Bøger uge 38 | 2016

Interview. Alle har en mening om Andersen, uanset om de kender hans værk eller ej, men han kræver at blive læst. Litteraturforsker Johan de Mylius har skrevet om Andersen med teksterne forrest.

Af Synne Rifbjerg

Andersen genlæst

Grundlæggeren af Den Kongelige Kobberstiksamling, Just Mathias Thiele, gengiver i sine erindringer følgende særegne besøg:

»En Formiddag jeg troer i Juni – sad jeg ved mit Skrivebord, i al æsthetisk Comfort, med Ryggen vendt mod Døren, da der bankedes paa. Ved mit ’Kom ind!’ dreiede jeg endnu ikke Hovedet, men da jeg løftede Øjet fra Papiret, overraskedes jeg ved at see en opløben Dreng, af et ganske besynderligt Udseende, staa ved Døren med et dybt theatralsk Buk ned mod Gulvet. Sin Kaskjet havde han allerede kastet fra sig ved Døren, og da han reiste sin lange Figur i en forslidt graa Frakke, hvis Ærmer ikke kunde naae de udmagrede Haandled, mødte mig et par smaa, chinesiske Øine, der trængte til en chirurgisk Operation, for at faa fri Udsigt, bagved en stor, fremragende Næse. Om Halsen havde han et broget Kattuns Tørklæde, saa fast snøret, at den lange Hals ligesom bestræbte sig for at undslippe, kort sagt, en overraskende Skikkelse, der blev endmere paafaldende, da han med et Par Skridt fremad og et gjentaget Buk, begyndte sin pathetiske Tale saaledes: ’Maa jeg have den Ære, at udtale mine Følelser for Skuepladsen i et Digt, som jeg selv har skrevet?’«

Få vil være i tvivl om, at den besynderlige gæst er forfatter in spe H.C. Andersen. For som litteraturforsker Johan de Mylius skriver i forordet til sin nye, monumentale Andersen-bog,Livet og skriften, så fylder personen Andersen meget i folks bevidsthed – som oftest mere end forfatteren H.C. Andersen. Ikke mindst fordi Andersen selv flittigt har brugt sin forunderlige livshistorie som adgangsbillet til det parnas, han så heftigt drømte om at blive en del af.

Andersen-biografier er der følgelig mange af, både dem han selv har skrevet eller bidraget til, og så alle dem, andre har skrevet. Derfor hedder Johan de Mylius’ værk som undertitel »En bog om H.C. Andersen«,ikkeen biografi. Det har været ham magtpåliggende at have et bredere perspektiv på Andersen end »Andersen fra A–Z«, som han siger.

»Jeg tror, det er en stor fordel, hvis man skal have noget ud af at læse både ham og alle mulige andre, at man har meget andet med sig i bagagen og kan se stoffet udefra og ikke kun indefra, som visse ’Andersen-nørder’ gør. Tiden skal med, både samtiden, samfundet og de kontakter, han havde, og det, der foregår omkring ham i de litterære cirkler. Det er jo, trods alt, ikke en privatperson, vi snakker om, det er en forfatter. Mit hovedærinde er at få forfatteren Andersen ind i fokus, ikke kun privatpersonen.«

– Med netop Andersen kan det jo være svært at vide, hvor den ene begynder og den anden holder op?

»Det har han også grundigt blandet sammen i og med, at han i en af sine selvbiografier siger, at ’Mit liv vil være den bedste indgang til mit værk’, og det har man virkelig taget til sig i Andersen-forskningen lige fra begyndelsen og til i dag. Der er i titusindvis af artikler, skriverier og bøger: Andersen og Juleaften, Andersen og herregårdene ...«

– Ville han egentlig ikke have været meget tilfreds med al den omtale, uanset?

Johan de Mylius ler.

»Jo værre, jo bedre, men indtil et vist punkt. For han bliver på et vist tidspunkt fanget af sit offentlige forfatterego og frustreret over at være blevet begrænset til at være ’børnenes H.C. Andersen’. ’Alle børns fader’, som en mand sagde til ham. Ham, af alle, fader!«

Johan de Mylius har den noget bagvendte indgang til Andersen-biografier, at han i hvert fald aldrig har ønsket at skrive én.

»Jeg har lige fra begyndelsen af den tid, hvor jeg har beskæftiget mig med forfatterskabet, sagt til mig selv: Du skriveraldrigen Andersen-biografi. Dengang var der næsten kun biografisk materiale om Andersen, det var så overvældende. Så min disputats handlede kun om hans romaner.«

– De fylder også godt i denne bog.

