Paris - For et par år siden sad journalisten Pamela Druckerman med sin mand og deres 18 måneder gamle datter på en restaurant på et strandhotel i det sydlige Frankrig.

De sad stille og roligt om bordet i omkring 2-3 minutter. Og så brød helvede løs. Datteren begyndte at kyle med såvel baguette som pomfritter, og som forældre måtte de skiftes til at kaste maden i sig og storme rundt efter datteren for at afværge hendes raserianfald.

Hver gang de skulle spise (det vil sige mindst tre gange dagligt), gentog sceneriet sig, og da Pamela Druckerman kiggede rundt i restauranten efter et medlidende eller forstående nik fra de andre forældre, lagde hun mærke til noget.

»Alle de andre børn sad stille og roligt ved bordet. De sad gennem forret, hovedret og dessert - vi bestilte det hele på samme tid for bare at nå at få noget indenbords - og de spiste både fisk og grøntsager. Ja, forældrene kunne tilmed drikke kaffe efter desserten,« siger Druckerman med en undertrykt og let beskæmmet latter, da jeg møder hende på en café i det centrale Marais-kvarter.

De sejlivede fordomme om den autoritære franske børneopdragelse burde sporenstregs forlede en til at konkludere, at børnene sad musestille på grund af visheden om korporlige repressalier, hvis ikke de makkede ret.

Men sådan oplevede Druckerman det ikke:

»Børnene var ikke kuede; ikke truet til tavshed. De småsnakkede og så faktisk glade ud, og det var de også, glade. Simpelthen. Og hvad værre var: De havde det meget sjovere end mit barn.«

Den tidligere Sydamerika-korrespondent for Wall Street Journal havde netop forladt sit job i USA og var flyttet til Paris med sin engelske mand, hvor de havde fået deres datter, og hun kalder oplevelsen en »åbenbaring«. Intet mindre.

»Jeg er vild med fransk mad, mode og vin, men jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle komme til at beundre fransk børneopdragelse,« siger hun.

Denne 'åbenbaring' blev startskuddet til en moderne skattejagt på »børneopdragelsens hellige gral«, som hun siger. En jagt, der måske kunne redde hende fra det kaotiske liv med en umulig amerikansk tumling.

»Der foregår noget meget anderledes i Frankrig i forhold til børneopdragelse. Tænk, hvis jeg kunne aflure dem deres hemmeligheder og ikke mindst overføre dem til mig selv og min egen datter. Det var min tanke«, siger Druckerman.

Pludselig blev hvert eneste lægebesøg, børnefødselsdag eller tur på legepladsen til intensive feltstudier. (Investigative parenting, som hun kalder det). Notesblokken forlod aldrig pusleposen. Og observationerne har hun nu nedfældet i bogen French Children Don't Throw Food, der udkom for et par uger siden, og som øjeblikkeligt er røget direkte ind på de britiske boghandleres bestsellerlister.

For det var naturligvis ikke kun ved middagsbordet, at franskmændene greb børneopdragelsen anderledes an end hende selv og hendes amerikanske og skandinaviske venner.

Også søvnens gyldne kode havde gallerne tilsyneladende dechifreret.

»I USA og store dele af Nordeuropa forventes det, at forældrene står op flere gange om natten for at tage sig af deres barn. Men i Paris sover stort set alle børn igennem hele natten, fra de er omkring tre måneder gamle,« fortæller hun.

Jagten på den franske metode afslørede store forskelle i synet på spædbørn mellem USA, Skandinavien og Nordeuropa på den ene side og Frankrig på den anden (ud over amningen, som de færreste franske mødre gør mere end nogle få uger).

»I USA pløjer vi selvhjælpsbøger igennem, lang tid før vi bliver gravide, men ikke i Frankrig. Her fokuserer forældre ubevidst på én ting, som jeg har valgt at kalde 'pausen', eller la pause,« siger hun med tilstræbt gallisk schwung.

Når det kommer til nattesøvn handler la pause om, at de franske forældre i stedet for at tage barnet op, lige så snart det begynder at klynke eller græde, observerer barnet for at se, om det selv kan finde vej ned i den næste søvncyklus. På den måde undgår de også uforvarende at komme til at vække barnet ved at tage det op, hvis det bare har grædt i søvne.

