1 Sektion uge 51 | 2014

Interview. »Taber vi valget, vil det være min politiske platform hele tiden at udfordre Løkke til at komme ud af den hængekøje, som Thulesen Dahl vil placere ham i.« Morten Østergaard om De Radikales rolle før og efter valget.

Af Arne Hardis

Centrum hvad for noget

Skæbnen har maget det så gunstigt, at ALT for damerne kort før min samtale med Morten Østergaard bringer et større interview med SFs Özlem Cekic, hvis ulykkelige personlige oplevelser for et par år siden på det fineste understreger det spørgsmål, jeg vil søge afklaret hos den radikale leder: Er centrum/venstre som politisk begreb ikke dødt? Er det ikke læren af tre års kronisk, støjende og spektakulær ballade i Thornings regeringer?

Cekic stemte i juni 2012 for første gang mod partilinjen, da en i folkesocialistisk perspektiv kontroversiel skattereform skulle vedtages, hvad der som bekendt kostede hende samtlige politiske poster. Det nye i ugebladets historie er, at Cekic efterfølgende brød sammen ramt af stress og politisk ensomhed. Nedsat syn, tabt orienteringsevne, smerter forskellige steder i kroppen.

Senest har den radikale leder selv bidraget til splid i regeringen, da han letsindigt fik undsagt visdommen i regeringens politik over for syriske flygtninge. Kan Morten Østergaard mon komme i tanke om nogen regeringslejr, som har været bare tilnærmelsesvis lige så samspilsramt som Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten? Gråd, banden, separate pressemøder, et evigt flimmer af miserable meningsmålinger, nye ministeropstillinger og evigt lurende udlændingeuro.

»Nu er jeg jo opdraget i den historieløse rundkredspædagogiks tid, så jeg kan næppe huske mere end tre regeringer tilbage,« smiler han. Det er en regntung eftermiddag, ministeren sidder i casual, åben skjorte og trimmet fuldskæg, tillidsvækkende åbent ansigt. Afstanden til forgænger Vestagers mentale rumtyngde synes betydelig. Østergaard ser da også straks bekymret ud, da jeg oplyser, at jeg overvejer at beskrive ham som en Vestager med et menneskeligt ansigt. Han har haft hendes post i godt 100 dage, der er nok en anelse flere dage, til vi skal til valg. Det er tid til at gøre boet op.

Morten Østergaard påpeger, at regeringsblokken jo ikke kom fra start som en fasttømret enhed, »SF og Socialdemokratiet tænkte i en periode, at det nok ikke var så nødvendigt at lytte til os«, som han i stilsikkert understatement formulerer det. Samtidig blev den nye regering forberedt under det vilkår, at Margrethe Vestager gik til valg med et for alle andre end De Radikale selv besynderligt dobbeltbudskab; hun ville af med Løkke Rasmussen, men gerne gennemføre sin efterløns- og dagpengepolitik sammen med ham.

»Og det er jo rigtigt, at vi ikke har følt os bundet af vores parlamentariske grundlag, ligesom Enhedslisten og senere SF ikke har følt sig bundet af hensyn til os. Når Pia Olsen Dyhr åbner den politiske sæson med at føre kampagne mod det, hun selv har arbejdet for som regeringsmedlem, afspejler det da, at vi har haft relativt ophedede politiske debatter. Så ja, du kan roligt lægge centrum/venstre-begrebet i graven, jeg får lyst til at sige centrum hvad for noget? Det er mest sådan en hest, man trækker af stalden, når man vil postulere en enighed, som ikke findes. Der er ikke i sig selv politisk kraft i centrum/venstre, og jeg er slet ikke så optaget af det fænomen, som du lægger op til. Vi har lavet masser af fine ting sammen med den venstrefløj, der holder os ved magten, og det håber jeg, vi kan fortsætte med efter valget, men den centrale modsætning er slet ikke mellem centrum/venstre og centrum/højre,« siger Morten Østergaard.

Midtens energi

Den radikale leder erklærer sig grundlæggende uenig i den forestilling, at al forandring presser sig igennem fra fløjene. Glistrup, eksempelvis, som i 1973 kæmpede for mindre stat. Eller venstrefløjen, som omvendt agiterede for mere, hvis der bare blev sat et »velfærds-« foran.

»Paradoksalt nok trives den idé, at midten er en stillestående, kedelig grød. Måske har det været sådan, men virkeligheden i dag er, at den forandrende kraft skabes ved et samarbejde hen over midten. I dag ser vi, at det er fløjene – især Enhedslisten og Dansk Folkeparti – som står for konservatisme og vil rulle forandringer tilbage. Energien er på midten, stilstanden trives på fløjene. Det afgørende gode ved Thornings regeringer er, at det er lykkedes os at skabe forandringer fra midten og hen over midten. Nu siger Venstre, at det skyldes, at de har været en meget mere beredvillig opposition. Mit svar er, at de muligvis er en bedre opposition, men så er vi til gengæld bedre som regering. Skulle vi så ikke fastholde den rollefordeling? Vi var forud for sidste valg ret sikre på, at med Socialdemokratiet i regering ville tingene blive gjort, mens man ikke kunne have samme sikkerhed under Fogh og Løkke.«

– I er simpelhen dem, som kan trække Socialdemokratiet til truget og få dem til at drikke af det?

»Vi kan se den effekt, at når vi giver dem magt, kvitterer de med at rykke mod midten og agerer ansvarligt i forhold til vækst og beskæftigelse. Det er den grundlæggende forklaring på, hvorfor vi ikke kan pege på Løkke som kommende statsminister. Han lægger jo op til at gentage Foghs beslutning om at regere Danmark fra én blok. Løkke vil styre fra en position, hvor Thulesen Dahl får meget stor indflydelse. Det er rigtigt, at Dansk Folkeparti viste stor ansvarlighed i 2010 og 2011, da landet var ved at gå rabundus. Partiet var med i både dagpenge- og efterlønsaftaler. Men det var jo i en situation med dyb krise, en krise, som vi er næsten ude af. Vil vi så kunne vente samme ansvarlighed af Dansk Folkeparti fremover? Det tror jeg ikke på, og det er jo også, hvad de selv lægger op til, når man lytter til, hvad de siger om offentlig vækst og dagpengeregler, eksempelvis. Dansk Folkeparti vil først reagere, når nøden står for døren, og så er det for sent, eller også bliver det meget tungere at gennemføre tingene, end hvis man har modet til at gribe ind, mens økonomien er i fremgang.«

Ifølge Østergaard risikerer man derfor den værste af alle verdener, hvis Løkke Rasmussen får et folkeligt mandat, der minder om meningsmålingernes spådomme: Handlingslammelse for så vidt angår nødvendige reformer og til gengæld masser af offentlig debat koncentreret om at udpege og adskille får og bukke.

»Venstre har helt klart vist vilje til reformer, men skal vi videre ud ad den vej, og skal reformerne fastholdes, er det nødvendigt, at SR-regeringen fortsætter. Det er i den forstand, jeg taler om, at vi er rygraden i dansk politik. Vores rolle har været og skal være at sørge for, at den forandrende kraft, som findes i Venstre og Socialdemokratiet bliver til politik. Vi er den nyttige hjælper, og jeg kan ikke få øje på andre regeringskonstellationer, der kan sikre reformerne. Der er jo kun tre partier, som helt umisforståeligt erklærer sig parat til at gå i regering.«

– Er SF endegyldigt ude af den forandringskoalition, du beskriver?

»Det er en sejlivet myte, at vi ønsker SF hen, hvor peberet gror. Tværtimod ansvarliggjorde partiet sig i historisk grad, mens folkesocialisterne sad i regering: topskatten blev sat ned, og vi gennemførte en vækstpakke, som sikrede erhvervslivet lavere selskabsskat. Det giver en meget høj score i min bog. Og da de trak sig ud af regeringen, var det jo ikke på grund af dagpenge eller efterløn, men som følge af en ejendommelig Dong-sag. Jeg har intet at laste SFs tid i regeringen, men kan konstatere, at de har valgt en kurs uden for regeringen, som trækker dem længere væk fra ny deltagelse. De ledende SFere er måske klar til at gå i regering igen, men SF er det tydeligvis ikke.«

Ny midte?

Ja, ja, det er meget godt med alt dette; Morten Østergaard er tydeligvis ved at gøre sig valgkampklar og har sine ørehængende pointer klar. Men lider hans analyse af midtens forandrende kraft ikke af den grundskavank, at denne midte slet ikke eksisterer længere med De Radikale på rollelisten? Partiet havde et stort flertal bag sig, da det insisterede på VK’s dagpengereform tilbage i 2011 i Tårnet. I dag er Østergaards parti vel nærmest odd man out: Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil vist være parat til at tilslutte sig a-kassernes krav om et halveret genoptjeningskrav – og så vil Lars Løkke nok også være det, jævnfør Østergaards egen analyse af Venstres ageren.

»Risikoen er der, og det kan blive dyrt. For første gang siden 1980erne risikerer vi, at rettighederne på dagpengeområdet udvides i stedet for at blive strammet. Men lad os gå lidt empirisk ind i den analyse. Det er meget populært at sige, at vi står foran en lang ørkenvandring, fordi vi ikke længere vil være tungen på vægtskålen, hvis Løkke vinder valget. Men ser du på efterlønsforløbet i 2011, kan vi selv påvirke situationen en del. Parlamentarisk – mandatmæssigt – var det ligegyldigt, at vi gik ind i efterlønsforliget, men politisk var der en verden til forskel. Den slags situationer vil kunne opstå igen. Vi vil stadig kunne få indflydelse, men vi vil være afhængige af, i hvor høj grad Dansk Folkeparti vil sejle under bekvemmelighedsflag. Taber vi valget, vil det være min politiske platform hele tiden at udfordre Løkke til at komme ud af den hængekøje, som Thulesen Dahl vil placere ham i. Men jeg understreger, at jeg faktisk tror på, at vi vinder.«

– Du tror ikke på, at Thulesen Dahl arbejder seriøst på at blive et midterparti?

