Kultur uge 42 | 2014

Forebyggelse. Lena Dunham, kvinden bag tv-serien Girls, har skrevet sine memoirer som 28-årig. Og hun viser hele pakken, altså sig selv, som Gud og en hel del snacks har skabt hende.

Af Synne Rifbjerg

Alvorlig sjov

»jeg tror måske, jeg er min generations stemme.« Pause. »Eller i hvert fald en eller anden stemme i en eller anden generation.«

Citat Hannah fra TV–serien Girls i en scene, hvor hun forsøger at forklare sine forældre, hvorfor de ikke må holde op med at forsørge hende, selv om hun er 24 år, flyttet og færdiguddannet. Umiddelbart efter falder hun om, fordi hun har drukket opiumste. Forældrene, der modtager beskeden på et hotel i New York, fordi de er på besøg fra Michigan, tager begge dele relativt roligt. Næste morgen vågner Hannah op i deres hotelseng alene. Hendes første indskydelse er at ringe til receptionen efter roomservice, men forældrene er tjekket ud, der er afregnet.

Det er tid til at blive voksen.

Det forekommer ikke helt fornuftigt, for det er langt over min sengetid, men jeg snupper lige et enkelt afsnit til af Lena Dunhams TV–serie Girls. Om fire hvide middelklassepiger i begyndelsen af tyverne fra Greenpoint, Brooklyn, New York med hovedpersonen, den frodige, kiksede, selvoptagede, skamløse, skøre og skønne Hannah, i spidsen. De fire forsøger med større og især mindre held at få styr på sig selv, hinanden, fyrene og fremtiden.

Det er Sex and the City uden glamour, men med langt mere bid. Som den Minni Mus-lignende og -lydende anden hovedkarakter, Shoshanna, forsøger at forklare sin eksotiske, smukke engelske kusine Jessa, så er hun »mest som Carrie (den skrivende hovedperson i Sex and the City), indimellem kommer Samantha op i hende (den seksuelt set længst fremme i Sex and the City), men når hun så studerer, tager hun sin Miranda hat på (den tjekkede i Sex and the City).

Så er der bukket i retning af de tv–forbilleder fra 00erne, der på trods af glamour og mange dyre indkøbsposer var ret åbenmundede om sex og kvinder, i hvert fald efter amerikansk standard. Måske egentlig efter de fleste landes standard. Lena Dunham har som de fleste andre i sin generation set masser af tv. Gerne af tvivlsom kvalitet.

Det er selvfølgelig alene som research, at jeg ser tv–serie efter midnat, men faktisk er jeg forbi research, jeg er fanget af Hannah og hendes verden. For sent, naturligvis, i den forstand, at serien begyndte i 2012, men til gengæld er jeg helt forberedt, når sæson fire bliver sendt i 2015.

Ikke mindst fordi jeg i mellemtiden har læst 28–årige Lena Dunhams nys udkomne memoirer. Det er hende, der er ikke alene tv-seriens forfatter, men også producer og hovedskuespiller. Temmelig tidligt for en erindringsbog, skulle man tro, men hos Dunham er det meste allerede for sent i lyset af, at vi skal dø.

I øvrigt skriver hun i sit forord, at hun er nødt til at skrive, ellers vil hun blive vanvittig. Der er masser af angst i Dunhams univers, hun lider både privat og som karakter i Girls af tvangstanker og panikangst. I det hele taget er der så mange biografiske sammenfald mellem Lena og Hannah, at hun forekommer at være en slags Karl Ove Knausgård på speed. Men med humor, hvilket er en stor fordel.

Det er i forbindelse med Lena Dunham/Hannah, at jeg for første gang har hørt begrebet oversharing. Hun fortæller det hele, hun er som en konstant meddelelsesmaskine, og hun viser også det hele i de generøse mængder af sexscener, som er lagt ind i Girls. Det er også Dunhams store claim to fame: hun viser hele pakken, altså sig selv, som Gud og en hel del snacks har skabt hende.

