Reportage. Den verdensberømte japanske forfatter Haruki Murakami gæstede Møn, hvor han løb og læste og spiste rester med arrangøren Marianne Hjort-Lorentzen.

Det er egentlig husets datter, som er den store fan af den japanske forfatter Haruki Murakami. Hun har faktisk læst alt det oversatte plus nogle engelske titler, og der er sat folk på arbejde for at sikre billetter til det eksklusive arrangement på Møns Litteraturfestival i den forgangne weekend. De bliver også revet væk på to timer, og det er et eventyr, der hænger på køleskabet i månedsvis, og så er det pludselig M-dag. M for Murakami og Møn. Det er anden dag, han optræder, og det er uden lørdagens buffet, men det er jo også den åndelige føde, vi her er på jagt efter hos den japanske mester, der læses østen for solen og vesten for månen. Jeg har i månederne op til Murakamis besøg haft temmelig meget pensum i anledning af den nys overståede Louisiana Litteraturfestival og har derfor streamet Murakamis Kafka på stranden på netlyd. dk, men det lader sig ærlig talt ikke rigtig gøre at lytte til denne historie med afbrydelser, eller mens køleskabet bliver afrimet. Her taler en af hovedpersonerne med katte, et dyr, der står forfatterens hjerte nær, og der er flere parallelle historier at holde rede på, det kræver en mere dedikeret læsning.

På Møn skinner solen, og så regner det, og vi parkerer på en pløjemark og vandrer med de andre aficionados til Rødkilde Teaterhøjskole, der ligner en borg og ejer en fin sal, der rummer dagens 200 udvalgte. Rundt om svirrer en hærskare af hjælpende ånder, der sælger de forhåndssignerede bøger, serverer den heftige cocktail kaffe og rodfrugtchips og river billetter af. Der er forfatterkolleger, forlæggere, politikere, men der er ingen papparazis, ingen OB vogne, ingen Ladies and Gentlemen of the press, for Murakami er pressesky, og han forlader scenen, stedet, planeten Møn, hvis der viser sig en blitz eller en mobiltelefon. Festivalleder Marianne Hjorth-Lorentzen er en mild kvinde, der har skaffet et scoop til øen, og hun er også den, der har opfyldt alle krav fra Murakamis agenter. De handler ikke om guld, men snarere om grønne skove, hvor han kan jogge og være i fred med sin hustru gennem alle de voksne år. Hun hedder Yoko, og hun sidder klar med pen og papir, og nu sætter Murakami sig ned ved siden af lige dér på første række. Og Marianne Hjorth-Lorentzen byder velkommen på japansk med en stille ynde. Så remser hun reglerne op igen og venter, mens de sidste slukker mobilerne, og så er det Mette Holm, Murakamis oversætter, der introducerer dagens novelle. Den er trykt i dagbladet Politiken, hvis De vil læse Om at møde den 100% perfekte pige en smuk aprilmorgen, men det bliver uden den japanske version, som vi andre bliver præsenteret for. Murakami læser et afsnit, Mette Holm oversætter. Det er fint, og den efterfølgende samtale afslører også, hvor skønt det er for en forfatter at tale sit eget sprog. Resten af dagen er nemlig på engelsk, og det taler Murakami udmærket, for han har boet i lange perioder i USA og undervist på forskellige prominente universiteter. Han oversætter også fra engelsk/amerikansk, men det er bare ikke det samme som at høre hans flydende japansk.

Mindre kan også gøre det. Der udfolder sig en inspireret samtale, for Mette Holm elsker Murakami, og det er tydeligvis en svir for oversætteren, at det handler om denne ofte oversete metier i litteraturformidlingen. Oversættelse, siger Mette Holm, bliver ofte betegnet som enten »en trofast hustru - pålidelig og kedelig« eller »en elskerinde - lidenskabelig, men troløs.« Sådan cirka. Murakami er til begge dele, det skal være trofast og lidenskabeligt at oversætte en tekst. Han elsker selv Scott Fitzgerald, og han har oversat Raymond Carver, som han også har mødt i sin tid. »Han var holdt op med at drikke, men han røg!«, siger Murakami og ler en lille, japansk latter. Han er løber og vist ikke ryger, selv om han i sin tid var indehaver af en jazzklub og ikke et forfatterskab. Det sidste tog han først hul på som 29-årig, og det gik godt, som han siger. Det kan man da kalde en mild underdrivelse for denne storsælgende skrivesuperstar.

Det er en generøs eftermiddag med en veloplagt Murakami, der efter pausen bliver interviewet af Kim Skotte, der også elsker Murakamis forfatterskab og med sin lidt stille, men gennemsympatiske spørgestil bringer det bedste frem i forfatteren. Det handler blandt andet om, hvor Murakami henter sit særegne univers fra, denne blanding af lige-ud-ad-landevejen og noget mildest talt ekstraordinært, der mødes i hans bøger. Og hvorfor optakten til hans nok mest kendte roman Trækopfuglens krønike, hvor hovedpersonen koger spaghetti, mens han lytter til Rossini, er så fængende?! Murakami trækker på skulderen. »It's just spaghetti«, siger han og smiler polisk.

