Kultur uge 44 | 2014

Submission. På søndag for ti år siden blev den hollandske instruktør Theo van Gogh myrdet i Amsterdam. Til et arrangement i New York mindes Ayaan Hirsi Ali sin ven og viser deres fælles film Submission, som kostede ham livet. Filmen ændrede europæisk kulturliv og debat. Nu er turen kommet til USA.

Af Klaus Wivel

Ti minutter der ændrede verden

New YORK – Det er ikke for meget at sige, at denne film, som sidste onsdag blev vist på et stort lærred i Upper East, New York, er en af de mest skelsættende i det 21. århundrede. Så skelsættende, at skønt få har set den, og at den blot varer små ti minutter, var rygtet om dens indhold mere end rigeligt til at udløse de heftigste reaktioner. Hvad der fulgte efter, har haft en på en gang lammende og afslørende indflydelse på regeringer i den vestlige verden, på EU, NATO og på vestligt kulturliv.

Det er Submission - Part 1, der tales om; den kortfilm, som Theo van Gogh instruerede, og som Ayaan Hirsi Ali skrev manuskript til. At se filmen igen ti år efter i det fine institut 92Y i selskab med Hirsi Ali selv, høj og slank, lange brune bukser, kalveskindsjakke og sjal, er som at genkalde sig et mareridt. Filmen kostede den hollandske instruktør livet; skudt ned og stukket ihjel af en marokkansk islamist i Amsterdam den 2. november 2004, på søndag for ti år siden. Fastgjort i kniven, som var plantet i van Goghs bryst, var et brev til Hirsi Ali, der lovede, at hun ville blive den næste.

Skønt begge ateister var han alt det, hun ikke er. Instruktøren kom ud af en særlig europæisk, kulturel tradition: den sekulære ballademager, storrygende, usund, sjusket, bramfri, smagløs og respektløs. Van Gogh var kendt for at være skånselsløst hånende over for alle religiøse grupper – at han havde brugt ordet »Allahs gedekneppere« blev nævnt ganske ofte i dagene efter som en slags forklaring på mordet.

Selv kalder Hirsi Ali ham denne regnvåde efterårsaften et årti senere for en »chokkunstner«.

»Han provokerede ofte for provokationens skyld, men han havde også en alvorlig side,« forklarer hun fra scenen med sin karakteristiske rolige stemme, efter at hun har sat sig i en beigefarvet stol ved siden af intervieweren Thane Rosenbaum med sit Billy Wilder-hår – og en anden gæst, Wall Street Journal-kommentatoren Bret Stephens.

Det er næppe nødvendigt at bemærke, at sikkerhedsopbuddet denne aften i New York er massivt, også i salen, hvor sikkerhedsvagter sidder blandt publikum. Det skyldes naturligvis Hirsi Alis tilstedeværelse, men også at 92Y er et jødisk institut. At jøder og islamkritikere i dag må leve bag fæstninger er næsten blevet en naturlov.

Langs salens loftspaneler står navnene på store historiske amerikanske og jødiske forbilleder: David, Maimonides, Spinoza, Jefferson, Washington, Lincoln og så videre. I en vis forstand handler aftenen – og hele Hirsi Alis værk – om at foretage den samme sammensmeltning af islam og (amerikansk) oplysningstid, som 92Y så tydeligt hylder jødedommen for at have gjort.

Men med hvilke metoder? Filmens mest kontroversielle idé var at afbilde voldsopfordrende korancitater på huden af forslåede kvinder. Vi får fire kvinders fortællinger om tæsk og underkastelse, og vi ser dem knæle og bede; den ene bærer en gennemsigtig niqab, således at man kan se hendes nøgne krop. Som frafalden muslim hang der i forvejen en principiel dødsstraf over hovedet, men med denne film antog blasfemien i muslimers øjne utilgivelige højder.

»Jeg ville fortælle, at de korancitater har direkte konsekvenser for muslimske kvinder. Jeg ville spørge, hvad der er helligst – mennesker eller hellige tekster?« forklarer Hirsi Ali.

Hun nævner også, at den vestlige verden gennem århundreder har forfinet redskaberne til at tage diskussioner om religiøst eller politisk betinget vold.

»Vi ville indlede en ikke-voldelig konversation, den samme, som vi har haft om kristne, jøder, nazister, kommunister og så videre. Hvorfor skulle muslimer undtages?« spørger hun.

