Ralf Hemmingsens navn og gerning som rektor for Københavns Universitet er uløseligt forbundet med danmarkshistoriens største videnskabelige svindler, hjerneforskeren Milena Penkowa. En uretfærdig skæbne, kan man hævde, for netop i Hemmingsens periode fra 2005 til 2017 udviklede landets førende universitet sig markant. Nye og topmoderne faciliteter som Mærskbygningen på Blegdamsvej og Niels Bohr-bygningen på Jagtvej har bidraget til at gøre Københavns Universitet til en internationalt orienteret forsknings- og uddannelsesinstitution, og KUA-byggeriet på Amager og samlingen i fire campusområder fandt også sted med Ralf Hemmingsen for bordenden.
Det er en karriere i toppen af velfærdsstaten, og derfor er det selvfølgelig også interessant, når den tidligere rektor i en slags erhvervsbiografi, skrevet af journalisten Jens Thomsen, retter en hård kritik mod et system, hvor ledere med indsigt i fagene er »skubbet væk fra chefgangen og erstattet af nye ideer om ledelse med adskillige kontrollerende, administrative lag« – læs: djøfere:
»I 1987 havde jeg som ung chef for en stor hospitalsafdeling direkte adgang til hospitalsborgmesteren, som endda selv mødte op for at se afdelingen. Som rektor på Københavns Universitet kunne jeg 30 år senere end ikke få en indholdsdiskussion med de ledende embedsmænd i ministerierne til trods for, at sagen vedrørte et vitalt emne for en samfundsinstitution med en omsætning på godt otte milliarder kroner om året,« beretter Ralf Hemmingsen i bogen Velfærdsstat på falderebet?, der udkommer på tirsdag.
Alligevel vil de fleste nok skynde sig at bladre frem til kapitel 13, der handler om Penkowasagen. For nok er videnskabelig svindel og uredelighed ikke noget enestående fænomen, men det er vist alligevel uden fortilfælde i verdenshistorien, at den uredelige forsker efterfølgende fabrikerer falske dokumenter for at bevise sin uskyld, lyver sin mor og søster døde og samtidig plejer nær omgang med landets videnskabsminister. For slet ikke at tale om en dekan, der via en opringning til et ikke-eksisterende telefonnummer til et ikke-eksisterende firma i Spanien bliver overbevist om forskerens uskyld.
Dekanen dengang hed Ralf Hemmingsen, og lad os tage den med telefonen først:
Forhistorien er, at et bedømmelsesudvalg havde underkendt Milena Penkowas doktordisputats blandt andet med den begrundelse, at de fandt det helt usandsynlig, at hun rent praktisk skulle have kunnet nå at udføre mere end tusind rotteforsøg. Som dekan faldt det i Hemmingsens lod i 2003 at undersøge den side af sagen, og det viste sig mere end besværligt.
Penkowa påstod, at rotteforsøgene var lavet af et privat medicinalfirma i Spanien, men hun og hendes advokat nægtede at udlevere dokumenterne, som kunne bevise påstanden, med henvisning til at forsøgene var omfattet af en fortrolighedsklausul. Penkowas opdagelser var nemlig så banebrydende, at firmaet ville udvikle et lægemiddel baseret på forsøgene, hed det, og så er total hemmeligholdelse et sædvanligt vilkår.
Efter flere møder og lange skriverier frem og tilbage måtte Ralf Hemmingsen til sidst true med, at det ville få tjenstlige konsekvenser for Penkowas ansættelse på Københavns Universitet, hvis hun ikke leverede den efterspurgte dokumentation for rotteforsøgene.
Og så kom den da også til sidst i form af en række officielt udseende papirer med logo og brevhoved, som det spanske firma angiveligt havde sendt til Penkowa med resultater af forsøgene – samt et telefonnummer til firmaet, så dekanen kunne ringe og få bekræftet, at alt var i sin orden. Og så var han overbevist.
»Jeg havde på det tidspunkt ikke fantasi til at forestille mig, at den ret overbevisende dokumentation var et falsum,« fastslår Ralf Hemmingsen i den nye bog.
Fortrydelser
Men et falsum var de, for i 2011 afslørede Weekendavisen, at papirerne var falske, og at firmaet i Spanien aldrig havde eksisteret. »Her må man sige, at pressen ved sin dybdegravning afslørede noget helt fundamentalt i sagen, noget, som ikke var faldet mig ind,« konstaterer han.
Men hvad så med telefonopringningen?
