London - Det er ikke selve udstillingen The Way We Live Now på London Design Museum, der i disse måneder fejrer britisk designs Grand Old Man Terence Conran, der giver appetit på manden og hans forbløffende værkkatalog. Terence Conran, der netop er fyldt firs, har for eksempel selv skabt det Design Museum, hyldestudstillingen udfolder sig i. Han har møbleret den engelske middelklasses hjem siden tresserne via sin butikskæde Habitat og nu The Conran Shop og givet de unge, gravide familier, hvad de ikke engang vidste, de drømte om, i butikskæden Mothercare. Han ejer den legendariske restaurant Bibendum i London, men også et utal andre, som han selv har indrettet, ligesom han har indrettet et hav af hoteller. Begge dele i både ind- og udland. Man kan se hans talløse designs i lige så talløse mængder af bøger, som er udgivet på et forlag med det sigende navn Octopus, som han er medejer af. For tiden er han ved at lave en spritny møbelserie for Marks & Spencer udtænkt på hans 32 værelsers store landsted i Berkshire. Her har han værksted, og her har han også opdyrket arealer med prydelige nyttehaver, som leverer friske råvarer til restauranterne, hvis menuer han og hans fjerde hustru samensætter i samarbejde med de kokke, der bestyrer hans madtempler.

Alt det kan man ikke umiddelbart fornemme af den retrospektive udstilling (i øvrigt sponsoreret af Marks & Spencer) på London Design Museum, som har en forbløffende mat og kuldslået udstråling i betragtning af Terence Conrans indlysende vitalitet. Det sidste vil Conran muligvis være enig i, for i 2014 åbner på hans foranledning et helt nyt og tre gange så stort Design Museum i den tidligere Commonwealth bygning i Kensington. I nærheden af blandt andet The Victoria & Albert Museum, hvor Conrans første Design Museum, The Boilerhouse, havde til huse i kælderen.

Nyheden blev afsløret her i slutningen af januar, og planen er - naturligvis - at lave verdens bedste designmuseum. Det skal rumme omfattende undervisingsprogrammer for børn og unge. Oplysning er en hjertesag for Conran, der gerne vil lave en »Jaimie Oliver« inden for skolevæsenet og opdrage børn og unge til at forstå, at design er vigtigt. Der skal gøres noget ved englændernes »horrid homes«, som han selv udtrykker det, og design skal læres fra grunden. Conran er en Bon vivant med hjertet siddende til venstre for midten, og det myldrer med råbende skolebørn i Designmuseet denne dag. Sikkert til grundlæggerens store tilfredshed. Man holder sig for ørerne og håber, de lærer noget!

London Design Museum ligger ved Butlers Wharf ikke langt fra den lagerbygning, hvor Conrans far opbevarede sin gummiimport. Her finder man også Conrans tegnestue og kontor, og spadserer man rundt i kvarteret, kan man se hans luksuslejlighedsbyggeri, der minder lidt om de ombyggede pakhuse ved Toldboden i København med deres rustikke lagerlook i gule mursten og svungne metalgangbroer. Området huser Conrans duplex penthouse London residens og et par af hans restauranter, som Le Pont de la Tour og Chop House, for Conran er imperiebygger. Han har hele tiden udvidet geschäften med det, han mente manglede for at tilfredsstille hans æstetiske sans og hans smagsløg. Han beskriver gerne sig selv som »en entreprenant designer, der interesserer sig for livskvalitet«.

Conran, der er født i 1931, voksede op i Surrey med en, ifølge ham selv »fordrukken og ondskabsfuld far«, der altså var forretningsmand, og en hjemmegående mor med et kunstnerisk sind og en glubende appetit på litteratur.

