Bøger uge 49 | 2016

Boldblær. Som taktisk masterclass folder fodboldlegenden Ruud Gullits nyeste værk sig aldrig ud. Men som illusionsløs iagttager af spillets større, historiske linjer er hollænderen værd at læse.

Af Asker Hedegaard Boye

Masterclass for begyndere

Ruud Gullit: How to Watch Football. 270 sider. 6,99 pund på amazon.co.uk. Viking.

Det er langtfra kun det orange smudsomslag, der gør den tidligere fodboldspiller Ruud Gullits nyeste bog til en meget hollandsk læseoplevelse. Fra første til sidste side emmerHow to Watch Footballaf forfatterens nederlandske arv. I en letlæst stil zoomer Gullit ind på udvalgte aspekter af verdensspillet tilsat ikke så få anekdoter fra sin egen karriere som først spiller og siden træner.

Det ville være forkert at hævde, at den nu 54-årige tv-ekspert sætter sit lys under en skæppe. Hollænderen ved udmærket godt, hvor god han selv var. »Jeg var forud for min tid,« skriver han med et smil om sin (u)vane med at supplere jakkesættet med et par hvide sneakers. Det er svært ikke at læse udsagnet som en reference til andet end gummisko og dresscode.

I anden halvdel af 1980erne var Gullit en af klodens bedste fodboldspillere. I 1987 modtog han den prestigefulde Ballon d’Or som Årets Spiller i Europa, og året efter blev han nummer to i samme afstemning efter landsmanden og klubkammeraten Marco van Basten. Alle fodboldinteresserede europæere over 35 år husker den eksplosive, intelligente og teknisk velfunderede forward med de mørkedreadlocks.

Den første halvdel afHow to Watch Football, der hverken er en egentlig biografi eller en taktisk manual til den interesserede fodboldseer, går med selvros. Gullit var et stort talent i Haarlem og blev en voksen mand i Feyenoord. I PSV forvandledes han til en stjerne, og i AC Milan opnåede han verdensberømmelse. I Sampdoria var han efter eget udsagn så god, at han fik tildelt en fri rolle af cheftræner Sven-Göran Eriksson, og i Chelsea mestrede han den svære kunst at være spiller og manager på samme tid.

Så langt, så godt, men hvad med indsigten og evnen til at formidle de ideer, han gennem sin aktive karriere fik foræret af legender som Johan Cruyff, Rinus Michels, Fabio Capello og Eriksson? Tja. Trænerkarrieren er aldrig rigtig kommet i omdrejninger. Efter to år i Chelsea stod han i spidsen for Newcastle i en enkelt sæson. Herefter blev han fodboldanalytiker for hollandsk fjernsyn, før han for en kort bemærkning overtog U21-landsholdet og Feyenoord uden succes. Gullits to seneste trænerjob var i Los Angeles Galaxy (2007-08) og Terek Grosnyj (2011). I dag er han ansat som studieekspert på BBC-programmet Match of the Day.

Den generøse Gullit vil gerne lære os at se fodbold. Altså virkeligse. »Fodboldspillere må tænke to til tre skridt frem, analytikeren må være i stand til at se to eller tre skridt bagud,« lyder en af hans mange læresætninger. Det handler om at identificere årsag og virkning, se det store billede, og ikke udelukkende fokusere på enkeltstående, iøjnefaldende fejl.

Gullit ser på forskellige taktiske formationer og spilsekvenser – omstillinger, spilopbygning, hjørnespark, frispark, sågar muropstillinger på dødbolde – men kradser for det meste kun i overfladen. Han fortæller os, at FC Barcelonas centrale midtbane er så fremragende, fordi rollefordelingen mellem de tre spillere er på plads: Den ene dikterer afleveringerne, den anden tager de offensive løb, og den tredje rydder op. Det er ikke raketvidenskab og næppe heller hele hemmeligheden bag den catalanske klubs succes i disse år. Men Gullit kommer aldrig længere.

Hollænderens taktiske analyser synes ironisk nok overhalet af samtiden, der er fuld af offentligt tilgængelig, detaljeorienteret taktikdissekering. Sammenlignet med Michael Cox’ analyser for ESPN, Jonathan WilsonsInverting the Pyramid: The History of Football(2008) eller blot Andy GraysFlat Back Four(1993) blegner Gullit. IHow to Watch Footballfolder den lovedemasterclasssig aldrig ud. Bogens styrke er i stedet de små oaser af klarsyn, som – midt mellem blæren og banaliteterne – pludselig toner frem.

Godt set er det eksempelvis, at fraværet af aldrende profiler i hollandsk klubfodbold er med til at gøre tilværelsen svær for de lovende teenagere. Gullit køber ikke præmissen om, at Holland, der i disse år oplever en historisk nedtur på landsholdsplan, ikke længere skaber talenter. De er der.

Men efter Bosman-dommen i 1995, der ophævede den kontraktmæssige stavnsbinding og lod fodboldspillere strømme frit over landegrænserne, har de yngste ikke længere nogen at se op til. Selv havde Gullit Cruyff i Feyenoord.

En anden fin pointe findes i forskellen på topfodbolden i dag og for bare 25 år siden, da folk som Gullit, van Basten og Diego Maradona satte standarden. I et kort afsnit opmåler den tidligere fodboldspiller det mentalitetsskifte, som er foregået både uden for og på banen. Engang var fodbold et slagsmål, og dommeren tillod det meste. Høje albuer og andre beskidte tricks hørte til dagens orden. »Glorificeret indendørsbold« kalder Gullit den aktuelle fodboldscene, hvor der slås hårdt ned på urostiftere, og fodboldens helte helst skal fremstå som pletfrie rollemodeller. Den gamle mester savner kant.

Også nutidens forsvarsspillere må lægge ryg til drøje hug. Jagten på den boldspillende forsvarer har ifølge Gullit medført en ny generation af boldfikserede defensivspillere. De kigger efter bolden, »som var de fans af angriberne«, i stedet for at orientere sig i forhold til modstanderne og være beredt på selv den mest usynlige trussel. »En forsvarsspiller må konstant stille sig selv spørgsmålet: Hvad nu hvis ...?« skriver realisten Gullit, der også når at lange ud efter puritanerne, der kræver smukt spil, »selv i finaler, hvor kun sejren tæller«.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533