1 Sektion uge 29 | 2016

Verden af lave. Fire tidligere udenrigsministre deler et ret mistrøstigt syn på Vestens aktuelle situation. De er enige om, at de vestlige lande må tage afsked med den aktivistiske udenrigspolitik og vende tilbage til mere klassisk diplomatisk aktivitet.

Af Hans Mortensen

Noget vil vise sig

Når tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skal give sit bud på den vestlige verdens og Danmarks aktuelle situation og udenrigspolitiske handlemuligheder, søger han trøst hos Wilkins Micawber – en figur fra Charles Dickens’ romanDavid Copperfield.

Når alt ser slemt ud, og det gør det ofte for Micawber, lyder hans valgsprog: »Something will turn up« – noget vil vise sig.

Ellemann-Jensen er en af fire tidligere danske udenrigsministre, vi har bedt om at analysere Danmarks og Vestens situation efter en sommer, der foreløbig har budt på britisk beslutning om at udtræde af EU, et mislykket statskup i NATO-landet Tyrkiet, terror i Frankrig og Tyskland. Dertil kommer, at Donald Trump stadig er en realistisk mulighed som den næste amerikanske præsident.

Det er problemer, der kommer oven i flygtningekrise og europæiske problemer med et aggressivt og nationalistisk Rusland.

Tidligere i år stillede den prisbelønnede amerikanske forfatter og journalist Anne Applebaum på baggrund af udsigten til Trump, Brexit og måske Marine Le Pen som fransk præsident fra næste år følgende foruroligende spørgsmål i en klumme i Washington Post: »Er det enden for Vesten, som vi kender det?«

Niels Helveg Petersen, der i 1993 afløste Uffe Ellemann-Jensen i Udenrigsministeriet, er ikke helt så pessimistisk, men risikoen er reelt eksisterende, siger han.

»Truslen mod Vesten og EU er seriøs. Det hele er mere skrøbeligt nu, og der er en reel mulighed for, at den orden, vi hidtil har kendt, er under afvikling, men jeg trøster mig nu med, at det europæiske samarbejde har været i krise før og har overlevet,« siger han.

Helvegs afløser Mogens Lykketoft deler bekymringerne i en sådan grad, at han på et enkelt punkt tyr til fornægtelse.

»Hvis USA vælger Donald Trump som præsident, risikerer vi, at alt falder sammen. Det er umuligt at læse hans hensigter, og vi ved ikke, hvilke rådgivere han vil vælge. Så for at holde humøret nogenlunde oppe, må man gå ud fra, at alt fortsætter, som det plejer i USA, og at landet fortsat vil spille den rolle, vi kender,« siger Lykketoft.

Forfejlet krig

De fire, hvoraf SFs Holger K. Nielsen er den sidste, er enige om, at verden set fra europæisk og dansk perspektiv er både farligere, vanskeligere og mere uforudsigelig, end den har været i umindelige tider. Og det er ikke blot Uffe Ellemann-Jensen, der klynger sig til håbet om, at noget vil vise sig. Handlingsopskrifter og forslag til hurtige løsninger lokker man ikke ud af nogen af de fire. Tværtimod er netop ønsket om konsekvent handling en alvorlig del af problemet, mener Holger K. Nielsen:

»Jeg er helt enig i, at Vesten befinder sig i en meget besværlig situation, fordi der er mange samtidige udfordringer i forhold til tidligere.

Et af de største problemer er skabt af den forfejlede såkaldte ’krig mod terror’. Vi kan ikke bekæmpe terror ved at føre krig i hverken Syrien, Irak eller Libyen.

Den såkaldte krig er et resultat af, at befolkningerne i vestlige lande har en markant stigende mistillid til politikerne. Den mistillid resulterer i krav om hurtig handling og klare svar på spørgsmål, der ikke kan svares klart på. Det er en politisk virkelighed, der tegnes blandt andet af debatten på de sociale medier.

Dette krav om klare svar og hurtig handling resulterer desværre ofte i, at man roder sig ud i noget, der ikke virker, og som ofte forværrer problemerne. Det er for eksempel sket i forhold til Islamisk Stat. I forhold til terror går jeg ind for, at efterretningstjenesterne får både ressourcer og værktøjer til at arbejde effektivt. Og så skal vi styrke propagandaoffensiven. Det er noget, som både amerikanerne og vores egne tjenester er stigende opmærksomme på. Der foregår en kamp om sjælene på internettet. Den skal vi tage alvorligt og blive bedre til at føre,« siger han.

