Under snevejret i marts var jeg ude at holde foredrag på en københavnsk folkeskole. Eleverne sad indenfor og skuttede sig, mens deres lærere med stigende stemmeføring prøvede at få dem ud til frikvarter. Jeg spurgte nogle 4.-klasser, om de vidste, hvad »vikingerne« gjorde om vinteren. De svarede ganske, som jeg forventede: »De gik udenfor i sneen«, og så kunne jeg komme med belæringen: »Nej, de sad indenfor og hyggede sig i varmen«.
Børnenes svar er sigende for den almindelige opfattelse af, hvad vikinger er: overmenneskelige skikkelser, der blandt andet er immune over for kulde, og desuden har de stort hår og skæg. Men danskerne er ikke vikinger, og de fleste har aldrig været det. Alle, som drømmer om langskibe og runesten, fortjener, at vi holder »vikingerne« udenfor, når vi fortæller historien om den skandinaviske ekspansion i middelalderen. Nutidens vikingebegreb er en historieforfalskning fra 1800-tallet. Det har en belastet fortid, det er uden historisk forklaringskraft, og det forhindrer os i at forstå, hvad der faktisk foregik for 1.000 år siden.
Ordet »viking« var i brug dengang, men ikke så ofte og ikke i den betydning, vi i dag forestiller os. Det betød simpelthen sørøver, og det var ikke forbeholdt skandinaver. På runesten står der om folk, der døde, mens de var »i viking«, og i sagaerne kan vi læse om vikinger fra såvel Skandinavien som fra Estland, Sortehavet og Marokko.
Fra sidst i 700-tallet og til et godt stykke ind i 1200-tallet ekspanderede de skandinaviske befolkninger ud over det nordlige Europa. Det var en ekspansion, som primært var rettet mod de britiske øer mod vest, mod østersøområdet, og de russiske flodsystemer mod øst. Desuden blev blandt andet Island og Grønland koloniseret, og der var ekspeditioner til eksempelvis Nordamerika, Nordafrika og Hvidehavet.
Hvordan kunne de relativt små befolkninger i Skandinavien slå så store buler i Europas historie? Det spørgsmål har forskere søgt svar på i århundreder, og i 1800-tallet kom både videnskabsfolk og kulturpersonligheder frem til, at det skyldtes en særlig vikingeånd, som havde hjemme i de nordiske folk. Ordet »viking« blev gjort til en etnisk betegnelse for skandinaver i stedet for at være en jobbeskrivelse.
Denne nye betydning af begrebet rummede ideen om en iboende nordisk overlegenhed, som gjorde ekspansionen mulig. Det blev en populær forklaring. Den forsikrede nemlig også danskerne om, at selv om deres land var lille og medtaget efter 1864, havde de stadig vikingeånden i sig og ville derfor bestå som folk.
»Viking« blev i 1800-tallet et ideologisk begreb i nationalismen, et begreb der samlede den nationale idé om en evig sammenhæng mellem sprog, territorium og etnicitet.
Tanken om, at nordiske folk er stærkere og åndeligt overlegne i forhold til andre etniciteter, var alment accepteret ikke kun i Danmark, men over store dele af Europa i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet. Først omkring maj 1945 blev den idé manet i jorden. En rest af ideen lever dog videre i den almindelige opfattelse af vikingerne. Da DR skulle bruge en »vikingesang« til årets Melodi Grand Prix, gik man målrettet efter en sanger, der levede op til billedet af den langhårede, langskæggede viking.
Som fagfolk puster vi selv liv i disse karikerede vikingeskikkelser, hver gang vi bruger ordet forkert, som en etnisk betegnelse for skandinaver i stedet for som et gammelt ord for sørøvere.
En anden fare ved at bruge 1800-tallets vikingebegreb er, at det tilsyneladende rummer en forklaring på den skandinaviske ekspansion.
Ideen om vikinger som overmenneskelige krigere giver for en dagligdags betragtning en forklaring på den skandinaviske ekspansion: selvfølgelig tog de ud og plyndrede og erobrede, de var jo vikinger, og det er sådan, vikinger gør. Det er en cirkelslutning, men den er populær.
Men hvis ikke det var en særlig vikingeånd, der var skyld i ekspansionen, hvad var det så?
Det var i realiteten en kombination af tre overordnede faktorer, som jeg beskriver i bogen Sølv, blod og kongemagt – Bag om vikingemyten, som udkommer 28. maj. De tre faktorer er handel, dynastier og kongernes forsøg på at centralisere magten.
Handelen vuggede over havet i de slanke, klinkebyggede skibe, som fra omkring midten af 700-tallet fik monteret store, firkantede sejl. Sejlet gjorde skibene dyrere, men sejltiderne kortere. Hver eneste stormandsgård og handelsplads i Nordeuropa rykkede med ét slag tættere på hinanden, så handel blev hurtigere og mere profitabel end nogensinde før. Handelsnetværk groede frem langs de russiske floder og forbandt Østersøen og Sortehavet. Herfra skød de videre til Kaliffens rige i Bagdad og slog sig til Silkevejens transporter af krydderier og silke fra den fjerneste orient. I den anden ende hæftede netværket sig på handelspladser i Frankerriget og de britiske øer og blev det første større handelsnetværk i Europa, som opstod uden for det gamle romerriges grænser.
Skibene var ladet med eksotiske varer som elfenben fra hvalrostænder og pelse fra polarræve eller mere simple hverdagsgenstande som slibesten og maltet korn, hvis ikke det var luksusgenstande som glasperler, smykker, honning, bivoks, drikkeglas, vin, frugter, nødder samt en hel del slaver.