Det var moren, der sørgede for, at Terence kom på Bryanston kostskole i Dorset, hvor man lagde lige så meget vægt på praktiske fag som sløjd som på de mere intellektuelle sysler. Det passede Conran fint, for han tilbragte som en anden Emil fra Lønneberg timer med at snedkerere i et træskur hjemme i haven. Resten af tiden brugte han på at plukke blomster og fange sommerfugle og ordne dem i størrelse, art og farver. Hans mor regnede ikke overraskende med, at Terence skulle være botaniker eller lepidopterolog, men han blev i stedet optaget på London's Central School of Art og specialiserede sig i tekstildesign. På udstillingen er der adskillige eksempler på Conrans tekstiler, der omgående bringer én tilbage til halvtredsernes køkkengardiner, duge og servietter med de karrygule og rubinrøde farver og stregtryk med firkanter og blade.

Det var som studerende, at Conran tog til Frankrig og faldt fuldstændig pladask for alt, hvad landet havde at byde på inden for råvarer, mad og de potter og pander, der skulle til for at fremstille alle herlighederne. Her fik han sans for det enkle, lige-ud-ad-landevejen design koncept, som har været hans varemærke lige siden. Conran citerer gerne den engelske 1800-tals kunstner, forfatter, filosof og aktivist William Morris for at sige, at man ikke skal eje noget, man ikke er sikker på er nyttigt eller mener er smukt. Det er et flot dictum for en mand, der med stor sans for detaljen har indrettet sine 32 Berkshire værelser, som man kan vandre rundt i på bogsiderne i hans seneste udgivelse Inspiration.

Her er både plads til en gammel buk fra gymnastiksalen med patineret, sprukkent læderbetræk (sikkert slidt op af stakkels drenge, der har slået sig halvt fordærvede på udsatte kropsdele), pejs og sofa i badeværelset, og den vildeste opmarch af kobberpander i køkkenet, hvor man omgående får lyst til at gå til bords, fordi det er så hyggeligt og oser af overskud. Oser gør det i hvert fald, for Conran selv sidder i sin karakteristiske blå skjorte med fuldt blus på en fornuftig Havana cigar, selv om låget til den hjemmelavede marmelade er slået op. Frækt!

Jeg stødte i sin tid for alvor ind i Conrans univers i The Conran Shop, som ligger i dækfirmaet Michelins overdådige gamle Art Nouveau prægede lagerbygning på Fulham Road i London. Den oprindelige bygning fra 1911 er tegnet af en franskmand, hvilket uden tvivl har passet Conran glimrende, da han overtog stedet i 1985. Der er højt til loftet, farvede glasmosaikvinduer med den tykke Michelinmand - kaldet Bibendum, det er også her restauranten ligger - med dækmave og godt humør som motiv, og bygningen er beklædt med kakler med berømte racerbiler på både facade og indgang.

Jeg tilbragte flere timer med at slentre rundt i de lyse lokaler og forestille mig det liv, man kunne leve, hvis man havde pladsen og pengene. Conran Shop er lige en tand mere raffineret end de gamle Habitat forretninger.

Conran er blevet beskyldt for ikke at have lavet noget originalt design på linje med de store ikoner, og han har selv udtalt, at det aldrig har været hans anliggende. Tværtimod har det ligget ham på sinde at skabe tilgængeligt design, ordentlige møbler og husgeråd, der var til at betale. En slags Ikea tanke, og det blev også Ikea, der overtog Conrans store tressersucces Habitat. Møbelkæden overlevede til gengæld ikke Ikeas egen succes, så Conran elsker måske ikke Ikea, men han har udtalt, at det er lykkedes grundlæggeren Kamprad at fuldføre det projekt, hans egen Habitat var det første spadestik til: at bringe ordentligt design til folk til overkommelige priser.

Adspurgt om forholdet til Kamprad, har Conran sagt, at det er glimrende. Han var ude og spise med Hr. og Fru Kamprad på et tidspunkt, hvor fru Kamprad fortalte, at hun var ude og købe sølvtøj, mens parret var i London. Hvorpå den legendarisk nærige Kamprad, en af verdens rigeste mænd, korrigerede hende og sagde – én sølvtallerken.

