Det svenske valg nærmer sig. Det betyder en pludselig, stigende interesse for svenske forhold i Danmark. Men som sædvanlig er det, der interesserer os mest ved svenskerne, os selv. Intet andet folkefærd betyder mere for danskeres selvforståelse end svenskerne. Hvis vi er stolte af at være frigjorte og anarkistiske, skyldes det i høj grad, at vi opfatter svenskerne som tilknappede og autoritetstro. Og hvis vi bryster os af at tale åbent om indvandringens konsekvenser, er det, fordi svenskerne ikke gør det.
Derfor er der intet politisk emne i Sverige, der interesserer danskerne mere end netop dette: Indvandringen. Afhængigt af ens politiske ståsted har man enten set et skrækeksempel på, hvor Danmark kunne være endt, hvis vi ikke havde gjort op med den politiske korrekthed, eller et pragteksempel på, hvordan vi burde gøre i Danmark, hvis vi turde omfavne anstændigheden og kæmpe imod højrepopulismen og racismen.
Svenskerne er danskernes Anden. Men hvor dybt stikker dette i virkeligheden? Lars Trägårdh er til daglig forskningschef på Ersta Sköndal University College og har siden 1990erne forsket i nationalisme og nationale identiteter i Skandinavien. Han er medforfatter til den anerkendte bog Är svensken människa fra 2006, der forsøger at indkapsle den svenske nationalkarakter. Weekendavisen har opsøgt ham for at få svar.
»Danskere, svenskere og nordmænd har det med at overdrive deres forskelle. Hvis vi træder lidt tilbage, er der tydeligt tale om det, Freud kaldte ’de små forskelles narcissisme’. Narcissisme-delen kommer af, at vi er besatte af at være forskellige fra og bedre end hinanden. Danskere hader, hvis nogen siger, at de er ligesom svenskerne. Så siger de ’nej! Vi er sjove. Vi drikker øl’,« siger Lars Trägårdh.
Ifølge Trägårdh kommer de små forskelles narcissisme tydeligt til udtryk i, hvordan danskere og nordmænd ser på svenskernes forhold til indvandring og integration. Her er det en udbredt opfattelse, at man håndterer spørgsmålet radikalt anderledes i Sverige.
»Men ser man på dataen, er der mange af de samme politiske problemstillinger også i Danmark og Norge, hvor man også kæmper med at balancere velfærdsstatens logik med at være del af en globaliseret og europæisk kontekst, hvor fairness, retfærdighed og solidaritet er vigtigt,« siger han.
»Når det er sagt, er der faktisk nogle reelle forskelle mellem danskerne og svenskerne. Og jeg tror, at et godt sted at starte er at spørge, hvordan svenskerne fik denne store idé om, at de på en eller anden måde er en moralsk supermagt og et foregangsland for resten af verden. En sådan selvforståelse er jo noget af en mundfuld for et lille land,« siger han.
Ifølge Trägårdh er det udbredt at finde forklaringen i Anden Verdenskrig. Her kunne både Danmark og Norge gå ud af krigen med en begrænset skyldfølelse og en selvopfattelse som ofre. Danskerne havde ikke engang en udryddelse af deres jøder at bebrejde hinanden, men kunne derimod tage æren for modstandsbevægelsens evakuering. Trods Quislings regime og den uskønne, uheroiske danske samarbejdspolitik, undgik man i begge lande at skulle behandle større nationale skyldkomplekser.
Sådan gik det ikke i Sverige. Her slap man for tysk besættelse ved at føre en neutralitetspolitik, der i praksis betød, at man arbejdede tæt sammen med Det Tredje Rige.
»Som svensker kan jeg fortælle dig, at hver gang jeg giver et foredrag om mit land et sted i verden, er der altid en eller anden bagerst i rummet, der rækker hånden op og spørger, hvad vi egentlig gjorde under Anden Verdenskrig. Spørgsmålet forfølger os. Så en af måderne, man kan forklare, hvorfor Sverige ser sig selv som en moralsk supermagt, er at se det som en måde at betale sin gæld af skyld og skam fra Anden Verdenskrig tilbage,« fortæller Lars Trägårdh.
Dette moralske aflad gennem internationalisme, menneskerettigheder og udviklingsbistand blev tidligt personificeret af den svenske generalsekretær for FN Dag Hammarskjöld (1953-1961) og stadfæstet af den socialdemokratiske statsminister Olof Palme i 1970erne og 1980erne, der satte svensk engagement i Den tredje Verden øverst på programmet.
