Essay. I disse dage, hvor vi markerer tiåret for finanskrisens mest dramatiske hændelse, er sammenligningen med depressionen i 1930rne stort set forsvundet. Det er en fejl.

Den perfekte storm

I 1930rne gik verden i sort. Det begyndte med dramatiske finansielle og økonomiske problemer i verdensøkonomien og kulminerede i politisk og geopolitisk polarisering og konflikt. Det satte et brat stop for den første globaliseringsperiode og kastede verden ud i den anden verdensomspændende krig i løbet af en generation.

Forud var gået et forløb, der alle betydelige forskelle til trods minder slemt meget om det, verden oplevede efter den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers’ konkurs for ti år siden. Da finansverdenen frøs til is i dagene efter den 15. september, blev mellemkrigstiden og den store depression hurtigt bragt i spil som analogi, der kunne forklare, hvor galt det kan gå for økonomien, når finanssektoren bryder sammen.

Men i disse dage, hvor vi markerer tiåret for finanskrisens mest dramatiske hændelse, er fortællingen om depressionen i 1930rne stort set forsvundet. Det er en skam, for den har aldrig været mere relevant som en advarsel om, hvad der sker, når en række hændelser løber sammen og skaber den perfekte storm, mens manglen på politisk lederskab er iøjnespringende. Vi overser eller negligerer sammenhængen mellem de mange hændelser og glæder os i stedet over, at finanskrisen og recessionen er overstået. Vi gør tabene op og spørger, om en ny finanskrise er på vej. Har vi lært nok, og har vi lært det rigtige?

Men hvad nu, hvis de virkelig alvorlige konsekvenser af krisen først lige er begyndt? Hvordan kan vi overse, at den internationalt omsiggribende populisme, nationalisme og modstand mod migration i virkeligheden er fortsættelsen af det, der blev sat i gang i 2008? Hvorfor ser vi ikke, at Donald Trump i USA, Brexit i Storbritannien, højrenationalisme i Europa og krisen i den liberale verdensorden hænger sammen og minder skræmmende meget om det, der sendte verden ud i en ødelæggende krig i september 1939?

Mens vi bekymrer os om økonomisk overophedning og om, hvorvidt festen på aktiemarkederne er ved at slutte, folder finanskrisens tredje fase sig ud. Den er ikke slut. De finansielle konsekvenser var bare første fase. Anden fase var den økonomiske recession. Nu ser vi de politiske konsekvenser.

JEG tænker på min gode tidligere kollega, historikeren Søren Mørch, som plejede at spørge sine studerende, om de troede, der nogensinde igen kunne blive krig i Europa. Jeg tror faktisk ikke, de forstod spørgmålet, men hvem tør med sikkerhed sige, at næste skridt ikke bliver det, Carl von Clausewitz kaldte fortsættelsen af politik med andre midler, altså krig?

Verdensøkonomien var også global i årene op til 1930, hvor varer, kapital og mennesker frit kunne krydse grænserne. Men efter Første Verdenskrig fulgte en række politiske, økonomiske og strukturelle problemer, som peger direkte mod det finansielle, økonomiske og politiske sammenbrud i 1930rne.

Ved Versaillesfreden i 1919 blev Tyskland pålagt at betale massive krigsskadeserstatninger til de allierede, mens Frankrig og Storbritannien omvendt skyldte store beløb til USA, som havde lånt de to lande penge til at finansiere deres krigsførelse. Disse kæmpe gældsposter på kryds og tværs bidrog til at komplicere det internationale politiske klima.

Sammen med en indædt bestræbelse på at genetablere guldstandarden, det monetære system fra før 1914, førte disse problemer til evindelige politiske og økonomiske forviklinger. Økonomen John Maynard Keynes, som deltog i Versaillesforhandlingerne, beskrev nådesløst i mesterværket Freden og dens økonomiske følger, hvordan de politiske lederes inkompetence kun ville forværre situationen i stedet for at sikre økonomisk fremgang og varig fred.

Kravet om, at Tyskland skulle betale enorme krigsskadeserstatninger, betød, at landet måtte igennem hyperinflation og nedskæringspolitik, der forarmede middelklassen massivt og førte til en stigende national og international polarisering. Det kulminerede, da nazisterne vandt 38 procent af stemmerne ved Rigsdagsvalget i juli 1932. Få måneder senere blev Hitler udpeget til kansler, og efter rigsdagsbranden i februar 1933 udråbte han sig selv til diktator.

