Ideer uge 21 | 2017

Advarsel. Ny bog fortæller om syv sundhedsvidenskabelige opdagelser, der ændrede verden til det værre; fra morfin til det hvide snit. Hvad kan vi lære af dem i dag?

Af Annette K. Nielsen

Vrangsiden af viden

Som forberedelse til sin nyeste bog, Pandora’s Lab – Seven Stores of Science Gone Wrong, bad den amerikanske børnelæge Paul Offit sine kollegaer om at byde ind med videnskabelige opdagelser eller opfindelser, der utilsigtet ændrede verden til det værre. Selv om man naturligvis kan opregne utallige opfindelser, der ændrede verden til det bedre, mener Offit, at det også er vigtigt at tage ved lære af historiens fejltagelser. Af de over 50 forslag, han modtog, udvalgte han syv, som man stadig lever med efterdønningerne af i dag.

Nogle af dem lyder helt uskyldige, såsom margarine som forebyggelse af hjertekarsygdomme og C-vitamin mod forkølelse. Andre, som eksempelvis eugenetik eller det hjernekirurgiske indgreb lobotomi, måske bedre kendt som det hvide snit, fremkalder straks andre billeder på nethinden. Af de syv forskellige fejlslagne opfindelser uddrager han forskellige læresætninger.

Vigtigst er »at være opmærksom på data«, for hvilke data ligger til grund for forskellige antagelser og anbefalinger? Men også »agtsomhed over for nemme løsninger« og »alt har en pris, det er kun et spørgsmål om, hvor høj den er«, figurerer blandt flere andre.

I bagklogskabens klare lys ville mere opmærk-somhed på data måske have forhindret USAs nuværende epidemi af narkoafhængighed og overdosisdød forårsaget af den receptpligtige, smertestillende medicin OxyContin. Offit lægger ud med opdagelsen af opiumvalmuens smertelindrende virkning for over 6000 år siden i Mesopotamien. Man kaldte planten hul gil, »glædens plante«. Den havde i sandhed en glædelig virkning, og i datiden opfattede man den som en gave fra guderne. I det antikke Grækenland brugte man opium mod smerter og en række andre lidelser såsom hovedpine, højdesyge, døvhed, epilepsi, hoste og nyresten. Man anede intet om stoffets vanedannende virkning, selv om lægen Diagoras af Melos allerede omkring 450 f.v.t. advarede mod at bruge stoffet. Han erklærede, at det var bedre at lide af smerter end at blive afhængig af opium. I årevis hærgede opium Kina, gjorde millioner til trælle af stoffet og berigede englænderne, der i stigende omfang eksporterede det til landet fra 1660erne til midten af 1800-tallet.

I 1802 isolerede den unge kemiker Friedrich Sertürner morfin fra opium. Han vurderede, at stoffet var seks gange stærkere end opium, testede stoffet på sig selv og blev hurtigt morfinist. Han skrev: »Jeg betragter det som min pligt at henlede opmærksomheden på de frygtelige bivirkninger ved af dette nye stof, som jeg kaldte morfin, for at afværge katastrofen.« Som bekendt faldt hans advarsel for døve øren. Inden længe masseproducerede man produktet som blandt andet en kur mod alkoholisme. Siden skabte Heinrich Dreser fra virksomheden Bayer diacetylmorfin (senere kendt som heroin) af morfin i et forsøg på at skabe et stof, der ikke var vanedannende. Han testede heroin på rotter og mus, der elskede det; fire arbejdsmænd fik også lov at prøve det, og til sidst blev stoffet testet på nogle enkelte patienter. Testfasen varede ifølge Offit ikke mere end fire uger, omfattede en beskeden skare, hvorefter heroin og dets fantastiske virkning mod snart sagt alt blev præsenteret for verden. Ikke overraskende gik salget af heroin, som man døbte stoffet på grund af dets heroiske virkning, strygende. Faktisk kunne man købe heroin i håndkøb, mens Bayers andet populære produkt, aspirin, krævede recept, skriver Offit.

Thebain, også et opiumafledt stof, blev opdaget af tyske kemikere i 1916, og de lavede en syntetisk version, som i dag er kendt under navnet OxyContin.

