Faktisk uge 18 | 2016

Nabostrid. Bæveren skaber en spændende natur. Men dens menneskelige naboer er godt trætte af fældede træer og oversvømmede åer.

Af Røskva Würtz

Balladen om bæveren

»nu skal vi være stille.«

Skovrider Thomas Borup Svendsen hvisker.

Vi sniger os langsomt ud mellem træerne i tusmørket. Fyrrenåle og tørre kviste knitrer under vores skosåler. Snart skifter lyden af vores skridt til en sagte svuppen. Vi er nu ved søens sumpede bred med kikkerterne klar om halsen.

»Bæverens flade hoved danner en trekantet krusning, som du kan kende den på,« siger Thomas. Så hiver han mig i ærmet og peger lydløst mod en bevægelse i overfladen. Der er den.

Langsomt glider bæveren gennem vandet. Både hovedet og den store flade hale er synlige i søen. Pludselig stopper den. PLOP! Den er væk, og kun ringe i vandet viser, hvor den var. Måske hørte bæveren mit begejstrede gisp. Eller måske blev det generte dyr skræmt af en natugle.

»Det var en stor bæverunge,« siger skovrideren.

»Det kan man se, fordi dens krop flyder ovenpå i vandet. En voksen bæver er så tung, at kun hovedet er synligt, når den svømmer.«

Bæveren er tilbage

Thomas Borup Svendsen kender bæverne rigtig godt. Som skovrider for Naturstyrelsen bor han i en af Danmarks største skove: Klosterheden tæt ved Lemvig i Vestjylland. Thomas var med, da Naturstyrelsen i 1999 tog til Tyskland for at hente bævere fra floden Elben og flytte dem til Flynder Å ved Klosterheden.

»Vi stod på bredden med sådan nogle enorme net, og når bæverne kom, kunne vi fange dem,« husker han.

18 styk satte man dengang ud i Klosterheden. I de sidste 1000 år inden da havde bæveren ellers været udryddet i Danmark. Dens bløde pels og velsmagende kød betød, at den blev jaget, indtil den næsten uddøde i hele Europa. Nu er bæveren tilbage og trives storartet. De 18 dyr er blevet til omkring 200, og enkelte bævere er blevet set helt nede ved Varde Å i syd og oppe i Vendsyssel på Jyllands nordligste spids.

»Psst! Derovre,« hvisker skovrideren ivrigt.

»Se lige der. Det er en voksen! Et kraftigt dyr.«

Min kikkert når lige at se den trekantede strømning og bæverens glinsende våde pels, da den kravler op på land. Vi står musestille, og så hører vi en høj gnaskende lyd brede sig ved den blanke sø. Bæveren gumler på en træstamme.

Ballademager som nabo

Og det er netop grunden til, at ikke alle er lige begejstrede for dyrets comeback. For de vestjyder, der har fået en bæver til nabo, betyder dens store og flittige fortænder to ting: fældede træer og oversvømmelser i baghaven.

»Den har vist været her i nat,« siger Sigrid Knudsen og peger på et ødelagt træ. Jorden er dækket af friske træstykker, som er fløjet fra bæverens fortænder. Sigrid og hendes mand, Albert, viser mig bæverens vilde bedrifter. Det ligner en slagmark med væltede træer, visnet krat og træstubbe, der er spidse ligesom blyanter.

»Her var kun en smal å, indtil bæveren kom og lavede fis og ballade,« forklarer Albert.

Ved at bygge dæmninger i åen har bæverne oversvømmet området, som langsomt bliver til en sø. Så kan bæverne nemlig bygge hemmelige huler med indgang under vandet. De kan også gemme grene og rødder i vandet som madpakker til vinteren. Men vandet når også ud over gårdejernes marker og ned i folks kældre.

Burde aldrig være sat ud

Sigrid og Albert Knudsen har boet ved Flynder Å i over 40 år. Fra deres spisestue er der en flot udsigt over å og marker. På spisebordet ligger en bog om fugle, og på gulvet dovner den brune labrador Molly. Ingrid og Albert byder også fuglene velkommen med fuglefrø, mejsekugle og hele 16 fuglekasser. Vi kan også vinke til parrets to tamme køer, Mathilde og Rosa.

