1 Sektion uge 25 | 2016

Kulturchok. Et dansk universitet i Beijing skulle være prestigeprojekt i Danmarks Kina-strategi. Men byggeriet er forsinket på fjerde år, og undervisere og studerende klager over samarbejdet med kineserne. Seniorforsker og chefforhandler for aftalen kalder de danske problemer for et udslag af »grov selvovervurdering«.

Af Markus Bernsen

Kinesiske lærestreger

I morgen, lørdag, får endnu et hold danske studerende overrakt deres eksamensbeviser i Beijing. De er resultatet af et usædvanligt samarbejde mellem Danmark og Kina, som har produceret kandidater i natur- og samfundsvidenskab siden 2012.

Sino-Danish Center for Education and Research (SDC) er måske det mest ambitiøse resultat af den såkaldte Kina-handlingsplan fra 2008: Alle otte danske universiteter bidrager med undervisere og studerende til de syv studieretninger, og hensigten er at bringe forskere og erhvervsliv fra de to lande tættere sammen og skabe et fundament af »venskab og samarbejde«.

Men siden åbningen har SDC været ramt af samarbejdsvanskeligheder. Et dansk prestigebyggeri, finansieret med 99 millioner kroner fra Industriens Fond, er forsinket på fjerde år. Bygningen skulle danne ramme for undervisningen, fungere som bolig for udstationerede forskere og stå som et vartegn for dansk arkitektur og design, men rejsningen har været præget af en lang række uoverensstemmelser mellem de danske og kinesiske parter. Planen er nu, at den skal stå færdig i foråret 2017, men til Weekendavisen siger flere af de involverede danskere, at de tvivler på, at det lykkes.

I de mellemliggende år er SDCs studerende blevet undervist i midlertidige lokaler. Det foregår i udkanten af Beijing, på et campusområde under Chinese Academy of Sciences (CAS), som er den kinesiske partner i samarbejdet.

Også her knager samarbejdet. Flere studerende klager over undervisningens kvalitet og manglende koordinering mellem de danske universiteter: Opgaver lægges oven i hinanden, eksamener flyttes med kort varsel, de kinesiske undervisere taler dårligt engelsk og bruger materiale med kinesiske skrifttegn. De læser op fra en computerskærm, af og til med ryggen til de studerende. Desuden er de midlertidige undervisningslokaler ikke isolerede, så om vinteren må de studerende sidde med tykke trøjer, tæpper og vinterjakker inden døre.

Aftalen er, at Kina og Danmark bidrager med lige mange studerende og undervisere til SDCs syv linjer, men virkeligheden ser anderledes ud. CAS fokuserer på naturvidenskab og leverer stort set ingen undervisere til de to samfundsfaglige linjer. De første år kom ikke halvdelen, men omkring 90 procent af underviserne på de samfundsvidenskabelige linjer fra danske universiteter. Senere begyndte de danske undervisere at rekruttere kinesere fra andre universiteter for at rette op på skævheden.

»De kinesiske vejledere er for dårlige til engelsk og gennemsnitligt simpelthen for ringe,« siger Lars Bo Kaspersen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet og indtil for nylig havde ansvaret for SDCs samfundsvidenskabelige linjer.

Også på de naturvidenskabelige linjer er fordelingen skæv. Her er der langt flere kinesiske studerende end danske. En årgang af uddannelsen Water and Environment, som Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet udbyder, har kun to danske studerende og 16 kinesiske. Samlet modtager 60 danske studerende deres eksamensbeviser på lørdag i selskab med 110 kinesiske. Den danske finansiering af SDC kommer fra landets otte universiteter og Uddannelses- og Forskningsministeriet, hver betaler en halvdel. I år er budgettet omkring 60 millioner kroner. Eller en million kroner per danske studerende.

Spørger man professor Ole Fejerskov, der var chefforhandler under de første aftaler med kineserne, har samarbejdet ændret karakter undervejs.

