Leder

Ulvetider

ULVEN er et af tidens varmeste samtaleemner. Tænk engang. 200 år efter at den sidste ulv blev nedlagt, er Danmark igen ulveland. Forleden blev en ulv skudt ved Ulfborg. Senest, en jæger i Danmark fik ram på en ulv, var i 1813 ved Estvadgård ved Skive. I dag er der ulve mange steder i Jylland, dagligt fortæller folk, at de har set ulve, landmænd om deres dræbte eller skræmte dyr. I gamle dage var man helt bevidst om ulvens stærke symbolværdi. Med god grund: Den kunne jo med et slag fjerne livsgrundlaget for en bondefamilie. Siden middelalderen har ulven derfor symboliseret det onde selv, og i nordisk mytologi jager de jættefødte ulve Skoll og Hate henholdsvis solen og månen.

ER ulven i dag ikke symbol på djævel eller jætter, er den forunderligt nok blevet et tegn – eller rettere symptom – på vor tids virkelige elendighed. Tag nu den absurde debat på sociale medier, hvor ulve-fortalere og ulve-modstandere skændes som børn i en børnehave, kalder hinanden barbarer og fjolser. Det ville være morsomt, hvis det ikke var, fordi stadig flere vigtige debatter føres på denne barnagtige måde, hvor principper og dogmer er frosset fast, og ingen mors sjæl bliver klogere på modpartens holdninger.

ENDNU en dårligdom er den mærkværdige modsætning mellem eksperter og almindelige mennesker. Eksperterne bedyrer igen og igen, at ulvene er helt ufarlige for mennesker. Risikoen for angreb er så lille, at man ikke kan sætte tal på, lyder det, ulve er meget sky og angriber slet ikke mennesker (medmindre de har rabies). Heroverfor står de mennesker, der lever med ulvene, hvis kreaturer bliver skræmt, ikke bliver drægtige og holder op med at være i brunst. Det er to forskellige verdener, by og land, elite og folk, trættende modsætninger. »Hvis der kommer et ulvekobbel her, vil jeg skide en snemand,« som én sagde til denne avis sidste sommer.

I København præsenterer politikerne sig med mere elendighed, et ekko af den folkelige diskussion. Naturelskerne på venstrefløjen vil bare have ulv. Fordi! »Den kedelige danske natur« bliver mere »dynamisk og spændende, hvis vi får flere vilde dyr« (Alternativet). Det er en »ærgerlig skræmmekampagne, og den er stupid og trættende« (Enhedslisten). På den anden fløj opfordres folk til at skyde ulve i selvtægt. Og de ansvarlige midterpartier siger ikke rigtig noget.

DAG ind og dag ud diskuteres på denne hovedløse måde problemer, der kunne løses ganske fornuftigt. Sagen er, at der er ulve i Danmark igen. Det burde ikke overraske, da dyret har levet i Danmark i 13.000 år med korte pauser. Og alle dage har myndighederne ønsket at regulere – altså udrydde ulven. Christian IV beordrede, at »enhver, der havde nogen Jagtrettighed paa sit Gods i Jylland, tre Aar efter hinanden uden ringeste Undskyldning skulde levere tre Ulveskind paa Kongens Tøjhus«. Da den sidste ulv blev skudt i Ulfborg i 1813 blev jægeren belønnet og dyrets skind hængt op på rådhuset.

ET ønske fra ulvevenner er mere natur til Danmark. Men der er ingen natur her i landet. Vi begyndte at rydde skoven for 6.000 år siden og blev helt færdige i 1800-tallet. Vi er verdens mest opdyrkede land – mark og by med få udlagte dyrehaver. Nu er ulvene tilbage, men det, der fik Christian IV til at skyde ulve, gælder stadig: Ikke at de spiste mennesker, men de var en plage for landmænd – og deres efterkommere: Som en medarbejder ved en golfklub ved Holstebro udtrykte det: »Hvis jeg havde set ulven på golfbanen, ville jeg ikke sige det, for så kommer der ingen golfspillere længere.« Det problem har de allerede i skovbørnehaver, hvor børnene ikke længere sover ude.

SYMBOL og tegn på menneskets natur kommer i mange former, og ulven træder her virkelig i karakter: som symbol på vor tids hang til pjat og pjank og drømme om stenaldernatur langs motorvejen. Ulven er tilbage, hvilket man kan fascineres over i et stykke tid, og når man er færdig, kan man konstatere, at vores lillebitte land ikke har skove og bjergområder som i Polen, Nordspanien eller Canada, hvorfor de danske ulve vil slå sig ned i baghaver og omkring landbrug. Man kan også spørge sig selv, hvad det ville betyde for ens egen nattesøvn, hvis man havde alle sine får (eller børn) klos op ad et kobbel ulve. Derfor må myndighederne gøre det samme, som de plejer, eller – rettere – plejede: opføre sig som myndigheder og løse problemet. kras

Opdateret: I lederen stod oprindeligt, at den sidste ulv i Danmark blev nedlagt ved Ulfborg i 1813. Den pågældende ulv blev skudt ved Estvadgård ved Skive.