I disse uger strømmer tusindvis af forventningsfulde – især unge – mennesker ind på de videregående uddannelsesinstitutioner. Lige så forventningsfulde og spændte som de nye studerende er, lige så tilfreds er uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. Lykkedes er det nemlig – omsider – at få de uddannelsessøgende til at forstå, at vejen til en fremtid med jobsikkerhed og høj løn går via en uddannelse inden for STEM (science, technology, engineering & mathematics) og ikke via en humanistisk uddannelse, der omvendt vil føre til et liv med jobusikkerhed og lav løn.
Kigger man efter i tallene, vil man dog se, at stigningen til STEM-studierne er meget beskeden. Faldet i søgningen til humaniora er også god nok; men de studerende ser ud til primært at være flyttet til samfundsvidenskab, der som hovedområde har den største stigning. Bevares, det kvantitative grundlag for ministerens kvalitative fortælling er selvfølgelig til stede, om end begrænset. Spørgsmålet er dog, om fremtiden nu også er så sikker med en STEM-uddannelse og så usikker med et cand.mag.-eksamensbevis? Noget, herunder min egen forskning, peger nemlig på det modsatte, og det skal ikke være usagt i disse teknologi-halleluja og humaniora-bashing tider.
Først lidt om baggrunden for ministerens tilfredshed: I 2010erne har forskellige udvalg i form af produktivitetskommissioner og kvalitetsudvalg (for uddannelse) beskrevet, hvordan Danmark skal leve af uddannelse, og at unge helst skal vælge de universitetsstudier, som man kan leve godt af, og her anbefales i særlig grad uddannelser inden for STEM. Anbefalingerne er skrevet på baggrund af de kolde facts, der viser høj løn og lav ledighed inden for STEM, mens det modsatte gør sig gældende for humaniora. At den form for statistik frem for alt viser overfladiske øjebliksbilleder fra fortiden, der intet siger om fremtidens jobmarked, burde være så åbenlyst, at det er for vagt et grundlag at indrette uddannelsessystemet efter. Det var det så ikke. Desværre, for noget – og jeg vender tilbage til, hvad det »noget« er – tyder nemlig på, at humaniora i høj grad også er vejen til big business og cool cash.
Problemet opstår særligt, når ikke engang vi selv som humanister tror på det. Eller ved, hvordan vi omsætter humaniora til cool cash. Ydermere er det en udfordring, hvis vi som humanister – som det ofte sker – nægter at diskutere den økonomiske nytteværdi af en humanistisk uddannelse. Ofte vil vi svare, at økonomi netop ikke skal styre uddannelserne, og at humaniora er dannelsesfag, som vi har så rigeligt brug for i en tid med store globale udfordringer som eksempelvis fake news, klimakriser, krige og alt muligt andet. Det er rigtigt. Men når nu noget tyder på, at vi som humanister rent faktisk også har et økonomisk potentiale, så lad os give nogle flere svar på hvordan. Vi lever jo i en tid, hvor det økonomiske argument altid er det trumfende. Desuden kan man tilføje, at værdien af en uddannelse ikke kan gøres op per se – værdien afhænger af, hvad den enkelte gør med sin viden, og hvor dygtigt man omsætter den.
Belyst bliver dette tema i bogen Sensemaking, der udkom sidste år. Bogen er skrevet af Christian Madsbjerg, der rådgiver globale virksomheder om, hvordan humaniora er vejen til økonomisk vækstskabelse. Begrebet »sensemaking« dækker ifølge Madsbjerg over, hvordan vi som mennesker skaber mening i vores liv, i det vi siger og gør. Med fokus på menneskers meningsskabelse kan man udvikle forståelse for og forklare menneskers adfærd. Den er nemlig ikke altid så enkel og rationel som de fænomener, man beskæftiger sig med inden for STEM. Derfor er STEM-viden ikke nok for at få succes som virksomhed. For virksomheder kan humaniora-viden således være vejen til økonomisk gevinst på eksempelvis et nyt eksportmarked ved eksempelvis at udvikle en dybdegående forståelse for kunderne og motiverne for deres adfærd. Der er stor forskel på at sælge dimsedutter i USA, Danmark og Kina.
