New YORK – Det er regeringsdannelse, Trump-style. Halvt eventyret om Klods Hans, halvt en fortsættelse af Trumps eget, mangeårige tv-show The Apprentice, hvor deltagerne dystede om at blive hyret af rigmanden, nu videreudviklet til The Government Apprentice. De håbefulde ansøgere til rigets mest indflydelsesrige jobs må løbe spidsrod gennem flokke af pressefolk og vagtpersonale for at komme i audiens hos den kommende hersker og overbevise ham om deres hengivenhed og kompetencer.

Hvad enten scenen er sat i Trump Tower, Trump-imperiets hovedkvarter, eller i et Trump-ejet, eksklusivt golf-resort i New Jersey, foregår den normalt skjulte proces med at danne ny regering nu i fuld offentlighed.

Løbende kommenteres forløbet foran tv-kameraerne eller på Twitter. »General James ’Mad Dog’ Mattis, som overvejes til posten som forsvarsminister, var meget imponerende i går. En sand generalernes general!«, hed det i et tweet fra Trump efter samtalen med den måske kommende chef for Pentagon.

Indimellem får Trump tid til at give en verbal opsang til en forsamling af tv-selskabernes mest berømte studieværter, skiftevis rose og skælde ud på New York Times under et møde på redaktionen, anbefale briterne at udnævne UKIP-lederen Nigel Farage, »Mr. Brexit«, til ny USA-ambassadør, og kræve en undskyldning af teamet bag musicalen Hamilton, der fra scenen luftede en kritik mod vicepræsident Mike Pence, som befandt sig på tilskuerrækkerne. Vi er så langt fra forgængeren »No Drama Obamas« velplanlagte og diskrete overtagelse af magten for otte år siden, som tænkes kan.

Påvirkelige Trump

Samme uforudsigelighed præger de politiske udmeldinger, Donald Trump kommer med i disse dage. Hvor den globale opvarmning under valgkampen var »et kinesisk svindelnummer«, opfundet for at skade amerikansk konkurrenceevne, erklærer han nu, at han »har et åbent sind« og er villig til at lytte til forskernes vurdering. Hvor Trump under valgkampen erklærede sig villig til at bruge waterboarding og andre former for tortur mod terrormistænkte, siger han nu, at han har skiftet mening efter at have lyttet til general Mattis’, den måske kommende forsvarsministers, argumenter. Hvor modkandidaten Hillary Clinton før var korrupt og skulle »spærres inde«, vil han nu ikke længere lade en undersøgelse iværksætte af Clinton-familiens økonomi, for »de har været så meget igennem«.

»Det bedste, man kan sige om Donald Trump, er, at han tilsyneladende er meget påvirkelig,« siger Bruce Ackerman, professor i politologi ved Yale Universitet, til Weekendavisen. »Derfor er det også helt afgørende, hvilke politiske rådgivere han omgiver sig med til daglig. Og der kan jeg godt have mine betænkeligheder.«

Trumps nærmeste kreds består af vicepræsident Mike Pence, stabschef Reince Priebus, chefstrateg Steve Bannon og svigersønnen Jared Kushner. Det er et ret blandet hold – hvor de to første tilhører det republikanske establishment, og Bannon har populistiske, højrenationale synspunkter, kommer Kushner ud af en liberal newyorker-familie og var indtil for nylig registreret demokrat.

Det er udnævnelsen af den 57-årige general Mike Flynn til national sikkerhedsrådgiver, der for alvor bekymrer Ackerman. Dels af principielle grunde – han mener, at militærfolks indtræden i regeringer er en uskik, der har bredt sig – dels på grund af Flynns »tydeligt begrænsede evne til at tænke strategisk«.

