Ideer uge 35 | 2014

Politiet. De skal kunne fremstå som autoriteter. De skal kunne håndtere dramatiske hændelser uden at få mén. Der er mange former for kropskontrol, som politielever stifter bekendtskab med i praktik.

Af Regner Hansen

Det kræver sin krop

De fleste af os føler et diffust ubehag, når der er politi i nærheden, uanset at vi har en pletfri samvittighed. Vores reaktion er overvejende forårsaget af den »krop«, som udgøres af den markerede patruljebil og de uniformerede betjente. Thomas Bille, som kender fornemmelsen og er pirret af fænomenet, kastede sig ud i forskning om denne »politikrop«, da muligheden bød sig.

Han forsvarede for nylig en ph.d.-afhandling ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet om »politikroppen«, men set fra politiets vinkel. Han undersøgte specifikt politielevers første møde med deres kommende profession, da de begyndte i praktik som led i den treårige uddannelse på Politiskolen.

Thomas Bille identificerede i feltstudier en række kropslige udtryk, som er knyttet til politigerningen, og som politieleverne skal lære: Først og fremmest det mistænksomme blik, som også den norske politiforsker Liv Finstad har beskrevet. I kraft deres arbejde bruger betjente øjnene til at lede efter det unormale. Hvor er der forstyrrelser? Det er det normale for dem. Det er en professionel karakteregenskab. Hvis vi som almindelige borgere bevæger os i samme fysiske felt som politifolk, så ser vi noget andet, end de ser.

Der er også den kropslige dimension, at betjente stort set altid arbejder på den store scene. Det er en begivenhed, når to betjente dukker op, mens to konduktører i et tog føles som rutine. De skal være opmærksomme på, hvordan de fremtræder i det offentlige rum, for de kan være forvisset om, at der bliver holdt øje med dem.

Der er gestikken blandt betjentene. Der findes en række bittesmå signaler, som de sender med kroppen, og som tjener som en slags kodesprog mellem dem indbyrdes. Signalerne er et uundværligt redskab i arbejdet ude i det åbne.

Der er blandingen af nærvær og distance i attituden hos betjentene. De skal tæt på den opgave, som de skal løse, og ved hjælp af implicerede forsøge at se den indefra og forstå bevæggrundene. På den anden side må de ikke lade sig rive med af den følelsesmæssige stemning, men skal bevare det professionelle fokus på opgaven.

Og så er der betjentenes beslutning om, hvorvidt de skal bevæge sig frem mod en mulig lovovertræder eller et potentielt gerningssted. Sådan er kroppens tilbøjelighed. Eller de skal trække sig, indtil de måske bliver bedre rustet til opgaven – for eksempel ved at få opbakning fra kolleger.

Alle disse måder at fremføre og kontrollere kroppen på kan være vanskelige nok at lære for politiaspiranterne. Thomas Billes virkelige ærinde med sin forskning var at komme tættere på en forståelse af, hvad der sker, når betjentene befinder sig i tilspidsede situationer, for eksempel en anholdelse af en indbrudstyv, et husspektakel, en kropsvisitering.

»Jeg ville se, hvad der skete med de almenmenneskelige oplevelser af fare og frygt. Det særlige ved politigerningen er, at man ikke må vise frygt. Man skal være uniformen. Men de dramatiske situationer, som betjente kommer ud for, finder vej til psyken. Betjentene står med deres kroppe midt i dramaet, registrerer dramaet med kroppen og indoptager dramaet i kroppen,« siger Thomas Bille og tilføjer, at ingen tidligere har stillet skarpt på det eksistentielle i politiarbejdet.

Hans forskning er baseret på observationer af fire politielever i deres første halvanden måned i praktik i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Hans tilgang var fænomenologisk. Han ville uhildet indfange politiarbejdets »korpus«. Han var »helt oppe i ryggen på dem«, idet han fulgte eleverne på patrulje og iagttog dynamikken mellem den erfarne, uddannede betjent og den uerfarne, eleven, samt mellem patruljen og borgeren og omgivelserne. Han udvalgte eleverne, så de tilsammen blev så repræsentative som muligt med hensyn til baggrund, men havde i øvrigt fokus på det fælles gods, de som mennesker ankommer til politigerningen med.

