Kultur uge 3 | 2017

Essay. New York Times har fået øje på os, men vores buschauffører vinker altså stadig med pegefingeren, når de skal hilse på kollegerne i den modsatte vognbane. Selv i et kulturår slipper jeg næppe for at møde mine børns venners forældre midt i Sallings evige julepynt.

Af Asker Hedegaard Boye

Fodsålernes hovedstad

Jeg får lyst til at skrive, at alting er forandret. Fra min altan i Mejlgades nordlige ende har jeg udsigt til en endeløs byggeplads. De gule gravemaskiner styrer uden om containerne, mens kæmpekranerne står og glor som krumryggede giraffer. En ny bydel er ved at tage form, og mågerne kan ikke finde ro. Aarhus Ø på byens Nordhavn vil om få år huse tusindvis af beboere og arbejdspladser, men er i dag mest af alt et ufærdigt virvar af futuristiske etageejendomme, virksomhedsdomiciler, rekreative områder og lange, smalle fordybninger, der måske engang bliver til dekorative kanaler.

Fra Østhavnen kan man boarde en vandflyver til København. Ved Nørreport, et stenkast fra min stue, vil landets første elektroniske letbane snart forbinde hovedbanegården med havnen, byen og det ekspanderende universitetshospital ude i Skejby.

I de senere år er Aarhus blevet to permanente madmarkeder samt en stribe eksklusive øl-og vinbarer rigere. Fra min lejlighed har jeg ti minutters gang til den nærmeste af byens 16 Michelin-omtalte restauranter og kun lidt længere til et af Europas mest moderne kulturhuse, hovedbiblioteket Dokk1, der blev indviet i juni 2015.

Otte måneder tidligere stod en ny udgave af Moesgaard Museum færdig syd for byen, og i år udvides kunstmuseet ARoS med 6500 underjordiske kvadratmeter. Begge museer har over en halv million gæster om året og er blandt landets fem mest besøgte.

Byens gamle godsbanegård og de omkringliggende fortoldningsbygninger er blevet omdannet til et vildtvoksende kulturcentrum med undervisning, teaterscene, natklub og værksteder for professionelle kunstnere, iværksættere og andre interesserede borgere. Ifølge Aarhus Kommune passerede antallet af hotelovernatninger sidste år 800.000, en stigning på 63 procent siden 2011, og i de seneste måneder har Aarhus fået fornemme anbefalinger i medier som New York Times, Washington Post, The Guardian, Lonely Planet, Le Monde, Frankfurter Allgemeine Zeitung og Der Spiegel. »En stor by med en universitetsstemning og en blomstrende, kunst-, kulturog madscene,« skrev førstnævnte.

Men jeg får også lyst til at skrive, at ingenting er forandret. Vi vægrer os stadig ved at gå ind forrest i bussen, og chaufføren løfter endnu sin venstre pegefinger for at hilse på en modkørende kollega. De årtier gamle, ikoniske gavlmalerier findes fortsat, og otte slanke kirkespir knejser endnu over de fleste af byens tage. Hvis vindforholdene vil det, hænger stanken fra de store foderstof-og oliefabrikker stadig tungt over byen, og om foråret dufter Riis Skov som altid af ramsløg. Vi kender alle nogen, der kender nogen, som kender en rådmand. Eller en rocker.

Inden for Ringgaden bor vi 60.000 mennesker akkurat som i slutningen af 1800-tallet.

Dengang boede de tættere, nu bor vi en smule højere, selv om Aarhus også i dag overvejende er en by i fem etager. Stormagasinet Salling er fortsat julepyntet en fjerdedel af året, og vi kan stadig kende en outsider alene på udtalen af bynavnet og smiler overbærende, når en sjællandsk sjæl kommer for skade at udtale Aarhus uden det kraftige tryk på første stavelse og alene antydningen af den sidste og i stedet deler byen op i to ligeværdige, rytmiske slag.

Allerede 1000-tallets tyske handelsrejsende fik stedbetegnelsen galt i halsen og troede, de hørte hus, når de egentlig hørte us eller os (olddansk for munding).

