Kultur uge 42 | 2014

Suverænitet. Dokumentaren om Sumé, det første og største grønlandske rockband, er også et portræt af nationen, der i 1970erne frigjorde sig fra kolonimagten.

Af Bo Green Jensen

Den første bid af sælen

Sangen fra Grønland fik tænder, da bandet Sumé satte af på sit debutalbum, Sumut, i foråret 1973. Alene pladens omslag gjorde indtryk. Grafikeren Mikael Hansen brugte et af de træsnit, som billedskæreren Aron fra Kangeq udførte til etnografen H.J. Rinks Eskimoiske Eventyr og Sagn (1866). Qasapi har dræbt en nordisk soldat. Han står med den fremmedes afskårne arm og holder den som et trofæ. Kom bare an, I danske hunde, var attituden, som Sumé præsenterede sig med.

Sumé – Lyden af en revolution. Instr. og manus: Inuk Silis Høegh, Emile Péronard, Ine Urheim. Foto: Henrik Bohn Ipsen. 73 min. Grønland-Danmark-Norge 2014. CPH:DOX-visning og premiere i udvalgte biografer, bl.a. Ishøj Bio, Øst for Paradis/Aarhus og Biffen i Nordkraft/Aalborg.

Lyden var alt, hvad man ikke forbandt med etnisk åndemanermusik. Per Berthelsen havde skrevet de 11 kompositioner sammen med Malik Høegh, bandets karismatiske sanger, som også satte ord til musikken. Erik Hammeken spillede bas, Hans Fleischer sad bag trommerne. De fire unge mænd kom fra forskellige byer i Grønland, men gik alle på skole i Danmark. Dengang skulle man sydpå, uanset hvad man ville uddanne sig til, fortæller Malik Høegh i dokumentaren Sumé – Lyden af en revolution.

Malik Høegh var 17 år, da han mødte den tre år ældre Berthelsen i 1970. De havde de samme helte og inspirationskilder som andre unge i tiden: The Doors og Jimi Hendrix, Bob Dylan og The Beatles, danske bands som Ache, Alrune Rod og Gasolin’. Filmen om Sumé er fuld af citater. Når naturlyrikken og den sociale protest går op i en højere enhed, er der faktisk ikke langt til den lyd, som amerikanske Steppenwolf havde i samme periode, hvis de ikke lige spillede Born to Be Wild.

Inuk Silis Høeghs portrætfilm er i klasse med Anders Østergaards dokumentar om Gasolin’ (2006). Den fortæller en fantastisk historie om, hvordan fire grønlandske drenge skabte stor politisk musik sammen med produceren Karsten Sommer. Den beskriver også et øjeblik, hvor den grønlandske befolkning omsider havde nok af kolonimagten. Nogle ønskede hjemmestyre, andre fuldkommen løsrivelse. Høegh var bandets politiske hoved. Berthelsen følte sig misbrugt, når Sumé blev taget til indtægt for radikale og ekstreme holdninger. Alle i Grønland hørte musikken.

Det samme gjorde mange i Danmark. Sumut blev presset flere gange. Også efterfølgeren Inuit Nunaat – som faktisk er Sumés bedste album – fra 1974 var en stor og lidt uventet succes for pladeselskabet Demos, der ellers brugte Troels Triers Røde Mor som sit brohoved i annekteringen af den kapitalistiske musikindustri.

Filmen skildrer således også et øjeblik, hvor medierne, kunsten og publikum ville det samme. Sumé kunne synge sange som Pivfit nutât/Nye tider, Tamorassâriat/Den første bid af sælen og Imigagssak/Ildvand i DRs lørdagsunderholdning og blive høfligt udspurgt af studieværten om, hvordan revolutionen skulle realiseres.

Verden stod i flammer. Der var Vietnam-krig og oliekrise, terror i Tyskland, borgerkrig i Nordirland, problemer og atter problemer med lavkonjunktur og dyb udlandsgæld.

