Linea Maja Ernst

Jeg er allerede gået i gang med sommerferielæsningen. I Central Park eller i sengen, når jetlaggen og det morgengrå lys vækker mig kl. 5. Endelig, groft forsinket, har jeg fået læst Joan Didions Et år med magisk tænkning og Delphine de Vigans Alt må vige for natten, som temmelig knusende spejler hinandens selvbiografiske sorg over at miste et familiemedlem. Har De dem også til gode? Læs Vigan først, hendes vævende stil (man kan høre franske hænder cirkle i luften, ringlende armbånd, pegen med cigaretter) forekommer helt overbroderet, når man sammenligner med Didions hyper-nøgterne røntgensorg.

Jeg har gået ad de gigantiske boulevarder i Harlem, hørt om bydelens renæssancer og er (igen) kommet i tanke om, at jeg skal læse alt, geniet James Baldwin nogensinde har skrevet.

I små bookstores har jeg fundet bunker af nyere amerikansk essayistik, som jeg glæder mig til at læse: Bad Feminist af Roxane Gay og Too Much and Not the Mood af Durga Chew-Bose – essaysamlinger, som tilsyneladende handler om at eksistere, og hvor hurtigt det går hen og bliver politisk.

Arne Hardis

For nogle uger siden skrev litteraturredaktøren i en kommentar her i BØGER, at læsende mennesker er enige om, at et værk skal læses nøgent og uden skelen til den forfatter, der har begået det. Sådan ser jeg ikke på det. Læsningen beriges, hvis man kan indlæse forfatterens eget liv i hans værk, så denne sommer skal jeg læse Tage Skou-Hansen og lede efter ham selv og andre spændende skikkelser i hans romanværk Det runde bord.

Tage Skou-Hansen trådte (ligesom Sven Havsteen-Mikkelsen) op af graven og ud i forsommerens da capo-debat om Ole Wivel som helteskikkelse med kompasset i orden i diskussionerne om skyld, kridtstreger og tilgivelse.

Jeg har læst De nøgne træer om modstandsmanden Holger Mikkelsen og flere af de øvrige bøger med ham som hovedperson. Af Det runde bord kun første bind, så nu tager jeg dem forfra. Bogens hovedskikkelse er Aksel, en intellektuel ung mand, et vitalistisk katastrofemenneske. Aksel kortslutter tanke og handling og melder sig til tysk tjeneste efter Stalingrad, og det går, som det må gå; han falder og efterlader sig en gåde.

Aksel har et virkeligt forlæg, Knud Jensen, en af Skou-Hansens ungdomsbekendte, som gik i krig for Tyskland og faldt i Normandiet. Jeg vil prøve at leve med det.

Klaus Wivel

Hvad skulle forlag leve af, hvis det ikke var for de totalt urealistiske forventninger, så mange af os har til, hvad vi er stand til at læse i vores ferier. Denne sommer har jeg dog et andet hensyn, som lykkeligvis skaber en naturlig begrænsning for, hvad jeg kan overkomme: min ryg. Sammen med min familie og vores naboer drager jeg til Peru, hvor vi blandt meget andet har i sinde at vandre ad den berømte og særdeles kuperede Inka-sti til Machu Picchu.

Her er der to hensyn at tage, når det gælder forholdet mellem litteratur og bæreevne. Den ene handler om, hvad jeg selv vil læse. Den anden, hvad jeg skal læse højt for det givetvis udmattede følge, som befinder sig i alderen fra 11 til 17 og til den modne side af fyrrerne.

For min egen opbyggelige fornøjelses skyld har jeg fået anbefalet at læse en af Perus stadig nulevende, stolte sønner, Mario Vargas Llosa og hans bog Bukkens fest, der vist udstiller Sydamerikas triste forhold til tyranner, blodige, nyttesløse statskup og amerikansk, militær indblanding. Jeg har også planer om at medbringe et værk om Inka-riget, men her siger det sig selv, at jeg kommer til at varme op med at gribe ud efter De 7 krystalkugler efterfulgt af Soltemplet, hvor Tintin som bekendt jages af det grufulde Inka-mumie Rascar Capac.

Og hvad skal jeg læse højt? Det ender jo nok igen med Harry Potter.

