Kultur uge 29 | 2014

Bluegrass. Til jam session, på landevejen og guitarfabrikken i musikkens hjerteland.

Af René Gummer

Tre akkorder og sandheden

Jeg hører banjomusik,« siger Brad, da vi kører ind i Wartrace, Tennesse. Han sidder, nej ligger i passagersædet med ryglænet godt tilbage og benene over kors oppe på instrumentbrættet. Brad har en lille hat på, som han det meste af tiden har skubbet ned over øjnene. Alligevel er han i stand til at følge med i alt, der sker.

Vi er på vej til Chattanooga fra Nashville og kører gennem Wartrace, fordi det er her, Gallagher Guitars ligger; et familiefirma af guitarbyggere, der siden 70’erne har været næsten synonyme med bjergmusikken på grund af Doc Watsons signaturguitar: En Gallagher G-50 Dreadnaught.

Brad er amerikaner, fra New Jersey, og jeg mødte ham for nogle år siden under en tur til New York, hvor han arbejdede i en musikforretning på Broome Street. Jeg forlod forretningen med en guitar til 35.000 kroner efter det mest elegante stykke salgsarbejde, jeg nogensinde er blevet udsat for. Og da jeg to dage senere returnerede guitaren i krænket forsvarsposition var der ingen af de sure miner, jeg havde forventet; Brad bad mig sætte mig ned og spille et lille stykke på den for ham. Han stillede sig og lyttede med venstre albue hvilende i den ene hånd, mens han strøg sig eftertænksomt om hagen med den anden, som ellers kun mænd med skæg gør det. Han stoppede mig efter nogle takter:

»Ved du hvad, du har ret. Det er ikke din guitar,« sagde han og tog guitaren ud af mine hænder.

»I kan blive gode venner, men det bliver aldrig din soulmate. Lad mig tage den tilbage og gemme den, til den rigtige picker dukker op.«

Således afvæbnet var jeg et let offer at sælge en Martin 000-15SM til en tredjedel af prisen. Jeg var glad, da jeg gik ud af butikken, syntes jeg havde sparet penge, selv om jeg havde en guitar til en halv månedsløn i hånden, som jeg ellers aldrig ville drømme om at investere i.

Brad e-mailede mig et par uger senere: »How’s that Martin working for you?« Det forbløffende var, at den workede mere end fantastisk. Jeg har ellers aldrig følt mig forbundet til et instrument – og da slet ikke til et der er serieproduceret – men her var der et eller andet. Derfra begyndte en lang korrespondance, hvor Brad blandt andet eksponerede en imponerende evne til at »fornemme«. Når jeg sætter ordet i citationstegn, er det, fordi jeg i bedste fald opfatter clairvoyance og synskhed som en lille smule fjollet. Men Brads fornemmelser havde på sær vis altid et eller andet over sig. Og så swingede han bare, når han kom med den. Brad spiller selv på guitar, han er en ualmindelig skrap thumb-picker. (Han bruger tommelfingerplekter til de dybe strenge og pege-, lange-, og ringfinger til de tynde snore, en stil der er gjort berømt af blandt andre Chet Atkins og Jerry Reed).

Vi kom også ret hurtigt ind på, at det kunne være sjovt at spille sammen. Måske en tur i USA, og bagefter en tur i Danmark, foreslog Brad, så ville vi begge få en kulturel oplevelse. Men da vi skulle til at arrangere det, blev hans mor alvorligt syg, og vi mistede kontakten i næsten et år. Sidste forår vendte han tilbage. Og da jeg havde planlagt en tur gennem Appalacherne, fra Washington til Atlanta, spurgte jeg, om han ikke havde lyst til at tage med. Bare for turens skyld. Det ville han gerne. Gennem Bluegrass-land, som han udtrykte det. Men han syntes, at vi skulle spille nogle jobs, når vi nu var sammen alligevel. Giv mig et par måneder til at hooke noget op, skrev han.

Bilen skal hentes i Washington. Udlejningsdamen nægter dog at udlevere den bestilte Ford Focus, da hun finder ud af, at jeg ikke skal køre alene: »Honey, there’s no room for two people in that car,« siger hun og himler teatralsk med øjnene, da hun opdager, at jeg også har en kuffert og en guitar med. Jeg har oplevet det før, måske kan amerikanerne bare ikke lide små biler, eller også skyldes det, at biludlejningsfirmaerne kun ansætter 300-pundere, der ikke har en kinamands chance for at klemme sig ind i en Focus.

Brad har fået et lift til Baltimore, hvor jeg samler ham op dagen efter. Vi mødes på et lille spillested, hvor Brad kender ejerne. Jeg har min Martin med, den han solgte mig nogle år tidligere i New York. Der er et trist skær over ham, moderen døde af sygdommen, og han er blevet mere voksen, mere alvorlig. Vi spiller et par solide sæt, skiftes til at være i front. Sangene er den amerikanske sangskat, Pete Seeger, Woody Guthrie, Dylan. Og så selvfølgelig alle dem, europæerne tog med herover i 1700-1800-tallet, da de forlod deres hjemland for at finde en fremtid i USA. Det er de sange, der er mit bindeled til turen. Den europæiske tone, det kulturelle anslag, jeg selv er rundet af – og som jeg derfor bilder mig ind, jeg instinktivt forstår en smule af.