»Det blev enormt vigtigt for den svenske nationalidentitet. Og det betyder, at hvis man pludselig skal skifte position og sige, at vi ikke vil have en masse indvandrere, så udfordrer det hele svenskernes selvopfattelse. Det er min opfattelse, at samme position også findes i Norge og Danmark, men slet ikke i samme grad,« fortæller han.
Lars Trägårdh fortæller, at han for mange år siden læste en artikel i et amerikansk tidsskrift af den canadiske forfatter Robertson Davies. Davies skrev, at hvis man kigger på Skandinavien og sammenligner landene, så er Canada lidt som Norge og Danmark. Her er man introverte og interesserer sig mest for sig selv. Man er ikke særligt optaget af at være et foregangsland for resten af verden. Sverige derimod minder ifølge Davies mere om USA og Frankrig. Her tænker man på sig selv som universelle. Svenskerne er lige så ekstroverte og arrogante som franskmændene og amerikanerne.
»Danskerne er som svenskerne dybt overbeviste om, at de lever i det bedste land i verden. De er de lykkeligste, har det bedste samfund, den bedste øl og så videre. Men de har intet særligt behov for at eksportere det til andre. De er ganske tilfredse med at holde det for sig selv som deres egen lille hemmelighed. Der er helst ikke for mange, der skal opdage, hvor godt de har det, for så kan det være, at der kommer en masse mennesker og ødelægger idyllen. Svenskerne derimod ser sig selv som en kosmopolitisk del af verden. De vil gerne have, at folk lægger mærke til dem. At være åbne for indvandring er en vigtig del af deres identitet. De vil gerne vise andre, hvordan man håndterer diversitet og byder folk fra hele verden velkommen. Her er der en tydelig forskel,« forklarer Lars Trägårdh.
Fra imperium til småstat
Man kan også gå længere tilbage i tiden og finde spirerne til denne forskel. I Danmark havde vi Grundtvig, som står fadder til ideen om det danske folk. Han var inspireret af den tyske tænker Johann Gottfried Herder og troede på det danske folk som historisk enestående. Folket var formet af jorden, historien og blodet. I Sverige var Erik Gustaf Geijer (1783-1847), den svenske pendant til Grundtvig. Han talte også om det svenske folk. Men han var mere liberal end Grundtvig og hentede mere af sin inspiration fra angelsaksiske og franske tænkere. Frihed, universalisme, lighed og broderskab fylder væsentligt mere hos Geijer end hos Grundtvig.
Både danskernes og svenskernes selvopfattelse blev formet i en tid, hvor landene svandt ind og gik fra imperier til småstater, fra enevælder til folkestyrer.
»Geijers ideer blev senere adopteret af Socialdemokratiet i 1920rne og 1930rne og genopfundet i konceptet ’folkehjemmet’. Hvis man ser på titlen til den berømte tale, som den daværende socialdemokratiske leder Per Albin Hansson holdt i 1928, hvor begrebet ’folkehjemmet’ for alvor slog igennem, så stod der også ’medborgerhjemmet’. Det handlede altså ikke kun om at være et folk, men også om medborgerskab, citizenship. Med modernismens stigende betydning i 1930rne og frem, blev det universelle element mere og mere centralt. Svenskerne er ikke bare bedre end alle andre, de er i første geled af en universel bevægelse,« forklarer Trägårdh.
Selvom både nutidens Danmark og Sverige blev formet af store geografiske tab og nederlag i krig, finder man ikke den samme nederlagsidentitet i Sverige som i Danmark.
»Vi skal ikke glemme, at Sverige tabte store territorier til Rusland. Folk som Geijer skabte en ny fortælling om Sverige, fordi han så det gamle Sverige kollapse. Han genopfandt Sverige som et lille land. Men måden han gjorde det på, var anderledes end Grundtvigs. Svenskerne genopfandt sig selv som små, men store. Efter nederlaget i 1864 genopfandt danskerne sig selv som små og selvoptagede. Man kan sige, at danskernes selvopfattelse er mere realistisk. Men på den anden side er der også noget sjovt ved svenskerne. Det er jo helt skørt, men også meget interessant,« siger Trägårdh til Weekendavisen.
Sandheder og myter
De seneste årtier har det især været debatten om udlændinge, der har defineret forskellen mellem danskere og svenskere. For mange danskere er det svært at forstå, hvorfor svenskerne håndterer spørgsmålet så anderledes. Lars Trägårdh prøver at forklare det.
