1. Folkhem

Det første folkehjem lå på Norrtullsgatan 7 i Stockholm. Det åbnede i 1898 og bestod af et læse- og skrivelokale med dagblade og bøger, hvor arbejdere skulle have mulighed for intellektuel oplysning i fritiden. Der var en stor mødesal, hvor der kunne holdes foredrag, synges eller spilles musik, og et serveringslokale, hvor man kunne få billig mad, og hvor der var påbudt »alkoholfri forfriskninger«.

I sin oprindelige skikkelse var folkehjemmet med andre ord ikke nogen metafor, men resultatet af et konkret socialt arbejde. Ordet var en direkte oversættelse af det tyske Volksheim, en slags hjælp til selvhjælp-institution, som voksede frem i de ekspanderende industribyer omkring århundredeskiftet.

Hvad ligger der i dette måske allermest kendte symbol for Sverige i 1900-tallet? Kan man med sikkerhed indkredse det? Eller er symbolets styrke, at det savner konkret betydning og derfor kan få det indhold, som afsenderen ønsker?

Folkehjemmet er nært knyttet til Per Albin Hansson og den socialdemokratiske vision, som han repræsenterede, og som blev grundlaget for Sverige som velfærdsstat. Men der er også andre, som anvender begrebet og fremmaner et billede af, hvad folkehjemmet bør være. Samme ord, men forskelligt indhold. Som bekendt betyder døden ikke det samme for den troende som for ateisten.

Per Albin Hansson anvendte begrebet »folkhem« for første gang i 1925. Året efter talte han om det gode hjem for alle, et hjem, der skulle bygges på demokratiets og lighedens grund. Men først da han nævner folkehjemstanken i en tale i Riksdagen i 1928, slår det igennem, imødegås med kritik af højrepartierne og får større udbredelse. Kort sagt – det bliver politik.

Sært nok var Per Albin Hansson en smule svævende i denne berømte tale, som om han ikke rigtig kunne bestemme sig for, hvad hans samfundsvision skulle hedde. Men først og fremmest taler han om et hjem:

»Hjemmets grundvold er fællesskab og samhørighed. Det gode hjem kender ikke til nogle få privilegerede eller forfordelte, kender hverken til kælegrise eller stedbørn. Den ene ser ikke ned på den anden, ingen forsøger at skaffe sig fordele på andres bekostning, den stærke hverken undertrykker eller udplyndrer den svage. I det gode hjem råder lighed, omtanke, samarbejde, hjælpsomhed. Anvendt på det store folke- og medborgerhjem betyder det en nedbrydelse af alle sociale og økonomiske skranker, som nu deler medborgere i privilegerede og forfordelte, herskende og afhængige, rige og fattige, besiddende og forarmede, plyndrere og plyndrede.«

{embedded type="node/custom_code_html" id="5699"}

Han maler en detaljeret og smuk fremtidsvision præget af fuldstændig solidaritet. Klasseforskelle skal afskaffes, den sociale omsorg udvikles, en økonomisk udjævning gennemføres, demokrati fastholdes og tilpasses socialt og økonomisk.

Per Albin Hansson bruger faktisk kun ordet »folkehjem« en enkelt gang i denne tale, mens ordet »medborgerhjem« forekommer 11 gange. Alligevel er det folkehjemstanken, der opfanges af pressen og oppositionen og bliver ensbetydende med det socialdemokratiske ideal. Der var noget ved ordet »folk«, som lokkede og kaldte.

Ordet var af tysk oprindelse. Det var et yndet ord i tysk nationalisme og blev flittigt brugt: folkesjæl, folkevilje, folkevogn for bare at nævne nogle få eksempler. Nazisternes stærkeste slagord tog udgangspunkt i det organiske »folk«, noget, der kunne fremavles, én krop, én sjæl, én vilje: Volk ohne Raum (det vil sige et folk uden »Lebensraum« som efter Versaillesfreden og Første Verdenskrig) eller som i: ein Volk, ein Reich, ein Führer.

Ordet var ikke en selvfølgelighed i det socialdemokratiske ordforråd, snarere tværtimod. I begreber som folk og folkefællesskab ser man bort fra forskelle i klasse, økonomiske vilkår og sociale forhold; hele den socialdemokratiske analyse forsvinder i en organisk tåge. Men ved at tilvende sig begrebet gjorde Per Albin Hansson noget genialt. Han overtog det nationale højres perspektiv og fyldte det med tankegods fra venstrefløjen.