Store sølvskatte fundet overalt i Skandinavien viser, at handelen efterlod et betydeligt overskud hos de lokale stormænd. De var en samfundsmæssig elite med en aktiv voldsetik, så de investerede overskuddet i social prestige, som de gennem vold omformede til politisk magt. Eller mere enkelt sagt: De sloges, som de plejede, men nu på et meget større budget.
Hvad var der så at slås om? De politiske systemer over hele Europa hvilede på fyrsternes held til at få drengebørn. Et begrænset antal drengebørn til hver stormand var det ideelle, for så kunne lande og riger gå nogenlunde uproblematisk i arv fra den ene generation til den næste. Det ser man for eksempel på Alfred den Stores slægt i England, som sad forholdsvis stabilt på magten fra slutningen af 800-tallet og op til omkring år 1000. Når barselssengens lodder faldt heldigt ud, gav det politisk stabilitet, og der var kun få skandinaviske angreb på England i den periode.
Anderledes i Frankerriget. Mens Karl den Store regerede, var de skandinaviske angreb på hans frankerrige få og små. Men da hans tre børnebørn fra omkring 830rne og mange årtier frem begyndte at tage forskud på deres arv, tog de skandinaviske angreb til. Den type angreb på politisk splittede naboer var i øvrigt ikke noget skandinavisk fænomen. Angreb og plyndringer hos svækkede nabofyrster var dagens orden i hele Europa i det meste af middelalderen. For de skandinaviske herskere betød de nye smarte skibe blot, at nabo-begrebet blev udvidet betydeligt. De nordiske fyrsteslægter var naturligvis heller ikke forskånet for den dynastiske svaghed: Da Knud den Store døde i 1035, var hans slægt stadig blandt de mægtigste i Europa. Mindre end ti år senere var alle hans direkte efterkommere døde af uheld og sygdom, og hans naboer fra Norge til Normandiet stod klar til at kaste sig over hans efterladte kongeriger. Afhængigheden af mandligt afkom var en politisk tilfældighedsfaktor i Europas middelalder, og de nordiske fyrster både udnyttede og led under den svaghed.
Endelig var der ambitiøse stormænd i Norden – og i resten af Europa – som fra 900-tallet og fremefter kaldte sig konger og satte flere og flere kræfter ind på at konsolidere kongemagten. Frem for et herredømme bygget på stormændenes loyalitet og venskab med kongen, ville de centralisere magten omkring kongedømmet som institution. Det førte til en permanent magtkamp, der løber gennem hele middelalderhistorien: En tovtrækning mellem kongen og stormændene, om hvor central eller decentral magten skulle være. Kong Harald Gormssøn, som trods sit populære tilnavn ikke havde nogen blå tand, prøvede med runesten i Jelling og trelleborge over hele riget at centralisere magten omkring sig selv. Stormændene hev i den anden retning, og de hev hårdest. Harald blev dræbt i et oprør, og hans borge gik op i flammer sammen med den drøm, han havde formuleret på den store jellingsten, om at samle »Danmark al«. I dag kaldes stenen somme tider for »Danmarks dåbsattest«, men så må vi sige, at danskerne ikke tog godt imod den.
I magtkampen mellem konger og stormænd endte taberne tit med at søge væk fra de vante kyster og blev på den måde en faktor i den skandinaviske ekspansion. Norske stormænd flygtede til Færøerne og Island, og kong Harald Klak tog i 820rne til Frisland for at undslippe sine rivaler Godfredsønnerne, som havde taget kongemagten i Danmark fra ham.
De tre faktorer tilsammen forklarer den skandinaviske ekspansion. Da der i 700-tallet kom sejl på skibene i Norden, gav det længere rækkevidde og flere indtægter fra handel – og fra plyndringer.
Det gav også de skandinaviske herskere større rækkevidde, når de ligesom alle andre europæiske fyrster udnyttede stridigheder blandt naboernes fyrsteslægter. Samtidig drog taberne i den konstante tovtrækning mellem konger og stormænd ofte i sikkerhed over bølgerne. På den måde kan historien om den skandinaviske ekspansion uden at bruge v-ordet: Vikingetiden bliver bedre uden vikinger.
Men hvad skal man så sige i stedet for »vikinger«? Grundlæggende er det fint at sige vikinger, når man mener vikinger; det vil sige sørøvere og pirater. Dem var der trods alt også nogen af dengang, og det har der været både før og siden. Derudover siger jeg som regel »den skandinaviske ekspansion i Middelalderen«, og hvis man synes, det er for besværligt at sige, så kan man holde sig til formuleringen »nordisk middelalder«.
I fagkredse er det ikke nyt, at v-ordet er belastet. De fleste forskere bruger begrebet yderst forsigtigt. I 2016 lancerede arkæologen Henriette Syrach Lyngstrøm ordet »stål-alder« for at blive fri for at sige »vikingetid« om perioden 800-1050. De faggrupper, der holder hårdest fat i v-ordet, er formidlere som museumsfolk og journalister.
Nutidens »viking« blev skabt som et ideologisk begreb i 1800-tallets nationalisme, og den opfattelse dominerer stadig. Bare se, hvordan det bliver brugt til sportsbegivenheder. Nazisterne misbrugte ikke vikingebegrebet, de brugte det i præcis den hensigt, det var skabt; som en idé om en iboende nordisk overlegenhed, og nazisterne prøvede i deres politik at føre den idé til sin logiske konsekvens.
I dag kan man godt sige »viking« uden at være racist, men når man har et begreb, som er velegnet til at rekruttere SS-soldater, er det rimeligt, at man nøje overvejer, hvordan man bruger det.
Anders Lundt Hansen: Sølv, blod og kongemagt – Bag om vikingemyten. Udgivet af Gyldendal. Udkommer 28. maj.
