Kultur uge 34 | 2014

Vuelta. Nej, Nairo Quintana er ikke en naiv indianer med stenansigt. Colombianeren er en taktisk klog topatlet med et brutalt vinderinstinkt.

Af Rasmus Løppenthin

Kyniker i bjergene

I morgen indledes årets Vuelta a España med en prolog i Jerez. Efter sin sejr i årets Giro d’Italia og løbspause under Tour de France er colombianske Nairo Quintana favorit til at vinde den samlede sejr, som også briten Chris Froome og spanierne Alberto Contador og Joaquim Rodríguez kandiderer til.

De senere år har vi hørt den gribende historie om Nairo Quintana. At han voksede op i den colombianske sump og måtte trampe sig frem i mudderet på en knirkende, gammel cykel. Forældrene havde simpelthen ikke råd til at transportere ham på andre måder.

Så Quintana cyklede og cyklede. Hver dag, op ad skrappe stigninger, hele sin barndom. Ikke for at konkurrere, men for at komme i skole. Ingen bemærkede det, slet ikke Quintana selv, men pludselig var den lille introverte dreng begyndt at køre rigtig stærkt. Som årene gik, udviklede han sig til en sand grimpeur. Han skulle jo skynde sig for ikke at komme for sent, og terrænet var strengt for den til tider udsultede knægt.

Han var allerede en rytter, da talentholdene fandt ham. De gav ham bare en lidt nyere cykel, og overlod resten til Nairo, der aldrig så sig tilbage og cyklede ubesværet væk fra fattigdommen. Ikke på taktiske snilde, eller professionel determination, men på indiansk urkraft: At cykle i bjerge var nu engang hans skæbne.

Det er en smuk historie, som kun har ét problem. Den er ikke sand.

I stedet skriver myten sig ind i en vesteuropæisk tradition for at formidle cykelsporten som storladen epik med skarpt skårne karakterer. Dramaturgien skal passe og helst ikke forstyrres for meget af kedelige fakta.

»Mediernes opfattelse af Quintana er helt i tråd med fransk presses skriverier om Lucho Herrera i 1980erne. Siden dengang er colombianske cykelryttere beskrevet som fattige og sky indianere, men det er mildest talt en unøjagtig beskrivelse,« siger den colombianske cykelblogger Klaus Bellon, der skriver på cyclinginquisition.com.

Virkeligheden er, at lille Nairo aldrig er gået sulten i seng. Hans forældre drev et lille landbrug i Boyacá-regionen, hvor der altid var rigeligt mad af egen avl på bordet. En del af kalorierne fra mors køkken forbrændte Nairo Quintana ganske rigtigt på at cykle 16 kilometer i skole. Men først fra han var 15, og det var ikke en sur pligt for teenageren. Det fortæller den spanske journalist og forfatter Carlos Zúmer, som netop har udgivet portrætbogen Nairo.

»Familien sparede måske en smule på, at han begyndte at cykle frem for at tage offentlig transport. Men det handlede altså ikke om overlevelse. Nairo elskede det, og ofte fik hans små søskende lov til at sidde med på styret, fordi de syntes, det var sjovt. De nød den lidt anderledes transportform, og det var en form for leg, ikke tvingende nødvendighed på grund af fattigdom,« siger Carlos Zúmer.

I teenage-årene begyndte Quintana at køre organiserede løb i en mountainbikeklub med faderen Luís som en ivrig indpisker, der pungede ud for adgangsgebyrer. Her stod det hurtigt klart, at unge Nairo havde potentialet til at nå langt. Hjemstavnen Boyacá er kendt for sine stærke traditioner for cykelsport på grund af terrænet og den tynde luft, men først og fremmest er talentarbejdet velorganiseret. Derfor var det logisk, at Quintana i 2008 fik chancen som landevejsrytter på et lokalt mandskab, der allerede året efter sendte ham videre til talentfabrikken Colombia Es Pasión.

I det tidlige efterår 2010 skulle Quintana forsøge sig i Tour de l’Avenir, ungdommens Tour de France. Men han smed et halvt minut på prologen og mistede yderligere tid på første etape i bjergene. Slaget så ud til at være tabt. Efter et par ligegyldige transportdage tog fanden imidlertid ved knægten. Quintana tog de to sidste stigningsmættede etaper samt den samlede sejr i overbevisende stil.

I dag er Quintana ikke længere et talent, men en etableret stjerne. I 2013 imponerede han ved at tage andenpladsen i sin debut i Tour de France. Da flyet med Quintana få dage senere landede i Colombia, blev ankomsten transmitteret på direkte på tv.

Heltedyrkelsen er ikke blevet mindre, efter at Quintana i år sejrede i Giro d’Italia, der i det hele taget var en jubelstund for colombiansk cykelsport. Udover Quintanas lyserøde trøje blev det til en samlet andenplads for Rigoberto Urán, mens Júlian Arredondo tog bjergtrøjen. Præstationen markerer et foreløbigt højdepunkt i en decideret guldalder for colombianske cykelryttere i Europa. Men alt er langt fra fryd og gammen, forklarer Matt Rendell, forfatter til en hyldet bog om colombiansk cykelhistorie, Kings of the Mountains.

»Colombiansk cykelsport er desværre en broget størrelse,« siger han.

Tilstanden på den hjemlige cykelscene er decideret grotesk. Flere afdankede profiler kører således rundt med hæmatokritværdier, der leder tankerne tilbage på de glade 1990ere. I det miljø har spanske Oscar Sevilla fået sin anden ungdom efter at være blevet bandlyst oven på de spanske dopingrazziaer i 2006, og ingen lægger skjul på, at den forsvarende Vuelta a Colombia-vinder er grundigt medicinsk forarbejdet.

