Ideer uge 5 | 2016

Skolemad. For fem år siden blev madpakker skiftet ud med ny nordisk fællesmad på ni danske skoler. Ifølge sociologisk teori skulle det udviske sociale og kulturelle forskelle og fremme samhørighed, men sådan gik det ikke helt, konkluderer ny ph.d.-afhandling.

Af Cecilie Cronwald

Fire flade med frihed

Modsat lande som Italien, Finland og Sverige, hvor skoleelever får serveret et fælles måltid hver dag, så er det stadig den hjemmesmurte madpakke, der hersker på de danske folkeskoler. Dermed ikke sagt, at den er elsket af alle. Mon ikke de fleste forældre har stået en tidlig morgen med leverpostej på kinden og forbandet det daglige smøreritual, og mon ikke de fleste børn har smidt en lunken ostemad i skraldespanden på vej hjem fra skole?

Det er ikke kun blandt travle forældre og rugbrødstrætte børn, at madpakken har et blakket ry. Inden for den gren af sociologien, der beskæftiger sig med mad og måltider, ses madpakken som et eksempel på »individualistisk spisning« og dermed som en identitetsmarkør, der afslører social baggrund og potentielt kan latterliggøre eller ligefrem ekskludere ejermanden fra fællesskabet, hvis indholdet skiller sig for meget ud. Derimod opfattes et måltid, hvor man (i mere eller mindre bogstavelig forstand) deler mad fra samme gryde, som en vej til at skabe samhørighed og udviske sociale og kulturelle forskelle.

Fællesmåltidets samlende kræfter er blevet fremhævet som et argument for at droppe madpakkerne og i stedet etablere fælles madordninger på de danske skoler, og det var netop, hvad man gjorde i 2011, da fødevare- og sundhedsforskere fra det store forskningsprojektOPUS(Optimal trivsel, udvikling og sundhed for danske børn gennem ny nordisk mad)opsatte et tre måneder langt eksperiment, hvor mere end 800 børn i alderen 9-11 år afprøvede en madordning med udgangspunkt i en særlig ny nordisk kost udviklet af kokke og ernæringseksperter.

Formålet var at undersøge, hvordan madordningen påvirkede børnenes sundhed og akademiske præstationer, men også hvad den gjorde ved deres adfærd og sociale relationer, og som en del af projektet gik sociolog Sidse Schoubye Andersen i gang med at kortlægge madens sociale effekter som en del af sit ph.d.-projekt ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Egentlig forventede hun – i tråd med den sociologiske teori på området – at skiftet fra madpakke til madordning ville have en række positive sociale konsekvenser, men helt så simpelt er det ikke. Hendes feltarbejde viser, at madpakkerne på forskellige måder er med til at knytte sociale bånd, mens det delte måltid kan skabe uventede former for skel og eksklusion.

»Det anfægtede i høj grad den her gængse antagelse om, at det at spise det samme knytter de stærkeste bånd,« siger Sidse Schoubye Andersen, som netop har forsvaret sin afhandling med titlenSchool Meals in Children’s Social Life.

Ideen om at indføre en fælles madordning på skolerne er aktuel, men ikke ny, fortæller Sidse Schoubye Andersen. Faktisk er det noget, man har diskuteret i mere end 100 år:

»I starten handlede det om, at der simpelthen var nogen, der sultede. Senere kom det til at handle mere om sundhed, og i midten af 1900-tallet blev spørgsmålet en del af en familiepolitisk diskussion, fordi kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet og ligestilles. I de seneste årtier er sundhedsargumentet fortsat i spil, men det er også blevet et spørgsmål om maddannelse – om at børnene skal vide, hvor maden kommer fra, og hvordan den bliver lavet,« siger hun.

Ideen om, at det fælles måltid skaber samhørighed, har også lange rødder. I sin berømte artikelSociology of the Mealfra 1910 beskrev den tyske filosof og sociolog George Simmel, hvordan det at dele mad kunne have en stærkt socialiserende kraft, og argumenterede for, at det delte måltid kunne mindske eller fjerne sociale forskelle. Den idé er siden blevet videreført af en lang række sociologer, og den var på mange måder udgangspunkt for Sidse Schoubye Andersens feltarbejde.

