Kultur uge 38 | 2016

Interview. »Film er ikke en industri i Danmark. Det er kultur.« Den Danske Filmskole fylder 50 år, og det går forrygende for dansk film i øjeblikket, mener skolens rektor, Vinca Wiedemann. Også selv om der ikke har været færre i biografen for at se dem siden årtusindskiftet.

Af Malin Schmidt

Fortælleakademiet

Onsdag morgen den 14. september, da Vinca Wiedemann stod op og slog op på kultursiderne i avisen, kunne hun læse en nedslående nyhed for en rektor på Den Danske Filmskole: »Dansk film spiller for næsten tomme sale,« stod der i flere aviser. Det gik ikke kun dårligt, kunne hun læse, det gik katastrofalt. 2016 havde endda overgået katastrofeåret 2009 i tomme biografsæder. Ikke siden årtusindskiftet havde der været så få biografgængere til de danske spillefilm som netop i år. Otte ud af 14 danske spillefilm havde trukket færre end 10.000 biografgængere.

Sådan noget burde måske gå lige i hjertekulen hos en leder for den tonstunge institution i dansk kulturliv, som filmskolen er, men her onsdag eftermiddag er Vinca Wiedemann i gang med at skrive festtalen til fejringen af skolens store 50-års jubilæum og virker ikke synderligt berørt af den hårde dom.

»Jeg har set det så mange gange,« siger hun og griner lidt opgivende. »Så mange gange,« gentager hun, og nu sukker hun i stedet, så der ikke er tvivl om, hvor mange gange hun har set netop denne vurdering af sin egen metier.

I 2009 floppede dansk film, det gjorde den også i 2010, og igen i 2011, 2012 og 13. Ja, faktisk hvert eneste år op til 2016, hvor den altså flopper helt exceptionelt.

»Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på at være der, hvor publikum er, men den nyhed handler om, hvordan tingene går i biografen – ikke i filmen. Biografens tilstand er udtryk for, hvordan tingene forandrer sig. Hvordan vores filmvaner forandrer sig. Jeg ser rigtig mange film, jeg ikke ser i biografen, og det gør andre mennesker også. Biografens rolle er under pres, ligesom fjernsynets rolle er under pres. Men det betyder ikke, at dansk film er under pres.«

– Så du mener ikke, at dansk film går dårligt, bare fordi ingen går i biografen og ser filmene længere?

»Nej. Når jeg ser på de fortællere, vi har, og hvem der er på vej, så ser jeg danske filmfortællinger med et enormt potentiale hos publikum. Jeg ser også, at publikum er rigtig glade for dem. Dem, der ser dem, naturligvis. Så vil der altid være noget, der trækker mere end andet.«

Omvendt betyder det heller ikke, at indtjeningen ikke er under pres, indrømmer Vinca Wiedemann. Biografer, dvd-salg, visningsrettigheder til tv, finansiering, alt det – under pres. Som så mange andre kulturprodukter de her år, pointerer hun.

»Selv en succes kan nærmest aldrig tjene sig selv hjem i så lille et land som Danmark,« siger hun.

»Selv en dansk højbudgetfilm er i udlandet en arthouse-film alene på grund af vores sprog. Film er ikke en industri i Danmark. Det er kultur, og derfor skal den have hjælp, hvis den skal eksistere.«

Vinca Wiedemann nikker igen, så hendes røde pagehår vipper med. Hun bryder ud i sit karakteristiske smil igen, et, hvor hele ansigtet smiler med. Det er sådan, det ser ud for rektoren for den danske filmskole. Dansk film går godt. Og i overmorgen fejrer hun skolens 50-års fødselsdag.

»Ja, hvem ved, hvornår jubilæet egentlig er. Er det den dag, skolen åbnede for eleverne? Eller den dag, det blev besluttet at etablere den? Nu har vi valgt en dato at holde fødselsdag på, og det bliver på fredag,« siger Vinca Wiedemann muntert.

