Bøger uge 30 | 2015

Essay. I amerikansk litteratur er sport en metafor for livet i et land, der dyrker konkurrencen som et eksistensvilkår og heroiserer vinderne.

Af Jakob Holm

Baseball og livet

Da jeg gik rundt på Rickwood Field i Birmingham, Alabama, og besigtigede den ældste, professionelle baseball-park i USA, kom jeg til at tænke på Don DeLillos romanUnderverden(1997), hvor forfatteren lader et stykke baseballhistorie danne ramme om prologen. En ung knægt, Cotter Martin, sniger sig fuld af forventning ind på New York Giants’ hjemmebane for at se finalekampen i National League mellem de to New York-klubber Giants og Brooklyn Dodgers. Knægten bliver vidne til en unik begivenhed: I niende inning laver Bobby Thomson enthree-run homer, så New York Giants vinder 5-4. Thomsons home run den 3. oktober 1951 blev kendt somthe Shot Heard ’Round the World, for kampen var den første, der nogensinde blev vist på nationalt tv.

Siden Rickwood Field blev bygget i 1910 og siden den skelsættende kamp i 1951, er der sket meget inden for sportens verden, blandt andet rykkede begge New York-klubber til Californien i 1958, hvor de nu optræder som San Francisco Giants og Los Angeles Dodgers. Men én ting er gennemgående, og det er amerikanske forfatteres valg af sport som en prisme til at beskrive den amerikanske ånd.

At amerikanske forfattere bruger sport som metafor for samfundet og det levede liv, skyldes mange ting, men den helt enkle forklaring er, at sport i USA er langt vigtigere for menneskers identitetsdannelse og kulturen som sådan og er integreret i institutionerne på en helt anden måde end i Europa. Allerede imiddle school(6.-8. klasse) er sport ikke længere primært noget, man dyrker i sin fritid, for skolerne har både football-, basketball-, volleyball-, fodbold-, atletik- og tennis-hold, som eleverne via udtagelseskonkurrencer kan komme på. De konkurrerer så mod hold fra andre middle schools, og denne institutionalisering fortsætter ihigh school(9.-12. klasse), hvor sport får en endnu mere fremtrædende rolle. I mange mindre samfund, blandt andet her hvor jeg bor i Texas, er high school-football ugens højdepunkt, og byer ligger øde hen fredag aften, når byens stolthed udkæmper drabelige slag mod konkurrerende high schools. Cheerleaders og high school-bands på op imod 100 deltagere underholder i pausen de mange tusinde tilskuere, og sporten tages så alvorligt, at hvis skoleholdet har haft en dårlig sæson, ryger træneren ud. Alvoren ses også, hvis man rykker et niveau op, til college-niveau: Her får den højest betalte offentligt ansatte i Texas – træneren for football-holdet på The University of Texas – svimlende fem millioner dollars om året for at træne en flok glade amatører.

At være sportsstjerne i high school-tiden giver en speciel, uovervindelig status, og det er selvfølgelig derfor, Philip Roth i romanenAmerikansk pastorale– hans Pulitzerpris-vindende mesterværk fra 1997 – lader hovedpersonen Seymour »Swede« Levov have en glorværdig sportskarriere i high school, som kan indvarsle de senere nederlag i »højt at flyve, dybt at falde«-romanen.

En anden klassiker i amerikansk litteratur er John Updikes firebindsværk om Harry »Rabbit« Angstrom, der gjorde sig inden for basketball. Den første roman i serien,Rabbit, Run, udkom i 1960 og følger den 26-årige Harry over tre måneder, mens han er forfulgt af minderne fra sin storhedstid i high school og derfor forsøger at løsrive sig fra det kedelige familieliv.

Integrationen mellem institutionerne og sporten fortsætter, når landets universiteter rekrutterer de bedste high school-atleter, der bliver tildelt stipendier og på den måde slipper for at betale for deres uddannelse. Men det er så også det eneste, de får, for selv om enorme tv-indtægter har gjort college-sport til en ekstremt lukrativ forretning og universiteterne til centrale spillere i underholdningsindustrien, opretholdes amatøridealet; der er meget strenge regler i forhold til at tilbyde de studerende penge eller frynsegoder af nogen art. Men hvis man gør det tilstrækkelig godt på college-niveau, har man mulighed for at blive hyret til de professionelle ligaer. På den måde bliver sport en integreret del af institutionernes identitet – fra middle school til college-niveau – som igen er med til at skabe loyalitet mellem studerende og deres alma mater, der senere gerne skulle udmønte sig i velvoksne donationer.

