De er unge, har indvandrerbaggrund og så har de brudt det monopol på integrationsdebatten, der før tilhørte imamer, mere eller mindre religiøse talsmænd og politikeren Naser Khader. I dag skriver indvandrerdebattørerne bøger om deres opvækst i udsatte boligområder og er drivkræfter bag foreninger og frivilligt arbejde. Faktisk er de nye stemmer så efterspurgte, at de samstemmende fortæller om en privilegeret adgang til medierne og offentlige instanser.
»Du får en vanvittig særbehandling, hvis du er brun i den offentlige debat. Alle vil gerne høre de børn, der er vokset op i udsatte boligområder, og det sælger godt, fordi integrationsdebatten har et kæmpe publikum. Det er helt almindeligt at blive inviteret i tv eller radio, når du har skrevet et indlæg i aviserne. Det tror jeg ikke sker, hvis du bare er en almindelig dansker,« siger Khaterah Parwani.
Hun har en bachelor i jura og leder arbejdet med æresrelaterede konflikter i Exitcirklen, som også hjælper kvinder udsat for psykisk vold, blandt andet ved samtalegrupper. Siden hun formulerede sit første angreb på det muslimske rygtesamfund i Politiken i 2014, har hun modtaget en stadig strøm af henvendelser om interviews og invitationer. Blandt andet til en paneldebat om borgerkrigen i Syrien, selv om hun ikke ved mere end en tilfældig, avislæsende dansker. I øvrigt er hun fra Afghanistan.
»Jeg tror, de tænkte, at når hun har arbejdet med unge på gadeplan, så må hun også vide noget om fraktionerne i Syrien. Den første gang sagde jeg ikke nej, for man bliver smigret over interessen, men i dag siger jeg nej til de fleste henvendelser, hvis jeg ikke har noget fagligt at sige,« forklarer Khaterah Parwani.
Opmærksomhed som fix
Den overvældende opmærksomhed giver blandede følelser, for et menneske med en personlig fortælling kan lynhurtigt blive ophøjet til ekspert i alt fra social kontrol til radikalisering. Alene fordi personen er muslim.
Det mener Tarek Hussein, der er jurastuderende og har holdt foredrag og skrevet indlæg i Politiken siden 2012 om islam og integrationsspørgsmål. Han mener, at kravene til muslimske debattører er for lave.
»Jeg ved ikke, hvor barren skal ligge, når danske muslimer udtaler sig om alt muligt, men den er blevet for lav. Bare fordi du selv har været udsat for noget, gør det dig ikke til ekspert. Jeg er dybt overrasket over, at vi i Danmark har et stort apparat af faglig ekspertise og embedsmænd, men der skal ikke mere til at blive inviteret ind i de fora end at skrive et indlæg i Politiken.«
Tarek Hussein henviser til, at han selv er blevet inviteret til flere møder for at udtænke løsningsforslag til bekæmpelse af social kontrol. Løsninger som skulle bruges af offentlige instanser.
»Jeg sad til de møder og tænkte: Hvad laver jeg her? Jeg har aldrig været udsat for social kontrol. Jeg har haft en god og tryg opvækst med moderne forældre. Intet kvalificerede mig til at komme til de møder. Jeg blev kun inviteret, fordi jeg er en dansk muslim,« siger han.
– Hvorfor deltog du så?
»Jeg ville først se, hvad det var, men jeg fandt jo hurtigt ud af, at jeg ikke havde ikke de faglige kvalifikationer,« siger han og tilstår gerne, at interessen er lokkende.
»Det er en form for fix at være på. Når du har været i Deadline eller Debatten på DR2, bliver du bombarderet bagefter med beskeder fra folk, der synes, du var fantastisk på skærmen. Hvis du ikke har noget eller nogen, der holder dig nede, så bliver debatten et mål i sig selv. Du kan blive afhængig af det, og det kræver viljestyrke at sige nej,« siger han.
Til maj vil han formentlig være at finde i den offentlige debat igen, for der udgiver han bogen Det sorte skæg – om at være dansk muslim. Den handler ikke om hans eget liv, men diskuterer blandt andet, hvordan den politiske debat påvirker muslimer, ligesom bogen rummer en intern kritik af muslimske miljøer.
»Jeg synes, jeg kan udtale mig kvalificeret om at være dansk muslim. Jeg er kommet i danske moskeer, siden jeg var fire år gammel, jeg har været med til at stifte moskébestyrelser og har fingeren på pulsen i forhold til de miljøer,« siger han.