Han lavede desuden interviews med politieleverne, vejlederne og andre. Nogle af interviewene foregik »on the road« og handlede om netop overståede episoder. Andre af interviewene var de interviewedes beskrivelse af dramatiske situationer, som optog dem, men som Bille ikke selv havde overværet.

Alle noterne udsatte han for en efterfølgende analyse og støttede sig her til den afdøde franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som var en betydelig repræsentant for fænomenologien. Ifølge Merleau-Ponty er de handlinger, som en person foretager i bestemte situationer, ikke instinktive reaktioner; handlingerne er summen af vores erfaringer og kropslige forståelse af situationer. Kroppen rækker ud over bevidstheden.

»Der er forgrund og baggrund, det synlige og det usynlige, og det var dette ekstra lag, som jeg forsøgte at finde frem ved hjælp af noterne. Det er den stemthed, som eleverne mærkede i kroppen, på grund af det sociale liv, der omkranser politiprofessionen. Og som griber ind i professionen. Sansningen af verden er større, end de er bevidste om,« siger Thomas Bille.

Som et eksempel nævner Bille en af politielevernes møde med døden på arbejdet. Eleven var der ikke selv, da en person begik selvmord ved at skyde sig i ansigtet, men han kunne have været der. Måske blev han bare omdirigeret. Han blev rystet, da han så billederne af gerningen, selv om han havde set lignende fotos før. Han kunne ikke sove om natten. Billederne af det skamferede ansigt dukkede op på nethinden. Bille oplyser, at politieleven overvandt ubehaget ved så småt at flytte den voldsomme oplevelse fra det private rum tilbage til det professionelle rum.

»Det er vigtigt at omfavne denne følelse. Den skal ikke skubbes væk, sådan som politielever kan have en tendens til. Det er vigtigt, at dramatiske hændelser vendes i uformelle rum såsom i patruljebilen – og helst så hurtigt efter hændelsen som muligt. Det gælder om at italesætte det, og her har vejlederen en vigtig funktion. Det skal ikke gerne udvikle sig til et traume,« siger Thomas Bille og understreger, at han oplevede en god arbejdskultur på dette punkt i de politikredse, hvor han lavede sine feltstudier. Han tilføjer, at selv erfarne politibetjente siger, at de aldrig glemmer de mest dramatiske begivenheder, og at begivenhederne har sat sig i kroppen, men betjentene er i stand til at tackle det.

– Er politieleverne overrasket over al den kropsbeherskelse, de skal lære? Psykisk såvel som fysisk?

»Praktikken er en blanding af at opsamle erfaring og forstå kroppens rolle. De prøver virkelig at fremstå som autoriteter. De mener, at det er vigtigt, for ellers bliver borgeren usikker. Men i begyndelsen kan de have svært ved at overskue det hele. De skal tænke frem. Det sker tit, når de kører rundt på patrulje, at vejlederen sammen med dem konstruerer scenarier, og de taler om, hvad de vil gøre. Der er ikke to situationer, der er ens, men det handler om at finde fællestræk og gøre det til noget genkendeligt fra situation til situation,« siger Thomas Bille.

hans ph.d.-forsvar blev overværet af flere af de implicerede elever og betjente, og de erklærede, at de sagtens kunne genkende situationer og reaktioner, og at det er en hjælp at få det sat på formel. Afhandlingen er på vej ud i bogform, og Bille forestiller sig, at den kan anvendes i undervisningen på Politiskolen. Fordi det kredser om pædagogiske og psykologiske aspekter er hans arbejde en ny tilgang til politiforskningen i forhold til den sociologiske tradition i Norden og det angloamerikanske hovedfokus på metode.

Thomas Bille er nu tilbage som underviser på pædagoguddannelsen på University College Sjælland, men han så gerne, at hans forskning bliver udbygget ved at inddrage politielevernes baggrund, herunder deres køn og etnicitet. Lidt over 10 procent af politibetjentene i Danmark er kvinder, mens andelen af betjente med anden etnisk baggrund end dansk kun er på et par procent. De har som udgangspunkt en anden »krop« end flertallet.

Et andet muligt forskningsemne er at vende kikkerten om og undersøge befolkningens oplevelse af politiet. Det har stor betydning for det moderne politi at have god borgerkontakt. Så hvordan bliver »politikroppen« modtaget?