Bøger uge 35 | 2014

Smitte. inden bakteriologiens gennembrud famlede lægerne ofte i blinde, når sygdomme skulle behandles. ikke sjældent gjorde de ondt værre.

Af Ulrik Langen

Operationen lykkedes, patienten døde

Klaus Larsen: Smitstof. Kampen mod sygdom i 1800-tallets Danmark. 368 sider, ill. Vejl. pris 299 kr. Munksgaard.

Videnskabsjournalisten Klaus Larsen, der for et par år siden udgav Dødens Teater om lægekunsten fra oplysningstiden til midten af 1800-tallet, har med sin nye bog, Smitstof, ført historien videre frem til lægevidenskabens moderne gennembrud. I en nærmest nervepirrende beskrivelse af faglig strid, desperate helbredelseseksperimenter og famlende forebyggelse fortæller Larsen om tiden, lige før man under moderne mikroskoper ikke blot kunne se bakterierne tydeligere, men også begyndte at forstå deres sammenhæng med de dødbringende sygdomme.

En betydelig del af bogen kredser om to store begivenheder, der satte sig spor hos lægerne i Danmark, nemlig Treårskrigen 1848-50 og koleraepidemien 1853. Gennem samtidige lægeberetninger viser Larsen, hvordan Treårskrigen fungerede som en læreplads for en generation af unge læger. Udmattede og indsmurte i blod forsøgte lægerne under kampene at holde trit med det stigende antal hårdt sårede soldater, der skulle behandles. Ved amputationer blev staklerne bedøvet med kloroform, men efterhånden som antallet af sårene steg, måtte man af tidnød opgive kloroformeringen. Efter operationerne døde patienterne i hobetal af infektioner – »sårfeber«, som man kaldte det. Dertil kom epidemier som tyfus, der gjorde betragtelige indhug blandt soldaterne.

Under koleraepidemien i 1853 førte manglende viden om sygdommen til den ene fatale disposition efter den anden. Dertil kom behandlingerne, hvor stærkt dehydrerede patienter blev behandlet med afførings- og brækmidler eller svedte det sidste liv ud af kroppen under lægeordinerede dampkure.

Hvad enten man mente, at sygdomme blev overført gennem luft eller ved berøring, vidste man, at det var noget, der smittede. Man vidste bare ikke hvad. Og de ofte stærkt engagerede og hårdtarbejdende læger måtte erkende, at de ikke havde meget mere at byde på end de rene kvaksalvere. I modsætning til de tekniske videnskaber og naturvidenskaberne havde lægerne ikke haft et afgørende gennembrud, der førte til fastere grund under den medicinske videnskab. Trods en efterhånden omfattende viden om menneskekroppen og sygdomme, virkede behandlingerne ikke. Åreladninger, sennepsplastre, svedekure og afførings- eller brækmidler var stadig det eneste, der kunne tilbydes. Transformationen fra lægekunst til lægevidenskab var endnu ikke indtrådt. Lægerne manglede deres Newton, som én udtrykte det.

Alligevel havde man lært meget af krigen og koleraepidemien og vidste, at der måtte gøres noget for at dæmme op for de dødelige epidemier, der med jævne mellemrum ramte befolkningen. Første skridt var indføringen af medicinsk statistik, dernæst kom etableringen af nye hospitaler. Hospitalsvæsenet blev adskilt fra fattigvæsenet, hvilket betød, at middelklassen gerne ville indlægges på de nye hospitaler i modsætning til tidligere, hvor bedre folk i vid udstrækning lod sig pleje og tilse i hjemmet, mens de fattige blev indlagt på hospitalerne. Da Kommunehospitalet i København stod færdigt i 1863, var det Europas mest moderne sygehus med plads til 844 patienter.

Et af de helt store spørgsmål for lægerne handlede om forbedringen af hygiejne og sanitære forhold. I København løb lort, slam, spildevand og affald fra byens små virksomheder gennem gadernes rendestene, mens drikkevandet blev pumpet op fra stærkt forurenede vandledninger, der bestod af udhulede træstammer. Udover etablering af kloakering og ordentlig vandforsyning ønskede mange læger bemyndigelse til at gribe ind over for sumpede kælderboliger og sundhedsskadelige retirader. Under koleraepidemien havde man haft succes med lægelig kontrol af boliger og virksomheder, så der som et led i epidemibekæmpelsen kunne rettes lidt op på de mest uhyrlige hygiejneforhold.

Men efter epidemien mødte lægerne stærk modstand fra borgere, der efter enevældens fald ikke ønskede indskrænkninger i deres nyvundne frihed. Lægernes ønsker stred mod ideerne om et frit næringsliv og borgernes ret til at forvalte deres ejendomme og virksomheder, som de ville. Orla Lehmann mente i 1857, at man risikerede at skabe »et Dictatur af en saa fuldkommen ubegrænset Art«, hvis lægerne fik magt som de havde agt. Han ville nok vende sig i sin grav, hvis han vidste, hvordan lægerne senere blev en del af den demokratiske stats magtapparat og i folkesundhedens navn krævede lovgivning, regulering, rydning af slumboliger og så videre. Til gengæld ville han umuligt have kunnet lukke øjnene for det drastiske fald i dødeligheden, der fandt sted mod århundredets slutning.

Noget var nemlig sket. Med Louis Pasteur (og en lang række andre forskere som Peter Panum og C.J. Salomonsen) havde lægerne fået deres Newton. Én efter én isolerede man bakterier og smittekilder til de store smitsomme dræbere. Med forebyggelse og vacciner blev elendigheden tvunget tilbage, og med bakteriologien forlod man tidligere tiders spekulative og dogmatiske lægekunst og gik frem mod den moderne lægevidenskab.

Vi kommer vidt omkring i Larsens brede fremstilling: skildringer af de tidlige lægelige landvindinger (som antiseptik) og fejlskud (som homøopati), forskelle på land og by, kampe mellem hovedstadens bystyre og lægerne. Bogen viser desuden, hvordan internationale, politiske modsætninger skabte hindringer for udvekslingen af videnskabelige resultater. Interessant er også beskrivelsen af, hvordan sygeplejen blev udviklet som en del af sundhedsvæsenet, startende med Diakonissestiftelsens oprettelse i 1863 og den begyndende oplæring i sygepleje på Kommunehospitalet samme år. Det krævede en mentalitetsændring. Hvis man skulle erstatte tidens sølle vågekoner med uddannede sygeplejersker, måtte borgerskabet overbevises om, at det var moralsk anstændigt at lade døtrene arbejde med syge mennesker. Og lægerne skulle forstå, at også kvinder kunne bruges i kampen mod sygdommene.

En lidt strammere redaktion havde nok ryddet ud i de ikke få gentagelser og rettet op på den indimellem lidt spøjse disponering af teksten. Men det opvejes af den levende og nærværende fremstilling. Hyppigt får man under læsningen lyst til at spritte sine hænder af – bare for en sikkerheds skyld.