkæmpe politiske modstandere – også i Europa. Alligevel advares der også herhjemme mod, at en kraftig europæisk reaktion på mordforsøget i Danmark vil true forholdet til Iran, herunder atomaftalen med landet. Altså den aftale, som sikrer øget samhandel, men tillader Iran at holde militære installationer lukket for internationale inspektioner af det iranske atomprogram. Vi risikerer altså, at investeringsglade europæiske virksomheder redder præstestyrets økonomi, mens det fortsat udvikler atomvåben og slår modstandere ihjel. EU skal selvfølgelig reagere skarpt på mordforsøget i Danmark – og samtidig tage atomaftalen op til revision. Det er på høje tid.

 

Læs også artiklen om en storstilet menneskejagt og et forhindret iransk attentat på dansk jord: »I revolutionens navn«