Bøger uge 30 | 2014

Skagen 2014. Fortællingen om cremekongen fra Hollywood og maleren, der ikke ville glemmes. Om en berømt forfatters sveddryppende overhaling af Sandormen og om kaffehipsters og nazister. Om reform-yoghurt, skimmel og fugtige trusser. Om operasangeren Jens-Christian Wandts imponerende organ – og måden at være rig på.

Af Poul Pilgaard Johnsen

»Forretning, Forretning!«

Det var Skagen, der bragte mig bort fra tiggerstaven.

Det er ti år siden, og jeg var i gang med researchen til en bog om Ole Wivel, Knud W. Jensen og de andre unge mænd i en kreds, der hyldede nationalsocialistiske idealer før og i begyndelsen af Anden Verdenskrig. Ole Wivel tilbragte de sidste år af sit liv i Danmarks nordligste by, og jeg var på vej derop, da jeg mødte en kvinde, som jeg giftede mig med hurtigere, end man kan køre på den altid øde Hirtshals-motorvej, som er min foretrukne rute. Hun var ud af en guldrandet gammel Skagensfamilie, og jeg blev introduceret til det hele.

Lynhurtigt købte vi en stor lejlighed for enden af Søerne i København, hvor vi skulle bo, og selv om min svigerfar ikke selv direkte måtte til lommerne, lod det sig selvfølgelig kun gøre, fordi han kautionerede for lånet.

Ægteskabet var en fejltagelse, men det var bolighandlen ikke. Et halvt år senere, stort set samtidig med separationen, drog vi derfra med en million i fortjeneste, efter at et andet ægtepar havde forelsket sig håbløst i lejligheden.

Vi delte lige over, og så kunne jeg gå direkte fra Statsamtet til Økonomistyrelsen med en check, der næsten på kroner og øre svarede til det beløb, jeg skyldte staten. Sådan var det, når man kom fra en ufaglært familie og havde frekventeret to videregående uddannelser med studielån til en forretning, som mildest talt også var for viderekomne.

Jeg var gældfri – med nyvundne ambitioner om at gøre foretning.

Jeg fik også forholdet til Skagen i bryllupsgave og er kommet her hver sommer lige siden, hvad enten byen er dømt in eller out i medierne. Det skifter alligevel lige så tit som skægget på de hipster-smarte århusianere, der i år har lejet Restaurant Sømærket og serverer kaffe på en omhyggelig og langsommelig manér. Bestiller macciatho, men den har de ikke. De har Trieste – hvilket viser sig at være det samme blot med mælken rørt rundt. Til gengæld kommer den med en lang, indfølende forklaring fremført med århusiansk falsetstemme.

Søndag aften ved indgangen til uge 29 er skægaberne i kaffebaren vistnok de eneste i Gl. Skagen med synlige tatoos. Store tatoveringer er måske nok et spørgsmål om stil, men tydeligvis også om klasse.

Der er en måde at være rig på, og nu som før handler det i Skagen mest af alt om to ting: ferie og forretning. Allerede i 1928 skrev den oversete Skagensmaler Laurits Tuxen i sin selvbiografi En Malers Arbejde gennem tredsindstyve Aar fortalt af ham selv:

»Saa skifter Tiderne – Skagen er opdaget. Turister og Badegæster strømmer til; Hoteller og Pensionater myldrer frem. Der bygges en Havn, som hastigt fyldes med Hundreder af store svenske Fiskerbaade, hvis Mandskaber i Tusindtal gennemstrømmer Gaderne. Fiskehandelen i stor Stil tager fart. Den beskedne smalsporede Jernbane, som afløste Fjælevognen, skal erstattes af en bredsporet, der vil bringe Skagen i direkte Forbindelse med den store Verden. Forretning, Forretning!«

MEN nu er det ferie. Alting går lidt langsommere, og det er først i dag, jeg får læst artiklen i Weekendavisen om de nynazistiske hipsters, der i Tyskland kaldes nipsters. De går i hættetrøjer og smalle bukser, har buskede skæg og ørepiercinger og ligner til forveksling folk fra den ungdomskultur, der er mainstream lige nu. Tak for kaffe!

Kører en aftentur ud på Grenen og kommer lidt tættere på de ægte, gamle nazister, da vi forgæves forsøger at kravle ind gennem et hul i betonen for at komme op i kanonhullet i en bunker, der nu fungerer som museum. Giver den gas på vejen tilbage. Strækningen er snorlige.

