Kultur uge 16 | 2017

Interview. »Vi lader friheden vige for sikkerheden.« Dramatiker Ferdinand von Schirach konfronterer os med vore egne vigtigste principper.

Af Joakim Jakobsen

Retten er sat

Berlin – Et Lufthansa-fly kapres og sætter kurs mod Allianz-Arena i München, hvor 70.000 mennesker er på plads for at se landskampen Tyskland-England. Et kampfly fra det tyske luftvåben når frem til den kaprede maskine og affyrer varselsskud. Ingen reaktion. Piloten i kampflyet, major Lars Koch, får direkte ordre fra forsvarsministeren om ikke at nedskyde passagerflyet. En sådan handling ville kategorisk stride mod tysk lovgivning.

Lars Koch og det kaprede fly nærmer sig det fyldte stadion i München. Tiden og handlemulighederne løber ud, og Lars Koch træffer selv beslutningen: I strid med loven skyder han passagerflyet ned. Efter alt at dømme redder majoren derved tusindvis af menneskeliv i München, men han har egenhændigt ofret 164 uskyldige passagerer om bord på flyet.

Lars Koch stilles for retten, hvor forsvaret argumenterer for, at han er en helt. Det er frygteligt tragisk med de 164 dødsofre, men de ville jo øjensynlig have mistet livet under alle omstændigheder. Anklageren anfører tværtimod, at Lars Koch har forbrudt sig mod det allerhelligste, nemlig Artikel 1 i Forbundsrepublikkens Grundlov fra 1949: »Menneskets værdighed er uantastelig.«

Værsågod – nu, efter afhøringer og indlæg fra begge parter, er det op til publikum at træffe afgørelsen: Skal Lars Koch dømmes for drab på 164 personer, eller skal han frifindes?

Dette dilemma er siden oktober 2015 blevet præsenteret i teatersale over hele verden, brutalt og udstyret med alle retsmaskineriets teknikaliteter. Skuespillet Terror, som i aften har premiere på Det Kongelige Teater i København, har to slutninger: frifindelse eller dom.

Stykket er skrevet af Ferdinand von Schirach, en af Tysklands mest succesrige forfattere. Han var prominent forsvarsadvokat gennem mange år, før han i 2009 udgav sin første novellesamling. Siden er to novellesamlinger og romanen Sagen Collini også udkommet på dansk.

Men det er Terror, der har gjort den 52-årige Ferdinand von Schirach til et verdensnavn. Han ramte åbenbart en nerve. I går torsdag viste en løbende optælling på dramatikerens hjemmeside, at 308.101 nævninge – teatergængere på hele kloden – indtil videre har voteret i sagen. Og at 60,9 procent af dem går ind for at frifinde Lars Koch.

»I sin tid håbede jeg på, at det ville stå nogenlunde lige, og det gør det vel også. Lige under 40 procent af befolkningen, trods alt lige under halvdelen, vil dømme ham, og det beroliger mig faktisk. Det vælger jeg at glæde mig over,« forklarer Ferdinand von Schirach, da Weekendavisen møder ham på en nobel café i Berlin-bydelen Charlottenburg.

»Det er langt mere kompliceret at nå frem til den kendelse end at frifinde ham. Piloten redder jo så mange mennesker – vores spontane reaktion er på hans side. Det kræver en del at lade anklagemyndighedens argumenter gøre indtryk: Ja, de har faktisk ret – sådan er vor verden indrettet, og det må vi holde fast i. Det er temmelig svært, og derfor glæder det mig afsindigt, at 40 procent går ind for at dømme ham.«

Men Lars Koch frifindes næsten i alle opførelser. Kun få gange er han kendt skyldig.

»Det er interessant, at lige meget hvor stykket spilles, så bliver det gerne 60-40 for frifindelse. Bortset fra et land: Japan. I Japan bliver han hele tiden dømt.«

– Hvordan kan det være?

