Polarisering. Der er noget i gære på Færøerne. Sidste år fik homoseksuelle retten til at gifte sig borgerligt, og i næste uge står transkønnedes rettigheder på programmet i det færøske Lagting. Det progressive frisind har rusket op i det konservative, kristne samfund, og modstanden er massiv.

Annika skifti kyn

Prøv at se på det maleri bag dig,« siger Karin Kjølbro og peger hen mod endevæggen i dagligstuen i Tórshavn-forstaden Argir. Ved siden af et af Mikines berømte grindedrabsmalerier hænger et mindre maleri i en guldramme.

»Det forestiller bygden Skarð. I 1913 omkom alle bygdens voksne mænd i et skibsforlis. Tilbage var kun kvinderne, et nyfødt drengebarn og en olding – havet havde taget alle de andre. Få år senere lå bygden øde hen. Der er aldrig flyttet nogen tilbage sidenhen. Kan du forestille dig, hvad den her natur gør ved mennesker,« spørger hun og peger ud på det oprørske hav, som bølger og bruser lige uden for stuens store vinduer.

Det er på grund af udsigten, at 74-årige Karin Kjølbro og hendes jævnaldrende mand ikke nænner at flytte fra huset, selv om det egentlig er blevet for stort til de to. Hver dag drikker de kaffe lige her foran havet.

»Natur og religion hænger sammen på Færøerne. Det har det altid gjort. Man har været nødt til at tro på, at nogen holdt hånden over én, når man tog ud på havet eller gik i fjeldene,« siger hun og placerer to klirrende kaffekopper og et fad med små ostemadder på bordet mellem os.

»Samfundet har udviklet sig meget de senere år. Før i tiden levede man utrolig isoleret heroppe. Der fandtes ingen færøsk radio før 1957, og radioen havde man primært brugt til at høre vejrberetningen. Den dag i dag er man stadig skeptisk over for det, der er nyt, og som kommer udefra,« siger hun, mens hun roligt sætter sin kaffekop ned. Det er den konservatisme, som Karin Kjølbro det meste af sit voksne liv har kæmpet imod. Hun er uddannet socialrådgiver, men i 1978 blev hun valgt ind som en af de to første kvinder i Lagtinget nogensinde.

I marts 1988 stemte hun som den eneste politiker for, at homoseksuelle på lige fod med andre mennesker skulle være omfattet af diskriminations­lovgivningen. Forslaget kom fra Danmark, og inden da havde man aldrig nævnt homoseksuelle i det færøske parlament. Mange vidste ikke engang, hvad det var, og nogle sidestillede endda homoseksualitet med pædofili, fortæller Karin Kjølbro.

»Man kæmpede med næb og kløer for, at de her mennesker ikke skulle høre ind under samme lov som resten af samfundet. Jeg fastholdt, at vi ikke skulle gøre forskel på folk. Det var min absolutte og kristne overbevisning. Det er det i øvrigt stadig. Og den holdning var jeg ikke ene om at have, men der var ikke andre, der turde stå frem med den.«

Den kontroversielle debat blev lagt ned af konservative kræfter, og først 18 år efter var færingerne klar til at ændre lovgivningen og forbyde diskrimination på baggrund af seksuel orientering.

Siden fulgte en stærkt ophedet debat om homoseksuelles ret til at gifte sig. I juli sidste år trådte ægteskabsloven i kraft, og homoseksuelle færinger kunne dermed indgå i borgerlige ægteskaber – næsten 30 år efter at registreret partnerskab blev vedtaget i Danmark.

Den heftige nævekamp om homoseksuelles rettigheder har banet vejen for en blomstrende accept af LGBT-miljøet på Færøerne – men den har også delt det færøske folk i to. Dem, som er for liberalisering, og dem, som er imod. Polariseringen er til at tage og føle på, når man bevæger sig rundt på øriget i Atlanten. Kløften mellem konservatismen og frisindet har sjældent været større.

Politikere i front

I det færøske Lagting i centrum af Tórshavn hænger et grindedrabsmaleri af Mikines ligesom dét i Karin Kjølbros stue. Motivet vidner om en traditionsrig del af færingernes kultur, for selv om frisindet har sneget sig ind og har vendt op og ned på det færøske samfund, findes der visse ting, som ikke sådan kan pilles ved. På trods af stærk kritik fra dyreaktivister verden over, farves havet i de færøske bugter stadig rødt af grindehvalers blod, når fangsten går ind sommer efter sommer. Den slags laver man ikke om på.

