1 Sektion uge 29 | 2016

Interview. En gade i Shanghai er ramme for korrespondenten Rob Schmitz’ portræt af almindelige kineseres drømme og værste mareridt. Og af sammenstødet mellem det gamle og nye Kina i landets største og mest kosmopolitiske by. Vi gik ned ad »Gaden af evig lykke« sammen med forfatteren.

Af Markus Bernsen

Gaden i midten

Shanghai – Af alle bogens hovedpersoner er det Zhao Shiling, jeg mest håber på at møde i dag. Der er mange barske historier iStreet of Eternal Happiness– korrespondenten Rob Schmitz’ anmelderroste portræt af kinesiske skæbner på en gade i Shanghai – men Zhaos historie er en af de få, der nærmest ender lykkeligt.

Fanget i en mineby nede sydpå, med to små børn og en voldelig ægtemand, er det ikke oplagt, at hun nogensinde skulle komme så langt. Men Zhao spidser ører, når gæster udefra fortæller historier om storbyens muligheder, og en dag beslutter hun sig for at efterlade børn og mand i støvet og springe på et tog til Shanghai. Hvis hun klarer den, vil hun komme tilbage og hente sine to drenge. Manden håber hun aldrig at se igen.

Zhaos rejse er ur-fortællingen om det moderne Kina. Mere end 250 millioner kinesere har allerede taget den og er flyttet fra land til by i verdenshistoriens største folkevandring. Byerne lokker med penge og muligheder, men de deler også landet op i vindere og tabere og flår familier fra hinanden. Togrejsen tager Zhao fra ét århundrede og ind i det næste. Hendes garderobe er nøje udvalgt til formålet: rød kjole, røde strømper og rød hat med stor hvid plasticblomst klipset på. Sådan forestiller hun sig, at kvinder i storbyen går klædt. Da hun endelig står og ser ud over den beskidte Huangpu-flod, der bugter sig gennem byen, tror hun, den er havet.

Street of Eternal Happinessfølger Zhao og en håndfuld andre beboere på Changle Lu, som kan oversættes til »Gaden af evig lykke«. Rob Schmitz er til daglig korrespondent for radiostationen American Public Media og har boet i gaden siden 2010. Og nu har han skrevet noget så ualmindeligt som en bog om almindelige kinesere.

En af dem er Chen Kai, CK blandt venner, som ejer en café over for gadens højeste kontorbygning. Hver anden måned skifter CK menu og indretning i håb om at lokke nogle af højhusets kontorarbejdere ind til frokost, indtil videre uden held. Længere nede ad gaden sidder hjemløse Zhang. Hver sommer besøger han sin familie i provinsen, men han bliver mere og mere fremmed for hvert besøg.

Vi møder tante Fu og onkel Feng, som altid skændes og har hvert sit fjernsyn stående ved siden af hinanden, fordi de aldrig kan blive enige om kanalen. Onkel Feng laver kvarterets bedste madpandekager med løg og bønnespirer – tante Fu formøbler deres livsopsparing på nogle af de fidusmagere, som byen er fuld af. Senest har hun investeret i et selskab, der sælger poser med kinesisk potensmedicin, som bæres i underbukserne – »under lillebror,« som tante Fu siger.

Der er også »Borgmester Chen«, som nægter at forlade sit hus på en byggegrund under Rob Schmitz’ lejlighed. Når byggefirmaet sender bøller for at smide ham ud, tager han en flaske propangas i favnen og står på sin balkon og truer med at sprænge sig selv og alle omkring sig i luften.

Alle karaktererne er flygtet fra et eller andet. Selvmord, tvangsægteskaber, korrupte embedsmænd. Rob Schmitz følger nogle af dem tilbage til dér, hvor de kom fra, til bryllupper og akavede familiesammenkomster. Rejsen tilbage i tiden er lige så fascinerende, og man forstår, at Kinas regioner og kulturer kan være lige så fremmede for hinanden som lande på det europæiske kontinent. Egentlig er det utroligt, at tilflytterne kan finde ud af det med hinanden i byerne.

»Shanghai er Kinas største smeltedigel,« siger Rob Schmitz, da vi mødes en tidlig morgen i den vestlige ende af Changle Lu. Forfatteren har netop afleveret sin syvårige søn i skole, og vi sætter os ind på et lækkert bageri, hvor der groft brød i flettede kurve og vinreoler langs væggen.

