Ideer uge 31 | 2015

Ledetråd. En sær guldskive er dukket op i Sverige. Nogle fagfolk afviser den som en souvenir fra 1700-tallet, men en svensk historiker mener, der kan være tale om et unikt middelalderfund på højde med Jellingstenene. Måske kan den ligefrem lede til Harald Blåtands grav.

Af Anders Lundt Hansen

Gåden om guldskiven

I efteråret 2014 tog en ung pige fra Skåne en metalskive med i skole. Skiven havde hun fundet i et skrin med knapper og andre småting, som hun havde arvet fra sin polske oldemor. På den ene side af skiven var et kors, ligesom på en del mønter fra Middelalderen. På den anden side var en mystisk inskription, som nævner den konge, der i dag er kendt som Harald Blåtand.

Hun viste skiven til sin historielærer, som under skivens oxiderede overflade opdagede et gyldent skær, og inden længe blev guldskiven centrum for en vild debat mellem mønt- og medaljesamlere i pressen og på nettet. Siden har fagpersoner på begge sider af Øresund søgt svar på, hvad skiven er, og hvad den betyder, men ikke alle er enige.

Der er, i hovedtræk, to muligheder: Enten er der tale om en lærd souvenir fra 17-1800-tallet, eller også er der tale om et fund fra 900-tallet. I så fald ville der være tale om et fund på højde med Jellingstenene, som kan kaste lys over nogle blodige linjer i Nordens og Østersøområdets historie og måske endda føre til kong Haralds grav – den Harald, som ifølge den store jellingsten vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Den møntformede guldskive er lidt større end en femkrone. På den ene side er indrammet et simpelt ligebenet kors, og på den anden side er en inskription på latin:

+ARALD

CVRMSVN+

REX AD TAN

ER+SCON+J

VMN+CIV

ALDIN+

Det betyder: »Harald Gormsøn, konge af danerne, Skåne, Jumne, byen Aldinburg.« Jumne er nutidens Wolin i Pommern, i dag Polens nordvestlige hjørne, og i sagnene var det basen for de berygtede Jomsvikinger. Aldinburg er byen Oldenburg, som i dag ligger i Holsten i Tyskland, og Harald Gormsøn kan ikke være andre end kong Harald, som regerede over Danmark fra cirka år 959 til 986.

Kong Harald var bygherren bag blandt andet trelleborgene, samt runesten og monumenter ved Jelling. Hans væsentligste historiske rolle var at styrke kongemagten på bekostning af stormændenes selvstændighed, hvilket han gjorde i en sådan grad, at historikere tidligere så ham som noget nær Danmarks skaber. Desuden er han og hans fader de ældste kendte forfædre til det nuværende kongehus.

Harald er almindeligvis kendt med tilnavnet Harald Blåtand, men som med flere af den slags kongelige tilnavne er de hæftet på kongerne flere århundreder efter deres død og har intet med deres egentlige fremtoning at gøre. Harald havde ingen blå tand, og tilnavnet har kun overlevet, fordi det er let at huske for skolebørn.

Uheldigvis for Harald førte hans forsøg på at centralisere magten til et oprør fra stormændene, anført af hans egen søn, Svend. Haralds kampe leverede stof til talrige sagn. For eksempel skrev Saxo omkring år 1200, at kong Harald med sine grusomheder vendte mesterbueskytten Palnatoke imod sig. Palnatoke flygtede fra kongens hof og sluttede sig til oprøret. Det kom til et søslag, som endte uafgjort, men da kongen havde dårlig mave, blev han efter slaget roet i land, og ledte efter et buskads, hvor han kunne lette sig. Samtidig var Palnatoke gået i land på den modsatte kyst, og da han ved et tilfælde skimtede kongen i færd med at forrette sit ærinde, kunne han ikke modstå det blottede mål. Han satte en pil på buen og ramte ikke forbi. Skrigende blev kongen båret ombord på sit skib og døde senere af det vanærende sår.

Denne beretning er, ligesom flere omfattende sagaberetninger, over 200 år fjernt fra begivenhederne, så detaljerne er ikke troværdige. Palnatoke har næppe eksisteret, og selv om nogle beretninger hævder, at kongen blev begravet i Roskilde, siger kilder tættere på begivenheden, at han blev sejlet til Jumne og begravet dér. Og det er just her, den lille guldplade stammer fra.

I århundrederne efter Haralds død blev Pommern igen og igen skueplads for krigens rædsler, men hverken danske, svenske eller preussiske soldater skabte så store omvæltninger som de sovjetiske styrker i 1945. Foran dem flygtede bølger af tyske flygtninge, og i Wolin endte mange af flygtningenes værdigenstande hos officerer fra det polske grænseværn.