I 1933 tog Hitler magten i Tyskland, og det er efter denne tid, at Per Albin Hansson formår systematisk at integrere det centrale nazistiske begreb »folkefællesskab« i en slags socialdemokratisk ligestillingsretorik. I en tale holdt i 1934 sagde han for eksempel:

»Demokrati og folkefællesskab er dagens paroler. De sættes ofte op mod hinanden, men må have samme betydning, hvis ordene da har et fornuftbetonet indhold. Moderne demokrati ønsker at virkeliggøre folkefællesskabet, og et ægte folkefællesskab kan kun bygge på ligestilling, hvad angår rettigheder, muligheder og forpligtelser.«

Den socialdemokratiske regering iværksatte også en krisepolitik, der byggede på samarbejde med Bondeförbundet, og som blev kritiseret fra mange sider. Men nazisternes sejr i Tyskland viste tydeligt, at stor arbejdsløshed var demokratiets farligste fjende. Det tyske socialdemokratis passivitet i spørgsmålet om arbejdsløshed ansås for at være en af de vigtigste årsager til, at det lykkedes Hitler at komme til magten. Hellere enighed og visse indrømmelser på hjemmefronten end at overlade initiativet til anti-demokraterne.

En anden af de tyske socialdemokraters fejltagelser var, at de ikke havde gjort noget ved det nationale spørgsmål, som derfor frit kunne udnyttes af demokratiets fjender. De svenske socialdemokrater agtede ikke at begå den samme fejltagelse. Det svenske folk skulle have at vide, »at der ikke var noget, som nazisterne i Tyskland kunne opnå med et diktatur, som socialdemokraterne ikke kunne opnå i Sverige med demokrati,« som historikeren Alf W. Johansson skriver.

Det virkede. Per Albin Hanssons retoriske kup lagde grunden til noget helt unikt: 44 års socialdemokratisk regeringsmagt i Sverige.

{embedded type="node/node_image" id="5662"}

2. Tag skoene af

Jeg indrømmer, at jeg har tænkt »bondeland« om Sverige med en svag foragt, nedarvet fra mine indvandrede forældre. De voksede op i to af Europas ældste hovedstæder, henholdsvis London og Budapest, og mødte hinanden i Sverige i 1960erne.

I mit barndomshjem på Sleipnervägen 31 i Stockholm blev der talt en hel del om svenske skikke. Således også den skik, at gæster tog skoene af, når de kom på besøg. Det var ubegribeligt for min mor og far, at de blev inviteret til middag og klædte sig på i fint tøj for derefter at være henvist til at tilbringe hele aftenen på strømpefødder.

Jeg tilpassede mig skik og brug i det land, jeg voksede op i. Jeg erkendte, at det grænsede til en fornærmelse at gå ind i andres hjem med sko på, og at hjemmesko blev anset for at være udtryk for borgerligt snobberi, i hvert fald i 1970erne. Den, der medbragte hjemmesko, risikerede at blive skældt ud for at tilhøre Folkpartiet.

Det blev dog aldrig noget stort problem for os, eftersom mine forældre som regel holdt fest sammen med briter, amerikanere, jugoslaver og ungarere – hvor det ikke faldt nogen ind at omgås i skoløs intimitet. For dem var denne uskrevne lov, at man tog fodtøjet af, når man trådte ind, et levn fra svenske pløjemarker. Men de tog fejl.

Kendsgerningen var nemlig, at folk i Sverige ikke altid havde taget skoene af. De havde slæbt gadens smuds, jord, mudder og bakterier med ind i deres hjem. Problemet var, at de havde spyttet på gulvet, boet på for lidt plads, og at utøjet stortrivedes. Det var 1930rnes renhedsiver og stræben efter det moderne, der kom til at ændre på det. I den proces spillede hjem og bolig en afgørende rolle. Som Alva og Gunnar Myrdal skrev i 1934 i deres indflydelsesrige bog Kris i befolkningsfrågan:

»Sunde og tilstrækkelige boliger til hele folket er en nødvendig forudsætning for fysisk og mental sundhed. Opfyldes denne forudsætning ikke, bliver alle vores anstrengelser for at højne vort folk intellektuelt, moralsk, socialt og økonomisk i vid udstrækning forgæves. Boligpolitikken er et grundkrav inden for al forebyggende socialpolitik og enhver stræben efter at forbedre befolkningens kvalitet.«

For første gang i svensk historie trådte staten til med penge for at forbedre boligsituationen for mennesker med få økonomiske ressourcer. Opførelsen af 12.000 såkaldte »børnefamiliehuse« blev sat i gang. Men så skulle lejerne også opdrages. Den, der ikke opførte sig ordentligt, kunne siges op. For at låne Myrdal-parrets sprogbrug: Boligovervågningen skulle være effektiv.

Som følge heraf blev reglerne for inspektion skærpet i 1936 i bestemmelserne for sundhedsvæsenet. Boliginspektørerne skulle fungere som samfundets kontrollanter, og det drejede sig om meget mere end bare kontrol af graden af fugt og kulde af hensyn til folkesundheden.

I medicinalstyrelsens instrukser til boliginspektørerne blev der lagt vægt på vigtigheden af, at folk holdt boligen ren. En dørmåtte eller lignende til skoene måtte benyttes. Der måtte ikke spyttes på gulvet, det var noget svineri, mente man i medicinalstyrelsen, og desuden farligt, hvis der var kravlebørn, som kunne blive udsat for smitte. Affald skulle bæres ud hurtigst muligt, og jo mindre boligen var, desto vigtigere var det, at der blev gjort grundigt rent, så man undgik støv og utøj.