»Det har udviklet sig anderledes, end vi dengang forestillede os,« siger Fejerskov, der er tidligere direktør for Danmarks Grundforskningsfond og forhenværende rektor for Forskerakademiet.

»Fra dansk side har man været for naiv, og man har ikke fra starten helt forstået, hvordan samfundet fungerer i Kina. Man har ment, at Danmark var helt fantastisk, og at kineserne ville være lykkelige for at samarbejde med os. Det har været en grov selvovervurdering.«

Dårligt organiseret

Fra begyndelsen har SDC kæmpet med forskelle mellem de akademiske kulturer i de to lande. Til Weekendavisen siger flere studerende, at de mange kultursammenstød har gjort det spændende og udfordrende at tage deres toårige kandidatuddannelse i Beijing. Men de fortæller også om konflikter mellem danske og kinesiske undervisere og undervisning af ringe kvalitet.

En studerende på en naturvidenskabelig uddannelse fortæller, at flere af de kinesiske undervisere bruger tekstmateriale på kinesisk, og at en af dem taler så uforståeligt engelsk, at de danske studerende bruger timerne til at lave lektier.

»En af de kinesiske undervisere lagde ud med at sige, at han ikke troede på den danske undervisningsmetode, og at han kun ville bruge den kinesiske,« siger Emil Høj Jensen, der læser nanoscience og er formand for SDCs studenterråd.

»Man kan mærke, at nogle af kineserne synes, det er vildt spændende at være der. Men der er også undervisere, der lader til at være udpeget til at komme og undervise, og så er det også kun det, de gør.«

Martin Bech har netop afsluttet sin ph.d.-afhandling om forskningssamarbejde i SDC og fundet en del sammenstød mellem den danske og kinesiske kultur.

»Set med danske øjne er problemet med CAS-forskerne, at de ikke prioriterer undervisning på SDC særligt højt,« siger han. »I Danmark går vi op i, at de studerende har nogle rettigheder, som undervisningen skal afspejle. Men forskerne på CAS har en forventning om, at undervisningen tilpasser sig deres skema, og de kan finde på at lave ændringer i sidste øjeblik og sende afløsere med kort varsel.«

Undervejs er flere af SDCs studieretninger blevet ændret, så de studerende får længere tid til at skrive speciale i deres hjemland og kun skal følge undervisning i Beijing i to semestre i stedet for tre. På linjen Water and Environment førte ændringerne til et voldsomt arbejdspres, fortæller australske Lili Koti, der repræsenterer linjen i studierådet og før har studeret i Australien, Tyskland og Sverige:

»SDC er langt dårligere organiseret end noget, jeg før har prøvet,« siger hun. »Vi har haft en helt sindssyg arbejdsbyrde. Sidste semester opdagede vi, at vi havde et helt kursus, som de ikke havde fortalt os om. Vi fandt bogstaveligt talt ud af det, to timer før kurset begyndte, ved at underviseren stak hovedet ind i klassen og sagde: Vi ses i eftermiddag!«

Lerfødderne under kolossen

Det dansk-kinesiske samarbejde begyndte i efteråret 2007, hvor daværende videnskabsminister Helge Sander besøgte Kina. Med i ministerens delegation var blandt andet to danskere, der længe havde samarbejdet med kinesiske forskere: Fysikprofessor Flemming Besenbacher har samarbejdet med kinesiske forskere siden 1990 og er som en af 83 udenlandske forskere medlem af Kinas Foreign Academy of Science. Ole Fejerskov er professor emeritus i odontologi ved Aarhus Universitet og har samarbejdet med forskere ved Beijing Hospital siden begyndelsen af 1980erne. Han er æresdoktor ved flere kinesiske universiteter og har modtaget den kinesiske regerings orden til udenlandske eksperter.

