Ædle vilde. Forfatteren Kim Leine er blevet en form for missionær, der lover evig frelse i det hinsides, hvis bare Grønland får sin selvstændighed.

Populisten Leine

I Kim Leines nye roman, Rød mand/Sort mand, spreder Gud og kongens udsendte død og ødelæggelse både over sig selv, og over dem de er sendt ud for at frelse. Vi møder den samme kombination af danskernes dekadence, amoral og kynisme, som vi blev vidne til i Profeterne i Evighedsfjorden. Også i Rød mand/Sort mand er den hvide mands religion kulsort. Kompromisløs og grusom i sin selvretfærdighed strøer den ene, hvide hovedperson, i bogen kaldet Sorte mand, om sig med øretæver, eder, forbandelser og trusler om evig fortabelse i flammehavet, hvis ikke »de vilde« underkaster sig uforbeholdent. Den hvide mand bringer sygdom og død over den oprindelige befolkning, og den Sorte mand takker derefter sin Gud og Herre for denne retfærdige straf over de vildes vranglære og utugtige liv med flere koner.

Mens man skal lede længe efter sympati for den Sorte svovlprædikant, er Leines kærlighed til grønlænderen, den Røde mand, til at få øje på. Som forfatteren selv ser den Røde mand alting klart og tydeligt. Den Røde mand er brutal, men har ret. Den Sorte tager fejl. Således har den Sorte mand kun ord og øretæver at byde på, mens den Røde mand gives åndemanerens evner. Han kan rejse til havets moder på bunden af havet, ind og ud af missionærens kone i ægtesengen og til en dansk konges bukselomme. Så langt så godt. Fiktion er fiktion, og det går over stok og sten.

Men Leine er blevet mere end en forfatter, der skriver romaner om Grønland. Han er også en, der lyttes til, og hvis meninger tilskrives indsigt og forstand. En ekspert og meningsdanner. Således også af Adam Holm i Weekendavisen d. 9/3. Her svinger Leine sig op på den høje hest og kaster et blik på fremtiden for Grønland. Her bliver det tydeligt, at Leine selv er en form for missionær. Han tøver således ikke med at iføre sig den Sorte mands præstekjole og love evig frelse i det hinsides. Vi forstår på Leine, at når blot grønlænderne kaster lænkerne af sig, så vil alle landets problemer forsvinde sammen med tyrannerne. Bag Leines røgelse og myrraskær forsvinder konsekvenser af de ufatteligt mange seksuelle overgreb på børn og unge, den ødelæggende sociale ulighed (skønt landet er blevet ledet af det socialdemokratiske søsterparti Siumut i 35 år), det fortsat meget lave uddannelsesniveau, en på mange måder problematisk politisk kultur og ikke mindst det over 3,6 milliarder kroner store hul i den grønlandske statskasse, der vil opstå, når bloktilskuddet bortfalder (ca. 55 procent af statskassens indtægter i 2017).

På trods af alt dette ser Leine, at et selvstændigt Grønland vil stå som et stærkt, ædelt og smukt land, ja, faktisk sandsynligvis »verdens mest berømte land«, hvor levestandarden for »en kort stund vil falde« men derefter hurtigt vil stige igen, som det så smukt beskrives. Et lille bump på vejen. Ren poesi.

I andre dele af menneskets historie har kulturmøder affødt positiv udvikling. Men tydeligvis ikke i Leines univers. I Rød mand/Sort mand er den danske og grønlandske kultur uforenelige. Den depraverede danske og den ædle vilde er modpoler, og det møde fører uundgåeligt til den ægte og oprindelige kulturs undergang. »Det er danskerne, der ødelægger alt«, som missionæren Hans Egedes ene søn formulerer det i romanen.

Dette fremgår tydeligt i historien om de to grønlandske drenge Frederik Christian og Carl, der vokser op som danskere og derfor mister alt. De udgrænses og latterliggøres af både deres egne og af danskerne. Frederik Christian, der som en af de få finder vej til den Sorte mands hjerte, ender sit liv med halsen skåret over. Carl, der er den eneste grønlandske dreng, der vender tilbage til kolonien fra Danmark, går rundt i danske klæder og en papirhat og tituleres hånligt »Kongen af Grønland«. Som den bastard han er, bringer han, som smittebærer af kopper, meget sigende død og ødelæggelse over begge sine folk og ender sit korte og miserable liv i en fællesgrav.