Familien, der boede i boligen, burde holde sig ren for at undgå ubehagelige lugte. Hver person skulle »underkastes grundig vask« mindst én gang om ugen. Der skulle luftes ud samtidig med sengeredningen, efter madlavningen og inden man gik i seng igen. Og sådan bliver det ved.

I Stockholm uddelte inspektørerne flyveblade til husholdningerne med information om den gode bolig. Familierne måtte hver især forstå, at boligens kvalitet ikke var en privatsag, men tværtimod vedrørte hele samfundet. Sidst, men ikke mindst: Inspektørerne skulle sørge for, at folk tog skoene af.

En svensk skik skabt af et statsligt påbud. Det kan måske forklare, hvorfor Povel Ramels og Beppe Wolgers’ blødt swingende sang Ta av dej skorna fra 1965 blev en succes.

{embedded type="node/custom_code_html" id="5709"}

I et samfund, hvor myndighederne organiserede boligtilsyn for at hæve befolkningskvaliteten, måtte den musikalske opfordring til at tage skoene af opfattes som helt normal. Hvis man altså ikke var indvandrer. I så fald virkede det bare uciviliseret.

3. Roman om en forbrydelse

Maj Sjöwalls og Per Wahlöös ti bøger i serien »Roman om en forbrydelse« er genudgivet mange gange, filmatiseret om og om igen og har i det store og hele malet et billede af Sverige som et land præget af pessimistisk selvkritik.

Forfatterne roses for, at deres kriminalromaner gennemskuer både samtid og samfund, og de grundlægger den genre, der nu kaldes »Nordic noir«. De anses for at have været spydspids for næste generation af krimiforfattere: Henning Mankell, Håkan Nesser, Stieg Larsson med flere, som alle er eksploderet med millioner af solgte eksemplarer i hele verden. Og der kan man måske så sætte et punktum.

Bøgerne om kriminalkommissær Beck, Gunvald Larsson og de andre er blevet en usandsynlig stor succes. At de indførte en ny form for samfundskritik i krimigenren, var netop planen. Om formålet med at skrive dem sagde Per Wahlöö selv i 1967:

»At bruge den rendyrkede kriminalroman som en skalpel til at sprætte bugen op på et ideologisk forarmet og moralsk diskutabelt såkaldt velfærdssamfund af borgerlig karakter for at se, hvem der har ansvaret for hvad, og om der overhovedet er noget at tage ansvar for.«

Sjöwall og Wahlöö havde medlidenhed med deres Sverige og lod til at blive stadig mere desillusionerede for hver bog, de skrev. Samtlige sprækker i samfundsbygningen blev noteret og deres dybde og mørke målt. Der var noget galt med Sverige.

De tre første romaner i serien er noget mildere i kritikken, men med tiden bliver den tydeligere. I Den grinende strisser fra 1968 gennemhegles forbrugersamfundet. I Brandbilen som forsvandt fra 1969 rettes kritikken mod indvandring og integration. I Strisser, strisser er det selve politimyndigheden, der analyseres; centraliseringen skaber en afstand til medborgerne, og ideen om en elite, der beskytter sig selv, er det gennemgående tema. I Det lukkede rum fra 1972 handler det om ældreplejen. Alt var bedre i gamle dage.

Hist og her i de ti romaner indlægger forfatterne kontraster, så det billede, de fremholder, bliver sort-hvidt og overtydeligt: Engang var der et anderledes Sverige, og det var jordnært og menneskeligt, men det er nu nærmest gået helt tabt. Et eksempel er personen Herrgott Nöjd, lokalpolitibetjent i det skånske Anderslöv. Selve navnet signalerer en modsætning til betonsamfundets anonymitet og selvmordstanker.

Der skete store forandringer i det fysiske miljø i efterkrigstidens Sverige. Bilismen voksede, energiforbruget steg, affaldsbjergene blev tårnhøje. Den ukendte grad af forurening i luften og vandet fik stor opmærksomhed. Frem til midten af 1960erne havde folkehjemspolitikerne fokuseret på at forbedre boligforholdene og forøge den sociale velfærd. Nu blev miljøproblematikken en afgørende kritik af det herskende system.

Både Maj Sjöwall og Per Wahlöö var medlemmer af det Moskva-tro SKP, Sveriges Kommunistiska Parti, og i 1967 gik de med i VPK, Vänsterpartiet Kommunisterna. Nu brugte de den marxistiske ideologi til at belyse velfærdssamfundets skyggesider.