Druckerman opdagede, at måden at håndtere spædebørns søvn på afspejlede en kolossal forskel i hele synet på børn og opdragelse.

For det var mere og andet end tilbagelænet gallisk laissez faire.

»Der er en filosofisk forskel på franskmændene og os. De antager, at børn - faktisk helt fra fødslen - er rationelle væsner, der kan lære en lang række ting. Og søvn er en af de vigtige. De kan slet ikke forestille sig, at man kunne finde på at udsætte sig selv for ikke at få sovet ordentligt i næsten et år. Det er dårligt for familien, for parforholdet og ikke mindst for barnet,« forklarer Druckerman.

Hun mener, at amerikanske kvinder ofte definerer sig selv primært som mødre. Det gør franske kvinder sjældent. Men de er ikke fraværende forældre af den grund, pointerer Pamela Druckerman.

Det handler nemlig ikke kun om, at de nægter blot at blive slaver af deres afkom, men i lige så høj grad om, at de fra en helt tidlig alder forsøger at lære deres børn at være civiliserede individer.

Det er den samme holdning, der går igen i forholdet til mad.

»I USA er det desværre temmelig almindeligt, at børn er kræsne og stort set overlever på monodiæter. Franskmænd derimod står nærmest religiøst fast på, at børn bør lære at spise al slags mad og på faste tidspunkter. Forældrene forventer simpelthen, at de spiser det samme som dem. Og det, som vi amerikanere kalder børnemad: pizza, chicken nuggets og pasta - findes ikke på menuen i Frankrig. Det er helt utænkeligt for dem - c'est pas possible!« siger hun og imiterer en fransk forælders himmelvendte øjne.

Selvfølgelig ikke utænkeligt, at et barn kunne ønske sig det anderledes, men at forældrene ville tillade det. For ifølge Druckerman kan et barn alt, hvis bare man viser det vejen. Det hjælper dog nok, at der i vuggestuerne hænger udførlige og varierede treretters menuer for hele ugen, så forældrene kan koordinere med hjemmekokkeriet, så man undgår kedelige gentagelser.

Et andet helt centralt omdrejningspunkt i den franske børneopdragelse er tålmodighed. Eller rettere: at lære barnet tålmodighed.

Franskmændene giver ikke efter for den umiddelbare behovstilfredsstillelse, men forsøger i stedet at lære børnene at vente. De opfatter det som en respekt for barnet at forvente, at det kan udvise tålmodighed. Og selv de mindste sidder således i vuggestuen og venter på forret, hovedret, ost og dessert.

Et af de bedste redskaber til at indarbejde denne for civilisationen så afgørende færdighed (der senere vil være nyttig i de evindelige køer ved bussen, biografen, museer og offentlige kontorer) er … at bage. Bagning er en af de foretrukne weekendsysler i mange franske hjem; for bagværk gemmer tålmodighedens nøgle i sig: Kagen kan jo ikke spises, før den har været i ovnen. Og den tid, dét tager, lærer barnet om forventningens glæde.

Det lyder måske, som om de franske børn er meget strengt og autoritært opdraget. Men vi er - mener Druckerman - milevidt fra de straffelejrlignende metoder, som den kinesisk-amerikanske advokat Amy Chua plæderede for i sin stærkt kontroversielle bog Battle Hymn of the Tiger Mother.

Ifølge Druckerman er franske forældres børneopdragelse »en overraskende cocktail af at være streng og ubøjelig omkring nogle ting, mens de på andre områder er ekstremt afslappede, ja, faktisk mere end vi - som neurotiske newyorkere - nogensinde kunne drømme om at være.«

Samtidig er der heller ikke er det samme pres fra omgivelsernes side for at gøre ting på én særlig måde.

»De valg, man træffer, bliver ikke på samme måde som i USA sat op som mål for, hvor god en mor man er. At føde med epidural i Frankrig hedder f.eks. ikke at 'føde naturligt', men derimod bare - 'at føde med epidural'. Og de få procent fødende kvinder, der ikke bruger epidural, er som regel 'smågale udlændinge' som mig selv,« ler Druckerman.

Franske børn har også en temmelig vidtstrakt frihed. Men inden for en meget præcist udstukken ramme.

