Ideer uge 4 | 2015

Brud. Staten, kirken og samfundet har altid blandet sig i privatlivets fred. I det tidlige 1900-tal vurderede myndighederne særdeles intime deltaljer i ægtepars konfliktfyldte samliv.

Af Karen Vallgårda

Hverken fredeligt eller privat

Under sin hustrus afklædning en aften i marts 1894, efter at de havde holdt middagsselskab, blev Robert Nilsson opmærksom på, at der i skridtet på hendes benklæder var store fugtige pletter. Ved nærmere eftersyn viste pletterne sig at være sæd, og han vidste, at han ikke selv var ophavsmanden. Dagen efter konfronterede Robert derfor hustruen med det »Svineri«, han havde set, men hun lo blot drillende ad ham og slog sagen hen. Sådan gengav Robert Nilsson i hvert fald selv episoden til den politibetjent, der i forbindelse med parrets separationssag var blevet sat til at finde hoved og hale i deres ægteskabelige skærmydsler.

Historiker, ph. d., Saxo-Instituttet Københavns Universitet

Mange opfatter nok familielivet og parforholdet som private områder, der ligger – eller bør ligge – uden for det offentliges opsyn og kontrol. I realiteten er intimsfæren reguleret af både lovgivning og sociale normer. Staten, kirken og samfundet har sat rammerne for, hvordan borgerne kan indrette sig inden for hjemmets fire vægge. Også i dag blander staten og samfundet sig i, hvem der kan gifte sig med hvem, hvilken slags seksuel omgang vi må have, hvordan vi opdrager vores børn – og i vilkårene for skilsmisse. Derfor har aktivister og forskere længe påpeget, at grænsen mellem det offentlige og det private er fiktiv eller i det mindste meget mudret.

Magt udøves i alle relationer, og »det personlige er politisk«, som den amerikanske feminist Carol Hanisch pointerede i 1969. Karakteren og graden af offentlighedens intervention varierer dog over tid og sted.

Ved indgangen til det 20. århundrede var separationsprocesser et af de felter, hvor grænsen mellem det private og det offentlige blev fuldstændig opløst. I hovedstaden skulle fejdende ægtefolk henvende sig til Københavns Overpræsidium for at få bevilget separation og siden skilsmisse. Ønskede kun den ene part separation, var det næsten standardprocedure, at myndighederne fik udarbejdet en politirapport for at undersøge, om der var juridisk grundlag for ægteskabsopløsning. I den sammenhæng afhørte politiet ikke alene de stridende parter, men også ofte naboer, kolleger, udlejere, venner og indimellem præster. På den måde fik både omgangskredsen og myndighederne indblik i endog meget intime detaljer om parrets samliv, og alle fik lejlighed til at vurdere, om ægtefællerne havde forbrudt sig mod moralske normer eller lovens bestemmelser.

For de fleste par var det sikkert forbundet med både smerte og skamfølelse at få privatlivet endevendt, men en gennemgang af sagerne i Overpræsidiets arkiv viser også, at flere selv søgte myndighedernes hjælp til at få orden på personlige konflikter. Separationssagen mellem Robert og Lisa Nilsson er et lysende eksempel på, hvordan nogle borgere med større eller mindre succes brugte myndighederne som en art parterapeut.

Robert og Lisa var begge født og opvokset i Malmø, men boede nu i København, hvor Robert ernærede sig og familien som cigararbejder. Af de otte børn, de havde fået sammen, var fem endnu i live. Selvom Robert i utvetydige vendinger anklagede Lisa for utroskab, var det nu ikke ham, men derimod Lisa, der i første omgang havde ansøgt om separation. Over for politiet forklarede hun, at hendes mand indtil for et år siden havde »været en god og omhyggelig Familiefader og sørget for Hjemmet«. Vendepunktet var den skæbnesvangre aften, da de havde holdt middagsselskab for et bekendt ægtepar og for Roberts yngre bror Gustav. Her havde Robert fået den »fikse Ide«, at Lisa havde indledt en affære med broren. Siden da havde ægtemanden kaldt hende »Ludder, Svin, Ægteskabsludder« og fortalt alle i omgangskredsen, at hun stod i forhold til broren. Værst af alt havde han pryglet hende i børnenes nærværelse. Det var han dog holdt op med igen, og hun havde egentlig tilgivet ham. Faktisk var separationsansøgningen ikke alvorligt ment. Det eneste, hun ønskede, var, at politiet rensede hende for Roberts uretmæssige anklage, så han igen ville blive som før. Den opgave påtog politiet sig gerne.