Birte Weiss

Når man til daglig bognørder for at servicere Weekendavisens læsere, er det ikke ferie at botanisere i den aktuelle litterære blomstereng. Det er for meget same procedure as usual. Der skal noget anderledes til. Sidste sommer tog jeg mig sammen til at læse, hvilken visdom kolleger fra min politiske fortid havde destilleret til offentligheden under betegnelsen erindringer. Georg Brandes havde ret, da han spøgte med, at memoirer som genre er skabt for, at honnette folk kan få lov til selv at frisere deres eftermæle.

I år bliver det anderledes. Forleden var jeg i fint litterært selskab og følte mig aldeles udenfor. Forstod ikke konversationen, var ikke med i latterbølgen, når en halvkvædet reference til Harry Potter elegant blev besvaret med et citat fra Cho Chang, Cedric eller Voldemort. De kloge folk forsøgte sågar at omregne prisen på et kilo af årets første jordbær til Knut, Sølvsegl og Galleoner. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det møntenhederne i Potterland. Det måtte jeg bagefter slå op i Wikipedia.

Det går naturligvis ikke an med så stort et hul i mit litterære fundament. Sommerrejsen går derfor i år til Hogwarts, og menuen er otte bind J.K. Rowling, hvis appetitten rækker.

{embedded type="node/node_image" id="2679"}

Morten Wilhelm Scholz

I forsommeren var jeg på rundtur i USA, mens Tom Wolfe og Philip Roth døde med få dages mellemrum. Dagen inden hjemrejsen lagde jeg vejen forbi den uafhængige boghandler McNally Jackson Books, der har åbnet en ny filial i Williamsburg.

»Hvor finder jeg bagkataloget til Wolfe og Roth?« spørger jeg.

»Begge forfatterskaber blev udsolgt med det samme, da de triste nyheder blev offentliggjort,« svarer ekspedienten.

Døden er det ultimative markedsføringstrick.

I stedet køber jeg God Save Texas – A Journey into the Soul of the Lone Star State af Lawrence Wright, manden bag 9/11-hovedværket The Looming Tower: Al-Qaeda and the Road to 9/11. I Texas-bogen læser Wright The Lone Star State som et mikro-billede på Trump-æraens Amerika. Det skal blive interessant at følge argumentet til dørs. Jeg køber essaysamlingen Against Everything af Mark Grief, der er en af grundlæggerne af det litterære magasin N+1, der satte nye standarder for, hvad et intellektuelt magasin kan og skal være. Titlen skal tages bogstaveligt, Grief går til angreb på alt, hvad der er galt med Amerika. Som gammel idehistoriker genkender jeg fascinationen af den negative opbyggelighed, men kritik for kritikkens egen skyld er hård kost. Grief får chancen. Jeg køber Ta-Nehisi Coates Between the World and Me, der har form af en fars brev til sin teenagesøn om det at vokse op i USA som en sort mand. Bogen er et par år gammel, men udgør en vital analyse af Amerikas raceproblematik.

Det er sommerens pensum.

Johanne Thorup Dalgaard

Jeg glæder mig som en gal til at få tid til at færdiglæse Nadezjda Mandelsjtams erindringsbog Håb mod håb, som jeg begyndte på under en rejse til Moskva i maj. Nadezjda var gift med digteren Osip Mandelsjtam, som blev sendt til Gulag for at have skrevet et digt, hvor han omtalte Stalin som »bondedræberen«. Hun skriver helt forrygende, hendes måde at male det sovjetiske system frem på er helt eminent, og det er rystende, frygtindgydende læsning, også selvom man kender den tragiske slutning på forhånd. Jeg har desuden planer om at læse albanske Ismail Kadarés Drømmepaladset, som også handler om totalitarisme, og som forfatteren selv skulle have beskrevet som en moderne version af Dantes helvedesvision. I den vist mindre dystre ende vil jeg gerne læse Julian Barnes’ nye roman Den eneste historie, der, så vidt jeg har forstået, handler om kærligheden, og hvordan man husker den. Det kan måske lyde banalt, men der er det ved Julian Barnes, at det er ligegyldigt, hvad han skriver om, det bliver altid genialt og tankevækkende og ren æstetisk nydelse ved hans præcise, virtuose brug af sproget.

