1 Sektion uge 20 | 2016

Interview. Medieforsker skal lede et nyt dansk forskningsprojekt til 42 millioner kroner, som undersøger kvaliteten af museernes formidling af kulturarven gennem oplysning og oplevelser.

Af Lars Jørgensen

Et studie i stemning

De danske museer havde i fjor 16,2 millioner besøgende. Ifølge Danmarks Statistik er det 11 procent flere end året før. Men det voksende besøgstal er meget ulige fordelt mellem de 254 museer, der indgår i statistikken. Desuden er der mange danskere, som aldrig eller kun sjældent går på museum.

De 25 største danske museer tegner sig således for hele 56 procent af de besøgende. Og eksempelvis kan den befolkningsgruppe, videnskaben betegner som »midaldrende mænd med korte uddannelser«, generelt kun lokkes på museum, hvis udstillingerne populært sagt byder på øl, biler, krig eller sport. I de kommende fire år skal medieforsker og professor Kirsten Drotner derfor lede et nyt dansk forskningsprojekt til 42 millioner kroner, hvor danske universiteter og museer i det hidtil største omfang går sammen om at belyse kvaliteten af den statsstøttede museumsformidling af kulturarven i et både historisk og nutidigt perspektiv.

»Vi har ikke som et mål i sig selv at få flere danskere til at besøge museerne,« understreger Kirsten Drotner, daWeekendavisenopsøger professoren på hendes akademiske hjemmebane på Syddansk Universitet i Odense for at få en forklaring på, hvorfor det er nødvendigt med et så stort tocifret millionbeløb, når mange andre humanvidenskabelige forskningsprojekter kan klare sig for en tiendedel af det beløb eller mindre.

»Men der er et stort behov for at få undersøgt, hvad det egentlig er for nogle kvaliteter, museerne beriger danskernes liv med. Og vi vil også gerne være med til at udvide kriterierne for, hvad museumsgæsternes tilfredshed måles på.«

Hit-and-run-forskning

Det usædvanligt store, danske museumsprojekt har vakt international opmærksomhed, allerede inden det går i gang den 1. juni i år. Og det er der ifølge Kirsten Drotner især én god forklaring på.

»De udenlandske forskere er ikke kun imponerede over projektets volumen. De har også særligt store forventninger til det greb, vi har på undersøgelsen. Nemlig, at vi holder hele grundfortællingen om, at de moderne museers formidling har bevæget sig fra oplysning til oplevelse, ud i strakt arm.«

Museumsprojektet finansieres blandt andet med 20 millioner kroner fra Nordea-fonden og VELUX FONDEN og involverer fem universiteter, 15 museer og 21 forskere. Ideen til projektet opstod ifølge medieforskeren for et par år siden, da Dansk Center for Museumsforskning i to undersøgelser havde taget temperaturen på de danske universiteters museumsforskning.

»Vi kunne se, at universiteternes forskning især er bundet op på enkeltpersoner og ofte unge ph.d.-studerende. Det er en meget skrøbelig konstruktion, fordi viden dermed hurtigt forsvinder ud af institutionerne igen. Der er både behov for at få skabt en større kontinuitet i museumsforskningen og at udvikle mere videndeling mellem institutionerne.«

Men ifølge professoren viste de to undersøgelser også, at der er brug for at få etableret et mere ligeværdigt forskningssamarbejde mellem universiteter og museer.

»Universiteterne er ofte kendetegnet af en ’hit-and-run-forskning’, hvor museerne dybest set ikke er en del af forskningen. De er bare genstande, vi fra universiteterne som en slags antropologer kommer ud og kigger på. Det er ikke en vej, der skaber den videndeling, der er brug for. Universiteterne under-udnytter museernes ressourcer, fordi de aldrig rigtigt når at finde ud af, hvad museerne kan. Og museerne når egentlig heller aldrig at finde ud af, hvad vi kan på universiteterne.«

Ifølge medieforskeren har de deltagende museer derfor selv været med til at definere indholdet i de 13 delprojekter, som det nye forskningsprojekt består af, men inden for de udstukne rammer, der har som overordnet mål at belyse forholdet mellem begreberne oplysning og oplevelse i museernes formidling.