»Nej. Rollen som midterparti defineres ikke af, om man er i stand til at sige det, som mange vælgere ønsker at høre. Det handler om, at man kan føre politik til begge sider, som vi har vist, at vi kan. Thulesen Dahl er helt bevidst om, hvilken gruppe vælgere han taler for og til. Vi valgte ikke at lade halen logre med hunden. Taber vi regeringsmagten, skal Løkke ikke kunne undslå sig samme politiske valg.«

Morten Østergaard påpeger en række politikområder, hvor radikal deltagelse i forlig kan give indflydelse: Der er den meget omtalte dagpengekommission, som skal afgive beretning kort efter folketingsvalget, tilsvarende sidder en pensionskommission med samme tidsfrist, som skal udrede, hvordan pensionsopsparingen kan slippe for overbeskatning, så flere lægger mere til side til deres egen alderdom. Der forestår også et større arbejde for at få indkomstskatten længere ned, mener den radikale leder. Og så har Morten Østergaard også en idé om, at integrationsindsatsen skal inspireres af ret & pligt-tænkningen i kontanthjælpssystemet.

»Måske kan vi lave et system, hvor reglerne på kontanthjælpsområdet så vidt muligt overføres til flygtninge- og indvandrerområdet. I kontanthjælpssystemet har vi nyttejob, og den model kan også bruges på integrationsområdet, tror jeg. Måske har en flygtning kun overskud til én dags arbejde, men så lad os få den dags arbejde nyttiggjort. Vi skal ikke være håndsky, som vi nok har været tidligere, for det værste er mangelen på forventninger. Det vil kræve mange nyttejob ude i kommunerne, men vi kan også arbejde bedre sammen med erhvervslivet om at skabe arbejdspladser og praktikpladser. Ingen af flygtningene kommer jo fra områder, hvor det er fremmed for dem, at man kræver noget af dem. Det er noget, vi påfører dem. Venstres ídé om at sætte ydelserne for udlændinge ned bryder jeg mig ikke om, folk er nødt til at have et bare nogenlunde solidt fodfæste, hvis vi skal kunne kræve noget af dem.«

Korthuset

Intet interview uden en nyhed, og den kommer her til sidst; den handler om noget så sjældent som en radikal indrømmelse af at have fejlet en lille smule. Begivenheden indtræffer, da jeg spørger Østergaard, om han aldrig har overvejet at stikke de øvrige parter i regeringslejren et kødben i skikkelse af halveret genoptjening af dagpengeret. Simpelthen for at etablere så megen ro, at man kan skaffe lydhørhed for de øvrige fortræffeligheder, blokken efter den radikale leders mening står for? Eller mere prosaisk udtrykt: et kødben for at øge chancen for genvalg og fortsat magt.

»Gjorde vi det, ville det være som at trække et af de underste kort ud af et korthus. Regeringen ville tabe momentum, blive slået ud af kurs, samtidig med at det jo både økonomisk og menneskeligt er bedre at insistere på, at stadig flere kommer i beskæftigelse. Som bekendt har vi som mål, at mindst tre millioner danskere skal være i job, og det kræver flere reformer i de kommende år. Venstre og Konservative begik en taktisk brøler, da de nægtede at lade os blive en del af forliget om dagpengestramninger tilbage i 2010. Hvis de havde lukket os ind, ville den diskussion være død, fordi den stramme dagpengepolitik var forankret hen over midten. Nu åbnede man for stadige diskussioner i regeringslejren.«

Så igen: Taktisk ville det vel så være smart at give den luns, så chancen for genvalg kunne øges, insisterer jeg. Det er her, indrømmelsen falder; først påpeger Morten Østergaard, at man jo faktisk løbende har søgt at mildne tilværelsen for de mange tusinde, der har mistet deres dagpengeret især som følge af den afkortede dagpengeperiode. Den radikale leder »køber slet ikke påstanden om, at vi har været dumstædige«. Og så kommer det:

»Men man kan måske sige, at vi først med arbejdsmarkedsydelsen fandt den rigtige melodi for indfasningen af dagpengereformen. Den skulle vi måske have gennemført fra starten.«

– Det lyder som selvkritik!

»Ja, for så vidt angår arbejdsmarkedsydelsen. Vi skulle have fundet på det tidligere for at få en mere lempelig indfasning.«

– Radikal selvkritik? Det er jo en sensation!

»Så tager vi den sensation med.«

Morten Østergaard smiler. Han ser meget menneskelig ud.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654