Det samme gælder for lovgivningen, som måske nok har åbnet op for homoseksuelle, men stadig indeholder passager, der kan virke forældede og ude af trit med en moderne livsstil. Aborten er endnu ikke frigivet, og spørgsmålet er så betændt, at hverken den ene eller den anden fløj for alvor tør gå ind i kampen. Den slags laver man ikke om på. Samme holdning gør sig gældende i spørgsmålet om, hvorvidt trans- kønnede skal have lov at skifte køn.

Sidstnævnte er netop nu på dagsordenen i Lagtinget, hvor løsgængeren Sonja Jógvansdóttir har stillet et forslag om indførelse af juridisk kønsskifte på Færøerne. Forslaget skal behandles i den kommende uge og indebærer, at transpersoner kan skifte navn og CPR-nummer og dermed på papiret skifte køn uden at have gennemgået en fysisk operation.

Forslaget er blevet modtaget med en stor portion skepsis, alligevel tøver Sonja Jógvansdóttir ikke med at bringe det op.

»Hvorfor skulle jeg ikke stille det forslag,« spørger hun, mens hun byder mig velkommen og gæstfrit viser rundt i Lagtinget. Hun er karseklippet og afslappet klædt i en grå sweatshirt med påsyede glitrende sten på brystet.

»Når først vi begynder at tale om det, og folk får sat ansigt på nogle transkønnede, vil der være en overvældende folkelig støtte til det her forslag, det er jeg slet ikke i tvivl om. Det samme så vi i debatten om homoseksuelle,« siger Sonja Jógvansdóttir, som betegner sig selv som »Færøernes mest venstreorienterede politiker«. Til valget i 2015 fik hun godt 1.000 personlige stemmer og blev valgt ind som nummer to på den socialdemokratiske liste. Kort tid efter rev hun sig løs fra partiet på grund af politiske uenigheder, og nu fungerer hun som tungen på vægtskålen for mange politiske beslutninger.

»Selv hvis opbakningen skulle udeblive, er det vores pligt som politikere at gå i front,« fortsætter hun. »Der har vi ofte haltet heroppe, fordi vi tit venter på en folkelig bevægelse i stedet for at være katalysator for den.«

Guds skaberværk

Det er dog langt- fra alle lagtings- politikere, der deler Sonja Jógvansdóttirs holdning til emnet. Forslaget om juridisk kønsskifte har skabt stor debat og ses som et yderst kontroversielt forslag i et land, hvor langt de fleste stadig mener, at Gud har skabt mand og kvinde.

Religion spiller en stor rolle i den færøske kultur. De nyeste opgørelser viser, at 81 procent af den samlede færøske befolkning tror på Gud eller en højere magt. 52 procent tror på, at Gud har skabt mennesket, og 36 procent tror på himmel og helvede. Med de tal indtager Færøerne en overlegen førsteplads i opgørelsen over de mest kristne lande i Europa målt ud fra førnævnte spørgsmål.

Den statistik ses også i høj grad i det politiske billede, for på Færøerne hænger religion og politik sammen i en stor pærevælling. Der findes ikke en politiker i det færøske parlament, som ville gå på talerstolen og tage stærk afstand fra den kristne tro. Det ville i øvrigt også være dumt, for den slags gudsfornægtelse koster stemmer, og det ved politikerne. Det er derfor ofte det kristne skyts, det kastes med, når politiske forslag behandles. Det samme gør sig gældende i diskussionen om juridisk kønsskifte.

En af forslagets skeptikere er lagtingspolitiker for det konservative Fólkaflokkurin, Elsebeth Mercedis Gunnleygsdóttur. Ifølge hende begyndte hele miseren med snakken om homo- vielser. Dernæst fulgte snakken om, hvorvidt homoseksuelle skulle have lov til at adoptere, og nu kommer det her forslag så som det næste i rækken, siger Elsebeth Mercedis Gunnleygsdóttur.

»Hør nu lige engang, vi er skabt som mand og som kvinde. En mor og en far, og det kan man ikke lave om på, fordi man føler sig som det modsatte,« siger hun og fortsætter:

Annika Samuelsen, 24, der i de seneste tre år har levet som åbent transkønnet på Færøerne. FOTO: HARRIET OLAFSDÓTTIR AV GØRÕUM
Annika Samuelsen, 24, der i de seneste tre år har levet som åbent transkønnet på Færøerne. FOTO: HARRIET OLAFSDÓTTIR AV GØRÕUM

»Hvis vi går ind og vedtager det her, vil det kunne forandre hele samfundet og vores opfattelse af verden. Det vender jo op og ned på alt, hvad vi forstår ved Guds skaberværk. Derfor er det for menneskets bedste, at jeg stemmer imod det her forslag.«

Mange af politikerne på højrefløjen deler Elsebeth Mercedis Gunnleygsdótturs holdning i større eller mindre grad. Men den kritik preller af på forslagsstilleren Sonja Jógvansdóttir:

»Man prøver at gemme sig bag en bibelsk agenda, men i virkeligheden er man en xenofob, homofob, racist eller hvad ved jeg. Så stiller de Bibelen foran sig og giver den skylden for deres egen intolerance. Og det er jo enormt bekvemt at kunne bruge Bibelen på den måde,« siger hun, mens vi går rundt i Lagtinget.

