Bøger uge 3 | 2017

Kommentar. Store arabiske forfattere er vor tids svar på dissidentforfatterne under kommunismen.

Af Joakim Jakobsen

Tre algeriske mestre

2016 var ikke noget opløftende år, når det gjaldt frie forfatteres situation i den islamiske verden. Fra en ren drabsbølge i Bangladesh over fængslinger i Tyrkiet og Iran til systematiske trusler i Nordafrika. I hele bæltet er forfattere udsat for pres fra såvel gejstlige magthavere som verdslige, autoritære regimer.

En af de få positive nyheder kom i begyndelsen af marts, da en domstol i Oran i Algeriet dømte en imam til seks måneders fængsel.

Imamen skulle også betale en erstatning på 50.000 dinarer til forfatteren Kamel Daoud.

Efter at Daoud i december 2014 på fransk tv havde kritiseret konservativ islams kvindesyn, erklærede imam Abdelfallah Hamadache Ziraoui en fatwa over forfatteren og opfordrede de algeriske myndigheder til at statuere et eksempel og henrette Daoud offentligt.

14 måneder senere viste den algeriske retsstat sig heldigvis faktisk eksisterende og satte imam Ziraoui bag tremmer for mordtrusler.

Man kunne virkelig unde Daoud denne opmuntring. I de to foregående måneder havde han været involveret i en international polemik, som forstemmende nok endte med, at forfatteren besluttede sig for at holde sig fra debatter og avisskriverier.

Balladen tog afsæt i den chokerende nytårsnat på banegårdspladsen i Köln, hvor unge mænd med nordafrikansk baggrund overfaldt unge kvinder i et organiseret masseovergreb.

Kamel Daoud skrev en kronik i det franske dagblad Le Monde, hvor han angreb den muslimsk-arabiske verdens kvindesyn og sextabu, som ifølge Daoud har forkrøblet millioner af menneskers forhold til krop og erotik. Overgrebene i Köln var et udslag af dette, skrev Daoud fortvivlet.

Få dage senere kom et voldsomt modangreb i Le Monde, denne gang ikke fra islamisk hold. 19 franske universitetsfolk fordømte i et fælles indlæg Daoud for at fremstille arabiske mænd stereotypt og for at nære »islamofobiens spøgelse«. Indlægget gik hårdt til Daouds person og mistænkeliggjorde hans motiver.

Daoud blev dybt mærket af kritikken, og efter et par ugers debat meddelte han, at han fremover ville koncentrere sig om skønlitteraturen.

Han orkede ikke at kæmpe på to fronter, og med et suk fulgte han kritikernes logik: »Kritik af det herskende teokrati herhjemme bliver til argumenter for islamofober andre steder.« Ak ja, så måtte Daoud holde mund.

Så meget mere grund er der til at læse Kamel Daouds fiktion. Hans prisbelønnede debutroman, Meursault - en modundersøgelse, udkom på dansk i efteråret 2015. Det er stor og vigtig litteratur.

I romanen giver Daoud (født 1970) lige præcis stemme til den navnløse »araber«, der nærmest som en biting blev slået ihjel i Albert Camus' berømte roman Den fremmede fra 1942. Altså et opgør med koloniherrernes ret til at udlægge historien - og et grundsyn stik imod, hvad de ovennævnte franske forskere hævder.

Daoud er ikke den eneste algeriske forfatter, et dansk publikum bør holde øje med. I sidste uge anmeldte vi her i sektionen Boualem Sansals imponerende fremtidsroman 2084.

Verdens ende, som iskoldt fremmaner en verden, hvor reaktionær, totalitær islam har vundet verdensherredømmet.

Siden 2006 har Sansals romaner været forbudt i hjemlandet, eftersom de verdslige myndigheder ikke ønsker at få forstyrret den offentlige ro og orden. Men Sansal (født 1949) insisterer ligesom Daoud på at blive boende med sin familie i Algeriet, hvor myndighederne trods alt sørger for at holde dem i live.

En tredje algerisk forfatter, Yasmina Khadra (pseudonym for den tidligere militærmand Mohammed Moulessehoul, født 1955), rejste i 2001 i eksil i Frankrig for at undgå censur.

Han har fået udgivet flere romaner på dansk, som viser et nærmest grahamgreene'sk blik for de smerteligste dilemmaer. Ikke mindst i Mellemøst-trilogien (Attentatet 2006, Sirenerne i Bagdad 2008, Svalerne i Kabul 2009).

Daoud, Sansal og Khadra behandler kunstnerisk suverænt de sværeste opgør i deres hjemland og i samspillet med Europa. De skuer indad og udad, og de skildrer, hvordan kampen mellem frihed og undertrykkelse, mellem individ og strukturer, udspilles i menneskene, rodet og flimrende. Som Rune Lykkeberg skrev i Politiken om Kamel Daouds roman: »Det kan man ikke analysere klart, det kan man fortælle som litteratur.« Man kunne her nævne et væld af forfatternavne fra andre nordafrikanske og mellemøstlige lande. Men disse tre algeriere repræsenterer på smukkeste vis, hvorfor verdens måske vigtigste forfattere i disse årtier netop kommer fra denne region. De fremstår som vor tids svar på de store dissidentforfattere under kommunismen i Østeuropa og Rusland, eller på de tyske eksilforfattere i 1930rne og 1940rne.

Daoud, Sansal og Khadra har mere eller mindre modvilligt taget den byrde på sig at føre protokol. Vi andre kan nøjes med at læse løs.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533