Men musikken var lige så fantastisk som filmen og litteraturen. Selv gik jeg i gymnasiet på Christianshavn, hvor Sumé som regel poserer i filmen. Det var ganske som hos Charles Dickens i Hard Times: de bedste og de værste tider på én gang.

Karsten Sommer husker, at det første album blev indspillet på en uge og mikset på én enkelt dag. Han fortjener en stor del af æren for det, som Sumé blev til. Det var også sammen med Sommer, at gruppen indspillede sit tredje album, Sumé, i 1976. De havde da etableret musikselskabet ULO, som blev Grønlands første og førende udgiver. Det sidste album har pladenummeret ULO 1.

Bandets store år var 1974, hvor de udsendte Inuit Nunaat. Det betyder Menneskenes land. Formen er friere, lyden både større og mindre, og teksterne fulde af den selvtillid, som følger af at have succes som ung. I sommeren 1974 var Sumé på en omfattende Grønlandsturné, som stadig er legendarisk i hjemlandet. Publikum kastede med femkronemønter. Malik Høegh var the man of the hour.

Flere koncerter fandt sted i det fri. Da Sumé spillede i Qeqartarsuaq på Disko-øen, blev koncerten radiotransmitteret, og alle kom for at lytte i solen. De danske myndigheder havde besluttet at nedlægge minebyen Quillissat, fordi driften ikke længere var rentabel. Om dét handler sangen Quillissat fra Inuit Nunaat, en komposition i flere satser, der alt andet lige er Sumés smukkeste sang. Under Aasivik-stævnet i 1977 kunne de endelig spille den i Quillissat.

Bygderne blev tømt, og indbyggerne måtte flytte til huse som Blok P i Nuuk, hvor hele egne kunne være på den halve plads. Her sidder en af filmens Sumé-fans i dag og fortæller om, hvordan det var. Den store røde højttaler fra turnéen i 1974 bliver flyttet med rundt til filmens vidner. Inuk Høegh viser arkivklip og taler med politiske nøglepersoner om gruppens betydning. Et punkband og en akustisk duo, der lyder som Sumé selv, demonstrerer, at inspirationen lever.

Endelig ser man dronning Margrethe give Grønland hjemmestyre ved en høflig ceremoni i 1979. Malik Høegh, som i dag er 62 år, har ikke høje tanker om, hvad forandringerne førte til. Han arbejder som producer i Grønlands Radio.

Den mere ekspansive Berthelsen er 65. Han har en fortid som viceborgmester i Nuuk og sidder nu i Landsstyret. I baglandet var der forskellig udskiftning. Også de menige medlemmer taler.

Da Sumé var størst, sagde bandet nej til et tilbud om at turnere med britiske Procol Harum. Borgmestersønnen Berthelsen havde lovet at færdiggøre sin læreruddannelse. Høegh ville gerne hjem til Qaqortoq. Som han udtrykker det, var det aldrig tanken, at Sumé skulle være en karriere.

De spillede for glæden og af kærlighed til musikken. Da det sidste album udkom, var danskernes interesse i øvrigt klinget af. Tiden var videre og havde travlt med at gøre klar til ny konservatisme, brede skuldre i jakken og stort plastichår. Plader som Sumut og Inuit Nunaat havde ikke en levende chance.

Der gik 14 år, før Høegh og Berthelsen så hinanden igen. Sumé blev forsigtigt gendannet i 1988, da ULO udgav et bokssæt med gamle og nye indspilninger. Der er en aktiv Facebook-side. Sangen rykker stadig og er lige så vigtig nu.

Filmen om Sumé er gavmild og stærk. Musikken kan mere end bære et genhør, og historien om Grønlands gradvise frigørelse er næppe fortalt bedre andre steder. Først og sidst lever sangenes sjæl. Sumé var de første, som spiste af sælen, og deres progressive pionerrock har karakter af en skabelsesberetning.

Det er lyden af fire grønlandske drenge, som sad i Rosenberg-studiet for 40 år siden. Det var en større tid, end vi kunne vide, men sådan siger vel de fleste generationer.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654