Testoteron. Igennem det meste af et århundrede har hormonet været den essens, der skaber og definerer den mandlige krop og psyke. Ifølge medicinhistorien er det dog en sandhed med modifikationer, påviser to unge forskere.

London, 1935. Cremen af verdens hormonforskere er samlet til Second International Conference on Standardisation of Sex Hormones. På dagsordenen er spørgsmålet om kønshormoner: Findes de, og hvad skal de i så fald kaldes? De biokemikere og biologer, der befolker hormonforskningsfeltet, er uenige. For biokemikerne er hormoner generelle katalysatorer, der påvirker legemlige processer og vækst af forskellige former for væv - og derfor bør de ikke forbindes specifikt med kønsudvikling. Anderledes med biologerne, der anskuer hormoner som parametre, der definerer dyr og mennesker som enten hanlige eller hunlige.

Biologerne løber af med sejren. Det besluttes én gang for alle, at de hormoner, som på dette tidspunkt er fundet i testikler og ovarier, skal defineres som kønshormoner. Efter en del diskussion ender man med at kalde de mandlige hormoner androgene substanser og de kvindelige hormoner østrogene substanser. Også testosteron får sit navn ved denne lejlighed.

Siden er bestemte hormoner blevet kædet sammen med udviklingen af fysiske og psykiske kønslige træk. Men er testosteron virkelig det stof, der »gør drenge til mænd«?

»De sidste 70-80 år har der i offentligheden hersket den udbredte opfattelse, at testosteron er den essens, der skaber den mandlige krop og psyke. Også i naturvidenskabelige miljøer er testosteron i vid udstrækning blevet brugt som årsagsforklaring på maskulint udseende og adfærd. Men medicinhistorien viser, at det er en sandhed med modifikationer,« fortæller Morten Hillgaard Bülow, ph. d.- stipendiatved Medicinsk Museion og sammen med forskningsassistent på KU's Institut for Folkesundhedsvidenskab Marie-Louise Holm forfatter til RUC-specialet Det stof, mænd er gjort af. Konstruktionen af maskulinitetsbegreber i forskningsprojekter om testosteron i Danmark fra 1910' erne til 1980' erne, som i går var på plakaten i foreningen Historisk Samfund.

»Hormonforskernes udgangspunkt og selve navngivningen af kønshormonerne betød, at de op gennem forskningshistorien og helt frem til nutiden har haft og stadig har stærke kønslige konnotationer - og dermed har præget vores forestillinger om, hvad der er maskulint og feminint. Vedtagelsen af begreberne lukkede stort set debatten om, hvorvidt de kemiske substanser burde forbindes primært med kønsudvikling eller ej. Androgen betyder direkte oversat fra latin ' det, der skaber mænd', og østrogen betyder ' det, der skaber brunst'. De androgene substanser blev dermed sat i forbindelse med det mandlige, mens de østrogene substanser blev knyttet til forplantning,« uddyber Marie-Louise Holm.

Det hele starter med 1910ernes gryende interesse for hormoner. I Danmark tegnes den navnlig af retsmedicineren Knud Sand, der også var en af tidens førende seksualbiologer i Europa. Som sine kolleger var han stærkt optaget af at finde ud af, hvad der biologisk bestemte kønsudvikling. Inspirationen kom fra Antikkens teorier om, at der måtte findes et stof i dyr og menneskers kønsorganer, der styrede et individs udvikling i enten hanlig eller hunlig retning. Men ikke nok med det. Hvordan kunne det lade sig gøre, at visse individer udviklede både hanlige og hunlige træk?

I Ugeskrift for Læger i 1920 beskriver Sand sin interesse som værende »henvendt paa den store Kategori af Mennesker, der frembyder mere eller mindre blandede Kønskarakterer. Det er de ' sexuelle Mellemstadier', hvor Kønnet ikke er skarpt udtalt i alle Retninger, men hvor vi finder alle mulige Overgange og Kombinationer mellem hanligt og hunligt Køn saavel i legemlig som psykisk henseende.«

Helt i tråd med tidens optagethed af at klassificere mennesker ud fra kategorier som race, køn, alder, klasse og moralsk habitus opfattede Sand mennesker på de seksuelle mellemstadier som syge og degenererede, og derfor måtte de ideelt set behandles.»