Sex and the City var sex i pæn belysning, med diskret anbragte lagner på kriminelle steder eller hastige panoreringer over smukke kroppe. Girls er sex uden mange formildende omstændigheder og tydeligvis udført af en generation, der er vokset op med porno på nettet. Der moraliseres ikke, men der er heller ikke noget specielt heroisk ved de mange, ofte voldsomme samlejer. Det bedste, man kan sige om måden, sex i Girls fremstilles på, er, at gåpåmodet ikke fejler noget. Der eksperimenteres på livet løs, og Hannah går lige så gerne uden tøj som med meget lidt tøj eller for eksempel i et helt afsnit i verdens mindste bikini. Så kan man også bedre se hendes tatoveringer på ryg og skuldre, dellen på maven og de tykke ben. Ellers klæder hun sig i noget, der ligner en blanding af gardinstof fra 1950erne, loppemarked og lagkagepynt.

Klassisk forfængelighed eller et godt snit er der ikke tale om, en stil bliver det dog, for Hannah er sin egen.

Dunhams erindringer hedder Not that Kind of Girl med undertitlen: A Young Woman Tells You What She’s »Learned«. Bemærk anførselstegnene, for Lena Dunham er ironiker, klovn og humorist, længe før hun på nogen måde kan siges at være moralist. Feminist er hun også og også lidt moralist. For Not That Kind of Girl er skrevet i det lønlige håb fra Dunhams side, at hvis det, hun har lært, kan gøre et dødssygt arbejde lettere for læseren eller få nogen til at lade være med at have »den slags sex, hvor man føler, man bør beholde gummiskoene på, hvis det skulle blive nødvendigt at stikke af under akten,« så har ethvert af hendes egne fejltrin været umagen værd.

Time Magazine kårede hende som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden i 2013. Blandt bladets mange begrundelser var der denne, at hendes »unikke mangel på forfængelighed og skamfølelse gør det muligt at overveje, at vi andre måske også kunne udtrykke og acceptere os selv, helt som vi er.«

Selv skriver Dunham i forordet, at hun allerede skammer sig ved tanken om, hvad hun forestiller sig, hun skulle kunne lære nogen. På den anden side er hun stolt ved tanken om måske at kunne forhindre en eller anden i at forsøge sig med en rensende juice-kur. Det er sjovt, men det er også alvor.

Lena Dunham er vaskeægte newyorker og datter af et kunstnerpar. Hendes mor er fotograf, og hendes far maler, hun er vokset op blandt kunstnere og excentrikere, men dermed også med hele aids-problematikken og en tilsyneladende endeløs række af døde voksenvenner.

Hun har en lillesøster, som er lige så diskret med sit privatliv, som Lena er talende om sit og resten af familiens. Derfor ved vi, hun er lesbisk.

Dunhams tilknytning til sin familie er morsom og rørende. Hun plager som barn i en periode om at få en søskende og bliver uafvidende, fortæller hun i bogen, tungen på vægtskålen i den sag. Da moren fortæller Lena, at hun nu skal have en lillesøster, som hun ønskede sig, svarer hun, at hun har ændret mening. Da lillesøsteren endelig ankommer i hjemmet, skriger Lena, at de skal tage tilbage til hospitalet med hende.

I kapitlet At dele sin seng med andre, fortæller Lena, at hendes søster Grace sov i hendes seng, til hun blev 17, fordi hun var bange for at sove alene. Hver dag, når søsteren kom og spurgte, om hun måtte, sagde Lena nej, for »at nyde at se hende tigge og bede«, som hun skriver. Men hun ender altid med at give efter og siger om det, at det virkede »beroligende og søvndyssende på samme måde som en varmedunk eller en kat«.

Dunham selv insisterede i mange år på at sove hos sine forældre, så hun burde jo vide ... Men hun var bange for aldrig at vågne igen. I en længere periode vækkede hendes far hende klokken tre om natten og bar hende ind i deres seng, mens han selv lagde sig i hendes. Så var hun sikker på at blive fundet, hvis hun var død ... Indtil hun en morgen vågnede og klokken var syv, og hun blev rasende over dette løftebrud, indtil hun indså, at faren havde ret, når han sagde, at hun jo netop ikke var død.