Ahmad Mahmoud trådte ind i debatten med sin bog Sort Land om en opvækst med vold og social svindel i Askerød. Han fik herefter en fast klumme i Berlingske og bekræfter, at han som de andre ringes hyppigt op af medierne.
»Faren kan være, at vi bliver brugt som eksperter og spurgt om alt muligt, vi ikke har forstand på. Det er da et problem, men medierne har det største ansvar her, da de ofte konfronterer helt unge mennesker med spørgsmål, som ikke bør rettes til dem. De unge er relevante kilder, som skal inddrages i samfundsdebatten, men man skal være bevidst om, at vores stemmer er præget af vores opvækst og ikke er forskning. Der ligger en forpligtelse hos os, men også hos den øvrige del af befolkningen til at skelne mellem subjektiv og objektiv viden,« siger Ahmad Mahmoud, der er uddannet som maskinmester.
Han er også blevet kontaktet med henblik på at gå ind i politik.
»Der er mange partier, der gerne vil drikke kaffe med mig. Det er et tegn på, at den brune røst bliver taget alvorligt politisk, og på, at jeg er en vigtig stemme i debatten. Sammen med mine kommunikative kvaliteter er jeg eftertragtet i et politisk øjemed,« mener Ahmad Mahmoud, der håber at blive opstillet for SF.
Ekspert eller case
Radikalisering er et af tidens hotte emner, og det udtaler Khaterah Parwani sig blandt andet om. Hun var som ung medlem af Hizb-ut-Tahrir i en måned, men afviser med det samme, at hun skulle være ekspert i radikalisering.
»Jeg er ikke ekspert, og hvordan definerer du i øvrigt det? Er en hvid middelklassemand ekspert, fordi han har læst bøger og rapporter og taget en uddannelse, men aldrig åndet og levet i udsatte miljøer? Er en gadeplansarbejder, der ikke har taget en lang, akademisk uddannelse ekspert, fordi vedkommende går op og ned ad de unge? Jeg kalder mig fagprofessionel eller fagperson. Jeg har både en personlig erfaring, erfaringer fra min omgangskreds og fra mit arbejde mod æresrelaterede konflikter. Her er jeg i kontakt med problemer, der kan være koblet til radikalisering. Det er også derfor, jeg bliver spurgt til råds af myndigheder, der sidder med ansvaret for radikalisering,« siger hun.
Natasha Al-Hariri, der også er en hyppig gæst i tv-debatter og offentlige debatmøder, har flere gange takket nej til at udtale sig om radikalisering.
»Den grænse trak jeg ret tidligt, for det aner jeg intet om. Jeg er også blevet spurgt, om jeg ville skrive en klumme om ghettoplanens indflydelse på kvinders liv i udsatte boligområder. Det ved jeg heller ikke noget om. Jeg er vokset op i Hellerup,« siger hun.
Natasha Al-Hariri kom ind i den offentlige debat, da hun for nogle år siden var med i et indslag i Aftenshowet, der søgte en kvinde, der kunne fortælle, hvorfor hun bar tørklæde.
»Da først den journalist havde mit nummer, havde alle journalister mit nummer. Jeg kan sagtens genkende, at der er en større interesse for at høre vores historier end så mange andres,« siger hun.
Hun er jurist med speciale i udlændingeret og menneskerettigheder og arbejder i dag som selvstændig konsulent med fokus på minoritetspolitiske spørgsmål. Hun udtaler sig helst om betydningen af fællesskaber.
»Der er en underliggende præmis om, at vi alle sammen er vokset op på et krisecenter og har brudt med vores familier. Men min historie er den modsatte, og bare fordi man er minoritetsung, har man ikke nødvendigvis en historie, der er et offentligt anliggende,« siger Natasha Al-Hariri.
Sammen med Khaterah Parwani, forfatteren Geeti Amiri og SFeren Halime Öguz udgør de Den Nydanske Kvindekamp, et sceneshow, der i øjeblikket turnerer landet rundt med budskabet om nødvendigheden af en muslimsk kvindefrigørelse.
»Den første gang sagde jeg ikke nej, for man bliver smigret over interessen, men i dag siger jeg nej til de fleste henvendelser, hvis jeg ikke har noget fagligt at sige.«
