For et par uger siden blev en politipatrulje kaldt ud til noget ballade i det københavnske natteliv. Fire til fem personer var kommet op at slås, og patruljen valgte at anholde flere af dem. To piger strittede imod, og én af dem gav en betjent næseblod efter flere slag i ansigtet. Andre betjente blev overfaldet med peberspray. Ifølge BT blev de to piger på 15 og 17 år sigtet for vold mod tjenestemænd.
Den slags episoder med voldelige piger og kvinder er der adskillige af. Udadreagerende, stride damer, der opfører sig på en måde, som vi traditionelt har forbundet med det mandlige køn.
Det syn skal vi til at vænne os til, for en større og større andel af vores forbrydere er kvinder. Tal fra Danmarks Statistik viser, at hver gang én kvinde blev dømt for en kriminel handling i 1983, gjorde det samme sig gældende for lige knap ti mænd. I 2017 var kønsratioen imidlertid skrumpet ind til 1:4 i mændenes favør. Forholdet mellem kønnenes kriminalitet er altså mere end halveret i perioden.
Udviklingen gælder ikke kun småhapserier og fartbøder, for trenden er især stor inden for voldskriminalitet. For hver kvinde, der i 1983 blev dømt for vold, var der 22 mænd. I 2017 var det tal reduceret til cirka syv mænd per kvinde. Der er altså ingen tvivl om, at de hyppigste gæster i landets retssale stadig er mænd, men af forskellige årsager haler kvinderne ind på dem.
Det er ikke kun i Danmark, vi ser tendensen. Den er synlig i hele Vesten. I resten af Europa, USA, Canada, New Zealand og Australien kan man også se forholdet mellem mænds og kvinders kriminalitet skrumpe, og senest bekræftes billedet af en spritny opgørelse fra USA. Her er én ud af fire volds- kriminelle nu kvinder.
Udviklingen er ikke ny. Den har været undervejs siden perioden efter Anden Verdenskrig. Det viser blandt andet en videnskabelig artikel skrevet af tre svenske kriminologer i 2015. En af dem er Olof Bäckman fra Stockholms Universitet, der fortæller, at efterkrigstiden var præget af en generel stigning i kriminalitet.
»Kvinderne steg dog hurtigere end mændene, og derfor mindskes forskellen mellem kønnene. Men kriminaliteten var stigende for begge køn helt op til midten af 80erne,« siger Bäckman.
Mørk side af ligestillingen
Det var to bøger fra 1975, der første gang gjorde opmærksom på, at kvinderne klatrer op mod mændene i kriminalitets- statistikkerne: Rita Simons Women and Crime og Freda Adlers Sisters in Crime.
Traditionelt er kriminelle kvinder blevet set som afvigende fra den kvindelige natur. Det lå i det feminine at være lovlydig og flink, mente man. Freud brugte sin famøse penismisundelse til at forklare, at kriminelle kvinder var kvinder, der var traumatiserede over manglen på en penis, men for uattraktive til at kunne kompensere ved at blive gift og føde børn.
Efter de to bøger fra 1975 gjorde kvindebevægelsen op med naturlighedsforklaringerne, og flere nye hypoteser omkring den stigende kvindekriminalitet blev fremsat. En af dem er den såkaldte økonomiske marginaliserings-hypotese, som beskriver, hvordan ulige vilkår for kvindelige og mandlige enlige forsørgere kan forklare væksten i kvindernes krimi- nalitet, men flere sammenligninger med arbejdsløsheds- statistikker har siden skudt den ned.
Der har også været fremsat hypoteser om, at ordensmagten blot er begyndt at arrestere flere kvinder, eller at det er samfundet, der gør oprør mod det stigende antal magtfulde kvinder ved at sætte flere kvinder i fængsel – på samme måde som nogle mener, at flere sorte end hvide fængsles, fordi de er uønskede borgere.
Den altoverskyggende forklaring har dog været, at det handler om ligestilling. Mange mente, at kvinder i takt med deres frigørelse ville begynde at ligne mænd i deres adfærdsmønstre, og at dette også ville kunne ses i deres tilbøjelighed til at begå kriminalitet. Det er en forklaring, som Olof Bäckman mener holder frem til 1980erne.
