Det har været to vidunderlige og fantastiske uger i norsk politik, og som altid, når hus og lade står i brand, handler det om Voldemort – altså islam. Det hele begyndte med, at næstformanden i partiet Høyre, Jan Tore Sanner, med den ejendommelige titel »kunnskaps- og integreringsminister«, fremlagde et forslag for Stortingets Kommunalkomité. Hvad forslaget havde med Kommunalkomitéen at gøre, står hen i det uvisse. Sanners plan var at give bureaukratiet en begrundelse for at fratage en person norsk statsborgerskab, hvis bureaukraterne altså mente, at vedkommende planlagde eller havde udført terror. Det kan næppe siges at være et kommunalt anliggende.
Det kontroversielle beroede på, at domstolene først skulle inddrages senere og ikke som nu fra første færd. Forslaget var endvidere afgrænset til personer med dobbelt statsborgerskab. Her er det vigtigt at forstå, at ingen havde talt om jihad, islam eller islamisme – forslaget blev fremsat som et forebyggende initiativ mod al terror, uagtet at Anders Behring Breivik kun havde norsk statsborgerskab.
Flertallet i Kommunalkomitéen stemte ligesom Arbeiderpartiet nej til forslaget fra Sanner, og derefter gik justits-, beredskabs- og indvandringsminister Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet i aktion. Man skulle tro, at det var hende, der havde det formelle ansvar for forslaget, da det i høj grad var et spørgsmål om justits, men det havde hun altså ikke. Den altid taktiske statsminister Erna Solberg havde defineret statsborgerskab som hørende under integrationsområdet og gav derfor ansvaret til Sanner. Uanset hvad: Listhaug mente, at hun havde ret til at mene noget, og som så ofte før mente hun det på Facebook.
Her skrev hun så: »Arbeiderpartiet mener, at terroristernes rettigheder er vigtigere end nationens sikkerhed.« Bemærk, at heller ikke hun omtaler islam. Men det gjorde hun nu alligevel. For baggrundsfotoet, som hun skrev teksten på, var en flok maskerede jihadister ude i en ørken. Listhaug sagde med dette billede, hvad vi alle vidste, men ikke kunne nævne: at forslaget var rettet mod islamistisk terror.
How to spin it to win it
Var teksten usaglig? Tja … En liberalist ville vel svare ja. At beskytte individet mod vidtgående fuldmagtslove styrker retsstaten og fører til større tillid og dermed mindre terror, og derfor er udsagnet usagligt. Mere reaktionære personer vil måske mene, at det mindsker risikoen for terror, hvis man går efter potentielle terrorister. Vi kan dog utvetydigt slå fast, at denne form for retorik på ingen måde er ukendt i Norge. Det mangeårige stortingsmedlem og tidligere generalsekretær i Arbeiderpartiet Martin Kolberg udtalte i 2016 i et angreb på Høyre og Fremskrittspartiet, at »højresidens politik skaber grobund for terror«. Eksemplerne både i Norge og Danmark er talrige.
Arbeiderpartiet kunne selvfølgelig ikke lade Listhaugs Facebook-opslag stå uimodsagt, især ikke da (måske) omkring 80 procent af medlemmerne af muslimske trossamfund stemmer på partiet – kan man godt tro. Arbeiderpartiet stod over for et grundlæggende spørgsmål: »How to spin it to win it?« Det viste sig, at en filminstruktør netop har lavet en film om terroren på Utøya. Inden der var gået ret mange timer efter Listhaugs opslag, skrev en kommunikationsmedarbejder i Arbeiderpartiets partikontor følgende på Twitter: »Samme dag som Utøya 22. juli har premiere, kommer dette budskab fra Sylvi Listhaug.«
Derefter kom Arbeiderpartitoppen marcherende på rad og række gennem Twittergate, og efter fire timer sluttede generalsekretæren med denne bredside: »I dag er der premiere på filmen Utøya 22. juli. Efter at have læst det opslag, som landets justitsminister lagde ud på Facebook for nogle timer siden, har jeg to opfordringer til hende. For det første bør hun se filmen. For det andet bør hun gå hjem og skamme sig.« At skamme sig, mens hun så filmen, var åbenbart ikke et alternativ for Listhaug.
Det blev en kamp, som Sylvi Listhaug ikke kunne vinde. Lederen af Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, Mani Hussaini, følte sig uovervindelig, for fuldmagtspartiet frem for noget, Arbeiderpartiet, var nu blevet forsvarer for det liberale synspunkt i kampen mod en diktatorisk justitsminister. »Listhaug vil åbenbart afskaffe den norske retsstat og erstatte den med et totalitært system.« Ja, det var da åbenbart.