Joakim Jakobsen

To finlandssvenske spradebasser. To små erindringsværker, begge anbefalet af min svenske hustru. Bladring gjorde det pinefuldt svært at spare dem til sommeren.

Den første er fra 1975: Brändövägen 8 Brändö af Henrik Tikkanen (1924-1984), kendt som det dumme svin i hustruen Märta Tikkanens verdenssællert Århundredets kærlighedseventyr fra 1978. Litteraturens Ike Turner, så at sige.

Helt ufestligt har samlivet dog ikke været. Tikkanen beskriver få sider inde, og ikke uden håndværkerens stolthed, hvordan han på et tidspunkt har skåret og slebet en trædildo til konen, blank og mægtig.

Andet afsnit: »I Finland er historien som en vinterdag. Kort og dunkel, og det er svært at skimte det, som er lidt længere borte. Jeg begynder beretningen inden for mit synsfelt, men hvor begyndelsen findes, ved jeg ikke.«

Den anden bog er Suomi-Finland af Jörn Donner, født 1933 og kendt som Bergmans filmproducent. Skrevet i anledning af 100-året for Finlands selvstændighed 6. december 2017. Donner indleder med at advare: »Teksten er overordentligt, næsten perverst selvcentreret.«

Fjerde afsnit: »I korthed kan man sige, at Finland er en lille fugl, en orm eller en flue, i verdens storme. Dette er ikke verdens midtpunkt. Mit eget liv har sin kerne her, fordi jeg lever og forbliver på dette sted.«

Derfor og derfor.

{embedded type="node/node_image" id="2682"}

Anne Knudsen

Læser man serier, må man normalt læse udenlandsk. Desuden lever man i evig skræk for, at serierne skal svigte. Forfatteren kan miste gejsten og droppe serien eller – værre – fortsætte tyndbenet på rutinen. Værst kan gode forfattere gå hen og dø fra en.

Heldigvis er der serieforfattere, som holder og holder. En af dem er Lindsey Davis, som i en menneskealder skrev morsomt og kynisk om den romerske detektiv Falco, der drev sin metier under kejserne Vespasian og Titus. Da Davis blev træt af Falco, begyndte hun en ny serie i en helt anden toneart om hans adoptivdatter, den adfærdsvanskelige Flavia Alba, som var stædig nok til at blive detektiv i kejser Domitians tid. I sidste måned kom nummer seks: Pandora’s Boy. Den har jeg lagt i den bunke, der skal med i sommerhuset, og åh, hvor jeg glæder mig.

I samme bunke ligger Colin Cotterills The Rat Catchers’ Olympics, der kom ved årsskiftet. Cotterills detektiv, eks-retsmedicineren Siri Paiboun, slår for tolvte gang sine fortryllende folder i det kommunistiske Laos i 1970erne. Det er grinagtigt, gribende og dybt etnografisk.

Jens Bærentzen

Sommerlæsning skal have med lyst at gøre – og endeløse muligheder. Det var det sidstnævnte aspekt, der var baggrunden for min voluminøse liste sidste år. 15-20 titler og navne rummede den. Ikke som en erklæring af sommerforsætter, men som et katalog over lyster og længsler. Dét var imidlertid ikke blevet helt klart for de gode folk på Radio24syv, som fluks ringede efter ferien for at stille mig til regnskab og med en vis triumf noterede, at det var kun var en håndfuld af bøgerne, i mine øjne en respektabel score, der faktisk var blevet læst.

Sådan set kunne man jo gentage resten af listen i år, men den ligger fint i mit læselystne baghoved. I stedet holder jeg mig til det mere frydefuldt svævende: slebne spionromaner fra førkrigsårene af Eric Ambler og hårdkogte noir-romaner fra halvtredserne af Ross Macdonald. Samt – alt efter hvordan det går i den kommende VM-måneds tid – en fodboldbog eller to, måske David Goldblatts Futebol Nation eller Jonathan Wilsons Inverting the Pyramid. Og så selvfølgelig alle de overraskelser, man bare ikke kan holde fingrene fra. Det kan kun blive herligt.