De ti romaner i serien »Roman om en forbrydelse« beskriver det store, centraliserede samfund, hvor miljøet nedbrydes, hvor forbrydelser ikke længere er isolerede hændelser i en idyl, men en normaliseret del af en stadig mere forrået hverdag, og hvor politiet ikke længere skaber tryghed, men er en del af et samfund, der trues af sammenbrud indefra. Som sagt var det bedre i gamle dage.

Efterhånden som økonomisk vækst, stigninger i reallønnen og udjævninger af indkomsten skabte en hastigt voksende middelklasse, der kom til at dominere den politiske og kulturelle offentlighed, fremkom der et selvbillede af svenskerne i et homogent samfund.

Datidens venstrefløj var stærkt kritisk over for dette middelklassesamfund, som socialdemokratiet havde skabt på arbejdernes bekostning. Kvinderne var stadig undertrykt, hvilket selv den godmodige betjent Herrgot Nöjd i Anderslöv mente var dumt:

»Jeg har altid anset kvinder for at være normale mennesker, i princippet magen til mig og mænd i almindelighed. [...] Det, som ikke er det rene sludder, er så indlysende, at selv en hottentot vil kunne fatte det. For eksempel ligelønsprincippet og kønsdiskriminering.«

Måske skrev Sjöwall og Wahlöö ud fra en forestilling om, at velfærdssamfundet var uangribeligt, at folkehjemmet kunne tåle kritikken? At den man elsker, tugter man? Eller var de i virkeligheden revolutionære, som ville rive alt ned for at bygge det nye op? Lige meget hvad man i øvrigt mener, kan man vist roligt sammenfatte al deres kritik i det ene ord »modernitet«.

Deres Nordic noir-stil blev en opskrift på succes, et mønster for, hvordan samfundskritik og undergangstemning kunne blive nødvendige ingredienser i kriminallitteraturen. Eller skal man hellere sige klichéer?

Og i andre lande kan man åbenbart ikke få nok af at se den svenske model gennemlyst og afsløret som forløjet. »Roman om en forbrydelse« har forandret Sveriges samfundskort og gjort den moralsk eksemplariske velfærdsstat til en katastrofe.

Den slags tanker lever videre. Folkehjemmet stilles stadig op som modsætning til velfærdsstaten. Nærdemokrati mod centralisering. Idyl mod sammenbrud. Tillid mod korruption. Folket mod eliten. Indenrigspolitik mod udenrigspolitik. Datid mod nutid.

Sjöwall og Wahlöös venstredystopi er i visse kredse blevet et etableret Sverigesbillede, et svensk verdensbillede. Måske kan man ligefrem kalde det en kulturarv, der af visse mennesker forvaltes og gøres til politik på samme måde, som når de ifører sig en folkedragt. Samfundskritik bygget på nostalgi. Det var bedre i gamle dage.

4. Broen

I filmens billedsprog symboliseres menneskets underbevidsthed af vand. Landjorden står for den håndgribelige virkelighed. Det er årsagen til, at den ene tv-serie efter den anden – og i det hele taget film med psykologiske ambitioner – indledes med sekvenser af vand og land. Følelser over for fornuft, kaos over for kontrol.

Temaet varieres sommetider en lille smule. Det hænder, at kameraet er placeret i luften i en drone, der flyver hen over strande, havne eller floder. Sommetider er kameraet anbragt i vandet, ofte netop på det sted, hvor vand og luft mødes, i en tung, symbolsk gestaltning af død, liv og grænsen mellem dem.

Broen hæver sig over det. Broen er statisk, men symboliserer bevægelse. Den står på fast grund, men befinder sig fjernt fra landjorden, den er forbundet med vandet, men samtidig adskilt fra det. Med sin bue, sin udstrækning og sine bropiller sammenkæder den to verdener, som førhen har været adskilt.

»Der kommer ingen bro. Der kommer ingen bro. Jeg føler, at der ikke kommer nogen bro. For når vi har krydset den, skal vi sprænge den, og når vi har sprængt den, begynder vi forfra!«

Akkompagneret af en enlig tromme i utakt sang bromodstanderne til tonerne af »Bei mir bist du schön«. Tidspunktet var engang i begyndelsen af 1990erne. Modstanderne mente, at hele tanken om en broforbindelse mellem Malmø og København var i utakt.

Broen ansås for at være et projekt til en fremtid, der allerede var passé. Bilen var en miljøsynder, mens toget var skånsomt; en bro ville forøge biltrafikken. Betonbyggeriet symboliserede et urørligt magtapparat. Det etablerede blev sat op som kontrast til miljøet. Regeringen måtte komme til fornuft og vise, at den ikke var helt forstokket, lød argumenterne ved en stor anti-brodemonstration på den svenske side.

