Ideer uge 7 | 2017

Informationskrig. »Den måde, russerne fører informationskrig på, vidner om, at de anser sig for at være i en krigstilstand med Vesten,« siger britisk ekspert i russisk informationskrig.

Af Jeppe Matzen

Falsk nyt fra Østfronten

E-mailen så umiddelbart ægte nok ud. I emnefeltet stod der: »Nogen har dit password.« Datoen var marts 2016, og e-mailen var udelukkende adresseret til John Podesta, Hillary Clintons kampagneleder. E-mailen advarede om, at Podestas password var kompromitteret, og den tilbød derfor hjælpsomt et link, hvor han kunne skaffe sig et nyt.

Da John Podestas assistent Charles Delavan så e-mailen, tænkte han ifølge avisen The New York Times straks, at der var noget galt. Han sendte den derfor videre til en computertekniker til eftersyn, men kom ved en fejl til at skrive, at e-mailen var »OK«, i stedet for at spørge teknikeren, om den var »OK?«. John Podesta fik sig på den baggrund et nyt password, men samtidig blev Moskva ifølge amerikanske efterretningstjenester beriget med 60.000 e-mails fra John Podestas private mailkonto.

Om John Podestas e-mails, som Wikileaks offentliggjorde op til det amerikanske præsidentvalg, sikrede Donald Trump valgsejren, er svært at afgøre. Flere andre forhold spillede ind. Men givet er det, at Rusland med phishingen (franarrelsen, red.) af Podestas e-mails kunne notere sig en stor sejr i den informationskrig, som landet siden begyndelsen af krigen på Krim i 2014 har indledt mod Vesten. Ifølge en amerikansk efterretningsrapport fra januar i år var indblandingen i den amerikanske valgkamp direkte beordret af Vladimir Putin, og de forskellige internetangreb på det amerikanske demokrati kunne ad omveje spores tilbage til de russiske efterretningstjenester, den militære GRU og den civile FSB.

Falske nyheder, troldefabrikker, desinformation, Putin-begejstrede vestlige skribenter, hacking og cyberangreb. Alle forholdsvis nye ord og emner i den hjemlige debat om, hvordan vi bør aflæse og forholde os til Vladimir Putins Rusland. Er de nye fænomener blot udtryk for, at et presset Rusland i flæng og delvis desperation har grebet til alskens informationsteknologi og desinformation i håb om måske at kunne dreje de vestlige demokratier i en mere pro-russisk retning? Eller er de forskellige tiltag i virkeligheden veltilrettelagte internetbaserede påvirkningsaktiviteter og våben i en større russisk informationskrig?

Skal man tro en af de førende internationale eksperter i russisk informationskrigsførelse og Ruslands militære styrker, briten Keir Giles, er svaret entydigt:

»Rusland fører informationskrig mod Vesten, og den måde, russerne gør det på, vidner om, at russerne anser sig for at være i en krigstilstand med Vesten på alle områder med undtagelse af en egentlig åben militær konflikt. Ingen skyder på hinanden endnu, men alt andet indikerer, at Rusland opfatter sig som i krig med Vesten,« siger han.

Til daglig er Keir Giles direktør for afdelingen for konfliktstudier ved det britiske militærakademi samt tilknyttet The Royal Institute of International Affairs i London. Men derudover har han i regi af NATO’s Defence College udgivet flere rapporter om russisk informationskrigsførelse. Den seneste rapport fra november 2016 hedder »A Handbook of Russian Information Warfare«, og heri giver Giles en ABC i russisk informationskrigsførelse, ligesom han udfolder historien og den militærstrategiske tænkning bag.

Når han konkluderer, at Rusland opfatter sig som værende i krig med Vesten, baserer det sig på to doktriner i russisk militær tænkning omkring informationskrig. Den første doktrin går på, at brugen af informationskrigsførelse ikke er begrænset til fredstid, men at den skal anvendes løbende til at påvirke andre stater og fremme russiske interesser med. Dette er forskelligt fra NATOs retningslinjer for brugen af informationskrig, der er begrænset til krigstid, idet indblanding i andre staters politiske processer, som for eksempel en valgkamp, ikke betragtes som foreneligt med det liberale demokratis værdier.

