Faktisk uge 34 | 2016

Tjernobyl. For 30 år siden eksploderede et atomkraftværk og sendte farlige, radioaktive stoffer ud over Hviderusland. Selv i dag gør stofferne mange af landets børn syge. Denne sommer besøgte 36 af dem en lejr i Nordjylland.

Af Røskva Würtz

På ferie fra det radioaktive land

»tjernobyl er en by. Der var krig der,« siger Weronika på 11 år. Tolken oversætter for hende fra russisk til dansk.

»Nej, Tjernobyl var et sted, hvor der var en ulykke,« siger Vlad på ni år.

»Man må ikke være der mere. Der kom noget gas ud, som giver kræft.«

»Det var en tragedie for Hviderusland,« siger 11-årige Maksim og retter på sin nye kasket. »Jeg har set en film om det. Før var luften frisk, men nu er den beskidt.«

Ingen af de 36 børn ved vist helt, hvad der skete i Tjernobyl, selvom det er derfor, de sidder på en lejrskole i Nordjylland lige nu. Det er også 30 år siden, katastrofen opstod: Et atomkraftværk eksploderede og sendte en sky af radioaktivt stof ud over børnenes hjemland, Hviderusland. Radioaktivt stof kan ændre cellerne i menneskers kroppe, så de bliver syge. Selv efter 30 år er jorden i Hviderusland stadig forurenet, og mange børn bliver syge af de farlige partikler allerede som fostre i deres mors mave.

Børnene på lejrskolen ser ellers helt almindelige ud. Men når man kommer tættere på, kan man se, at nogle af dem er meget tynde, og at deres hud er lidt gul. Og allerede efter en enkelt tur rundt om huset på det rustne løbehjul skal de holde pause og puste ud. Der er ligesom også noget anderledes over deres øjne. De ser så alvorlige ud, selvom mundene smiler.

Syv af børnene har kræft. En håndfuld af dem har hjerteproblemer. To af de spinkle piger er forældreløse og bor på børnehjem. Og 15 af børnene har været syge med halsbetændelse, mens de har været i Danmark, fordi deres immunforsvar er svagt.

Men her i Nordjyllands friske vesterhavsluft får de det hurtigt bedre. Kinderne bliver røde, børnene får tøj, legetøj og al den mad, de kan spise, og de får alle klippet deres hår. Og så får de en masse gode oplevelser, inden de skal tilbage til de fattige landsbyer, de kommer fra.

Tjernobylforeningen

I årene efter ulykken i Tjernobyl opstod mange foreninger i Danmark, som ville hjælpe ofrene for katastrofen. Men i dag, 30 år senere, er Tjernobylforeningen den sidste, der er tilbage. Deres lejr er nemlig et familieprojekt. Formanden hedder Ruth Andersen, og hendes datter Lene er chef i deres genbrugsbutik, Tjernobyl Genbrug, i Thy. Ruths barnebarn, Helle, er næstformand, og hendes børn og børnebørn hjælper også til i lejren, selvom den yngste kun er tre år. Og der er meget arbejde i at drive sådan en forening.

»Vi skal have skrabet 220.000 kr. sammen hvert eneste år,« siger Ruth på klingende nordjysk. »Så vi arbejder hele tiden på at finde nye sponsorer og idéer.«

Hver uge bruger familien en aften eller to på at pakke ketchup på en lokal fabrik for at tjene penge til Tjernobyllejren. Genbrugsbutikken tjener også penge og samler tøj ind til børnene.

»Mange af dem har ikke engang undertøj på inden under klunset, når de kommer med bussen,« fortæller Ruth.

»Men der er så mange, der gerne vil hjælpe, når vi spørger dem,« siger Lene. »I går var børnene til frisør for første gang, fordi den lokale frisørsalon holdt en ekstra åbningsdag for dem, og alle frisørerne klippede gratis.«

Det allervigtigste er dog ikke tøj eller nye frisurer.

»Der er tre ting, de ikke kan få for meget af, når de er her,« siger Ruth bestemt. »Og det er frisk luft, krammere og masser af mad.«

Lejren drives af frivillige, og en af weekenderne bruger børnene ude hos danske familier. Der er mange foreninger, som sponsorerer tøj til børnene, og i går var de for første gang på McDonald’s som en gave fra en lokal fagforening.

»Det bedste var blomsterne,« siger niårige Vlad. Han mener Jesperhus Blomsterpark. »Der var bare så smukt.«

Pastasalat, politi og pandekager

»Kto eto?«

»Hvem er det?«

To børn kigger med rynkede næser på et lyseblåt strandhåndklæde med et billede af en lyshåret Justin Bieber, der vrider sig. Mange ting i Danmark er underlige for de hviderussiske børn.