Johanne Mygind

Jeg udvælger aldrig sommerlitteratur uden at konsultere mit personlige orakel Sarah, som har præsenteret mig for alt fra Art Spiegelman til Delphine de Vigan. I år anbefalede Sarah den mexicanske forfatter Guadalupe Nettel, som har brugt sin ungdom på at støtte zapatisterne i Chiapas. Nettels seneste roman er netop blevet oversat til engelsk, After The Winter.

Sarah sagde også, at det var tid til at få læst Ursula K. Le Guin. Jeg er bare ikke meget for science fiction og blev derfor lettet over at finde et lille smukt indbundet essay kaldet Bæreposeteorien om fiktion nede i boghandlen.

På samme hylde snublede jeg også over Karin Michaëlis’ reportager fra Første Verdenskrig. Som barn havde jeg en hemmelig kærlighedsaffære med hendes totalt glemte børnebøger om pigen Bibi, som rejste rundt med tog i hele Danmark. Nu viser det sig, at »Bibis mor« også var en anerkendt voksenforfatter. Gladiators genudgivelse af Krigens ofre røg straks i min kurv.

Sommerferie er desuden altid højtlæsningens primetime, men jeg kæmper med at finde gode børnebøger med piger i hovedrollen. I år er jeg derfor endt i den muslimske verden. Mine drenge bliver tvangsindlagt til Tusind og én nats eventyr, som er blevet genudgivet for børn af Vandkunsten.

{embedded type="node/node_image" id="2680"}

Bo Bjørnvig

Efter en længere vandretur gennem et forårsblomstrende Sicilien er vandrebøger kommet i høj kurs. Når man læser om noget, man selv har prøvet, får det en helt anden kraft. Så måske Wild af Cheryl Strayed, der begik de to værste fejl, man kan: ikke tilgåede vandrestøvler og afsindigt tung rygsæk. For at nyde, at lige dét oplevede jeg ikke.

Men ellers gælder det de gode forfatteres vandreoplevelser: Hermann Hesses bog om sine Vandreture i Schweiz, Wanderung, illustreret med egne akvareller. Og Henry Thoreaus Om at vandre. Og så er der en over 200 år gammel sag, hvor Johann Gottfried Seume vandrede gennem hele Europa og skrev klassikeren Spaziergang nach Syrakus im Jahre 1802, der blev en stor succes. I første bind af Casanovas erindringer går helten til fods, han var endnu ikke velhavende nok til at rejse med vogn, og han oplevede sandelig noget. Casanova kan bruges i mange sammenhænge!

Om jeg kan klare at læse bøgerne uden selv at blive rastløs, er så spørgsmålet. Vi får se.

Jørgen Herman Monrad

Jeg har nu i fire måneder boet på et lille privatbibliotek i Wien. På fjerde sal, i et baghus med udsigt til en brandmur og over den: den øverste spids af Votivkirkens spir. Biblioteket er spækket med spændende bøger. På reolerne står ikke kun en masse smukke antikvariske udgaver af tyske klassikere som Goethe og Heine og Rilke, men også mange danske bøger. For min gæstfri østrigske værtinde, der har ladet mig sove på sin bibliotekssofa og arbejde ved sit biblioteksskrivebord er intet ringere end skandinavist med speciale i Johs. V. Jensen. Desværre har jeg haft så travlt med koncert- og teaterbesøg, universitetsundervisning, apfelstrudel-spisning og meget mere, at jeg endnu ikke har fået læst en eneste af bøgerne på biblioteket.

Og om få uger flytter jeg så hen til min egen lille lejlighed. Skulle jeg imidlertid vælge en enkelt bog, jeg kunne bladre lidt i, inden jeg tog afsked, er jeg ikke i tvivl: Det skulle være den smukt illustrerede rejsebog Rund um die Erde fra 1910. Allerede indholdsfortegnelsen får mig til at drømme: Fra Moskva til Irkutsk, En rejse til Armenien, På pilgrimsfærd til Delhi.