Hvad hollænderne bevidnede i 2004, var direkte livsfarligt. Hirsi Ali fortæller, at hun advarede Theo van Gogh om konsekvenserne og opfordrede ham til at skjule, at han stod bag filmen, hvad han nægtede. Hun er glad for, at navnene på de fire kvinder, der medvirker i filmen, aldrig er kommet ud.

Hirsi Ali hylder oplysningstidens idealer, og i sine udfald mod islam har hun aldrig skelnet mellem islamisme og islam, som hun har kaldt »tilbagestående« og voldelig. Konfronteret sidste onsdag med nogle af sine mest syrlige udtalelser, som at »islam er en dødekult«, forklarer Hirsi Ali, at hun skelner mellem islam og muslimer, mellem ideer og mennesker.

»Jeg er klar over, at der findes mange forskellige tolkninger af islam og mange forskellige muslimer. Men når det kommer til de doktriner, man finder i islam, vil jeg fastholde, at man er idiotisk, hvis man ikke er bange for dem,« fortsætter hun.

De synspunkter og denne film har trukket et nyt jerntæppe gennem den vestlige verdens mentale landskab. I Storbritannien kaldte Timothy Garton Ash Hirsi Ali for »oplysningsfundamentalist«. Guardians estimerede koldkrigs-journalist skrev, at hun aldrig var blevet taget alvorligt, hvis ikke det var, fordi hun var så smuk (den sidste udtalelse har han dog beklaget senere). Ian Buruma, den ansete hollandsk-amerikanske forfatter og professor, udgav en hel bog om mordet, hvori han antydede, at hun var lige så rabiat som de islamister, hun bekæmpede.

Også i Danmark førte Submission, som foregreb Muhammed-sagen med over et år, en pinefuld debat med sig, som med tiden har fået en del til at skifte positioner. Venstre gav få uger efter mordet Hirsi Ali en frihedspris, som blev overrakt af statsminister Anders Fogh Rasmussen:

»Hvis vi dukker hovedet i denne sag, så forråder vi vores frihedsidealer. Til islamiske fundamentalister og tyranner og terrorister af alle slags må vi sige klart og tydeligt: Vi hylder friheden. Vi hylder frisindet. Vi hylder fremskridtet,« sagde han til prisvinderen.

Lidt over et år senere, mens danske ambassader var i brand, begyndte han som bekendt selv at tie, og få år senere indtog han et standpunkt, der lignede det modsatte af, hvad han ganske få år forinden havde ment. Som generalsekretær for NATO i 2010 advarede han eksempelvis en pastor i Florida mod at brænde en Koran af. Nu skulle den højeste magt trygle en inferiør, ukendt provokatør om at tøjle sin ytringsfrihed. Nervøsiteten har spredt sig til andre regerings- ledere og militære ledere i vestlige lande, som også har måttet advare mod samme slags islamfjendtlige manifestationer, ligegyldigt hvor ubetydelige de synes at være.

Da en koptisk produceret amatørfilm om Muhammed blev udsendt omkring 11. september 2012, og en ny runde af vold i muslimske lande førte til, at den amerikanske ambassadør i Libyen, John Christopher Stevens, blev myrdet, var det blevet lige så naturligt at bebrejde instruktøren for urolighederne som de voldsmænd, der førte an.

Submission og Hirsi Alis synspunkter havde også store følger for hovedpersonen selv. Hun blev efter filmen og dødstruslerne gemt væk af de hollandske myndigheder i månedsvis, og har siden måttet leve under heftig beskyttelse. Hun kom i det hollandske parlament for det liberale parti VVD, men fik af forskellige årsager over to dage i 2006 inddraget sit hollandske pas og sin bolig. Uønsket forlod hun landet for at komme til USA, hvor hun skrev sine erindringer, oprettede organisationen AHA til støtte for voldsramte muslimske kvinder i USA, blev gift med den konservative, skotske historiker Niall Ferguson, fik et barn og et statsborgerskab. Hun er stadig under beskyttelse af efterretningstjenesten.

Som i Europa var det først og fremmest den amerikanske højrefløj, som tog imod hende – udover et par enkelte sekulære debattører, såsom Christopher Hitchens eller Paul Berman, som til gengæld forsvarede Hirsi Ali med en lidenskab, som formentlig ikke er blevet andre intellektuelle til del i moderne tid, fraset Salman Rushdie.

Hun har fortalt, hvordan hun i første omgang søgte ind på Demokratiske tænketanke som Brookings Institution, da hun mente, at de ville være mere modtagelige over for en kvindesagsforkæmper. Men ingen ville have hende. Til sidst hyrede American Enterprise Institute, en af landets mest højreorienterede tænketanke, den hjemløse kvinde, hvad der blot gjorde hende endnu mere suspekt i venstrefløjskredse. I dag er hun tilknyttet Harvard’s Belfer Center.