Ligesom Lisa beskrev Robert deres hidtidige samliv i positive vendinger, og han havde »ingensinde tidligere ... haft gyldig Grund til at klage over sin Hustru«. Nok havde han på det seneste brugt skældsord mod hende, men hun havde betjent sig af lignende gloser mod ham. Han medgav at have givet hende én på siden af hovedet med flad hånd, men lod heller ikke til at opfatte denne voldshandling som nogen større forseelse. Hvad aftenen med middagsselskabet angik, kunne han berette, at der var blevet drukket en del, og at hustruen var blevet »noget svirende«. Klokken 01 om natten ville gæsterne gå, og Lisa fulgte dem ned ad trappen for at lukke gadedøren op, mens Robert selv blev oppe i lejligheden. Ved at åbne et vindue kunne han imidlertid holde øje med dem, og han noterede, at ægteparret gik deres vej, mens broren blev inde hos hustruen i trappeopgangen. To gange sendte han deres tiårige søn Carl ned til hustruen, men begge gange havde broren jaget drengen væk. Det var efter denne episode, at han havde opdaget de fugtige pletter på hustruens benklæder. Robert påstod endvidere, at hustruen ved en lejlighed havde indrømmet affæren, men at hun dog senere havde trukket tilståelsen tilbage. Han erklærede sig ligesom sin hustru villig til at genoptage samlivet, hvis hendes uskyld kunne blive bevist. I modsatte fald forlangte han nu skilsmisse.

Politiet indkaldte derfor broren til forhør. Gustav Nilsson var selv gift og benægtede på det bestemteste, at et lidenskabeligt møde skulle have fundet sted mellem ham og svigerinden i opgangen hin aften. Lisa havde ikke været beruset, bedyrede han, men det havde hendes mand derimod. Ifølge hans version var Lisa, de to andre gæster og han selv alle blevet hængende i samtale i opgangen i ti minutters tid. Det var sandt, at han havde bedt nevøen Carl om at »ruppe sig«, da han kom ned til dem, men ikke af den grund, Robert påstod. Til sidst havde Lisa taget afsked og var gået op, mens han havde fulgt de to andre gæster lidt på vej. Nu måtte også de andre gæster, Henrik Petersen og hustru, møde op på stationen. De bekræftede »i et og alt« Gustavs forklaring.

Siden indgangen til det 20. århundrede har familielovgivningen gennemgået store forandringer, der har medført større ligestilling, individualisering og liberalisering. Staten har lempet restriktionerne for, hvem der kan blive gift med hvem – senest i 2012 med homoseksuelles adgang til at indgå ægteskab – og ikke mindst er adgangen til skilsmisse markant lettet. I dag er det derfor utænkeligt, at politiet skulle afhøre venner eller naboer for at afklare, om en ægtefælle nu også havde været sin partner utro.

Men spørgsmålet er, om grænserne for, hvad der er privat i dag, er meget klarere end for godt hundrede år siden? Kan det tænkes, at indblandingen nu blot er blevet mere subtil og derfor indimellem sværere at forholde sig kritisk til? Snarere end politiundersøgelser tager indblandingen nu oftere form af anbefalinger fra eksempelvis Sundhedsstyrelsen og kommunalt ansat sundhedspersonale, der blandt andet yder vejledning i børneopdragelse og indimellem også tilbyder parterapi.

Desuden trives et stort privat marked for familierådgivning og parterapi, der nok både afspejler og afføder en efterspørgsel efter ekspertviden blandt par med vanskeligheder.

Lisa Nilssons henvendelse til Overpræsidiet er et eksempel på, at nogle borgere allerede i slutningen af 1800-tallet tilsyneladende med stor tillid til myndighederne selv efterspurgte det offentliges intervention i intimsfæren. Hun ville gerne redde et ægteskab, som både hun og Robert indtil for nylig havde været tilfredse med. Begge havde levet op til de ægteskabelige forpligtelser, deres respektive køn dikterede. Han havde forsørget familien, og hun havde født og opfostret utallige børn og i det hele taget holdt god orden i hjemmet. Om Roberts jalousi og oplevelse af æreskrænkelse var begrundet eller ej, er vanskeligt at afgøre.

Men det var netop, hvad Overpræsidiet skulle. Med udgangspunkt i politirapporten konkluderede embedsmændene, at ingen ægteskabsbrøde havde fundet sted. Lisa var formentlig lettet, men Robert lod sig ikke overbevise og krævede fortsat ægteskabet opløst. Overpræsidiet forsøgte flere gange at mægle mellem parterne, men uden held. Som i andre vanskelige sager måtte Justitsministeriet i sidste ende tage stilling til sagen og konkluderede, at der ikke var grundlag for hverken separation eller skilsmisse. Om Lisa og Robert genoptog deres samliv, eller om de gik hver til sit uden at formalisere skilsmissen, røber sagen ikke noget om.

At skill.t

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654