1 Sektion uge 21 | 2017

Postfaktuelt. Venstrefløjens identitetsforkæmpere og Trump-tilhængere er en gave til hinanden. Vigtigst for dem begge er bekræftelsen af deres eget verdensbillede. Sandhed og oplysning er de begge lige uinteresserede i.

Af Anne-Marie Vestergaard

Umyndighedens lænker

Uddannelsesniveauet har aldrig været højere. Alligevel ser man en udbredt mistillid til rationelle argumenter og videnskabelige facts. En samlet teori eller en fasttømret antagelse om verdens beskaffenhed bruges ukritisk til at beskrive samme verden, og alle facts der stikker ud, bliver ignoreret.

Det sker på trods af postmodernismens kritik af de store sandheder og fortællinger, som for eksempel marxisme og kristendom. Det synes, som om filosoffen François Lyotards berømte påstand om at de små lokale fortællinger ville komme til at dominere, alligevel ikke holder. Især i universitetsverdenen, men også i den offentlige debat, ses hos mange trangen til en nærmest religiøs hengivelse til Teorien med stort T. Denne teori er som regel af poststrukturalistisk tilsnit og Foucault-inspireret, med sit fokus på magtstrukturer og sin hævdelse af et relativt sandhedsbegreb. Sjovt nok vil forskere og debattører bruge teorien til at udsige absolutte domme om dels forskningsobjektet, dels emnet for debatten. Konklusionen er ofte at magtstrukturer deler verden op i »dem og os«, undertrykkerne og de undertrykte, de onde og de gode. Inden for teologi hedder det vist et manikæisk verdenssyn. Menneskets trang til at dyrke dogmer og absolutte sandheder, til at tilsidesætte vedtagne normer for god videnskabelighed til fordel for en forførende universalteori, synes at være større end nogensinde før. Det religiøse instinkt er flyttet med over i (sen)moderniteten, og forskere og studerende forfalder til det, som filosoffen Karl Popper kalder en pseudovidenskab, hvor en altforklarende teori dominerer. En hvilken som helst empirisk iagttagelse vil kunne beskrives og forklares med den givne teori. Denne kan så kalde sig strukturel racisme, sexisme, heteronormativitet eller lignende.

For en, der som undertegnede i sin tid blev udsat for marxistiske skole-, gymnasie- og universitetslærere – og i det hele taget kan huske det hårde ideologiske klima under firsernes kolde krig – er det en sælsom oplevelse at læse og høre yngre forskere og debattører fremture med deres enkle og forførende verdensbilleder. Teoretikere som Foucault, Lyotard, Derrida og Barthes var befriende for os studerende dengang sidst i firserne, netop på baggrund af den dominerende universitetsmarxismes altforklarende og uæstetiske projekt. Da gav det i højeste grad mening at pointere, at den absolutte sandhed ikke fandtes, at teksten havde flere betydninger. Til gengæld kom der så også en naturlig stopklods i vores videnskabelige arbejde med tekster på et tidspunkt, for selvfølgelig kunne teksten ikke betyde hvad som helst! Det er imidlertid sælsomt at se, hvordan de samme postmoderne teoretikere de seneste cirka tyve år har inspireret til forskning og debat, hvor man hævder en masse uden at argumentere rationelt og videnskabeligt. Samtidig er almindelige menneskers trang til at løbe med en halv vind, at tro den første, den bedste demagogiske politiker med enkle budskaber, en »stor fortælling«, stærkere end længe. Trump, Brexit, Marine le Pen – hele udviklingen taler sit tydelige sprog.

Filosoffen Helen Pluckrose sammenkæder i en indsigtsrig artikel i AREO Magazine i marts mistilliden til rationalitet og videnskabelige argumenter med opkomsten af dels identitetspolitiske, dels populistiske strømninger. Hun mener netop, at det er postmodernismens utilsigtede skyld, at normer for rationel argumentation og videnskabelighed er blevet svækket. Det har i USA banet vej for pseudovidenskab, mistillid til vidensinstitutioner og medier samt en betoning af det subjektive perspektiv. Det er ok at stille sig op og sige: »Jeg føler mig krænket, altså er jeg en del af en undertrykt minoritet, for eksempel sorte, homoseksuelle eller kvinder«. Identitetsforkæmpere har stået stejlt på deres version af sandheden. Omvendt har Trumps tilhængere påberåbt sig deres eget verdensbillede, hvor især de hvide, hårdtarbejdende mænd er blevet fremstillet som den undertrykte samfundsgruppe. Konkurrerende fortolkninger af virkeligheden med forskellige perspektiver står over for hinanden, og krænkelsesberetninger om mikroaggressioner i hverdagen slås med Trump-fløjens fake news og alternative facts.