»For mig at se er de en hovedside ved Andersens forfatterskab. Han blev i begyndelsen af 1830rne klar over, at der var noget at gøre her, som ikke var gjort før. I virkeligheden – og det vil du aldrig læse om i litteraturhistorien – er Andersen, sammen med Sorø-kammeraten og forfatteren Carl Bagger, grundlæggeren af den moderne roman i Danmark. Med moderne mener jeg en samtidsroman, en, der skildrer genkendelige miljøer fra samtiden.«

– Det, der altid sukkes efter, det lavede han?

»Det lavede han i 1835 medImprovisatoren, som den første, 1836 komO.T.og i1837Kun en Spillemand. De kommer trip, trap, træsko som en samlet indsats i dansk litteratur, og det er han aldrig blevet krediteret for i litteraturhistorien.«

– Er det, fordi de er sværere at læse i dag end eventyrene? »Næ, det synes jeg ikke, men de er blevet sat i skyggen af den popularitet, som eventyrene har fået.«

– Som for Andersen var en biting, han lavede i første omgang for at tjene nogle penge?

»Børnelitteratur var ved at vinde frem på det tidspunkt, og han havde nok regnet med at kunne profitere af det, men der gik otte år, før der skete noget dér.

Til gengæld gør han noget, som jeg også synes, man har overset. For hans store indsats med eventyrene er, at han fører dem op i nutiden. Igen en modernitet, ligesom i romanerne. Ingemann skrev historiske romaner, Andersen nutidsromaner. I eventyrene er det ikke bare ’Der var engang’, nej, der er noget, der er genkendeligt for hans læsere. Også de voksne. Hans historier springer ud af den synlige, genkendelige virkelighed. For mig at se er det en hovedting hos ham, hans moderne tilgang til roman og eventyr og historier. Han er et barn af sin egen tid, han er en digter i sin egen tid – og med den som afsæt bærer af nogle visioner om, hvad der kunne komme.

Det er nemlig ikke bare sådan, at Andersen var en genial skrivekugle. Han havde en klar opfattelse af, at der var noget, han skulle frem med. I en af de allerførste dagbogsoptegnelser, vi har fra hans hånd, fra 1825, hvor han sidder som skoleelev nede i Slagelse, skriver han: ’Jeg har et billede i mig, som jeg skal meddele menneskene’. Sagt af en skoleelev! Det er meget specielt, men man kan følge det op gennem forfatterskabet, op til de essayistiske tekster somDet nye Aarhundredes Musa. Undervejs i 1830rne, i brevvekslingen med Henriette Wulff, giver han udtryk for det samme ved at skrive om ’en ny tidsdigtning’, som han selv gerne vil tro på, at han bereder vejen for.«

Andersen var først og fremmest teatermenneske, som også Just Mathias Thiele erfarer, da han kaster sin kasket for at erklære sine’Følelser for Skuepladsen’. Han ville på Det Kongelige Teater, først som skuespiller, så som sanger og siden som balletdanser, men det duede ikke. Stykker skrev han alligevel, og mange blev opført både på Det Kongelige Teater og det senere Casino.

»Andersen var og blev teatermenneske. Ligesom Herman Bang. Begge fandt deres egentlige scene et andet sted end på scenen, nemlig i deres prosa. Bang skabte en impressionisme i bøger somTine, der var teater, for det var replikker, der bar bogen, ikke fortællingen. Han viste nogle personer i aktion og dialog. Det samme gør Andersen. Det er det, der gør det utrolig svært at genfortælle en Andersen-historie tæt på teksten. Du kan fortælle den i store træk, men tæt på teksten er svært, for så meget af den er replikker. Han er samtidig både ironisk, morsom og spids, han er langtfra den naive børneforfatter, man gerne ville fastholde ham som tidligere.«

– Selv om det skal handle mest om skriften, hvad er så dit bud på, hvorfor det lykkes H.C. Andersen at overvinde alle de vanskeligheder, han har med i bagagen, og blive en så fantastisk forfatter?

»Simpelthen fordi han havde troen på sig selv. Han får jo det ene drag over nakken efter det andet, får besked på, at ’det her duer ikke, og du skal overhovedet ikke begynde på noget, før du har gået ti år i skole og læst alle de latinske klassikere ...’ Men han ryster det altid af sig og kommer igen, fordi han har en fuldstændig uovervindelig tro på, at han har denne mission, der er noget, han skal have frem. Han er et ægtecomeback kid.

