Danmark er ubesejret i 18 kampe i træk og skal spille VM-ottendedelsfinale i Nisjnij Novgorod søndag aften. Et fransk mandskab, der har scoret i alle kampe siden september sidste år, blev holdt ud i strakt arm uden at skabe én stor målchance. En kæmpe præstation i en overvejende gråmeleret fodboldkamp.
De første 15 minutter var en fight fuld af den afklarede aggression, der var underligt fraværende i de to første puljekampe mod Peru og Australien. Her var kvalifikationens busende besværlige mandskab. Martin Braithwaite fandt hurtigt franskmændenes svageste punkt mellem venstrebacken Lucas Hernández og den uprøvede Presnel Kimpembe i det centrale forsvar og skabte to stærke gennembrud. Henrik Dalsgaard sprang ned i en syngende tackling. Mathias »Zanka« Jørgensen furede Antoine Griezmann ud i reklamebanden. Dalsgaard væltede Hernández omkuld. Kjær børstede den mægtige Olivier Giroud væk, som havde han en tynd skoledreng siddende på hoften.
Efter den stormende begyndelse trak danskerne sig. Tilbage i det udgangspunkt som har vist sig så modstandsdygtigt over det seneste halvandet år. Uden at bekymre sig om sekundære prinsesseparametre som boldbesiddelse og afleveringspræcision. Den franske utilfredshed kunne ses i landstræner Didier Deschamps indskiftninger: Først Nabil Fekir, dernæst Kylian Mbappé. Kunne det virkelig passe, at hans hold ikke kunne nedbryde disse røde knoldesparkere? Det kunne det. Fremme i front kæmpede Andreas Cornelius som en jætte, og først i de sidste ti minutter endte kampen i en bleg, fransk belejring.
For fjerde gang stryger Danmark gennem et VM- eller EM-gruppespil uden at tabe. Og alligevel er det, som om vi ikke helt kan tillade os at fryde os. Vi er videre, nuvel. Ubesværet uafgjort mod de franske EM-finalister, tjoh. Men hvorfor gik vi ikke efter sejren i de døende minutter i Moskva? Peruanerne havde jo gjort deres del af arbejdet i den samtidige kamp mod Australien. Måske vi med en scoring kunne have undgået de stærke kroater i næste runde. Og hvad siger de neutrale iagttagere? Kedede de sig mon? Det olsenske verdensbillede lever i bedste velgående. Vi har vænnet os til at se på os selv gennem de andres øjne.
Men hey, se lige på datoen. I dag for 26 år siden blev Kent Nielsen og Torben Piechnik europamestre. Det gjorde de ikke, fordi de havde ambitioner om plisseret skønspil; ikke fordi de opfandt fodboldspillet på ny. De vandt, fordi de kendte deres begrænsninger, stod modent sammen og var i formidabel form. Det samme kan vi sige om Åge Hareides landshold, der næppe bliver verdensmester, men som meget passende sneg sig videre i VMs første målløse kamp.
Vi har Christian Eriksen, men det er ikke på grund af ham, at Danmark nu står i den første ottendedelsfinale i 16 år. Det danske tyngdepunkt er for længst flyttet fra forreste til bagerste række. Sisto er ikke Jesper Grønkjær, og Nicolai Jørgensen er ikke Ebbe Sand. Det er Kasper Schmeichel og Simon Kjær, der tegner dette mandskab med styrke, potens og autoritet. Selv med nye spillere på banen bestod strukturen.
Hareides spillere spejler deres modstandere. De er kun sjældent stærkere, men aldrig svagere end det hold, de står over for. Det er ikke videre sexet, men det ligner den bedst tænkelige tilgang til en stor turnering. Nu venter formentlig Kroatien, og Hareide skal igen besvare kritiske spørgsmål om de manglende offensive ambitioner.
Dagens kampe 26. juni (dansk tid)
Island-Kroatien kl. 20 (gruppe D) i Rostov
Nigeria-Argentina kl. 20 (gruppe D) i Skt. Petersborg
Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen vil hver dag under hele VM analysere og kommentere på Weekendavisen.dk/fodbold
Find tidligere artikler ved at klikke på oversigten her.
Se også alle de originale VM-bolde fra 1930 til 2018 her.
