NÅR en stor forfatter dør, glemmes momentant alt det, folk ikke kunne lide ved afdøde. Den store forfatter og nobelpristager V.S. Naipaul døde sidste weekend, og han er derfor – med rette – blevet hædret for sit store, blomstrende forfatterskab. Men det er bøgerne om hans rejser og beskrivelser af mennesker, der har været skelsættende – og skabt stor vrede. Han har selv sagt, at han ikke interesserer sig for det litterære plot: »Jeg interesserer mig for at undersøge og beskrive. Tag for eksempel denne stund mellem Dem og mig. Den giver anledning til masser af undren. Hvor kommer De fra? Hvor kommer jeg fra? Hvis alt dette blev undersøgt og udtrykt, kunne det sikkert blive en ganske mærkværdig og utrolig beretning.«
MENNESKER og deres møder var Naipauls interesse. Og han lagde ikke fingrene imellem, når han beskrev, hvad han så. Danmark, f.eks.: »Ingen sulter, alle bor i pæne små huse... den depressive sindstilstand er derefter. Alle bor i hver sin lille celle, med deres danske møbler og vidunderlige lampeskærme, uden hvilke de alle ville blive vanvittige...Men det tristeste udtryk for den isolation, danskerne lever i, er pornografien. For mig er selve ordet ’skandinavisk’ nu blevet et rædselsvækkende ord, fuldt af is og død og glædesløs sex.« Havde Naipaul været studievært på Fox News, var selveste finansministeren rykket i felten for at forsvare kongeriget.
MØDES et rodløst, rastløst, opmærksomt og begavet menneske som Naipaul med en fremmed kultur, der interesserer ham, er det klogt at lytte. Naipaul satte sig allerede for 40 år siden for at forstå islam som religion og kultur gennem endeløse møder og samtaler med høj og lav på vejen. Først og fremmest viste han, hvordan korruption og himmelråbende uretfærdighed danner grobund for en religion, der påkalder sig orden, renhed og retfærdighed. Han hæftede sig ved islams ikke særlig metafysiske, men direkte appel og evne til at give dens følgere en fornemmelse af både skønhed, strenghed og totalitet. Og han forstod – allerede før revolutionen i Iran – islams revolutionære potentiale. Naipaul blev både fordømt og censureret af næsten alle muslimske organisationer – og kritiseret vidt og bredt. Til dem alle kan man blot sige: Tag selv ud og tal med folk. Lyt til dem. Se mønstrene i det, de siger og det, de tænker. Og stå ved egne antagelser og fordomme. Det var det, V.S. Naipaul gjorde. Har man aldrig læst hans rejsebøger, er det ikke for sent at komme i gang. kras
Læs også Teju Coles essay om sit første møde med V.S. Naipaul ved et middagsselskab i New York: »Indfødte på båden«
