1 Sektion uge 34 | 2016

Libanon. »Hvad der var retfærdigt før i tiden, er ikke nødvendigvis retfærdigt nu om stunder,« siger sheik Muhammed Abou Zaid, som ikke mener, at »såkaldt islamiske straffe« har noget med sharia at gøre. Weekendavisen har fulgt sheikens arbejde ved Sidons sharia-domstol gennem en dag med skænderier, skilsmissesager og giftermål.

Af Pernille Bramming

En kurvfuld tørklæder

Sidon, LIBANON – Den sunnimuslimske sharia-dommer sheik Muhammed Abou Zaid rejser sig, da jeg træder indenfor i retssalen, hvor Sidons sharia-domstol holder til. Han giver mig hånden og byder mig venligt at sidde ned på en stol foran hans enorme skrivebord. Jeg takker ham for, at han har inviteret mig til Sidon og vil lade mig følge hans arbejde dagen igennem.

»Folk i Vesten opfatter sharia som noget meget grimt, men for mig at se drejer det sig om love, som de lærde selv udsteder på grundlag af deres måde at tolke teksterne på,« siger sheik Muhammed Abou Zaid. »Vi prøver at skabe retfærdighed i religionens ånd, i tillidens og nådens ånd.«

Det er primært sager vedrørende familieret og arveret, man kan anlægge ved den sunnimuslimske sharia-domstol. Alle de 16 officielt anerkendte sekter i Libanon har egne, religiøst baserede domstole, hvor diverse lærde personer fungerer som dommere. Shiamuslimer, drusere, græsk-ortodokse, koptisk-ortodokse, armensk-ortodokse, syriakiske kristne, maronitter, protestanter, katolikker, evangelisk kristne og de øvrige sekter bruger alle denne praksis.

Der er ingen mulighed for at blive gift eller skilt civilt. De øvrige civil- og strafferetlige sager dømmes ved statslige domstole, idet love og straffe er fastsat af de politiske magthavere.

Jeg sætter mig på en af de bløde lænestole ude langs væggen, da retssagerne begynder; det føles mere diskret.

Til venstre for sheik Mohammed Abou Zaid sidder hans sekretær og skriver efter diktat, ved hans højre hånd ligger mobiltelefonerne. Foran skrivebordet står der ved hvert hjørne to stole med de høje rygge vendt mod væggene. Her sidder der for det meste et par af dommerens venner eller kolleger.

Midt i retssalen, som er omtrent 60 kvadratmeter, står to pulte side om side. Her marcherer en højgravid ung kvinde med et et-årigt barn på armen hen og stiller sig. Hun er rasende og forurettet. Bag hende trasker hendes tynde, unge ægtemand, iført en lyserød T-shirt med korte ærmer og tatoveringer op og ned ad begge arme. Han har en opgivende mine og trætte bevægelser. Han stiller sig bag den anden pult.

De er mødt op for at få afgjort, hvor mange penge han skal give sin kone hver måned, hvilket er det stridsspørgsmål, 70 procent af alle sagerne drejer sig om, oplyser sheik Mohammed Abou Zaid sidenhen.

Familiens tarv

Kvinden, der har sudanesisk baggrund, skælder og smælder og beskylder sin mand for at ryge og sælge hash. Hun afbryder både sin mand og sheik Abou Zaid; sheiken skruer bissen på for at få hende til at tie, selvom han i forvejen har en autoritær fremtoning over for sagens parter.

Han beordrer kvinden at give barnet til hendes mor, som sidder på sofaen langs bagvæggen, så hun kan gå udenfor med den lille, men selv da han efterfølgende har givet hende et ultimatum og sagt, at hvis hun ikke tier, så vil han udskyde sagen, kommer hun med vrede udbrud og ligner én, der allerhelst bare vil tæve ægtemanden.

Det lykkes dog ægtemanden at forklare, at han tjener 100 dollar om måneden, og at han ikke kan se, hvorfor han skal betale noget til sin kone, eftersom hun er flyttet hen til sin mor sammen med datteren.