»Mange journalister har det ellers med at undgå byen,« siger forfatteren, der er klædt i en hvid- og blåternet skjorte med opsmøgede ærmer. »De ser Shanghai som en by fuld af bankfolk og advokater, hvilket den selvfølgelig også er, men den har også sin helt egen fascinerende historie. Og jeg tror, at det er en god historie at kende, hvis man vil vide, hvad fremtiden for Kina indebærer. Det er her, kineserne fra hele landet samles. Og det er her, de viser, hvor de gerne vil hen.«

New York år 1900

For Rob Schmitz begyndte Kina-eventyret et helt andet sted: I Sichuan-provinsen, ved foden af den tibetanske højslette. Han var bare 22 år og havde bedt det amerikanske fredskorps om at sende ham til Latinamerika, hvor hans spanskstudier ville være mere anvendelige, men det blev to år som folkeskolelærer i Sichuan, og siden er han blevet ved med at vende tilbage til Kina.

I 2010 flyttede han til Shanghai med sin hustru og deres etårige søn for at arbejde som økonomisk korrespondent. En svær opgave i Kina, hvor officielle tal er upålidelige, og Schmitz begyndte i stedet at interviewe migrantarbejdere, som viste sig at have en god fornemmelse for udvikling.

»Jeg vil ikke lade, som om jeg ved, hvor et land med 1,3 milliarder mennesker er på vej hen. Men jeg kan overkomme at tale med folk og tilbringe tid sammen med dem og prøve at forstå dem – selv om det nu også er svært. Kina er meget forskelligartet, og regionerne handler uafhængigt af hinanden. Udadtil vil landet gerne give indtryk af, at det er forenet og bevæger sig i samme retning, selv om det overhovedet ikke er tilfældet.«

Han holder en lille pause, mens fire kinesiske kvinder med croissanter og cappucinoer klemmer sig ind ved nabobordet. Så fortsætter han:

»Man skal ikke være her ret længe for at opdage, at der i dag findes to Kina’er: Der er de urbane kinesere, som har redet på en 20-årig bølge af økonomisk vækst og har købt iPhones, plasmafjernsyn og biler i et svimlende tempo. Og så er der dem på landet, som stadig venter på, at der kommer en bølge. Der er nøjagtig lige mange af hver: Halvdelen af kineserne bor på landet, den anden halvdel i byerne. Det betyder, at der stadig er 650 millioner mennesker, som måske har fået en smartphone, men stadig sidder hjemme på gården. Og det Kina skal man ikke glemme, for det er på mange måder dem, der skal definere fremtiden for landet. De her folk« – han slår en diskret hånd ud mod nabobordet – »de har masser af penge og har ikke tænkt sig at gå ud og demonstrere mod regeringen. Dem på landet er en anden historie.«

Sammenstødet mellem land og by – mellem det gamle og det nye Kina – finder sted overalt i landet, men larmer mest her i Shanghai, mener han:

»De gamle beboere oplever, at de er ved at miste deres by. De er vilde med udlændinge, fordi de minder dem om deres kosmopolitiske fortid, men de bryder sig ikke om kineserne fra landet, og det skaber en masse gnidninger. Folk fra Shanghai er mere reserverede, høflige og civiliserede end de fleste andre kinesere – på nogle måder minder de mere om japanere. Som regel kan man kende en person fra Shanghai på tøjet og den måde, de bærer sig. De har også deres egen dialekt, som er meget anderledes end mandarin-kinesisk, måske lige så forskellig som dansk er fra tysk.«

Da Rob Schmitz flytter til byen i 2010, har regeringen netop postet et beløb svarende til knap 300 milliarder kroner i Shanghais skyskrabere, højhastighedstog og syv metrolinjer, der blev færdige på fem år og i dag udgør verdens længste system. Samtidig udgiver bystyret en bog om storbyetikette på 242 sider, der er henvendt til de migrantarbejdere, der har bygget herlighederne. De gamle beboere har klaget over tilflytternes højrøstede opførsel og manglende trafikpli, og bogen tilbyder råd om alt fra påklædning til indtagelse af vestlig mad (»Undgå at tage skålen eller tallerkenen med hænderne og vippe den ned mod munden for at spise«).