Da filmskolen lukkede sine første 15 elever ind i lokalerne på Christianshavn i 1966, var det ikke helt ukontroversielt. Hvorfor skulle eleverne nu være for fine til at gå i mesterlære og lære at lave film på den hårde måde? Skulle film til at være kunst, elitær og lukket om sig selv? Igen og igen er skolen blevet diskuteret og latterliggjort. I 1960erne blev skolen besat, da de studerende protesterede mod dens elitære adgangskrav. Lars von Trier fandt materialet til sit delvist selvbiografiske manuskript tilDe unge årpå skolen i slut-70erne, start-80erne. Med ham selv som den forvirrede og følsomme instruktørelev Erik Nietzsche i hovedrollen, der mest går op i faldende blade, sexscener og udstyr, han ikke må røre ved, og studentikose diskussioner med letgenkendelige parodier på lærere, for eksempel manuskriptlæreren Mogens Rukov, der bliver beskrevet som uforståelig og fortænkt, og den aarhusianske instruktør Nils Malmros, der mest af alt virker lalleglad og naiv.

Ifølge Lars von Triers parodi var filmskolen mest af alt et sted for narcissistiske, selvoptagede mennesker, der ikke kunne klare sig i virkeligheden og derfor underviste eller gik på skolen, mens filmskolen som sådan var en boble, der lukkede sig om sig selv. Sådan lød klicheen.

Men de seneste 50 år har skolen også bevist sig selv. Det står hævet over enhver tvivl. Danmark har på trods af en liden størrelse og lidet sprogområde placeret sig blandt verdens bedste filmnationer, og skolen har fostret navne som Lars von Trier, Bille August, Per Fly, Thomas Vinterberg, Nikolaj Arcel, Lone Scherfig og Susanne Bier, ligesom Dogme95 blev en international bølge. I dag er skolen en indiskutabel institution for dansk film med sine cirka 100 elever fordelt på fire forskellige uddannelsesretninger på Holmen i København. Filmskolen som sådan må betragtes som en succes, og selv filmbranchens hårdeste kritikere, som filmmagasinet Ekkos chefredaktør Claus Christensen, må give efter.

»Det er stadig en af verdens bedste filmskoler. Uomtvisteligt står den meget stærkt. Se bare på de instruktører, der er udklækket derfra,« siger Claus Christensen.

Om den kan blive ved med at være det?

»Det afhænger af, om vores elever kan skabe stærke, individuelle, personlige fortællinger,« siger Vinca Wiedemann.

»Mennesket vil altid stå i centrum for fortællingen. Det må vi aldrig glemme. Det gælder især i en tid, hvor de teknologiske muligheder ændres så hurtigt, at ingen længere kan følge med,« siger rektoren og forklarer, at der ikke er nogen, der ved, hvordan branchen og filmmediet kommer til at se ud om ti eller bare fem år. Virtual reality bliver ikke det sidste, vi ser i den udvikling.

»Derfor er det supervigtigt at have is i maven og gøre det klart, at det er fortællinger, vi beskæftiger os med på skolen. Fortællinger, der kredser om menneskets historie. Det har de gjort, siden vi boede i huler, og det vil de blive ved med at gøre. Man skal ikke lade sig forføre til at tro, at menneskelivet bliver helt anderledes, bare fordi de teknologiske muligheder bliver det.«

Når det filmiske udtryk forandrer sig konstant, og de filmiske muligheder hele tiden udvikler sig, forklarer hun, bliver netop det enormt vigtigt for ikke at være til fals for de nyeste modeluner. At man har et forhold til lys. At man har et forhold til lyddesign. At man bliver bevidst om, hvad man selv kan bidrage med. Teknikken er blevet langt mere kompliceret, men samtidig fylder den langt mindre.

»Det tekniske kommer ironisk nok til at fylde mindre, mens det metodiske kommer til at fylde mere. Den personlige stemme, ledelsen, samarbejdet, entreprenørskabet er det, vi som filmskole skal styrke. Det er det, vores elever skal kunne. Ellers kan man lige så vel bruge en robot til at lave en lydside. Det menneskelige bliver unikaet, mens du kan få robotter til at lave klicheen.«

Vinca Wiedemann slår ud med hånden for at understrege, at det er hendes vision som øverste chef for filmskolen. Det er det, hun arbejder for her i sit rektorkontor med de sorte møbler og de lyse træpaneler.

