Faktisk uge 21 | 2015

På flugt. Da Kabir fra Afghanistan var 16 år, rejste han ulovligt til Europa. Dengang drømte han om lækre huse, en karriere som fodboldspiller og et bedre liv. Men hvad skete der, da han nåede frem?

Af Thomas Aue Sobol og Lasse Telling

Drømmen om Europa

Kabir er ved at forberede sin 18-års fødselsdagsfest. Der skal være en stor afghansk buffet med lam, oksekød, ris, squash, løg, oliven og rosiner. Nok til ham selv og de fire afghanske venner fra bofællesskabet nær Oslo, hvor Kabir kom til at bo, efter at han sidste sommer ankom til Norge med et falsk pas i hånden.

»Mit største ønske er, at min mor også kommer til fødselsdagen,« siger den afghanske dreng på syngende norsk i telefonen.

Kabir er en af de tusinder af såkaldt »uledsagede flygtningebørn«, der hvert år ankommer til Europa uden deres mor og far. Alene sidste år kom der flere end 9000 uledsagede børn til Norden – langt de fleste til Sverige.

Kabir fortsætter langsomt og koncentreret på norsk:

»Teenagerne her kan ikke lide at være sammen med udlændinge, der ikke taler norsk, så jeg gør mig umage i skolen. Når jeg taler sproget bedre, så kan jeg nemmere komme i kontakt med folk og få venner.«

Kabir har i første omgang fået lov til at blive i Norge i tre år. For ham er det afslutningen på et helt liv som illegal flygtning.

»Jeg skal ikke flygte fra politiet længere. Jeg skal ikke være bange hele tiden. Der er folk, der tager sig af mig. Jeg har et hjem. Jeg kan gå i skole eller arbejde. Jeg får hjælp til at træffe de rigtige beslutninger,« siger han.

Under jorden i Athen

Da Faktisk mødte Kabir i Athen for godt halvandet år siden, så hans liv noget anderledes ud. Her levede han i skjul på et lille værelse. Andre afghanske flygtningebørn sov i en park, der hedder Alexandra Park. De spredte deres tæpper ud i skovbunden mellem narkomaner og hjemløse og hængte deres få ejendele på grenene; en plasticpose med en T-shirt i, cigaretter og en mobiltelefon til at kontakte den menneskesmugler, der havde fået dem til landet.

Kabir og de andre flygtningebørn skjulte sig, fordi de vidste, at det græske asylsystem var brudt sammen, og at chancen for at få asyl var meget lille. Nu levede de i frygt for politiet og for tæskehold, der ikke brød sig om flygtninge. Børnene forsøgte at beskytte hinanden, de delte deres mad, og om natten skiftedes de til at holde vagt.

I Iran havde Kabir ellers tænkt på Europa som et civiliseret og rigt sted. På tv havde han set lækre huse, parker og fodboldstadioner. Han havde længe drømt om at blive professionel målmand i Europa. Hans mor ønskede, at han skulle blive læge eller advokat.

Ved første øjekast lignede Kabir ikke en flygtning. Han var høj som en målmand og var pæn i sit sorte tøj og hvide sokker. Men faktisk havde han været på flugt næsten hele sit liv. Da Kabir stadig var en baby flygtede familien fra Afghanistan og Taleban – en islamistisk bevægelse, der blandt andet støttede terrorgruppen al-Qaeda.

Siden havde de i en årrække levet som illegale i Iran. Da Kabirs far var rejst hjem til Afghanistan for at sælge familiens jord, havde Taleban tortureret ham. Senere var faren død af kræft, og så havde Kabirs mor solgt sine smykker og møbler og lånt penge af onklen for at skrabe penge nok sammen til at sende Kabir til Europa. 6000 euro forlangte menneskesmuglerne. Det svarer til knap 45.000 kr.

I gummibåd over havet

Flugten til Athen foregik til fods over bjergene mellem Iran og Tyrkiet og bagefter med en lille gummibåd over Det Ægæiske Hav til Grækenland. Motoren gik i stå adskillige gange, men til sidst nåede Kabir en græsk ø, hvor myndighederne gav ham et stykke papir i hånden: »Forlad landet inden for 30 dage«!

Kabir nægtede at rejse tilbage Tyrkiet og Iran. Så daFaktiskmødte ham i Athen, stod han over for to muligheder. Enten skulle han klare sig i den illegale græske underverden, eller også skulle han fortsætte mod Nordeuropa. Det sidste krævede, at onklen sendte flere penge hjemmefra. Før Kabir nåede at handle, blev han fængslet af politiet.

»Fængslet var et hårdt sted, de indsatte krævede penge fra de nye børn. Men de gjorde ikke noget ved mig. De vidste, at afghanske drenge kan være farlige,« fortæller Kabir i telefonen fra Norge.

Alene i rige Norge

Da Kabir blev løsladt efter seks måneder, fik han igen besked om at forlade landet.

Igen nægtede han. Imens havde onklen i Iran fået råd til at overføre flere penge til menneskesmuglerne. Kabir fik et falsk pas og kørte med bussen til byen Thessaloniki. Derfra fløj han direkte til Oslo.

Kabir fortæller, at Norge er akkurat så rigt, som han havde forventet. Her er lækre huse, parker og fodboldstadioner, som han så på tv i Iran. Men han har også lagt mærke til, at der selv i Norge er misbrugere, hjemløse og udstødte.

Kabir understreger, at det ikke er rigdommen, han er glad for, men trygheden og de muligheder i livet, han har i Norge. Han går hver dag i en særlig skole for flygtningebørn.

»I fængslet i Athen brækkede jeg benet i en hård fodboldkamp, og lægerne siger, at jeg skal passe på benet, så jeg kan ikke blive professionel fodboldspiller længere. Nu vil jeg fortsætte i skolen to år mere, og så kan jeg starte i gymnasiet. Min drøm er, at jeg bagefter kan læse på universitetet.«

Hver dag har Kabir nye tanker om, hvad han gerne vil blive til. Han er både interesseret i matematik, historie, norsk og samfundsfag.

Slut med at flygte

Selvom han er optaget af skolen, savner han sin mor meget.

»Folk har taget okay imod mig her. Det er som alle andre steder i verden: Nogle mennesker er gode, andre er ikke. Men selv om jeg har de andre afghanske drenge i bofællesskabet, så føler jeg mig alene. Det er svært ikke at have nogen helt tæt på,« forklarer Kabir og siger, at han også er ked af, at han kun kender de nordmænd, der arbejder med flygtningebørnene. Kabir ved godt, at hans mor ikke kan komme til hans 18-års fødselsdag, men han er ved at søge om familiesammenføring, så han håber, at de snart bliver genforenet.

Moren har ingen telefon, men når hun ringer fra en lånt telefon, spørger hun Kabir, hvornår han kan sende de penge, han skylder onklen. Derfor glæder Kabir sig til, at han en dag kan få et arbejde og betale sin gæld.

Han tror på, at flugten nu er slut.

»Hvis man opfører sig ordentligt her, så får man lov at blive, og opfører man sig dårligt, så bliver man sendt hjem,« siger Kabir.

Kabir er ikke flygtningens rigtige navn. Navnet er opdigtet for at beskytte familien. Det rigtige navn er kendt af redaktionen.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654