Faktisk uge 25 | 2016

Ghetto. For 500 år siden fik jøderne i Venedig deres egen bydel, der blev lukket af om natten. Om dagen lånte de penge ud til handelsfolk, syede tøj og trykte bøger under kristne navne. I dag er der meget få jøder tilbage i området. 14-årige Mendzel er en af dem.

Af Laura Engstrøm

»Godt, jeg ikke skal bo indespærret!«

Når Mendzel Banin går hen over det lille torv i det jødiske kvarter i Venedig, lægger han mærke til, at der er kommet flere turister, end der plejer at være på denne tid af året. De går langsomt rundt i deres praktiske sko og kigger sig omkring. Ligesom de fleste andre steder i Venedig er husene rosa og gule, og malingen skaller af. Men her i det jødiske kvarter er de gamle huse højere end de fleste andre. Nogle af dem har seks etager, og lejlighederne er små. Engang boede der 5000 mennesker i kvarteret, stuvet sammen på et meget lille område, der strækker sig over nogle få gader.

»Det har ikke været så sjovt dengang,« siger Mendzel, der er 14 år gammel og har hørt meget om kvarteret fra sin far, der er rabbiner, altså jødisk præst. Mendzel er født og opvokset her og bor med sine forældre og to mindre søskende i en lejlighed.

»Turisterne er her nok på grund af 500-året,« fortsætter han.

I år er det nemlig 500 år siden, at jøderne fik lov til at bo i området i Venedig, der kom til at hedde »il ghetto«, ghettoen. Dengang i 1516 var her ikke som nu. Nu ligger kvarteret i Venedigs yderkant. Det er let at komme dertil fra banegården, eller man kan tage vandbussen og sejle til området via kanalerne. I 1500-tallet var ghettoen et næsten øde område med et støberi, hvor ingen andre ville bo. I dag har jøderne deres eget land, Israel, men det havde de ikke dengang. De måtte ikke eje jord, og de var fordrevne fra andre steder i Europa. Derfor kom de til Venedig, hvor de ikke blev forfulgt. Dengang var Venedig ikke kun en by, men en republik, altså en stat, der styrede sig selv.

»Når jøderne fik lov til at være her, var det også, fordi det var en stor fordel for Venedigs handelsfolk,« siger Anna Vera Sullam, der er pensioneret universitetslærer. Hendes familie er en af de gamle jødiske familier i Venedig.

Lukket inde om natten

Når jøderne var velkomne i Venedig, var det, fordi mange af dem levede af at låne penge ud. Dengang var det ikke god skik for kristne at låne penge ud og tage renter for det, så de selv tjente på det. Men det måtte jøderne godt, så de lånte penge ud til republikkens mange handelsfolk. Der var også nogle bestemte andre ting, jøderne måtte lave: sy tøj og trykke bøger.

»Men de måtte ikke have deres navn på bøgerne. Det skulle være et kristent navn,« fortæller Anna Vera Sullam.

Jøderne måtte bo i Venedig på én betingelse: De skulle betale skatter for det. Og det område, de havde fået tildelt, blev lukket ved midnat. Hver nat stod der kristne vagter og sørgede for, at jøderne blev derinde.

»De eneste jøder, der måtte komme ud om natten, var lægerne. Styret i Venedig ville have kontrol med, hvem der boede i republikken. Det gjaldt også folk, der kom fra andre lande som Tyskland og Tyrkiet. Folk, der rejste gennem republikken, skulle bo i bestemte områder. Men jøderne var de eneste, der skulle gå med et gult mærke på tøjet. Siden blev det en rød hat, som de altid skulle have på, når de forlod ghettoen,« fortæller Anna Vera Sullam.

Mendzel Banin gyser ved tanken om at skulle være lukket inde om natten.

»Godt, jeg ikke skal bo indespærret! Ingen skulle bo sådan. Det er godt, det er frit nu, og vi kan bevæge os, hvor vi vil, når vi vil,« siger han.

Toraen og profeterne

I dag bor der næsten ingen jøder i ghettoen.

»Jeg vil tro, der er fem-seks familier tilbage,« siger Anna Vera Sullam.

Hendes egen familie flyttede ud af ghettoen, så snart de fik mulighed for det. Det gjorde de i 1797, da den franske hærleder Napoleon erobrede Norditalien og gjorde det muligt for jøderne at bo og bevæge sig frit.

»De jøder, der havde penge, flyttede ud med det samme. De købte huse eller paladser andre steder, men de fattige blev. Min mands familie flyttede først ud af ghettoen efter Anden Verdenskrig,« siger Anna Vera Sullam.

Mendzel er en af de få jøder, der stadig bor i ghettoen. Men hans familie kommer ikke derfra. Hans far er opvokset i den italienske by Bologna, og hans mor er fra Florida i USA.

I modsætning til de fleste andre jøder i Venedig lever de ortodokst. Ortodoks betyder »den rette tro«, og for jøder betyder det at være ortodoks blandt andet, at man går i synagoge om fredagen, holder fri om lørdagen og spiser efter jødiske regler. Mendzel går heller ikke i den almindelige skole, men i en privat, jødisk skole, hvor han bliver undervist på sproget hebraisk.

»Der læser vi Toraen og hører om de jødiske profeter,« fortæller han. Toraen er en hellig tekst for jøderne, lidt ligesom de kristne har Bibelen, og muslimerne har Koranen.

Mendzel er glad for at bo i ghettoen og kan ikke forestille sig at flytte nogen andre steder hen.

»Der er dejligt stille her i forhold til så mange andre steder i Venedig, og det er et godt stykke fra de steder, hvor de fleste turister kommer. Der er jo noget tid til, at jeg skal flytte hjemmefra, så jeg ved ikke helt endnu, hvad jeg vil. Måske kunne jeg godt tænke mig at flytte til Israel,« siger Mendzel.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533