1 Sektion uge 21 | 2017

Af Martin Krasnik

Gå af, Løkke

Den 24. juli 1901 blev et afgørende demokratisk princip stadfæstet i Danmark. Højre, der havde regeret landet i årtier, havde fået et sølle valg, mens bondepartiet Venstre vandt stort. I Tinget var der flertal for Venstre, og det fik kongen til at udpege en Venstre-mand, J.H. Deuntzer, til konseilspræsident, den tids statsminister. Dermed fik vi parlamentarisme, det princip at regeringen ikke kan have et folketingsflertal imod sig. Det blev senere til paragraf 15 i grundloven. Det er et godt princip. Det betyder nemlig, at regeringen repræsenterer et flertal af vælgerne. Det er ikke sådan, at J.H. Deuntzers partifælle i dag, 116 år efter, direkte forbryder sig mod parlamentarismen som formuleret i Grundloven, men Lars Løkke Rasmussen regerer i strid med princippets ånd og hensigt: VLAK-regeringen har ikke på nogen meningsfuld måde flertal i Folketinget. Den kan ikke gennemføre noget som helst. Den er lammet. Og det er en tilstand, der bør ophøre.

BORGERLIGE vælgere hørte godt efter, da Lars Løkke Rasmussen i 2014 erklærede at han »ikke ville være statsminister for enhver pris«. Hvad betød det? »Hvis jeg skal være statsminister, skal jeg have plads til at føre min politik ud i livet,« sagde han. Det var et dejligt klart signal, ja, måske helt afgørende for de vælgere, der stemte på ham. Løkke havde jo tabt ét folketingsvalg før. Nu kunne man regne med ham: Mærkesagerne skulle gennemføres – ellers ville han hellere være fri. Men sådan er det ikke gået.

REGERING af navn. Statsminister for enhver pris. Sådan er det blevet. Forleden skrottede regeringen endnu en mærkesag: ønsket om en højere pensionsalder. Dermed sætter den endnu en sten på gravpladsen for borgerlige mærkesager: Her ligger 2025-planen og smuldrer, herunder lavere skatter og lavere SU, her hviler den flade boligskat og politiskolen i Herning, her er lovliggørelsen af Uber, ja, her ligger hele reformdagsordenen og rådner. VLAK-regeringen var en reaktion på, at Venstre konstant blev tvunget til at føre en politik, der var stik mod dens egne ønsker. Det sker stadig. Vi er vidne til en ekstrem forvridning af det politiske landskab, hvor regeringen løber forvildet rundt.

ER regeringen lammet, skyldes det selvfølgelig, at magten ligger et andet sted. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti fører de facto regeringspolitik: En skattekommission, javel! En ny fiskeri-aftale? Skal ske! En transport-aftale om kollektiv trafik? Yes, sir! Det er ikke bare uværdigt, men også skadeligt. Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl har hverken formelt mandat eller ministeransvar. Og samtidig opstår der med hast en forlorenhed og uigennemsigtighed omkring det politiske arbejde: Dansk Folkeparti underløber konstant den regering, som det egentlig er støtteparti for. Frederiksens parløb med Thulesen Dahl betyder, at hun ikke behøver svare på, hvad man kan forvente af udlændingepolitikken og EU-politikken, når hun i stedet skal samarbejde med venstrefløjspartier, der mener det modsatte. Resten af venstrefløjen går i afmagt og teoretiserer over de ultimata og røde linjer, der skal håndhæves over for en S-regering.

FÆRDIG med politik bliver historiebogen aldrig, men den aktuelle elendighed er en logisk kulmination på flere årtiers politisk opbrud. Siden jordskredsvalget i 1973 har de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Radikale, Venstre og Konservative, kæmpet med at finde ud af, hvor de skal svømme hen i vælgerhavet. Socialdemokratiet samler sig med sin fusion med Dansk Folkeparti om det nationale fællesskab af arbejdende middelklasse, de Radikale og Konservative besinder sig på henholdsvis internationalt liberale og nationalt borgerlige pejlemærker. Venstre træder vande. Lars Løkke er hverken kaptajn i regeringen eller i sit eget parti: Fløjen omkring hans næstformand vil den ene vej – fløjen omkring hans integrationsminister den anden. Kristian Jensen ønsker åbenhed og multikultur. Inger Støjberg vil markere sig så hårdt over for udlændinge, at hun synes parat til at ignorere loven.

NU må statsministeren erkende tingenes tilstand og give vælgerne mulighed for at give et mandat, baseret på den politik, partierne faktisk fører. Det er kernen i princippet om parlamentarisme, og det gør Lars Løkke Rasmussen klogt i at respektere. Ellers får man jo det indtryk, at han netop vil være statsminister for enhver pris. Et folketingsvalg vil sandsynligvis give os en socialdemokratisk regering, men det har vi sådan set allerede. Alternativet er, at borgerlige vælgere i de næste to år vil være stadig mere nedtrykte vidner til en regering, som fører politik efter andres forgodtbefindende. Hensynet til demokratiets ve og vel og den dertilhørende respekt og tillid til politikerne burde nok være vigtigere end ministertaburetter. Derfor bør Lars Løkke Rasmussen udskrive valg hurtigst muligt.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533