Et sted mellem det ene og det andet - mellem den spirende fornemmelse af noget afgørende nyt og den trygge forsikring om, at jeg stadig kan kende min egen by - findes dagens Aarhus og årets europæiske kulturhovedstad.

Lørdag aften indledes kulturåret med en åbningsceremoni arrangeret af den verdenskendte eventinstruktør Nigel Jamieson, der i sin tid også bidrog afgørende til åbningen af De Olympiske Lege i Sydney i 2000. I vintermørket vil en procession bestående af 4000 statister og flere hundrede musikere og korsangere fragte tusindvis af lanterner, lysende småskibe og en håndfuld enorme vikingeskibe i papir gennem byen til tonerne af Drømte mig en drøm i nat, Nordens ældst kendte folkemelodi. Det ventes, at op mod 100.000 mennesker vil overvære showet, som er en hilsen til de første aarhusianere, der bosatte sig ved åens udmunding omkring år 770. Åbningen er af Rebecca Matthews, Fonden Aarhus 2017s administrerende direktør, blevet kaldt en »once-in-a-lifetime oplevelse«. Det er en ofte understreget pointe, at værtskabet ikke er Aarhus' alene. Officielt er det et anliggende for hele den midtjyske region, der består af 19 kommuner og 1,3 millioner mennesker fra Thyborøn i nordvest til Juelsminde i sydøst. Der vil i løbet af de kommende 11 måneder finde begivenheder sted i hele regionen, men omdrejningspunktet vil naturligt nok være Aarhus Kommune, ikke mindst byens centrale del, Midtbyen. Det er her, størstedelen af årets 350 arrangementer - eller 7000 events - vil foregå.

Der er noget passende over Jamiesons valg af transportform til åbningsceremonien.

Ikke fortidens skibe med de karakteristisk svungne stævne, men folkevandringen på gåben. De titusindvis af marcherende tæer. Aarhus er nemlig fodsålernes by. Det tager ikke mere end tre kvarter at spadsere på langs af byen fra Trøjborg i nord til Harald Jensens Plads i syd, og har man bare én gang prøvet at færdes i Jægergårdsgade, Vestergade, Klostergade eller Graven, ved man, at det hverken er bilisterne eller cyklisterne, der bestemmer i Aarhus. Det er i stedet os, de anarkistiske fodgængere, der langsomt og kammeratligt skvulper fra fortov til fortov.

Indimellem forsøger byrådet at opdrage os. Det nye, milliarddyre letbaneprojekt skal på længere sigt trænge bilerne ud af byen, og mens politikerne og den grønne del af erhvervslivet længe har haft som udtalt ambition at gøre kuperede Aarhus til en international cykelby, vader vi ufortrødent videre.

Det er kun naturligt, at Northside, byens roste musikfestival, der på rekordtid har fået status som en af landets vigtigste, er placeret i behørig gåafstand fra Midtbyen. Så kan man gå hjem i seng efter den sidste koncert.

Det kan vi aarhusianere godt lide.

I Aarhus møder vi hele tiden hinanden.

Vores adstadige tempo har gjort os til dem, vi er. Reaktionstiden for to gående er markant længere end for to cyklende, for slet ikke at tale om bilisterne. I Aarhus er det svært at undgå dem, man ikke gider at tale med.

Gamle klassekammerater, ens børns venners forældre, den slags. Pludselig står han der, og så er der ingen anden vej end at passere forbi på tåspidserne. Så han mig? Selvfølgelig så han mig. Vi tvinges til det høflige nik, til håndtrykket eller måske endda et akavet klappekram.

Naturligvis har organisationen bag kulturåret valgt at udskifte 4000 fliser i kommunens fortove med en specialdesignet udgave med inskriptionen Aarhus 2017. Samme logik må ligge bag den kreative udformning af det befærdede fodgængerfelt, hvor Sønder Allé krydser Strøget. Her er de hvide striber blevet erstattet af kulturhovedstadens langbenede logo. Fordi det er der, vi aarhusianere alligevel alle sammen hele tiden befinder os.