En mand, der blev interviewet i Sveriges Radio, var bekymret for integrationen mellem Malmø og København. Ville folk begynde at pendle? spurgte han. Udviklingen burde tværtimod sørge for, at arbejdspladserne blev anbragt dér, hvor arbejderne boede. »Der er ikke noget positivt ved, at folk skal transporteres frem og tilbage, når det ikke er nødvendigt.«

Det var ikke kun aktionsgrupper og almindelige mennesker, der ikke brød sig om broen. Den skabte splittelse i Socialdemokratiet helt op på regeringsniveau. Modstanderne hævdede, at den ville forhindre iltholdigt vand i at komme igennem Øresund og ud i Østersøen, hvilket ville påvirke torskens forplantning negativt. Broen ville også forstyrre sildens vandringer, og ophobningen af mudder ville skade miljøet.

I 1998 trådte Olaf Johansson tilbage som leder af Centerpartiet i protest mod broen. Den var miljøskadelig, dyr og overflødig, mente han. I Malmø lænkede modstanderne sig fast til brofundamenterne, og demonstrationer gik gennem byen med slagord som »Stands Perssons bro«.

Socialdemokraten Anna Lindh (der siden blev udenrigsminister og blev myrdet i 2003, red.) var bromodstander. Men det blev hendes lod at tage ansvaret for, at beslutningen blev vedtaget, da hun blev miljøminister, selv om overenskomsten med Danmark blev aftalt med Carl Bildt fra Moderaterna, da han var statsminister. Broen blev indviet 1. juli 2000.

Og facit?

Det blev ikke helt så godt, som brobyggerne havde tænkt sig. Ganske vist pendler omkring 70.000 mennesker hver dag over broen, cirka halvdelen i bil, den anden halvdel med tog. Men integrationen mellem Danmark og Sverige går langsomt på grund af strukturelle forhindringer såsom indviklede skatteregler og høje boligpriser.

Det blev dog heller ikke nær så dårligt, som bromodstanderne havde troet. Betonpillerne under vandoverfladen er blevet livsgrundlag for cirka 160 tons blåmuslinger, som medvirker til at holde vandet rent. Blåmuslingerne er desuden den vigtigste føde for forskellige andefugle, først og fremmest edderfugle. Indstrømningen af vand er ikke blevet påvirket. På den kunstige ø Peberholm har næsten 300 plantearter etableret sig, og omkring 13 fuglearter har fået et nyt tilholdssted. Der er også opdaget forskellige usædvanlige insekter og edderkopper, og den sjældne grønplettede padde har etableret sig.

Hvad angår den dansk-svenske tv-serie Broen, er den solgt til 160 lande, hvis man skal tro Wikipedia. Broen er en grænseoverskrider, en forandret tilstand, et skift til den anden side. Den er stilhed, den er bevægelse. Den knytter sammen og udvider. Og stadig flere svenskere siger som københavnerne: »Men for helvede, mand.«

5. Åbn jeres hjerter

Den nordiske konstruktion af velfærd bygger på, at så mange mennesker som muligt er i arbejde og derved bidrager til fællesskabet. Frihed, lighed og skattepligt. Den svenske model er ingen undtagelse.

Det betyder, at der er ét eneste indlysende spørgsmål, som burde ligge alle på sinde, uanset deres politiske orientering, og som burde være obligatorisk viden for enhver, der stræber efter politisk og økonomisk magt: Hvad sker der med velfærden, når en stor gruppe mennesker ikke har noget arbejde?

Spørgsmålet strejfes af og til i den offentlige debat. Kun en gang imellem. Man fæster sig eksempelvis ved den kendsgerning, at Sveriges befolkning bliver ældre. Hvordan skal de unge kunne indtjene tilstrækkeligt mange skattepenge til at forsørge alle de kommende pensionister? Skulle man ikke hellere forhøje pensionsalderen, så de gamle kan forsørge sig selv i nogle år endnu?

{embedded type="node/node_image" id="5663"}

Det er et yderst reelt og alvorligt problem, men kun få synes at interessere sig for det – hverken journalister, talere i Almedalen (den svenske pendant til folkemødet på Bornholm, red.) eller kommentatorer på de sociale medier. Det er, som om det ikke rigtig fænger. Man bliver ikke genstand for nethad, fordi man diskuterer demografi.

Men den svenske model har et svagt punkt, et indbygget dilemma. Hvis der ikke er nok, som arbejder, hvordan skal staten så få tilstrækkeligt med skattepenge til at opretholde det gode samfund, som medborgerne er blevet vant til?

Dybest set handler det om at sætte ord på velfærdens konstruktion og svagheder. Dilemmaet kunne have været debatteret i begyndelsen af 1990erne, da antallet af beskæftigede i Sverige faldt med over en halv million mennesker – der var gigantisk arbejdsløshed og krise. Dengang havde det været rimeligt at spørge, om velfærden var truet.

Men ingen har ønsket at definere denne trussel. I stedet rettes opmærksomheden mod bistandssystemet. I årevis har den offentlige debat drejet sig om bistandsafhængighed, bidragssnyd og systemfejl. Masser af mennesker havde pludselig ikke noget arbejde, og velfærdsstatens dilemma blev en realitet – men ingen talte om det. Det efterlod et tomrum i nyhedsformidlingen, opinionsundersøgelserne og valgkampene.