»Jeg tænker på det hele tiden, og min familie er ved at blive vanvittig.«

Da Vinca Wiedemann trådte til efter den tidligere rektor gennem 21 år Poul Nesgaards mere eller mindre ufrivillige afgang for to og et halvt år siden, udvidede hun som det første manuskriptuddannelsen fra to til fire år og sløjfede den eksperimenterende såkaldte »flerkameralinje«, der ellers var vicerektor Arne Bros hjertebarn. Det første fik hun mest ros for, det sidste også en masse ris, men efter nogen tid kom der en fælles udmelding fra Bro og Wiedemann om, at det var skolens linje. Eksperimenterne skulle ud på hele skolen, hed det. De skulle ikke isoleres ét sted.

Siden har der ikke lydt meget kritik af Wiedemann. Hun ser ud til at rydde op, lyder det fra én filminstruktør tæt på processen, som Weekendavisen har talt med, der lader forstå, at det også har været nødvendigt på en skole, der var stagneret. Hun har samlet folk fra branchen omkring sig og prøver at åbne skolen, lyder det fra en anden, der ser det mere udefra. Desuden har hun sat sit eget hold af stærke branchefolk efter en større udskiftning i lærerstaben. Christoffer Boe er ny faglærer i dramaturgi, Susanne Biers og Nicolas Winding Refns gamle fotograf Morten Søborg leder fotografuddannelsen, mens Kim Leona, der blandt andet har skrevetArven,BænkenogDrabet,leder manuskriptuddannelsen.

Da Vinca Wiedemann blev udpeget, fortæller Ekkos Claus Christensen, sagde man, at hvis man ville have, at der skulle ske noget på den danske filmskole, skulle man ansætte Vinca Wiedemann. Så ville det ske af sig selv.

»Umiddelbart ser det også ud til at være det, der er sket,« siger han.

»Hendes fokus har været at styrke spillefilmen. Det er hendes sigte med en udvidelse af manuskriptlinjen, og det mener jeg er et godt og rigtigt fokus. Kunstnerisk og kommercielt er det også det, man traditionelt forbinder med Den Danske Filmskole. Det har man ikke formået igennem en lang årrække, men da jeg så afgangsfilmene sidste år fra Vincas første halve årgang, så jeg nogle film, der har en radikalitet over sig, jeg ikke har set længe.«

Selv vil Vinca Wiedemann ikke vurdere allerede nu, om det er lykkedes. Hun er i det hele taget diplomatisk, trækker ting i sig, når det går for tæt på eller kan risikere at støde nogen. Er bestemt, men hjertelig, og fortæller, hvad hun vil have med i artiklen, og hvad hun ikke vil, og tænker sig hellere om en gang til for at finde frem til den version, hun vil fortælle offentligt.

Og så bliver hun alligevel pludselig meget direkte og kontant på sin egen diplomatiske facon. På spørgsmålet, hvordan det var at komme efter så markant en figur som Poul Nesgaard, svarer hun bare: »Jeg føler stadig, at jeg står ved starten.«

Om, hvor meget skolen har forandret sig, siden hun selv gik der i 1980erne, siger hun: »Kvaliteten på filmskolen har uomtvisteligt gennem alle årene været højt. Jeg ser, at skolen står foran at kunne tage et kvantespring, som den ikke har taget endnu.«

Det tager tid at lave uddannelse, siger Vinca Wiedemann flere gange – det er det lange, seje træk. Som at plante et træ eller sætte frø i jorden.

»Vi laver nogle ændringer, vi opretter en ny uddannelse og nedlægger en anden, og så ser vi først resultaterne om ti år.«

Det samme gælder manuskriptuddannelsen. Eleverne på den nye uddannelse er først lige begyndt på skolen, de har ikke prøvet at arbejde sammen med dokumentaristerne og animationseleverne endnu. Manuskriptuddannelsens integration med de andre uddannelser er en løftestang og et omdrejningspunkt. Det i sig selv kalder hun en »kæmpe gamechanger«.

Når det er sagt, påpeger hun igen, er det at lave uddannelse langsigtet. Det er hele præmissen for arbejdet. Det er hele præmissen for skolens 50-årige eksistens.

»Man laver ikke en masse forandringer på to og et halvt år. Det, vi ser i dag, er frø, der blev lagt i 1980erne. Det var her, grundstenen op til i dag blev lagt, og den er vi ved at reformere.«

Grundstenen fra 1980erne er arbejdet med fortællingen. At der er lige mange elever på hver faggren, så de seks elever på hver gren kan gå ind og lave film sammen. Det lyder måske banalt, mener hun, men det er det ikke.