Klaus Rothstein

Denne sommer vil jeg læse mesterværkerne Frederik med bilen, Blå mand og Bugivugi af Egon Mathiesen højt for en lille lyshåret dreng, der ser ud, som om han har slugt solen. Vi vil læse om Frederik, der kører ud i sin fars rutebil for at finde sorte børn – hvis de altså findes! Undervejs finder han brune, gule og røde børn, og til sidst finder han de sorte børn, og så deler de en madpakke, leger sammen og sover trygt til middag. Hvilket tolerancemanifest! Vi vil læse om den blåsorte mand, der stiger op af havet. Og vi vil læse om Bugivugi, en lille mand med stor forstand og fire sjove sønner. Og hver gang N-ordet optræder, for det gør det tit i de danske billedbogsklassikere, vil jeg skæve hen til drengens forældre, der logisk nok synes, at det er svært at læse teksten højt i dag nøjagtig, som den blev skrevet dengang. Så vil jeg sandsynligvis føje mig til den milde sprogrevision, for selv Esben Lunde Larsen opgav jo at sige neger alene for negeriets skyld. Men alle disse kulturradikale klassikere med deres troskyldige racisme er en umistelig del af vores litteraturhistorie. Drengen, der har slugt solen, skal kende kulturarven.

{embedded type="node/node_image" id="2683"}

Marta Sørensen

Om sommeren læser jeg science fiction fra fortiden: detektivromaner, hvis mordgåder er vævet ind i et så snobbet, stramt og for længst sprængt hierarki, at jeg ikke behøver analysere mig frem til nogen som helst paralleller til den rodede nye verden med dens komplicerede skurke, grafiske seksualforbrydelser og udflydende middelklasse.

Vi taler om rumvæsner så bizarre som victorianske Sherlock Holmes og hans demonstrativt platoniske lægeven, om den ligeledes kønsløse Hercule Poirot med hans bedagede betragtninger om sydlandsk temperament versus det kolde britiske giftmord og – måske – om Dorothy L. Sayers’ Lord Peter Wimsey, som jeg endnu har til gode. Han er tilsyneladende en gentleman-detektiv, der løser mordgåder i sin fritid (som i øvrigt udgør al hans tid), hans hjælper er en butler ved navn Mervyn, og så har Wimsey overraskende nok en kone. Jeg forestiller mig, at der bliver sagt »darling« og klædt utrolig meget om til middagen. Herligt!

Claus Bundgård Christensen

Jeg kan bedst lide at læse fagbøger, men i min ferie skal det ikke være om emner, jeg selv forsker i. I år vil jeg læse den nu afdøde museumsinspektør Jørgen Jensens store etbindsværk Danmarks oldtid. Fra stenalder til vikingetid, der udkom i 2013. Jørgen Jensen var en fremragende formidler, og værket er baseret på hans fire bind om dansk oldtid, som jeg aldrig får tid til at læse.

I ferien skal jeg nogle dage til Spanien i det område, hvor de sidste neandertalere levede. Jeg besøgte sidste år et neandertalermuseum, hvor jeg købte Clive Finlaysons bog The Humans Who Went Extinct, og den lille bog vil jeg få læst, mens jeg er dernede og forhåbentlig får set nogle spændende fund på deres museer.

Jeg skal også til Italien, og derfor vil det være passende at medtage en bog af den lokale forfatter Umberto Eco i form af hans Kirkegården i Prag. Jeg har gode forventninger til bogen, fordi alt, hvad jeg tidligere har læst af Eco, har gjort stort indtryk.

Heidi Laura

Lille og transportabel. Det er kriterierne for at komme fra stakkene af de hundredvis af bøger, jeg må se at få læst, over i den eksklusive sommerlæsningsbunke. Øverst i bunken ligger Rebecca Solnits Wanderlust: A History of Walking, en klassiker i det psykogeografiske bibliotek om sammenhængen mellem vandring, læsning og omgivelser, og Andrew Sean Greers splinternye roman Less om en falleret forfatters selvvalgte nomadiske liv. Jeg skal se frem i tiden med Peter Frases drilske Four Futures: Life after Capitalism og tilbage i tiden med en samling tekster af William Morris: News from Nowhere and Other Writings. Ja, Arts & Crafts-legenden Morris kunne ikke blot designe, men også skrive.

Faktisk skal jeg leve en hel del i fortiden, for både det danske forlag Sidste Århundrede og tjekkiske Twisted Spoon laver bøger lige efter mit hjerte og udgiver alt det smukke, dekadente og dunkle fra starten af 1900-tallet som de fineste små bøger. Jeg har Astrid Ehrencron-Kiddes Det sukker så tungt udi skoven og Jirí Karásek ze Lvovics A Gothic Soul i min sommerbunke, og skønt helt nutidig passer argentinske Samanta Schweblins lille roman Redningsafstand perfekt ind i dette gotiske selskab. I sommerlyset skal der læses dystert!

