Bøger uge 47 | 2014

Tøjlesløshed. Når kvinderne mindes, går det vildt til i sengen. Mændene gemmer sig under dynen.

Af Bo Bjørnvig

Der skal to til at pløje

Der er fuldt knald på kvindernes erindringer – i bogstaveligste forstand. I Krukke, en biografi om Suzanne Brøgger af Louise Zeuthen, får vi dagbogs- og brevcitater om, hvordan Suzanne som 15-16-årig blev en fransk diplomats elskerinde og deltog i hans »seksuelle frigørelsesprojekt«, som Louise Zeuthen kaldte det med et lille smil i DRs udsendelse om Brøgger i anledning af dennes 70-års-fødselsdag.

Sælsomt at se dette næsten kongelige audiens-interview og lytte tilbrev-citater som »længes efter at have din p.. i min mund«. Og høre intervieweren spørge den stilige ældre dame, hvad hun synes om denne vildt eksperimenterende unge pige – som om der var tale om en anden person. Jo, den ældre dame kunne godt lide den unge pige, hun syntes, hun havde været meget modig og godt kæmpende.

Hvilket måske forklarer, at så mange kvinder i deres selvbiografier ikke lægger skjul på deres ungdoms tøjlesløshed – som det hed i gamle dage: De ser på det, som var det en anden, der gjorde det. Én, som de selvfølgelig kender ret godt og er ret solidarisk med, men som tidsspandet giver en behagelig afstand til, hvilket gør det muligt at skrive uden sordin.

For man må sige, at de, kvinderne, stryger ned ad Mindernes Allé for fuld seksuel udblæsning – uden rigtig at bemærke, om dem, de har lagt eller kørt ned undervejs, overhovedet rejser sig igen. Klage gør de kun, når det kan betale sig, det vil sige i selve situationen, men i erindringssammenhæng er det jo passé, og dermed også enhver sentimentalitet. Den hører mere mændene til.

Vi taler om kvinder som Renée Toft Simonsen, Mette Fugl, Anne Linnet, Susanne Krage, Tine Bryld, Suzanne Giese, Helle Merete Brix og Suzanne Brøgger. Suzannerne fylder – med og uden z. Nå jah, der er også Suzanne Bjerrehuus ...

Men gik det nu så vildt til? Ja da, Anne Linnet skriver i sin erindringsbog, Testamentet: »Don Juan var en mand. Jeg er en kvinde. Don Juan elskede med et tusinde og tre kvinder i Spanien. Amatør. Jeg har elsket med langt flere – kvinder. Uden at det har kvalt min kærlighed til mænd. Don Juans kvinder var tykke og tynde, smukke og grimme. Alle de kvinder, jeg har elsket, er smukke. Meget smukke. Fantastisk smukke.« Hun har det indimellem, så hun »kunne få lyst til at forgribe sig på en lygtepæl«.

Susanne Krage, der var gift med Henrik Stangerup, er i Natsværmer lige så åben: »Men siden var min sovende libido i den grad vågnet, så sex nu var det vigtigste overhovedet. Jeg kunne ikke få nok. Fik jeg øje på en tiltrækkende mand, var min første tanke, hvordan han mon var i sengen, spiselig eller ikke spiselig.«

Hendes super-trofæ er sangeren Tom Jones, Mette Fugls er Leonard Cohen. Anne Linnet er selv trofæet. Renée Toft Simonsen er trofæ og trofæ-vinder på én gang.

Tine Bryld lægger i erindringerne Et lettere kaotisk ridt heller ikke skjul på sit driftsliv, hvis omkostninger for andre hun da – lidt på skrømt – er ked af. Hun startede tidligt: »Nu skal jeg sige dig noget. Da jeg var 13, viste jeg sgu også ben og kavalergang og elskede det. Sådan har det altid været, derfor kan de piger jo godt vokse op og blive seje kvinder i hårde beslutningssammenhænge. Jeg tror i høj grad, det er et instinkt mere end mediernes klamme påvirkning.«

Suzanne Giese lå heller ikke på den lade side, fremgår det af bogen Med verden i lommen – erindringer fra dengang kvinder blev frie.

Kvinderne blev altså frie – men hvad med mændene? Heldigvis for kvinderne tog nogle udfordringen op:

Ole Grünbaum skriver åbent om det i Bar røv i 60’erne, uden dog at nå de stærke kvinder til brystholderen, Det gør til gengæld Thylejr-boeren Michael Perlmutter, som i Mit liv i Thylejren, 1975-1984 synger denne liste-arie: »I de 7 år, jeg opholdt mig i lejren uden fast kæreste, havde jeg omkring 35 eventyr hvert år (...) jeg (har) nok været sammen med 7-800 piger i mit liv.« Han havde »dårligt ry på grund af min evne til at forføre pigerne« og op til »5 kærester på én gang«.

Og så er der bohemen Jurij Moskvitin, Henrik Stangerups ven og drikkebror, som i Den døve øgle stolt erklærer, at han »havde pløjet det meste«.

Men hvor er de ellers, mændene? Dem der kan skrive? Der skal jo to til at pløje.

Symptomatisk er Ebbe Kløvedal Reich, som intervieweren Johs. H. Christensen i bogen Aberne i træernes toppe forsøger at lokke ud af busken: »Du – undskyld udtrykket – har taget for dig af retterne,« prøver han. Reich væver lidt om, at det erotiske længe var hoveddrivkraften hos ham, indtil han endelig indrømmer: »Når man møder en kvinde, der ser mandbar og pragtfuld ud, så vil man eddermaneme ikke snydes for hende. Det er liberalismen i dens allerlaveste form.« Og det var så det. Aske og bod.

Andre skriverkarle som Lasse Ellegaard, Jan Stage og Niels Barfoed, der som Ebbe Kløvedal Reich skulle have nok at fortælle om – alle danser de om den varme seng i deres erindringer.

Klaus Rifbjerg, der ellers altid bedyrer, hvor fræk han er, siger, da han fylder 80, lidt trist til Politikens Nils Thorsen, at hans generation kom »for tidligt i bur«. Nogle løste det med sidespring, men Rifbjerg indrømmer, at han er »en kluntet libertiner«: Når han drog på eventyr uden for ægteskabet, kom han luskende tilbage med snablen mellem benene, mere tynget end opløftet af bedriften. »Jeg ville gerne være fri på den måde, at jeg kunne alting. Også være den store forfører.«

Undtagelsen er Jørgen Leth, der da også kom gruelig galt af sted, da han skrev om kokkens datter, som han tog som sin ret. En kvindelig journalist, der ellers selv havde taget for sig af retterne, kaldte Leth en »gammel, gusten dansk gris med slap hud og grå dinglepik«.

Hvad kan vi så lære af det? At i dag må kvinderne alt det, mændene måtte før i tiden? At mændene er kyst?

At det er svært for mænd at snakke om deres eventyr, véd man – enten bliver det anset for pral eller også vækker det misundelse. Hvorfor det ikke er sådan kvinder imellem, er ikke let at forklare, måske skyldes det, at de stadig lider under den gamle »fordom«, at det er mændenes opgave at »vække« dem. At det er mændenes »ansvar«.

Hvad det end skyldes, så bevæger de sig ud i et minefelt. Mændene altså. Måske derfor holder de kæft.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654