FOR vores udenrigspolitiske æres skyld bør kulturminister Mette Bock holde sig hjemme fra sin ellers planlagte rejse til Rusland i forbindelse med VM i fodbold, hvor hun har i sinde at overvære landsholdets sidste gruppekamp den 26. juni mod Frankrig. Den skal hun hellere se fra et dansk TV, lyder det ifølge Berlingske fra adskillige partiers side, helt fra SFs Holger K. Nielsen og Socialdemokratiets Nick Hækkerup til politikere i selve regeringen som De konservatives Naser Khader og Rasmus Jarlov. Hun vil blive brugt som Putins propagandamaskine, hvis hun rejser, forlyder det fra kritikerne; vi kommer til at blåstemple et land og et styre, vi af flere grunde nærer et særdeles anstrengt forhold til i denne tid. Tænk på at vi har sendt tropper til Baltikum for at beskytte vores allierede mod den russiske trussel, som forsvarsordfører Rasmus Jarlov siger. Tænk på Krim og det østlige Ukraine. Tænk på fake news og indblanding i vestlige valg. Tænk på Syrien. Tænk på attentatforsøget på den udvekslede dobbeltagent i Storbritannien for nylig. Der er nok at tage af.
LIDT pauver protest, må man dog sige. Mette Bock selv undskylder sig med, at hun er der som repræsentant for det officielle Danmark for at støtte det danske landshold. Men ét er det åbne spørgsmål om, hvor smertefuldt det vil være for Putin ikke at få besøg af en med al respekt trods alt mindre betydningsfuld dansk minister. Noget andet, at protesten falder postfestum og er af et temmelig beskedent omfang. Vil de oprørte politikere virkelig skade Putin, undlod de at sende landsholdet. Det ville være et markant signal, og de kunne bruge nøjagtig de samme argumenter som i sagen om kulturministerens rejse, blot med langt større styrke. Med landsholdsspillerne er der jo virkelig nogle, der alene i kraft af deres tilstedeværelse kommer til at kaste glans over Putins regime.
OG det er sagens kerne: Så stort et offer vil de samme politikere ikke yde. Trods alt. Her går grænsen også for resten af de nationer i EU, hvis hold har kvalificeret sig til VM – selv England, hjemstedet for den seneste krise med Putin, sender sine spillere af sted. Selvfølgelig. Vi vil se fodbold. Men derved minder protesterne om så mange andre former for sanktioner mod Rusland. De skal helst ikke gå for meget ud over os selv.
FOR Danmark og resten af EU har der været mange år, hvor man kunne foretage langt værre og langt mere omfattende restriktioner, eksempelvis den mest oplagte at gøre sig mere eller mindre uafhængig af russisk gas. Det ville have gjort ondt på russerne, for hvem gas- og olieeksporten er af vital betydning, men det havde også gjort livet surt for europæerne, der så skulle til at finde andre, mere besværlige og sikkert dyrere energikilder. I stedet har man valgt myggestikkenes taktik. At undlade at sende Mette Bock af sted ville være et tegn på vores afmagt snarere end på vores magt.
SENT kommer denne spage protest også, alt for sent – og i dette tilfælde godt det samme. Det gør hverken fra eller til, om Mette Bock rejser af sted, hvorfor hun naturligvis skal være i sin gode ret til at indfinde sig på stadion til Danmarks sidste gruppekamp. Den næste måneds tid vil det handle om fodbold, ingen vil gå op i trætte politiske symbolmarkeringer, og når turneringen er slut, er det alligevel ikke værtslandets leder, der vil blive husket, men VMs ædleste tabere og eneste vinder. kw