»Jeg har tænkt længe over det. Og det kunne have med japanernes helteopfattelse at gøre. De har det, ligesom de gamle grækere havde det: Helten må gå under. Det urjapanske heltebegreb med samuraier og kamikaze – man lader livet for sin fyrste – kan være forklaringen. Lars Koch ofrer sig jo ikke.«

– Men hvis De selv står fast på, at piloten skal kendes skyldig, kan De vel ikke være tilfreds med publikum?

»Det handler om noget andet. Når alt, som jeg tror på, er ved at bryde sammen – når Europa er ved at falde fra hinanden, og de radikale kræfter vinder frem, når politikerne i stadig større omfang glemmer, hvad dette Europa går ud på – når den verden, som jeg tror på, knager i fugerne og kommer i ubalance, så ser jeg det som min opgave at sige en ting eller to. Og med et teaterstykke som Terror stiller jeg netop spørgsmål, som jeg finder vigtige, og som jeg derfor gerne vil føre ind i den demokratiske samtale. At svaret så lyder: Vi vil slet ikke have frihed – sikkerhed er vigtigere, dét kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg stiller bare spørgsmålene.«

Han lyder dog en anelse fortvivlet over den tiltagende kontrol, som vestlige lande beredvilligt indfører.

»Vi lader friheden vige for sikkerheden. Friheden er abstrakt. Men at vi kan sidde sikkert ved et bord og spise vores mad, sidde sikkert på et fly, gå sikkert over gaden – det er åbenbart væsentligere for os. Og det gælder også, når vi får gennemlæst vores mails eller vore sms’er. Sikkerheden vinder, og friheden taber. Sådan ser det ud.«

Ferdinand von Schirach bemærker i cafélarmen, at det ikke er voteringens facit, der er det afgørende.

»Det vigtigste er diskussionen blandt mennesker, og det vil vi forhåbentlig også få at se i København. Ved uropførelsen her i Berlin var et par af mine forældres venner, et ældre ægtepar, til stede, og de voterede til hver side – han ville dømme, hun ville frifinde. Efter en uge ringede de til mig og sagde: Nu må du afgøre det! Vi har diskuteret en hel uge nu ... Og det er jo det, det hele går ud på.«

En filmatiseret udgave blev vist på tv-stationen ARD i efteråret 2016. Det blev det mest sete stykke fiktion på ARD nogen sinde, og avisernes debatsider bølgede i de følgende uger af diskussionen.

Juraprofessorer kaldte stykket for populisme, og kommentatorer anførte, at folk jo ikke havde forstand på tingene. Nej, netop, forklarer Ferdinand von Schirach:

»For en dels vedkommende er det måske første gang, at de bliver bevidste om, at dette problem overhovedet eksisterer. Måske er det første gang, at de bliver bevidste om forfatningens indhold. I grunden bliver teatret her til et republikansk forum, det offentlige rum, hvor vi taler om tingene. Det er, hvad det går ud på. Der er ikke en bestemt lære, man skal uddrage. Folk gør op med sig selv og hinanden, hvad de mener.«

I et essay har Ferdinand von Schirach skrevet, at det er »gennem vor retsorden, at vi bliver dem, vi er«. Han frygter, at den verdensorden, som siden Anden Verdenskrig er opbygget på det universalistiske princip om individets ukrænkelighed, er ved at blive eroderet.

»Så længe vi ikke forstår, hvad det grundlæggende går ud på, vil vi også være mere tilbøjelige til at give afkald på det. Vi er nødt til at begribe, hvad demokrati og retsstat virkelig indebærer.«

– I hvilken henseende?

»Ja, hvad betyder det, at vi nu har haft fred i 70 år under denne forfatning? Og hvordan skal vi forholde os til terrorister? På deres måde eller på vores måde? Alt dette er vi nødt til at tænke igennem.«

– Har vi glemt det?

