DEN store historie om vor tid udspiller sig i mange dramatiske kapitler samtidig. Blot et enkelt af dem ville være skelsættende, ikke mindst det, der handler om Amerika: I tirsdags stod amerikanerne op med blikket rettet mod datoen – 11. september – de fleste nok hensat i tanker om den forfærdelige dag i 2001. Deres præsident? Han havde blikket stift rettet mod sig selv, hensat i tanker om egen fuldkommenhed. Han så Fox morgen-tv og udsendte et tweet, hvor han latterliggjorde efterforskningen af egne forbindelser til Rusland og anklagede Hillary Clinton for at have samarbejdet med udenlandske spioner. Trump forskanser sig stadig mere isoleret i Det Hvide Hus, uden allierede, uden anden politik end sin egen kortsigtede overlevelse. En presset, isoleret leder uden demokratisk instinkt og med stor opbakning og opskruede forventninger blandt egne støtter er farligt og dybt uforudsigeligt.
STORE forandringer og potentiale for sammenbrud udspiller sig allevegne. Udviklingen i Tyrkiet er også alvorlig nok til et helt kapitel for sig selv. Præsident Erdogan har pustet og pustet sig op, så han nu svæver som en stor, tyk og paranoid sultan-ballon over et stadig mere vaklende Tyrkiet. Samfundet truer med at give efter under omfattende politisk kontrol, økonomien med at bryde sammen under omsiggribende korruption. Antagelsen om Tyrkiet som demokratisk allieret bliver stadig mere tom, mens konflikten med Tyrkiet i Nato vokser.
KAMP om en dominerende plads ved stormagternes bord i en verden, hvor USA er i dyb krise – det er det spil, der udfolder sig. Rusland afholder i denne måned Vostok-18 (Øst-18), den største militærøvelse siden 1981. Her deltager over 300.000 mand, hvilket i sig selv er en gigantisk manøvre. Øvelsen foregår sammen med Kina og skal åbenlyst vise, hvem der bestemmer i Asien, inden nogen får alt for gode idéer over for Nordkorea. Man sagde i nogle år, at amerikanernes manglende interesse for Europa skyldes en forskydning af USAs opmærksomhed mod Stillehavsregionen. Denne forskydning føler de færreste i regionen sig længere sikre på.
ER man ikke seriøst foruroliget, kan man kaste blikket mod Syrien, hvor Rusland nu er behjælpelig med et storstilet angreb på Idlib-provinsen. Ikke bare stadfæster denne sidste rest af krigen de vestlige landes fatale nederlag i Syrien, den understreger også amerikanernes helt forunderlige fravær i Mellemøsten. Dette sidste slag vil få mange flere til at flygte, flere flygtninge vil true Libanon med sammenbrud og sende nye strømme af flygtninge mod Europa.
FOR europæere burde den aktuelle historieskrivning få alle alarmklokker til at ringe: nye flygtninge fra syd. Et truende sammenbrud i Tyrkiet. Et aggressivt, oprustende Rusland. Og et Amerika, hvis støtte og eksistentielle garantier er fortid. Det er fascinerende, at anonyme embedsmænd i Washington ligefrem modarbejder Trump for at begrænse skaden, men det er naturligvis ikke en holdbar strategi at håbe, at det hele driver over, mens vi – anført af EU-Kommissionens formand – diskuterer behovet for at fjerne reglen om vintertid i de mørke måneder.
HELVEDE er de andre, sagde Jean-Paul Sartre. Og set fra de fleste europæeres middagsborde virker situationen da også mere dramatisk andre steder. Men det er en dårlig idé at glemme den mest gennemgående lektion fra verdenshistorien: Europa kan aldrig vende sig bort fra verden. Prøver vi det, skal verden nok komme til Europa. Den globale kamp handler nemlig om det spørgsmål, hvori vi europæere er eksperter og har de tungeste erfaringer: Hvilket politisk system skal være det dominerende?
EUROPAS befolkninger er vant til denne kamp mellem det liberale demokrati og alskens former for autoritær modstand. Vi er desværre også vant til, at Europas ledere har meget svært ved at stå sammen og forsvare sig, når de bliver truet. Også i dag. Alle de ydre, traditionelle holdepunkter for Europa forvitrer, mens illiberale kræfter anført af Ungarn og Polen inspirerer partier overalt i Vesteuropa, fra italienske Lega, franske Front National til SD i Sverige og Dansk Folkeparti. Man kan jo godt forsvare den »kristne arv, kultur, familieliv og nationale sammenhængskraft«, som Viktor Orban ønsker det, men det er pudsigt, at dette forsvar altid følges af overgreb på minoriteter, medier og domstole. Roligere bliver man ikke af udviklingen i Tyskland, hvor den yderste højrefløjs vælgere drømmer om en ny »fører«. I årevis har Europas politikere været passive og opgivende, ude af stand til at konfrontere den globale trussel mod demokratiet, der også er repræsenteret lige hér. Næsten ubærligt symbolsk har det været, at EUs kommissionsformand har slingret rundt med et åbenlyst alkoholproblem, mens resten af Unionens politikere har taget det ene slag efter det andet fra samarbejdets kritikere. Nu handler Kommissionen og Parlamentet endelig på to vigtige symbolske områder: ved at foreslå en styrke på 10.000 mand, der skal sikre EUs grænser. Og ved at stemme for en proces mod Ungarn for brud på EUs grundlæggende værdier. Initiativerne kræver, at regeringerne følger op: ved at bruge det kommende EU-budget for at skabe maksimalt pres på Ungarn og Polen. Og ved at gøre EU mere handlekraftigt på de områder, medlemslandene ikke selv kan løfte. Det kunne jo være, at vi europæere denne gang skulle gøre os i stand til selv at håndtere de kriser, der utvivlsomt er på vej. Risikoen er, at der ikke kommer nogen og hjælper os.
Læs også: »To modeller for Europa«