»Jeg forventede nok at se et skift fra individualisme til socialitet.«

I projektet fulgte hun to fjerdeklasser fra forskellige skoler, den ene i periferien af København, den anden i en forstad. De to klasser havde henholdsvis ni og otte tosprogede elever. Hun fulgte klasserne på daglig basis, både i de tre måneder den nye madordning kørte og i en periode før og efter, hvor de spiste deres sædvanlige madpakker. I alt blev det til omkring fem måneder, hvor hun fulgte eleverne i timerne, spiste frokost og holdt frikvarter med dem og var med dem i køkkenet, når de selv skulle hjælpe med at lave mad. Indimellem var hun også sammen med kokkene og lærerne i pauserne, men som regel var hun med børnene i skolegården. Før og efter forsøget arrangerede hun desuden en række fokusgrupper med tilfældigt udvalgte elever fra fem af de ni deltagende skoler.

»Normalt, når man skal lave sådan nogle komparative studier, er man nødt til at sammenligne to forskellige grupper af børn, som går i hver sin skole. Og der kan det være svært at afgøre, om der er alle mulige andre forskelle, der spiller ind. Men her havde vi en intervention, som gjorde det muligt at følge de samme børn i to situationer: når de fik deres madpakker, og når de var del af en skolemadsordning. Det giver et stærk setup,« siger hun.

Undervejs i feltarbejdet måtte Sidse Schoubye Andersen revidere en del af sine forventninger. Det gik blandt andet op for hende, at madpakkerne spillede en væsentlig rolle i klassens sociale liv. Maden blev byttet på kryds og tværs og kunne også bruges som en slags gave, der kunne understrege eller bekræfte et venskab.

I en artikel, som hun sidste år fik publiceret i tidsskriftetSocial Science Information, giver hun et eksempel fra en frokostpause, hvor eleverne netop har fået nye siddepladser, og »Karen« og »Emma« nu skal sidde ved siden af hinanden. Frokosten er forbi, og mens eleverne er på vej ud i skolegården, tager Karen sin madpakke frem og spørger Emma, om hun vil have en gulerod. Emma har allerede spist, hun har taget sin store dunjakke på og er på vej ud, men siger ja og rækker ud efter guleroden. Karen tager også en selv, og de to følges ud af klassen.

»Ved at tilbyde noget af sin frokost til Emma anerkender Karen Emma som sin nye parter, og Emma accepterer tilbuddet, selvom hun egentlig har spist,« forklarer Schoubye Andersen.

Udveksling af mad kan også fungere som en måde at få opmærksomhed på, siger hun og fortæller en historie om drengen »Albert«, som er nederst i klassens sociale hierarki. En dag har Albert to pølser, et pizzastykke og en flødeskumskage med i madpakken, og da han forsigtigt pakker kagen ud, giver han et lille hvin af begejstring. Det fanger først sidemandens og senere de andre drenges opmærksomhed, og nogle af drengene samler sig omkring Albert og hans madpakke, hvor de får lov at smage kagen. Albert får til gengæld lov at være en del af fællesskabet.

»Madpakkerne blev en del af de sociale relationer på mange forskellige måder. Når nogen havde glemt deres mad eller ikke fået nogen madpakke med, så delte de andre ud af deres mad. På den måde var frokostpausen et sted, hvor børnene lærte om solidaritet og sympati. De lærte at tage hensyn.«

Da madordningen blev sat i gang, skulle børnene ikke længere spise i deres klasseværelse, men i et separat lokale, hvor der var dækket op ved langborde med blomstret dug og tallerkener og kopper på bordene. Når der en gang imellem var svinekød på menuen, blev maden lavet i to versioner, hvor svinekød var skiftet ud med for eksempel kalvekød i den ene. Når det indimellem ikke var muligt at fremskaffe halalslagtet kød til alle, blev der lavet en ekstra portion med et halalslagtet alternativ.

Selv om der på den måde blev taget hensyn til børn med muslimsk baggrund, var der alligevel en del af de muslimske piger, som ikke ville spise maden eller holdt sig fra kødet.

»Selvom om kokkene og jeg forsikrede dem om, at kødet var halal, var der mange, der ikke ville spise. At spise mad kræver tillid, og de havde simpelthen ikke tillid til, at de måtte spise maden,« siger Sidse Schoubye Andersen, som desuden observerede, at nogle af de muslimske drenge gik rundt og spurgte pigerne, om de nu også havde taget mad fra den rigtige gryde.