Trods forskelligt politisk udgangspunkt er de fire påfaldende enige om, at en betydelig del af problemerne er selvpåførte. Ikke mindst af de vestlige engagementer i Irak og Libyen, mens indsatsen i Afghanistan bedømmes lidt mildere om end kritisk.

Det er med andre ord en afsked med den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, de argumenterer for. En tilbagevenden til mere klassisk diplomatisk aktivitet. Eller som kritikere måske ville sige; en tilbagevenden til småstatsmentaliteten.

»Meget af det, vi oplever, er en følge af problemer, som vestlig tilstedeværelse i Mellemøsten har efterladt. Obama har da også heldigvis truffet den fornuftige beslutning, at man ikke løser nogen som helst problemer ved at engagere sig i nye tvivlsomme militære invasioner. Afghanistan er på 16. år en tvivlsom succes, og Irak er en katastrofe, der har bidraget betydeligt til de problemer, vi i dag ser med Islamisk stat. I Syrien gik det galt, fordi Vesten aldrig fik truffet en klar beslutning, om man ville løse problemerne ved forhandling eller ved militær invasion. Derfor stillede man Assad et ultimatum, som man ikke gennemførte.

Nu må det være den helt afgørende prioritet at få skabt fred i Syrien, fordi den konflikt er kilden til både flygtningestrømmen og problemerne med ISIS-terror. Det skal al energi lægges i, og vi må få russerne og iranerne til at arbejde med,« siger Mogens Lykketoft, der får støtte fra Uffe Ellemann-Jensen, som dog har en mere positiv bedømmelse af Afghanistan-indsatsen.

»Vi er ikke i krig med islam eller mod terror. En af de største fejl, vi har begået, er at bruge den krigsretorik. Det har ført til blandt andet den håbløse aktion i Libyen, hvor vi har skabt en fejlslagen stat. Terror skal håndteres af politi og efterretningsvæsen, som skal styrkes. Man kan også bruge militæret i udvalgte situationer, som for eksempel Afghanistan, hvor vi fik fjernet Taleban fra magten og svækket al-Qaeda,« siger han.

Tyrkisk tilbageslag

Også når det gælder problemerne i Tyrkiet, mener Uffe Ellemann-Jensen, at fejlslagen vestlig politik bærer en betydelig del af skylden.

»Erdogan forsøgte faktisk at rette ind, fordi Tyrkiet officielt var ansøgerland til EU. Alle vidste jo, at det var en proces, der ville tage mange, mange år. Men alligevel mente flere landes ledere, for eksempel den franske præsident Sarkozy, at de skulle fortælle, at Tyrkiet aldrig ville blive medlem. Derefter tænkte Erdogan, at så kunne det også være lige meget, og han begyndte at gøre tingene på sin måde.«

Kritikken deles af de tre andre tidligere ministre. Niels Helveg Petersen:

»Vi har de seneste 10-15 år på trods af Erdogan oplevet et Tyrkiet, der har åbnet sig. De politiske fremskridt kom, fordi man følte presset udefra. Nu oplever vi så et gigantisk tilbageslag. Ledende EU-lande har grebet det helt forkert an i forhold til Tyrkiet. De var jo ikke i nærheden af at blive medlem af EU. De levede ikke op til københavnskriterierne. Men alene det, at de var kandidatland, var med til at rykke den politiske udvikling i den rigtige retning.«

Derfor er der da heller ingen mening i en total isolation af Tyrkiet på trods af de massive indskrænkninger af demokratiet og massearrestationerne, mener de fire.

»Jeg tror ikke, det er klogt at kappe alle bånd til Tyrkiet. Jeg har hørt, at der er fortalere for at smide landet ud af NATO, men det ville være dumt, og det vil for alvor føre til, at Erdogan har frit spil til at slagte al opposition.

Vi skal selvfølgelig sende nogle klare signaler og skrue bissen på. Det skal ske gennem EU, NATO og Europarådet, og så kan vi selv gå foran ved, at dronningen aflyser sit besøg i Tyrkiet til efteråret. Det besøg har jeg hele tiden set som en dårlig idé.

Problemet er, at vi er ret afhængige af Tyrkiet, når det handler om at begrænse flygtningestrømmen og i forsøgene på at skabe en form for stabilitet i regionen,« siger Holger K. Nielsen.