Det er alt sammen set før. Under sin research fandt Schmitz gamle filmoptagelser fra New York i begyndelsen af 1900-tallet, hvor amerikanerne opfører sig nøjagtig som kinesiske migrantarbejdere i dag: De træder hinanden over tæerne, stikker sidemanden en albue for at komme hurtigere frem, dukker sig for biler og hestevogne. Kinesere fra Fujian, Hunan eller Sichuan er lige så uvante med storbyen – og med hinanden – som italienere, tyskere og franskmænd var det i New York for 100 år siden, mener Schmitz:

»På mange måder minder Shanghai i dag om New York ved århundredeskiftet. Det er en by, som inkarnerer hele Kina og de ambitioner, som kineserne har lige nu. Det er kun de mest ambitiøse mennesker, der klarer den i Shanghai, og de konkurrerer helt vildt med hinanden og skaber et meget stressende og kaotisk miljø.«

Brandattentat på Maggie Lane

Kaotisk er der, da vi træder ud på gaden foran bageriet: Scootere og cykler suser over for rødt. Mænd i plastichjelme stavrer ned ad fortovet med tunge genstande på ryggen. Børn råber. Biler dytter. Butikker slår skodderne op, så duften af kaffe og dampede boller med krydderier blander sig med den skarpe lugt af benzin.

Changle Lu er lidt mere end tre kilometer lang og løber tværs gennem Shanghais franske kvarter, fra øst mod vest. Efter nederlaget til briterne i den første opiumskrig i 1842 sikrede briter, franskmænd, russere og amerikanere hver deres handelsstation med tilhørende bydel. 100 år senere tog kommunistpartiet kvarteret tilbage, smed overklassen ud af deres palæer og omdøbte de veje, der før havde hyldet franske tænkere og statsmænd.

Men det er stadig et europæisk kvarter, og gaderne er stadig indhyllet i de platantræer, som blev plantet af franskmænd med hjemve. Med årene er trækronerne vokset sammen hen over vejen og danner svalende grønne tunneller, der skærmer mod sol og regn og udsigten til byens skyskrabere.

»Jeg bor deroppe,« siger Rob Schmitz. Vi bøjer nakken bagover og ser op ad nogle høje, slanke tårne med små altaner. Det er The Summit, en af mange dyre boliger i kvarteret. Ved siden af er en tom byggegrund med et stort hegn rundt om. Det er resterne af Maggie Lane, som spiller en hovedrolle i bogen.

Her plejede at bo 3000 mennesker, i rækkehuse langs snævre gyder, men så skulle der gøres plads til flere luksuslejligheder. De fleste takkede ja til en ny lejlighed i udkanten af byen, men nogle familier nægtede at flytte, før de fik en ny bolig i kvarteret. I bogen følger Rob Schmitz beboernes forberedelser til de natlige besøg fra byggeselskabets bøller, der kaster sten gennem deres ruder, hælder kloakvand i stuerne og sætter ild til husene. Det sker så ofte, at beboerne har et beredskab med spande klar og hjælper hinanden med brandslukningen. Nogle år forinden omkom et ældre ægtepar i et af brandattentaterne.

Ingen af personerne iStreet of Eternal Happinessgør sig nogen illusioner om de mennesker, der regerer deres land. Alle kender historier om korruption og magtmisbrug fra deres hjemegne. Mange husker, hvordan deres forældres liv blev ødelagt af kommunistpartiet, og de er pragmatiske, fast besluttede på at få taget skæbnen i egen hånd.

I dag er borgmesteren og de sidste beboere blevet fordrevet fra Maggie Lane. Rob Schmitz oversætter nogle skrifttegn på en propagandaplakat, der hænger på hegnet ind til byggepladsen: »frihed«, »civilisation« og »lighed«, står der. Og »Moderlandet er mit hjem«.

Rob Schmitz fnyser. I bogen opdager han, at hans egen ejendom blev bygget med samme midler, vold og tvangsflytninger. Også dengang døde en beboer, da hans lejlighed brændte ned. »Kom,« siger han. »Lad os gå videre.«

1,3 milliarder drømme

Gaden ændrer karakter undervejs. Fra luksuslejlighederne i toppen af samfundet bevæger man sig nedad. Nogle af villaerne er forfaldne nu, med rustne låger og ukrudt i indkørslen. Små gyder åbner sig, med bittesmå lejligheder, friluftsmarkeder, fritgående høns og børn med fodbolde. Vi går længe rundt i gyderne og ser ind i de små hjem. Man kan række hånden ind i et åbent vindue, over en skål med stegte græshopper, og klappe hovedet på en mand, der sidder bøjet over sin symaskine.

Rundt om gyderne knejser platantræerne og lukker resten af byen ude. I bogen fortæller en af karaktererne, at han ikke anede, at han boede i en storby, før han tog undergrundsbanen til et andet kvarter og så højhusene for første gang.