Det fælles måltid, som havde til hensigt at forene, var altså med til at optrække kulturelle grænser mellem dem, som en af kokkene kaldte »halalbørnene«, og de andre elever. I nogle tilfælde kunne maden ligefrem være udgangspunkt for en form for mobning. Sidse Schoubye Andersen fortæller om en frokostpause, hvor der er stegt kalvekød med kartofler og grøntsager på menuen. »Meryem« spiser ikke noget, og nogle af de andre elever spørger hvorfor, men hun svarer ikke. »Det er, fordi hun er bange for, det ikke er halal,« er der en, der siger. »Hvad?« siger en af pigerne ved bordet, og to andre elever gentager, at hun er bange for, det ikke er halal. Mereym siger stadig ikke noget, men kigger ned. »Louise« – klassens ukronede dronning – fortsætter afhøringen: »Hallo, er kalvekød svin, Mereym?« Meryem smiler forlegent. »Er det?« siger Louise. »Claire« blander sig og forsvarer Meryem: »Det er, fordi hun ikke kan lide det. Ligesom mig, jeg vil heller ikke spise det,« siger hun og peger på kødet på sin tallerken. »Ja, men jeg spurgte bare, om kalvekød var svin,« fortsætter Louise, og hendes veninde »Camilla« stemmer i: »Hallo, Mereym, er kalvekød svin?«

Det fælles måltid skaber altså ikke nødvendigvis samhørighed.

»Vi forventede, at det fælles måltid ville gøre børnene mere lige, så det var overraskende. Men det er jo en del af det at være sociolog og lave feltarbejde. Vi skal hele tiden sætte spørgsmålstegn ved det, vi tager for givet.«

En anden ting, der overraskede Sidse Schoubye Andersen undervejs, var det store fokus på former og regler. For eksempel blev børnene præsenteret for en tavle med regler for fællesspisningen. De skulle sidde pænt og være stille og måtte for eksempel ikke skære grimasser, hvis der var noget, de ikke kunne lide.

Når børnene var med i køkkenet for at lave mad, blev der lagt stor vægt på, at man skulle lege og eksperimentere, men når de skulle spise, var de voksne igen autoriteter, og man måtte for eksempel ikke smage maden til med salt og peber, for det havde de voksne gjort.

»Man trækker ligesom al lysten ud af maden ved hele tiden at fokusere på, hvordan man skal gøre. ’Det her, det er ligesom at gå i skole,’ sagde en af drengene,« fortæller Schoubye Andersen.

Nogle af børnene klagede over, at de hele tiden fik det samme i madordningen, selvom Sidse Schoubye Andersen vidste, at det ikke passede – de ville højst få den samme ret tre gange i løbet af de tre måneder. Når hun påpegede, at de jo tit havde for eksempel leverpostejmadder med hver dag på madpakken, indvendte børnene, at det havde de jo mulighed for at lave om.

»Mange af børnene følte, der var en frihed forbundet med madpakkerne. De følte, de havde indflydelse på indholdet, de kunne forhandle med deres forældre eller bytte med andre,« siger Sidse Schoubye Andersen.

»Madpakken rummer også en mulighed for noget identitet – man tager noget af sin egen baggrund med sig i et offentligt rum. Det involverer selvfølgelig en risiko for at udstille sig selv, men det giver også mulighed for intimitet. Og den personlighed har en skolemadsordning ikke.«

– Burde vi så bare droppe ideen om skolemad og bevare madpakkerne?

»Det er et svært spørgsmål, og jeg ved det faktisk ikke. Det er ikke sådan, at vi har fundet det endelige svar. Vores mål har været at nuancere billedet,« siger Schoubye Andersen.

Hun understreger, at madpakkerne langtfra er en perfekt løsning. Nogle børn får konsekvent en ringere og usundere kost end de andre, og derernogle sociale skel, der kan aflæses i madpakkerne – om end det ofte er den usunde og politisk ukorrekte mad, der er i højest kurs i klasseværelset.

»En anden ulempe er, at forældrene skal bruge en masse tid og ressourcer på at handle ind og lave madpakkerne.«

Hun mener derfor ikke, man nødvendigvis skal droppe ideen om det fælles skolemåltid, men at man – i stedet for kun at fokusere på madens sundhedsværdi – skal være bevidst om og arbejde med de pædagogiske og sociale aspekter af måltidet. Og så skal man måske helt konkret passe på med »terroir«-baserede initiativer som den nye nordiske kost, fordi den slags begrænsende kulturelle rammer risikerer at holde nogen udenfor.

»Man har den her idé om, at hvis bare vi spiser det samme, så kommer sammenholdet flyvende ind med maden. Men det kommer ikke af sig selv, fællesskabet, det er noget, man skal arbejde på,« siger Sidse Schoubye Andersen.

»Vi forventede, at det fælles måltid ville gøre børnene mere lige, så det var overraskende. Men det er jo en del af det at være sociolog og lave feltarbejde. Vi skal hele tiden sætte spørgsmålstegn ved det, vi tager for givet.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654