Den anden og for Giles’ konklusion vigtigste russiske doktrin om informationskrigsførelse går på, at den er et nødvendigt og integreret element i den overordnede russiske militære strategi for krigsførelse mod NATO. Denne strategi foreskriver, at Rusland skal føre asymmetrisk krig mod NATO.

At Rusland skal det baserer sig på erkendelsen af, at Rusland ikke kan konkurrere med NATO og Vesten inden for konventionel krigsførelse. I russisk militær tænkning har den erkendelse i løbet af de seneste ti-femten år udmøntet sig i en fast overbevisning om, at Rusland må opveje sin konventionelle underlegenhed ved at ruste sig til at føre såkaldt asymmetrisk krig. Som Vladimir Putin forklarede det i en tale i 2006, er russernes svar på andre landes militære styrke at være »intellektuelt overlegne, asymmetriske og mindre kostbare«.

Informationskrigsførelse er sidenhen blevet betragtet som et stadig vigtigere element i de russiske planer for asymmetrisk krigsførelse, og der er i løbet af det seneste årti blevet satset på at udvikle tidssvarende internetbaserede informationsvåben til det russiske arsenal.

I årene efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var de russiske evner til at føre informationskrig stort set ikke-eksisterende. Det kom til udtryk ved den tjetjenske krig i 1994-1996, der var en mindre katastrofe, når det gjaldt om at vinde omverdenens opbakning og undertrykke billedet af overdreven russisk magtanvendelse. Men ved krigen i Georgien i 2008 havde russerne lært lektien. Hæren havde oprettet »informationstropper« bestående af journalister, hackere, kommunikationsspecialister, psykologiske eksperter og sprogkyndige, som forstod at udbrede den russiske fortælling om krigen.

Siden da har russerne, ifølge Keir Giles, videreudviklet deres kapacitet til at føre informationskrig. Selv har han været blandt de eksperter, som igennem årene har advaret om udviklingen, men advarslerne er, ifølge Giles, ikke blevet taget alvorligt nok. Derfor er den russiske informationskrig, som blev indledt efter krigen på Krim i 2014 og er fortsat under den verserende konflikt i Ukraine, i høj grad kommet bag på Vesten.

»Når omfanget af den russiske informationskrig er kommet som en overraskelse, skyldes det dels mangelen på institutionel hukommelse om russisk militær tænkning i Vesten, dels en overoptimistisk antagelse om, at vi kan opnå fredsommelige relationer med Rusland. Denne antagelse er dog fejlagtig, fordi den ikke tager højde for, at Ruslands og Vestens basale strategiske prioriteter er uforenelige og uundværligt vil lede til en slags konflikt eller uoverensstemmelse,« siger Giles.

Hvad angår mangelen på institutionel hukommelse i Vesten, peger Giles på, at der i princippet ikke er noget nyt i den måde, Rusland har ført asymmetrisk krig på i forbindelse med krigen i Ukraine. Den informationskrig, som er blevet ført over for Vesten via internettet i form af franarrelse af e-mails, internettrolde, falske nyheder og pro-russiske internetportaler, er ifølge Keir Giles ikke ny, men blot traditionel russisk og sovjetisk informationskrigsførelse opdateret til vore dages digitale virkelighed.

»De basale principper i russisk tænkning omkring informationskrig er de samme i dag som i sovjetdagene, men redskaberne og metoderne er nogle andre, efter at internettet er kommet til. Faktisk går den russiske militære tænkning bag den hybride, det vil sige blandede, krigsførelse, vi ser i dag, helt tilbage til zar-tiden. For eksempel havde den russisk-japanske krig alle de samme træk, som vi ser i dag i relation til hybridkrigen i Ukraine,« siger Giles.

Under den russisk-japanske krig fra 1904 til 1905 brugte russerne ifølge Giles også hybridkrigens redskaber, herunder propaganda og misinformation, samt en tidlig udgave af elektronisk krigsførelse i form af opsnapning af radiosignaler. Derudover sendte Rusland hærenheder ind i Korea forklædt som skovhuggere, ligesom russiske soldater og specialtropper i dag opererer i Østukraine forklædt som ukrainske oprørere.

»Alle disse ingredienser af hybrid krigsførelse blev brugt i denne krig, fordi er de traditionelle elementer i den måde, Rusland fører krig på. Det, som vestlige militære analytikere i dag kalder hybridkrig og opfatter som noget nyt, er altså ikke nyt,« siger Giles.