Forskerne arbejdede på at finde to stoffer, der førte til henholdsvis mandlig og kvindelig udvikling. Men faktisk var eksistensen af et hanligt hormon kun en hypotese frem til 1930rne, hvor det lykkedes biokemikere at isolere nogle kemiske substanser, som siden blev navngivet kønshormoner. Indtil da afprøvede de deres hypotese ved at eksperimentere. Eksempelvis kastrerede de infantile kyllinger, marsvin og rotter og transplanterede forskellige kombinationer af kønskirtler ind i dyrene. Oprindelige hunmarsvin fik testikler, hanmarsvin fik ovarier,« siger Morten Hillgaard Bülow.

I Sands doktorafhandling fra 1918 præsenterede han eksempelvis et herma-froditmarsvin, der skulle illustrere, at dyr med både testikler og ovarier udviklede træk fra begge køn. Ligesom dyr med indopererede testikler blev maskuliniserede, gav indopererede ovarier feminine træk. Seksualbiologerne tolkede den fysiske udvikling som udtryk for, at deres tese var korrekt. Spørgsmålet om homoseksualitet optog naturligvis også forskerne. I 1920 blev homoseksualitet forstået som en »seksuel Abnormtilstand«, og Sands teori var, at en homoseksuel mand måtte have haft en normal hanlig hormonproduktion frem til puberteten, men at der derefter blev produceret flere hunlige hormoner, der fik manden til at tænke og føle som en kvinde - og dermed begære andre mænd.»

Eksperimenter med dyrene gjorde forskerne optimistiske i forhold til at behandle og måske endda kurere homoseksualitet. Der er dokumentation for, at frivillige homoseksuelle mænd i flere tilfælde blev kastreret og fik indopereret »raske, heteroseksuelle testikler«, der skulle sikre en normal hanlig hormonproduktion. Men forskerne havnede i en blindgyde. Det virkede simpelthen ikke, så indgrebene blev hurtigt opgivet igen,« fortæller Morten Hillgaard Bülow.

I 1934 sker der imidlertid noget, der bringer nyt skred i forståelsen. Den tyske gynækolog Bernhard Zondek beretter, at han har fundet store mængder kvindeligt kønshormon i urin fra hingste. Og det endda langt mere end i urin fra hopper. Endvidere har han sporet både hanligt og hunligt hormon i urin fra mænd og kvinder. Man finder også ud af, at kønshormonerne ikke kun produceres i kønsorganerne, men tilmed i binyrerne. Og at hormonproduktionen sker i et tæt samspil med hypofysen.

»Eksperimenter viste også, at hormonerne ikke nødvendigvis havde kønsspecifikke virkninger. Hunlige hormoner kunne eksempelvis stimulere udvikling af fysiske træk, der blev anset for specifikt maskuline, for eksempel vækst af penis,« siger Marie-Louise Holm.

I de følgende år anfægtede flere forskere kønshormon-klassifikationen. Den danske læge Herman Nielsen skrev i Ugeskrift for Læger i 1935, at »efter at B. Zondek har paavist, at Ovariehormonet med størst Udbytte kan vindes af Hingste-Urin, synes saavel det ' ovarielle' som det ' feminine' ved disse Hormonpræparater at være noget illusorisk.« Og i 1947 lød det fra læge ved Statens Seruminstitut Christian Hamburger i Månedsskrift for praktisk lægegerning og social medicin, at »hvis man vil medregne som Sexualhormoner alle de Hormoner, der har Betydning for Kønskarakterernes Udvikling og for Forplantningen, bliver det svært at finde et Hormon, der ikke er noget Sexualhormon.«

»Flere og flere forskningsresultater pegede på, at testosteron og andre androgener ikke kun var forbundet med kønsudvikling, men at de også indgik i en række andre biologiske processer i menneskekroppen, såsom salt-og vandstofskifte, knoglevækst, pigmentering og muskelopbygning,« siger Marie-Louise Holm.