{embedded type="node/node_image" id="2681"}

Mikkel Bruun Zangenberg

Den alt for klimakatastrofalt hede danske sommer kan naturligvis kun benyttes til én litterær ting, nemlig at læse ord, der får det til at isne gennem hele kroppen. Mine nedkølingsfiktioner skal være de følgende: Hitlers Min kamp og som følgesvend Zions Vises Protokoller som repræsentanter for noget af det mest afskyelige, verdenslitteraturen har afsondret.

Som sval lindring efter disse nederdrægtige, giftige snebolde, vil det være tid til at fouragere i Novalis’ køligt og krystallinsk klare Blüthenstaub, hans aforismer fra det vilde laboratorium, den tidligt-romantiske tyske Athenäum-gruppe udgjorde. Hvis min hjerne da er gået kold, vil jeg gribe ud efter den italienske kunstfilosof Mario Perniolas essays i Art & Its Shadow, hvorefter det er tid til et livsvigtigt intermezzo, jeg har hver sommer: læsningen af omhyggeligt udvalgte, middelmådige krimier (forfatternavnene holdes her nådigt tilbage for ikke at såre); de skal ikke være for sindsoprivende gode, ej heller for tåkrummende ringe. Middelmådigheden sløver og dulmer så dejligt. Men den er også kvalmende i for store mængder. Derfor skal jeg slutte sommeren af med at genlæse Mary Shelleys Frankenstein, der som bekendt ender det eneste rigtigt interessante kolde sted på Jorden, nemlig Nordpolen, dengang klimakrisen endnu kun var en fjern, dystopisk drøm.

Lisbeth Smedegaard Andersen

Sommeren er til store bøger, som man kan gå ind i og forsvinde. Jeg vil begynde med et forfatterskab, som jeg kender, nemlig Inger Christensens. Anledningen er den nyudkomne verden ønsker at se sig selv med efterladte digte og udkast. Bogen er på 950 sider og kræver fordybelse – og pauser. Til pauserne har jeg den israelske forfatter Amos Oz’ Judas. Den har længe stået på min liste.

Når jeg bliver træt i armene, vil jeg læse Året af Tomas Espedal. Hans bøger handler ganske vist altid om det samme: sorg og tab og kærlighed, længslen efter at være to og behovet for at være alene, om skriften og sproget, ja, selve det at skrive. Men Espedal skriver utrolig smukt om sine egne erfaringer og i et stadigt samspil med litteratur, natur, omgivelser og årstider. I Året vandrer han i Norditalien i Petrarcas fodspor og fører undervejs en dialog med den gamle digter om det kun at elske én gang i sit liv. Espedals bøger er en blanding af poesi og prosa, de »giver at tænke« og lægger op til, at man indimellem lukker bogen og lader tankerne flyve om ikke til Italien så med svalerne ud over det danske sommerland.

Frederik Stjernfelt

På mærkelig vis fik jeg på et internetantikvariat fat i et ret billigt eksemplar af den store tibinds Histoire philosophique et politique des deux Indes fra 1780. Forfatteren er Abbé Raynal, men allerede i samtiden var rygtet, at den gamle Diderot havde skrevet betragtelige dele af det. Det er interessant, fordi det er en kritisk gennemgang af de daværende europæiske koloniimperier (de »to Indien’er« er Asien og Amerika) med blandt andet et stort afsnit af Diderot imod slaveriet. Jeg har ikke tænkt mig at læse det hele, men bevæbnet med en guide til Diderots bidrag glæder jeg mig til at pluklæse i det.

Så har jeg købt Salman Rushdies Det gyldne hus; det er længe siden jeg har fulgt med i det forfatterskab. Så er der kommet en grundig gennemgang af et berusende emne, The Beatles’ brug af rusmidler, under titlen Ridin’ So High. Så har jeg en stak amerikanske bøger om de nye problemer med techgiganterne på internettet, jeg må nok skove lidt i dem, før jeg finder ud af, hvilke der reelt er interessante.