»Vi har ikke detaljeret data for den periode, men der er meget, der tyder på, at kvindernes muligheder for at begå kriminalitet ændrer sig radikalt her. Kvinderne begynder at arbejde, og på arbejdet har man mulighed for at begå bedrageri eller stjæle fra kassen.«
Dengang som nu er butikstyverier den hyppigste form for kvindekriminalitet. Også dokumentfalsk og bedrageri er områder, hvor kvinderne er relativt tæt på mændene – apropos den verserende bedragerisag, hvor en 64-årig kvinde er anklaget for at have stjålet millioner fra Socialstyrelsens kasse.
Det meste af den nye kriminalitet, der begås af kvinder, de seneste 30 år har imidlertid en naturlig forklaring. Det forklarer seniorkonsulent Britta Kyvsgaard, en af forfatterne til en rapport om emnet udarbejdet af Justitsministeriets Forskningskontor i 2014:
»En væsentlig del af væksten i kvindernes kriminalitet skyldes færdselslovsovertrædelser og øvrige særlovs- overtrædelser. Det er dér, væksten er særlig stor for kvindernes vedkommende. Mens når vi ser på straffelovsområdet, som jo næsten altid er det, der er i fokus, så er væksten betydelig mindre,« forklarer hun.
I tråd med Olof Bäckman peger hun på strukturelle forandringer som den primære årsag. Flere kvinder er begyndt at køre bil i perioden, og det giver flere trafikforseelser. Overtrædelser på dette område er for kvinder i perioden steget med knap 500 procent ifølge Justitsministeriets rapport og er altså med til at trække kvinderne voldsomt op i statistikken.
Kyvsgaard påpeger dog, at tendensen også ses i andelen af straffelovsovertrædelser. Her er antallet af mandlige gerningsmænd faldet med otte procent i den 30-årige periode, mens den er steget med 14 procent hos kvinderne.
Mildere mænd
Mens den mindskede forskel frem til 80erne som nævnt skyldtes, at kvindernes kriminalitet steg mere end mændenes, ændrede det billede sig sidenhen. Fra 1990erne og frem har kriminaliteten generelt været faldende og mest hos mændene. Den udvikling har fået flere kriminologer i ind- og udland til at standse op og genoverveje deres teser. For det betyder, at kvinderne ikke længere blot er på vej op til mændene, men at mændene også er på vej ned til kvinderne.
En af de første til at pege på det skifte var den amerikanske kriminologiprofessor Janet Lauritsen fra University of Missouri, St. Louis. I 2009 udgav hun sammen med to kollegaer en omfattende rapport om forholdet mellem mænds og kvinders voldskriminalitet fra 1973 til 2005 baseret på over syv millioner indberetninger og interviews. De konkluderede, at kvinderne ikke er gone wild, som nogle påstod, men at »mønstrene til dels skyldes større fald i mænds end i kvinders forbrydelser siden midten af 1990erne«.
Hun har netop opdateret rapporten med tal frem til 2016.
»Vi blev færdige her i sommer, og vi kan se, at udviklingen er fortsat. På nogle områder er den endda øget. Vi så ingen tegn på, at kønnenes kurver for røveri nærmede sig hinanden i 2009, men det ser vi nu,« fortæller Janet Lauritsen.
Overordnet set er der sket et fald fra syv voldskriminelle mænd for hver voldskriminel kvinde i 1973 til fire volds- kriminelle mænd for hver kvinde i 2016 i USA, og det er i over vejende grad mændenes fortjeneste, anfører hun.
»Jeg ved godt, det ikke er en interessant historie at fortælle, at mændene er faldet til ro, men faktisk opfører både mænd og kvinder sig pænere, mændene har bare taget det største spring,« siger Lauritsen.
Påstanden om, at mændene nu nærmer sig kvinderne, bakker de nordiske kollegaer op om.
»Udviklingen er, at mænds kriminalitet falder. Siden 1990erne er den kvindelige kriminalitet steget en smule, men mænds kriminalitet er faldet drastisk. Mændenes – særligt de helt unges – fald i statistikkerne er den primære forklaring på, at forskellen mindskes. Man snakker om, at faldet i krimi- nalitet har en kønnet natur,« siger svenske Bäckman.
Også Britta Kyvsgaard peger på de unge mænd som den centrale faktor i udviklingen:
»Det er en tendens, vi ser i rigtig mange lande i Vesteuropa og Nordamerika, at børne- og ungdomskriminaliteten falder markant. Pigernes kriminalitet er også faldet, men den er ikke faldet i samme tempo som drengenes,« siger hun.
