Kultur uge 18 | 2015

Kunstnerbolig. Hvorfor skrive blandt velkendte blegansigter, når man kan skrive i en regnskov, på Nordpolen eller i den marokkanske ørken? Leonora Christina Skovs nye roman er skrevet med inspiration fra forfatterens arbejdsophold på residencies i hele verden.

Af Leonora Christina Skov

Livet som residencyrotte

Verden er vild med historien om forfattere, der i spektakulært deliriske tilstande har skrevet deres romaner på ingen tid. Tænk på William Faulkner, der hævdede at have skrevet sit digre værkAs I Lay Dyingpå seks uger uden at have ændret et komma. Eller Jack Kerouac, der hævdede at have skrevetOn The Roadpå tre uger. Eller William S. Burroughs, der angiveligt skrevNaked Lunchpå 11 dage. Personligt har jeg svært ved at se det som en kvalitet ved en roman, at forfatteren har liret den af på få uger, men måske giver dén tilblivelseshistorie alle håb om, at de selv kan gøre det samme. 11 dage eller tre uger foran skærmen kan de fleste nok overskue, og hvem vil ikke gerne kaste sig manisk over tasterne?

Medium for den guddommelige inspiration lyder alt andet lige også bedre end realiteten, der i langt de fleste tilfælde – formentlig også de ovenstående – er den velafprøvede røv i sædet-metode. Sæt Dem og bliv siddende, lav kaffe, tjek alle onlineaviserne, lav mere kaffe, gå offline, hav ondt af Dem selv, fokuser og skriv. Fortsæt fire-fem dage om ugen i et par år, skriv om, skriv til, og en dag er romanen færdig.

Det er sådan, min nye roman, Hvor intet bryder vinden, er blevet til. Det er faktisk sådan, alle mine romaner er blevet til. De første år forestillede jeg mig, at det bare var et spørgsmål om at etablere mig som forfatter, så ville det hele glide i blæk, men på et tidspunkt slog det mig, at det her sådan set var mit liv og ikke et præludium til det. Nedslående uglamourøst, kan man også kalde det. 5 procent hurlumhej i medierne og 95 procent lange dage foran skærmen. Alle forfattere, jeg nogensinde har mødt, beretter om lignende oplevelse.

Men der er en effektiv kur mod livets gang i Lidenlund, nemlig residencies rundt om i verden. Det gik op for mig, da jeg boede og skrev på Det Danske Institut i Damaskus, efterfølgende fik ophold i Jyllands-Postens legatbolig i Berlin og i Det Danske Kulturinstituts legatbolig i Sankt Petersborg og endte på det internationale forfatterresidency i Sydindien, Sangam House. Mens de danske institutter og legatboliger er mere danske end Danmark, fyldt med dansk design, danske bøger og danske kunstnere og videnskabsmænd, byder de internationale residencies på samvær og samtaler med kunstnere fra hele verden. Når jeg så ud ad netvinduet i mit lerklinede værelse på Sangam House, stod der en hellig, drøvtyggende ko og gloede på mig, eller også gik sariklædte damer småsnakkende forbi. De serverede kaffe for forfatterne om morgenen og vaskede vores tøj, og bedst af alt fik vi alle måltider serveret. Alt sammen uden at betale en krone for det. Jeg var omgående solgt til konceptet.

Som www.transartists.org og www.resartis.org vidner om, er der hundredvis af lignende steder rundt om i verden for forfattere, billedkunstnere, videnskabsmænd og alle andre, der har brug for arbejdsro. Fra Teheran til Vladivostok til palmeøen Itaparica ud for Brasiliens kyst. Kun fantasien sætter grænser, og vil man hellere arbejde i et glashus på den forblæste Fogo Island i Newfoundland, spendere tre uger på en båd ti grader syd for Nordpolen, arbejde i en landsby i Japan eller bo et år i Berlin med alt betalt, er der også mulighed for det.

Nogle residencies er for alle kunstarter, andre er kun for forfattere, der typisk har brug for mindre plads og mere ro end billedkunstnerne. Er man etableret på sit felt, kan man komme i betragtning til de mest prestigiøse residencies, hvor man får fuld forplejning, og intet skal yde til gengæld. På nogle residencies kommer der også prominente gæster på besøg. På Writers Omi upstate New York, som jeg netop er hjemvendt fra, var det notabiliteter fra den amerikanske forlagsbranche. På Swatch Art Peace Hotel i Shanghai, hvor jeg arbejdede i fire måneder sidste år, var det redaktører for de internationale mode- og designmagasiner.

