Falliterklæring. Sagen om John Arne Riise, en af Norges bedste fodboldspillere nogensinde, viser, at hurtige penge er vejen til konkurs.

Selvmål

Det er efterhånden næsten 25 år siden, jeg hørte om en ung ålesunder, der skulle være god til fodbold. Ålesund er den største by på min hjemegn, Sunnmøre, hvor forresten også Åge Hareide kommer fra, og har sjældent fostret internationale fodbold­stjerner. Nogle venner havde oversigt over kampene, og vi tog af sted for at se vidunderet. Og jo, den 13 år gamle dreng var et vidunder. Der var ingen grænser for ham. Han scorede fra 60 meter, han scorede fra 50 meter, han scorede fra simpelthen alle positioner. Hans venstreben var på samme tid et instrumentationsredskab og en forhammer. Han hed John Arne Riise, og han skulle blive den nordmand, der har spillet flere landskampe end nogen anden.

Blandt dem, der stod på tribunen, var der på trods af målene alligevel en underlig stemning. De troede ikke på, at det ville gå drengen godt. I eftertiden er hans historie blevet velkendt, blandt andet fra moderens selvbiografi Berit, for hun skrev en selvbiografi alene med det udgangspunkt, at hun var foldboldmor.

Drengens nu afdøde far, fik jeg at vide, og som senere blev bekræftet offentligt af moderen og Riise selv, var voldelig alkoholiker, og hans mor var mere end selvoptaget. Han kom i det mindste i de første år fra et vanskeligt hjem, hvad moderen da også indrømmede i den overraskende ærlige selvbiografi. »Det kunne der ikke komme noget ud af,« mente man på tribunen. Men det kom der, for John Arne var en mønsterbryder. Han blev en fantastisk spiller, en af de bedste i norsk historie. Der er ikke mange fra Ålesund, som har vundet Champions League og tjent 200 millioner på at spille fodbold.

Nu er alt det borte. Riise prøver at overleve på reklamer for et bettingselskab, reality-tv og på at true aviser, der forsøger at afsløre sandheden om hans liv, med sagsanlæg. De, som ikke troede på ham, har fået ret. Riise havde ikke det, der skulle til, hans liv er endt som en personlig tragedie. Han havde ingen, der kunne passe på ham og lære ham, hvad penge er. Han kendte ikke noget til statistik og risiko.

En ordentlig uddannelse

Nu til en personlig historie. Jeg fik en søn, der var god til fodbold – nej, nej, ikke så god som Riise. Men god var han alligevel. I de første år plejede han at score omkring 100 mål om året, men i takt med at han blev større og stærkere, blev han flyttet længere tilbage på banen.

Fra han var 13, blev han en solid midtstopper. Han havde noget, som topfodbold er ude efter: Han vidste, hvor bolden ville lande. Hvor bolden kom, dér var han, og han scorede 20 mål på hovedet fra hjørnet hvert år. I sit kuld var han mellem de bedste i Oslo-området, og de hold, han spillede på, vandt alle sejre og pokaler. Han var også kaptajn. Lige før han fyldte 16, blev jeg ringet op af en norsk topklub. De ville give ham 360.000 om året, mens han gik i gymnasiet; det langsigtede mål, forklarede man, var at sælge ham til en europæisk klub.

Jeg ringede til hans mor, som er overlæge ved Rikshospitalet i Oslo, og fortalte hende om tilbuddet. Hun var ikke begejstret. »Han kommer bare til at stå og heade bolden væk, og desuden er risikoen alt for stor. Alt tyder på, at det ikke vil lykkes. Han får ingen kontrakt. Han skal have en ordentlig uddannelse.«

Jeg mente, det var lidt dramatisk, især da det var mig og ikke drengens mor, der havde investeret så meget tid i ham og fodbolden, og satte mig ned sammen med ham og gennemgik mulighederne. Til min skuffelse var han enig med sin mor. Han holdt op. Han forstod, at risikoen var for stor, og livsindtægten sandsynligvis for lav. »Mor har som sædvanlig ret.«

Nu skal han aftjene sin værnepligt som jæger ved den russiske grænse, og derefter begynder han at studere civiløkonomi. Vi i den højere middelklasse bryder os ikke om risiko.

Riise derimod blev en spiller i verdensklasse. Mod alle odds satsede han alt. Millioner har gjort det før ham og har fejlet. Han rejste til Monaco som 17-årig og spillede sig lige ind på førsteholdet. Inden han fyldte 20, havde han vundet både den franske serie og den franske cup, og derefter købte Liverpool ham for et rekordbeløb, og han blev en nøglespiller, da denne klub slog Milan i Tyrkiet i Champions League-finalen.

Livet formede sig ikke lige så problemløst for ham. Både han selv, de forskellige koner og hans mor brugte for mange penge. Allerede mens han spillede for Liverpool, gik han konkurs, blandt andet på grund af skattegæld. Desuden snød hans agent ham efter Riises mening for mange millioner. Det kom til retssag, men Riise fik aldrig pengene tilbage, selv om både politiet og statsadvokaten mente, at agenten havde bedraget ham for 36 millioner.