I kantinen, hvor grindedrabsmaleriet troner på væggen, støder vi på en stor håndfuld af Sonja Jógvansdóttirs politiker- kolleger, herunder Bill Justinussen fra det stærkt kristne og traditionelle midterparti Miðflokkurin. I årevis har det kristne parti kæmpet imod ethvert politisk forslag, som har i sinde at »forstyrre landets kristne grundsyn«. De to politikere hilser venligt på hinanden.

»Jeg løj for mig selv«

Et par kilometer derfra bor Annika Samuelsen i et hus med sine forældre. Hun er 24 år og transkønnet. Lige så længe, hun kan huske, har hun drømt om at være en pige, og inde i sit hoved har hun aldrig været i tvivl om, at det var det, hun var. Alligevel var det først for godt tre år siden, at Annika Samuelsen åbnede op og fortalte om sin situation til sine forældre og venner. Før dét havde hun forsøgt at forberede sine omgivelser på beskeden ved at fortælle, at hun var homoseksuel.

»Jeg gik konstant og løj over for mig selv, og det her var bare endnu en kæmpe løgn. Men det var bare så meget nemmere at sige ’hey, jeg er homoseksuel’, fordi det vidste folk, hvad var. Der var ingen heroppe, som anede, hvad det ville sige at være transkønnet,« siger Annika Samuelsen og fortsætter:

»Jeg havde en meget klar opfattelse af, at samfundet aldrig ville acceptere det. Jeg var bange for, at folk ville mistænke mine forældre for at have opfostret mig på den forkerte måde.«

Annika Samuelsen er høj og slank, har langt lyst hår sat op i en hestehale, og hendes fejlfrie makeup er lagt med en trænet hånd. Lige nu går hun og venter på en indkaldelse til Sexologisk Klinik i Danmark, som skal afgøre, om den unge kvinde kan begynde sin hormonbehandling.

Før hun overhovedet fortalte nogen om sin situation, gik Annika Samuelsen til sin læge i Tórshavn og meddelte, at hun ønskede at skifte køn. Den slags var ikke hverdagskost for det færøske sundhedssystem, og man anende ikke, hvad man skulle stille op. Hvor skulle man mon sende sådan en person hen? Gynækologisk afsnit? Psykiatrisk hospital?

Det endte med sidstnævnte, og siden da har Annika Samuelsen befundet sig i en venteposition. Hvis forslaget om juridisk kønsskifte bliver vedtaget, vil det betyde, at hun i hvert fald på papiret vil kunne være det køn, hun føler sig som. Lige nu er proceduren sådan, at man skal være påbegyndt en fysisk operation, før man kan ændre sit navn og CPR-nummer. Og når både den fysiske og den juridiske forvandling lader vente på sig, sætter det folk som Annika Samuelsen i et limbo.

»Det ville betyde meget for mig, hvis der i det mindste stod i mit pas, i mit kørekort og i officielle papirer, at jeg var en kvinde,« siger hun. »Jeg vil gerne samarbejde med det offentlige, men det kan jeg ikke, når de ikke tror på, at jeg er den, jeg er. Jeg gider ikke hele tiden skulle retfærdiggøre mig selv.«

Der bor knap 51.000 mennesker på Færøerne, og det siger sig selv, at antallet af transkønnede procentvis kun udgør en meget lille del af befolkningen. Men det handler ikke om, hvor mange der er, men om princippet i, at det lille samfund skal kunne rumme mere, end det gør i dag, siger Annika Samuelsen.

»Jeg prøver også at tænke på fremtiden og på det signal, vi sender til de kommende generationer. Har vi lyst til at være et samfund, som ikke kan acceptere forskellighed? Det har jeg i hvert fald ikke.«

Velkommen til Bibelbæltet

En times kørsel fra Annika Samuelsens hjem ligger byen Gøta på den nordøstlige ø Eysturoy. Der er 60 kilometer mellem Tórshavn og Gøta, men afstanden mellem bygd og hovedstad synes enorm. Her i den nordlige del af Færøerne har den antikristelige revolution endnu ikke fået fodfæste. Undersøgelser viser, at 62 procent af nordøernes befolkning tror på, at Gud har skabt mennesket. I Tórshavn er tallet 40 procent.

