LEDER

De nye præster

LARS von Trier sagde i et interview for nogle år siden, at han var holdt op med at »drille folk« på grund af »hele Hitler-affæren« – Cannes-festivalen for syv år siden, hvor han ytrede, at han »forstår Hitler« og dernæst blev bortvist. Heldigvis er han kommet på bedre tanker.

TRIER har til en vigtig birolle som djævlen i sin nye film valgt skuespilleren Bruno Ganz, der portrætterede ­Hitler i filmen Der Untergang. Man har ikke kunnet se på billederne af Lars von Triers aktuelle filmhold i Cannes uden at tænke på, at han nu er vendt tilbage i selskab med Føreren himself. Hvilket overskud: At få alle til at diskutere kunst, kultur, køn og identitet og hele instruktørens værk – og samtidig gøre lidt grin med det hele. Lars von Trier er utvivlsomt glad for anerkendelse, men Cannes-festivalen gør ham ikke større – det er omvendt: Lars von Triers værk er større end den samlede filmverden i Cannes.

GENNEMBORER stor kunst til alle tider aktuelle forestillinger om verden, må man sige, at der særligt er brug for den egenskab i disse år. Som den nu afdøde forfatter Tom Wolfe sagde det: »Den offentlige etik kommer ikke længere fra præsterne, men fra akademikerne.« Hvor kunsten før i tiden blev censureret af religiøse og konservative moralvogtere, bliver den i den vestlige verden i dag truet af en ny form for ensretning: Identitetspolitikkens inkvisition, der primært kommer ridende fra venstrefløjen, altid på jagt efter kunst, der fornærmer, nedgør eller blot antydningsvis angriber minoriteter, oftest sorte eller brune af begge køn, kvinder i alle farver, seksuelle minoriteter og naturligvis også religiøse mindretal. Når den formastelige kunst er spottet, skal den forbydes eller druknes i protester.

TIDENS urørlige dogmer blev af Tom Wolfe omtalt som fictions ­absolute – de fænomener, alle i en gruppe er enige om: Kvinder og sorte er ofre, mænd er magtfulde, muslimer er undertrykte, Trump-vælgere ubegavede osv. Men dogmatiske sandheder, der forholder sig til kollektiver, er helt uinteressante for kunsten. Er det virkelig nu bevist, at Lars von Trier er misogyn, kvindehader, som et internationalt tidsskrift mener? Eller er hans nye film ­snarere en fortsat undersøgelse af ondskab som æstetisk udtryk og menneskelig egenskab, ikke mindst i forholdet mellem kønnene? Hans to bedste film, Breaking the Waves og Antichrist, undersøger det verdens- og menneskesyn, at man kan rense alt menneskeligt rod og uføre med vold; viske tavlen ren med blod. Hans egen yndlingsfilm Dogville handler direkte om, hvordan et enkelt menneske – en flygtning, endda – udsættes for et samfunds kvælende, ensrettede regler og normer.

UBÆRLIGE moraldogmer burde kunsten jo have vænnet sig til, men alligevel har det larmende mindretal, der konstant er under vred og protesterende udvandring fra en biograf, et museum, et teater, stor indflydelse. Kritikere stjal i sidste uge al opmærksomheden omkring teaterforestillingen White Nigger/Black Madonna med krav om bodsgang og ­anger. Til et debatmøde med de rystede teaterfolk krævede kritikerne at blive fri for den »raciale vold«, der ligger i teaterforestillingen. I Sverige blev årets Nobelpris i litteratur aflyst i en storm af kønsmoralsk ballade omkring Det Svenske Akademi. Også i Sverige fik den mest oplagte kandidat til et professorat i litteratur ikke jobbet på grund af sine kulturkonservative holdninger. ­I USA får Brooklyn Museum hård kritik for at ansætte en hvid person som kurator for afrikansk kunst. Her i landet påstår forfatteren Merete Pryds Helle, at regeringens dårligdomme kan forklares med, at den kun består af »hvide mænd med briller«.

IDENTITETSPOLITISKE bevægelser opstod som bekendt i 1960erne som en lille del af borgerrettighedskampen. Men hvor den som udgangspunkt handlede om politisk og juridisk ligestilling, har den rene identitets­politik ædt sine børn i en sådan grad, at den ikke bare definerer venstrefløjen, men hærger overalt. Også store dele af den nationalistiske højrefløj i USA abonnerer på selv samme kollektive offerbesværgelser, hvor det at være undertrykt giver moralsk overlegenhed: Vi er undertrykte og har derfor ret til vores våben, vores sydstatsflag, vores fordomme, vores truede hvidhed.

DOGMER om filmproduktion var engang Lars von Triers forsøg på at sætte filmen fri. Dogmer om politik, køn og samkvem mellem mennesker er det modsatte, ufrihed, i bedste fald klicheer, i værste fald vold og fascisme. Det er en dybt menneskelig egenskab at ville orientere sig mod disse ensrettende livsdogmer, og det er lige præcis dem, Lars von Trier og andre gode kunstnere lever for at ødelægge. Lars von Trier er ikke en stor livsnyder, men man må håbe, at han dog kan nyde de gode anmeldelser af hans film – og at det endnu en gang lykkedes ham at vise, at intet, selv ikke dumhed, kan overvinde stor kunst. kras

Side 14