På turen får jeg lidt uddannelse: Selve ordet Bluegrass opstod omkring Bill Monroe i de tidlige 50’ere. Monroe, som kom fra Kentucky, »The Bluegrass State,« definerede stilarten, selv om den egentlig, ligesom countrymusikken, blot var en udvikling af den oldtime-traditionelle musik, der havde levet isoleret i Appalacherne, siden europæerne kom til området. Monroes version var et sammenkog af gamle angelsaksiske folkesange, af blues og af jazz. Fra bluesen kom den blå tone i leadvokalen og et stærkt fokus på ulykke i teksten, fra jazzen de mange soli og instrumentale mellemspil, og fra folkesangene de tre- og firstemmige vokalharmonier og det ofte religiøse tema i sangene.

Et Bluegrass band består traditionelt af en mandolin, en banjo, en guitar, en bas og en violin. Det siger sig selv, at der er et utal af variationer over den besætning, men en ting er helt sikker: Der er aldrig trommer med.

»Det er, fordi den besætning i sig selv er et trommesæt plus solister,« fortæller Brad: »Forestil dig banjoens rolle er som en hi-hat, mandolinen fungerer som lilletromme og bassen som stortromme. Så er der guitaren, der binder det hele sammen og violinen som soloinstrument. Så skiftes man til at tage en solo, og det instruments rolle, der forlader sin plads for at give den gas, bliver overtaget af et af de andre.«

Vi er i Roanoke til en af de utallige Bluegrass Jams, der finder sted stort set hver dag her i området. Her bliver guitaren hovedsagelig håndteret med plekter – spillestilen kaldes derfor for flatpicking. Det går hurtigt. Ufattelig hurtigt. Der spilles på alle ottendedele, ligegyldigt hvad tempoet så er. Men for det meste er det højt. Da vi har guitarer med, skal vi selvfølgelig være med, synes de andre.

Brad er iskold, han åbner bare guitarkufferten og sætter sig op på scenen. Efter et par numre vinker han mig op. Det er til at tude over. De spiller så hurtigt, at jeg vil falde fuldstændig igennem, når det bliver min tur til at spille solo. Og det bliver det med sikkerhed, ingen bliver snydt, alle får deres solo. Det er ligesom pointen i en Bluegrass-jam. Brad hvisker et eller andet til jamlederen. De kigger over på mig, smiler og nikker. Da næste nummer går i gang i hvad der synes som tempo 170, sveder jeg i hænderne, efterhånden som vi når rundt i solocirklen mod min plads. Da det er min tur, råber jamlederen »rookie«, og som om man skruede ned for et stereoanlæg, dæmpes de andre instrumenter.

Et af nøgleelementerne i en god solo er at kunne høre sig selv. Og hvis man ikke er vant til at spille uden monitor med så mange larmende instrumenter omkring sig, anstrenger man sig for meget, spiller for hårdt på guitaren. Og så kan man ikke spille hurtigt. Hemmeligheden bag hastighed er – udover øvelse – et let anslag med plektret. Min solo går meget bedre, end jeg selv havde forventet, og da den er ovre, klapper de andre. Ikke fordi jeg var fremragende, men fordi jeg gjorde det.

Jamlederen hedder Dan. Han kommer hen til mig efter jammen.

»Jeg hører, du er journalist,« siger han. »Det er ikke alle her i området, der bryder sig om journalister, men nu ved de, at du også spiller, og så er det noget andet.«

Jeg spørger Dan, hvordan en hel profession kan blive upopulær hos befolkningen her. Han forklarer, at mediernes fremstilling af hillbillys ofte er ensidig og fuld af forestillinger og fordomme.

»Det er meget sjældent, at nogen prøver at sætte sig ind i, hvordan vi virkelig lever. Vi bliver som regel fremstillet som dumme og indavlede hjemmebrændere, der voldtager alt med en puls, snyder til højre og venstre og gifter os med vores søstre.«

Det er hovedsagelig John Boormans film Udflugt med døden fra 1972 med Burt Reynolds, der er skyld i den opfattelse. Men gennem det seneste årti har utallige reality-programmer i tv understreget billedet, og derfor er journalister og folk med tv-kameraer ikke altid lige populære. Og indrømmet, der er gode billeder og historier i bluegrassen, hvis man vælger den kritiske vinkel. Ikke mindst netop på grund af den stædige insisteren på teknisk perfektion i håndteringen af instrumenterne. Hvilket måske er Bluegrass-musikkens akilleshæl. For bagsiden ved den imponerende kunnen er, at tilhørerne, publikum, bliver efterladt som vidner til et orgie, der ikke på nogen måder kommer dem i møde. Det er, som om musikerne har lukket sig om sig selv, om deres instrumenter, deres skalaer og deres kunnen.