»Vi taler ikke om nogen Henry Kissinger her. USA står over for en række store problemer – i forholdet til Europa og NATO, forholdet til Putin, til Kina og Japan, til Mellemøsten – og der er ikke noget, der tyder på, at Flynn har et strategisk koncept for, hvordan USA skal tackle disse problemer. Hans engagement er temmelig ensporet rettet mod krigen mod terror. Han har ikke noget overordnet overblik; hans erfaringer er udelukkende militære, og militær magt er kun en af mange komponenter i en krises løsning. Det er ikke lige sådan en mand, man har brug for at kunne rådføre sig med dagligt som præsident, især ikke når man som Trump ikke har særlig veludviklede synspunkter. Så min bekymring er, at vi vil få en udenrigsminister, hvem det så end bliver, der har travlt med at rejse rundt i verden for at løse øjeblikkets kriser og ikke har tid til at tænke og formulere politik, og en national sikkerhedsrådgiver, der har præsidentens øre, men ikke den nødvendige kompetence.«

»Flynn facts«

Mike Flynn blev hyldet i efterretningsmiljøet på grund af sin succesrige indsats for at optrævle netværk af islamistiske militser i Irak og Afghanistan. Det førte til, at han i 2012 af præsident Obama blev udnævnt til leder af The Defense Intelligence Agency, hvor han ikke vandt samme respekt. Hans ofte vidtløftige omgang med kendsgerninger fik medarbejderne til sarkastisk at referere til oplysninger fra ham som »Flynn facts«. Ifølge Flynn selv var det uenighed om, hvor stor en trussel Islamisk Stat udgjorde, der førte til hans fyring efter kun to år; hans medarbejdere taler om, at det var hans bryske ledelsesstil, mangel på overblik og dømmekraft og konstante grænsestridigheder med et andet efterretningsvæsen, CIA, der førte til hans afskedigelse.

Siden har Flynn udviklet sig til en stærk modstander af præsident Obama, og han lufter gerne sin kritik offentligt. Flynn var en af de første fremtrædende militærpersoner, der sprang på Trump-toget, og ligesom Trump mener han, at »politisk korrekthed« forhindrer, at Obama-administrationen definerer truslen fra radikale islamister korrekt. I sin bog The Fields of Fight, der udkom tidligere i år, taler Flynn om, at USA befinder sig i en »verdenskrig« mod radikal islam, en krig, som kan vare »flere generationer«. Han mener, at der eksisterer en verdensomspændende anti-amerikansk alliance bestående af radikale islamister og lande, der »deler deres had til Vesten: Nordkorea, Rusland, Kina, Cuba og Venezuela«.

Der er ingen tegn på, at en sådan alliance findes – Rusland og Kina har selv store problemer med radikale islamister. Og besynderligt er det, at Flynn medtager Rusland, al den stund han selv har optrådt som kommentator på den russiske propagandakanal RT og deltog som gæst i RTs fødselsdagsfest i december sidste år sammen med præsident Putin.

I modsætning til for eksempel George W. Bushs administration, der gjorde meget ud af at skelne mellem radikale islamister og muslimer som helhed, synes Flynn ikke at foretage den distinktion. »Frygt for muslimer er RATIONEL«, skrev han tidligere i år på Twitter, med tilføjelsen: »De mest ødelæggende terrorangreb mod Amerika i de sidste 20 år er i helt overvældende grad kommet fra folk af én bestemt trosretning og er udført i denne trosretnings navn.«

Frygten for, at Trump-administrationen vil komme til at fokusere for ensidigt på kampen mod radikal islam, blev ikke mindre af udnævnelsen af to andre »høge« i kampen mod terror i ugens løb: Den 69-årige senator Jeff Sessions blev justitsminister, og den 52-årige Mike Pompeo chef for CIA. Begge har været stærke tilhængere af at anbringe tilfangetagne, mistænkte terrorister i tidsubegrænset varetægt på Guantanamo-basen, og begge var modstandere af de restriktioner af overvågningen, som præsident Obama gennemførte som følge af den afhoppede whistleblower Edward Snowdens afsløringer.

At Nikki Haley, den 44-årige guvernør fra South Carolina, der tilhører den mere moderate del af det republikanske parti, onsdag blev udnævnt til ny amerikansk FN-ambassadør, beroliger ikke kritikerne meget.

»Nu skal vi jo lige se den samlede regering. Men det foreløbige indtryk er dels, at Trump fortrinsvis belønner de folk, der har støttet ham loyalt under kampagnen, dels at betydningsfulde poster er besat af folk, der tror på den tankegang om ’civilisationernes sammenstød’, vi ellers havde forkastet. Den globale krig mod terror er ikke alene tilbage, den synes at toppe regeringens liste over prioriteringer på bekostning af alle andre vigtige konflikter,« siger Thomas Wright, forsker ved tænketanken Brookings, til Weekendavisen.