Om det er Bunkermuseet, nipsterne, fortrydelsen over Wivel-bogen, jeg aldrig har fået skrevet færdig, eller bare champagnen på Ruths Hotels terrasse lidt senere, der kværner rundt i mit hoved, ved jeg ikke. Men midt under VM-finalen i fodbold mellem Tyskland og Argentina kan jeg ikke nære mig på Facebook:

»Det er egentlig sjovt at tænke på, at der ikke er en spiller på nogen af de to hold, som ikke har en oldefar, der var nazist,« skriver jeg på Facebook.

Det er for meget.

»Sikke dog en upassende og ubehagelig kommentar,« skriver en bekendt. Hun er direktionsassistent i Dansk Boldspil Union, men hun har nok ret. Det er vist på tide at gå i seng.

Inden jeg sover, tænker jeg på den røde Bourgogne fra før krigens tid, hjemtaget af Karen Blixens fætter og med muldnet etiket, som lægen og udgiveren af Vinbladet Peter Vinding serverede, da vi besøgte ham og hans kone på Fyn på vejen herover. Og på historien om hans fars onkel, Ole Haslund, der var datidens største antikvitetshandler i Norden og på mange måder foran sin tid.

»Et af hans påfund var at placere letpåklædte divaer fra Det Kongelige Teater i udstillingsvinduet. Temaet var det skjulte og meget vigtige rum: soveværelset. Udstillingen fik enorm opmærksomhed, ikke mindst fordi han blev arresteret af politiet,« berettede Peter Vinding:

»Hans eget soveværelse var meget stort, og han brugte det flittigt og ikke kun til at sove i. Han var single og efterspurgt, især af gifte kvinder. Da han byggede sit hus i Lyngby, fik han konstrueret en hemmelig trappe, der fra klædeskabet bragte den gifte kvinde i sikkerhed, hvis uheldet skulle være ude. Han elskede kvinder, vin og heste og red hver morgen på sin store hest fra Lyngby og ind til Strøget, hvor den blev opstaldet. Han var fyldt med skøre ideer, og som alle excentrikere bange for at blive glemt. Han døde som en meget velhavende mand og skabte Ole Haslunds Fond, der hvert år deler store summer ud og tilbyder legatboliger om sommeren til kunstnere.«

Det er også en måde at være rig på – og ikke blive glemt.

OVERNATNINGEN i et beskedent havehus i Gl. Skagen har efterladt diskrete duftspor af hengemt sommerhus i jakkesættet, men pyt, for lidt over otte serverer de en tiltrængt americano med mælk i lobbyen på Ruths.

Som sædvanlig har hotellet en ordning, så landliggerne kan bestille friskbagt morgenbrød, men for første gang kommer rundstykkerne i år ikke fra deres eget bageri, men fra de skæggede kaffemænd længere henne ad vejen. De kan åbenbart også noget med brød. I stedet for at konkurrere med hinanden har de og Ruths lavet en aftale om, at de ikke må holde åbent før klokken ti – til gengæld står de så for leverancen til hotellet. Det er sund sans for forretning.

Der er kun en bundslat tilbage i koppen, da min eks-svigerfar kommer ind for at afhente det bestilte. Vi nikker kort til hinanden. Jeg er ikke helt sikker på, at han genkender mig.

På den mere beskedne badepension Marienlund i Vesterby inde i selve Skagen er der almindelig filterkaffe til morgenbuffeten, og den er god. Selskabet er også godt, for det er her, hele kunstnertruppen af verdensberømte balletdansere fra Royal Ballet i London er indkvarteret, og de dukker op til morgenmaden en efter en. Den norsk-engelske violinist Charlie Siem er som sædvanlig med om bord. Han er også model og har ry for med blot et par numre på scenen at kunne gøre kvindelige beklædningsgenstande mere fugtige end en hel nat i et havehus i Skagen.

I aften skal Verdensballetten for syvende gang optræde ved Den Tilsandede Kirke, og midt i det hele sidder arrangøren, operasanger Jens-Christian Wandt. Mon ikke det er lykkedes ham også at gøre en forretning ud af sin passion og vilde idé om at få verdens bedste balletdansere til at optræde under åben himmel i de danske klitter?

