Gult kort. En ny undersøgelse af knap 800 danske eliteatleter viser, at cirka en fjerdedel af dem ikke svarer ærligt, når de bliver spurgt, hvorvidt de har været dopet. Måske fordi de har noget at skjule, siger forskeren bag undersøgelsen, professor Anne-Marie Elbe fra universitetet i Leipzig.

Den uvundne kamp

VM i fodbold bliver afholdt hvert fjerde år, men ofte går der væsentlig længere tid, inden en nations VM-drøm går i opfyldelse. Danmarks første modstander ved det igangværende verdensmesterskab i Rusland, Peru, har ikke spillet en eneste VM-kamp mellem 1982 og 2018, i 36 år, svarende til tre-fire fodboldgenerationer.

En vellykket kvalifikation gav i 2017 endelig en peruviansk adgangsbillet til VM-festen, men livsdrømmen var ved at udvikle sig til et mareridt for holdets anfører og største stjerne, Paolo Guerrero.

Den 34-årige angriber blev i efteråret testet positiv for spor af kokain og i første omgang idømt en karantæne på 12 måneder og på den måde udelukket fra VM. I anden omgang ændrede Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, karantænen til seks måneder. Så gik Det Internationale Antidopingagentur, WADA, ind i sagen og appellerede den til Den Internationale Sportsdomstol, CAS, der forhøjede Guerreros oprindelige diskvalifikation til 14 måneder.

CAS ligger i Lausanne i Schweiz, og derfor kunne Guerrero anke sportsdomstolens afgørelse til den schweiziske højesteret, som så besluttede, blot et par uger inden VM blev skudt i gang, at udsætte afgørelsen og lade Perus anfører virkeliggøre sin livsdrøm i Rusland. Således kom den schweiziske stat til at blande sig i det, som den danske filosof og professor i etik Thomas Søbirk Petersen kalder for »et parallelt retssystem« i sportens verden.

Søbirk Petersen mener, at dette system bør lempes og reformeres. Hans bud på, hvordan det skal gøres, kan man ane blot ved at læse titlen på hans aktuelle bog, Fri doping – Et forsvar for en ny dopingpolitik:

»Når vi straffer sportsfolk og fratager dem deres levebrød og ofte også deres identitet, er det meget vigtigt, at vi har nogle velunderbyggede argumenter for, hvorfor vi gør det. De argumenter, der bliver bragt på banen til fordel for den gældende dopingpolitik, er som udgangspunkt forståelige. Men når vi ser dem efter i sømmene, er de faktisk rigtig, rigtig dårlige,« mener Thomas Søbirk Petersen, der er professor med særlige opgaver på Roskilde Universitet.

»Et af argumenterne er, at doping er sundhedsskadelig. Men lad os prøve at kigge os omkring: Alkohol er årsag til, at to-tre tusinde danskere dør hvert år, mens rygerrelateret lungekræft er årsag til, at cirka syv tusinde danskere dør hvert år. Alligevel er det ikke strafbart at indtage hverken alkohol eller tobak,« konstaterer Thomas Søbirk Petersen og fortsætter:

»Elitesport som sådan er også meget sundhedsskadelig. Hvert år dør der folk i motorsport, ridning, sejlsport, boksning og andre sportsgrene. Men det er kun meget få mennesker, der mener, at elitesport skal være strafbar. Derfor mener jeg, at der er tale om dobbeltmoral, når man henviser til, at det skal være strafbart at tage doping, fordi det er sundhedsskadeligt, mens man samtidig mener, at alle mulige andre sundhedsskadelige ting ikke skal være strafbare.«

Det nok vigtigste argument mod doping er imidlertid, at den – i modsætning til tobak eller alkohol – giver en unfair konkurrencemæssig fordel til dopingbrugeren. Men argumentet er faktisk vendt på hovedet, ræsonnerer Thomas Søbirk Petersen:

»De atleter, der doper sig i dag, har netop en fordel, fordi der er et forbud mod doping. Hvis det blev tilladt at bruge doping, ville de ikke længere have nogen fordel, og samtidig ville alle atleter få adgang til disse medikamenter på en mere sund måde, end det er tilfældet i dag.«

Falske forsikringer

Thomas Søbirk Petersen, der selv har en fortid som tennisspiller på eliteniveau, understreger, at der stadig bør være grænser for, hvor meget doping sportsudøverne kan bruge. Disse grænser skal dog udelukkende fastlægges af hensyn til atleternes sundhed, og ellers bør det være tilladt at fintune sin krop ved hjælp af doping, mener filosoffen.

»Men atleterne er ikke enige med ham,« påpeger dopingforsker Ask Vest Christiansen, der er lektor på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. »Der er efterhånden lavet rigtig mange anonyme interviewstudier og undersøgelser blandt atleterne, og langt de fleste af dem siger altså, at de synes, at dopingkampen er en god idé. Det synes de atleter, der har brugt doping, også,« understreger Ask Vest Christiansen.

»Det fortæller mig, at atleterne også har et ræsonnement om, at sport bør være en prøve, hvor man tester skills og naturlige evner,« siger Vest Christiansen.

Den obligatoriske kontrol, som den nu praktiseres i alle vigtige løb på den internationale kalender, har stort set sat en stopper for cykelrytternes eksperimenter på egen krops bekostning.

Jørgen Leth i 1973

Utallige vindere og tabere har imidlertid brugt doping til at forbedre deres »naturlige« evner i en lang række sportsgrene, ikke mindst i cykling, hvor antallet af historiske doping-skandaler nærmest er ubeskriveligt lang. Lige så lang er listen med de beroligende udtalelser, som professionelle iagttagere er kommet med for at forsikre alverdens sportsfans om, at »kampen mod doping ser ud til at være vundet«.

