1-5 år. Børn fra udsatte familier skal ikke passes hjemme. Et politisk flertal vil tvinge børnene i daginstitution, hvis deres udvikling tegner skævt. Tilhører børn egentlig forældrene eller samfundet?

Børn under skolealderen skal sættes i en vuggestue eller børnehave, hvis deres udvikling afviger så meget fra det normale, at børnene måske senere kan få svært ved at klare sig. Det mener Socialdemokraterne og SF, der vil afskaffe forældrenes ret til at bestemme, om deres barn skal være hjemme eller i en daginstitution. Samme overvejelser har Dansk Folkeparti. Dermed tegner der sig et alternativt socialpolitisk flertal uden om regeringen for den kontroversielle tanke.

Baggrunden for ønsket om, at kommunerne skal tvinge dårligt funderede småbørn ind i institutionerne, er blandt andet en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet for pædagogernes fagforening BUPL. Ved at regne på data fra Finansministeriets daginstitutions-register konstaterer AE, at der er stor social slagside i familiernes brug af de offentlige dagtilbud.

Det er mere normen end undtagelsen, at børn kommer i et dagtilbud. Blandt de 1–2-årige er dækningsgraden 84 procent, og blandt de 3–5-årige er den 95 procent. Sagt kort er det først og fremmest under-Danmarks børn, der ikke er i daginstitution eller i dagpleje. Prototypen på forældre, der ikke indskriver deres barn i et dagtilbud, er ledige eller helt uden for arbejdsmarkedet, de er ufaglærte, og de har en lav indkomst. Etnisk er der også en skævhed. Børn af indvandrere eller efterkommere er tre gange så ofte uden for dagtilbud.

Værd at bemærke er, at det ikke er økonomien, der afholder de fattigste familier fra at sende deres små børn i vuggestue, dagpleje eller børnehave. Familier med en bruttoindkomst på under 148.701 krone kan få fuld friplads. Alligevel er hjem med indtægter så små, at de kan få fuld friplads, dem, som i størst omfang undlader at bruge de offentlige pasningstilbud. AE’s undersøgelse viser, at 663 børn i 1–2-års alderen med mulighed for at få fuld friplads, svarende til 33 procent af småbørnene fra de fattigste familier, ikke er i dagpleje eller institution. Blandt de 3–5-årige er det 477 børn, svarende til 17 procent, som ikke er indskrevet i et offentligt pasningstilbud, selv om det vil være gratis for hjemmet.

Hvorfor lavindkomst-familier dropper dagtilbuddene vides ikke med sikkerhed. Der er ikke blevet forsket i sagen. Men ifølge beregninger, som AE har foretaget for Weekendavisen, er der tilsyneladende barrierer, som til dels beror på etnicitet. I gruppen af danske 3–5-årige børn fra husstande med de laveste indkomster er 13 procent ikke i et offentligt tilbud. Blandt børn af ikkevestlige indvandrere og efterkommere fra de mest ressourcesvage hjem er den tilsvarende andel 29 procent – uagtet at institutionspladsen altså er gratis.

Determineret skæbne

Socialdemokraterne og SF vil nu sammen fremsætte et beslutningsforslag, der gør det obligatorisk for kommunerne at indskrive børn i et dagtilbud, hvis deres normale udvikling er i fare. Her skal sundhedsplejerskens vurderinger spille en vigtig rolle.

Ifølge Mette Frederiksen, Socialdemokraternes socialordfører, er det et seriøst problem, at der er en restgruppe af børn fra ressourcefattige hjem, som ikke tilegner sig kundskaber af motorisk, kognitiv, sproglig og social art i institutionerne. Det giver dem dårlige forudsætninger for at klare sig i skolen. Derfor er det mildt sagt ikke lykken, at indvandrermødre går hjemme og passer børnene:

»Vi bliver nødt til at erkende, at dagtilbud af høj kvalitet kan understøtte børns udvikling på en fl er-facetteret måde, end vi kan som familier. I og med at majoriteten går i vuggestue og børnehave, tror jeg, at det ubetinget er en fordel for hele børnegruppen at være en del af det miljø, selv om det ikke nødvendigvis skal være ti timer om dagen. Hvis et barn vokser op i et miljø, hvor der er udfordringer i hjemmet, vil det være en styrke at have et sted at komme hen til, hvor der er andre sociale relationer og læringsprocesser,« siger Mette Frederiksen.

– Din tankegang repræsenterer en holdning om, at børnene mere tilhører samfundet end forældrene?