Vi går op ad en trappe til en restaurant, der er ejet af CK, en anden hovedperson iStreet of Eternal Happiness.

CK vokser op med en far, der er knækket af kommunistpartiet, og som taler om, at »systemet« altid vinder. Drengen forsøger at begå selvmord som 11-årig, men overlever, udvikler et musikalsk talent og bliver ad omveje ekspert i at samle italienske harmonikaer. Caféen er én af mange drømme, han udlever på én gang. Senest er han også blevet buddhist, ligesom millioner af sine jævnaldrende bliver det i disse år.

CK er her ikke i dag, og vi går rundt og ser os omkring. Stedet har fået en ny indretning, siden Rob Schmitz var her sidst. Menuen er et rod af pasta, bøffer, thai-ris og hummer fra Boston med champagne-sauce. Der er ingen gæster.

»De seneste 30 år har de fleste kinesere haft nogenlunde den samme drøm,« siger Rob Schmitz, da vi går videre ned ad gaden. »Alle har villet tjene penge, og partiet har lovet, at de nok skulle lade være med at stå i vejen. Men nu er vi nået til et punkt, hvor mange i byerne har tjent en masse penge og begynder at se i andre retninger. De søger noget mere spirituelt, som CK. De søger retfærdighed, som borgmester Chen. Mange er på jagt efter frihed. Der findes uendeligt mange forskellige drømme i det moderne Kina, og noget af det mest interessante, der sker i Kina, er, at der er ved at opstå lommer af folk, som hjælper hinanden, og som forfølger deres drømme sammen.«

Et spøgelse fra fortiden

Ikke alle når så langt. På et fortovshjørne i et vejkryds har en anden af hovedpersonerne lavet en seng af papkasser. Zhang Naisuns bare tæer stikker ud under et kludetæppe, og han lader til at sove.

»Han er begyndt at miste forstanden,« siger Rob og sætter sig på knæ ved siden af ham. Zhang lever af bargæsterne på den anden side af gaden – og af en motorcykelklub af lokale forretningsfolk, som en gang om ugen buldrer ned ad gaden på deres Harley Davidson-motorcykler og deler almisser ud. Vi giver ham en skilling og går videre.

Zhaos blomsterhandel er en af de sidste butikker på gaden. Ved siden af ligger en scooter-mekaniker og en butik med sexlegetøj. Zhao er klædt i en hvid skjorte og løse bukser og lyser op i et stort smil ved synet af os. Hun er rundere, end jeg havde forestillet mig, men lige så livlig, som Rob Schmitz beskriver hende. Et par guldarmbånd glimter på det ene håndled. Hatten med plasticblomsten fra den første dag i Shanghai er ikke til at få øje på.

Zhao klarede den. Først på en fabrik i udkanten af byen og senere som blomsterhandler på Changle Lu med foden under eget bord og investeringer i flere lejligheder i sin hjemby. Hun hentede sine børn til byen. Den yngste og indelukkede søn har lavstatusarbejde i restauranter, men er takket være sin mors status blevet godt gift og har sit andet barn på vej. Den kvikke ældste søn gik i lære som frisør, hvor han brugte ventetiden mellem kunderne på at læse bøger om økonomi og investeringer, især af de vestlige guruer George Soros og Warren Buffet. For nylig er han blevet ansat i en investeringsbank og handler med såkaldte penny stocks, aktier med lav værdi.

»Det er de to Kina’er igen,« siger Rob Schmitz. »Den ældste søn er ankommet til storbyen. Det er den yngste ikke.«

Bag Zhao kommer en lavstammet mand med beskidt, grå T-shirt ud af butikken. Han stiller sig ved et lille bord og begynder at blande chilisauce og nudler sammen i en skål til frokost. Det viser sig at være Zhaos mand, som hun efterlod for alle de år siden. Han blev fyret fra kulminen og opsøgte hende i Shanghai. I første omgang smed hun ham ud, men han spillede alle sine penge op og kom tilbage og krævede at blive. Hun vil gerne skilles fra ham, men ifølge Rob Schmitz har han truet med at slå hende ihjel, hvis hun forsøger.

Helt lykkeligt ender det ikke. Landsbyen og fortiden har indhentet Zhao. Men som hun står foran sin butik og griner med Rob Schmitz og poserer til et foto, går manden rundt med en sur mine i baggrunden og klipper blomsterstængler. Han skuler til de to udlændinge og hans fremmede kone. Der er ingen tvivl om, hvilken del af landet der har v..

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533