»Velkommen til Bibelbæltet,« siger en yngre mand med et smil, da han sætter sig ned på en stol foran mig. Arni Zachariassen er 35 år, teolog og aktivt medlem af Brødre­menigheden. Han er født her på øen og har siden stiftet sin egen familie med kone og tre børn. Efter studietiden i udlandet har han slået sig ned i sin fødeby. Han flytter aldrig herfra igen.

De senere år har han taget del i den værdikamp, som han selv beskriver som ødelæggende for det traditionelle samfund. For ham er konservatismen og de kristne værdier alfa og omega for det færøske samfund.

»Homoseksualitet, transkønnethed og abortfrihed er alt sammen en del af en bevægelse, der søger væk fra livets egentlige hensigt,« begynder han roligt. »Folk prøver at konstruere deres egen virkelighed i stedet for at være i den virkelighed, som er skabt for os. Det finder jeg meget problematisk.«

Han er nervøs for, at fremtiden kommer til at handle om følelser frem for traditioner, og mener, at den »vestlige, individualistiske levestil« truer familielivet og ægteskabet. Da kampen om borgerlige vielser for homoseksuelle var på sit højeste, var Arni Zachariassen en aktiv debattør, og han stod i spidsen for organisationen »Ja til hjúnabandið« - på dansk »Ja til ægteskabet«. Mellem mand og kvinde, forstås.

Den kamp tabte han, siger han med et grin, men fremtiden byder på nye kampe, som Arni Zachariassen agter at tage del i. Ifølge ham har identitetspolitikken taget overhånd:

»Hvorfor har folk konstant behov for, at love skal anerkende dem? De kan ikke være fuldendte mennesker, medmindre loven siger det. Er det virkelig dér, de får deres menneskelige identitet og integritet fra? Statens arbejde er ikke vores kilde til lykke.«

Hans stærke holdninger har gjort ham upopulær blandt store dele af befolkningen, især i Tórshavn, hvor flere politikere og færøske borgere har nægtet at give ham hånden. Her i »Bibelbæltet« forholder det sig anderledes. Arni Zachariassen er en vellidt taler i den lokale menighed, hvor han prædiker jævnligt.

»Heroppe føler mange, at den her liberalistiske tankegang er noget, folk fra Tórshavn er kommet med. Den repræsenterer ikke os. Det er det samme, man ser i debatten om fiskerilovgivning. Her vil dem fra Tórshavn også liberalisere og liberalisere. De kender ikke noget til livet her, de er jo storbyfolk,« siger han, mens han skramler med papiret fra et stykke chokolade. En mand og en kvinde går forbi bordet, og Arni Zachariassen hilser varmt på dem. Her kender alle hinanden, fortæller han.

»Ofte bliver stemmerne heroppe ikke taget alvorligt. I Tórshavn putter man os ind i den her kristne boks, og så siger de, at kristendom er fordummende og uoplyst, og derfor behøver de ikke lytte til, hvad vi siger. Det er frustrerende.«

Ud fra Arni Zachariassens ord er det let at drage den konklusion, at den færøske kulturkamp udelukkende handler om religion. At det er kristendommen over for frisindet. Men sådan forholder det sig ikke, mener han. Det handler ikke om at tro. Det handler om, hvordan man tror.

»Det er ikke de kristne mod de ukristne. Det er to forskellige slags kristne mod hinanden,« siger han og uddyber, da han ser mine rynkede bryn:

»De kristne, som kæmper for et mere liberalt samfund, begrunder ofte deres holdninger med, at det er næstekærlighed. Jeg forstår godt deres budskab, og jeg siger ikke, at de af den grund ikke kan være kristne. Men det er problematisk, hvis man bruger begrebet næstekærlighed til at retfærdiggøre sin egen egoisme.«

– Er det egoistisk at ville kunne leve, som man er, og elske, hvem man vil?

»Ud fra min overbevisning er vi skabt for at stifte familie. At få børn må være det tætteste, vi objektivt set kan komme på meningen med livet. Hvis du lever et liv, der udelukkende handler om dig selv, dine følelser og realisering af dig selv, er du ikke orienteret mod den næste generation,« siger han:

»Vi er en del af noget, som er større end os. Det synes jeg er en virkelig god ting at holde sig for øje.«