Dunham kan være meget dramatisk i sine reaktioner, men falder hurtigt ned og har ligesom glemt, hvad der udløste dramaet, fordi der nu sker noget andet. Præcis som Hannah.

Som forældre til unge mennesker kan man jo være fuldstændig oppe i det røde felt af bekymring, når de har problemer eller er kede af det. Men ofte har de unge glemt det, mens man selv ligger søvnløs og spekulerer. Den selvoptagede unge beskriver både memoirer og serier morsomt og præcist. Man kan huske, hvordan man selv var, og elske dem, der er der nu.

I øvrigt handler kapitlet om at dele seng overvejende om at lade alle mulige drenge sove i sin seng, uden at der »sker noget«. Det bliver en måde at udsætte sex på. Ah, al den usikkerhed! Da Dunham kommer hjem fra kostskole, og alle mulige fyre kommer og bogstavelig talt sover hos hende, råber hendes mor, der nok føler hjemmet en anelse overrendt, til sidst: »Det er værre end at knalde med dem alle sammen.«

Dunhams memoirer er delt ind i fem overordnede kapitler, og det første kapitel i afsnittet Love & Sex hedder karakteristisk for Dunham og tonen i Girls: Tag min mødom (Nej, jeg mener det virkelig, tag den). Det er morsomt, men på trods af alle biografiske sammenfald med tv–seriens Hannah – og der er mange, hele indledningens opremsning af dumme ting, Lena Dunham har gjort, kunne være en synopsis til Girls – så er Lena Dunham i sine memoirer mere reflekteret og mindre selvoptaget end sit alter tv-ego.

Man får faktisk rigtig meget at vide, ikke kun om Lena Dunham, men om, hvad det vil sige at være ung. Ikke kun i dag, meget af usikkerheden er den samme, men om dagens udfordringer for den gruppe, som Hannah/Dunham tilhører. Den er naturligvis på mange måder privilegeret, hvid middelklasse, og det har Dunham måttet svare på.

Men det er måske meget at forlange af en forfatter, som på nogle punkter laver et nyt bud i en velkendt genre, at hun skal have alle sociale problematikker med om bord.

I kapitlet Therapy & Me fortæller Lena Dunham om, hvad hun har måttet og må slås med, når det gælder tvangstanker og angst. Som otteårig er hun bange for alt, og listen over ting, der holder hende vågen. er lang, men langtfra komplet, som hun skriver, inden hun remser op: »blindtarmsbetændelse, tyfus, spedalskhed, urent kød, mad jeg ikke har set komme ud af emballagen, mad min mor ikke har smagt på først, sådan at hvis vi dør, så dør vi begge to, hjemløse, hovedpine, voldtægt, kidnapning, mælk, undergrunden, at sove.«

Dunham får psykologhjælp som barn, og hun går stadig til psykolog og tager anti-depressiver. Men hun bliver ikke i samme omfang lammet af angst, som da hun var barn.

»Jeg elsker virkelig mit liv nu,« siger hun i et interview i forbindelse med bogen. »Men jeg har ligesom angsten vævet ind i min hjerne, og nogle gange lyder det ikke så godt derinde.«

Lena Dunham har mange gode grunde til at være tilfreds. Hendes TV–serie har ramt en guldåre i sin genre. Hun bliver sammenlignet med J.D. Salinger og anmeldt i alverdens store aviser, så hun er faktisk blevet sin generations stemme. Og så har hun har startet sit eget produktionsselskab og fundet sig en kæreste, der ifølge hende er »utrolig sød ved mig«.

Dunham virker som et langtidsholdbart bud på alvorlig sjov.

Lena Dunham: Not That Kind of Girl. A Young Woman Tells You What She’s »Learned«. Random House. 16.80 dollar på amazon.com.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654