Han siger også, at han gerne vil se sin datter, men sidst han forsøgte, gik hans kone og hendes mor til angreb på ham med en kniv. Han strækker hals, så dommeren kan se et ar. Han har ikke ringet til konen eller besvaret hendes opkald, fordi hans telefon ikke virker, siger han.

Sheik Abou Zaid forklarer ham bryskt, at han har pligt til at forsørge sin kone og sit barn, uanset hvor de måtte opholde sig. Ægtemanden erklærer sig derpå villig til at betale 60 dollar om måneden, hvilket får konen til nærmest at spytte ham i ansigtet af bare harme.

Sheik Abou Zaid dømmer ham til at betale 200 dollar om måneden. Det vil koste et døgn i fængsel for hver 13 dollar, han ikke betaler.

I en pause efter yderligere et par sager, forklarer Abou Zaid sine domme og sikrer sig, at jeg har forstået, hvad de drejede sig om og. Angående den modvillige unge mand siger han, at mange unge mænd slet ikke har forstået, hvor stort et ansvar det er at stifte familie.

Om den vrede kone forklarer han, at kvinder tit tror, de kan vinde dommeren over på deres side ved at skælde ud og græde og skabe sig, men at han prøver at dysse dem ned og forholde sig neutralt.

Umiddelbart inden næste sag går i gang, træder en kvindelig advokat med imponerende lange, blålakerede negle, højhælede sko og et flot lysblondt hår sat i en prangende frisure ind i retssalen sammen med en ung mand. Hun bærer de libanesiske advokaters obligatoriske sorte kåbe og brede, hvide, plisserede slips. To hvide, firkantede pelskvaster dasker ned ad ryggen i sorte bånd. Hun hilser på sheik Abou Zaid som på en gammel bekendt, han gengælder jovialt og vennesælt hendes hilsen og de snakker kort. Hun oplyser, at de har ventet på modparten i over en time og gerne vil gå nu. Sagen må falde, enes advokat og dommer om.

Parret, der nu står ved pultene, er i begyndelsen af 40rne. Han er ubarberet og smånusset og virker både udaset, ulykkelig og vred. Kvinden er også trist, men ikke mere end at hun smiler overbærende til ham undervejs.

Parret oplyser, at de har været gift i 18 år, ikke har nogen børn, og at konen er flyttet hjem til sine forældre, fordi han ifølge konens forklaring beskyldte hende for utroskab; det nægter manden dog at have gjort. Som det har været tilfældet under alle sagerne, besvarer dommer Abou Zaid telefonopkald undervejs, og der bringes brune A4-konvolutter til og fra skrivebordet, som han åbner, trækker papirer ud af, stempler, underskriver og lægger tilbage igen.

Til at begynde med siger kvinden, at hun vil have penge fra manden, hvilket manden afviser med den begrundelse, at hun har forladt hjemmet. Til sidst erklærer kvinden, at hun vil skilles. Det ønsker manden ikke.

»Gå hjem og tænk over det og kom tilbage om et par måneder,« lyder Abou Zaids dom, idet han afviser at bevilge skilsmisse. Hele forløbet varer mindre end ti minutter.

»Nogle gange er et ønske om skilsmisse ikke rationelt, og en af de strategier, vi benytter os af, er at udsætte beslutningen. Ofte falder parterne til ro, og vi ser dem ikke igen,« forklarer sheik Mohammed Abou Zaid mig siden hen.

Gift på ny

Næste kvinde ved pulten til højre for dommeren er ung, slank og iført stramme jeans og en kortærmet T-shirt. Hun har et stort gult tørklæde på, som hun tydeligvis alene bærer af respekt for sharia-domstolen. Hun og den unge mand ved hendes side erklærer, at de gerne vil giftes på ny.

»Og hvad er der sket, siden I blev skilt og stod her ved selv samme pulte og var sikre på, at I aldig mere ville være sammen?« spørger Abou Zaid kvinden med et glimt i øjet.