Listhaug forsøgte at påpege, som sandt var, at hun ikke med et eneste ord havde omtalt Utøya. Desuden, kan vi lægge til, havde Anders Behring Breivik ikke dobbelt statsborgerskab, og derfor drejede forslaget sig slet ikke om Utøya.
Selv om Listhaug burde have forstået, at man ikke kan kæmpe imod Twitter og et efterhånden forenet norsk medielandskab, prøvede hun alligevel. Hun nægtede at undskylde og ville heller ikke fjerne det ret så unuancerede Facebook-opslag. Så gik Twitter og medierne løs på et svagere kort, nemlig Jan Tore Sanner. Han var så usnedig, at han på Twitter udtalte, at jo, Listhaugs opslag var uheldigt, men at han ville ønske, at Arbeiderpartiet ikke altid »trak Utøyakortet«, når man diskuterede terror. Inden der var gået tre timer, måtte han ydmygt sige undskyld.
Iman-sleiking
Statsminister Erna Solberg stod nu i en umulig situation. Hun vidste, at hendes overlevelse afhang af Fremskrittspartiet. Hun vidste også, hvem der var den mest populære blandt vælgerne i det parti. Sylvi Listhaug. Så Solberg begyndte at mumle om, at hun ikke ville have sagt det lige på den måde, men at det, som Listhaug havde sagt, var blevet sagt af andre før hende. Det viste sig, at Solberg ikke mente, hvad hun sagde. Hun mente tværtimod, at Listhaug havde opført sig ualmindelig dumt.
Solberg ventede et par dage, men Listhaug kom stadig ikke med nogen undskyldning. Så begyndte spindoktorerne på statsministerens kontor at arbejde. De kunne anonymt fortælle aviserne, at Solberg så meget alvorligt på Listhaugs Facebook-opslag. Solberg havde umiddelbart efter offentliggørelsen bedt Listhaug om at fjerne opslaget og undskylde. Men Listhaug havde nægtet, og nu var statsministerens tillid til Listhaug mere end tyndslidt. Det kan ikke undre. Solbergs store projekt under valgkampen sidste efterår var at få minipartiet Kristelig Folkeparti med i regeringen. Det torpederede Listhaug ved at opfinde et nyt ord og bruge det om den temmelig islamdialogorienterede leder af Kristelig Folkeparti, Knut Arild Hareide. Listhaug beskyldte ham for at bedrive »imam-sleiking« (alt for pænt oversat: imam-fedteri).
Efter medielækagen fra statsministeren gjorde Listhaug noget mærkværdigt. Hun fjernede opslaget, men påstod, at det var af tekniske årsager. Hun havde ikke rettighederne til fotografiet, hævdede hun. Men samtidig fik vi at vide, at hun havde betalt for at bruge det senere, hvilket i realiteten betød, at hun kunne blive ved med at bruge det. Det gjorde hun så ikke, men der kom stadig ingen undskyldning.
Norge var nu i en revolutionær tilstand, og når revolutionen lurer lige om hjørnet, kommer leninisterne. Bjørnar Moxnes er leder af det revolutionære parti Rødt og dets eneste repræsentant i Stortinget. Moxnes begærede et mistillidsvotum mod Listhaug.
Samtalerne mellem Listhaug og Solberg blev efterhånden hyppige, næsten lige så hyppige som Listhaugs optræden på Stortingets talerstol for at gøre afbigt. I udgangspunktet stod Rødt temmelig alene om at udtrykke mistillid til Listhaug, men samtidig ville man i Stortinget have svar på, hvad Listhaug egentlig mente. Den ellers anonyme leder af Arbeiderpartiet, Jonas Gahr Støre, var pludselig konstant i medierne. Listhaug, udtalte han, førte en retorik, der skabte »had«, og bortset fra det var hun en »nettrold«. Regeringens støtteparti, Kristelig Folkeparti, som var gået til valg på et løfte om at fjerne Listhaug – og havde tabt – øjnede nu et håb om at blive af med Listhaug og selv komme i regering. Nu fik Rødt-lederen virkelig store forhåbninger. Sammen med kristenfolket skulle kommunisterne vinde kampen om det liberale samfund. »Jeg håber, Kristelig Folkeparti er enige med os om, at Stortinget ikke kan acceptere en justitsminister, som i realiteten siger, at stortingsflertallet er medløbere for terrorister,« udtalte han.