Agenten blev pure frifundet for alle sigtelser. Dommerne mente, at Riise var voksen og ansvarlig for sine egne investeringer. Riise tabte i realiteten sagen, da han ærligt erkendte: »Jeg underskriver ofte uden at læse dokumenterne igennem. Jeg stolede 110 procent på min agent.« Nu er han efter alt at dømme blanket af og flygtet til Malta. Han har næppe nogen pensionsopsparing af betydning.

Fem år efter karrierens ophør, viser statistikkerne, er mange af spillerne i europæisk topfodbold gået konkurs – tre ud af fem i Premier League.

Kontrasten til John Carew, der er jævnaldrende med Riise og var næsten lige så god (han tabte sin Champions League-finale for Valencia), er stor. Carew fik ved en tilfældighed en af Norges bedste erhvervsadvokater som agent. Agenten lod Carew købe guldsmykker og dyre biler, men investerede samtidig 10-20 millioner i fast ejendom hvert eneste år. Carew tjener nu flere millioner om året, og hans formue er på flere hundrede millioner.

Carew er dog ikke reglen, men undtagelsen. Fem år efter karrierens ophør, viser statistikkerne, er mange af spillerne i europæisk topfodbold gået konkurs – tre ud af fem i Premier League, hvis man skal tro Xpro, en organisation for tidligere fodboldspillere. Deres undersøgelse er fra 2013, og da var gennemsnitsindtægten i Premier League 30.000 pund om ugen. Nu er den over 50.000 engelske pund.

Spillerne er honningkrukker

Spillerne ved godt, at de er et let bytte, og det stresser dem, men de går i fælden alligevel, fordi de er så desperate efter at finde noget, der kan fjerne frustrationerne. Hannah Southon er advokat i London og har repræsenteret mange konkursramte fodboldspillere. Hun udtaler til Financial Times:

»De føler sig belejret. De ved, at de er honningkrukker, og at fluerne summer omkring dem. Fra en tidlig alder bliver de præsenteret for økonomiske rådgivere, der bliver ved med at hænge omkring dem. Og spillerne stoler på dem. Jeg tror, det skyldes, at de er så unge, når de møder dem første gang.«

Riise passer perfekt til denne beskrivelse. Agenten blev den faderskikkelse, han aldrig fik som dreng. Riise anså rådgiveren for at være »sin nærmeste ven«, som han udtrykte det under retssagen.

Danske Jakob Laursen er også en af de mange. Han har tabt 20 millioner på aktiespekulation. »Jeg ejer intet. Absolut intet. Min kæreste har en Fiat 500. Når vi skal bruge to biler, må jeg låne min svigermors,« udtalte han til TV 2 i 2016.

Det er heller ikke så nemt at få tabte penge tilbage. Da Stan Collymore blev solgt fra Nottingham til Liverpool i 1995, var det for en rekordsum på 8,5 millioner pund. Collymore – hvis man skal tro ham selv – har haft alvorlige psykiske problemer og sagsøgte sin økonomiske rådgiver, da han gik konkurs. Han vandt retssagen og blev tilkendt 1,5 millioner pund, men så erklærede rådgiveren sig konkurs og betalte aldrig en krone til Collymore. Også Riises agent erklærede sig konkurs. Det bør ikke være sådan, at formuer bare kan forsvinde. I amerikansk holdsport er indtægtsniveauet nogenlunde det samme som i europæisk fodbold. Men her bliver lønnen udbetalt over en meget længere periode. Desuden har alle de store ligaer store pensionsfonde, som spillerne i en ung alder kan få pension fra.

Ja, også spillerne i NFL og NBA går konkurs i stor stil, men de har penge at falde tilbage på og er beskyttet af amerikansk konkurslovgivning. Allerede fra det fyldte 35. år kan NFL-spillere hæve pension, noget, som europæisk fodbold måske kunne tage ved lære af. Per Ravn Omdal har siddet i UEFAs bestyrelse og har ledet UEFA-komitéen for såkaldt samfundsansvar. Omdal var leder i Norges fodboldforbund, da Riise blev solgt til Monaco. Dengang sad han også i FIFAs bestyrelse. Omdal vil ikke udtale sig om konkrete spillere.

»Pensionsproblematikken er ikke ny. Da jeg sad i FIFAs bestyrelse, drøftede vi emnet. Og både i UEFA og FIFA indledte spillerforeningerne drøftelser af problemerne. I 1999 var jeg med til at forhandle en aftale med EU om transfer, og pensionen var et tema i flere forskellige sammenhænge. Men der kom ikke ret meget ud af det.«

– Og spillerne er fortsat i høj grad overladt til sig selv?