Da Ralf Hemmingsen otte år senere, da Penkowasagen var blusset op, skulle skrive et »erindringsnotat« til Københavns Universitets bestyrelse, huskede han forløbet, som om han havde talt om rotteforsøgene både med den forsker på universitetet i Barcelona, som Penkowa samarbejdede med – og som senere viste sig også at være blevet snydt af hende – og med netop det private firma i Spanien. Han huskede dog ingen detaljer om samtalen med medicinalfirmaet. I bogen vedgår han for første gang, at han måske slet ikke talte med nogen fra firmaet:
»I lyset af, at firmaet i Spanien senere viste sig ikke at eksistere, kan jeg ikke udelukke, at jeg i erindringen var kommet til at forveksle samtalen med en anden samtale, som var dokumenteret ved et telefonnotat, om dyreforsøgene med en forsker i Spanien. (...) Jeg kan kun beklage, at jeg ikke kan komme det nærmere.«
Ifølge Ralf Hemmingsen var Penkowasagen »den vanskeligste og mest belastende enkeltsag, jeg oplevede som rektor. Jeg er ikke uden medskyld i, at sagen blev så lang og hård. Havde jeg grebet ind tidligere, kunne den have været forkortet. Det var bare ikke til at se dengang, og jeg tvivler på, at andre kunne have set det,« mener han og uddyber:
»Det er klart, at hvis man havde administreret, som om enhver forvaltningsakt var en politisag, kunne vi nok have opdaget, at der var noget galt, men sådan kan man jo ikke forvalte et universitet, hvor forskningsfrihed og tillid er bærende søjler.«
Hemmingsens håndtering af sagen blev dog mødt af voldsom kritik, og mon ikke han kan takke en meget forstående universitetsbestyrelse for, at han fik lov at blive siddende som rektor? I hvert fald er det et faktum, at et stort antal akademiske medarbejdere og fremtrædende forskere på et tidspunkt offentligt forlangte, at han skulle gå af.
»Jeg opfatter egentlig ikke deres kampagne som en personlig hævnakt mod mig – den var nok snarere et udslag af det store commitment og den ærekærhed, som forskerne med rette havde på universitetets vegne, og som rektor skal personificere,« siger Ralf Hemmingsen i bogen: »Det krænker jo integritetsfølelsen, når sådan noget sker i et forskningsmiljø, og så kommer der en reaktion: ’Hvem har ansvaret for at forhindre, at den slags sker? Det har ledelsen, og derfor skal vi skyde på den.’ Det er en mekanisme, der sådan set er logisk nok. Jeg havde selvfølgelig hovedansvaret for forvaltningen af sagen, men jeg blev nok også i en eller anden grad projektionsfigur for fortrydelser, som nogle måske fik, særligt i forskningsmiljøet omkring Milena Penkowa.«
Fantasien rakte ikke
Alligevel må det den dag i dag undre, at han ikke studsede over at kunne gå til fest med Penkowas familiemedlemmer, når han for længst havde fået at vide, at de var døde.
Da hjerneforskeren i 2003 – lidt sent – skal svare på bedømmelsesudvalgets kritik af hendes doktordisputats, skriver hun nemlig til dekanen:
»Jeg ville umiddelbart aflevere mit svar så hurtigt som muligt, men jeg afleverer i dag onsdag d. 28.05.2003. Jeg har ikke kunnet gøre dette endnu tidligere pga. en meget ulykkelig hændelse i min familie. Onsdag d. 14. maj forulykkede min mor og min søster i Belgien i bil, hvorefter jeg har brugt meget tid på hospitalet og især begravelsen.«
Både moderen og søsteren var dog til stede, da Penkowa i 2009 modtog EliteForsk-prisen, og det var Ralf Hemmingsen også.
»Selv om jeg muligvis har hilst på moderen eller begge kvinder, koblede jeg ikke dette med den flere år gamle påstand om død og elendighed. Dertil rakte min fantasi simpelthen ikke,« forklarer han nu.
Men faktisk var det ikke første gang, Ralf Hemmingsen var i selskab med de angiveligt afdøde familiemedlemmer. Det nævnes ikke i bogen, men da Milena Penkowa i 2006 endelig blev doktor efter at have afleveret en ny disputats, uden de omstridte rotteforsøg, deltog han nemlig også i hendes disputatsfest.
Moderen og søsteren deltog også, og øjensynlig må den senere rektor have været travlt optaget af nogen andre eller noget andet, for det var ved den lejlighed, at Penkowas mor tidligt under festen holdt en tale og afslørede sin gave. Det var et maleri af datteren.
Jens Thomsen: Velfærdsstat på falderebet? Ralf Hemmingsen – elev, læge og leder i et samfund under forandring. 249 sider. Gyldendal. Jens Thomsens bog om Ralf Hemmingsen udkommer på mandag.