Troen på substansernes tilknytning til køn var imidlertid sejlivet. I 1940rne begyndte man at behandle forskellige kønsrelaterede lidelser med både testosteron og østrogen, eksempelvis sterilitet, menstruationssmerter og -forstyrrelser, frigiditet, impotens og bryst-og prostatakræft. Mange af behandlingerne viste sig imidlertid virkningsløse, blandt andet testosteronbehandling af mandlig infertilitet.

I 1960erne tog hormonforskningen atter en ny drejning. Det viste sig, at de kemisk beslægtede androgene substanser kunne omdanne sig ikke bare til hinanden, men også til østrogen i kroppen. Tilmed fandt man ud af, at testosteron også blev produceret i leveren.

»Forskerne blev også opmærksomme på, at individers alder og fysiske konstitution spillede ind på både produktion og optag af hormonerne. Og ny forskning rapporterede, at der hos voksne mænd ikke var direkte årsagssammenhæng mellem mængden af testosteron i blodet og graden af såkaldt maskuline træk,« forklarer Marie-Louise Holm.

Men så kom kromosomforskningen, og man blev ved hjælp af kartotyper - billeder af et individs kromosomer - i stand til at dele menneskeheden op i X og Y. Det løsnede i nogle forskningsmiljøer koblingen mellem testosteron og maskulinitet, mens den vedblev med at eksistere inden for andre.

»Det, der snart fik forskernes opmærksomhed, var kromosomafvigelser. Mennesker, der havde andre kromosomsammensætninger end XX og XY, måtte udvikle sig abnormt, mente man - både psykologisk og kropsligt. Især personer med XXY-variant var en udfordring. Var disse mennesker, som var født med en penis og i puberteten kunne udvikle kvindelige træk såsom bryster, kvinder eller mænd? Før 1956 havde man klassificeret dem som kvinder på grund af det dobbelte X-kromosom. Men efter kartotyperne tolkede man dem grundlæggende som mænd på grund af Y-kromosomet,« uddyber Marie-Louise Holm.

Fra tidligere studier vidste man, at individer med XXY generelt havde et lavere testosteronniveau end XY-individer. Men den danske læge Anders Frøland, der i et studie sammenlignede mænd med de to kromosomvarianter, måtte konkludere det bemærkelsesværdige, at individer med XXY sjældent blev opfattet anderledes end andre mænd. De skilte sig simpelthen ikke nok ud med deres udseende.

»Frøland fandt, at nogle mænd med XY-kromosomer også kunne have bryster eller meget lidt skægvækst, mens mænd med XXY-kromosomer nogle gange havde meget skæg og ingen brystudvikling. Det interessante er også, at han ikke kunne finde en direkte sammenhæng mellem testosteronniveauer og bestemte fysiske træk,« understreger Morten Hillgaard Bülow.

I dag foreslår de nyeste teorier, at kønslig udvikling styres af et samspil mellem gener, hormoner, psykologi og miljø. Miljø! Hvordan?

»Flere forskere arbejder i dag ud fra den antagelse, at vores forestillinger om køn får betydning for biologien. At det biologiske køn og det sociale køn ikke kan adskilles. Tag eksemplet store muskler. De forbindes i vores kultur med det maskuline og får manden ind i træningscenteret. Dét, ved man, øger testosteronniveauet.

Løfter man som kvinde tunge vægte i træningscenteret, mødes man derimod med spørgsmål som: Er du ikke bange for at blive for stor? Underforstået at udvikle en krop, som bliver anset for at være ukvindelig. Kvinders testosteronniveau stiger jo også ved træning, og nogle kan få ret store overarme. I den anden ende af spektret har vi anorektikerne, der overdriver bestræbelserne på at leve op til kulturbestemte kropsidealer. Deres menstruationer udebliver ikke sjældent på grund af et lavt østrogenniveau. På den måde påvirker vores ideer og adfærd hormonproduktionen og dermed i sidste ende, hvad vi forstår ved maskulint og feminint udseende,« siger Marie-Louise Holm.