Hos familien til en sådan officer havde man i årtierne derefter en dragkiste stående, med et påmalet våbenskjold med tre fisk og adelsnavnet »von Plöt«. I kisten var blandt andet en stor mængde arabiske sølvmønter, som var et almindeligt betalingsmiddel i Norden i 900-tallet. Skatten kom fra præsten i byen Wiejkowo, nogle få kilometer øst for Wolin. Præsten gav dem til officeren som betaling for at komme med en af de busser, der kørte til den britiske besættelseszone frem for den sovjetiske. Han oplyste, at de blev fundet, da landsbyens middelalderkirke blev revet ned omkring år 1840.

Hovedparten af skatten blev snart solgt for at sikre officerens familie i efterkrigsårene, og i 1986 flyttede familie og efterkommere til Malmø og medbragte enkelte – tilsyneladende værdiløse – ting fra gemmerne.

En dreng i familien, Tomasz Sielski, er i dag IT-ekspert hos Trafikverket i Malmø, og det var hans datter, der efteråret 2014 viste guldskiven til sin lærer. Siden har den genereret masser af opmærksomhed blandt fagfolk og samlere. Ikke al interessen har været positiv: efter et mislykket indbrud i familiens hus bliver skiven nu opbevaret et sikkert sted uden for hjemmet.

Kernespørgsmålet om skiven er, om den stammer fra kong Haralds tid eller ej. For hvis den gør, kan den blive så væsentlig for vores viden om 900-tallets historie som Jellingstenene. Hvad betyder det for eksempel, at skiven ikke nævner de samme områder, som Harald nævner på den store jellingsten? Her kalder han sig hersker over Danmark og Norge, men på skiven står han som konge over danere, en stammebetegnelse frem for et territorium, og Skåne og Jumne nævnes separat. Hvad betyder det for forholdet mellem stammer og de områder, som senere blev til nationalstaten Danmark?

Imidlertid kan skiven også være et produkt af velhavende adelsmænds historieinteresse i for eksempel 17- eller 1800-tallet. Det er ikke uhørt, at veluddannede gentlemen lod historiske souvenirs producere, og sagnene om kong Harald og Jomsvikingerne kan have inspireret til skiven. Det rejser dog spørgsmål, for i 1700-tallet var Pommern delt mellem Sverige og Preussen, og Danmark og Sverige var gennemmilitariserede ærkefjender. Så hvorfor skulle Pommerns tyske landadel producere en tekst, der nævner en dansk konges herredømme over en vigtig by i området?

Arkæolog Sven Rosborn, som er tidligere forskningschef på Malmøs og Fotevikens museer, arbejder på at nedsætte en forskergruppe med repræsentanter fra Danmark, Polen og Sverige for at aflure guldskiven dens hemmeligheder. Hans foreløbige undersøgelser peger på en datering i 900-tallet, men når man ikke kender de præcise fundomstændigheder, kan man ikke være sikker: »Det er et arkæologisk løsfund, og det betyder, vi aldrig kan få en fuldstændig præcis datering. Det drejer sig om grader af sandsynlighed.«

Skiven er fuldstændigt enestående. Der kendes intet lignende fra 900-tallet, hverken af form, materiale eller indskrift. Det, som kommer tættest på, er tidens mønter, som kan have både kors og kongenavn. Men mønterne fra den tid er næsten altid af sølv og betydeligt mindre, på størrelse med en tynd 50-øre. Mønter blev lavet i tusindvis, ved at man med et prægningsstempel slog dem ud af en plade sølvblik. Guldskiven er derimod støbt i en form, så det er ikke en mønt. Den har heller ikke øsken eller hul, så smykkevedhæng har den ikke været. Når skiven ligger så langt fra alt andet, som kendes fra 900-tallet, taler sandsynligheden for, at den ikke stammer fra den periode.

Dr. Mateusz Bogucki fra Polens Videnskabelige Akademi, Institut for Arkæologi og Etnologi, er møntekspert og afviser, at skiven er fra 900-tallet. Han mener, at korset på mønten ikke hører til i 900-tallet, men har paralleller i nogle udbredte tyske mønter fra Halle/Schwaben fra 1200-tallet; mønter, som er almindelige i lærde samlinger fra 17-1900-tallet. Han tolker »von Plöt« som byen Płoty, der ligger små 50 kilometer øst for Wiejkowo. I Płoty levede den rige adelsfamilie von der Osten, som var historisk interesseret, havde et stort bibliotek og en betydelig samling af antikviteter og oldtidsfund. De havde både den nødvendige viden og de nødvenlige midler til at fremstille guldskiven. Endelig mener han ikke, at skrifttypen på mønten svarer til de bogstaver, man brugte i 900-tallet. Af disse årsager er hverken Nationalmuseet i København eller Kungliga Myntkabinettet i Stockholm interesseret i at undersøge genstanden nærmere.