Store mængder data og statistik kan være en hjælp til at forstå forskellene på markederne. Men hvis man, understreger Madsbjerg, udelukkende fokuserer på big data og ikke på det, der forklarer, hvorfor data tager sig ud, som de gør, taber man som virksomhed kampen om kunderne. Medarbejdere uddannet inden for STEM til at producere produkter og data er gode til netop det – at producere produkter og analysere data. Men at forstå baggrunden for data, hvorfor de ser ud, som de gør, og hvad det betyder for den enkelte virksomhed, kræver andre vidensformer end de tekniske. Humanistiske studier af blandt andet sprog, kommunikation, filosofi, historie og antropologi er således nøglen til at uddanne medarbejdere, der kan håndtere udfordringer og muligheder relateret til forståelsen af mennesker (kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere et cetera) og mennesker i samspil med teknologien.
Hvis man som humanist forstår den mulighed, og sætter sig i stand til at gribe den, så er der mulighed for at skabe jobs, som ingen endnu har defineret. Apropos lønstatistikker bekræfter Madsbjerg med tal fra USA, at den lige vej til et liv med jævnt god øvre middelklasse-løn går via en STEM-uddannelse. Hvad der måske nok kan overraske er, at humanistiske kandidater også er repræsenteret blandt de mest succesfulde i den absolutte løn-top. Blandt dem der »styrer showet« findes således mange humanister, og ifølge Madsbjerg er det ikke overraskende, at der i succesfulde organisationer verden over befinder sig mennesker, der formår at læse »både en roman og et regneark«.
Tilbage i den hjemlige andedam giver undertegnedes forskning lignende indsigter i humanisters relevans og værdiskabelse i danske virksomheder. Der er jo ansat humanister i det private erhvervsliv, og særligt siges der at være endnu uudnyttet potentiale for ansættelse af humanister i de små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der udgør langt størstedelen af de danske virksomheder. Således handler projektet – i humanistens ånd – om at kigge bag statistikkerne og dermed undersøge og forklare, hvad der sker i praksis, når humanister stik imod statistikkens forventning rent faktisk opnår ansættelse i en privat virksomhed.
De første indsigter fra studierne bekræfter, at humanister har viden og evne til at realisere muligheder og løse udfordringer relateret til mennesker som eksempelvis kunder og samarbejdspartnere, hvilket fremhæves som værdiskabende i virksomhederne. Eksempelvis har man måske tidligere taget udgangspunkt i virksomhedens medarbejders faglige interesse i produktudviklingen, så har man udviklet de produkter, som medarbejderne selv syntes, der var brug for, og så gennemført traditionelt salg ved at sende en såkaldt pistol-sælger i marken for at afsætte produkterne med det resultat, at salget på et tidspunkt stagnerer, og man ikke ved, hvad man skal stille op, når nu man selv synes, at produkterne er de rigtige. Med et humanistisk fokus vil man i højere grad kigge på abstrakte fænomener som menneskers og produkters værdier for at udvikle produkter, der passer i kundernes hverdag og som derfor kan afsættes. Ud over humanioras rolle i den form for mere traditionel industrivirksomhed ses det på samme måde, at et salg i IT-konsulentbranchen sjældent er længere væk en dybdegående kundeforståelse, hvormed STEM-viden blot er én dimension i udviklingen af en succesfuld IT-forretning, idet den humanistisk funderede forståelse for mennesker i samspil med teknologien er essentiel for at sætte teknologien i samspil med mennesket.
Udfordringen for mange humanister er usikkerheden om, hvad de kan bruge humaniora til, for ingen fortæller dem det og – endnu værre – kun få eller ingen af dem, som de møder undervejs i deres humanistiske studier, opfordrer dem til at gå ud i virkeligheden og undersøge, hvordan abstrakt humanistisk viden omsættes til forretning. Da humanistisk viden og tænkning er kompleks, og da verden også siges at være det, så er det uhensigtsmæssigt at klamre sig til de generiske kompetence-beskrivelser, som universiteterne i et forsøg på en tydeliggørelse af humaniora-relevansen har udarbejdet for hver uddannelse. Om end disse beskrivelser kan tjene til den enkelte humanists karriere-inspiration, så risikerer de også at reducere humanisternes mangefacetterede muligheder til nogle få stillingsbetegnelser, som ingen virksomheder skriver i jobopslag. Faktisk er søgning i jobopslag en resultatløs færd, for de færreste virksomheder ved, at de har brug for en humanist. Dét er humanisterne selv nødt til at demonstrere for dem.
Med andre ord er der brug for mere udforskning af humanioras potentiale i dansk erhvervsliv i samspillet mellem netop virksomhederne og humanister. På den måde skulle vi også gerne løbende udvikle erfaringer om de mange endnu uopdyrkede muligheder, som humanister har for at skabe værdi i dansk erhvervsliv.
For øvrigt er der vist stadig en del ledige humanistiske studiepladser rundtomkring.
Bjarne Christensen er ph.d.-stipendiat ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet.