Lige præcis sådan skrev den franske sportsavis L’Equipe i forbindelse med Tour de France i 1955, og altså før doping blev forbudt, beretter Ask Vest Christiansen i sin bog Ikke for pengenes skyld – Et indblik i moderne cykelsport. Bogen, der blev udgivet i 2005, har flere andre eksempler på lignende udtalelser, blandt andre Jørgen Leths skriftlige forsikring fra 1973:

»Den obligatoriske kontrol, som den nu praktiseres i alle vigtige løb på den internationale kalender, har stort set sat en stopper for cykelrytternes eksperimenter på egen krops bekostning.«

Tre årtier senere, i 2004, talte Finn Mikkelsen, den daværende sekretariatschef i Anti Doping Danmark, om dopingbekæmpelse i et interview med Berlingske Tidende, hvor han nærmest lød som et ekko af Leth og L’Equipe: »De seneste år er der kommet flere nye stoffer frem, som vi relativt hurtigt har fundet testmetoder imod. Nu mangler vi blot en effektiv test imod EPO og væksthormon, så har vi stort set vundet kampen mod doping.«

Men kampen er ikke vundet, har man kunnet konstatere i blandt andet en videnskabelig artikel i tidsskriftet Sports Medicine i januar i år. Artiklen, der blev omtalt i Weekendavisen 23. februar, var baseret på en anonym spørgeskemaundersøgelse under VM i atletik i 2011, hvor deltagerne blev spurgt, om de havde brugt doping i løbet af det forrige år. Omkring en tredjedel af de adspurgte svarede positivt.

Tættere på sandheden

For halvandet år siden gennemførte to tyske forskere en lignende undersøgelse blandt knap 800 danske eliteatleter. Undersøgelsen, der ikke har været omtalt i større danske medier, blev offentliggjort i tidsskriftet Performance Enhancement & Health i januar 2018. Forskerne brugte den såkaldte randomized response technique (RRT), hvor spørgsmålet om doping blev pakket ind i en række andre trivielle spørgsmål med en tilfældig sammensætning. RRT har tidligere vist sig som et godt værktøj i netop den slags undersøgelser.

I den videnskabelige artikel estimerer forskerne, at andelen af dopingbrugere blandt de adspurgte danske sportsfolk sandsynligvis ligger på mellem 3 og 26 procent. Forskellen på de to grænsetal er stor, fordi det reelt drejer sig om to forskellige opgørelser. Den ene viser, hvor mange der har svaret ja til at have brugt doping i løbet af deres karriere; tallet er blevet estimeret til at ligge på cirka tre procent, og med en sandsynlighed på 95 procent ligger det mellem nul og ni procent.

Det er nok usandsynligt at tro på, at man kan udrydde doping, ligesom det er usandsynligt at tro på, at folk ikke vil overskride fartgrænserne.

Jakob Mørkeberg, videnskabelig konsulent hos Anti Doping Danmark

Den anden opgørelse er summen af det første resultat og det antal adspurgte, som ikke har været ærlige i deres besvarelser. Nogle af dem har for eksempel svaret nej på alle spørgsmål, selv om det ikke burde være muligt, i og med at de blandt andet skulle tage stilling til et helt trivielt spørgsmål om, hvorvidt en uge har syv dage.

»Vi har på fornemmelsen, at de forstod, hvad de skulle svare på, så når nu de svarede sådan, var det, fordi de nægtede at svare ærligt, eller måske fordi de forsøgte at skjule noget,« fortæller den ene af forskerne, Anne-Marie Elbe, der er professor i sportspsykologi på Universität Leipzig.

Det andet tal er blevet estimeret til at ligge på cirka 26 procent, og med en sandsynlighed på 95 procent ligger det mellem 13 og 41 procent. Man kan naturligvis ikke konkludere, at alle de atleter, der har snydt i undersøgelsen, bruger doping, understreger Anne-Marie Elbe:

»Men med denne metode forsøger vi at komme tættere på sandheden.«

Med i »forsøget« er Anti Doping Danmark, der også har finansieret undersøgelsen af de knap 800 danske eliteatleter.

»Vi bliver tit spurgt, hvor stort problemet med doping i Danmark er, og det har vi egentlig ikke haft noget tal på i dansk konkurrenceidræt, herunder eliteidræt. Nu har vi fået et estimat, og selv om det er forbundet med nogle usikkerheder, kan vi så lave en ny måling om nogle år og sammenligne den med den oprindelige,« fortæller Jakob Mørkeberg, der er videnskabelig konsulent hos Anti Doping Danmark.

»Det er nok usandsynligt at tro på, at man kan udrydde doping, ligesom det er usandsynligt at tro på, at folk ikke vil overskride fartgrænserne. Men der er blevet lagt låg på, hvor meget doping man kan tage og stadig komme af sted med det,« siger Jakob Mørkeberg.

I den forbindelse peger han blandt andet på det obligato-riske blodpas, der blev indført for knap ti år siden og har gjort det nemmere at afsløre blodmanipulering: »Antallet af meget unormale blodværdier, som man så før i tiden, er blevet markant reduceret,« fastslår Mørkeberg, der får opbakning fra dopingforsker Ask Vest Christiansen fra Aarhus Universitet.

»Selv om bloddoping stadig bliver brugt i dag, er der nu ofte tale om mikrodosering, der ikke giver den samme fordel som de store doser,« fastslår dopingforskeren.

Nogle af dem har for eksempel svaret nej på alle spørgsmål, selv om det ikke burde være muligt, i og med at de blandt andet skulle tage stilling til et helt trivielt spørgsmål om, hvorvidt en uge har syv dage.

Side 1