Conran selv er aldrig bleg for at være stor i slaget. På The Conran Shops hjemmeside kan man se, hvad Sir Terence Conran selv (han blev adlet i 1983) foretrækker, når han skal sidde i ordentligt design. Han peger på den finske designklassikker Karuselli Stolen plus ottoman. På billedet ligger Sir Terence henslængt i den formstøbte lænestol og teksten lyder blandt andet: »Efter et behageligt langt liv, hvor han har eksperimenteret med et glas Marc de Bourgogne i den ene hånd og en Hoyo de Monterrey (cigar, red.) i den anden, er dette endt med at være Terence Conrans personlige favoritstol.« Historien om Kukkapuros stol er, at han ikke tænkte den frem, men legede i sneen med sin datter, og de »snestole«, de lavede, var så komfortable og ergonomiske, at Kukkapuro efterfølgende gik hjem og skabte sin stol.« Lige noget for Conran, der i den første del af sin karriere selv stod for den håndværksmæssige produktion af møblerne.

Terence Conran har været for møbeldesign i tressernes Swinging London, hvad Mary Quant blev for tøj og make-up og Beatles for musikken. Conran havde ikke Beatles i højttalerne i den første Habitat forretning, hvor man kunne købe Sabatier knive og sækkestole og særligt udvalgte antikviteter i de hvidkaklede lokaler til tonerne af samba og bossa nova. Til gengæld havde han George Harrison og Twiggy blandt sine kunder, for Habitat var hipt. Conran skabte sin egen version af modernismen, som var det modsatte af det rygte, den bar med sig af lidt højtideligt pensum. Conrans modernisme er netop uhøjtidelig.

Det samme gjaldt hans entré i restaurationsbranchen med den lille café Soup Kitchen, som han skabte sammen med nogle venner. Stedets store attraktion udover det moderne interiør var en vaskeægte espressomaskine fra Torino, og folk stod i kø for at komme til.

Kort tid forinden havde Conran arbejdet som opvasker i kælderen på den franske in restaurant La Méditerranée og - som forfatteren George Orwell - oplevet den mindre charmerende side af restaurationsfaget.

Soup Kitchen blev en succes, en kæde og Conran solgte sin andel af fællesprojektet med overskud, kun for at åbne restauranten Orrey, og så var Conrans restauranteventyr i gang. Hans kærlighed til det franske køkken og store, larmende bistro lokaler, som han åbnede flere af, drænede næsten London for kokkekapacitet. Conran har haft afgørende indflydelse på englændernes interesse for andet end Pork Pie, Mint Gel og Pudding. Sammen med sit forbillede madskribenten og kokken Elizabeth Davies, hvis madbibler om French provincial Cooking og Mediterranean Cooking ligger i stabler i butikken i London Design Museum ved siden af Conrans egne. Hun nåede at blive fast gæst på Bibendum de sidste år, inden hun døde.

I sin tale til Conrans firs års fødselsdag, opsummerede leder af London Design Museum Deyan Sudjic Conrans univers på følgende måde:

»Det, der virkelig er enestående ved Conran som designer, er hans evne til at skabe en livsstil, som andre mennesker også vil have. Conran-stilen virker, ikke fordi folk vil være ligesom han, men fordi han har en evne til at skabe et liv, hvem som helst kan abonnere på; en måde at leve på der indebærer friskbrygget kaffe og ferier i Frankrig, middage på restauranter, der ikke er snobbede og at dyrke sin have med stil. Det har aldrig handlet om iøjnefaldende forbrug; skinnende, nye plasticstole kunne uden problemer stå ved siden af marskandiserfund og en eller to antikviteter.«

Med andre ord - stort set alt hvad boligindretning har handlet om, siden Conran kom til i tresserne.

The Way We Live Now.

London Design Museum, Butlers Wharf.

Til 4. marts