I oktober 1929 begyndte nedturen på Wall Street, som indvarslede 1930ernes store, økonomiske depression. Arkivfoto: AFP PHOTO
I oktober 1929 begyndte nedturen på Wall Street, som indvarslede 1930ernes store, økonomiske depression. Arkivfoto: AFP PHOTO

Det er værd at tænke over, at globaliseringen allerede da var voldsomt under pres. I USA var den såkaldte Smoot-Hawley-lov blevet vedtaget i juni 1930. Loven lagde told på tusindvis af udenlandske varer, og som modsvar indførte en række lande hurtigt gengældelsestold. Økonomiske historikere diskuterer stadig, hvor alvorlige de direkte økonomiske effekter af Smoot-Hawley-loven egentlig var, men den bidrog også til at forværre et i forvejen betændt internationalt politisk klima.

Allerede året efter, i 1931, blev Europa ramt af en hård finansiel krise, der begyndte med et Lehman-lignende sammenbrud i den østrigske storbank Credit-Anstalt. Finanskrisen bredte sig hurtigt til andre lande, ikke mindst Tyskland, hvor storbanken Danat-Bank i juli måtte reddes af regeringen sammen med en række andre banker. Derefter stod Storbritannien for tur, og i september 1931 måtte landet forlade guldstandarden og devaluere pundet. De skandinaviske lande fulgte hurtigt efter, mens finanskrisen og valutapresset fortsatte til USA og førte til endnu en række banksammenbrud, der yderligere forværrede depressionen.

Derfra var enhver sig selv nærmest. Konkurrerende devalueringer, toldsatser og bilaterale handelsaftaler blev dagens orden, mens verdensøkonomien smuldrede, og nationalisme og fremmedhad endte i Anden Verdenskrig. Den amerikanske økonomiske historiker Charles Kindleberger har argumenteret for, at det hele fik lov at komme ud af kontrol, fordi USA ikke trådte i karakter og påtog sig internationalt politisk lederskab.

Ud af mellemkrigstidens og Anden Verdenskrigs kaos rejste de vestlige velfærdssamfund sig. Men det skete ikke af sig selv. Det var et resultat af, at både USA og Europas ledere havde lært lektien. Almindelige mennesker havde lidt under depressionen og ofret livet på slagmarken. Der var ingen vej uden om at skabe et samfund, der tilgodeså den brede befolknings interesser og delte den velstand, der blev skabt i de følgende år.

En ny generation af politiske ledere tog opgaven på sig, men i dag er politikere reduceret til at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet, mens meget tyder på, at velfærdsstaternes epoke kommer til at stå som en kort parentes i historien. Imens truer protektionisme og nationalisme endnu en gang med at føre verden på katastrofekurs. Hvordan kunne det gå så galt?

Jeg tror, at finanskrisen om nogle år, når dens mere langsigtede politiske konsekvenser står mere klart, vil blive set som en af den håndfuld af store transformationer, de kapitalistiske samfund har gennemgået i de seneste 200 år.

Per H. Hansen, professor dr.phil. et merc., Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

DET er naturligvis ikke finanskrisen alene, der har sat disse fænomener i bevægelse, men særlige begivenheder kan indimellem virke som en katalysator, der forstærker effekten af allerede eksisterende processer. Det var det, der skete i 2008. Pludselig stod alt stille, mens vi holdt vejret og forsøgte at finde ud af, hvor vore samfund var på vej hen. De vestlige samfund stod ved et vejkryds i 2008 og de følgende år, hvor der skulle tages stilling til, om globaliseringens uheldige konsekvenser i form af tab af arbejdspladser, stigende utryghed, ulighed og finansialisering skulle vendes gennem afgørende reformer, eller om der blot skulle lappes.

Da svaret blev lapperier, slog de utilfredse og oversete til. Det er svært at være almindelig borger, når storpolitiske begivenheder buldrer derudad, men det er først nu, økonomer er begyndt at se eller bekymre sig om, at globaliseringen både har skabt vindere og tabere. Mens vi blev spist af med billigere varer, forsvandt en række jobs på globaliseringens konto.