Forbeholden undskyldning
Dagen før det første møde i Stortinget om Listhaug-gate indkaldte Solberg til pressekonference. På regeringens vegne undskyldte hun uforbeholdent, ganske særlig over for ofrene på Utøya, som ingen jo havde nævnt, før Arbeiderpartiet gjorde det. Efter mødet med pressen fik Listhaug uddelt et manus fra statsministeren, hvori der stod, hvad hun skulle sige i Stortinget. Hun skulle undskylde over for alt, hvad der kunne krybe og gå. Det gjorde Listhaug dog ikke, da hun mødte op. Hun undskyldte fra Stortingets talerstol, »hvis« hun havde såret nogen, men ikke »for at have« såret nogen.
Støre blev mere og mere irriteret. Listhaug blev kaldt tilbage til Stortingssalen til en samtale med Sanner, som talte på Solbergs vegne. Efter syv runder på talerstolen kom det endelig fra Listhaug: Hun undskyldte over for alle, især dem, der havde været på Utøya. Så var det overstået. Stortinget havde fået, hvad det ville have. Roen kunne sænke sig, troede de fleste, men de tog fejl.
Støre øjnede et håb om at overtage statsministerposten. Han røbede, at han ikke brød sig om undskyldningen. Den var ikke ægte. Arbeiderpartiet ville støtte den tidligere ærkefjende, kommunisterne og deres forslag om mistillidsvotum. »Først efter flere runder i Stortinget kom der en uforbeholden undskyldning. En justitsminister, som skal presses til en helt nødvendig indrømmelse i en så alvorlig sag, kan vi ikke have tillid til,« udtalte Støre. Han fik støtte fra alle ikke-borgerlige partier.
Men mente Støre, hvad han sagde? Nu bredte mystikken sig endnu mere. For efter at Støre havde tænkt sig om et par dage og måske fundet ud af, at hans parlamentariske position var ret svag, udtalte han sidste weekend, at han ikke ville støtte et mistillidsvotum, hvis Listhaug blev flyttet til et andet ministerium end Justitsministeriet.
»Hvis Erna Solberg fjerner hende fra denne post, har hun forstået budskabet. Hvem hun derudover har i sin regering, er hendes ansvar.« Hvis Støre havde fået tilslutning til denne tankegang, kunne vi altså være havnet i den situation, at Sanner og Listhaug byttede plads, så Listhaug fik det formelle ansvar for forslaget om at fratage potentielle terrorister statsborgerskabet. En minister med en karakterbrist, en manglende evne til at sige undskyld, kan med andre ord besætte alle andre poster end justitsministerposten og kunne vel eksempelvis blive udenrigsminister eller statsminister, hvis man skulle have taget Støre alvorligt. Det ville også have grundfæstet den parlamentariske sædvane i Norge, at Stortinget kan bestemme, hvem der skal sidde i regering, og på hvilken post, et brud på paragraf 12 i grundloven, hvori der står, at det er kongen, som gennem statsministeren udpeger kongens råd.
Den gale klode!
Nu havde Solberg fået nok af hele dette cirkus. Børnene blev kaldt til orden. Hun udtalte, at regeringen ville gå af, hvis der blev flertal for et mistillidsvotum til Listhaug. Den eneste gang i norsk efterkrigstid, hvor en regering har fået et mistillidsvotum imod sig, var i 1963, efter at i alt 75 minearbejdere havde mistet livet i King’s Bay på Svalbard, uden at regeringen Gerhardsen havde gjort noget for at forbedre forholdene. Denne gang drejede det sig om et Facebook-opslag, og om det var nok til at ændre Norges grundlov.
Mandag i indeværende uge udtalte Kristelig Folkeparti, at man ikke længere havde tillid til Listhaug. Tirsdag morgen gik Listhaug af frivilligt for at redde regeringen. Efter Utøya gik ikke en eneste ansvarlig minister af, og alle ministrene var fra Arbeiderpartiet. Nu har Norge fået den første minister, der træder tilbage på grund af Utøya, ovenikøbet uden at nævne Utøya en eneste gang.
Norges måske bedst kendte modernistiske digt er skrevet af Sigbjørn Obstfelder. Den sidste strofe lyder sådan:
Jeg ser, jeg ser …
jeg er vist kommet på den gale klode!
Her er så underligt …
Artiklen er oversat af Claus Bech.