»Det kunne bare ikke være længere fra sandheden,« siger Dan.

»Eller nej, sådan kan det også være en gang imellem,« indrømmer han, »men du skal også tænke på, at det her faktisk ikke er musik, der er spillet for at skulle gøre nogle publikummer glade. Bluegrass er en tradition. De fleste mennesker her i området spiller på et instrument. Det er en tradition, for det har vi alle dage gjort for at have et socialt liv. For ikke særlig mange år siden, var der ikke strøm her i bjergene. Og der er stadig steder, hvor det ikke er indlagt i dag. Der var ingen radio, intet tv og ingen koncerter i hundrede miles omkreds. Derfor mødtes familierne i weekenden hos hinanden og spillede musik. Det var gratis underholdning, socialt liv og kulturelt sammenhold i en og samme pakke. Børnene fik stukket et instrument i hånden og sad og spillede med og lærte de gamle sange på den måde. Og når nogen kom ud for noget slemt i familien, var der en, der skrev en tekst om det, og sådan kom der nye sange til. Musikken er noget meget konkret for os, noget personligt. Eller som Harlan Howard sagde om vores musik: Det er tre akkorder og sandheden.«

Wartrace er ikke et sted, turisterne stormer til. Her bor omkring 600 mennesker, der tilsyneladende ejer et tilsvarende antal overalls og ternede skjorter. Som i så mange små byer i Sydstaterne prioriteres også her kraftigt mellem de relevante udgifter: Benzinpriser og miljøhensyn ser ikke ud til at være gyldige kriterier, når der skal vælges bil, mens besøgene hos tandlægen til gengæld ser ud til at være sparet helt væk. Da vi er relativt moderne klædt, kører i en lille bil, og begge har vores tænder i behold, er vi lige så anonyme som et glas sødmælk i en kulkælder da vi stiger ud på torvet for at få en kop kaffe i diner’en inden vi skal over og besøge Gallagher-folkene. Og beboerne i Wartrace lægger ikke skjul på deres interesse for os.

Da vi kommer over på fabrikken en times tid senere, bliver vi hjerteligt modtaget. Gallagher Guitars drives i dag af Stephen Gallagher, tredje generation, men det er Don, hans far, der tager imod os med kaffe og en ordentlig krammer. Han har haft hele raden af internationale stjerner forbi fabrikken gennem de seneste 45 år. Han spiller ikke selv, men gennem fabrikken kender han musikken, dens sjæl og musikerne og deres kultur.

»Jeg er jo selv vokset op her og fik da også en guitar stukket i hænderne, når vi var på besøg hos naboerne. Jeg var bare mere interesseret i, hvor lyden kom fra, så jeg skilte den ad i stedet for at spille på den,« fortæller Don Gallagher.

Det var Dons far, J.W., der grundlagde Gallagher Guitars i 1965. Tre år senere forærede han Doc Watson et eksemplar af sit flagskib, G-50’eren. Watson spillede stort set ikke på andre guitarer gennem resten af karrieren, og selv om Doc var en perifer stjerne på det store internationale musikmarked, har Don mærket en stigende interesse fra hele verden gennem de sidste ti år.

»Det er, fordi musikken herfra er ægte. Den er spillet af rigtige mennesker med en historie, der vedkommer dig og mig. Fordi den handler om noget konkret, om at miste, om at elske, om at arbejde og om at leve,« fortæller Don. »Tro mig, jeg har folk som Justin Timberlake som kunder. Det er jo ikke, fordi folk som han ikke har råd til dyrere og finere guitarer. Og hans fans er da ligeglade med, hvad han spiller på. Men for ham var det vigtigt at have en Gallagher guitar. Den forbandt ham med noget autentisk, noget virkeligt som han kunne have i hænderne, og mærke fysisk mod sin krop, mens hele verden gik amok rundt om ham. Det er et stykke kultur, du står med i hænderne. Du køber samhørighed med dem, der har stået samme sted som dig før. Mit job er så bare at bygge en guitar, der er god nok til, at du også gider blive ved med at spille på den,« smiler Don.

Efter et par timer, bliver vi vist nogle eksemplarer, der er til salg. Det er trods alt også en forretning, siger Don inden han lukker døren og lader os være alene med tre nye og to gamle Gallagher guitarer. Jeg sætter mig med en GA-70, en 000 model, der næsten trygler om at blive taget med hjem efter bare et par akkorder. Brad kigger på mig. Stryger sig om hagen.

»Hun er smuk, og hun lyder godt,« siger han. »Men den billige Martin, du har liggende ude i bilen, er den eneste, jeg har set dig smelte sammen med. Og det er det, musik drejer sig om.«