Først og fremmest er de udtalelser, der er kommet fra Flynn og fra Trump selv, både uigennemtænkte og modsætningsfyldte, mener Wright.

»Den nye Trump-regering vil støtte Ruslands kamp mod IS i Syrien og stoppe støtten til de oprørere, vi har finansieret og givet våben, også selv om det betyder, at Assad forbliver ved magten. Men dermed styrker man også Iran, Assads vigtigste partner. Og samtidig ser man Iran som hovedfjenden i regionen, man vil rive atom-aftalen med Teheran i stykker og vælte præstestyret. Det hænger ikke sammen. En anden ting, som man end ikke synes at have overvejet, er, hvad det betyder for forholdet til vores sunnimuslimske allierede i regionen, Saudi-Arabien, golfstaterne og Tyrkiet, hvis vi nu pludselig giver os til indirekte eller direkte at støtte Assad. Og hvad betyder det for opfattelsen af USA blandt verdens sunnimuslimer? Det fremgår ikke, om Donald Trump overhovedet har forstået disse problemer.«

Ny NATO-deal?

En aftale med Putin om at bekæmpe IS i Syrien er også problematisk på andre måder. Kan man forestille sig et sådant samarbejde i Syrien, samtidig med at USA og Europa fastholder økonomiske sanktioner mod Rusland? Næppe. Og Donald Trump har da også talt om såvel en afskaffelse af sanktionerne som en anerkendelse af Ruslands annektering af Krim som noget, han vil »se på« som præsident.

»Der er så mange usikkerhedsmomenter for øjeblikket,« siger Bruce Ackerman fra Yale. »Vil vi se en detente mellem USA og Rusland, der giver Putin frie hænder til at gøre sin indflydelse gældende i Østeuropa? Vil vi også få en pro-russisk præsident i Frankrig – hvis ikke Marine Le Pen, så en anden? (en henvisning til François Fillon, der med stor sandsynlighed bliver den borgerlige præsidentkandidat ved valget i foråret,red.) Vi har allerede nationalistiske, ikke-liberale styrer i Polen, Ungarn og Tyrkiet. Så det er meget muligt at forestille sig et Trump-ledet USA og et fragmenteret, nationalistisk, højreorienteret Europa – med Angela Merkel som den sidste stående søjle for efterkrigstidens liberale demokrati.«

Men det er ikke en uundgåelig udvikling, mener Ackerman: »Jeg tror ikke, at Trump og hans nærmeste kreds har gennemtænkt de fundamentale valg, som de står overfor. Det er for tidligt at gå ud fra, at det værste vil ske. I har i Europa også en mulighed for at påvirke udviklingen. Min appel til jer er: Lad være at vente på, hvad Trump vil gøre. Nu er tiden inde til, at europæiske ledere siger: ’Vi ønsker at opretholde det transatlantiske forhold. Vi vil gøre det ved at nydefinere et NATO, hvor USA forpligter sig til at forsvare østgrænsen, og Europa erklærer sig villig til at dele omkostningerne, for eksempel ved at lade de europæiske forsvarsudgifter stige gradvis over de næste ti år.That’s the deal.’ Hellere det, end at Trump indgår en detente med Rusland, amerikanske styrker trækker sig tilbage fra Europa, og Europa må sørge for sit eget forsvar. I den situation ville Europa skulle øge sine forsvarsudgifter så dramatisk, at det ville skade jeres samfund.«

– Men ville Trump faktisk kunne overbevises om, at det er noget fundamentalt, der står på spil og indgå en sådan aftale?

»Det mener jeg. The art of the deal er noget, han elsker. Han er et egocentrisk, selvpromoverende individ, men han kan lide at optræde på verdensscenen og gøre det, han er god til, nemlig at slå en handel af,« siger professor Ackerman. »Kan han så samtidig tage æren for, at han fik gjort det, tidligere præsidenter har forsøgt, men aldrig har haft held til – nemlig at få europæerne til at betale jeres retmæssige andel – så vil han være tilfreds.«