Han er vokset op i en familie på Vesterbro med en ufaglært far, der var kirketjener. I dag kender han Gud og hvermand i kongeriget – også mig, og jeg har altid elsket ham for hans entreprenante energi og usvigelige leveringsdygtighed i gode historier.

Som nu dem i dag over kaffen – om dengang han arbejdede for enkefru Tholstrup i midten af 1980erne. Hun boede i en 650 kvadratmeter stor herskabslejlighed på hjørnet af St. Kongensgade og Grønningen i København og ejede blandt meget andet også det nærliggende Hotel Østerport, hvor Jens-Christian som 16-17-årig var ansat som stikirenddreng. Hans job var at hente morgenmad fra hotellets buffet og levere den over til lejligheden, hvor kokkepigen anrettede den. Bagefter skulle han gå tur med fru Tholstrups hund, Viffer.

Da han fyldte 18, skulle han efter reglerne fyres, men det ville Meme – som Elsa Tholstrup altid blev kaldt – ikke have, og så blev han i stedet ansat som chauffør. Hun var enke efter en tidligere ejer af Tholstrup-mejerierne, der i 1920rne blev berømt for først at introducere den såkaldte reform-yoghurt, A-38, i Danmark og senere skimmelosten blue castello:

»Om sommeren boede hun i et enormt sommerhus på Kystvej i Hornbæk, men hun forlangte, at vi altid skulle køre ind og hente smør og A-38 i Irma-forretningen i Borgergade i København, fordi de engang havde udtalt sig så venligt om hendes ost. Hun havde været med derinde engang, hvor bestyreren havde fedtet for hende og sagt ’Ih, fru Tholstrup, hvor er Deres ost fantastisk’. Jeg handlede selvfølgelig bare i den lokale Irma i Hornbæk og tog så to timer fri.«

Og Jens-Christian Wandt kan mere:

»Juleindkøb foregik på den måde, at vi kørte ned ad gågaden i København, altså Strøget, og så sad fru Tholstrup på passagersædet ved siden af chaufføren med nedrullet vindue. Vi kørte ind fra Højbro Plads og gjorde holdt uden for syv-otte udvalgte forretninger, hvor personalet var adviseret på forhånd. De kom så ud med varerne og viste dem frem for hende. Det var butikker som Vagn, der var en fin dameforretning med hatte og tørklæder over for Illum, Brdr. Andersen og Birger Christensen, og så pegede hun det ud, som hun ville have. Så kørte vi hende hjem til te kl. 17, og bagefter gik jeg rundt til fods og hentede varerne, som var blevet pakket ind.«

Det er også en måde at være rig på.

DEN danske operasangerinde Andrea Pellegrini kommer sent ned og nøjes med en kop kaffe. Hun vil gerne med en tur ind og se årets udstilling på Skagens Museum, der er helliget Laurits Tuxen. Hans malerier havde museet i forvejen en del af, og nu har de lånt nogle flere.

Han er den ukendte skagensmaler. Måske fordi han var fraværende, da kunstnerkolonien i Skagen havde sin storhedstid i slutningen af 1800-tallet, men nok mest fordi han er svær at sætte i bås. Tuxen blev ligesom P.S. Krøyer regnet for at være et stort malerisk talent i slutningen af 1800-tallet, men i starten af 1880erne valgte han at forfølge en karriere som kongelig portrætmaler. På dette tidspunkt tordnede det moderne gennembrud frem i dansk kunst og litteratur med Georg Brandes i spidsen, og Tuxens valg af karriere faldt ikke i god jord hos alle kunstnervennerne eller de kulturradikale anmeldere. For dem blev han bare fyrstemaleren.

Men Tuxen kom faktisk til Skagen allerede i 1870, og tre årtier senere vendte han tilbage for at bo og male her i længere perioder. Han var en af hovedkræfterne bag stiftelsen af Skagens Museum, og det havde nok også noget at gøre med hans eget eftermæle. På den måde sikrede han, at ikke blot kunstnervennerne, men også han selv blev en varig del af fortællingen om kolonien i nord.