Faldet gælder især for alvorlige ejendomsforbrydelser som biltyveri, og her lyder forklaringen, at overvågning og bilalarmer har gjort den disciplin sværere. Den øgede sikkerhed kan dog ikke alene forklare, hvorfor lovens lange arm i mindre grad end tidligere må have fat i kraven på mændene, men at den anholder stort set det samme antal kvinder.
Et andet bud er det, som Janet Lauritsen kalder for civiliserings-hypotesen. Den går ganske enkelt ud på, at det øgede antal kvinder i det offentlige rum har en dulmende effekt på mændene og får dem til at begå mindre kriminalitet.
»Spørg de ældre mænd på redaktionen. Spørg dem, om de synes, at tonen på arbejdspladsen har ændret sig, siden der er kommet flere kvinder til,« siger Lauritsen. »Mænd har en tendens til at bekæmpe hinanden, og det har flere kvinder iblandt dem måske været med til at bremse.«
Hun slog ham
Lauritsens civiliserings-hypotese kan muligvis til dels forklare, at faldet er størst hos mændene, men den kan ikke forklare, hvorfor kvinderne stadig stiger på nogle af de mere alvorlige områder. Det gælder eksempelvis partnervold. En rapport udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed fra juni 2018 viser, at antallet af mænd, der er blevet udsat for fysisk partnervold, er steget fra cirka 7000 i 2005 til cirka 19.000 i 2017. I 94 procent af tilfældene stod en kvinde bag overfaldet. Til sammenligning gik kvinder udsat for fysisk partnervold i perioden fra 35.000 til 38.000.
Selvom kvinder altså stadig langt oftere bliver slået af deres mandlige partner end omvendt, er kvindernes vold mod deres kærester og mænd på himmelflugt. Ingen synes at kunne forklare hvorfor, men tendensen taler imod hypotesen om, at kvinderne skulle have en afkriminaliserende effekt på deres omgivelser.
Om stigningen er udtryk for, at kvinder reelt er blevet mere voldelige, stiller flere eksperter sig dog skeptiske over for. Årsagen er snarere, at en aftabuisering af kvinders kriminalitet har betydet, at flere kvinder i dag bliver anmeldt end tidligere. Får en mand en lussing af en kvinde, ville han måske tidligere havde ladet den fare, men i dag inddrages politiet oftere, lyder påstanden.
Det er også den umiddelbare konklusion fra en af forskerne bag den nylige rapport om partnervold, Bjarne Laursen, der er seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed.
»Vores vurdering er, at en betydelig del af stigningen skyldes en øget opmærksomhed på og accept af, at partnervold også kan ramme mænd. Vi tvivler på, at der ligger en reel stigning bag, men kan selvfølgelig ikke afvise det,« lyder hans e-mail-svar. Aftabuiseringen kan også ses i retssalene, hvor forskere tidligere har observeret, at kvinder fik mildere straffe end mænd for den samme type forbrydelse, men den bias er aftagende, viser de nyeste undersøgelser.
Den tiltagende vold gælder ikke kun kvindelige partnere. Også pigerne er begyndt at slå mere fra sig, og det betyder, at man ikke helt kan afskrive, at noget i kvinder og pigers adfærd har ændret sig. Ifølge studieleder på Institut for psykologi på Københavns Universitet, Torben Bechmann Jensen, er udviklingen klar.
»Hvis man taler om ungdomskriminalitet, så er pigerne blevet synlige i statistikken over vold. Tidligere har pigerne primært været synlige i berigelseskriminaliteten, men nu gælder det altså også vold. Det er sådan set relativt nyt. Det er nok sket over de sidste 25 år,« siger han.
Den arketypiske forbryder er stadig en mand. Det viser en optælling i artikeldatabasen Infomedia med al tydelighed. Ordet »gerningsmand« optræder over 700 gange oftere end »gerningskvinde« i det seneste års medieartikler. Selvom den skævvridning ikke harmonerer med kriminalitetsstatistikkerne, er det i altovervejende grad stadig mænd, der slår, røver og slår ihjel.
Noget tyder da også på, at gabet mellem de to køns kurver er ved at flade ud, i hvert fald i Danmark, og at udviklingen altså går langsommere og langsommere. Så selv med fuld ligestilling økonomisk og socialt er det de færreste eksperter, der tror på, at kønnenes kriminalitetsforskelle udlignes i nærmeste fremtid.
Læs også »Digitale gadehjørner« – om unge er blevet mere kriminelle af at gå online.