I år er hun blevet et midtpunkt i den amerikanske debat. Det skyldes dels den Islamiske Hærs IS’ halsafhugninger og religiøse udrensninger i Irak og Syrien, dels at en af landets mest populære komikere og TV-værter, Bill Maher, erklæret venstrefløjsliberal og miljøforkæmper, har tordnet mod islam i flere af sine programmer. Han har bekendtgjort, at der er for lidt afstand mellem islams doktriner og IS’ handlinger. Ti år efter har USA i Maher fået sin egen version af Theo van Gogh, og forvirringen på venstrefløjen er den samme, som den var over for den hollandske instruktør i Europa.

Debatten fik sit mest eksemplariske udtryk for et par uger siden, da Maher havde Ben Affleck i studiet. Den Oscar-vindende skuespiller og instruktør kunne slet ikke skjule sin foragt. Han kaldte den islamkritik, Maher og hans anden gæst, forfatteren, ateisten og islamkritikeren Sam Harris, leverede, for »klam« og »racistisk« og fortsatte med at overfalde dem i flere minutter. Stort set samtlige aviser og nettidsskrifter kommenterede bataljen, og udsendelsen blev en af de mest sete.

Også Hirsi Ali kommenterede skændsmålet i Mahers program denne aften i 92Y.

»Hollywood indspiller film med Moses og Jesus, men hvornår får vi Ben Affleck at se som Muhammed, den historisk vigtigste figur for tiden?« spurgte hun. »At man aldrig kunne drømme om at indspille sådan en film, siger alt om Hollywood i dag. Hollywood opfører sig som soldaterne i den irakiske hær, da de så IS nærme sig.«

Hirsi Alis egen person er også blevet genstand for en af årets store kontroverser. I foråret 2014 modtog hun en æresgrad fra Brandeis University for sit forsvar for kvinderettigheder i den muslimske verden. Efter pres især fra en stor amerikansk muslimsk gruppe og hundredvis af studerende og undervisere besluttede universitetsledelsen at trække anerkendelsen tilbage. Begrundelsen lød, at man ikke havde haft kendskab til hendes nedværdigende bemærkninger om islam. Sagen fik aviser og kommentatorer over hele USA til at diskutere, om en krænkelseskultur på universiteterne var gået over gevind, og om ytringsfriheden var truet.

Selv giver Hirsi Ali denne kommentar onsdag aften til Brandeis-sagen:

»I AHA bruger vi mange kræfter på at få kvinder ud af muslimske lande, som er blevet kidnappet. Jeg beder ikke om, at muslimer og andre på universiteterne er enige med mig, men jeg vil bede om, at de er solidariske med de kvinder, vi har hjulpet. Jeg er deres stemme. De har ingen,« siger hun.

Aftenens anden gæst er Wall Street Journals kommentator og debatredaktør Bret Stephens, som fik Pulitzerprisen for sine klummer i 2013. Han taler i tydelige, velsmurte erklæringer tilsat litterære henvisninger til Thomas Mann, Arthur Koestler og Czeslaw Milosz. Han er 40, men ligner en mand på 25 og er klædt i et brunt jakkesæt.

»Hvis man ikke som mand beundrer Hirsi Ali, har man ingen nosser,« siger han. »Hvis man ikke som kvinde beundrer Hirsi Ali, har man ingen hjerne. Brandeis University mangler begge dele.«

At venstrefløjen ikke per refleks støtter Hirsi Ali, kvindesagsforkæmper, religionskritiker og sort, bunder ifølge Stephens i den upåagtede vestlige understrøm, som driver mod at underkaste sig totalitære systemer. Det forklarer både kommunismens og nazismens fascination, begge europæiske opfindelser, ligesom det forklarer islamismens, forklarer han:

»Vi lyver over for os selv, hvis vi tror, at drømmen efter frihed er den dybeste del af den menneskelige sjæl. Problemet med frie samfund er den frygt, der opstår, når man er tvunget til at vælge sin egen skæbne. Der er en trang efter at leve i samfund, hvor andre træffer valgene.«

Og hvad med Hirsi Ali selv? Fortryder hun Submission? Vil hun blødgøre sine metoder? Intet tyder på det.

»Islam skal gennemgå en periode af ubønhørlig blasfemi, ligesom kristendommen har,« siger hun.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654