Ideer uge 39 | 2014

Klummen. Det afgørende er ikke, om dyrevelfærden inden for svineproduktion her og nu er i top, men at den gradvis bliver bedre; og at den hele tiden er bedre, end den ville være, hvis vi lod produktionen flytte ud af landet.

Af Peter Sandøe

Ukraine-balancen

Ved årets begyndelse satte den dengang helt nye fødevareminister Dan Jørgensen en række initiativer i værk for at forbedre velfærden for de danske svin. Disse kulminerede med det såkaldte svinetopmøde, som blev afholdt den 13. marts i år. Her samlede Dan Jørgensen højtstående repræsentanter for landbruget, dyrebeskyttelsen, detailhandelen og andre interessenter og fik dem til at enes om en erklæring med syv konkrete målsætninger. Målsætningerne drejede sig blandt andet om at stoppe kastration af smågrise uden bedøvelse, at mindske brugen af halekupering og at sikre, at færre søer i perioder er låst fast i bøjler eller båse.

Erklæringen tjener til at få de forskellige interessenter til at bakke op om initiativet, og er dermed i sig selv en politisk bedrift. Rigtig meget af diskussionen vedrørende dyrevelfærd for svin herhjemme har nemlig i de senere år været stærkt polariseret. Det, der kan flytte noget ude i staldene, er imidlertid den efterfølgende handlingsplan, som ministeren fremlagde i slutningen af juni måned. I modsætning til topmødet fik handlingsplanen næsten ingen opmærksomhed fra mediernes side. Det vil jeg hermed forsøge at råde lidt bod på.

Dan Jørgensen er ikke den første socialdemokratiske toppolitiker, som har forsøgt at sætte sig i spidsen for et initiativ til at fremme velfærden for svinene i de danske stalde. Det samme gjorde Poul Nyrup Rasmussen i slutningen af 1990erne. Efter at Nyrup med held havde bragt svinevelfærden ind i den landspolitiske debat, fik hans regering vedtaget tre såkaldte svinelove, der indeholdt en række markante stramninger af dyreværnslovgivningen i forhold til svin.

Det er dog nogle helt andre og mere bløde redskaber, som Dan Jørgensen i sin handlingsplan forsøger at betjene sig af. Planen indeholder faktisk ikke et eneste forslag til ændring af den eksisterende dyreværnslovgivning. Hvorfor skærer Dan Jørgensen ikke bare igennem og forsøger at få vedtaget love, der for eksempel klart forbyder halekupering; forlanger, at grisene får noget halm at rode i; og stiller krav om, at søerne skal være løse hele tiden, sådan som man har gjort det i Sverige? Det gør han ikke, fordi han tydeligvis er bekymret for den danske svineproduktions konkurrenceevne.

Der skal ifølge Dan Jørgensen ikke alene skabes mere dyrevelfærd, men også mere vækst i dansk svineproduktion. Her ser ministeren et behov for at opretholde, hvad han i et interview med Politiken fra 13. marts i år kaldte Ukraine-balancen: »Hvis vi hæver kravene utopisk højt, så flytter produktionen bare til Ukraine. Og det hæver jo ikke dyrevelfærden samlet set,« sagde Dan Jørgensen dengang med skjult reference til situationen i Sverige, hvor svineproduktionen er faldet 40 procent, siden Sverige meldte sig ind i EU’s åbne marked.

Ser man på listen over virkemidler i handlingsplanen, er der tale om en skønsom blanding af offentligt finansieret forskning og teknologiudvikling, målrettet rådgivning, frivillige initiativer fra erhvervets side, offentlig støtte til ændring af produktionssystemer og endelig initiativer, der skal sikre øget udbud af svinekød produceret med særligt hensyn til dyrevelfærd.

For at øvelsen kan blive en succes, forudsætter det i sidste ende, at et stort antal private landmænd retter ind og frivilligt slipper søerne løs, ophører med at klippe halerne af deres grise og samtidig giver dem noget halm til at rode i. Hvad skal motivere dem til at gøre det?

Forskning og rådgivning vil selvfølgelig kunne bidrage til at få tingene til at virke uden for mange problemer. Desuden har Dan Jørgensen fået Folketinget til at bevilge 75 millioner skattekroner i støtte til landmænd, der bygger deres stalde om, så søerne i de indendørs systemer kan gå løse i hele produktionscyklussen.

Hvad der ellers skal ske, som medfører ekstra omkostninger for landmanden, må tilsyneladende ske via markedet. Her har ministeren stillet sig bag ideen om et nyt dyrevelfærdsmærke, der skal ligge et sted mellem den almindelige svineproduktion og den økologiske frilandsproduktion. Mærket skal sidde på specialproduktioner af svinekød, der, selv om de kommer fra en intensiv indendørs produktion, lever op til målsætningerne fra svinetopmødet. En del af den ekstra pris, som butikkerne kan tage for dette kød, skal gå til at dække landmandens ekstra omkostninger til at sikre øget dyrevelfærd.

I dag findes der allerede en række specialprodukter – Antonius, Den Go’e Gris og Bornholmergrisen – baseret på intensiv produktion, der signalerer ekstra dyrevelfærd, men som reelt er langt fra at leve op til de anførte målsætninger. Hvis slagterierne og detailhandelen kan samarbejde om at give disse produkter, der i dag har en andel af det danske marked for fersk svinekød på godt 10 procent, et velfærdsmæssigt løft, kunne det måske være et vigtigt skridt i retning af at opfylde ministerens plan.

I første omgang vil det kun være en relativt lille del af svinene, som får forbedret deres velfærd. For eksempel opererer planen med et mål om, at 10 procent af søerne i 2020 skal gå i fuld løsdrift. Hvad med resten? Ideen må vel være, at landmændene over tid bliver bedre til det med dyrevelfærd, og at forbrugerne gradvis forventer sig mere – så det, der begynder som en specialproduktion, ender med at være standardproduktionen.

En sådan strategi, hvor fokus er rettet mod gradvis at forbedre forholdene for de mange dyr, har jeg stor sympati for. Det afgørende er ikke, om dyrevelfærden her og nu er i top, men at den gradvis bliver bedre; og at den hele tiden er bedre, end den ville være, hvis vi lod produktionen flytte ud af landet. Der er dog uden tvivl en del, som ikke køber ideen om Ukraine-balancen, men som i stedet ønsker, at vi i Danmark kun accepterer det bedste, når det gælder dyrevelfærd.

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, som er en af medunderskriverne på topmødeerklæringen, skrev således følgende i en kommentar til handlingsplanen: »Omlægning til frilands- og økologisk produktion vil medføre langt bedre dyrevelfærd og naturlighed for dyrene.« Underforstået: Der vil være tale om stærkt formindsket produktion, og resten af den nuværende danske produktion må flytte andre steder hen.

Dan Jørgensen får god brug for sin politiske tæft, hvis han skal holde Ukraine-balancen.