»Det er mig bekendt første gang, at alle de humanistiske fakulteter samarbejder om et forskningsprojekt i så stor skala. Og det er også det eneste projekt i den størrelse, jeg kender, som er drevet frem af forskerne selv og ikke styret af, hvad en dekan eller et forskningsråd ønsker at få undersøgt,« siger hun.

Nye kvalitetsmål

Museumsprojektets i alt 21 forskere er tilknyttet universiteterne i København, Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg. Og otte museer deltager som kernemuseer, der både har en fast koordinator i projektet og er med til at finansiere det: Danmarks Borgcenter, Limfjordsmuseet, Nordjyllands Historiske Museum, Ragnarock, Randers Kunstmuseum, Skovgaard Museet, Tycho Brahe Planetariet og Statens Naturhistoriske Museum.

De øvrige syv museer i projektet er: Den Blå Planet, Den Gamle By, Fjord & Bælt, Forsorgsmuseet, Københavns Museum, Køge Museum og Naturama. Desuden tilknyttes et internationalt panel bestående af fem udenlandske forskere og museumseksperter.

For at belyse forholdet mellem oplysning og oplevelse i formidlingen og brugerinddragelsen på de deltagende museer sætter forskerne særlig fokus på de seneste 15 års udbredte brug af apps, spil og andre digitale værktøjer. Det sker gennem spørgsmål som:

Hvilke dilemmaer har danske museer stået i, historisk og aktuelt, i afvejning af viden og oplevelse i deres formidling? Hvem bliver egentlig inddraget med museernes nye formidlingsformer? Hvad betyder brugerinddragelse for de involverede i forhold til eksempelvis læring, fællesskab og livskvalitet? Kan digitale historier få grupper, der ellers sjældent kommer på museer, til at engagere sig i ældre kunst som en vej til at forstå sig selv og nutiden på nye måder? Hvordan kan man designe læring om videnskab for børn og unge ved at bruge tablets?

Ifølge Kirsten Drotner er museerne dog ikke længere lige så optagede af teknologi, som de var for ti år siden. I dag er de mere interesserede i, hvad teknologien kan bruges til.

»Teknik giver ikke altid den bedste formidling. Men samtidig er der også kommet større opmærksomhed på dokumentation. Vi skal kunne dokumentere, at det vi hævder, også forholder sig sådan. Og derfor har videndeling også langt mere bevågenhed i dag end tidligere.«

Professoren håber, at det samlede forskningsprojekt formår at udvide kriterierne for, hvordan museerne i fremtiden måler kvaliteten af deres formidling og brugerinddragelse.

»Lige nu måler Kulturstyrelsens museumsundersøgelser i høj grad brugernes tilfredshed gennem spørgsmål som: Hvor mange kom der? Og var de tilfredse? Men det er lidt ligesom, når Elgiganten måler kundetilfredshed ved hjælp af en rød smiley og en grøn smiley. Det er altså et meget smalt kvalitetsmål.«

Kirsten Drotner ser gerne, at museerne i fremtiden fokuserer mindre på kvantiteten og i stedet begynder at måle kvaliteten af deres formidling og interaktion med omverdenen på, om den har beriget gæsterne med nye perspektiver på deres liv, bidraget med oplysninger og oplevelser, der har øget deres livskvalitet, og forbedret det, hun betegner som danskernes »mentale velfærd«.

»Man taler meget om, at det skal være en social oplevelse at gå på museum. Folk skal have det hyggeligt og godt. Der skal være cafeer, butikker, events og så videre. På den anden side har man også en ambition om, at et museum skal være et samfunds fælles erindring, og at det har en vigtig opgave i at bibringe viden om den erindring.«

Det er disse to yderpunkter i opfattelsen af moderne museumsformidling, det kommende danske forskningsprojekt sætter fokus på i en tid, der ifølge professoren bærer præg af tre årtiers ny-liberal af-institutionalisering af mange vestlige landes offentlige kulturtilbud.