Laurits Tuxen ville være skagensmaler, og i hans erindringer forstår man hvorfor:

»Var det endda kun en Modesag, et Maal for Turister og Automobilister; men næppe har Folk været der en Gang eller to, før de straks drømmer om at bygge sig en Hytte eller et Slot, eftersom det passer dem; og Kunstnerne møder op, generation efter generation, om det saa hundrede gange er sagt, at ’nu kan man virkelig ikke mere holde de Skagens Malerier ud’! Og Forfatterne og Digterne følger Trup. Hvad er det da, som drager dem alle? Det er Sol, det er Lys – det er Hav, det er Blæst – det er Friluft i fuldeste Maal!«

Vi går rundt og kigger på Tuxens mange friluftsmalerier, og det er tydeligt, at han ikke bare er god, men også afspejler, hvor kongenial den nyetablerede badeby var med idealerne i livsreformbevægelsen, som havde sin storhedstid i Danmark fra 1890 til 1940. Reformbevægelsen var ikke bare en ny yoghurt, men en radikal fornyelse af hele måden at leve på. Det handlede om lys, luft og vandkure, om fuldkornsbrød og råkost, om løse gevandter, lægende urter og fri bevægelse.

Alligevel er det juvelen på årets udstilling, der gør størst indtryk, nemlig pragtmaleriet Man rejser sig fra bordet fra 1906. Det er mere end to meter bredt og viser et aftenselskab hos fabrikanten Jacob Moresco i hans villa i Ordrup. På en måde giver det associationer til sommerklientellet i Skagen, for alt, hvad der er her om sommeren, er også på billedet: repræsentanter for forretningslivet, politik, kultur, videnskab og akademia.

Adskillige af samtidens spidser deltog i selskabet og er portrætteret på billedet, blandt andre tre ministre, generalmajor Theodor Freiesleben, højesteretssagfører Charles Shaw, præsten H. M. Fenger, hofjuvelerer Carl Michelsen, journalist Edgar Collin, grosserer Moses Melchior og fabrikanten Emil Vett fra Wessel & Vett, der senere blev til Magasin. Morescos egen damekonfektionsvirksomhed lever videre i dag som Birger Christensen.

»Han var noget i Retning af et Symbol, Typen på den selvskabte Millionær, repræsenterende Kapitalen i dens mest rendyrkede Skikkelse,« skrev Politiken i nekrologen, da han døde samme år, som billedet blev færdigt.

Familien Moresco ejede maleriet helt frem til begyndelsen af 1990erne, og bagefter blev der blæst om det af skagenske dimensioner. I 1991 var maleriet vurderet til at være så værdifuldt for Danmark, at det ikke måtte forlade landet uden godkendelse fra Kulturværdiudvalget, men i 2010 kom det frem, at det alligevel efter flere handler var havnet i USA. Da var der ifølge statens jurister ikke noget at gøre, for køberen i New York havde købt Tuxens maleri i god tro på Sotheby’s i 1997.

Køberen er forretningsmand og hedder John Oden. Han er glad for sit billede:

»På et tidspunkt bør det formentlig komme hjem til Danmark. Men jeg kommer til at eje det i de næste par årtier. Jeg har ikke travlt med at sælge maleriet,« har han udtalt, men nu har han dog lånt det ud i nogle måneder. Derhjemme hænger maleriet i hans spisestue, og han har også fortalt, at han holder fester, hvor han genopfører scenen fra maleriet, ligesom han har fået fremstillet lysekroner og indkøbt porcelæn i stil med det på Tuxens maleri.

Det er jo også en måde at være rig på.

»Jeg æælsker Jens-Christian! Han er den sødeste mand! Imponerende stemmebånd, han har!« udbryder cremekongen Ole Henriksen, da vi spiser sen frokost på Ruths terrasse, og han hører, at vi har drukket morgenkaffe med Verdensballetten. Han bor på hotellet i en uge sammen med sin mand, Lawrence.

»Min far var fabriksarbejder, og min mors job var at gøre rent i Nibe Bank inden åbningstiden. Det var en meget lille by. En beskyttet og meget idyllisk verden og ikke noget med at tage ud og rejse, men jeg drømte altid om den store verden. Som 19-årig flyttede jeg bort fra Danmark, og siden 1974 har jeg haft fast bosætning i Los Angeles. Men jeg ser min familie tit. Produkterne er kæmpestore i Danmark, så jeg er hjemme flere gange om året,« fortæller han.

Ole Henriksen er 63. Han og Lawrence har stærkt blomstrede skjorter på og vand i glassene.