En trussel mod velfærden kan anskues på mange måder, men hvis alle lader, som om der slet ikke er nogen trussel, står det enhver frit for at styre debatten i en anden retning. Det er det, der er sket. Dilemmaet er omdefineret. Truslen mod den fælles velfærd formuleres nu ud fra modstand mod indvandring.

Måske ville den daværende statsminister, Frederik Reinfeldt, gerne ændre på dette forhold dengang i august 2014? Måske var hans tale et forsøg på at tilbageerobre tabt terræn i den offentlige debat og tage magten over, hvordan dilemmaet skulle formuleres? Det kan også have drejet sig om at skabe gennemsigtighed i den aktuelle situation.

Uanset årsagerne var det på tide at indlede valgkampen, og Fredrik Reinfeldt samlede presse og publikum på Norrmalmstorg i Stockholm for at holde en tale. Den kom til at vende op og ned på alt:

»Vi har nu mennesker, der flygter i antal, som minder om det, vi oplevede under Balkankrisen i begyndelsen af 1990erne. Nu beder jeg det svenske folk om at udvise tålmodighed, om at åbne jeres hjerter for mennesker under voldsom stress, mennesker, der er truet på livet, mennesker, der flygter, flygter til Europa, flygter til friheden, flygter til bedre livsvilkår. Vis dem åbenhed. Vis dem tolerance, når det bliver sagt, at ’det bliver for mange’, ’det bliver besværligt’, ’det bliver svært’. Vis dem den tolerance, og vis dem også, at vi husker, at vi har gjort det før. Vi har før set mennesker komme fra stress, flygte fra undertrykkelse, set dem komme ind i vores samfund, lære det svenske sprog og få et arbejde, og de mennesker er nu med til at opbygge et bedre og friere Sverige.«

Der er noget beundringsværdigt i denne tale. Den røber en tillid til vælgerne, til at de vil turde gå ind for en beslutning, der også kan medføre afsavn. Han formulerer dilemmaet. Men det er for sent. I stedet for at åbne svenskernes hjerter på vid gab blev Fredrik Reinfeldt den første etablerede politiker, som formulerede velfærdsstatens dilemma i samme termer som de indvandrerfjendtlige. Det fik konsekvenser.

Ifølge »mangfoldighedsbarometeret«, der laves af Gävle Högskola, er et klart flertal i befolkningen generelt positivt indstillet til, at mennesker skal have samme sociale rettigheder, hvad enten de er født i Sverige eller i andre lande. Men i undersøgelsen fra 2016 reduceredes antallet af positive fra 77 til 55 procent, den laveste værdi, siden målingerne begyndte i 2005.

Reinfeldts tale viste sig at blive et afgørende vendepunkt. Indtil da blev velfærden målt i forhold til skatten. Fra klokken 13 om lørdagen den 16. august 2014 blev den målt i forhold til indvandringen. Med ét slag forandredes den politiske debat om velfærd og blev fra nu af domineret af spørgsmålet om omkostningerne ved at modtage flygtninge. Reinfeldts tale er en væsentlig forklaring på Sverigedemokraternes store fremgang ved valget i 2014.

To meningsdannere i LO, Johan Ulvenlöv og Tobias Lundin Gerdås, har set nærmere på de sociale medier i tiden omkring Åbn jeres hjerter-talen og skrev i Expressen: »Indtil 6. august omtaltes indvandring/flygtninge gennemsnitligt i 745 tweets om ugen. Efter talen handlede 2438 tweets om ugen om indvandring og flygtninge.«

Den, der søger i dagbladene efter tekster, der indeholder både »velfærd« og »indvandring«, kan få bekræftet hypotesen. I valgåret 2014 steg antallet af artikler, der sammenkædede disse to begreber, fra 108 i juli til 926 i august – efter Reinfeldts tale.

Åbn jeres hjerter-talen medvirkede til, at Reinfeldt tabte valget, regeringsmagten og partilederposten i ét hug. Den offentlige debat skiftede fokus. Men kendsgerningerne er de samme. Hvis ansvarlige politikere og debattører uden indvandrerfjendtlig dagsorden havde sat ord på dilemmaet tidligere – sat ord på den svaghed i konstruktionen, som uden tvivl findes i samfundsbygningen – kunne Reinfeldts tale have fået en anden betydning. Nuet havde set anderledes ud, måske også fremtiden.

6. Hvis det skal lykkes for mig, må hele holdet gøre sit arbejde

Hvordan kan man bedst beskrive det svenske selvbillede? På den ene side er der de idealiserede beskrivelser af selvstændighed og individualisme hos de ubændige vikinger, de frisindede bønder eller de viljestærke Vasa-efterkommere, en opfattelse, der kan sammenfattes i mundheldet »ene, men stærk«.

