ET mord på en mellemøstlig journalist får sjældent særlig omtale. Systemkritikere og journalister fængsles eller myrdes rutinemæssigt af magthaverne i hele Mellemøsten, i Rusland, i Kina, og vi havde vænnet os til, at vestlige politikere ser den anden vej, og historien hurtigt glemmes. Ikke denne gang. Saudi-Arabiens slet skjulte henrettelse af Jamal Khashoggi har fået massiv opmærksomhed og fået flere af Saudi-Arabiens normalt så valne vestlige allierede til at reagere. Man kan efter behag komme med indlysende kyniske indvendinger, men reaktionen på mordet er opmuntrende. Det er på høje tid, at der reageres intuitivt skarpt, når en stat bruger sin uindskrænkede magt til at slå en borger ihjel.
FORSVAR for individets frihed fra tvang, vold og magtmisbrug – det er kernen i menneskerettighederne og grundlaget for den i disse år mest udskældte ideologi: liberalismen. Det er ikke mærkeligt, at den eksistentielle krise for vestlige lande, institutioner og demokratiske principper sker parallelt med en omsiggribende kritik af liberalismens ideologiske arvegods: individets ukrænkelighed og grundlæggende rettigheder, den personlige ejendomsret og frihandel.
FOR liberalismen er den individuelle frihed altid udgangspunktet, og dét princip er under pres fra alle sider. Det arabiske forår er druknet i syrisk blod, og despoten i Damaskus understøttes af Vladimir Putin, der både udfordrer Vesten geopolitisk og ser sig som modpol til individualisme og rettighedstænkning. I Kina sidder millioner i internerings- og genopdragelseslejre, mens staten bruger stadig mere avanceret teknologi til at kontrollere borgerne. Troen på, at det kan lade sig gøre at udbrede menneskerettigheder og demokrati, opfattes som naiv, hvis ikke farlig. Det liberale demokrati er på tilbagetog.
LIBERALISMENS grundsøjler smuldrer også dér, hvor de burde stå stærkest. I vestlige lande angribes de af nationalkonservative og nationalister, der ser liberalismens krav om individuelle rettigheder og frihandel som hovedfjenden. Fra venstrefløjen og diverse alternative bevægelser kræves nationaliseringer, borgerløn og rationeringsmærker. Der udkommer et væld af bøger, der erklærer liberalismen for død og plæderer for national oprustning, politisk og kulturelt. Og i USA – af alle steder – har de en præsident, der kalder sig nationalist og undergraver de institutioner, der skal forsvare liberale værdier og frihandel, hvor han kan. Med tanke på liberalismens enorme bidrag til idéhistorien og den verden, vi kender i dag, er det afgørende at minde om liberalismens på mange måder revolutionerende verdensanskuelse.
Afgørende var de amerikanske pionerer netop, fordi de insisterede på at tage Oplysningens tanker om individets frihed alvorligt. For amerikanerne i slutningen af 1700-tallet handlede det om religiøs frihed, demokratisk frihed og økonomisk frihed, og de blev naturligvis opfattet som en trussel mod Europas konger og kejsere. Det liberale og det liberalistiske er ikke modsætninger – kampen for politisk og personlig frihed er udgangspunktet for udbredelsen af økonomisk frihed.
Tanke og handling, teori og praksis: De store liberalistiske tænkere op gennem 1800-tallet var ikke spor revolutionære (det er briter sjældent). De anerkendte i stadig højere grad nødvendigheden af tilpasse ideologien til virkeligheden. Den største af dem, John Stuart Mill, talte for tanke- og åndsfrihed, fri for statslig og religiøs moraliseren, men ønskede samtidig statslig regulering af markedet for at undgå den ufrihed, der kommer af fattigdom eller af private monopolers dominans. Mills socialliberalisme blev alle tiders mest succesrige ideologi og lagde grunden til de vestlige demokratier, der sejrede op gennem det tyvende århundrede. Læg dertil, at den frie, men regulerede handel har skabt en velstand, sundhed og frihed, som selv ikke de vildeste fantaster blandt de tidlige liberalister kunne drømme om.