Jeg er selvfølgelig klar over, at det omrejsende liv ikke er for alle, og at mange ikke kan rive en måned eller mere ud af kalenderen for at bo i Costa Ricas regnskov eller den marokkanske ørken. Men det undrer mig nu alligevel, at de, der kan, i stedet valfarter til danskerkolonier som San Cataldo-klostret i Italien, Hald Hovedgaard ved Viborg, Ørslev Kloster ved Skive og Klitgården i Skagen. Hvad er der galt med at forlade landet? Strengt taget vinder kunsten vel ved, at udøveren er presset ud af sin comfort zone.

Inspirationen til min nye roman fik jeg på det skotske residency Hawthornden Castle, ejet af en 101-årig enke til Heinz tomatketchup-imperiet. Slottet, der ligner noget fra en skrækfilm, ligger uden for Edinburgh, og her boede og skrev jeg en måned i 2011 sammen med seks andre forfattere fra hele verden. Der var hverken mobilsignal eller internetforbindelse. Til gengæld var udsigten præget af græssende hjorte, og hvis man ville tjekke sin mail og de sociale medier, måtte man gå en halv time langs en motorvej til den nærmeste flække, hvis nedslidte bibliotek var udstyret med en computer fra 1995.

The walk of shame, tænkte jeg tredje gang, jeg begav mig derind og indså, hvor afhængig jeg var af at være online, og hvor lidt jeg brød mig om det. Normalt er det største samtaleemne på residencies andre gode residencies, men her var samtaleemnet, om nogen havde fået deres mobile internet til at fungere ved at stille sig op på en nærliggende høj og hoppe. Efter få dage drak flere af forfatterne sig fulde hver aften i frustration over al den skrivero, de troede, de ville have, indtil de fik den. Der var grædescener over middagen, og en forfatter rejste hjem en uge før tid.

Selv fik jeg det bedre og bedre og begyndte at nyde at være afskåret fra alt andet end mit manuskript. Mit eneste problem var en forfatter, der holdt alenlange enetaler om Marcel Proust over morgenmaden – hver morgen. Efter tre uger tænkte jeg: Hvis han forsvinder sporløst fra slottet, vil ingen lede efter ham. Den tanke afstedkom min nye roman, hvor syv kunstnere får et arbejdsophold på en øde ø og forsvinder sporløst én efter én. Øen er lige så offline, som jeg var i Skotland og siden blev i Danmark. På den måde blev residenciet en livsomvæltende oplevelse.

Det rører mig til stadighed, at så mange mennesker gennem tiden har haft lyst til at gøre noget godt for kunsten. En af dem er den fremtrædende tyske forlægger Heinrich Ledig-Rowohlt, der introducerede paperbackformatet i Tyskland efter Anden Verdenskrig. Da han og konen Jane Ledig-Rowohlt døde i 1996, blev deres private hjem, Château de Lavigny i Schweiz, omdannet til et forfatterresidency. Alting står, som da de levede og muligvis også, som da de flyttede ind i 1972. Under mit ophold fik jeg tilkendt et lillebitte hemmeligt arbejdsværelse bag et gulv-til-loft-spejl i stuen, og her sad jeg og skuede ud over vinmarkerne og Genèvesøen, omgivet af private genstande og fotografier fra et langt liv i kunstens tjeneste. I princippet består dagene på et residency af de samme komponenter som derhjemme, nemlig at skrive, lave kaffe og skrive, men rammerne gør alverden til forskel. Selv har jeg nu rang af residencyrotte. Den status opnår man, når man møder tidligere residency-kammerater på nye residencies.

I reglen er det mindst en person på ethvert residency, der er skingrende skør. Værst var det i Shanghai, hvor en mandlig kunstner løb tør for antipsykotisk medicin og opførte sig vanvittigt i fjorten dage, indtil medicinen nåede frem fra USA. Som regel er der også mindst én højlydt affære, der indbefatter sex i de tidlige morgentimer og mindst én ærkekværulant. I Schweiz klagede en amerikansk forfatter således over, at himlen på hendes himmelseng var støvet, rokokostolen for blød og hendes suite for stor. Typisk er der også et par kunstnere, der er ude af stand til at arbejde under så gunstige forhold.

Selv finder jeg det væsentligt sværere at arbejde i Danmark, hvor man hele tiden må takke nej til alt muligt, man har lyst til, for at få ro til at skrive. Når man er på residency, forstår hele verden automatisk, at man hverken har tid til at mødes eller deltage i dit og dat, og jeg har haft masser af dage, hvor jeg ikke har modtaget en eneste mail eller sms fra nogen. Jeg er klar over, at mange vil finde det perspektiv skræmmende, men for mig er det den største luksus at blive ladt i fred. Det er som internetblokeringsprogrammet Freedom – nu overført på virkeligheden.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654