På den anden side finder man utopien om de solidariske holdspillere. I fortællingen om velfærdsstatens tilblivelse har kollektivet været afgørende. Alle betaler skat. Alle bidrager. Alle skal med. Uden kollektivet – arbejderbevægelsen, fagforbundene, afholdsbevægelsen, religiøse vækkelser, gruppebaserede overenskomster på arbejdsmarkedet – havde den svenske velfærd ikke været så konstant, stærk og stabil.

Den svenske model bygger på en aftale mellem stat og individ. Ved svaghed, sygdom eller nød kan svenske borgere henvende sig til staten, som reagerer direkte med bistand, pension og et forsikringssystem. Dette befrier den enkelte for afhængighed af familie- og klassetilhørsforhold – samt ydmygelsen ved at søge hjælp hos private velgørere. Alle statslige ydelser (bortset fra forældreorlov) er nu koblet direkte sammen med den enkelte medborger.

I Tyskland er de ofte koblet sammen med familien, mens individet i USA må søge hjælp hos det sociale netværk eller velgørenhedsorganisationer for at få støtte under kriser. Men ikke hos staten, som det påvises af historikerne Henrik Berggren og Lars Trägårdh i bogen Är svensken en människa?

Men i Sverige er der som sagt to strømninger, to fortællinger. Den ene om et stærkt individ, den anden om et stærkt kollektiv. Midt imellem står Zlatan Ibrahimovic.

Da Zlatan indledte sin karriere, blev han gang på gang beskrevet som en genstridig ung mand, egensindig og – værst af alt – en elendig holdspiller. I februar 2000 er han en ukendt, men usædvanlig talentfuld fodboldspiller. I avisen Kvällsposten kaldes han »en usleben diamant, en Hulk, en anderledes spillertype«, og selv påstår Zlatan, at han bliver professionel i den italienske storklub Inter i løbet af et par år.

Journalisten og medieforskeren Agneta Furvik har gransket svenske mediers møde med Zlatan Ibrahimovic i de første år i nullerne. Hun påviser, at han af svenske journalister gentagne gange blev beskrevet som en afviger, én, der skilte sig ud fra flertallet af spillere på landsholdet. Adjektiver som »usvensk«, »indbildsk«, »fræk«, »impulsiv«, »spontan« og »individualistisk« er eksempler på den terminologi, der blev brugt.

I sportens arena bliver spørgsmål om nationalitet og identitet nemt lige så vigtige som spillets skønhed, og en gang imellem overtager de helt. Det er der ikke noget nyt i. Men hvad er der egentlig sket siden den februardag, da den 19-årige Zlatan blev interviewet i Kvällsposten? Svar: et paradigmeskift.

Sverige før 2000 var et andet Sverige end i dag. Der er en lang liste med grundlæggende områder, der har forandret sig, fra offentlig til privat virksomhed, fra offentligt til personligt ansvar, fra kollektivitet til individualisme.

Eksempler er friskolerne, pensionsreformen, sociallovgivningen, decentraliseringen af arbejdsmarkedet, ændrede opsigelsesregler, salget af almennyttige boliger – reformer, som er baseret på individualisme, ikke på folkehjemsmodellen, og som blev påbegyndt i de sidste år inden 2000. Reformer, som socialdemokraterne helt eller delvis har støttet.

Senere, i 2006, overtager den borgerlige alliance magten, og der kommer mere brændstof til reformerne. Fokus er stadig idealet om individet, der realiserer sig selv. Den daværende statsminister, Moderaternas Fredrik Reinfeldt, var klar i mælet: Individualisme var vejen til frihed. Staten og det offentlige skulle have mindre magt og mindre ansvar, individet skulle have mere af begge dele.

Ved en pressekonference i 2011 blev Reinfeldt spurgt om de 400.000 personer, der var trådt ud af a-kassen, efter at han vandt valget – hvordan skulle de kunne forsørge sig, hvis der kom en alvorlig lavkonjunktur?

Reinfeldt svarede: »Man får hjælp og støtte af sine forældre, sin partner eller af andre. I sidste ende er der jo andre tryghedssystemer, som træder til.«

Et utvetydigt bevis på et gennemført systemskifte. Den svenske velfærd gjaldt ikke længere for alle. Individets tid var kommet. Og ingen anklagede længere Zlatan for at være en dårlig holdspiller på en usvensk måde. Tværtimod.

Før VM-kvalifikationskampen mod Portugal i 2013 holdt han en pressekonference i sin egenskab af landsholdets kaptajn og indfangede både sin personlighed, tidsånden og det nye Sverige i en enkelt sætning: »Hvis det skal lykkes for mig, må hele holdet gøre sit arbejde.«

Året efter var Zlatan hovedperson i Volvos reklamefilm Made by Sweden featuring Zlatan. Filmen igennem deklamerer han en ny version af »Du gamle, du fria« med små ændringer i teksten og med »Norden« udskiftet med »Sverige« i frasen »Jag vill leva, jag vill dö i Sverige«.