TIL de aktuelle kritikere af liberalismen kan man alligevel klart sige: Ja, I har ret: Liberalismen har sejret ad helvede til. Og problemet rækker længere tilbage end den tankeløse sejsrus efter Den Kolde Krig. Liberalismen blev sat på gal kurs allerede fra 1960erne og 1970erne med liberalistiske, eller snarere libertære, økonomer, der opfattede alle aktører, mennesker og virksomheder, som helt igennem rationelle og økonomien som et sted, der altid bevæger sig mod ligevægt. Den politiske overbygning, Thatchers og Reagans regeringer og dernæst 1990ernes hovedløse afregulering, bidrog til at vende liberalismen på hovedet: Nu var det ikke hensynet til den enkelte, der var det afgørende.
EN helt åbenlys pointe er det jo, at markedet er til for menneskets skyld, ikke omvendt. Det fører til, at liberalister må være ret pragmatiske. Hvis markedet opfører sig uhensigtsmæssigt, må det styres. Det stadig friere marked har medført en ulighed, og en koncentration af penge og magt, der netop var hele anledningen til de første liberalisters krav om forandring. I store dele af verden, anført af USA, beskytter de rigeste og mest privilegerede sig selv i et system, der ikke lader 1700-tallets adel meget tilbage at ønske. Liberalismen ville jo netop frigøre os fra nedarvede privilegier, overvågning og kontrol. At uligheden vokser allermest i lande, særligt Kina, der hylder det frie marked, men er helt blinde over for den personlige frihed, er kun logisk. Det er højst liberalisme i sin mest forvrængede udgave.
Idéforladt og uden perspektiv er den liberalisme blevet, der har siddet henslængt på en stadig mere velpolstret sofa, historieløs og selvgod. Politikere, der i dag kalder sig rigtige liberalister, anført af Liberal Alliance, har netop glemt, at den personlige frihed, menneskets frihed, handler om meget andet end penge, og at markedets funktion alene må være at tjene denne frihed. De ignorerer også, at mennesket ikke er en kultur- og identitetsløs ø i sit eget lille hav. Ligesådan er det bizart, at liberalister allevegne har været så ude af stand til at anerkende de negative konsekvenser af globaliseringen eller få øje på de gigantiske tech-monopoler, der opfører sig som kejserlige imperier og opfatter borgerne som undersåtter uden særlige egenskaber eller rettigheder. Det skyldes en intellektuel dovenskab, som kommer af, at liberalister i forskellige versioner har haft magten så længe. Den manglende (selv)indsigt i ideologiens ansvar for finanskrisen og den groteske kultur i finansverdenen er udtryk for en særlig intellektuel kriminalitet. Det er ikke så mærkeligt, at bevægelser både til højre og venstre i disse år har fået vind i sejlene.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil nok, i et ærligt øjeblik, kalde sig selv for liberalist. Hans eneste vedholdende ideologiske mantra er jo, at det skal kunne betale sig at arbejde – en virkelig sund liberal tanke. Men han har desværre for længst mistet sit udgangspunkt af syne, og for tiden fremstår han som forvalter af en defensiv velfærdsnationalistisk alliance. Hvis han virkelig ønskede det, kunne han appellere til den frihedselskende danske folkesjæl og bidrage til den nødvendige fornyelse af den ideologi, hans parti står på. Minde om, at det vigtigste er det enkelte menneske, og arbejde for en helt ny, gennemført international regulering af økonomien, en soleklar støtte til de institutioner, der kan tøjle tech-mastodonterne, og markant bidrage til det militære forsvar for liberale værdier. Borgerlige regeringer (inklusive den under Helle Thorning) har haft magten i Danmark i snart 20 år, og den stadige økonomiske liberalisering har også været dominerende herhjemme siden begyndelsen af 1980erne. Men liberalismens vigtigste lektion er alvorligt udfordret: Troen på, at samfundet bevæger sig fremad med individet som pejlemærke, at statens opgave er at undlade at lægge forhindringer for menneskets frihed og en åben udveksling af ideer. Og måske allervigtigst: At den liberale verdensopfattelse har modstandere allevegne, og at det derfor koster noget at forsvare den mod kræfter, der ikke opfatter individet som særligt vigtigt. Vi havde nok bare glemt, at den kamp ikke vinder sig selv. Virker det uoverskueligt? Det gjorde det også for snart 250 år siden, da de første liberalister tog ordet. Det er klogt at huske på, hvad de sagde.
Læs også artiklen »Jorden skælver« om de liberales svar på den seneste tids finansskandaler.