{embedded type="node/node_image" id="2678"}

Adam Holm

Jeg skal vegetere under en syditaliensk palme i selskab med de nyligt afdøde. Ovenikøbet to af samme navn: Philip Roth og Philip Kerr. Førstnævnte stødte jeg på i slutningen af 1980erne, da jeg hev Portnoys genvordigheder ud af mine forældres reol. Jeg var øjeblikkelig solgt. Roths bog fra 1969, som i dag har karakter af en nyklassiker, viste sig at rumme alt det, mit liv kredsede om dengang: længselsfuld lyst til naboens datter, masturbativ opfindsomhed, jødiske kvaler og krævende voksne. Den vil jeg genlæse efter tre årtier, og så vil jeg samtidig kaste mig forslugent over en af de romaner i forfatterskabet, jeg har forsømt, Indignation. Den har længe stirret indigneret på mig.

Den anden Philip har ene mand bragt mig ud af min engang så krimofobe tilstand. Den eminent velskrivende britiske forfatter nåede før sin alt for tidlige bortgang at udsende endnu et værk i serien om Bernie Gunther, en uortodoks og meget lidt autoritetstro snushane fra Berlin.

Titlen er Greeks Bearing Gifts, et kendt citat fra Æneiden, og vanen tro har Kerr placeret sin hårdt prøvede antihelt midt i historiens stormomsuste øje. Hvis niveauet fra de foregående bind holder, får mine ishungrende sønner og æggende kone kamp til stregen.

Anna Karlskov Skyggebjerg

Familiesommerferien går i år til Amsterdam, hvor vi blandt andet skal se Anne Franks hus og museum, som netop er restaureret. Oplagt er det derfor at gøre Anne Franks dagbog: optegnelser fra baghuset 12. juni 1942 – 1. august 1944 til fælles læsning for familiens halvstore børn og voksne. Dagbogen blev første gang publiceret i 1947 og er oversat til 70 sprog (seneste komplette danske udgave udkom i 2013). Der er produceret store mængder børnelitteratur om Anden Verdenskrig, og alene på dansk findes mere end 160 romaner, noveller og billedbøger om perioden. Men selvom man allerede har adskillige fortællinger og retrospektive historiefortolkninger på repertoiret, forsvinder fascinationen af den autentiske stemme nok aldrig. Det bliver derfor interessant i praksis at afprøve, hvordan Anne Frank møder nutidens læsere på tværs af alle forskelle i miljø, tid og familiesituation.

Når jeg nu er i gang med at læse erindringer, kunne jeg tænke mig også at medbringe Stefan Zweigs Verden af i går. En europæers erindringer fra 1942. Efter i vinter at have set Maria Schraders film Stefan Zweig – Farvel til Europa mangler jeg at læse hans egne ord om den historiske periode, eksiltilværelsen, politikken og kunsten.

Lars Bukdahl

Altså, jeg har ikke tænkt mig at røbe, hvilket ekstremt pinligt hul – HULLER endda, FLERE primære værker! – i min læsning af stor, dansk prosa, jeg planlægger at råde bod på denne sommer. Det vil simpelthen være for pinligt og kritisk underminere min autoritet over for både læserne og min redaktør, hvis jeg sort på hvidt indrømmede det hul – DE HULLER! Men der er altså DEN BOG og DEN BOG og DEN BOG, og nu må jeg for syv søren omsider få dem læst.

I stedet vil jeg bruge pladsen på at opfordre alle andre til at udfylde deres huller i de mægtige prosaforfatterskaber, der ubændigt blomstrende nægter at visne, selvom forfatterne fra den uovervindelige 60er/70er-generation, nu alle er i deres 70ere (to af dem fylder 80 til næste år): Svend Åge Madsen, Henning Mortensen, Dorrit Willumsen, Kirsten Thorup, Jens Smærup Sørensen, Vibeke Grønfeldt.

Alle er de avantgardistiske realister og realistiske avantgardister, der gør ævlet om eksperimentets utilgængelighed totalt til skamme, thi alle har de formået at skrive mindst én kvantitativt folkelig bestseller, lige undtagen Vibeke Grønfeldt, som nok derfor er hende, flest mangler at læse mest af. Start nu – med, i tidens ånd, sci-fi-dystopien Det fantastiske barn!