»For det første vil jeg sige, at svenskere ofte er meget irritrende. Jeg sympatiserer grundlæggende med danskerne. Hvis jeg boede i Danmark, ville jeg også være dybt irriteret over svenskere. De har den der moralske overlegenhed. De er selvfede. Så selvfølgelig er danskere dødtrætte af svenskere, der belærer dem om alt det, danskerne gør forkert, og hvor meget bedre de selv er.«
Så selvom Trägårdh sympatiserer med danskerne, mener han ikke, at forskellen er helt så stor. Danskerne ønsker også at være ordentlige mennesker og har de samme værdier som svenskerne, lighed, fairness, åbenhed og så videre. Danskerne synes heller ikke, at racisme eller fremmedfrygt er godt. Så de samme følsomme spørgsmål eksisterer også i den danske debat. Når udlandet trykker artikler om den danske smykkelov, finder mange danskere det ubehageligt.
»Så når man ser på svenskernes arrogante selvfedme, skal man huske, at de fleste svenskere godt kan se, at danskerne har en pointe, når de kritiserer svensk indvandringspolitik. Både danskere og svenskere elsker deres velfærdsstater, og de er begge bekymrede for, om hvordan indvandringen vil påvirke den. Vil vi have penge nok? Vil der være en social sammenhængskraft? Kan integrationen fungere? Selvom svenskerne elsker mangfoldighed, vil de også gerne have, at folk bliver svenske. Det er meget svært for dem at håndtere. Og så ser de på danskerne, der i svenskernes øjne er fuldkommen skamløse og åbent taler åbent om, at folk skal assimileres til dansk kultur. Den slags skræmmer svenskerne fra vid og sans, men samtidig ved de, at danskerne har ret. Danskere og svenskere er mere ens her, end vi tror. Danskerne er også optaget af at være gode, og svenskerne er også optaget af at holde Sverige svensk,« fortæller han.
Trods lighederne er der en tydelig forskel. Trägårdh var for nogen tid siden til et seminar i Aalborg, hvor en dansk forsker, Christian Albrekt Larsen, viste ham en graf over forskellige nationers identitet. Her lå svenskerne alleryderst i forhold til at opfatte deres nationalitet som en etnisk størrelse. Hvor andre lande ville lægge vægt på forældrenes oprindelse og ens eget fødested, lagde svenskerne mere end nogen andre vægt på, om man opførte sig i overensstemmelse med svenske love og medborgerlige værdier. Sverige er på det punkt ekstremt, også sammenlignet med USA og resten af verden, forklarer han.
I Danmark opfatter man ofte svenskerne som meget autoritetstro med en udbredt konsensuskultur, mens vi ser os selv som anarkistiske rebeller, man ikke kan hundse rundt med. Men den forskel har Lars Trägårdh dog svært ved at få øje på.
»Ligesom janteloven er myten om konsensuskulturen dårligt forbundet med virkeligheden. En af mine yndlingsanekdoter er, når jeg tager til København. Her bliver jeg altid overrasket over folk, der står og venter ved det røde lys. Selv midt om natten, når der ikke er nogen biler, står de der. Og jeg tænker: Hvor er alle anarkisterne henne? Er de spærret inde på Christiania? Både danskere og svenskere er regelrette og tror på, at man skal overholde loven. Det er virkelig her, at de små forskelles narcissisme slår igennem. Jeg ville ikke gøre et stort nummer ud af det,« siger han.
Til gengæld vil Lars Trägårdh gerne medgive, at den politiske korrekthed har en anden dominans i Sverige end i Danmark.
»Den politiske korrekthed er udbredt i Sverige, men den er meget værre i USA. Svenskerne har importeret den derfra. Den er primært skabt af en lille gruppe i Stockholm. Det er ikke folket, der har importeret den, men primært medie-eliten.«
– Hvorfor er det sket? Er det, fordi svenskerne opfatter sig selv som en slags amerikanere?
»Ja. I Stockholm ser man jo sig selv som et kvarter i Brooklyn og Sverige som den 51. delstat. Danskere og især nordmænd er væsentlig mere interesserede i Sverige, end svenskerne er i dem. Her er man kun interesseret i USA. Det er efter min mening en kæmpe fejl. Vi burde orientere os meget mere mod andre lokale småstater som Danmark, Norge og Holland. Men svenskerne er megalomaner, og de interesserer sig udelukkende for ’andre’ supermagter.«
Læs også Joakim Jakobsens artikel om det svenske socialdemokratis nedtur »Det store løftebrud« og Elisabeth Åsbrinks essay »Ord som formede Sverige«.