En anden kvindelig advokat, der er kommet ind og har sat sig i den ene sofa langs bagvæggen ved siden af Abou Zaids kone og datter, som netop er kommet forbi, og som hun lader til at kende, falder ind med en munter bemærkning: »Er mænd nu blevetaccesssories, som man kan tage af og på alt efter, hvad man har lyst til?«

Parret ler med, og kvinden bedyrer, at manden har ændret sig. »Mennesker ændrer sig ikke,« siger sheik Abou Zaid tørt, hvorpå han vier dem endnu en gang. Mens manden fremsiger troskabserklæringen, ringer telefonen, og sheik Abou Zaid tager den op i hånden og svarer i det sekund, vielsen er afsluttet. Bagefter dikterer han på formfuldendt klassisk arabisk, og den kvindelige advokat stiller sig foran mig og spørger, hvorfor jeg ikke har tørklæde på.

»Alle kvinder bør dække deres hår, sheiken har ikke ret til at se en kvindes hår,« siger hun til mig.

Abou Zaid afbryder sit diktat, skifter til libanesisk dialekt og siger muntert, at »du skal ikke tage dig af hende, hun er bare jaloux, fordi du er smukkere end hende.« Advokaten griner selv og siger til mig, at det bare var sagt i sjov.

Næste par ønsker også at blive gift på ny. De var blevet skilt, fordi manden ikke havde noget arbejde og heller ikke nogen lejlighed. De måtte bo hos hendes far i hans et-værelses lejlighed. Det fremgår, at manden endnu ikke har fået arbejde eller lejlighed, men »han vil gerne«, anfører kvinden.

Som de øvrige tiltaler hun Abou Zaid med titlen »mawlana«, som netop bruges om muslimske lærde og kan oversættes direkte til »vores mester«, men som også rummer betydningen beskytter og ven. Efter to minutters udspørgen bliver de viet igen. Sheik Abou Zaid fortæller mig siden hen, at han kender kvindens far, og at det er en værre redelighed med det unge par.

Faren har forældremyndigheden

Dagens sørgeligste sag drejer sig om en kvinde, der for halvandet år siden fik rettens ord for, at hendes ægtemand skulle betale hende et fast månedligt beløb. Han skulle have sit pas inddraget og udrejseforbud fra Libanon, indtil han havde betalt restancen.

Nu er parret imidlertid blevet skilt, og manden ønsker at indstille de månedlige betalinger samt at få sit pas igen og få udrejseforbuddet ophævet. Ingen af parterne er mødt frem, manden er repræsenteret ved en ung, mandlig advokat, kvinden har sendt sin søn, og det er her, det sørgelige kommer ind i billedet.

Sønnen er spinkel, som havde han været underernæret i sin barndom, tarveligt klædt, ulykkelig og så anspændt, at man bliver tør i munden bare af at se på ham. Han forklarer, at hans far endnu ikke har betalt hele det skyldige beløb, og at hans mor vil ophæve udrejseforbuddet, så snart pengene er betalt. Han virker så opgivende og afmægtig, at hans fars advokat bliver blød om hjertet, taler venligt og beroligende til ham og bedyrer over for sheik Abou Zaid, at han ikke er bekendt med, at hans klient ikke skulle have betalt hele sin gæld.

Dommeren pålægger advokaten at få rede på det, og så kan sagen tages op igen. Ved middagstid er den sidste sag afgjort, og da alle papirer er stemplet og underskrevet, hænger Abou Zaid kåben på en knage og lægger hatten i en æske. Nu vil han gerne vise mig rundt i Sidon, siger han.

I forkontoret bemærker jeg en kurv fuld af tørklæder ved siden af døren ind til retssalen og får dermed en forklaring på, hvorfor flere af kvinderne har haft ens tørklæde på, henholdsvis et knaldgult og et rødblomstret.

Undervejs hen til den gamle bydel fortæller sheik Abou Zaid, at han for fire år siden var med til at ændre reglerne for, hvor længe en mor har ret til at have et skilsmissebarn i sin varetægt, nemlig til barnet er fyldt 12. Førhen havde faren ret til at få sine sønner hjem til sig, når de var fyldt syv år, og sine døtre, når de var fyldt ni. Det er altid faren, der har forældremyndigheden, eftersom det er ham, der har pligten til at forsørge børnene.