På legepladsen må de f.eks. gøre stort set alt - uden at forældrene blander sig (medmindre der er blod eller skarpe genstande involveret). Ellers er det op til børnene selv at lege, kede sig og løse konflikter. Så mens amerikanske og skandinaviske forældre pisker rundt og gynger og vipper deres poder, opholder de fleste franske forældre sig på bænkene i legepladsens periferi, mens de sludrer med de andre forældre, læser avisen eller en bog.

Det vil dog næppe være en bog om børneopdragelse, de læser.

For franskmænd er ikke meget for selvhjælpsbøger. Den slags eksisterer naturligvis på fransk, men biblerne i fransk børneopdragelse er kendetegnet ved deres akutte mangel på præcise anvisninger. De udstikker snarere en filosofisk retning for opdragelsens ånd, forklarer Pamela Druckerman. Som den parisiske pædiater Hélène de Leersnyders bog L'enfant et son sommeil (Barnet og dets søvn), der i stedet for praktiske råd er fuld af langstrakte citater af Marcel Proust og mest af alt er en lyrisk lovprisning af slummerens lyksaligheder.

Måske derfor - mener Druckerman - er der et ikke ringe mål af intuition og common sense i de franske forældres tilgang til opdragelsen - som man til gengæld godt kan savne i USA og Nordeuropa.

Hun fortæller, hvordan mange amerikanere i middelklassen har taget en videnskabelig undersøgelse til sig, der viser, at fattige børn ikke klarer sig godt, fordi de ikke bliver stimuleret nok. Og de overstimulerer derfor deres børn, hvilket er stressende for dem selv og ikke godt for barnet.

»Når jeg træder ind på en legeplads, kan jeg med det samme identificere en amerikansk mor. For hun er den eneste, der løber rundt efter sit barn og taler til det non-stop,« sukker Druckerman. Narrated play (fortalt leg), kalder hun fænomenet, som hun mener har bredt sig til det meste af den amerikanske middelklasse.

»Det er præcis det samme, der går igen i vores hang til at skamrose vores børn for selv de mindste ting. Det kunne franske forældre aldrig drømme om. De siger naturligvis 'bravo' og ansporer deres barn til alt muligt, men de siger ikke 'flot, min skat', hver gang den lille tager en tur på rutsjebanen.«

Endnu en gang rammer franskmændenes intuition rigtigt, mener Druckerman.

»Den nyere forskning viser nemlig, at overdreven ros ikke øger børns selvværd. Den får dem snarere til at gøre ting, blot for at få ros. På den måde risikerer de at miste glæden ved at gøre ting selv og på eget initiativ.«

Helt grundlæggende gør franskmændenes approach til opdragelse ikke blot deres børn mere selvkørende. Franske børn er ofte også helt grundlæggende mere behagelige at være sammen med for andre voksne, mener Druckerman.

»Når mine amerikanske, britiske eller skandinaviske venner kommer forbi til kaffe eller for at spise, dominerer børnene fuldstændig konsekvent samværet. Men når mine franske venner kommer forbi, kan vi forældre sidde og føre en stille og rolig samtale, mens børnene leger i det andet rum.«

Årsagen til de franske børns ro er enkel, mener hun:

»Franske mødre mener, at et barn skal kunne håndtere kedsomhed og at være alene uden at bryde sammen. Det ser de som en helt basal livskundskab,« siger Druckerman og tilføjer: »Samtidig gør det naturligvis også livet mindre stressende for de franske forældre.«

Og det har hun nok ret i. I hvert fald får de flere børn end de fleste andre.

For i januar kom den officielle statistik for befolkningstilvæksten i Frankrig, der nu tæller over 65,4 mio. indbyggere, og som med 2,01 barn pr. kvinde i fertilitet kun bliver overgået af det ærkekatolske Irland.

Pamela Druckerman: French Children Don't Throw Food - Parenting Secrets from Paris. 357 sider. 15 pund. Doubleday.

»Når mine amerikanske, britiske eller skandinaviske venner kommer forbi til kaffe eller for at spise, dominerer børnene fuldstændig konsekvent samværet. Men når mine franske venner kommer forbi, kan vi forældre sidde og føre en stille og rolig samtale, mens børnene leger i det andet rum.«