Klager over globaliseringens konsekvenser blev ofte mødt med argumentet, at gennemsnitligt betragtet er vi alle rigere, og i øvrigt er levestandarden i fattige lande blevet forbedret. Det er også rigtigt. Men det er en ringe trøst, når uligheden stiger, mens man selv føler sig overset, deklasseret og bange for at miste sit job. Som politologen Mark Blyth har gjort opmærksom på, betyder gennemsnit blot, at hvis 20 almindelige mennesker befinder sig i et rum, og Bill Gates træder ind ad døren, stiger gennemsnitsformuen betragteligt, mens de 20, der kom først, ikke er bedre stillet. Gennemsnit handler om ingen.

Finanskrisen fra efteråret 2008 ramte ikke bare Wall Street og finansinstittutterne hårdt. Snart bredte den økonomiske krise sig til andre dele af samfundet, og en stor gruppe mennesker følte sig forrådt af politikerne. EPA/HOW HWEE YOUNG
Finanskrisen fra efteråret 2008 ramte ikke bare Wall Street og finansinstittutterne hårdt. Snart bredte den økonomiske krise sig til andre dele af samfundet, og en stor gruppe mennesker følte sig forrådt af politikerne. EPA/HOW HWEE YOUNG

Det bliver meget lettere at forstå de politiske konflikter efter globalisering og finanskrise, hvis man har set DRs fremragende serie Montricepigernes kamp eller læst Amy Goldsteins mindst lige så fremragende Janesville – An American Story fra 2017 om lukningen af en General Motors-fabrik i byen Janesville i 2008, altså samtidig med at finanskrisen tog fat. De viser på hjerteskærende vis, hvordan alle dem, der ligger langt under gennemsnittet, er blevet påvirket af de seneste 20-30 års globalisering, omend heldigvis for os langt, langt værre i USA end i Danmark.

GLOBALISERINGEN var drevet af både politiske, økonomiske og teknologiske forandringer. Den kom stille, roligt og ganske gradvis ind over os efter den neo-liberale revolution i 1970erne. Velfærdsstatens økonomiske teori, keynesianismen, var i vanskeligheder og blev trængt i baggrunden, mens markedsprofeter stod klar til at understrege, at markedets evne til at forsyne os med flest mulige varer til lavest mulige pris var det eneste sagliggørende.

Fri kapitalbevægelser, frihandelsaftaler og migration af arbejdskraft betød, at der var ligheder med perioden før 1914, men selvfølgelig var der også meget, der var anderledes. Det er jo risikoen ved analogier og fortællinger; de fokuserer blikket og forståelsen på nogle ting, mens de udelader andre og skaber blinde pletter. Alligevel er lighederne mellem den situation, vi står i nu, og mellemkrigstiden påfaldende, og som historiker har jeg svært ved at overse det. Fra mange samtaler med kolleger i historiefaget ved jeg, at jeg ikke er den eneste, og Princeton-historikeren Harold James pegede såmænd allerede i 2001 på risikoen i bogen The End of Globalization – Lessons from the Great Depression.

Jeg tror, at finanskrisen om nogle år, når dens mere langsigtede politiske konsekvenser står mere klart, vil blive set som en af den håndfuld af store transformationer, de kapitalistiske samfund har gennemgået i de seneste 200 år. Transformationen er politisk, men med store økonomiske konsekvenser og det, der kan vise sig at være meget værre.

Dengang som i dag forsømte politikerne deres ansvar. Mellemkrigstiden er fyldt med dybt problematiske beslutninger, som tilsammen endte med at føre verden ud i en ødelæggende udvikling. Der ender det forhåbentlig ikke, men finanskrisens tredje trin, den politiske drejning mod nationalisme og protektionisme, peger i den forkerte retning.

I mellemtiden breder politikerleden sig over ligegyldige politiske diskussioner, som ikke adresserer de problemer, vi står over for. Hvor er de statsmænd og -kvinder, der kan samle frem for at splitte? Hvor er den fortælling, der kan genskabe troen på sammenhængskraft i vore samfund og overbevise almindelige mennesker om, at fremtiden har noget at byde på? Hvor er de demokratiske ledere, der kan få alle til at tro på, at vore børn får det bedre, end vi selv har haft det, og at de kommer til at bo i frie og åbne samfund?

Per H. Hansen er professor dr.phil. et merc., Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.

 

Læs også Per H. Hansens artikel fra juli om, hvordan Danske Bank med hvidvasksagen nu tre gange har forbrudt sig mod vores opfattelse af rigtigt og forkert: »Overtræk i banken«