Han maner samtidig alle påstande om, at Ruslands ageren i Østukraine skulle være af defensiv karakter, i jorden:

»Det, vi ser, har været planlagt længe, og det er udtryk for klassisk russisk asymmetrisk krigsførelse,« siger Giles.

Den britiske ekspert peger på, at den russiske tænkning omkring informationskrigsførelse baserer sig på et basalt andet syn på information, end hvad vi har i Vesten.

»Fri cirkulation af information har altid været opfattet som en trussel af russiske magthavere, fordi reproduktion og spredning af information er livsfarligt for en totalitær eller autoritær stat. At informationen i samfundet skal kontrolleres og styres er ikke en sovjetisk eller en postsovjetisk eller et putinsk fænomen. Det er et russisk fænomen. Forestillingen om, at ytringsfriheden er en ukrænkelig rettighed og et gode, er i den forbindelse et vestligt fænomen. I Rusland bliver ytringsfrihed af magthaverne betragtet som en potentiel trussel,« forklarer Giles.

Denne opfattelse af information som en trussel blev i russiske militære cirkler bekræftet under Mikhail Gorbatjovs glasnost-politik, der bar ved til Sovjetunionens sammenbrud. Det arabiske Forår i 2010 var ifølge Keir Giles også en øjenåbner for det russiske sikkerhedsapparat.

»Det arabiske Forår kom som et chok for de russiske sikkerhedstjenester. Men det bekræftede dem i den overbevisning, de havde i forvejen; nemlig at internettet var en trussel fremfor et gode, der åbnede nye muligheder. Det, sikkerhedstjenesterne har gjort nu, er, at de har taget denne trussel og vendt den mod deres egen befolkning og mod andre lande i forsøget på at destabilisere dem,« siger Giles, der blandt andet rådgiver den britiske regering om, hvordan den skal tackle den russiske informationskrig.

Russerne har gentagne gange anklaget Vesten for også at føre informationskrig mod Rusland. Det afviser Giles. NATO har endnu ikke indledt en egentlig informationskrig mod Rusland. Han påpeger dog i samme ombæring, at det, der for Vesten fremstår uskyldigt, som for eksempel støtte til ngo’er der arbejder for ytringsfrihed eller demokratifremme, i russiske sikkerhedskredse betragtes som fjendtlig indblanding i interne russiske affære. Også vestlig støtte til ngo’er i Ukraine og EUs forsøg på at fremme demokrati og ytringsfrihed i Ukraine bliver i en russisk optik set som en indblanding, der strider imod Ruslands interesser.

»Mange af de vestlige programmer, som har skullet fremme demokrati og ytringsfrihed, er af russerne blevet set som fjendtligsindede aktiviteter,« siger han.

Den russiske mistænksomhed over for Vesten og den fundamentalt anderledes tankegang omkring information og ytringsfrihed bunder ifølge Giles i deres historiske erfaringer.

»Russerne har basalt set paranoide forestillinger om, at Vesten forsøger at udvirke et regimeskifte i Rusland og for eksempel vil invadere Rusland. Sådanne forestillinger bunder i den russiske historie og de erfaringer, man har haft med invasioner fra Vesten, senest under Anden Verdenskrig. Når det er sagt, er det stadigvæk en ubegrundet frygt. Det sidste, Vesten ønsker sig, er at destabilisere Rusland, for det vil være det værste, der kan ske – ikke bare for Rusland, men også for dets nabolande,« siger Giles.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det er lykkedes russerne med deres phishing af John Podestas e-mails at udvirke en form for regimeskifte i USA, siger han:

»På en måde er det ligegyldigt, om Donald Trumps valgsejr var præcist det resultat, som Rusland ønskede at opnå ved brug af hackerangreb og publiceringen af e-mailene. Russernes succes var under alle omstændigheder kæmpemæssig, og det vil givetvis opmuntre dem til at prøve det samme andre steder – som for eksempel ved de kommende europæiske valg.«

At russernes succes med phishingen af Podestas e-mails har opmuntret dem kan vække bekymring:

»Vi har endnu ikke set hele det russiske arsenal. Russerne har flere informationsvåben på lager, som de kan bruge, når de finder det nødvendigt.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533