»Børnene tilhører hverken forældrene eller samfundet. Børn er selvstændige individer, der har krav på beskyttelse og adgang til at få dækket deres behov i lighed med voksne. Det er forældrenes primære ansvar at få børnene godt i vej. Men når forældre ikke kan det, må samfundet tage over og bidrage. Og hvis du ser på, hvem der i dag forlader folkeskolen med så ringe forudsætninger, at de knap er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse, kommer du ikke udenom, at der er en alvorlig etnisk slagside. Jeg kan bare ikke se, at nogen som helst er tjent med, at vi har børn, der starter i børnehaveklassen uden et alderssvarende dansk – det er i hvert fald ikke barnets tarv.«

Også Pernille Vigsø Bagge, SF’s familieordfører, peger på, at en god daginstitution kan være med til at bryde den negative sociale arv, hvis børn fra ressourcesvage hjem for eksempel har etnisk minoritetsbaggrund eller har forældre med misbrug eller svære psykiske lidelser:

»Virkeligheden er så sørgeligt indrettet, at disse børn ellers er prisgivet, og at deres skæbne næsten er determineret. For den sproglige, sociale og kognitive stimulering, der sker i dagtilbuddene, kommer de børn til at mangle. Her kan vi ikke overlade det til et fint frihedsbegreb om, at det skal folk sandelig selv have lov til at bestemme. Derfor er vi nødt til at sige: Gu’ er det forældrenes børn, men det er så sandelig også samfundets børn,« siger hun.

Firkantede kasser

I dag har kommunerne mulighed for at sætte et barn i daginstitution, hvis barnets udvikling tilsiger det. Kommunernes Landsforening ved ikke, hvor ofte det forekommer, men det sker formentlig sjældent. Det er denne kanregel, som Socialdemokraterne og SF vil have lavet om til en skal-regel for at eliminere al berøringsangst over at gribe ind i familierne.

De to partier prøvede allerede sidste forår at gøre noget ved sagen som led i et større ghetto-udspil, men det blev fejet af bordet. Denne gang ser forehavendet ud til at lykkes, og det skyldes, at Dansk Folkeparti tilsyneladende er kommet på andre tanker i mellemtiden.

Socialordfører Martin Henriksen mener, at Folketinget bør opstille kriterier for, hvornår kommunerne skal gribe ind, og det er primært indvandrerbørn, han har i tankerne. Bor de for eksempel i et udsat boligområde med lukkede parallelsamfund, har forældrene været uden arbejde i længere tid, og har de ældre søskende svært ved at passe skolen?

»Vores grundlæggende tankegang er, børnene er forældrenes børn, og at det er forældrene, der står for opdragelsen og træffer beslutningerne. Men i nogle tilfælde er vi nødt til at gribe det anderledes an. Vi ser det her som et tiltag, der kan forebygge, at nogle falder fra uddannelserne, kommer ud i kriminalitet og i værste fald kommer i bandelignende miljøer,« siger Martin Henriksen.

Regeringspartierne mener ikke, at der er behov for at ændre reglerne.

I en skriftlig kommentar siger socialminister Benedikte Kiær fra De Konservative:

»Jeg vil gerne slå fast, at hvis et barns udvikling er i fare, og det skyldes, at forældrene ikke lever op til deres forældreansvar, skal kommunerne allerede nu træffe afgørelse om at give forældre et forældrepålæg. Et sådant forældrepålæg kan jo være, at børnene skal i daginstitution.«

Heller ikke Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm, vil trække institutions- modellen ned over familier:

»Forældre skal have mulighed for at vælge. Daginstitutionerne er et tilbud, og ikke en fabrik, som alle børn skal igennem. Vi skal ikke lave firkantede kasser for, hvornår børn skal tvinges i daginstitution. Hvert enkelt barn skal bedømmes individuelt og finde den løsning, der passer til det. Der er ingen facitliste.«

Det nationale forskningscenter for velfærd SFI udgav sidste efterår en rapport om danske og internationale forskningsresultater på dagpasningsområdet. Den påviste, at børn fra belastede familier profi terer af at have været i et pasningstilbud af høj kvalitet. De bliver mindre kriminelle, får en højere uddannelse og indtjening samt et bedre helbred.

Som seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen bemærker:

»Undersøgelserne viser ret entydigt, at det især er svage børn, som ikke har så mange ressourcer med hjemmefra, der får gavn af et godt pasningstilbud.«