VM dag 26 – 9/7. 60 ud af 64 VM-kampe er afviklet. Hvilke dramaer, hvilke aktører. Og ikke mindst: Så mange åndedrætsstandsende scoringer.

De ti smukkeste VM-mål

Med dyb beklagelse over for Philippe Coutinho. Og med ærefuld fremhævelse af Augusto, Lozano, De Bruyne, Neymar, Lukaku, Quintero, Quaresma, Eriksen, Dsjuba og Kolarov.

10. Raphaël Varane, Frankrig, 1-0 mod Uruguay (2-1). Find det punkt, hvor Diego Godín står – slutrundens stærkeste midterforsvarer. Slå bolden direkte mod hans pande. Som udgangspunkt et håbløst dessin, da Antoine Griezmann fem minutter før pausen i ottendedelsfinalen Frankrig-Uruguay tager tilløb til et frispark fra højre side. Godín har placeret sig midt i Uruguays suveræne dødboldsformation, otte mand på linje i feltet plus to mand foran Griezmann.

Men franskmændene har studeret Uruguays opstilling og set, at Godín & Co. altid falder ind mod keeper Muslera sekundet før frisparket. Det har hidtil i turneringen givet uruguayanerne mulighed for at møde bolden indefra og ud. Men nu løber Raphaël Varane på ydersiden af Godín-kæden, frem mod bolden og ind i det tomrum, som Godín har efterladt. Den slanke franskmand løfter sig fra græsset og møder Griezmanns præcise frispark med et blidt vrid i nakken. Bolden styrer over det himmelblå forsvar og ind ved fjerneste stolpe. Ægte fransk: Intelligent, luftigt og teknokratisk kalkuleret.

9. M’Baye Niang, Senegal, 2-0 mod Polen (2-1). Torino-forward Niang står ved sidelinjen og vinkes ind efter behandling. I samme øjeblik løfter Grzegorz Krychowiak en tilbagelægning ned på egen banehalvdel. Den atletiske Niang satser og sprinter frem mod nedslaget – han har ekstra tid på grund af boldens lufttur.

Bolden vil slå ned mellem polakkernes bageste mand, Jan Bednarek, og keeper Wojceich Szczesny, der stormer ud fra sit felt. Bednarek har tid til at møde bolden, men reagerer på sin keepers råb. Denne tøven er nok for Niang. Bednarek opdager panisk, at senegaleseren allerede er fremme, og kan intet gøre, da Niang med en delikat højre yderside vipper bolden rundt om Szczesny og løber bolden i mål. Listigt, smidigt, spektakulært.

8. Cristiano Ronaldo, Portugal 3-3 mod Spanien (3-3). Fødderne ud i bredstilling, shortskanten helt op på de muskuløse lår. Åndedrætsrutine med største patos. Cristiano Ronaldo nyder sin egen tilstedeværelse i det absolutte brændpunkt, da Portugal med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid får frispark fem-seks meter uden for det spanske felt. En forrygende førsterundekamp, hvor Ronaldo selv har scoret to gange, men Spanien fører 3-2. Tilløb og et ekstra svirp opad i sparket med højre fod. Bolden går nærmest flabet tæt forbi FC Barcelona-hovederne i den spanske mur, strejfer Busquets let, og slår yndefuldt ind i det øverste målhjørne. Så stor selvfølge, så enestående scenekunst.

7. Ahmed Musa, Nigeria, 2-0 mod Island (2-0). Ahmed Musa har allerede scoret et smukt mål mod Island (indlæg fra Moses, nedtagning med højre tåspids, flugtning med højre) og hamret bolden på overliggeren, da Kenneth Omeruo i det 75. minut sender bolden frem i Nigerias venstre side. Den slår ned 10-12 meter inde på Islands banehalvdel. Ahmed Musa lader bolden hoppe en enkelt gang, glider under den, så han kan møde den udefra og bevæge sig ind mod mål. Allerede ved første touch er den islandske midterforsvarer Arnasson tabt, og med tre berøringer runder Musa islændingen helt og rykker på tværs i feltet. Et skarpt træk mod højre foran den sprællende keeper Haldorsson, hvor forward Iheanacho står og skriger på en pasning. Musa beholder bolden og to meter fra Iheanacho foretager han sin sidste skudfinte foran to islændinge på målstregen og sender bolden opad i nettet. Én mand, en halv bane og et helt forsvar.