»Byens gader er det store manuskript, vi alle skriver videre på med vores skridt,« skriver journalist Stig Olesen i sin og fotografen Carsten Ingemanns Åh, Aarhus (2017), en fortælling, der ganske passende udgøres af syv vandreture ad de store indfaldsveje til landets næststørste by: Oddervej mod syd, Skanderborgvej mod sydvest, Silkeborgvej mod vest, Viborgvej mod nordvest, Randersvej mod nordnordvest, Grenåvej mod nordøst samt søvejen.

Allerede H. C. Andersen bemærkede aarhusianernes optagethed af hverdagsvandringen i Levnedsbogen (1832), hvor han nævner byens store veneration for sin romandebut, den eventyrlige nattevandring Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829). »Man viste mig al mulig Opmærksomhed og overalt traf jeg Venner og især af Fodreisen der ret synes at have rejst om,« skrev han efter en kort visit i Aarhus i sommeren 1830.

Det kunne lyde som en dårlig joke, men selv byens vartegn er en opvisning i gakkede gangarter. Olafur Eliassons Your rainbow panorama (2011) på toppen af ARoS er afhængig af de besøgendes spadserelyst. Kun sådan kan man opleve forskellene i det halvanden hundrede meter lange, cirkelformede farvespektrum, som danner et panoramisk vue ud over byen og bugten. »En sansevandring,« kalder museet kunstværket, og den liggende regnbue inviterer da også til trav i varierende tempo. Ikke sjældent må en af museets kustoder dæmpe børnehavebørnenes kåde kapløb.

Knap så løssluppen er menneskestrømmen langs den smukke Stadion Allé hver fjortende dag. Den er snarere rituelt summende og forudsigelig og begynder et par timer før kampstart. Størrelsen afhænger af, hvordan det går byens fodboldhold, AGF, men tusinder af mennesker til fods er der altid på en fodbolddag på den halvanden kilometer lange strækning fra Ingerslev Boulevard til Ceres Park ude i Havreballe Skov. Første gang, jeg gik turen, var sammen med min far i marts 1989 før en Europa Cup-kamp mod FC Barcelona.

Senest var i september sidste år i minutterne før et opgør mod FC Midtjylland.

Idéen om et årligt, udvalgt kulturcentrum i Europa blev vedtaget i 1985 af EFs ministerråd.

København havde æren i 1996, da den officielle betegnelse endnu var Europæisk Kulturby. Tre år senere blev by til hovedstad, og siden 2001 har hele to byer om året kunnet bryste sig af den prominente titel. I de senere år har byer som Guimarães, Ko?ice og Umeå haft værtskabet, og næste år er det hollandske Leeuwarden og maltesiske Vallettas tur. Men i år gælder det Aarhus - og Parfos, et cypriotisk fiskerleje på størrelse med Køge. Det aarhusianske budget lyder på 450 millioner kroner eller kun godt halvdelen af, hvad man brugte i polske Wroclaw, en af sidste års to kulturhovedstæder.

Både det ene og det andet kan vi nemt grine lidt af, men ifølge VisitAarhus regner man i 2017 med at krydse den magiske grænse på en million årlige hotelovernatninger alene i Aarhus. Et forsigtigt skøn lyder desuden, at turisttilstrømningen vil blive forøget med mindst en halv million mennesker. I denne tid slår flere store hoteller dørene op for første gang i Aarhus, og over 30 krydstogtskibe har allerede meldt deres ankomst til sommer.

Aarhus' dominerende position i Jylland og status som regional metropol er relativt ny.

I midten af 1800-tallet var byen stadig kun lige så stor som Randers, mindre end Helsingør, og bare lidt større end Haderslev.

Det var først med anlæggelsen af de to nordlige havnebassiner i årene 1845-61 og 1883-90 samt opførelsen af banegården ved Ryesgade i 1862, at byen for alvor begyndte at vokse. På 40 år femdobledes Aarhus' indbyggertal, og byen var nu landets næststørste, men uden et traditionelt særkende.