Således etablerer Leine i Rød mand/Sort mand det historiske belæg og rygdækning for sin påstand om det umulige i de to kulturers sameksistens. At det kan være en styrke og ikke en svaghed at kunne trække på to kulturer er udelukket. Tilbage står, at grønlænderne hurtigst muligt bør erklære sig selvstændige og skille sig af med deres plageånder, der er skyld i alle landets problemer.

Adam Holms interview i Weekendavisen slutter med en konstatering. »Tiden vil vise, om outsideren (Kim Leine) også er outsider i spørgsmålet om, hvornår Grønland bliver uafhængigt.« Men her er Leine ikke outsider. Tværtimod. Her er han i selskab med andre fantaster og eventyrere, der også trives bedst i fiktionens verden.

Leine drømmer om en »visionær grønlandsk politiker, der træder frem på scenen og har modet til at skære igennem«. Men her skal Leine ikke lede længe. Listen er lang. Tag blot den bedrageridømte Aleqa Hammond, der utroligt nok fortsat findes værdig til at repræsentere Grønland i det danske Folketing. Som nytiltrådt landsstyreformand i 2016 og som en sand opportunist erklærede hun frejdigt »selvstændighed i min levetid«. Her var der i sandhed en, der kunne skære igennem. Hun havde, som Leine, overordentligt svært ved at se de positive danske bidrag i Grønland. Hun blev således i Information citeret for, at »bløde løg og brun sovs er det bedste, jeg har fået fra Danmark« og omtalte det årlige bloktilskud som »de skide 3,6 mia.«. Da hun i sin magtfuldkommenhed igen fik svært ved at skelne de grønlandske skatteyderes penge fra sine egne, faldt korthuset sammen. Efter en uskøn politisk studehandel med VLAK-regeringen er hun nu formand for Folketingets Grønlandsudvalg. Men Hammond tilhører nok alligevel i højere grad fortid end fremtid.

En anden eventyrer er Vittus Qujaukitsoq, der i sin korte tid som minister for blandt andet udenrigsanliggender for Siumut i sin brændende selvstændighedsrus egenhændigt næsten formåede at erklære Grønland selvstændigt og bede USA forlade øen, samtidig med at han indklagede Danmark for tre FN-organer, der efterforsker krænkelser af menneskerettighederne. Hans nystiftede parti, Partii Nunatta Qitornai, stiller således op til forårets valg i Grønland.

Også den forhenværende landsstyreformand og tidligere Siumutter Hans Enoksen går til valg som formand for partiet Partii Naleraq med et krav om selvstændighed i 2021. Enoksens karriere som landsstyreformand bliver primært husket for nepotisme og kammerateri i fordeling af lukrative fiskekvoter og en kontroversiel sag, hvor en healer blev hyret til at uddrive onde ånder fra centraladministrationen i Nuuk.

Leine drømmer om en »visionær grønlandsk politiker, der træder frem på scenen og har modet til at skære igennem«

Leine må selvfølgelig drømme, som han vil, men det er ikke visioner om en hurtig overgang til selvstændighed, der mangler i grønlandsk politik. Det problematiske er, at Leine gør sig skyldig i ren populisme, hvor komplicerede og omfattende problemstillinger løses med et pennestrøg. Det gavner ikke selvstændighedsprocessen og slet ikke de mennesker, der står med problemerne inde på livet. Måske tværtimod. Det er i hvert fald svært at forestille sig, hvordan det hjælper for eksempel de mange ofre for seksuelle overgreb, at »der skæres igennem«, eller hvor de manglende milliarder i statskassen findes ved at »skære igennem«.

Mens Leine er en sand mester i fiktionens verden, hvor han med få tryk på tastaturet kan lægge til og trække fra efter forgodtbefindende, er de barske realiteter om nutidens Grønlands økonomiske, politiske og sociale udfordringer således af en helt anden substantiel karakter. Mens arbejdet som romanforfatter kræver omhu, eftertænksomhed og uendeligt mange timers arbejde med tekster og kilder, skyder meningsdanneren og eksperten Leine fra hoften.

Måske er det for meget at ønske sig samme omhu og eftertænksomhed for en romanforfatter i debatten om Grønlands selvstændighed, men det er problematisk, at Rigsfællesskabet samt den tilkaldte arbejdskraft fra Danmark beskrives som problemet frem for som en del af løsningen for et fremtidigt selvstændigt Grønland. Det er i sandhed en tragedie.

Jeppe Bredahl Pedersen er cand.mag. og gymnasielærer.

Side 13






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank