Kultur uge 49 | 2016

Odyssé. Gløggen er en af julens mange vammelsøde synder. Weekendavisen har drukket sig gennem de københavnske beværtninger for at danne sig et overblik.

Af Søren K. Villemoes

Flydende jul ad libitum

Siden engang i 1400-tallet har man i Nordeuropa drukket varm vin tilsat krydderier og sprut i de kolde vintermåneder. Det er en af de der stædige juletraditioner, der nægter at dø. Gløggen er mangfoldig. Der skal blot være opvarmet vin, sprut, nogle krydderier (gerne kanel, nelliker og kardemomme) og helst nogle rosiner og mandler, man kan fiske op med en ske, når man nærmer sig bunden – så har du en gløgg. Glühwein hedder det i Tyskland. Glögg på svensk. Og i Finland drikker man det som glögi – gerne med en god portion vodka i.

Der er højt til loftet i gløggens rige. Og de frie rammer skaber mulighed for uendelig variation og kreativitet. Weekendavisen har forsøgt at kortlægge dens anatomi i det københavnske barlandskab.

Et godt eksempel på den rige mangfoldighed finder man ved Torvehallerne. Her serverer den italienske restaurant Un Mercato en støvlelandsinspireret version af den søde drik. Der er tilsat Martini og rom, og i krydderblandingen er der kanel og stjerneanis. Som en anden milanesisk campari-soda er der stukket en skive appelsin i, og roder man rundt i bunden, kan man finde en hvid rosin eller to. Der er noget intuitivt modstridende ved at give denne ærkenordeuropæiske drik et sydeuropæisk tilsnit. Når man forsøger at forene det nordlige og sydlige, kan det hurtigt ende i Belgien – en failed state. Og det er desværre lidt den samme oplevelse med denne gløgg, der indledningsvis smager udmærket og sødt, men hurtigt udvikler sig i en vammeltung retning. Vermouth i gløgg er lige en tand for meget.

»Det må gerne være lidt kvalmt, bare der er procenter i. Det er noget, en familiefar kan forstå,« siger min meddrikker Kristian, der dog medgiver, at sødmen bliver for intens. Gløggen tjener en vigtig funktion i julen, belærer han. »Det er selvbedøvelsens tid,« som han siger og henviser til 1980er-klassikeren Fars fede juleferie, som vi begge er store beundrere af. Her spørger Clark W. Griswold Jr., spillet af Chevy Chase, sin far, hvordan han dog plejede at komme igennem julen som familiefar. »Med lidt hjælp fra Jack Daniels,« lød svaret fra den vise herre.

Ved Tivoli ligger den traditionsrige restaurant Nimb, der siden 1909 har specialiseret sig i den finere madlavnings kunst. Oppe på første sal finder man en smuk balsal med syv-otte meter til loftet og tre enorme lysekroner. Der er pejs, elegante juledekorationer og naturligvis gløgg. Det er overvældende. Tjeneren forklarer os, at en kvinde ved navn Milena laver en hemmelig gløggblanding til dem hvert år. Den er spruttet op med rom og serveres i tunge krystalglas. Det er en mild og harmonisk drik, man finder her. Mandlerne er skåret fint ud og ristet på en pande. »Et genialt træk,« udbryder Kristian. Rosinerne er fraværende, men det gør intet. Desværre er den lunken – og dyr. 85 kroner for et glas. Av.

I den modsatte ende af prisskalaen finder man gløggen på Hviids Vinstue. Det traditionsrige værtshus har ligget ved Kongens Nytorv siden 1723. Det burde have givet dem rigeligt med tid til at lære at lave en gedigen gløgg. Det mener de i hvert fald selv, at de gør. »Danmarks bedste gløgg«, står der på et skilt foran beværtningen. Kan det mon passe?

Jo, det er ikke et dårligt bud. Deres skoldhede drik serveres i små portvinsglas og består af netop portvin, cognac og rom. Man kan øjeblikkelig smage, at der ligger års forfinet gløggkunst gemt i glasset. Den er intet mindre end fremragende. Og til halv pris af den på Nimb får man noget for pengene.