Det moderne Silkeborg voksede frem af asken fra papirfabrikkerne, Herning havde sin tekstilindustri og Randers sine reb og handsker. Aalborg groede med skibsbyggeriet, cementen, tobakken og spiritussen, og Esbjerg blev grundlagt som eksporthavn for slagterivarer til England. Aarhus havde lidt af det hele - maskin-og oliefabrikkerne, den store havn, Ceres og metalindustrien, men tidligt også en række markante uddannelsesinstitutioner: Aarhus Kvindeseminarium anno 1909 og fra 1928 Universitetsundervisningen i Jylland, senere kaldet Aarhus Universitet.

Det blev snart svært at udpege den typiske aarhusianer.

Særligt i den sidste halvdel af 1900-tallet er vi blevet flere og mere blandede. Man kan høre det på vores mål. Den gamle dialekt, der nemt kunne forvandle Arne Jacobsens smukke rådhus til et røghus, er kværnet itu af uddannelsesinstitutionernes sprogblender.

Man skal efterhånden lede længe efter en ung aarhusianer, der ikke er i stand til at nagle et blødt d. Ingen anden by i Danmark er lige så domineret af sit universitet, som med 44.000 studerende tegner sig for næsten en sjettedel af kommunens indbyggere.

Vi er nu så meget på forkant med vores egen sproglige fortid, at vi køber og indrammer smart designede plakater med lokale udtryk som Fæstuuen (Festugen), Rænggaien (Ringgaden), Hanne Lind (handle eller købe ind) og prå-li-å-hør-hær-ig'å (hold lige kæft).

Vi synes, det er sjovt, fordi vi er enige om, at sådan er vi ikke længere. Nej, Aarhus' virkelige forskelle, ikke kun sprogligt og uddannelsesmæssigt, finder vi ude i forstæder som Gellerup, Skåde, Risskov og Tilst omkring den yderste ringvej langt fra byens kerne: Her er postnummeret en socialøkonomisk markør.

Inde i 8000 finder man en stolt selvironi, der ofte forveksles med mindreværd og storhedsvanvid. På den ene side fortæller idéhistorikeren Lars Morell i 200 års kunst i Aarhus (2016), hvordan byens kunstinstitutioner i en længere periode ikke ønskede at udstille lokale billedkunstnere. På den anden side deler titusindvis af passionerede aarhusianere gamle bybilleder i grupper på Facebook.

Vi dyrker vores egen by som et fællesskab.

Men det er, hverken fordi vi tror, vi er ringere eller vigtigere, end vi i virkeligheden er. Det særlige temperament er snarere et udtryk for det, vi kunne kalde afvæbnende ambitioner.

Vi vil så gerne udrette noget, men så kommer vi pludselig i tanke om, at alle byens familier har en bedstemor, der bor på en bondegård.

Det er ikke en følelse, der er rettet mod andre byer. Det er en indre dialog.

Vi har tre timer til København og fire timer til Hamborg. Og seks timer til Berlin.

Der kan vi hurtigt smutte ned, og det gør vi så. Men vi vender tilbage. For Aarhus er akkurat så stor, at den er flere ting, og Aarhus er akkurat så lille, at den kan være én ting.

Byen er altid både Øgadernes gråsprængte fællesskabsøkologer, Vesterbros lurvede bodegaer, aftenlivet i Mejlgade og Skolegade og turisterne ved åens caféer. Den er skovene og strandene, Frederiksbjergs velpolstrede børnefamilier, Parkkollegiets studentermiljø og Trøjborgs ældre damer. Byen er imidlertid også altid en forskelsløs grundstemning, en følelse af at have hjemme et sted med en puls, man kan regne med.

Den officielle åbning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 finder sted lørdag kl. 19 i store dele af Midtbyen og transmitteres direkte på DR1. Asker Hedegaard Boye er aarhusiansk journalist og forfatter med forkærlighed for kultur og fodbold.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533