I 1980erne gik den amerikanske smertelæge Russel Portenoy i krig med lægers »opio-fobi«, altså deres angst for at ordinere vanedannende opioder mod smerter. På baggrund af en undersøgelse af blot 38 mennesker, hvoraf 12 tog OxyContin, rapporterede han, at kun to blev stofafhængige og begge var tidligere narkomaner. Siden er utallige almindelige smerteplagede amerikanere blevet narkomaner efter at have fået udleveret OxyContin.

Producenten, Purdue Pharma, hævdede, at kun en procent af brugerne ville udvikle afhængighed, fordi stoffet blev produceret som en såkaldt depottablet, som gradvist og langsomt afgiver lægemidlet i mavesækken og tarmen.

Man promoverede det som effektivt mod rygsmerter, gigt, fibromyalgi, tandpine, knoglebrud, sportsskader og post-operativ smerte – kort sagt alt. I dag bliver 80 procent af alle receptpligtige opioider i verden udskrevet i USA, der kun udgør fem procent af verdens befolkning. Offit pointerer, at de sparsomme data, der lå til grund for at hævde, at heroin og OxyContin var uskadelige stoffer, burde have fået alle alarmklokker til at ringe. Man bør basere sine anbefalinger på et bjerg af data og ikke et sølle muldvarpeskud, som han siger.

Til at illustrere læresætningen: »Alt har en pris, det er kun et spørgsmål om, hvor høj den er,« fortæller han om den tyske kemiker Fritz Haber, der i 1909 udviklede en metode til at fremstille ammoniak af atmosfærisk kvælstof og bruge det som kunstgødning. Hans opfindelse har spektakulært bidraget til at brødføde verdens støt voksende befolkning. Samtidig bidrager Habers opfindelse dog til, at vandløb, floder, søer og hele have langsomt bliver kvalt af algetilvækst. Den får nemlig også næring af kunstgødningen, der bliver udvasket fra markerne. Haber fik i øvrigt tildelt en Nobelpris i 1918 for sin opfindelse, dog ikke uden kontrovers. Haber var nemlig også kendt som den kemiske krigsførelses fader, da han opfandt og udviklede metoder til at bruge klor og sennepsgas på slagmarkerne under Første Verdenskrig.

Lobotomi, et hjernekirurgisk indgreb mod psykiske lidelser, hvor man skærer nervebaner fra pandelappen til dybereliggende dele af hjernen over, er et eksempel på læresætningen, »agtsomhed over for nemme løsninger«. Den portugisiske neurolog Egas Moniz udviklede proceduren i 1935 og vandt en Nobelpris for opfindelsen i 1949. Hans promovering af teknikken baserede sig på sølle 20 patienter, hvoraf syv angiveligt blev helbredt, syv fik det væsentligt bedre og seks var uforandrede.

Teknikken kom sidenhen til en række andre lande deriblandt Danmark og USA. Her udviklede den berygtede læge Walter Jackson Freeman en ambulant lobotomiteknik, hvor han ved hjælp af en almindelig issyl foretog indgrebet på få minutter. Han udførte det hvide snit på mange tusinde mennesker på lobotomiture rundt i landet. De fleste med tvivlsom virkning. Senere viste det sig, at Muniz’ oprindelige data var mere problematiske end antaget, og hans indgreb var hverken harmløse eller virksomme.

Det er tankevækkende, at hans hjemland, Portugal, i modsætning til mange andre lande forbød indgrebet. Opfindelsen af lobotomi demonstrerer, at der ikke findes nemme løsninger på komplicerede psykiske lidelser og er tilmed en glimrende påmindelse om Offits vigtigste læresætning, nemlig altid at se på data.

Paul Offit har i flere år og i flere udgivelser været på lidt af en mission for at kultivere kritisk tænkning hos den brede befolkning. I 2013 udgav han Do You Believe in Magic? The Sense and Nonsense of Alternative Medicine, der diskuterer diverse udbredte alternative behandlingsformer, deres historie, mulige gavnlige virkning og i værste fald skadevirkning. »Der findes ikke konventionel eller alternativ eller komplementær eller integrativ eller holistisk medicin. Der findes kun medicin, der virker, eller medicin, der ikke virker,« er hans konklusion. På samme måde er Paul Offits eksempler på vrangsiden af viden og de læresætninger, han uddrager af historierne, et forsøg på at kurere nutidens faktaresistente virkelighed.

Paul A. Offit: »Pandora’s Lab – Seven Stories of Science Gone Wrong«. National Geographic, 2017.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533