»Vi kan godt lide dyr,« siger Sigrid.

»Folk forstår bare ikke, hvordan det er at have bæveren så tæt på. Hvis man bor på femte sal i København, er det nemt at mene, de skal have lov at være her. Men hvis man har tre træer i sin have, og bæveren vælter de to, er det pludselig ikke så sjovt.«

Parret forsøger derfor at beskytte baghaven mod bæverens gnasken ved at hegne træer ind med metalnet.

»Det er ikke det store problem for os lige nu, men hvad med om ti år?« spørger Albert.

Fra stuen har de endda set bævere ved højlys dag, selvom dyret som regel er aktivt om natten.

»Det er da meget hyggeligt,« siger Albert med et skuldertræk. »De bævere burde bare aldrig være blevet sat ud.«

Hvad med ulven?

Det er skovrideren Thomas Borup Svendsen slet ikke enig i.

»I et økosystem er der brug for store dyr, som kan vælte træer. På den måde kommer der varieret natur i stedet for, at det hele bare gror til i skov. Skovelefant, bison, næsehorn eller bæver kan klare den opgave. Eller skovarbejdere med motorsave.«

Men bæverens rod skal der til gengæld mennesker og maskiner til for at rydde op. Sidste år brugte Naturstyrelsen mere end 600.000 kroner på at fjerne dæmninger, rense dræn og sætte hegn op. Men udsættelsen har stadig været en succes, synes skovrideren.

»De sumpede områder skaber et fantastisk dyreliv. Der kommer flere insekter, og det giver gode vilkår for flagermus. Spidssnudede frøer og tudser får gode forhold, hvor padderne kan trives. Og så kunne det jo være, der kom en stork forbi.«

Når bæveren forsvinder fra den sø, den selv har skabt, forvandler området sig langsomt til en frodig eng. Men bæveren flytter kun, hvis der er rovdyr eller andre jægere, der truer bæverparadiset. Selvom mange har lyst til at skyde dyret, er det ulovligt at jage bævere. Men en naturlig fjende kunne for eksempel være ulven.

»Den har også været forbi Klosterheden,« siger Thomas, mens vi kører tilbage gennem den natmørke skov.

En kronhjort kigger på os, da vi triller forbi, og en grævling bliver fanget i forlygternes lys. Jeg kigger mig lidt nervøst omkring efter en luskende ulveskikkelse mellem de tætte træstammer.

Er der bæver i din vaniljeis?

På bæverens bagdel sidder to posede kirtler, der danner en slimet, gulbrun væske. Væsken har en kraftig duft, som bæveren bruger til at efterlade duftspor i sit territorium. Bævergejl kaldes det på dansk.

Men under sit latinske navn, castoreum, bruges den særlige bævervæske i parfume, naturmedicin og … vaniljeis. Før i tiden var stoffet en af grundene til, at bæveren blev jaget, til den forsvandt fra Danmark. I dag fanger canadiske jægere stadig bævere for at få fat på dråberne, mens dyret er bedøvet.

Bæverfakta

En voksen bæver kan blive op til 135 centimeter fra snudespids til haletip og vejer omkring 25 kilo. Det svarer omtrent til en dreng på 6-7 år.

Øjnene er små, og både ører og næsebor kan klappes i, når bæveren dykker.

Kæberne er kraftige, og de store fortænder er orange på ydersiden og skarpe som en mejsel. Tænderne vokser hele bæverens liv, så de bliver ikke slidt op af gnaverens gnasken.

Forpoterne har form som små hænder med fingre.

Pelsen er lys- eller mørkebrun og så tæt og ulden, at vandet ikke kan trænge ind og nedkøle kroppen.

På bagpoterne er der kraftig svømmehud mellem tæerne.

Halen er flad og hårløs og kan være op til 37 centimeter lang. Ved at klaske med halen i vandet kan bævere advare hinanden om fare.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654