Kultur uge 12 | 2017

Kommentar. Kunstnere og kuratorer bør være mere kritiske end de er, når de får en indbydelse til lande som Tyrkiet. Det gælder ikke mindst den dansk-norske kunstnerduo, Elmgreen & Dragset, der står for sommerens Istanbul-biennale.

Af Gürsoy DoğtaŞ

Bekvemmelighedskunstnere

i scifi-komedien Men in Black anvender to specialagenter en såkaldt neuralisator til at slette minderne hos de mennesker, der har været vidner til massakrer i deres rumvæsensbekæmpelse. Neuralisatoren er et apparat, hvis skærende blitzlys nulstiller synapserne og udrydder enhver erindring om det skete. Det ser ud, som om Istanbul-biennalen lider af det samme syndrom. Hver gang den åbner, hører vi den samme gamle sang fra arrangørerne: at biennalen er et samlingssted for den kritiske offentlighed i Tyrkiet. Som var det muligt at »neuralisere« den lange række kritikpunkter fra aktivister, regeringskritiske medier og kulturfolk, som den tyrkiske biennale bliver mødt med hver gang. Kunsterduoen Michael Elmgreen og Ingar Dragset betjener sig også af denne fortælling. De skal kuratere den 15. Istanbul-biennale, som åbner til september, og temaet om »offentlighed« er mere aktuelt end nogensinde! Ingen kan bestride, at den tyrkiske regering for tiden udrydder alt, hvad der er tilbage af en kritisk offentlighed. Den viser nok en gang, at med »offentlighed« mener den tyrkiske statsmagt alene lydighed og loyalitet over for landets præsident. Alene af den grund bør der sås tvivl om, hvad Istanbul-biennalen har at byde på af »offentlighed«. Et enkelt blik på de foregående udgaver af kunstudstillingen viser, at Istanbuls borgere bestemt har afvist biennalens tidligere tilbud om »offentlighed«. Og ikke nok med det: De har protesteret mod biennalens hovedsponsor, som er Koç-koncernen. I et interview i Süddeutsche Zeitung med de to kuratorer Elmgreen og Dragset bliver de spurgt om sponsoren og svarer, at Tyskland også er våbeneksportør – som om der alene var tale om en særlig tysk nærtagenhed, skønt spørgsmålet omhandler en kulturbegivenhed i Istanbul. De skandinaviske kuratorer nævner ikke, at kritikken mod Koç-koncernens sponsorat har taget fart i Tyrkiet, og de lader dermed hånt om netop den kritiske offentlighed i Tyrkiet, som de hævder at ville tilbyde en platform. Biennalen har helt fra begyndelsen undladt at være åben omkring sponsorens rolle i landets militærindustri. Tværtimod bliver der hele tiden trykket på »neuralisatoren«, og det er dele af den tyrkiske modoffentlighed, der har stået for de nødvendige undersøgelser. Takket være deres protester blev kunstinstitutionen bekendt med, at Koç-familiens gamle patriark lykønskede general Kenan Evren med hans militærkup i 1980. Det skete i et personligt brev, hvori Vehbi Koç kraftigt opfordrede til at nedkæmpe de genstridige og profitskadelige fagforeninger. Adspurgt om disse forhold har biennalens repræsentanter alle dage udvist et imponerende spektrum af afværge- og bagatelliseringsreaktioner. Også Elmgreen & Dragset har leveret en smagsprøve på dette: Koç–familien, virksomheden og stiftelsen – er også kunstelskere og filantroper og finansierer tillige uddannelsesinstitutioner. I det regnestykke skal den symbolske kapital fra Koç-klanens støtte til kunst og uddannelse »neuralisere« det skumle ved dens våbenindtægter. De skandinaviske kuratorer fremfører således, at Koç-gruppen stillede sit Hotel Divan Istanbul til rådighed som tilflugtssted fra statsmagten for aktivister under de såkaldte Gezi-protester (en folkelig opstand fra 2013 og fremefter mod politi og regering, red.). De fortier til gengæld, at koncernens forretningsfører Mustafa Koç nogle uger efter demonstrationerne offentligt svor, at det ikke kunne falde koncernen ind at deltage i en bevægelse, der skadede Tyrkiets stabilitet. Demonstranterne fra Gezi parken søgte i øvrigt hverken under eller efter protesterne tilnærmelse til den daværende 13. Istanbul-biennale til trods for det store temasammenfald. Når den kritiske offentlighed i Istanbul ser sig om efter et talerør, er det ikke biennalen de vender sig mod. Det er snarere biennalen, der søger den kritiske offentligheds nærhed for at øge sin symbolske markedsværdi og promovere sig selv mest muligt. Carolyn Christov-Bakargiev var kurator på den 14. biennale og viftede under en pressekonference spørgsmål om sponsoren væk med det absurde udsagn, at det i sidste ende kommer an på, hvad man giver de indtjente penge til. Forgængeren Fulya Erdemci bedyrede, at det først var under den 13. Biennales pressekonference, at Koç-koncernens forbindelser til våbenindustrien kom til hendes kendskab. Det var aktivister, som benyttede sig af pressekonferencen til at pege på hovedsponsorens tvivlsomme forretningsområde. Anderledes forholder det sig med Sydney-biennalen, der i 2014 droppede sin hovedsponsor efter protester fra kunstnerne. Ligesom São-Paulo-biennalen, der samme år lod kunstnernes modvilje mod sponsoren være anledning til en fælles afstemning af dennes indflydelse. Sådan vælger Istanbul-biennalen ikke at gå frem. De fortsat bestående interessekonflikter og den vedvarende og beregnende mangel på information til offentligheden miskrediterer den tyrkiske biennale som et sted, hvor kritisk tale kan føres. Kuratorerne glider uden om det faktum, at tyrkiske virksomheder som Koç-koncernens holder regeringen oppe. Kunstnerkuratorerne Michael Elmgreen og Ingar Dragset bør som alle andre menesker, der arbejder med kunst og kultur og som bliver inviteret til Tyrkiet spørge om deres opdragsgivers ideologiske forudsætninger. Det vigtigste spørgsmål er i den forbindelse: Hvilken form for offentlighed har alle de tyrkere, der ikke er indforstået med præsident Erdoğans kurs, brug for nu og her? Og debatten om Elmgreen & Dragsets perspektiv på den tyrkiske offentlighed – som så mange andre af de håbløse konflikter i Tyrkiet – bør ikke standse ved landegrænsen. Gürsoy Doğtaş er freelance kurator og forfatter. Han skriver for kunstmagasiner som Texte zur Kunst, Frieze d/e, og Contemporary And. Copyright © Süddeutsche Zeitung og Weekendavisen. Oversættelse fra tysk: Sara Høyrup

» «

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533