{embedded type="node/node_image" id="2677"}

Ulrik Langen

Stablen på natbordet består af de bøger, som skal læses af lyst. Det vil ske, når ferien begynder. Først tre bøger, som min kone har bragt mig fra udlandet den seneste tid: Kazuro Ishiguros Never Let Me Go, Margaret Atwoods The Heart Goes Last og Garth Risk Hallbergs City on Fire. Den sidste har faktisk ligget i stablen i flere år, mens andre er blevet prioriteret og læst for næsen af den. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.

Den næste bog i bunken er Jonathan Taplins Move Fast and Break Things, som Frederik Stjernfelt bliver ved med at sige, at jeg skal læse. Sidst, men ikke mindst, ligger Dickens’ Oliver Twist og gør sig til. Det er mig selv, der har bestemt, at den skal genlæses. Nu må vi se.

Jakob Holm

Jeg har en dyb længsel efter USA, som jeg ikke får besøgt denne sommer. Derfor er landets nyligt afdøde kronikør Philip Roth selvfølgelig selvskrevet, i håb om at han kan dulme min nostalgi. Jeg er stor fan af Amerikansk pastorale, men har aldrig fået læst de næste to bøger i hans amerikanske trilogi (Jeg blev gift med en kommunist / En menneskelig plet). Nu er det tid!

Det er også tid til at læse Philip K. Dick. Jeg har aldrig læst en linje af ham, men mange, jeg kender, kan ikke få nok og kalder ham USAs mest visionære forfatter. Sommertid er derfor sci-fi-tid i år, men i den grad også novelletid, og jeg glæder mig vildt til Rick Bass’ For a Little While. New and Selected Stories, Thomas McGuanes Cloudbursts. Collected and New Stories, Joy Williams’ The Visiting Privilege. New and Collected Stories, Lucia Berlins A Manual for Cleaning Women. Selected stories og William Trevors Last Stories. De skulle selvfølgelig helst læses under stjernerne i Montana, hvor både Bass og McGuane bor, men Gilleleje kan sikkert også gøre det (eller William Trevors Irland).

Til sidst vil jeg læse Tim Shipmans Fall Out. A Year of Political Mayhem. Virkeligheden overgår fantasien i britisk politik. Ja, Shakespeare ville have haft uendelig meget stof til sine politiske dramaer, levede han i dag.

Kathrine Tschemerinsky

Om jeg finder tid til det denne sommer, vil jeg gerne læse Min farmors hus af den danske forfatter med det MSG-mættede navn Carl Erik Soya. Bogen, som udkom i 1943, beskriver et københavnsk klunkehjem omkring år 1900 med udgangspunkt i drengen Søren, også kaldet Sørmand, som i starten af bogen lige har mistet sin mor og derfor bliver sendt hen for at bo hos sin strikt excentriske farmor. Men undervejs forstår man, hvis jeg ikke husker forkert (jeg læste nemlig bogen en anden sommer for længe siden, hvor jeg besøgte min morfar, og der var sindssygt mange timer at slå ihjel), at fortællingen er barndomserindringer i retrospekt, og Min farmors hus er et forsøg på at rekonstruere de rum og de mennesker og den by, som var engang, men ikke er længere.

Bagefter vil jeg gå en tur i Indre By og besøge Nationalmuseets Klunkehjem, der i 1963 blev testamenteret til museet af de to ugifte søstre Gerda og Ellen Christensen og netop er fyldt med den slags kniplinger, bregner og velour, som bogen svælger i. Og så er lejligheden mørklagt for at beskytte hjemmets interiør, så dér er der ingen risiko for, at man bliver solskoldet.

Johannes Baun

I Sigrid Undsets hjemby, Lillehammer, var jeg til Sigrid Undset-dagene og hørte til en gallaaften et uddrag fra en musical om Sigrid Undset. Da jeg et par dage senere hørte Jan Kjærstad tale om Sigrid Undset, tænkte jeg, at jeg hellere måtte læse Sigrid Undset. Så nu har jeg bestilt Sigrid Undsets tre bind om Kristin Lavransdatter og bliver denne sommer derfor katapulteret tilbage til kvindeliv i 1300-tallets Norge. Det skal blive fint!

Om at gå i burka