Men sammenblandingen af sport og uddannelse er kun én grund til sportens placering i litteraturen. En anden er, at sport repræsenterer de værdier, USA som nation står for: Den er klasseophævende, udpræget meritokratisk, anti-elitær i sin afvisning af dikotomien mellem høj- og lav-kultur – og så er den det mest emblematiske udtryk for den konkurrenceånd, der gennemsyrer hele landet. I Danmark fejrer man groft sagt middelmådigheden, det ærefulde nederlag og folks evne til at være ét med kollektivet; i USA fejrer man de bedste, dem der skiller sig ud igennem kamp, og som formår at revitalisere kulturen. Det er ikke for meget sagt, at forfatterne spejler sig i den revitalisering, de ser repræsenteret i sportsstjernerne.

Kampen som livsform ser man også repræseneret i den amerikanske roman over dem alle – Hermann MelvillesMoby Dick– om én mands kamp mod sin rival, den hvide hval Moby Dick, der ødelagde hans skib og tog hans ene ben. Det er sport, eller jagten på sejren om man vil, i intense, eksistentielle gevandter.Moby Dickindvarslede en tradition, som helt overordnet spejler, hvad USA er skabt af, nemlig folk, der i konstant kamp fortsatte vestpå, indtog nyt land og forsøgte at underlægge sig naturen som en anden kaptajn Ahab; man kan her se en form for hyldest til maskuliniteten, der også kommer til udtryk i eksempelvis Hemingways mesterlige tyrefægtningsromanSolen går sin gang.

Den litterære tradition fra Melville og Hemingway ser man også repræsenteret i sportsjournalistikken – fra Norman Mailers vidunderligeThe Fightom kampen mellem Muhammed Ali og George Foreman i Kinshasa, Zaire i 1974 til dybdegående artikler iNew York Times, der behandler sport, som var det kultur eller økonomi, det vil sige ud fra blandt andet sociologiske, historiske og etiske parametre. Mange forfattere er da også selv rundet af sportsjournalistikken. Selv et relativt elitært forfatter-ikon som Richard Ford, manden bag den prisbelønnede Frank Bascombe-tetralogi, har gjort sig personlige erfaringer inden for faget, hvad man kan forvisse sig om i seriens første og fremragende bind,Sportsjournalisten(1986), om den fallerede romanforfatter Frank Bascombe, der bliver sportsjournalist og efter sin søns død gennemlever en eksistentiel krise.

En tredje grund til sportens placering i amerikansk litteratur skal søges i de forskellige sportsgrenes unikke karakteristika. Tag for eksempel baseball, hvor man kan finde uhyre mængder statistik – gjort populært i Michael Lewis’ filmatiseredeMoneyball– der kan få en samtale mellem to fans til at lyde som et par børsspekulanter, der er ved at opfinde et nyt finansielt produkt. Terminologien er uendelig teknisk, og selv en af de mere simple somon-base percentagehar en ligning med høj nørdværdi: (H+BB+HBP)/(AB+BB+HBP+SF); baseball taler altså til den analytiske, den intellektuelle, statistik-nørden, der ikke kan få nok af at pille i alle de mange detaljer, som sporten er så fuld af. Det er da også sigende, at langt de fleste amerikanske romaner, hvor sport spiller en rolle, netop har baseball som deres primære omdrejningspunkt. Det gælder også Philip Roths morsomme og groteskeThe Great American Novel(1973), der portrætterer et fiktivt og håbløst ringe baseball-hold, The Port Ruppert Mundys fra New Jersey, som udlejer deres stadion til Forsvarsministeriet i begyndelsen af 1943-sæsonen. Langt mere alvor er der i Bernard MalamudsThe Natural(1952), som berettiget anses som den bedste roman nogensinde skrevet om baseball. Den handler om et unikt talent, Roy Hobbs, og hans forsøg på at komme tilbage til sporten, efter at han på tragisk vis er blevet skudt af en kvinde. Det er fremragende efterkrigslitteratur, skrevet året efterthe Shot Heard ’Round The World, og den portrætterer i Roy Hobbs’ skikkelse den afsondrede helts problemer med at blive integreret og være en del af en hverdag, hvor helte – eksempelvis krigsveteraner – hurtigt bliver glemt i en ny, gryende virkelighed. Begge romaner vidner om en af sportens vigtigste funktioner i USA, nemlig som historisk markør i et land, der er blevet skabt i løbet af de sidste 200 år, og som stadig anser tilblivelsesprocessen for ufærdig. Det er derfor, man ikke kan slå op iNew York Timesuden at læse om Babe Ruth og andre gamle sportskoryfæer; de udgør en nostalgisk reference i et på mange måder nyt og derfor historiehungrende land.

