Kultur uge 34 | 2016

Portræt. Den amerikanske komiker Amy Schumer voksede op som rigmandsbarn. Siden mistede familien formuen, Schumer blev butikstyv, pot-dealer og standupper. Det sidste havde hun held med. I dag udkommer hendes selvbiografi – næste uge gæster hun Danmark.

Af Iben Foss

Verdens dårligste narkodealer

AMY Schumer var ti år gammel, da fremmede mænd kom og kørte bort med hendes fars sorte Porsche Cabriolet. Hun kan ikke huske, hvordan det var at miste alt – for det var ikke bare bilen, der dengang forsvandt – kun at moren blev siddende i huset og sammenbidt »nægtede at se virkeligheden i øjnene«, som den amerikanske komiker Amy Schumer skriver i selvbiografien Pigen med røvgeviret, der udkommer i dag.

Familiefirmaets konkurs i barndommen og den efterfølgende deroute er en de af tumultariske begivenheder, der har sat sit tydelige præg på den i dag 35-årige Schumers arbejde som komiker med netop stor sans for at parodiere klicheerne fra USAs bund og top. »Livet er fuld af smerte og skuffelse. Jeg har lavet en karriere ud af at understrege dette og gengive det på latterlige måder, så alle kan grine og græde sammen med mig,« skriver Schumer, der i den prisbelønnede sketchserie Inside Amy Schumer oftest spiller en ufølsom, privilegie-blind, alkoholiseret type, som knalder stort set alt med en puls.

Titlen på Schumers nye – og første – bog henviser til komikerens lændetatovering, som hun fik lavet som ung – i folkemunde »et røvgevir« eller en »Amager-nummerplade«, og ordlyden rammer tonen i resten af bogen: Amy Schumer skriver, som hun taler. Det fungerer – ikke overraskende – bedre mundtligt end på skrift, og der er et godt stykke vej fra den 360 siders lange bog til kollegaen og Girls-skaberen Lena DunhamsNot That Kind of Girl. En redaktør burde have frasorteret halvdelen af Schumers sidebemærkninger og gentagelser, der kan have karakter af en indre, rodet – og ikke særligt vedkommende – monolog, som i dette afsnit: »Jeg stjal Redbook Magazine fra min mor og Mademoiselle fra min far. Hahahaha, det er bare gas, min far læste ikke Mademoiselle, men jeg tænkte, at det gav en sjov og god rytme at skrive det. Amy, hold op med at forklare dine jokes og kom videre.«

Andre gange er Schumer spot on med sine beskrivelser af de akavede møder, mennesker har med hinanden. Som i beretningen om hendes mislykkede samleje med en fuld fyr, hvis »penis var så blød, at den lignede en af de der anti-stress-tingester, man kan kramme i hænderne«. Men de sjoveste steder i Pigen med røvgeviret er faktisk, når Schumer ikke går direkte efter grinet, eksempelvis da vi møder Amy Schumers yngre dagbogs-jeg, som fortæller, at hun efter en hård weekend med sin slankere søster og den mobbende storebror har besluttet sig for »at forsøge at få en spiseforstyrrelse. Det går forhåbentlig fint og uden problemer«. Som den slags jo plejer at gøre.

Blandt de mange jokes og afstikkerne kommer interessante og alvorlige historier; om hvordan hun mistede sin mødom under et seksuelt overgreb og om at leve i et stormfuldt og voldeligt forhold med en tidligere kæreste. Stærkest står den hudløse og kærlige beretning om Amy Schumers far – en dameglad og alkoholiseret levemand med en udpræget sans for at fornærme folk – og hans sygdom, sklerosen. Et helt kapitel er dedikeret til ham. Det starter således: »Da jeg var fjorten, sked min far i bukserne i en forlystelsespark«. Det er den bedste indledning, jeg længe har læst. Man skulle måske tro, at der bag den lakoniske konstatering lå en lårklaskende morsom fortælling om farens uheld i et tivoli. Men historien er en tragikomisk beretning om den 14-årige Amy, der opdager, at hendes far er ved at falde fra hinanden på grund af sklerose. Amy Schumer beskriver skammen og køreturen i stilhed hjem fra den tur, hun og hendes lillesøster ellers havde glædet sig sådan til.