»Ja, vi har glemt grundlaget. Og vi glemmer det mere og mere. Politikere kræver bare højere straffe og mere overvågning. Faktisk anti-europæiske ideer. Det er ikke på den måde, vi gennem 70 år har levet i fred og stabilitet.«

Ferdinand von Schirach kommer ind på terrorangrebet i Stockholm, hvor gerningsmanden, Rakhmat Akilov, netop har tilstået denne formiddag. Von Schirach kalder det en »pavlovsk refleks«, at svenske politikere straks plæderer for mere overvågning.

»Angrebet i Stockholm ville ikke kunne være forhindret med overvågning. Det hjælper kun i forbindelse med opklaringen. Det, man kan plædere for, er, at de love, som allerede findes, faktisk håndhæves. Gerningsmanden i Stockholm opholdt sig jo illegalt i Sverige. Hvis loven var blevet håndhævet, havde han slet ikke været i landet. Så simpelt er det.«

– Men det er vel ikke så mærkeligt, at politikere efter en sådan massakre søger efter nye redskaber?

»Vi må til stadighed gøre os det klart, at det ikke er terroristerne, der forandrer vores samfund – det er kun os selv, der gør det. Det er kun os, vi demokrater, der kan forringe samfundet. Terrorhandlingerne er nålestik. De store samfundslinjer står vi selv for at ændre.«

Ferdinand von Schirach sidder et øjeblik og funderer.

»Det er faktisk dét, som Terror og alle mine essays handler om: I sidste ende er det kun loven, der kan beskytte os. Uddannelse kan ikke beskytte os, gode gerninger beskytter os ikke, man beskyttes ikke af at læse Thomas Mann. Kun loven. Og retsvæsen er besværligt og kedeligt, anstrengende. Intet går så hurtigt, som man gerne ville. Men det er den rigtigste måde at gøre tingene på.«

Der er dog enkelte dele af tysk lovgivning, som Ferdinand von Schirach gerne så afskaffet lige med det samme. Ikke mindst blasfemiparagraffen.

»Jeg finder, at det er noget vrøvl. Af forskellige grunde. Det er noget overleveret vås, at man lader en bestemt idé få større beskyttelse end andre ideer. Jeg er ret ligeglad med, hvilken religion vi taler om. Og når man så påpeger, at vi skal være tolerante og sikre religionsfrihed, må jeg indvende, at religionsfrihed jo går ud på, at staten ikke må blande sig i religion. Men det ville jo være en del mere intelligent, hvis man samtidig påpegede, at religion heller ikke må blande sig i statens forhold. Det er denne opfattelse, der mangler. Sådan er det for alle andre ideer i samfundet. Vi kan bare stille ét krav: Gør, hvad I vil – men I skal overholde menneskerettighederne. Hvis I ikke gør det, krænker I grundsætningerne for vores stat.«

– I hvilke tilfælde?

»Tag tørklæderne. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om nogen vælger at tildække sit hår eller formumme sig helt. Jeg vil bare ikke være med til, at nogen tvinges til det. Det strider mod forfatningen, og det er der ikke nogen religion, der skal have lov til.«

– Igen – det er den enkelte, handler om?

»Ja. Menneskets værdighed – hvor sidder den? Det er en bare 300 år gammel idé, som vi skal værne om. Den kom med Oplysningen, og så gled den ind i forskellige forfatninger. Og det er den samme idé, som går igen: nemlig, at et menneske ikke må gøres til objekt. Det er noget, som vi er nået til enighed om – det er ikke noget, som bare findes i naturen. Man kan endda gå så langt som til at sige, at tanken om menneskets værdighed er modsætningen til naturen. Mennesket sagde: Vi vil beskytte den svage. Og det strider jo fuldstændig mod naturen. Det er den store menneskelige idé, som vi skal stå vagt om.«

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, København K: Terror. Manus: Ferdinand von Schirach. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Premiere i aften. Til 2. juni 2017.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533