Amerikanske forfattere har også en stor kærlighed til sporten for dens udjævnende effekt – den kan for mange unge, primært sorte, fattige, være en vej ud af ghettoen. Den kan lede til social optur og til håb og muligheder, og selv i den mest kyniske amerikaner er det min erfaring, at der banker et hjerte, der længes efter den forløsning, der skabes, når det »gode« trodser alt – og vinder. Der er simpelthen god narrativ juice irags to riches-fortællinger om unge, fattige, sorte, der kommer fra nedbrudte hjem, men alligevel når toppen. Det skal også med i ligningen, at modstand og nederlag ikke ses som skamfuldt i USA, men som noget, der hærder og opbygger ens karakter, som man så kan trække på, når man igen forsøger at nå tinderne.

Forfatterne bruger naturligvis også andre sportsgrene end de fire store – football, basketball, baseball, ishockey – som spejl for kultur, klasse og tilhørsforhold. Ingen forfatter har vel skrevet så vidt og bredt om tennis som David Foster Wallace, både i essays som »Federer as Religious Experience« og i det både berømte og berygtede postmoderne mammutværkInfinite Jest(1996), hvoraf en god del udspilles på Enfield Tennis Academy; her opfører to studerende, Michel Pemulis og John »No Relation« Wayne, sig på en måde, der undergraver tennis som den pæne hvide sport, imens der sælges stoffer og manipuleres i ét væk i en verden af social iscenesættelse.

I Joseph O’Neills meget fine romanNetherlandportrætteres en hollænder i New York efter 9/11; han begynder at spille cricket i Staten Island Cricket Club for at få en følelse af et tilhørsforhold. Og det er nok muligt, at cricket er en gentleman-sport, men det er med en underklasse af immigranter, han spiller, og den eneste person, han danner en form for venskab med, ender med at blive dræbt.Netherlander en smuk roman om sporten som tilhørssted og samlingspunkt i en fremmedgjort verden.

Endelig er der selvfølgelig F. Scott FitzgeraldsDen store Gatsby(1925), hvor hovedpersonen Nicks kæreste Jordan er amatørgolfspiller. I bogen viser Fitzgerald, hvordan fritiden blev en ressource, der skulle fyldes ud, når man nu havde fået opfyldt sin amerikanske drøm, og hvordan kedsomheden – det moderne menneskes største svøbe – for alt i verden skulle fortrænges, for eksempel ved at dyrke sport. Fitzgerald lader også læseren fornemme karakterernes sande natur, når de snyder og bedrager i deres sportsudfoldelser. For eksempel snyder Jordan i en golfturnering, og en anden figur, Meyer Woldsheim, fikser en baseball World Series (sportgrenens årlige finale), hvilket refererer til virkelighedens berømteBlack Sox Scandal, hvor otte Chicago White Sox-spillere i 1919 blev anklaget for at tabe med vilje – og imod betaling. Hos Fitzgerald er der ikke meget tilbage af den karakteropbyggende virkning, man ellers tilskriver sportsudøvelse.

På den måde går der en lige linje fraDen store Gatsbytil dagens sportsskandaler, det være sig i FIFA, med doping eller matchfixing, der vidner om, at sporten altidogsåer blevet benyttet som en pengemaskine for i forvejen kapitalstærke interesser. Og der går en lige linje til vore dages sport, der i al sin tiltrækkende enkelhed fungerer sompanem et circensesfor masserne og får mange til at lukke øjnene for større samfundsproblemer. Men bagsiden til trodsersport i USA med til at skabe den nødvendige sammenhængskraft og loyalitet i et samfund præget af ekstrem kulturel diversitet og uden den meget lange historie, man finder i Europa. I den gamle verden har forfatterstanden blikket rettet mod den negative side af ligningen og lader derfor ofte sporten ligge, men de amerikanske forfattere forholder sig til spændingsfeltet, når de lader sporten blive metafor for livet i et land, hvor man opdrages til at gøre en forskel og drømme stort – vel vidende at drømmene ofte kuldsejler.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654