Det er da også tydeligt at identitetsforkæmpere og Trump-tilhængere står over for hinanden i en form for interessekonflikt, hvor det vigtigste middel i deres indbyrdes kamp er udbredelsen af deres eget verdensbillede. På en måde er de to grupper en gave til hinanden, fordi de hver især kan stive deres respektive identitet af ved at dæmonisere modstanderen. De sociale medier spiller en vigtig rolle og er bekvemme, fordi der ikke kræves det samme faktatjek som i de traditionelle medier og vidensinstitutioner.

Flytter man perspektivet til Danmark, kan man se lignende grupperinger, hvor den ene fløj har forspist sig på poststrukturalistisk teori eller abonnerer på en antagelse om at danskerne i bund og grund er racister, sexister etc., og den anden fløj trodsigt vender ryggen til eksperter og meningsdannere og adopterer et skeptisk, nationalistisk, bagudskuende syn. Mikroaggressioner og subjektive oplevelser af krænkelse på den ene side og en mere og mere desperat tone hos de mennesker, der har en kritisk holdning til globalisering og indvandring på den anden, fører til forskellige versioner af en »os-og-dem«-beskrivelse af virkeligheden. Det sker til stor skade for videnskaben og debatten, og det svækker den enkelte samfundsborgers mulighed for på et oplyst grundlag at ytre sig og afgive sin stemme. Og for dermed at være med til at præge samfundsudviklingen i en, kan man roligt sige, tumultuarisk tid med kæmpe udfordringer.

Et hjemligt eksempel på, at ideologien eller teorien trumfer over fakta, er forfatteren Anne Lise Marstrands kritiske bemærkninger til DR’s serie om Danmarks historie i netmagasinet POV 10. april. Hun synes, at serien er for mandsdomineret, både i sin formidling og på billedsiden. Især er hun blevet harm over en dramatisering om jægersamfundet, hvor man ser flere mænd og én kvinde gå på jagt. Hun uddyber sin kritik i Berlingske 26. april, hvor hun ikke betvivler, at forskningen siger, at der var flere mænd end kvinder, der gik på jagt, men hun foreslår utroligt nok, at DR kunne have lavet en jagtscene, hvor kvinderne var i overtal. Simpelt hen fordi det er vigtigt for nutidens kvinder at kunne spejle sig i historien.

Et andet hjemligt eksempel på ideologiens eller teoriens trumf er Enhedslistens nyligt afholdte årsmøde, hvor man har vedtaget et feministisk delprogram. Alle årsmødets dirigenter, oplægsholdere og ordstyrere skulle være kvinder. Tiltagene sker i et forsøg på at bekæmpe den »strukturelle sexisme« som hævdes at gælde i dagens Danmark. Det er sælsomt at opleve hos et parti, der gennem en årrække har haft den ene markante kvindelige politiker i front efter den anden.

Filosoffen Immanuel Kants definition på oplysning fra 1784 er nok et af de mest berømte citater i filosofiens historie: »Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.« Ifølge Kant skal mennesket bruge sin naturgivne fornuft og have mod til at vide, fremfor automatisk at overtage andres dogmer og meninger. Man skal vove pelsen og søge friheden, kun ad den vej kan man blive et autonomt og handlekraftigt individ. Den selvforskyldte umyndighed findes i dag i mange forskellige udgaver: Teorifascination, konspirationsteorier, feminisme, populisme, subjektivisme, emotionalitet, offergørelse, you name it.

Det er for rigtig mange mennesker på høje tid at komme fri af umyndighedens lænker, at møde virkeligheden uden fordomme, læse, lytte, tænke og argumentere.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533