6. Toni Kroos, Tyskland, 2-1 mod Sverige (2-1). Toni Kroos behøver lidt mere plads og dirigerer Marco Reus i position et par meter foran sig. Tyskland har i femte minuts overtid fået frispark på kanten af det svenske felt, syv meter fra baglinjen. 1-1 er endnu en fiasko for de tyske verdensmestre, som indledte puljen med at tabe 0-1 til Mexico. Foran Kroos står en svensk tomandsmur, Jimmy Durmaz og Sebastian Larsson, og ved forreste stolpe har svenskerne en af turneringens længste målmænd, Robin Olsen. Der er to muligheder: Slå bolden væk fra muren og Olsen til en hovedstødschance i målfeltet – eller slå den direkte mod fjerneste målstolpe. Men vinklen er for spids til den sidstnævnte mulighed. Derfor triller Toni Kroos bolden til Marco Reus akkurat inde i det svenske felt. Kroos vinder halvanden meter og svinger bolden i en smuk kurve over Olsen, bare centimeter over keeperens højre hånd. Bolden går i mål i det svenske sidenet. Der var én spiller af verdensklasse på banen i dén kamp.

5. Denis Tjerisjev, Rusland, 1-0 mod Kroatien (2-2, straffekonkurrence 3-4). Ind imellem samles et helt holds udtryk i en enkelt aktion. Sådan var det med Denis Tjerisjevs flydende drev mod det kroatiske mål i ottendedelsfinalen. Tjerisjev opsamler en returbold ti meter inde på Kroatiens banehalvdel og rykker fra sin venstre side ind mod midten. Han møder slutrundens fineste midtbanepar, Ivan Rakitic og Luka Modric, skærer med sin venstre fod let rundt om Rakitic, prikker frem til den kæmpemæssige forward Dsjuba og fortsætter sit løb forbi Modric. Dsjuba lægger forbløffende roligt bolden ind mod midten i en fuldendt 90 graders vinkel, hvor Tjerisjev glider fri af Modric med et højretouch, så bolden ligger til hans venstreben. Et afslappet slag, og bolden går i en rundet kometbane op i målhjørnet til højre for keeper Subasic. Ruslands overpræstation og vilje kronet i få sekunders lydefri opvisning af et Real Madrid-produkt.

4. Edinson Cavani, Uruguay, 1-0 mod Portugal (2-1). Som et perfekt opbygget tennisangreb med tungt, yderligt slag mod baglinjen fulgt op med dræberflugtning ved nettet. Der er spillet seks minutter af ottendedelsfinalen Uruguay-Portugal, da Edinson Cavani fra højre sidelinje, 12-15 meter inde på Portugals banehalvdel, hugger bolden modsat til Luis Suarez. Brystnedtagning mod baglinjen og så et træk indad og bagud omkring portugisernes højreback, Ricardo Pereira, før Suarez med sin højrefod næsten rasende slår en centring mod fjerneste stolpe. Cavani har, i det øjeblik bolden forlod hans fod, indledt en 30 meters spurt mod netop dette punkt. Han letter spændstigt fra græsset og header bolden ind i det nærmeste målhjørne. Krop, temperament, vision.

