MOSKVA – For et par dage siden sagde den tidligere russiske landsholdsspiller Andrej Kantjelskis det, mange af hans landsmænd tænker, men ikke bryder sig om at høre før aftenens åbningskamp mod Saudi-Arabien på Lusjniki Stadion.
»Vi er bekymrede, fordi dette er det værste russiske landshold i min levetid. Der er problemer på holdet, og der er dygtige spillere, som ikke bryder sig om at spille for landsholdet på grund af uoverensstemmelser med landstræneren,« sagde den 49-årige Kantjelskis, der selv nåede at repræsentere både Sovjetunionen og Rusland.
Udtalelsen faldt i Daily Mail. I de forgangne dage har de russiske medier været fulde af fodbold; Messi, Ronaldo og Neymar, de imponerende stadioner, de russiske landsholdsspilleres barndomsminder om VM og lokalbefolkningens benovelse. I går præsenterede dagbladet Sport-Ekspress en sukret reportage fra Sotji, hvor snesevis af byens yngste havde iklædt sig gult fra top til tå for at hylde de fornemme, brasilianske gæster. Landets eget hold håndteres derimod med beskyttelseshandsker. Ingen har lyst til at kradse i et åbent sår.
For Kantjelskis har fuldstændig ret. Værtsnationen er i en rædsom forfatning, verdensmesterskabets svageste målt på FIFAs verdensrangliste, hvor russerne indtager en 70.-plads. Holdet er uden sejr i syv landskampe og har formået at score bare to mål i fire opgør i 2018. Landstræner Stanislav Tjertjesov mangler det meste. For eksempel dygtige forsvarsspillere. Ruslan Kambolov har meldt afbud med en dopingdom hængende over hovedet, og Georgij Dsjikija og Viktor Vasin er ledbåndsskadede. Tjertjesov har været nødt til at overtale den ellers landsholdspensionerede Sergej Ignasjevitj (38 år) til en sidste, træt tørn. Længere fremme på banen ser det ikke bedre ud.
Venstrekantspilleren Dmitrij Kombarov og Zenit-forwarden Alexander Kokorin er ude med knæskader, og i de to seneste testkampe mod Østrig og Tyrkiet er gamle Jurij Sjirkov startet på banen. På den centrale midtbane har landstræneren som altid valgt at se bort fra Igor Denisov, Ruslands mest selviscenesættende og herskesyge fodboldspiller. De to er svorne uvenner fra deres fælles fortid i Moskva-klubben Dynamo, hvor Tjertjesov i en af mange ophedede diskussioner truede med at brække nakken på sin spiller. Landstrænerens store problem er imidlertid, at ingen af afløserne – hverken Denis Glusjakov (som end ikke klarede cuttet til den endelige 23-mandstrup) eller Daler Kusjaev – er i nærheden af Denisovs niveau.
Det siger en hel del om anspændtheden og perspektivet, at Tjertjesov har planer om at gemme holdets bedste spiller, midtbanemanden Aleksandr Golovin, ud på venstrekanten. Golovin er til daglig spilskaber for sin klub CSKA Moskva og sættes i forbindelse med et skifte til Juventus, men på det frygtsomme landshold er inspiration noget, der helst skal foregå langt fra de centrale, mest sårbare områder. Tanken er kendetegnende for en fodboldkultur, der krymper sig, og det nemmeste i verden er da også at drømme sig tilbage til dengang i det forrige århundrede, da russisk fodbold var en magtfaktor. Da Sovjet-mennesket skød brystet frem og tog kampen op med Vesten; dengang man i Kijev og Moskva satte sig i respekt med en både ekserceret og seværdig spillestil.
»Fodbolden var bedre organiseret i gamle dage. Vi havde et rodfæstet system, men da Sovjet gik i opløsning, faldt vores fodbold sammen. I dag er niveauet meget lavt, i dag er der kun problemer,« udtalte Kantjelskis i Daily Mail, men han tager fejl.
Russisk fodbolds sammenbrud er af nyere dato. For bare ti år siden stod det store land med en gylden generation. CSKA Moskva vandt UEFA Cuppen i 2005, og Zenit vandt Europa League i 2008. Samme år nåede det russiske landshold EM-semifinalen med navne som Arsjavin, Sjirkov og Pavlutjenko, alle mellem 22 og 27 år og på kontrakt i hjemlandet.
Succesen sendte profilerne til den engelske Premier League, men de fandt sig aldrig til rette og vendte hurtigt hjem til den russiske liga, der i mellemtiden var kommet til penge – de fleste klubber med en hovedrig mæcen som magelig garanti. Kombinationen af høje lønninger og lave ambitioner viste sig at være fatal. De store spillere blev ældre og stadig mere uinteresserede, mens klubberne i Moskva og Sankt Petersborg opgav at udvikle den næste generation af topspillere og stillede sig tilfredse med at få nådige stryg i de internationale turneringer.
I dag er den russiske fodboldkultur løsnet fra det internationale kredsløb – kun to spillere i Tjertjesovs trup (og bare fire af de 63 senest udtagne) optræder i udlandet – mens de fleste af landets klubber for længst har hyret mellemgode sydamerikanere til at skabe chancerne og score målene. Tilbage står et afpillet, blytungt landshold, der kun har vundet fem af de seneste 19 kampe, og som i aften skal møde Saudi-Arabien her i Moskva.
Modstanderen i åbningskampen er både en velsignelse og forbandelse. Ingen af saudierne har erfaring fra højeste niveau. Landstræner Juan Antonio Pizzi tiltrådte i november og taler ikke arabisk, mens flere af spillerne ikke taler engelsk. På syv år har Saudi-Arabien haft syv landstrænere med fem forskellige nationaliteter. Der er faktisk muligheder for russerne, gode muligheder. Større er dermed også den mulige fiasko.
Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen vil hver dag under hele VM analysere og kommentere på Weekendavisen.dk/fodbold
Se også alle de originale VM-bolde fra 1930 til 2018 her.