»I USA og Storbritannien er der en udbredt grundfortælling om, at moderne museumsformidling udspringer af oplysningstidens løftede pegefingre om nationens fortræffeligheder, og at det hele nu er afløst af en »dumbing down« oplevelsesøkonomi med kæmpe cafeer og en udbredt »Disneyficering«, hvor indholdet spiller en mindre rolle. Men er det nu også rigtigt? Eller er der nogle mellemregninger, vi ikke har været opmærksomme nok på? Det er det, vi nu skal have undersøgt i et dansk perspektiv.«

Kirsten Drotners egen fornemmelse er, at grundfortællingen om museernes formidling af kulturarven trænger til en justering, som ikke kun tager udgangspunkt i lovgivningen og den overordnede offentlige debat, men også i, hvordan formidlingen rent praktisk udspiller sig på museer rundt om i landet.

»Det kan godt være, at mange museumsgæster kommer for at drikke kaffe i cafeen og speed-date til de store events. Men det er også mit indtryk, at der stadig er mange, som kommer af nysgerrighed og begærlighed efter oplysning og viden.«

Klare visioner

Som et eksempel på, at fortællingen om museernes formidling kan være mere nuanceret end blot et spørgsmål om oplysning kontra oplevelse, nævner medieforskeren begrebet »reenactment«, hvor museumsgæster deltager i formidlingen af historien og kulturarven gennem genskabelse og genopførelse af en bestemt tidsperiode eller begivenhed.

Og hun minder om, at genopførelser af historiske begivenheder i eksempelvis Sagnlandet Lejre og på Moesgård Museum bygger på en ambition om, at det ikke altid er nok at putte nogle genstande i en montre, men at folk også skal have mulighed for at mærke fortiden på deres egen krop.

»Det er ikke hverken et 80er- eller 90er-fænomen, men en et hundrede år gammel dansk tradition, som også i dag kan give mange gode ideer til at afprøve nye formidlingsformer.«

Når tiden netop nu er moden til at samle universiteternes og museernes fælles forskningskræfter, skyldes det ifølge professoren imidlertid også, at riget fattes penge, og at særligt de statsanerkendte museer er økonomisk pressede og derfor stærkt motiverede for at finde andre måder at formidle på.

»Her kan de store museer lære af de små. De ved det måske bare ikke. Nogle mindre museer har eksempelvis helt ubemandede afdelinger, fordi de ikke har råd til at ansætte en guide. Skal man så lukke dem helt eller finde nogle andre måder at formidle på? Mange museer har lige nu også stort fokus på deres interaktion med det omgivende samfund. Men det findes der ikke ret meget videnskabelig dokumentation af.

Fra museer som blandt andet Den Blå Planet og det nye rockmuseum i Roskilde ved vi dog, at det hjælper at have en klar vision om, hvad museet gerne vil fortælle om sig selv, og hvem de gerne vil være noget for. Og vi ved også, at det hjælper at inddrage medarbejderne i hele den proces, fordi det efterfølgende gør det meget lettere at inddrage museumsgæsterne.«

På et mere personligt spørgsmål om, hvornår Kirsten Drotner havde sin første berigende museumsoplevelse, springer hun et halvt århundrede tilbage i tiden.

»Som ung pige i Aarhus i 1960erne besøgte jeg et lokalt museum, hvor professor Glob havde udstillet et beduin-telt. Han havde haft teltet med hjem fra en af sine mange arkæologiske ekspeditioner i Bahrain. Der var røgelse i udstillingslokalet og sand på gulvet. Jeg blev helt bjergtaget af stemningen,« mindes professoren med drømmende øjne og ligner pludselig en teenagepige på mystiske museumseventyr.

Mange år senere bekræftede lokale museumsfolk over for Kirsten Drotner, at den tidligere rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet Peter Vilhelm Globs beduin-udstilling havde været præcis lige så innovativ for sin tid, som hun huskede det. Og med den Aarhus-historie understreger medieforskeren samtidig, at selv en ørkenvandring i Danmarks museale fortid kan indeholde oplevelser af stor kvalitet. Det er fortællingen, der skaber betydn..

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654