Oprustning?

Problemet med den analyse er blot, at det EU, der skal presse, er svækket af den britiske afstemning, og NATOs fremtid er usikker på grund af det amerikanske valg. Ifølge Uffe Ellemann-Jensen er der en fællesnævner.

»Der er tale om mange forskelligartede problemer, men de har stort set alle et fælles udgangspunkt i stigende nationalisme,« siger han og bakkes op af Niels Helveg Petersen:

»Jeg synes, der er en bekymrende historieløshed i diskussionen især om EU. Det virker, som om alle helt har glemt, hvordan verden og Europa så ud, før vi fik forpligtende samarbejde. Der er ingen historisk bevidsthed om, hvad et fravær af samarbejde og international retsorden betyder. Det er eksempelvis ejendommeligt, at man på den ene side kritiserer EU for ikke at kunne løse det ene og det andet problem – herunder flygtningekrisen, samtidig med at man kritiserer EU for at blande sig i alt for meget,« siger han.

Blandt de problemer, der i høj grad næres af stigende nationalisme, er forholdet til Rusland:

»Vesten har derfor svækket sig selv på en måde, der må få Putin til at gnide sig i hænderne. På sin vis er situationen i forhold til Rusland farligere, end den var under Den Kolde Krig. Putins nationalisme er langt mere uforudsigelig, end det var tilfældet med de kommunistiske ledere. Jeg har en gang hørt en sige, at Den Kolde Krig var som at spille dam, den nuværende situation er som at spille skak. Det er langt mere indviklet.

Heldigvis er NATO-landene da blevet enige om at styrke tilstedeværelsen i Polen og de baltiske lande. Men det er ikke nok. Vi må gøre os klart, at vi er nødt til at øge forsvarsbudgetterne, og at de europæiske NATO-lande selv skal bære en større del af byrden ved at sikre vores frihed,« siger Uffe Ellemann-Jensen. Netop her får han ikke opbakning fra de øvrige.

»Det kan som under Den Kolde Krig føre til en farlig oprustningsspiral. Det er allerede sådan, at Rusland opfatter os som aggressive og truende, mens vi opfatter dem som aggressive og truende. Derfor er det også en stor fejl med NATOs missilforsvar, der både er dyrt og provokerer russerne til mere oprustning. Jeg mener ikke, vi har brug for mere militær i den nuværende situation. NATO er allerede markant stærkere end Rusland, men selvfølgelig skal vi vise, at vi tager vores egen sikkerhed alvorligt, og at det også gælder de baltiske lande,« siger Holger K. Nielsen.

»NATO har været nødt til at udstationere bataljoner i de baltiske lande og Polen. Det er først og fremmest sket for at berolige nogle meget nervøse baltiske lande. Men generelt bør vi ikke medvirke til at fremme et kapløb om oprustning, som vil puste yderligere til den russiske nationalisme.

Vi har også brug for Rusland, hvis vi skal løse problemerne i Syrien, og hvis vi skal sætte effektivt ind mod klimaforandringer,« siger Mogens Lykketoft.

Sidste ræsonnement bygger så på den tidligere omtalte fortrængning af muligheden for Donald Trump som amerikansk præsident. En risiko, der kan få selv den besindigste eks-udenrigsminister til at rejse børster.

»Trump er det mest uforudsigelige nogensinde i amerikansk politik – måske var der lige Barry Goldwater i 1964, men han tabte jo med et brag. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det bliver, hvis han bliver valgt,« siger Niels Helveg Petersen.

»For mig at se er Trump udtryk for, at det, der ikke tidligere var tilladt i international politisk ledelse, nu er tilladt. Løgn og uærlig propaganda, hvor man lukker det værste fra folkedybet og de sociale medier ud,« siger Uffe Ellemann-Jensen, der frygter, at et valg af Trump vil føre til en protektionisme, der efterlader Europa endnu mere alene med problemerne.

»Dertil kommer, at den allerstørste trussel lige nu kommer fra den oprustning, der foregår i det sydkinesiske hav, hvor den kinesiske nationalisme skaber betydelige spændinger i forhold til både Japan og Filippinerne. Det kan i værste fald ende med en væbnet konflikt, som USA på grund af allianceforhold bliver nødt til at engagere sig i. Og dermed vil det også få følger for Europa,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Så er der jo næsten kun at håbe med Wilkins Micawber, at noget vil vise.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533