Ideer uge 13 | 2015

Paradigmer. En analyse af den udvikling, Tolkiens dværge gennemgår i hans værker, afspejler racismens udviklingshistorie i det 20. århundredes Europa.

Af Anders Lundt Hansen

Det begavede folk

»at påstå at så stort et geni kunne opstå under sådanne omstændigheder svarer til at tro, at et lyshåret europæisk spædbarn kunne have en uldhåret papuaner med fremstående kæbeparti som forælder.« Sådan udtrykte den unge John Ronald Reuel Tolkien sig som 19-årig i 1911 i en debatøvelse, hvor han, med et glimt i øjet, skulle argumentere for, at Shakespeares værker ikke var skrevet af Shakespeare. Selv om debatten ikke skulle tages seriøst, så demonstrerer argumentet, hvordan tanken om afstamningens betydning for individets evner og moralske kvaliteter var et givet faktum på den tid.

I J. R. R. Tolkiens fantastiske verden er racer et uomgængeligt faktum, der dikterer individers evner og muligheder. Litteraturforskerne John D. Rateliff og Gerard Hynes fra Dublin Universitet har undersøgt de udgivne noter fra Tolkiens vældige litterære baggrundsarbejde og har nu fastlagt kronologien i forfatterens udvikling af dværgeracen. Dværgene var Tolkiens udgave af jøderne, så undersøgelsen viser, hvordan udtalt racisme i 1900-tallet gik fra at være et dominerende paradigme til at være et perifert synspunkt.

Da Tolkien efter endt uddannelse og en verdenskrig fik en fod indenfor i forskningsverdenen, var det i et fag, som havde været med til at forme det racistiske paradigme, filologien. Nazisterne antog, at det hvide folks indvandring til Europa havde en entydig sammenhæng med udbredelsen af de indoeuropæiske sprog, og at processen kunne dokumenteres ud fra kulturfund over hele Europa.

Denne teori var grundlag for den officielle racepolitik i Det tredje Rige.

Når man som Tolkien voksede op under det paradigme, er det ikke underligt, at racetænkning blev en del af den eventyrverden, den unge forfatter tog hul på at udfolde.

Men potteskår har ingen tunge, og i frie forskningsmiljøer blev nazisternes teori afkræftet.

Tolkien fortsatte dog udviklingen af sit univers, hvor han skabte et hierarki mellem racerne med de høje, lyse elverfolk som det øverste folk. Og dværgene? »Dværgene er selvfølgelig ret tydelige, ville De ikke mene, at de på mange måder minder om jøderne?« sagde Tolkien i et interview fra 1964. »Deres ord er tydeligvis semitiske, konstrueret til at være semitiske.« Sprogene var essentielle for filologiprofessor Tolkiens verdensbyggeri, og det dværgesprog, han formede, er ganske rigtigt på linje med hebraisk, baseret på ord med tre konsonanter, hvortil tilføjes vokaler og endelser.

DA Tolkien i 1920rne skrev de første sange og sagn til sin verden. De kendte værker Hobbitten og Ringenes Herre er den mindste del af hans arbejde. Hovedværket er de gigantiske notemængder, der er blevet udgivet efter hans død, og som skitserer sprogudvikling og fantastiske begivenheder fra alle aldre i hans vældige verden.

Til at begynde med var dværgene kun vagt adskilt fra ondskabens væsener som de orker og dæmoner, de fra tid til anden allierede sig med. Dværgenes guldtørst førte til svig, blodsudgydelser og nederlag for de gode racer.

Det er klassiske antisemitiske stereotyper, der kendetegner dværgene, og den linje fortsatte Tolkien, fremgår det af hans noter, igennem årtier.

Samtidig skrev han imidlertid også Hobbitten, fra 1930 til 1933, og udgivet i 1937. I den bog er dværgenes rolle anderledes.

De bliver fremstillet overvejende positivt, om end med svagheder og hang til guld.

»Dværge er ikke helte, men beregnende folk med en klar fornemmelse af penges værdi: Nogle af dem er snedige og upålidelige og ret ubehagelige folk, men der er andre, som ikke er sådan; de er pæne folk som Thorin og hans kammerater, hvis man ikke venter sig for meget af dem.« Så langt var Tolkien på linje med datidens traditionelle jødestereotyper, men Hobbitten har mere at sige om dværge. Undervejs på rejsen har de nemlig vist sig som tapre, trofaste og selvopofrende og er at regne blandt verdens gode kræfter. Var Tolkiens behandling af dværgene i sin eventyrverden tvetydig, så var den tydelig uden for bogens blade. Da en tysk forlægger i 1938 henvendte sig om en tysk oversættelse af Hobbitten, spurgte han i brevet floromvundet, om Tolkien havde jødisk blod i sig? Og Tolkien skrev med stiff upperlip et svar, som dryppede af foragt: »Beklageligvis lader det til, at jeg ikke har nogen af det begavede folk blandt mine forfædre.« MAN kan altså afdække tre lag i Tolkiens forhold til dværge/jøder ved indgangen til Anden Verdenskrig. På det bevidste og offentlige plan en klar afvisning af nazisternes ideer og et forsøg på at solidarisere sig med jøderne.

I de enorme mængder uudgivne noter ser man derimod en repetition af de værste antisemitiske stereotypier. Og i hans udgivne værk Hobbitten er de negative stereotypier svækket og suppleret med positive karaktertræk.

Da Ringenes herre udkom i 1957, var dværgene entydigt anbragt blandt heltene og bekæmpede ondskab.

På den vis illustrerer Tolkiens personlige og litterære udvikling det forløb, som hele Vesten gennemgik vedrørende racisme i det 20. århundrede. Fra at blive taget for givet som et uafvendeligt faktum, blev racismen af nazisterne ført ud i sin endelige konsekvens, hvad der afslørede såvel de videnskabelige som menneskelige mangler i ideologien. Det brød paradigmet, men forkastelsen af det racistiske paradigme var en kompliceret erkendelsesproces, som inkonsekvenserne i Tolkiens udgaver af dværgene før Anden Verdenskrig viser.

Men Tolkiens eksempel viser også, hvordan gamle ideologier overlever i narrative strukturer.

Afstamning, både på raceplan og på individplan, var stadig det grundlæggende element i hans verden; han ændrede blot dværgenes valør fra negativ til positiv. Tolkien videreførte fortællemæssige strukturer fra de nordiske legender, der var hans inspirationskilde, og i nutidens fantasy-genre lever samme mønstre videre.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654