»Den der salat med de der skruer ... pastasalat. Det smager meget mærkeligt,« siger en pige med et grin. Hendes veninde giver hende ret. Meget mærkelig mad. Der er slet ikke noget kål. Det bedste, de ved, er frugt. I deres landsby er frugt dyrt, så en appelsin må skæres i meget tynde skiver, så alle kan smage. Her må de spise, så meget de vil, og fadet med æbler og melon bliver hurtigt tømt.

En anden mærkelig ting er politiet. I Hviderusland skynder man sig væk, hvis politiet kommer, men i dag har lejren haft besøg af to rare politimænd, som lod børnene klatre på patruljevognen. Buschaufførerne fra Hviderusland fik også lov at sidde i politibilen.

Nu er det tid til dagens anden aktivitet. En pandekagebager er kommet på besøg og sætter sine gasflasker og kogeplader op, så hele lejren kan få crepes. Vlad får lov til at vende pandekagerne.

Det er godt at savne

Ruth, Lene og Helle har også selv været i Hviderusland for at besøge børnene og se deres hjem.

»Vi græd os i søvn de første nætter,« fortæller Lene. »Nogle af dem boede i træhuse, isoleret med papkasser. De har ingen strøm, og der bliver ned til minus 30 grader om vinteren.«

De viser billeder frem. På et af billederne står en nusset skål fyldt med en hvid, slimet grød.

»Det er en slags vælling af majsmel,« siger Helle. »Det er mad til en hel dag for en familie på ni mand.«

»Men de er så gæstfri,« siger Ruth. »Og børnene viser stolt deres hjem frem. Også bilen, som står i baghaven uden hjul og motor.«

Når børnene fortæller om Hviderusland, er det svært at høre, at de taler om et land, som bliver regeret af en streng diktator, og hvor mange folk er fattige.

»Hviderusland er et rigtig godt land,« siger Evgenia og kigger på sine hænder. »Jeg kan ikke sige noget dårligt.«

En 13-årig dreng, som også hedder Vlad, kan godt komme i tanke om noget, der ikke er helt godt.

»Folk er mere strenge i Hviderusland. Der er mange alkoholikere, og folk skændes,« siger han. »Og der er skrald overalt. I Danmark er der meget rent.«

Maksim nikker, mens han kigger ned i bordet.

»Her smiler folk på gaden, det gør de ikke derhjemme,« siger han. Han har lige været i bad og skiftet tøj igen. Et brusebad er en luksus, de fleste af børnene ikke er vant til. Alligevel har de hjemve.

»På den ene side vil jeg ikke hjem,« siger Weronika. Hun har fået perler i sit lange hår hos frisøren. »Men jeg savner også babushka og mama.« Bedstemor og mor.

Snart er det Store Tudedag, som Ruth og familien kalder den sidste dag. Næste år skal et nyt hold børn herop og have frisk luft.

»Jeg kommer til at savne alle de voksne og de danske børn,« siger niårige Vlad. »Men det er godt at savne.«

Hviderusland

Belarus eller Беларусь. Sådan hedder landet på russisk. Hviderusland er dog et selvstændigt land, der ligger mellem Ukraine, Rusland, Polen, Letland og Litauen. Hviderusland plejede at være en del af Sovjetunionen, som bestod af 15 republikker, der blev styret fra Moskva i Rusland. Minsk er hovedstaden i Hviderusland, og herfra hersker præsidenten, Aleksandr Lukasjenko. Nogle kalder ham Europas sidste diktator, for han styrer Hviderusland med hård hånd. Der er ikke frie medier, det er ulovligt at demonstrere mod regeringen, og Lukasjenko bliver tit beskyldt for at bryde menneskerettighederne. I forhold til andre tidligere Sovjet-republikker har Hviderusland en god økonomi. Landet producerer blandt andet mange våben og maskiner, men det er staten, der ejer de store virksomheder. I mange landsbyer er der stor arbejdsløshed og fattigdom.

Tjernobylulykken

Den 26. april 1986 eksploderede en reaktor på et atomkraftværk i Tjernobyl i Ukraine. Den radioaktive forurening spredte sig over store afstande. Værket lå kun 16 kilometer fra Hvideruslands grænse. Hviderusland blev derfor det land, som ulykken gik hårdest ud over. Nogle områder blev helt ryddet for mennesker. Byen Pripjat lå kun to kilometer fra Tjernobyl, og her blev befolkningen tvunget til at forlade alt. I dag er Pripjat en spøgelsesby, hvor dyr og planter har taget over mellem efterladte biler, butikker og legepladser.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533