Bøger uge 13 | 2015

Interview. »Menneskets evne til selvbedrag bliver ved med at fascinere mig.« Jean Hanff Korelitz har skrevet en thriller om en kvinde, som gifter sig med en psykopat i et New York for de superrige.

Af Johanne Mygind

Ingen ved, hvad der sker i et ægteskab

For et par måneder siden var Jean Hanff Korelitz' omgangskreds rystet af en dramatisk skilsmisse. Parret virkede ellers så lykkeligt. Han var digter, og hun underviste i litteratur. De havde nogle søde børn og talte altid pænt til hinanden, indtil den dag det blev afsløret, at han igennem ti år havde haft en anden kvinde.

»Det værste var, at konen i det ægteskab var langt mere attraktiv end ham. Hun var så sød, smuk og begavet, hvor han slet ikke var noget særligt. Og så var det ham, som havde en anden. Det havde jeg aldrig gættet!« Jean Hanff Korelitz' stemme bliver helt skinger af den blanding af forargelse og forbløffelse, som griber os, når vi pludselig konfronteres med andre menneskers uforudsigelighed.

»Vi tager ofte fejl, når vi skal bedømme andre menneskers liv - eller vores eget for den sags skyld. Vi nøjes ikke bare med at antage, hvordan andre mennesker har det. Vi bygger hele fortællinger op om, hvordan vi tror, deres liv ser ud. De historier handler i virkeligheden om vores egne længsler, men vores evne til at fiktionalisere virkeligheden kan gøre det meget svært at bedømme, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Særligt når det kommer til kærlighed. I virkeligheden er det kun i fiktionen, at du kan få et sandt billede af andre menneskers ægteskab.«

Jean Hanff Korelitz' roman Det burde du have vidst er en del af bølgen af happily never after-thrillers. Bøger, som starter der, hvor eventyrene slutter, og fortæller historien om kvinder, som har giftet sig med Mr. Absolutely Wrong og nu må betale prisen.

Det burde du have vidst handler om psykologen Grace, som netop skal til at udgive en selvhjælpsbog med titlen Det burde du have vidst. En bog, som skal få kvinder til at indse, at de har valgt den forkerte mand, fordi de har overset alle de signaler, som burde have fået alarmen til at gå, længe før bryllupsklokkerne ringede. Men inden bogen overhovedet når at udkomme, opdager Grace, at også hun har nægtet at se virkeligheden i øjnene. Hendes eget ægteskab med den charmerende og godhjertede børnelæge Jonathan er slet ikke, hvad det giver sig ud for at være. Grace har tværtimod giftet sig med en charmerende psykopat. En mand, som er i stand til både utroskab, bedrageri og mord.

»Når man gifter sig med et andet menneske, mørklægger man ofte sin egen og sin partners fortid. Grace er bestemt ikke dum, men hun falder alligevel for Jonathans tricks, fordi han gør det, han gør, gradvist. Han spinder hende ind i net af løgne om alt fra sin familie til sit arbejde og gør hende samtidig til stjernen i det perfekte liv,« siger Jean Hanff Korelitz, som var inspireret af sin egen mor, da hun skrev om Grace. Moren var også psykolog og kendt for sin konfronterende stil i terapilokalet.

»Min mor var dybt optaget af den psykopatiske personlighedstype, og hvad den kunne gøre ved andre mennesker. I hendes praksis hørte hun så mange historier om svigt og bedrag, at hun blev lidt mistroisk. Mine søskende og jeg blev hele tiden advaret mod at stole for meget på folk, men alligevel var min far udsat for underslæb i sin virksomhed to gange, fordi han igen og igen blev charmeret af en bedrager,« forklarer Jean Hanff Korelitz, som ikke selv har nogen trang til at grave i andre menneskers hemmeligheder.

