Kultur uge 30 | 2014

Håndværk. Menneskevarme for alle pengene på Hanne Varmings udstilling på Kastrupgård.

Af Ole Nørlyng

Hverdagens skulpturer

Vi kender hende alle sammen. Hanne Varming og hendes imødekommende skulpturer. I Københavns Lufthavn står hendes Piger fra Paris med urokkelige smil og kigger på alle, der drager ud, og dem, der kommer hjem. Man hilser lige på de roligt ventende piger, alt imens man iler videre til sikkerhedskontrol og toldfrit salg.

Det var oprindelig to unge japanske kvinder, der ventede på noget nede i Paris, som fangede Hanne Varmings opmærksomhed. Den ene var mere trekantet, den anden langstrakt. Et skulpturelt motiv med indbygget spænding. Det blev først forløst i det små. Siden modelleret op i stort, hvorefter de to piger fandt deres plads i Københavns Lufthavns mylder af hektisk liv.

På Kultorvet sidder hendes oldeforældre med hinanden i hånden og skaber en helt lille tidslomme af eftertænksomhed. Dronning Margrethes profilportræt på henholdsvis 10- og 20-kronen blev i 1988 modelleret af Hanne Varming, og dem har vi alle haft i hånden. Det er i hverdagen, at vi møder Hanne Varmings værker, og de er alle rundet af den dagligdag, vi kender så godt. Dette nære forhold til det alment menneskelige og det yderst velkendte har givet hendes naturalistiske skulpturer en helt særlig plads i rigtig mange danske hjerter.

Hanne Varming er i ordets bedste forstand folkelig, og hun har som få været i stand til at videreføre det ældgamle naturalistiske billedhuggerhåndværk, således som hun lærte det på Akademiet af Gottfred Eickhoff og Mogens Bøggild. I en tid, hvor abstraktion og koncept stort set udelukkede den menneskelige figur, har hun holdt fast ved krop og genkendelig form, og Hanne Varming har været i stand til at tilføje dette klassiske element i billedhuggerkunsten en særlig øm og intim menneskelighed, hvor blikket for det lidt skæve og det lidt oversete har været det dominerende.

Således er det ikke i den rene gengivelse af den menneskelige form, som for eksempel i skulpturen Hans Jakob fra 1977, at hun løfter sig ud af serier af kroppe i bronze eller sten. Men så snart hun sætter to sammen, som i Siin og Lut – en gruppe der blandt andet befinder sig på Ribe Kunstmuseum – så sker der noget. Hanne Varming har øje for relationerne mellem mennesker, og det er denne fortællende evne til at fange det karakteristiske, det ensomme, skavanken, der giver hendes skulptur et særligt indfølt liv. Det er lidt som en billedhugger, der skaber en skulpturnovelle, hvor vi med det samme digter os ind i den skæbne, vi ser på. Det er det levede liv, vi iagttager foran os, og som det nu engang er billedhuggerkunstens væsen, så er det vi ser statisk, gået i stå, eller det bare står stille. Som Lotterisælgeren, der er så godt som faldet i søvn i sit skilderhus af en salgsbod.

På udstillingen i det betydeligt udvidede Kastrupgård er mange af de velkendte figurer med i adskillige udgaver. Udstillingen, der hedder Fra skitse til skulptur, handler således ikke kun om menneskevarme og sympati for de gamle og ensomme. Den handler også om billedhuggerens metier, hvorfor det er rigtig godt at høre Hanne Varming selv fortælle i form af den film fra 2001, der vises undervejs, ligesom hun kommer til orde i et langt, indholdsrigt interview ved Rasmus Kjærboe i den bog, der følger udstillingen. Her er vi i atelieret hos Hanne Varming, og vi kommer med Hanne Varming ud på gaden, ned på torvet, over i parken, hvor hun intuitivt fanger det karakteristiske i alle de almindelige menneskers gøren og laden. Det er som regel en bevægelse og et karakteristisk kropssprog, der er det igangsættende. Det udflydende hos den alt for tykke, det skæve hos hende med lumbagoen, og så den opsparede kærlighed hos den foroverbøjede, der ser ned på to logrende hunde.

Selvfølgelig kan det gå hen og blive meget anekdotisk. Og tager det sødladne over, ja så kan man i stedet studere håndværket og håndelaget. Hanne Varming kan modellere, så hun får det lidt løse og svulmende frem i en barnekind, også selvom barnet nægter at sidde stille. Og hun har sans for klump, formmæssig forenkling, rene linjer og skarpe silhuetter. Her er det godt at se Konen med hundene fra 1995 i hele fem forskellige udgaver. Skulpturel anskuelsesundervisning.

Hvor tilsigtet det er, ved jeg ikke, men turen rundt om Kvium og Knud Odde, som man passerer på vej ind til udstillingen, sætter én på sporet af eksistens og tilværelsesproblemer. Med betydelig effekt – teatralske, groteske og reklameagtige – »støjer« de yngre mandlige kunstnere op, mens den ældre Hanne Varming dyrker det stille og det indadvendte. Hun anklager aldrig. Hun appellerer heller ikke direkte til vor medfølelse. Hun er der bare. Eller rettere – hendes skulpturer er der bare, og de afgiver en strøm af varme, der lægger op til ens egne refleksioner. Nænsomt og stilfærdigt, og i de bedste tilfælde med en klassisk sans for monumentalitet.

Hanne Varming – Fra skitse til skulptur, Kastrupgårdsamlingen, Tårnby, slutter den 28. september. Udstillingen vises senere på Ribe Kunstmuseum og Vendsyssel Kunstmuseum. Rigt illustreret katalogbog med tekst af Rasmus Kjærboe.