Det frustrerer Sven Rosborn, som anfægter argumenterne: Det kan dokumenteres, at skrifttypen svarer til andre skriftprøver fra tiden omkring år 1000, der er en del eksempler på korsmønter fra 900-tallet, og der er ingen grund til at antage, at »von Plöt« er byen Płoty, når vi ved, at Wiejkowo hørte under en slægt, som hed »von Plöt«, og som havde et våbenskjold med tre fisk. Dragkisten i familiens polske hjem var også påskrevet navnet Gross Weckow, det tyske navn for Wiejkowo.

Der er foretaget mineralogiske undersøgelser på Geologisk Institut på Lunds Universitet for at undersøge guldets sammensætning. Hvis skiven for eksempel var lavet af forgyldt kobber, ville det tale for, at den var af nyere dato. I stedet viste analysen, at skiven er af guld, om end ikke helt rent guld. Det varierer mellem 83,3 og 92,8 procent guldindhold i fem prøver taget forskellige steder på skiven. Resten er hovedsagelig sølv og kobber, hvad der var årsagen til, at skiven var oxideret i overfladen. At guldet er så urent, og at guldholdigheden varierer så meget i så lille et objekt, ses sjældent i genstande fra efter middelalderen.

Andre ting ved skiven taler også for en tidlig datering: Betegnelsen ALDIN for bispebyen Oldenburg er kun i brug i 900- og 1000-tallet. Derefter skifter det navn først til ALDEN og senere til det nuværende OLDEN, mens den tidligere betegnelse gik i glemmebogen. Endelig er brugen af formuleringen CIV ALDIN interessant. CIV er en forkortelse for Civitas, hvad der i middelalderlatin betegner en større by, og det virker mærkeligt, at byen Oldenburg skulle nævnes på skiven, eftersom den ikke lå i Haralds magtområder. Det er påvist af fil.dr. Tore Nyberg fra Odense Universitet, at der fandtes en kirkeadministrativ praksis for at stedsangive bebyggelser ved at nævne først de lokale folks navn, og dernæst hvilket bispesæde de hørte under. Ordet, som betegner et bispesæde i netop denne sammenhæng er Civitas. Da egnen omkring Wolin i kirkeadministrationen hørte under biskoppen i Oldenburg, kan det forklare, hvorfor det er nævnt på skiven, nemlig som en stedsangivelse; Jumne, i bispedømmet Oldenburg. Eftersom denne praksis først blev dokumenteret kort før 1984, kan den vanskeligt være efterlignet af adelsfolk i 17- eller 1800-tallet.

På dette grundlag søger Sven Rosborn at skabe interesse for yderligere undersøgelser af guldskiven.

»Jeg ønsker, at man skal se fordomsfrit på genstanden, så man virkelig kan studere den. Uanset hvornår den bliver dateret til, er det en væsentlig del af kulturhistorien,« siger Rosborn.

For Tomasz Sielski og hans familie har den megen opmærksomhed været et stort pres:

»Nogle gange har jeg følt mig som Frodo, der bærer den tunge guldring. Og jeg har været fristet til bare at smide den i Dommedagsbjerget, altså få den smeltet om,« siger Sielski.

Nu ønsker han blot, at arvestykket kan komme til offentlighedens kendskab, gerne ved at blive udstillet på et museum.

»Min datter drømmer om at kunne overrække den til dronning Margrethe,« siger han, og skiven kan da også have familieinteresse for dronningen.

Hvis den er fra 900-tallet, er det muligvis en gravplade, som er blevet lagt med hendes forfader kong Harald i kisten. I en 1000-tals-beskrivele af Jumne står der, at kristne ikke måtte dyrke deres tro inde i byen, og eftersom kong Harald var demonstrativt kristen, må hans folk have ledt efter en passende kirke til hans begravelse et sted uden for byen. Og nærmeste kirke uden for Wolin? Wiejkowo. Måske viser skiven vej til kong Haralds grav.

Sven Rosborn: »Ett unikt objekt från Harald Blåtands tid?«, 2014. Tilgængelig online på www.academia.edu .

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654