Samtidig har han været utrolig til at suge til sig, for det er et menneske med en meget stor iagttagelsesevne, der skriver, som Andersen skriver. Ingemann kan skrive næsten ud af det blå, men han har overhovedet ikke den iagttagelse af, hvordan folk taler, hvordan de bevæger sig, hvordan de ser ud, hvad de gør, deres mærkværdigheder. Andersen har været eminent til at se sine medmennesker an.«

H.C. Andersen var en vældig netværker. Der er en række tilfældige møder i hans tidlige år, der har betydet utrolig meget for, hvor han kom hen.

»Jeg vil gerne vise, ikke kun hvor han kom fra, men også, hvordan han kom derhen, hvor han kom, og blev den forfatter, han blev. Et møde som det med Xavier Marmier (der udbredte nordisk litteratur i Frankrig,red.)i 1837 i København blev meget afgørende for ham, fordi Marmier bliver så begejstret over at høre hans historie, at han skriver et essay, som samme år bringes i et parisertidsskrift og bliver eftertrykt og bearbejdet og udgivet i Tyskland. Det kommer mange steder, også mange steder, hvor de ikke har læst Andersen, og det er det, der skaber hans europæiske berømmelse. Pludselig kender man en dansk digter, der hedder H.C. Andersen, hvis eneste berømte, oversatte tekst på den tid erDet døende barn.En tekst, der har overlevet alt.«

– Det er jo også en tekst, der viser en særlig side af Andersen, der går igen i hele forfatterskabet?

»Det er en meget afgørende side af Andersens måde at strukturere verden og sin livsopfattelse på. I stedet for tidens dannelsestanke, der er det store spænd fra fødsel til død, næsten, eller til kulmination. Sammenhæng, overblik, alt det Kierkegaard savnede hos Andersen, det fik han ikke, for Andersen er punktuel, men altså også på mange måder moderne. For Andersen ligger betydningen, hvis den overhovedet er der, i et brændpunkt, etpeak. Det er muligvis et punkt, hvor vi brænder op, sådan som tinsoldaten og danserinden gør det iDen standhaftige tinsoldat. Eller grantræet gør det i sit dødsøjeblik. Det er et mønster, der går igen, lige fraDet døende barnog op til de sene fortællinger; også Lykke–Peer, i Andersens sidste roman, dør på toppen, i det øjeblik hvor bifaldet skyller ind over ham, og han ser hen over orkestergraven og op på Baronessen, der sidder deroppe, og som han ikke kan få. Dér kommer den elektriske forbindelse, og så falder han død om. Det er lyset i et enkelt øjeblik. Det er med Kierkegaards ord ’troen i kraft af det absurde’. Det er livets glød, der slukkes i ét nu, det hele er der i ét nu. Og forsvinder.«

Der trives, siger Johan de Mylius, så mange fordomme om H.C. Andersen.

»Alle har en mening om Andersen, uanset om de har læst ham eller ej. At han var en snob, er en af de mest udbredte. At han var nasseprins er en anden. Jan Gintberg lavede en udsendelse fra udkanten af Odense, hvor han lige skulle sige, at ’ja, Odense ligger derinde, og det er jo der, vi har ham den gamle bøsserøv, Andersen’.

Man sætter en mærkat på ham, og så er man færdig med ham. Jeg prøver i denne bog at give et så nuanceret billede som muligt ud fra det, vi faktisk har at holde os til: Teksterne. Det liv, han har levet, har været et forfatterliv, så man kan ikke nøjes med at skrive om privatpersonen Andersen. Han har investeret så meget af sin tænkeevne og sine visioner i sine skriftlige arbejder, også nogle af dem, ingen orker at læse i dag.

Vores skødesynd som læsere og moderne mennesker er, at vi tror, at vi er målestokken. Læser man litteratur, specielt gammel litteratur, så skal man være villig til at gå på opdagelse og møde noget andet, end det man troede, man skulle finde. Ellers finder man ikke andet end sig selv, og så bliver det, som den kendte 1700–tals-filosof G.C. Lichtenberg sagde: ’Sådanne værker er spejle: Hvis en abe glor ind, kan ingen apostel skue ud.’

Vi spejler os selv med det evindelige spørgsmål: Er han relevant for os i dag? Hvad kan vi bruge ham til? Men hvis vi bare vil have os selv serveret i skikkelse af H.C. Andersen, så kommer vi ingen vegne. Læsning er en opdagelsesrejse, og Andersen er et gigantisk og givende kontinent.«

Johan de Mylius: Livet og skriften. En bog om H.C. Andersen udkommer 27/9.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533