{embedded type="node/custom_code_html" id="5710"}

I filmen ser man et vinterlandskab, fjelde, elve, skove og åbne vidder. Den bilmodel, som markedsføres, fylder under en fjerdedel af filmens samlede spilletid. Fokus er på Zlatan, som vader i sne, jager hjorte, vinterbader i en våge og hænger ud med familien i en hytte. Her er hverken kollektiv, socialt netværk eller kammeratskab.

Havde Volvo kunnet lave den samme film omkring år 2000? Selvfølgelig ikke. Nu er det andre tider. Ene, men stærk. Zlatan er stærk. Zlatan er Volvo. Volvo er Sverige. Sverige er individualistisk. Kort sagt, samfundet er kommet på omgangshøjde med Zlatan Ibrahimovic. Journalisterne, der beskrev ham i de første år af hans karriere, tog fejl. Han var ikke usvensk. Han var bare svensk før alle andre.

7. Helan går

Det hedder sig, at når danskere vil føle sig svenske, synger de de to første ord i »Helan går«. Det er nok. Derefter drikker de videre på dansk.

De tre første toner – e, g og c – der skaber snapsevisens indledende melodi, lyder glade, opmuntrende og uden skygger. Det er let at forestille sig, at en trompeter i et musikkorps stemmer i med en sådan fanfare. Tonerne signalerer et »Giv agt«, afbryd alt andet og hør efter! Senere var der en, som skrev en tekst til fanfaren, tog sig en snaps og havde det sjovt, og på den måde kom snapsevisen til verden på et tidspunkt mellem 1795 og 1845. Som sædvanlig vides det ikke med sikkerhed.

{embedded type="node/custom_code_html" id="5711"}

Men det er dog slået fast, at Bellman – der som bekendt var glad for både C-dur og spiritus og gerne anvendte allerede eksisterende melodier – ikke har efterladt sig spor af »Helan går« i sin musikproduktion. Han døde i 1795.

Det er lige så sikkert, at Frans Berwald, komponisten, som har fået et koncerthus i Stockholm opkaldt efter sig, må have kendt »Helan går« i 1845. I det år opførtes nemlig hans opera Modehandlerskan på Operan, og snapsevisen var med. Hverken publikum eller musikere brød sig om den. Orkesteret slog efter sigende med buerne på nodestativerne for at obstruere, og så var det slut med den operette.

Men hvad operettepublikummet end mente, så mistede snapsevisen ikke sin kraft. 40 år senere, i 1885, spekulerede August Strindberg på, om den i virkeligheden ikke var Sveriges nationalsang, eftersom alle kendte både teksten og melodien. I essayet »I Bernadottes land« beskriver han fortjenstfulde mænd, der rejser sig op, synger »Helan går« og skåler af deres lungers fulde kraft:

»Det er et besynderligt syn at se rigsantikvaren, universitetsprofessoren, teaterdirektøren og akademimedlemmet forvandlet til knægte.«

{embedded type="node/node_image" id="5664"}

Yderligere 50 år senere gjorde den østrig-ungarske komponist Franz Lehar samme iagttagelse. Hans operette Den glade enke skulle sættes op i Stockholm i 1936, han blev inviteret til Sverige og blev feteret af musikere, kulturpersonligheder og velhavende forretningsfolk. Efter en middag i Operakällaren, som indledtes med, at alle herrer i kjole og hvidt rejste sig op og stemte i med »Helan går«, var Lehar overbevist om, at han havde hørt den svenske nationalsang. Og han kunne godt lide den. Vel hjemme i Wien satte han sig ned og komponerede fem variationer over temaet, så nu fandtes snapsevisen både i mol og som wienervals.

Til sidst blev misforståelsen om »Helan går« som nationalsang faktisk til sandhed. Ved VM i ishockey i 1957 spillede Tre Kronor uafgjort mod Sovjet og tog guldet hjem. Men arrangørerne havde ikke regnet med en svensk sejr og havde derfor ingen grammofonplade med »Du gamla, du fria«, der kunne spilles ved præmieoverrækkelsen.

Backen Lasse Björn stod øverst på podiet med tjekker og russere under sig; det var på tide at afsynge nationalsangen, men det blev i så fald uden akkompagnement. Hvad skulle han gøre?

Han valgte den ene melodi, som hele holdet kunne udenad. Og mens de sang, stod den legendariske sovjetiske marskal Zjukov, der havde vundet slaget ved Stalingrad og ført den Røde Armé til sejr i Berlin, i streng retstilling. Sjung hoppfaderallanlej.

Essayet her er et uddrag fra Elisabeth Åsbrinks nye bog, »Orden, som formade Sverige«, der udkommer i Sverige i slutningen af august. Uddraget er oversat af Claus Bech.

Hvad er forskellen egentlig på danskere og svenskere? Læs »De små forskelles narcissisme«

Radikale følelser