3. Nacer Chadli, Belgien, 3-2 mod Japan (3-2). Efter japansk chokføring på 2-0 har Belgien kæmpet sig tilbage og udlignet i ottendedelsfinalen. Men japanerne fornemmer en mulighed, da de får hjørnespark i de sidste sekunder af den ordinære spilletid. Hele syv japanere i og omkring det belgiske felt. Hasarderet. Keeper Thibaut Courtois griber ubesværet, haster ud mod kanten af feltet og bowler bolden frem foran Kevin de Bruyne, der allerede er sat i løb. Da De Bruyne rører bolden første gang, er der gået tre sekunder fra Courtois’ indgreb. Efter yderligere fire sekunder er De Bruyne nået midt ind på japanernes banehalvdel og stikker på femte touch bolden fremad, hvor højreback Thomas Meunier suser frem på højrekanten. Efter to sekunder møder Meunier bolden og firsttimer den på tværs til Lukaku midt i feltet. Den store forward aner, at Nacer Chadli er i fremløb bag ham, og lader bolden passere mellem sine ben. Udækket kan Chadli vinkle bolden i mål med venstre fod. Der er gået 12 sekunder. Belgisk 3-2 sejr på et af VM-historiens mest fygende kontraangreb.

2. Lionel Messi, Argentina, 1-0 mod Nigeria (2-1). Endelig er der forsyninger til Lionel Messi fra midtbanen. Éver Banega løfter i det 15. minut bolden fra midterlinjen ned bag den nigerianske forsvarskæde, hvor den slår ned bag Kenneth Omeruo. Lionel Messi har allerede passeret ham og løber nærmest blindt ind i bolden i højre side af feltet. En delikat dæmpning med venstre lår styrer bolden et par meter fremad, ind i straffefeltet, og allerede mens bolden hænger i luften, foretager Messi et forbavsende fodskifte, med fnuglet selvfølge, så han kan møde bolden med venstre fod og skære en anelse udad. Perfekt lagt til rette for højre fod, og Messi trykker bolden skarpt opad, over keeper Uzoho og ind i det fjerne sidenet. Dette var Lionel Messis sjette og sidste VM-scoring i karrieren. Nænsomhed og kraft, logik og overlegen koreografi. Fodboldhistoriens fineste sæt fødder har endnu en gang har chokeret verden.

1. Benjamin Pavard, Frankrig, 2-2 mod Argentina (4-3). Et komplet opspil med alle punkter spændt til det yderste og med alle aktører tvunget til perfektion. Blaise Matuidi sanser midt på den franske banehalvdel, lidt ude til venstre, at Lucas Hernández er stukket på venstrekanten. Matuidi slår bolden stejlt og hårdt. Kun på den måde kan Hernández nå frem til bolden på baglinjen før de argentinske forsvarere – og kun hvis Hernández tror 100 procent på muligheden. Nærmeste argentiner, Cristian Pavón, tror ikke på den og lader franskmanden løbe. Han ser Gabriel Mercado storme bagud mod baglinjen, klar til at blokere for indlægget. Men Hernandéz slækker aldrig på sin spurt og skærer, en tiendedel af et sekund før Mercados tackling, med venstre vrist bolden bagud i feltet. Her trækker Antoine Griezmann et par argentinske forsvarere med sig ind mod mål. I yderkanten af feltet er Olivier Giroud i position til at møde bolden, men lader den høje, vanskelige aflevering passere, tilsyneladende anråbt af Benjamin Pavard, der stormer ind fra højre side. Bolden slår ned og hopper to gange bagud i feltet. Pavard ved allerede, at bolden vil skrue en anelse indad mod banen. Så han læner sig i fuldt løb mod venstre og strækker højre fod bagud. Med venstre arm strakt ud som vægtstang træffer Pavard bolden med højre yderside og trækker skuddet rundt om keeper Armani og ind ved fjerneste stolpe. Mon dieu.

Semifinalerne spilles således (dansk tid):
Frankrig-Belgien, tirsdag 10. juli klokken 20 i Skt. Petersborg.
Kroatien-England, onsdag 11. juli klokken 20 i Lusjniki.

Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen vil hver dag under hele VM analysere og kommentere på Weekendavisen.dk/fodbold
Find tidligere artikler ved at klikke på oversigten her.

Se også alle de originale VM-bolde fra 1930 til 2018 her.