Efter besøget tog Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling sammen med rektorkollegiet for de danske universiteter kontakt til Ole Fejerskov og bad ham forhandle et forskningssamarbejde på plads med kineserne. Anders Fogh Rasmussens regering havde netop præsenteret sin Kina-handlingsplan, som lagde vægt på samarbejde om forskning og innovation, og ifølge Ole Fejerskov pressede Videnskabsministeriet på for at få en aftale klar til statsministerens næste besøg i landet, i efteråret 2009. De danske forventninger til projektet var urealistiske, mener Fejerskov:

»Ministeriets opfattelse var, at Danmark var guds gave til kineserne. Rektorer og ministerier ville have et samarbejde op at stå, koste hvad det ville, fordi regeringen havde lavet en Kina-strategi. Men dengang havde kineserne dagligt besøg af universiteter fra Vesten, som ville samarbejde med dem, og man kan ikke forvente, at de bliver benovede, når vi danskere kommer på besøg,« siger han.

Det lykkedes at lave en indledende aftale med CAS, Kinas statslige forskningsorganisation, der driver mere end 100 forskningscentre rundt om i landet. CAS tilbød at stille en byggegrund til rådighed på deres nye campus i udkanten af Beijing, hvor de danske universiteter kunne opføre et forskningscenter.

Ifølge Ole Fejerskov havde de danske universiteter svært ved at blive enige om, hvordan det skulle gøres. Især var det usikkert, hvor de mange penge, kineserne på det tidspunkt var blevet stillet i udsigt, skulle komme fra.

»Alt skulle foregå i løbet af få måneder, fordi Anders Fogh Rasmussen skulle på officielt besøg i oktober 2009,« siger Fejerskov. »Der blev foretaget dispositioner, hvor det ikke var klart, hvem der for eksempel skulle finansiere byggeriet, og hvad det egentlig var for et ambitionsniveau, vi havde.«

Problemerne vokser, da den danske delegation med Fejerskov i spidsen bagefter skal forhandle en detaljeret aftale på plads. Ministeriet blander sig i forhandlingerne og begynder ifølge Fejerskov at stille krav, som skaber mistillid hos kineserne. Danske virksomheder som Novo Nordisk er alligevel ikke interesserede i at være med i SDC.

På det tidspunkt taler man stadig om et forskningscenter. Målet er, at danske universiteter skal have 50 eller flere seniorforskere udstationeret i Beijing i halve eller hele år ad gangen. Forskningen skal foregå i tæt samarbejde med dansk erhvervsliv, som til gengæld får adgang til nye kandidater fra både Danmark og Kina.

»Forskning er lerfødderne under en kolos som SDC,« siger Fejerskov. »Hvis man ikke først sikrer sig et nært og tillidsfuldt samarbejde mellem seniorforskere fra begge lande, så får man en ekstremt sårbar situation – især i et land som Kina – og så risikerer hele projektet at blive af tvivlsom kvalitet.«

I 2009 får Ole Fejerskov hjerteproblemer under en rejse til Kina og beder ministeriet finde en afløser. Det bliver Hans Gregersen, der er professor i medicin ved Aarhus Universitet. I stedet for at bygge videre på et forskningssamarbejde, lancerer SDC fire kandidatuddannelser i april 2012.

Børnesygdomme

Hans Gregersen sagde op efter tre år som direktør for Sino-Danish Center og arbejder i dag som konsulent i Chongqing i Vestkina. Han forklarer, at det viste sig at være for svært at lokke danske topforskere til den midlertidige campus. De fleste ville hellere til Europa eller USA, og det hjalp ikke, at den danske stat ikke ville støtte længere forskerophold i Kina med skattefordele eller skolepenge til forskernes børn. Men ministeriet pressede på for at få gang i samarbejdet med kineserne, siger Gregersen:

»Man skal se SDC som et prestigeprojekt for Danmark, og det er klart, at når man først putter et vist antal millioner i sådan et projekt, så vil man også gerne se en fremdrift.«

En anden årsag til hastværket var, at der ifølge Hans Gregersen opstod konkurrence mellem de danske universiteter. Alle ville have deres egen uddannelse i Kina. CBS bød ind med en uddannelse i public management, men da Aalborg Universitet hørte det, ville de lave en uddannelse i innovation management.