»Jeg æælsker vand og drikker masser af vand. Litervis hver dag. Det er også med til at bevare en god hud. Men så kan jeg også godt lide en vodka on the rocks med citronskiver, og det er egentlig den eneste form for alkohol, jeg drikker. Især når man er på ferie, så får man en drink hver aften, måske to. Vi vil jo alle sammen gerne have en lille buzz, den her high feeling,« siger han.

Ole Henriksens succes er omvendt proportional med hans ringe højde.

»Jeg startede min klinik i 1975, og Ole Henriksen Face & Body Spa behandler stadig mange kendte kvinder såsom Madonna, Cher, Katy Perry og Shakira. I dag har jeg dog kun selv med produkterne at gøre. De er store over hele verden og kæmpestore i USA. LVMH-koncernen har købt mig, men jeg er stadig en del af den dejlige – sorry, daglige – ledelse.«

Vi griner ad Oles slip of the tongue, og så spørger jeg ham, hvad jeg skal gøre med min hud.

»Du er en ung fyr på 48, og du har en meget smuk hud. Det vigtigste er, at du eksfolierer huden dagligt for at fjerne de døde hudceller. Det har jeg produkter, der gør. Det skal være med peptider. Ellers behøver du ikke andet end en fugtighedscreme.«

Men vil jeg så også blive ved med at se ung ud?

»At se ung ud har meget at gøre med din holdning til tilværelsen, positiviteten, livsglæden og en ret rygrad. At ældes på en pæn, naturlig og gracefully måde er et spørgsmål om sund levevis og balance. Den bølge, jeg har været med til at skabe, er ikke en superficial approach med indsprøjtninger og den slags. Den er mere wellness-motiveret og integrerer en sund diæt og en positiv holdning.«

Men kan han så også give mig et råd om, hvordan jeg kan komme til at tjene mange penge?

»Der er ingen hemmelighed, bortset fra, at du aldrig skal være bange for at gøre dine drømme til virkelighed og forsøge at være kreativ og tænke uden for de faste rammer. Det skal man kunne for at opbygge og vedligeholde en succesfuld forretning i en konkurrencestærk verden. Så jeg fastholder den her kreativitet, og jeg bliver aldrig bange. Jeg får konstant de her – hvad hedder det? – hjerneprutter, som kører omkring i hovedet. Jeg tror, at mange af dem, der kommer til at tjene mange penge, aldrig har været fokuseret på det. De har en passion. Jeg elsker livet, jeg elsker mine medmennesker, og jeg har altid elsket arbejdet.«

Det er i det øjeblik, det går op for mig, at jeg æælsker Ole Henriksen. Og det er hverken på grund af de pæne ord om min teint, hans hjerneprutter, eller fordi han lyder som et moderne vindpust fra den gamle reformbevægelse. Det er, fordi hans sidste sætning minder mig om historikeren og forfatteren Christian Molbechs udtryk i et brev af 24. juni 1846:

»Jeg har altid – uden at turde fragaae, at jeg har spildt og bortødet en stor Deel af mit Liv ved Egenheder, som ligge i min Charakteer, min physiske Natur og mit Livs Forhold – elsket Arbeidet.«

Ordene rører mig. Det er vel også en måde at være rig på?

EFTER Verdensballetens forestilling er der reception i klitterne. Forfatteren Jens Christian Grøndahl er der, og han elsker også Skagen. Han er kommet her i 12 år, og nu har de hus her.

»Jeg tog kørekort i Skagen, ligesom komponisten Carl Nielsen, der fik køretimer hos politimesteren. Det er et passende sted, når man er lidt oppe i årene, for der er ikke så mange lyskryds. Mit livs første overhaling fandt sted på vejen ud til Grenen, og det var Sandormen, det sveddryppende lykkedes mig at overhale,« fortæller han. Sandormen er en traktor med en vogn spændt efter.

Foran Sømærket i Gl. Skagen holder der en skinnende ny sort Porsche 911 4S Targa til i omegnen af tre millioner. Den tilhører Michael Pram Rasmussen, der er Mærsk Mc-Kinney Møllers afløser, og han er inde og gøre forretninger.

»Lugt lige til den her kaffe!« udbryder han med næsen nede i en pose nymalet, som en mand med skæg netop har solgt.