»Lige nu er seks instruktører, seks fotografer og seks skuespillerelever ude på Refshaleøen, hvor de hujer rundt og laver workshop i karakterudvikling. Jeg ved ikke præcist, hvad de laver, men jeg har lige hørt om det fra vores pædagogiske udviklingsleder, som i øvrigt også er ny. Det kan de kun, fordi de kan gå sammen to og to.«

– Er det den slags, der skaber nye filmbølger?

Vinca Wiedemann griner højlydt.

»Ja, jeg ved ikke, hvad der ikke har rejst sig,« siger hun og griner igen over, at dansk film ikke skulle have rejst sig siden Dogme.

Der er så meget romantik, mener hun. Så meget nostalgi og så mange myter, når det gælder film. Nok fordi film er så elsket og så bredt favnende.

»Det kan da godt være, at nogen har en ambition om at lave nye bølger, men så skal man altså bare være klar over, at der mellem den franske nybølge i 1960erne og frem mod Dogme95 var meget lidt, der i dag kan betegnes som bølger, hvis overhovedet nogen. Hvis man gerne vil have, at danskerne skal producere en global filmkunstnerisk bølge hvert andet år, så kan man hurtigt blive skuffet.«

Hun går lidt i stå. Som om hun forstod, hvad hun sagde, mens hun udtalte ordene. Og så slår hun kontra.

»På den anden side kan man også sige, at det er fantastisk, at dansk film har så meget gennemslagskraft, selv om vi ikke har en bølge, som Dogme var. Vi har et afsindigt højt niveau på vores film. Måske skaber det ikke bølger, men det skaber så meget andet. Og bølger bliver altså aldrig et succesparameter for mig.«

– Hvad er så dit succesparameter?

»Det er en ny energi. Jeg ser de nye generationer af filmfolk og ser deres fortællelyst og deres trang til at ville fortælle anderledes historier. Vi har haft mange år, hvor de samme har domineret scenen, men jeg oplever, at der sker et skifte lige nu, og når der sker et skifte, vil man altid opleve, at der ikke er en sikker hånd. Der er både en Maya Ilsøe, der har skrevetArvingerne, og en Kasper. Åh, hvad fanden er det nu, han hedder …«

»… Kasper Skovsbøl, der lavede sin afgangsfilm sidste år, der foregik i Middelalderen, hvor han havde castet en transseksuel til hovedrollen. Det er ikke til at forudse, hvad det kan blive til. Der er den unge producer Lina Flint. De har alle en entreprenant lyst til at arbejde med mediet, og selv om der kommer til at gå noget tid, før de slår rigtigt igennem, er der en energi, der er lovende.«

Og så er vi tilbage ved pengene og de tomme biografstole. For selv om Vinca Wiedemann med stor entusiasme fortæller om nettet og de sociale medier, om tv-serier, der ikke har kostet en krone, og som lige pludselig ligger på YouTube, er hun godt klar over, at det ikke giver flere penge i hverken indtjening eller støtte.

»Filmskolen er en offentlig uddannelse, det er skatteyderkroner, der betaler uddannelsen, fordi det er vigtigt for os, at vi har en filmkultur. Vi kunne sagtens have en reklamefilmskole, som drejede sig om, hvordan vi får et bestemt budskab ud, og hvordan vi sælger produkter. Men det er ikke det, vi får pengene for. Vi får pengene for at uddanne filmtalenter, der laver film, der er væsentlige for vores kultur. Vi får pengene for, at der bliver skabt fortællinger. Og det er det, vi gør her.«

Vinca Wiedemann

Født 1959. Uddannet filmklipper fra filmskolen i 1987, klippede herefter for blandt andre Jørgen Leth. Spillefilmskonsulent på Det Danske Filminstitut fra 1999 til 2003. Herefter leder af den nye talentudviklingspulje New Danish Screen indtil 2007, hvor hun var kreativ sparringspartner for blandt andre Pernille Fischer Christensen, Christoffer Boe og Anders Morgenthaler. 2007 vendte hun tilbage til filmbranchen som producer, manuskriptforfatter og forfatter og fra 2010 til 2013 fast tilknyttet Zentropa, hvor hun blandt andet arbejdede sammen med Susanne Bier, Thomas Vinterberg og Lars von Trier. 1. marts 2014 blev hun udnævnt til rektor for Den Danske Filmskole.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533