»Derfor endte vi med fire uddannelser, selv om der egentlig kun skulle have været to,« siger Hans Gregersen. »Der er noget sundt i, at man skaber konkurrence mellem universiteterne, men man kunne godt have ønsket sig det samme fra kineserne. Men de lagde sig meget i slipstrømmen af os. Alle forslagene kom fra dansk side og blev bare accepteret af kineserne.«

Han fortsætter:

»Man skal også huske, at fra dansk side er SDC et meget stort projekt – måske det største uddannelsesprojekt i udlandet nogensinde. Men på CAS er det bare en lille brik i et meget, meget stort apparat, hvor man samarbejder med mange andre lande sideløbende.«

I 2013 forlod Hans Gregersen centret, fordi ledelsen handlede for meget om at drive kandidatuddannelser og for lidt om at skabe forskning og innovation. Kort efter stoppede Lauritz B. Holm-Nielsen som rektor for Aarhus Universitet og overtog ledelsen af SDC. Han indrømmer, at centret har døjet med »børnesygdomme«, men afviser, at ambitionerne er blevet sænket undervejs:

»Der er ingen andre lande i Europa, der har et center af den her karakter. Også kineserne mener, at det er helt unikt. I dag siger de, at de har tre modeller for samarbejde om internationale uddannelser, og SDC er en af dem.«

Ifølge Lauritz B. Holm-Nielsen har de oprindelige idéer bag et forskningscenter vist sig at være forældede.

»Jeg har selv skubbet på for at få forskere herud i længere tid ad gangen, men i dag mener jeg faktisk ikke, at det er helt afgørende for at have et godt samarbejde. Vi har 250 undervisere og forskere fra danske universiteter, som kommer herud, og mange af dem vender tilbage igen og igen og skaber med tiden tætte forbindelser til Kina,« siger han.

En dansk bygning i Kina

Huairou-distriktet begynder 50 kilometer nord for Beijing og er et af hovedstadens tyndest befolkede områder. Den kinesiske mur skærer sig gennem det bjergrige terræn, som ellers er mest kendt for et stort ferskvandsreservoir og plantager med kastanje-, pære- og abrikostræer. Der er ingen togforbindelse fra Beijing til Huairou. Det tager to timer at køre derop i bil eller bus – dobbelt så lang tid, hvis der er trafik.

I de rustikke omgivelser er Chinese Academy of Sciences i færd med at opføre en ny campus. Og her finder man også skallen til den energi- og miljøvenlige danske bygning, der engang skal rumme knap 11.000 kvadratmeter med undervisningslokaler, forskerboliger og et interiør med dansk design.

Industriens Fond har foreløbig støttet byggeriet med 99 millioner kroner, og tidligere på måneden bad uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs om yderligere otte millioner kroner fra Finansudvalget til inventar, som kan gøre bygningen til en »showcase for dansk design og arkitektur«.

I foråret 2014 rejste Dronning Margrethe til Huairou og tog det første spadestik til byggeriet. Dengang var åbningen allerede blevet udskudt flere gange, og nu sigtede man efter en indvielse året efter, i 2015.

Det skete ikke. Åbningen blev igen udskudt og er foreløbig sat til foråret 2017 – fire år senere end den oprindelige plan.

»Problemerne har handlet om forskellige byggeteknikker i de to lande og forskellige forhold til kvalitet,« siger Gyrithe Saltorp, der er direktør i Bygningsstyrelsen, som har det byggetekniske ansvar for projektet.

Tegningerne er danske, byggelederen kinesisk, og parterne har været gennem langvarige forhandlinger om jordskælvssikring, bærende søjler, brandsikring og byggematerialer. Saltorp understreger, at forholdet til kineserne er udmærket på trods af de mange forsinkelser, men at det har været særdeles besværligt og tidskrævende at samarbejde på tværs af så forskellige kulturer og regelsæt.

»I sidste ende har det bare vist sig at være meget mere komplekst at bygge en dansk bygning i Kina, end man troede,« siger hun.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533