EFTER farens firma gik konkurs, flyttede familien til mindre og mindre steder på Long Island, indtil det føltes, som om de sov i en stor »ynkelig, fattig bunke« på gulvet. Alt er som bekendt relativt, også fattigdom, som her skal ses i forhold til den jødiske Schumer-families tidligere liv, hvor de nyrige newyorkerforældre kunne tage et privatfly til Bahamas med et øjebliks varsel og holde bondegårdstema med ægte, levende dyr, inklusive pony og ko, når deres børn havde fødselsdag. Derpå fulgte en række parforhold, ægteskaber og svingdørs-stedsøskende, der var ude, før Schumer og hendes egne søskende nåede at lære dem at kende.

Som teenager og i starttyverne rapsede Amy Schumer fra butikker, solgte pot og havde diverse tjanser og tjenerjobs, mens hun sideløbende begyndte at lave standup i New Yorks mange comedyklubber. I løbet af nogle år gik hun fra være »verdens dårligste narkodealer«, der altid løb tør for små poser og i stedet brugte almindelige affaldsposer til de mikroskopiske potportioner, til at tjene et par hundrede dollars på en weekend på at lave standup.

I dag efter et årti som standupper er Schumer sammen med navne som Kristen Wiig, Lena Dunham, Samatha Bee og Amy Poehler en del af den bølge af kvindelige, amerikanske komikere, der har gjort sig bemærket de sidste år med deres grovkornede og ofte groteske humor, hvor amerikanske kvindeidealer, politik og populærkultur får én på sinkadusen, uden at komikerne af dén grund fremstår kedeligt moraliserende.

I sine sketches gør Schumer grin med alt fra våbenlovgivning til gynækologbesøg, og hun har en udpræget forkærlighed for ordet ’pussy’: »It’s family,« som Schumer forklarer ganske sortom sin kønsdel i talkshowparodien Amys’ Pussy Obsession, hvorefter hun græder og lovpriser Gud. Komikerens underlivsoptagethed kan måske virke anstrengt på mange danskere, men vi lever heller ikke under samme puritanske – og samtidig evigt sexfikserede – forhold som amerikanerne, hvorfor behovet for at gøre opmærksom på vores underliv er mindre (om end stadig eksisterende taget forårets freebleeder-debat i betragtning).

Én af Schumers sjoveste episoder er, da hun spiller forsvarsadvokat for Bill Cosby – komikeren, der er anklaget for at have bedøvet og misbrugt mere end 60 kvinder. »Alle disse kvinder, samme historier, samme fakta. Så repetitivt,« sukker Schumer og afspiller en sekvens fra The Cosby Show på et tv. »Følte nogen sig voldtaget af dét?« spørger hun retorisk nævningene. Nej vel? Dernæst modtager alle i retssalen en chokoladekage fra den afroamerikanske Cosby og en grim trøje, ligesom dem han altid havde på i sit tv-show. Goddag til det postfaktuelle hyggesamfund.

Ligesom det er tilfældet hos komikeren Louis CK, gør Amy Schumer som standupper, og nu også forfatter, sig dog mest af alt morsom på egen bekostning. Det er sjovt, men det kan virke bagvendt i forhold til Amy Schumers kamp mod umulige kropsidealer. Når hun gør grin med sin vægt, virker det ikke synderligt empowering for alle de kvinder med samme – eller kraftigere – kropstype som Schumer. Hvis Amy Schumer kalder sig fed, hvad er de så? Omvendt insisterer Schumer også på, at hun er smuk på sin egen måde – og er der egentlig noget galt med at være til den tykke side?

Jeg foretrækker, når Schumer i Pigen med røvgeviretskruer lidt ned for både vægtvittighederne og ’elsk dig selv kvinde’-flosklerne og op for den mere sårbare, men ikke umorsomme ærlighed: »Nogle gange har jeg bare lyst til at give op – ikke med at optræde, men med at være kvinde. Jeg har lyst til at kapitulere efter en ondskabsfuld kommentar på Twitter og sige: ’Okay, I fik mig. I har ret. Jeg er ikke lækker. Jeg er ikke tynd. Jeg fortjener ikke at blive elsket. Jeg har ikke ret til at sige, hvad jeg mener. Jeg vil begynde at gå med burka og flytte til en lille by nordpå og finde et job i en grillbar.«

Amy Schumer optræder i Forum 2. september kl. 20. Hendes selvbiografi, Pigen med røvgeviret, udkommer i dag (26. august) på forlaget Lindhardt og Ringhof.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533