»Det er i for sig rystende, men der virker til at være et form for system. Alle de aldrende stjerner og b-talenterne i Colombia bliver dopede, men de største talenter er faktisk som minimum tæt på rene. Man udstyrer dem i hvert fald med et biologisk pas, så de lever op til europæiske standarder,« siger Matt Rendell.

Hverken Rendell eller Zúmer tør garantere, at Quintana er ren. Der er dog mere end jubelidotisk belæg for at tro på den 24-årige Giro-triumfater.

»Vi skal holde øje med alle, også Quintana. Men han kørte trods alt på Colombia es Pasión, som mig bekendt er det eneste sydamerikanske hold, der har et biologisk pas og en stærk antidoping-kultur,« siger Carlos Zúmer.

Den spanske forfatter hæfter sig ved, at Nairo Quintanas europæiske karriere er fortsat på Movistar, som i hvert fald officielt plæderer for en ren sport. Men optimisternes kraftigste halmstrå befinder sig paradoksalt nok midt i Colombias dopingmorads. For end ikke Quintana kan følge den gennemdopede Oscar Sevilla i hjemlandets cykelløb. Det skal vi se som et sundhedstegn, mener Matt Rendell.

»Jeg tør godt sige, at Quintana ikke er propfyldt med medikamenter. Men om han eksempelvis mikrodoper sig, er ikke til at sige. Man kan aldrig være sikker i denne sport,« siger han.

Indtil videre har Quintana faktisk været relativt forskånet for dopingbeskyldninger, men det betyder ikke, at colombianeren har holdt sig uden for offentlig polemik. På 16. etape af årets Giro d’Italia tog han nemlig en noget kontroversiel beslutning.

Kongeetapen var stærkt påvirket af voldsomme vejrforhold, og feltet måtte okse sig gennem solide snedriver. Kort før toppen af Stelvio-stigningen havde selv de italienske arrangører fået nok, og de lod meddele over løbsradioen, at nedkørslen blev neutraliseret. Quintanas problem var bare, at han havde tabt tid i løbets første par uger. Han havde med andre ord ikke tid til sådan en omgang blødsødenhed, så Movistar-kaptajnen ignorerede de røde flag på motorcyklerne og angreb. Imens sad landsmanden Urán intetanende i lyserødt og rodede med en overtrækstrøje.

Få minutter senere trak arrangørerne så i land. Nej, nej de havde skam aldrig neutraliseret løbet, og jo, jo angrebet var helt efter bogen. De røde flag blafrede blot for at signalere, at rytterne skulle være forsigtige. Sådan havde han skam også tolket det, lod Quintana forstå efter etapen, hvor han erobrede førertrøjen.

Episoden medførte et ramaskrig. Flere hold truede med at trække sig, men det blev ved snakken. Og herefter viste Quintana så overlegen kørsel, at kritikken efterhånden forstummede. Den kontroversielle hændelse viser imidlertid, at Quintana ikke bare er en glad klatrer, der laller rundt i bjergene som en anden Bahamontes. Han vil vinde.

»Quintana har et meget stærkt sejrsgen og er decideret kynisk, når omstændighederne kræver det. De egenskaber viste han allerede i sin tid på Colombia Es Pasión,« siger Matt Rendell.

Han peger desuden på, at colombianeren er en stor taktiker. Det er således noget vrøvl, når en hel cykelverden svælger i, at Quintana ikke føler smerte i bjergene, blot fordi han sjældent fortrækker en mine.

»Tag ikke fejl, han lider og æder sig selv. Men han vil ikke give information væk, der kan bruges imod ham. Han ønsker ikke at afsløre, om han er stærk eller svag. Derfor arbejder han helt metodisk med sit karakteriske stenansigt,« siger Rendell.

Myten har sandsynligvis fået ekstra liv af, at Quintana ikke er specielt komfortabel foran tv-kameraer, hvor han ofte fremstår lidt tilbageholden. Folk, der kender ham, beskriver dog bjergrytteren som varm, morsom og lynende intelligent. Stjernen fra Boyacá ser det bare ikke som en del af sin metier at underholde journalister.

Tilbage står diskussionen om, hvor højt vi skal rangere Quintana i Colombias cykelhierarki. Resultatmæssigt har han allerede overgået 1980er-ikonet Lucho Herrera, som har en Vuelta á Espana-sejr og en femteplads i Tour de France som bedste præstation. I den sammenhæng fremhæver Rendell, at også Ramón Hoyos var en storslået rytter. Han vandt Vuelta a Colombia fem gange i 1950erne, men kom til Europa for sent til for alvor at skrive sig ind i historiebøgerne.

»Et par af Quintanas landsmænd har haft et sammenligneligt talent, men var aldrende, da de begyndte at konkurrere på internationalt topniveau. Quintana kom til Movistar som 20-årig. Her ligger den helt store forskel, og derfor har han alle muligheder for at blive husket som den største, hvis han ikke allerede er det,« mener Matt Rendell.

Den colombianske cykelblogger Klaus Bellon håber, at Quintanas meritter vil få benovelsen og myterne til at forsvinde.

»Quintana er ikke et eller andet eksotisk element. Det særlige ved ham er ikke, hvor han kommer fra, men at han er en professionel og taktisk velfunderet atlet, der konkurrerer på absolut højeste højeste niveau. Derfor er han noget særligt, derfor skal vi interessere os for ham.«