LEDER

Spørg igen

NÅR man belærer folk i andre lande om, hvad de bør gøre, virker det gerne lidt latterligt. Selvfølgelig ved vælgerne dér, hvad der er bedst for dem. Dog virker det, som om briterne godt kunne bruge et godt råd udefra. Forhandlingerne med EU om betingelserne for Brexit er nemlig kørt så fast, at briterne står til at forlade Unionen næste forår uden en ny aftale. I så fald er der ingen aftale om handel eller om forholdene for henholdsvis EU-borgere i Storbritannien og briter på kontinentet. Der er heller ingen aftale om briternes deltagelse i samarbejdet om for eksempel sikkerhed og terrorbekæmpelse. Det er en situation, næsten ingen har ønsket.

Vælgerne er samtidig vidne til en politisk kortslutning. De to store partiers ledere mener det modsatte af det store flertal i deres eget parti. Theresa May er EU-tilhænger, Jeremy Corbyn er modstander. May forhandler med armene på ryggen, mens partiet bevæger sig mod nedsmeltning. Corbyn udnytter situationen uden at præcisere, hvilken politik han vil føre. Vinderne af Brexit-afstemningen er over alle bjerge. Landet er i politisk paralyse, reelt uden lederskab.

Bliver politikerne ikke klogere, må de overlade opgaven til vælgerne. Det er hér, den danske historie kan bidrage til en løsning. I 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten. De argeste modstandere fastholdt, at et nej betød nej, men i virkelighedens verden skulle forholdet til EU jo genforhandles. SF trådte frem og realiserede denne virkelighed i Edinburgh-aftalen, der blev stemt igennem året efter. Og det er ikke rigtigt, at politikerne i elitær arrogance har spurgt vælgerne igen og igen, indtil de har makket ret. I de 26 år, der er gået, har vi i Danmark stemt én gang om euroen og én gang om retsforbeholdet. Begge gange har vælgerne bekræftet deres nej. Folkeafstemninger udskrives ikke lemfældigt; der er afgrundsyb respekt, nærmest angst, for vælgerne.

Klogere er briterne forhåbentlig ved at blive. Forudsætningerne for afstemningen i 2016 er totalt forandrede. Vælgerne blev af Brexit-fløjen stillet i udsigt, at det var en smal sag at forhandle en fordelagtig aftale med Bruxelles. Det er det naturligvis ikke. Det er håbløst at forestille sig, at briterne får en aftale, som alvorligt vil undergrave resten af samarbejdet. Brexit-fløjen påstod desuden, at et exit helt uden en aftale da ikke ville få de store konsekvenser. Det gør det. Derfor er det både rimeligt og fuldt demokratisk at kalde briterne sammen igen: Hvis situationen er, at de skal forlade Unionen uden en aftale, vil de i så fald støtte det? Det står dem jo frit for at svare ja til det spørgsmål. kras