»Det skal understreges, at der i visse lande er kommet forskellige basisordninger på plads, men de er bare ikke gode nok. Jeg ved, at spillerorganisationerne arbejder hårdt på at få bedre ordninger på plads, og det er jeg glad for. De er også dygtige til at rådgive om karriereplanlægning. Problemet er bare i mange tilfælde, at de unge spillere ikke har noget langsigtet perspektiv og derfor bliver et let offer for agenter, der er ude på at mele deres egen kage.«

Omdal mener, at der bør indføres obligatoriske ordninger, som tvinger spillerne til at opspare en stor del af deres indtægter til efter karrieren. Men han er skeptisk over for tvang fra UEFAs og FIFAs side.

»Ligaerne er meget forskellige, og det er deres betalingsevne også. Jeg mener, at det er et nationalt anliggende. Arbejdsgiveren, der udbetaler lønnen, må gå sammen med arbejdstagerne, der modtager den. Men det kræver igen, at de unge spillere er villige til at give afkald på den kortsigtede profit. Og når så agenterne giver dem kortsigtede råd, bliver interessen for tiden efter karrieren desværre tilsvarende mindre,« siger Omdal, som ikke har svært ved at indrømme, at der blev gjort for lidt i hans tid.

Fra ondt til værre

Nu findes der pensionsordninger i eksempelvis Premier League. Men de beløb, der bliver indbetalt, er så små, at de ikke gør den store forskel; der er tale om en opsparing på mellem 5.000 og 10.000 pund om året for spillere, der i gennemsnit tjener 50.000 pund om ugen.

En del af dem har ganske vist private pensionsordninger, men skal man tro Financial Times, er kun et fåtal klar over, at de har indgået den slags private aftaler, og derfor hæver de heller ikke pensionerne til tiden. Flertallet af spillere er simpelthen økonomiske analfabeter og har ingen oversigt over de aftaler, som de har skrevet under på.

For John Arne Riise er det gået fra ondt til værre, selv om han betalte sine kreditorer 10 millioner om året efter konkursen, da han spillede for Liverpool. I foråret måtte han igennem en retssag til, fordi en af hans tidligere koner anklagede ham for at have tømt den fælles opsparingskonto, som de havde oprettet til et af børnene.

Riise var dybt uenig, forklarede hans manager til den norske Nettavisen: »Riise ønsker kun at spare penge op til deres fælles børn, men bliver mødt med sagsanlæg fra ekskonen, som prøver at få kløerne i pengene, som han har sparet sammen til børnene, ved at anlægge sag på vegne af deres yngste datter.«

Heller ikke denne gang gik det ham særlig godt. Retten gav ekskonen medhold og dømte Riise til at betale pengene tilbage. Dernæst blev hans nuværende kones interiør- og tøjbutik erklæret konkurs. Den 28. august gennemførte den norske stat en såkaldt udlægsforretning mod Riise. Hans manager har gjort det klart, at Riise ikke ønsker at udtale sig om sagen, og henvist til hans advokat, som med historisk ironi er den samme, der i sin tid forsvarede Riises agent. Advokaten siger:

»Det drejer sig om personlige forhold, som vi ikke kommenterer offentligt. Der er dialog mellem parterne og advokaterne med henblik på at nå til enighed.« Undertegnede har alligevel forsøgt at få kontakt med Riise via hans manager, som var positivt indstillet og bad mig sende spørgsmålene. Jeg fik aldrig svar på dem.

I papirerne om udlægsforretningen udtaler Riise sig om den ukendte part, der altså har henvendt sig til staten for at få inddrevet gælden: »Han oplyser, at parterne var enige om, at beløbet skulle justeres i forhold til hans indtægt. Årsagen til, at han holdt op med at betale (…), er, at han samtidig holdt op som fodboldspiller, og at hans indtægter derfor blev betydeligt reduceret.« Men desværre forholder det sig ikke sådan i Norge, at man slipper for at betale sin gæld, når man ikke længere tjener 25 millioner om året.

Er det ikke et paradoks, at amerikansk holdsport, som er dybt udemokratisk, totalt privatejet og gennemkommercialiseret, i virkeligheden er langt mere socialdemokratisk end europæisk topfodbold? De fæle amerikanere påtager sig et ansvar, som UEFA aldrig har taget.

Da det var aftalt, at den 17-årige Riise skulle sælges til Monaco, spillede han for sjov en reservekamp for moderklubben. Efter et par minutter knaldede han bolden mod overliggeren på 40 meters afstand. Den sprang tilbage til midtbanen. Han lo, og alle andre lo med ham. De vidste, at John Arne var god for norsk fodbold.

Forfatteren Simon Kuper har skrevet flere bøger om fodbold og økonomi. Han spurgte advokaten Damon Parker, som har ført mange sager for fallerede fodboldspillere, hvordan det var at møde dem: »Det mest triste er at se en person med et gudgivet talent sidde tilbage med ingenting efter karrieren. Det er forfærdeligt.«

Riise kan måske finde trøst i, at han på ingen måde er alene. Som George Best har udtrykt det: »Jeg brugte mange penge på spiritus, kvinder og hurtige biler. Resten ødslede jeg bort.«

Oversat af Claus Bech.