»Jeg kunne aldrig være terapeut. Jeg har slet ikke trangen til at komme ind under huden på folk på den måde. Jeg er kun interesseret i andres intime følelser, når jeg skriver om dem; så vil jeg til gengæld vide alt.«

Det burde du have vidst er ikke bare et portræt af et ægteskab, men også af New York i en tid, hvor middelklassen er blevet presset ud af byen af de eskalerende huspriser. Jean Hanff Korelitz' portræt af New York ligner hverken byen, hvor Sex and the City-pigerne købte dildoer og cup cakes, eller hvor Travis Bickle skød fingrene af en alfons i Taxi Driver. Snarere er der tale om en by, som minder om Edith Whartons sædeskildringer. En by, hvor lejligheder eller pladser på privatskoler bliver skaffet gennem ens forbindelser, og hvor kvinderne først og fremmest definerer sig selv ud fra, hvem de er datter af, gift med og mor til.

»Jeg er vokset op i New York, dengang man kunne bo på Manhattan, selv om man havde en hjemmegående mor og en far, som var revisor. I dag skal man være højt oppe i finanssektoren for at have råd til en lejlighed.

Vi har lige købt hus i et kvarter, som før var et sted, hvor man kun kom for at købe stoffer. I dag er det fuldt af gourmetrestauranter og små nuttede butikker,« fortæller Jean Hanff Korelitz med et grin og afslører, at miljøet omkring den privatskole, som spiller en stor rolle i bogen, er taget direkte fra den skole, hvor hendes søn går, og hvor hun også selv har gået.

»Min søns skole blev oprettet af politisk bevidste jøder for over 100 år siden. En skole med stærke idealer om social retfærdighed, som havde mange fripladser for dårligt stillede børn og var en af de første skoler i landet, som tillod pigerne at blive undervist sammen med drengene. I dag er det blevet en skole for landets mest privilegerede børn,« siger Jean Hanff Korelitz, der mener, at netop børn er blevet et statussymbol i det nye rige New York.

»Privatskoler, musikundervisning, ferier og universitetsuddannelser er dyre. Så hvis du har tre børn, er du rig, hvis du har fire, tilhører du samfundets absolutte top. Vi ved godt, at børn faktisk bliver dygtigere af at opleve modgang og diversitet, og at de store iværksættere ofte droppede helt ud af uddannelsessystemet, så hvis jeg ville min søn det godt, skulle vi flytte til South Dakota og sætte ham i den lokale folkeskole. Men det gør vi jo ikke. Det holder vi alt for meget af ham til. I stedet forsøger vi at lære ham, at der er en verden uden for privatskolen.«

Hvordan gør man det?

»Jamen, vi siger, at han skal læse aviser. Vi tager ham med ud at rejse. Vi gør ham opmærksom på, hvor privilegeret han er, men det er da ikke nogen nem opgave. Forleden kom min søn hjem og fortalte, at hans klassekammerater var taget af sted for at stå på ski. De var fløjet ud til bjergene vestpå, og det var ikke noget ekstraordinært. Hans venner tager på ski hver weekend. Den form for rigdom er blevet min søns virkelighed.«

Men hvor er alle de seje singlepiger fra »Sex and the City«? Kvinderne i din bog går kun op i deres børn?

Jean Hanff Korelitz griner: »Ja, hvem skulle ellers gøre det? Deres mænd har jo et meget vigtigt arbejde. Det har jo været et af de største problemer for ligestillingen, at de amerikanske kvinder forlader arbejdsmarkedet, når de får børn. Det gælder også de højtuddannede. Børnenes succes er kvindernes succes, for mændene har deres ambitioner helt andre steder. Grace er feminist nok til at se den mekanisme, men hun gør ikke oprør imod den, for hun vil også have det liv, som de andre kvinder har. Hun vil have et succesfuldt liv med sin succesfulde mand. Hun vil have sit barn i en god privatskole, og hun ser snobberiet, men hun protesterer ikke imod det,« siger Jean Hanff Korelitz og fortsætter: »Nogle af anmelderne kritiserede Grace for at være en hykler, og jeg havde det bare sådan: ' Ja hun er en hykler, for dette er en bog om hykleri!' Det er en bog om vores evne til at lade være med at se, hvad der er galt, fordi det er mere behageligt at lade være. Jeg bliver ved med at synes, at menneskets evne til selvbedrag er en af vores allermest fascinerende egenskaber. Grace burde have vidst, at hendes mand var en bedrager, men hun foretrak at tro, at hun levede det perfekte liv. Det er hun ikke den første kvinde, som har gjort.«.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654