»Jeg argumenterede for 15 år. Min datter er 14, og det er hendes mor, der taler med hende om alting. Jeg kan ikke se, hvorfor en far pludselig skal stå med ansvaret for de helt unge teenagere,« siger sheik Abou Zaid. »I gamle dage var syv og ni passende, men samfundsforholdene har ændret sig. Hvad der var retfærdigt før i tiden, er ikke nødvendigvis retfærdigt nu om stunder,« tilføjer han.

For drusere, syriakiske kristne og armensk-ortodokse er det fortsat som henholdsvis syv- og ni-årige, at børnene flytter fra moren til faren, mens det i katolske familier sker, når børnene er to år.

For bare to måneder siden enedes de sunni-muslimske lærde i Libanon også om at ændre reglerne for tilbagebetaling af medgift i tilfælde af skilsmisse. På grund af den voldsomme inflation kan en medgift have mistet det meste af sin værdi, hvis man tager beløbet for pålydende, og derfor skal den nu omregnes efter guldværdien.

Et eksempel til efterfølgelse?

Mens vi spadserer af sted i middagssolen, hilser sheik Abou Zaid hjerteligt og giver venlige bemærkninger til højre og venstre – alle synes at kende ham.

»Jeg mener ikke, at de såkaldt islamiske straffe har noget med sharia at gøre. Det er straffe fra før islamisk tid,« svarer han på mit spørgsmål om de såkaldte »hodud«, det vil sige håndsafhugning, piskning og halshugning. »Den type straffe var muligvis nødvendige og nyttige i det første muslimske samfund i Medina og siden Mekka på grund af omstændighederne. Men hvis man kan opretholde sikkerhed og tryghed ved at benytte mindre strenge straffe, så bør man gøre det. Midlet skal afstemmes efter målet,« understreger han.

Straffene anvendes ikke i Libanon.

Vi standser op midt inde i bydelen et sted, hvor to helt smalle gader krydser hinanden. Sheik Abou Zaid peger rundt: Dér ligger synagogen, dér ligger kirken og dér ligger moskeen.

»Der var engang, hvor de forskellige trossamfund kunne have deres helligdomme lige op og ned ad hinanden,« siger sheik Abou Zaid.

Sådan ville han gerne have, at det fortsat var. Vi går ind i Sankt Nikolaj-katedralen, som blev opført i 1400-tallet. Det vil sige: vi går ind i den ene tredjedel, for i 1819 førte stridigheder til, at der blev bygget en mur ned gennem kirkerummet. De græsk-ortodokse fik en tredjedel, og de græsk-katolske indtog to tredjedele.

Byens synagoge er en af verdens ældste. Den er opført i år 833 og menes at være bygget på det selv samme sted, hvor der engang lå en ældre synagoge, som Jesus siges at have prædiket i. Synagogen er lukket.

»Det meste af det jødiske samfund rejste efter borgerkrigens udbrud i 1975, og de sidste tog af sted i 1982 efter den israelske invasion. Vi andre føler, at vi mangler nogen,« siger sheik Abou Zaid.

Han er engageret i en masse dialog-arbejde; jeg har netop mødt ham på en dialogkonference i København arrangeret af Danske Kirkers Råd, Muslimernes Fællesråd og Arab Group for Muslim-Christian Dialogue. Han mener, at de danske politikere bør tillade de forskellige sekter at have deres egne domstole i stil med det libanesiske system:

»I Storbritannien er der sharia-domstole, og i USA har de oprindelige folk også deres egne love. Hvis man tager udgangspunkt i forfatningen, kan man invitere de religiøse samfund til en åben debat om, hvordan man kan øge deres frihed til at praktisere deres tro,« siger han.

»Ægteskab er noget meget personligt. Det handler om, hvordan man vil indrette sit liv. Når det gælder love, er der altid en mulighed for at tage hensyn til etik og sikre en margen. Man kan finde et kompromis,« uddyber han.

Jeg kan slet ikke se flerkoneri og så videre for mig i det danske samfund og indvender forarget, at der er både buddhister, hinduer, asatroende, jøder og yazidier i Danmark. Skulle de så alle sammen kunne gøre, hvad der passede dem?

Sheik Abou Zaid slår ud med armene og smiler stort. »Du taler med en libaneser. Svaret er: Ja, selvfølgelig.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533