Da det hele er forbi, og vi står udenfor, træder Yoko i karakter, for nu skal de væk, og lige så god en forfatter, han er, lige så råddent kører han under hustruens direktiver med speederen i bund ud fra sin parkeringsplads, og da hun er kommet ombord lige så hasarderet ud ad indkørslen. Væk er de som i et drømmesyn, mens vi vandrer af sted med bøger og plakater og ånden fra Murakami svævende over Møns marker.

Tirsdag fanger jeg Marianne Hjorth-Lorentzen på telefonen for at høre, hvordan hun har det oven på besøget fra Japan. Svaret falder uden tøven: »Jeg er træt.« Men så let slipper hun ikke. Jeg vil vide, hvordan det har været for hende, der har været rigtig tæt på Murakami og Yoko efter års forhandlinger for at få stjernestøvet til Møn. Det viser sig, at hun lige har afleveret Murakami og frue i København - somewhere, hvor de skal være et par dage. Incognito.

M. H-L.: »De har været på Møn siden onsdag, og det har været hyggeligt og spændende... de har jo boet hos mig.«

- Var du nervøs på forhånd på grund af alle de krav?

M. H-L.: »Ja, på et tidspunkt, men det var sådan set længe, inden han kom. Det var, som om det aldrig fik en ende, og det var ikke, fordi kravene steg i antal, det var mere hans sekretariat, der hele tiden kontrollerer - alt. Jeg forstår jo også godt, at han er så verdensberømt, at hvis der ikke er kontrol via sekretariatet, så går han helt i spåner. Det betyder så meget, at der er det filter, og derfor tog det da også et par dage at lirke dem ud af skallen. De var virkelig meget, meget søde, så al den kontrol var jo væk, da de kom.«

- Du er både den, der kører ud i lufthavnen og indlogerer forfatterne privat hos dig.

M. H-L.: »Jeg gør det hele, og det er også det, der adskiller min geschäft fra alle andres. Jeg bruger mig selv meget og også mit hus. I dette tilfælde fordi det var det eneste sted, hvor jeg kunne sige - ja, jeg kan godt beskytte ham. Mit hus ligger ude ved havet, og man kan ikke komme til det, uden at jeg opdager det.«

- Det er altså tæt på privatlivet, men han står jo meget tidligt op.

M. H-L.: »Ja, og de går i seng klokken ni-halv ti, så der var ikke noget nattesæde. Jeg sørgede for, at der var noget at spise, Yoko sørgede for at servere morgenmaden. De står jo op klokken fire, og så løb han sine 10 kilometer eller mere rundt i det smukke landskab hver morgen og hilste på hestene og rådyrene, det var han meget betaget af, og det kan jeg godt forstå, når man kommer fra Tokyo. Han og Yoko snakkede fantastisk meget om skyerne, de har jo ikke alt det lys og himlen er ikke nær så stor i Tokyo som på Møn, vel.«

- Hvad disker du op med, når du henter dem i lufthavnen, der er alligevel en lang køretur forude.

M. H-L.: »Jeg lader fem være lige, for jeg er god til at være stille. Det er nemt at mærke, at de ikke skal angribes hverken fysisk eller åndeligt. Jeg ved ikke, om det er generelt for japanere, men de to kommenterede ingenting før i dag. Der var gang i kommentarerne, da vi kørte tilbage til København. De kom altså onsdag morgen, så vi havde det meste af onsdagen, hele torsdagen og fredagen, før der var arrangement. Jeg havde lejet en bil til dem, og de var rigtig gode til at køre rundt og opleve Møn.«

- Byder du på lokal menu eller noget særligt, når gæsterne nu er fra Japan.

M. H-L.: »Hvis du tænker på min mand Peters og min menu, så er det fisk, og jeg havde tjekket deres på forhånd, og det var fisk og frugt og grønt, så der var ingen problemer.«

- Og Murakami og Yoko var også med til den afsluttende middag med forlæggere og andre?

M. H-L.: »Det tog sin tid først at overtale ham til at tage to arrangementer. Og spisningen lørdag i fællesskab med publikum tog også tid at overbevise ham om. Men for at beskytte ham havde jeg lavet en rosenhave foran bordet, det så pragtfuldt ud, og så havde jeg lavet bordplan for ikke at risikere, at han blev overfaldet af læsere.«

- Hvem fik lov at sidde sammen med ham?

M. H.-L.: »Nogle forlæggere og oversætteren, det gik godt. Men søndagen var endnu mere åben fra hans side.«

- Og Yoko?

M. H-L.: »Hun er hans ' recorder'. Hun tager noter og fotograferer meget. De laver rejsebøger, og så laver hun sådan et arkiv helt privat. Endnu da. Men hun havde det fremragende både lørdag, søndag og mandag, hvor vi kørte rundt og var ude og besøge Günter Grass i hans sommerhus på Møn. Det var vanvittig hyggeligt, alle var afslappede og i godt humør, og det endte med, at vi sad og spiste rester fra den store middag aftenen før. Da var vi ligesom gamle venner«.