Gløggen er ved at gøre sit indtog hos min meddrikker Kristian. Han har allerede vrøvlet om, hvordan han engang havde en islandsk kæreste, der troede, at det hed »Hvid Svinestue« og en arabisk onkel, der udtalte Rådhuspladsen som »røvhuspladsen«. Nu begynder han at rable om »gløgg-år«, der åbenbart er lidt som hunde-år. »Jeg er fire menneskeår ældre end dig, men 100 gløgg-år!« siger han og beskylder Weekendavisens udsendte for at være en »novice ud i gløggen«, mens han fisker efter rosiner.

På Nyhavn finder man et lille brunt sted ved navn Hyttefadet. Der kører Thomas Helmig over anlægget, og man har ikke sparet på budgettet for julepynt. Her hælder man snaps i gløggen, har vi læst os til. Det giver bonus at være dedikeret til vores uofficielle nationalspiritus. Men ellers er der intet godt at sige. Den er bitter og sætter sig i ganen. På overfladen skimtes noget, der ligner fedtperler. Ordet »besk« opsummerer oplevelsen.

Da vi kommer ud på havnen, kigger Kristian på jorden. »Det har sneet!« konstaterer han.

»Det er ikke sne, Kristian, det er salt,« må Weekendavisen oplyse den stadig mere omtågede meddrikker.

»Det er gløggen…«, lyder det undskyldende fra staklen.

På Props i Blågårdsgade får man pebernødder til sin gløgg. Det er måske det bedste, der er at sige om den lunkne drik, de langer over disken på den klassiske hipsterbar. Der er for meget kanel i, og den er både sur og bitter. Rosinerne er til gengæld dejligt sprittede. Små sprutbomber fra gløggens dyb, der eksploderer i munden. Prisen på 50 kroner føles dog lidt uretfærdig. Det virker lidt sløset det hele. Gløggen står i øvrigt på en af de der pædagog-filterkaffekander og lumrer.

En gløgg må gerne være lettere sprittet. Og rundt om hjørnet på Griffenfeldsgade, hvor der engang lå en afrikansk restaurant kaldet Mama Afrika, finder man i dag toast-baren Fætter Fætter. De blærer sig med at have Københavns stærkeste gløgg på deres hjemmeside. Det skal naturligvis testes. Oppe bag baren står en underlig glaskolbe, hvor der står »gløgg« på. Vi får serveret to vinglas flydende jul. Dampen er ganske rigtig meget sprittet, men smagen er anonym. Den skulle angiveligt være forsynet med både gin, portvin, rom, lakridsrod og muskatekstrakt, der har trukket et helt år. Men smagen er næsten fraværende. En skam.

Da vi ankommer på Bankeråt i Nansensgade, sætter Kristian sig under hovedet af en stor elg, hvis underskæg aer ham i hovedbunden. Vi kommer straks til at diskutere, om stedet er et levn fra 1980erne eller et levn fra 1990erne. Den slags uenigheder ville i gamle dage frarøve én hele nætter med intense diskussioner. Men i dag har man smartphones og google til at spolere morskaben. Weekendavisen må bøje sig i skam, da stedet viser sig at stamme fra året 1989. Kristian er ikke sen til at håne. Hvad så med gløggen? Den er sød på Bankeråt, og der kommer jødekager til. Kort fortalt er der tale om en solid standard-gløgg, der minder lidt om dem, man køber i supermarkedet. Det smager velkendt og behageligt, men ikke overvældende.

Anderledes tager det sig ud på R Vinbar, der ligger ved Gammel Mønt. Her er der en klinisk ren lugt i lokalet, der får én til at tænke på et rengjort pissoir. Ikke udpræget julehyggeligt. Der er heller ingen elg i sigte. Til gengæld kompenserer de med deres gennemførte gløgg-kundskab. Den serveres i et vakuum-glas, så man ikke brænder sig, når man holder om det. Godt tænkt. Gløggen her er i særklasse. Den er aromatisk og fint balanceret. »Som at tage julemandens diller i munden,« lyder det fra min meddrikker Kristian, der for længst er holdt op med at give mening.

»Det må du ikke citere!« lyder hans sidste bøn.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533