Civilisationsprojekt. Tine Bryld afdækker Danmarks koloniale fortid i fremragende dokumentarbog.

Danmark gemmer på en hemmelighed«, varsler traileren til Louise Friedbergs spillefilm Eksperimentet der får premiere d. 9. september. Hemmeligheden daterer sig tilbage til 1951. Dengang Grønland stadig var en dansk koloni, og Dansk Røde Kors og Red Barnet besluttede at agere barmhjertig samaritan og rive den grønlandske befolkning »ud af det rent ud sagt svineri, den nu lever i« - for nu at citere den udslagsgivende rapport. Den anbefalede, at man udvalgte 22 begavede, grønlandske børn i alderen fem til otte år, som man vurderede var i stand til »at modtage moderne stof«. De skulle sendes til plejefamilier i Danmark, så de kunne lære at tale - og opføre sig - dansk. Siden skulle de indkvarteres på Dansk Røde Kors' nybyggede børnehjem i Nuuk og danne kerne i den nye, tosprogede skole og spydspidser i den nye grønlandske velfærdsstat. At der reelt ikke var ret meget Red Barnet over projektet, fremgår tydeligt. I dag er kun 11 af de 22 tidligere børnehjemsbørn i live.

Disse børn var et eksperiment. De kom fra fattige kår, og den ene forælder var ofte død af tuberkulose, men den anden forælder levede som regel i bedste velgående, og det samme gjorde børnenes søskende. Familierne i Grønland blev oplyst om, at Danmark var et paradis, at der var tale om en kortere ferietur, og at børnene efterfølgende ville få en enestående chance. Nemlig en ordentlig uddannelse i Grønland.

På den tid var grønlændere vant til at rette sig efter danskere, så de lod børnene rejse uden at ane, at de ved hjemkomsten halvandet år senere ville blive fjernet permanent fra deres hjem og sendt i den danske skole i Nuuk. Seks børn nåede aldrig så langt, for de blev, af uvisse årsager, adopteret af deres danske plejeforældre. Resten vendte tilbage til børnehjemmet uden at kunne huske et ord grønlandsk og dermed uden mulighed for at kommunikere med deres familier og de grønlandsktalende børn, der af samme grund mobbede dem. Grønlandsk var også bandlyst på børnehjemmet.

Det blev ledet efter principperne ro, flid og renlighed, håndhævet af den på én gang idealistiske og velmenende forstanderinde Dorothea Bengtzen. Hun er hovedperson i Louise Friedbergs film, og det forstår man, for hendes idealisme må have krævet en blindhed af filmiske dimensioner. »Fra morgenstunden er flere søsyge både børn og voksne, der er enkelte af børnene som længes lidt,« noterede hun eksempelvis i sin dagbog, da de intetanende børn blev sejlet fra Danmark tilbage til Grønland. »Der bliver vist børnefilm i dag, børnene er meget søde og nemme og er nu klar over, hvor de hører til.«

At virkeligheden var en ganske anden, fremgår af Tine Brylds hjerteskærende bog I den bedste mening. I 1998 opsøgte hun de tidligere børnehjemsbørn og deres efterladte rundt om i Danmark og Grønland og afdækkede de 22 historier. I anledning af filmen har Tine Bryld ført bogen up to date og Gyldendal genudgivet den med et stillbillede af en skrigende, grønlandsk pige på forsiden.

Jeg er meget lidt begejstret for det hysteriske billede, selv om det linker bogen og filmen, for én af bogens fornemste kvaliteter er faktisk Tine Brylds forbilledligt lavmælte og respektfulde tone. Alle, der har hørt Tværs - og det er vel ret beset hele Danmark - kan sikkert forestille sig, hvad jeg mener: »Lige siden jeg som 7-årig blev sendt til Danmark, har jeg været usikker på, om min mor elskede mig,« beretter den ressource-stærke Helene Thiesen, der oprindelig gav Tine Bryld ideen til bogen. »Da jeg flyttede på børnehjemmet, begyndte jeg for alvor at tænke over, hvorfor jeg var dér, mens mine søskende var hjemme hos min mor. Især om aftenen, når jeg var krøbet sammen under dynen, lå jeg musestille og græd mig i søvn af fortvivlelse.«

Andre beretter: »Vi havde hinanden, så det var ikke nødvendigt at sende Gaba væk. Jeg tror aldrig, at min far kom sig over det,« »jeg ved oprigtigt talt ikke, hvorfor min søster og jeg kom til Danmark og siden på børnehjemmet - måske fordi min tante var en af dem, der ledsagede børnene til Danmark, og der var et par pladser tilovers.«

De tidligere børnehjemsbørn og deres familier bliver først gjort bekendt med det eksperimentale fordanskningsprojekt, da Tine Bryld opsøger dem mere end 45 år efter. En af døtrene udtrykker sin frustration i klare vendinger: »Når jeg hører den historie om børnehjemmet, kan jeg godt blive lidt vred. Jeg vidste ingenting om det. Hvorfor var det lige min mor, de valgte? Hvorfor ved du mere om min mor fra dengang end jeg selv?« Moren døde som 28-årig, og hun er langtfra den eneste kranke skæbne.

Særligt mændene er i stort antal gået til bunds i alkoholisme, pillemisbrug og psykiske problemer, en enkelt er blevet myrdet, flere har levet på gaden, og alle, både mænd og kvinder, beretter om massiv ensomhed og rodløshed. »I skolegården legede de grønlandske børn med os, uden at vi kunne forstå hinanden,« beretter Kristine Margrethe Haraldsen, »Dengang troede vi, at vi var mere end dem, men jeg husker også, at det føltes uhyggeligt ikke at kunne tale med dem. Vi var dér i vores eget land, men vi hørte ikke til.«

»Så hvorfor har Tine Bryld skrevet bogen?« spurgte min kone interesseret, da jeg blev ved at tale om den forleden - og lad det i øvrigt tjene til advarsel. Det er en bog, man slet ikke kan holde op med at tale om og tænke på. Jeg tror nok, jeg svarede, at det var for at give de tidligere børnehjemsbørn og deres familier deres historie tilbage, og så i øvrigt for at få nedskrevet et stykke mørklagt Danmarkshistorie.

Men faktisk er jeg ikke så sikker, og det taler til bogens ære. Tine Bryld lægger tingene frem, som de er, uden at dømme og marinere det hele i sine egne mulige dagsordener. Så læseren kan frit associere til debatten om modersmålsundervisning, Danmark for danskere og afviste asylansøgere, der netop nu bliver skilt fra deres familier.

Man kan også undre sig såre over Red Barnets og Dansk Røde Kors' menneskesyn i 50erne, og frygte, hvor galt det er gået for et stort antal grønlandske børn siden hen. Ganske vist blev det oprindelige fordanskningseksperiment stoppet, men fra 1966 til 1976 var det almindelig praksis at sende grønlandske børn på et etårigt skoleophold i Danmark, og i samme periode blev mellem 150 og 200 børn bortadopteret til danske forældre. Om noget vidner bogen om, at vi er et land med meget på samvittigheden.