Newzealænderen Edmund Hillary bruger to timer fra klokken 4 til 6 om morgenen den 29. maj 1953 på at tø sine støvler op over det lille stormkøkken. Sammen med sin tibetanske makker Norgay Tenzing har han netop overnattet i dødszonen 8.500 meter oppe ad bjerget.

Temba Tsheri Sherpa fra Nepal var kun 16 år, da han i 2001 stod på toppen af Mount Everest. Han var dog tre år ældre end 13-årige Jordan Romero fra USA, der sammen med sin far nåede toppen i 2010. Mount Everest rager over otte kilometer op i luften fra havoverfladen. Men målt fra Jordens centrum er der faktisk et bjerg, der er højere. Jorden buler nemlig ud på midten, og derfor er vulkanen Chimborazo i Ecuador i Sydamerika længere væk fra centrum af Jorden end Everest, men kun 6.268 meter fra havoverfladen.

I dødszonen er der så lidt ilt, at mennesker kun kan overleve i få dage. Der er med andre ord dårligt tid til at bakse med iskrystaller i fodtøjet. Drypvis nede ad bjerget venter de 400 andre medlemmer af den syv uger lange ekspedition til toppen af Mount Everest: verdens højeste bjerg på grænsen mellem Nepal og Tibet i Asien.

De to bruger hele morgenen på at klatre 348 meter, og klokken 11.30 blafrer det britiske flag i 8.848 meters højde. Mount Everest er tæmmet.

Hillary og Tenzing er supermænd. Med 14 kilo på ryggen stavrer de to op og op og op trods frostgrader som en dybfryser og så lidt ilt til hjernen, at hovedpine, appetitløshed, søvnløshed og træthed sniger sig ind på dem. Kort før toppen møder de en mur. En 12 meter høj næsten lodret klippevæg. Væggen hedder i dag Hillary Step, fordi Hillary trodser fornuften og klatrer op som den første.

Da bjerget blev en myreture

Efter 1953 finder flere og flere vej til toppen, selvom bjerget også tager sine ofre. Nogle falder i gletsjersprækker eller styrter ned fra de stejle klippevægge. Andre begraves i laviner eller får akut højdesyge og dør af vand i lunger og hjerne. Der er også dem, der blot falder om af udmattelse.

Frem til 1980erne er det dog stadig kun de skrappeste i verden, der sætter isøksen i Everest. Men i 1985 drager et særligt par mod toppen. En guide og hans klient. Den amerikanske bjergbestiger David Breashears og rigmanden Richard Bass. Deres bestigning af Everest får lidt samme betydning, som da Dennis Tito i 2001 blev den første rumturist. Pludselig åbner et marked for at fragte helt almindelige friluftsfolk til toppen.

Selvom Edmund Hillary var biavler, så var han en af de dygtigste bjergbestigere i det britiske imperium. Norgay Tenzing var heller ikke blot en bondesøn, men en del af sherpafolket og genetisk udstyret med en overmenneskelig evne til at klare sig i højderne. I dag er bjerget en myreture befærdet af småbuttede rigmænd, journalister, filmfolk, pensionister (aldersrekorden er 76 år, men en 80-årig japaner er lige nu på vej mod toppen) og begyndere, der har købt udstyret få måneder før afrejse.

Den danske bjergbestiger Mogens Jensen er en flittig gæst på Everest, og i 2007 står han på toppen. Han får dog en noget anden tur end Hillary og Tenzing. Han må indordne sig i en lang række af klatrere, der sammen møver sig op ad bjerget som et kæmpe døsigt tusindben. Alle hægter de sig på de samme reb fastgjort af sherpaer uger i forvejen. Foran Hillary Step opstår en prop, og klatrerne må vente i mange minutter på deres tur, som stod de i kø til Dæmonen i Tivoli. Et par klik med kameraet og så ned igen.

»Nogle har kun været på Mont Blanc i Europa og vil så på Everest. Mont Blanc er 4.807 meter, og de aner ikke, hvordan de reagerer på en højde som 8.848,« siger Mogens Jensen.

Han har blandt andet oplevet nybegyndere, der ikke kender de pigsko kaldet steigeisen, som alle bjergbestigere bruger for at kunne gå på isen.

»I 2007 skulle vi i gruppen lige ud og øve os på lidt is. En i vores gruppe satte steigeisen omvendt på støvlen, så piggene pegede ind mod sålen,« fortæller Mogens Jensen.

Bjerget dræber hvert år

I år har bjerget indtil videre taget otte liv, og højsæsonen på bjerget er først lige begyndt. I 2012 døde ti.

»Det er stadig et sindssygt farligt bjerg. Hvis du får det dårligt over 8.000 meter, så er der ingen til at hjælpe dig. Vi taler om, at folk tager pappet ud af toiletrullen for at spare vægt, og så løfter man altså ikke lige en udmattet klatrer ned,« forklarer Mogens Jensen.

Mount Everest kaldes i dag verdens højeste kirkegård. Bjergbestigerne ligger stadig, hvor de døde, og de skinnende, farverige dunjakker sørger for, at alle på vejen op får set ligene.

Trods livsfaren betaler cirka 400 hvert år op mod 500.000 kroner per mand til firmaer, der organiserer topturene. Mange af verdens dygtigste bjergbestigere ryster på hovedet over udviklingen, blandt andet Tenzings søn Jamling Tenzing Norgay og legenden Reinhold Messner, der som en afskyelig snemand trives så godt i de tibetanske højder, at han som den første besteg bjerget ene mand og uden de ekstra iltflasker, som alle indtil 1978 – også Hillary og Tenzing – var afhængige af.

»Når vi bestiger bjerge, lærer vi ikke, hvor stærke vi er, men hvor forsigtige, opmærksomme og endda bange vi er. De her kommercielle ture til toppen er stadig farlige, men klienterne føler sig i trygge hænder og ser bort fra farerne,« fortalte den italienske, skæggede vildmand i 2004 til en britisk avis.

Mogens Jensen kender alle farerne, og derfor stoppede han Everest-eventyret sidste år, da han blev far til en søn. I 2005 var han ved at fryse en fod af, og i 2007 og 2009 fik han højdesyge.

Den mest dødelige fare er dog vejrets luner.

»Lige pludselig så kan naturen banke i bordet,« siger Mogens Jensen.

Det gjorde naturen i 1996, da en dødelig snestorm føg hen over toppen. Klienter blev fanget i dødszonen, og i alt 15 døde det år. Mange frygter, at sådan en storm i dag vil kræve mange flere liv, hvis hele tusindbenet af bjergbestigere bliver fanget.

I dag er det Tenzings fødselsdag...

Edmund Hillary vendte ofte tilbage til Nepal for at bestige bjerge og bygge skoler og hospitaler til sherpa-folket. Han døde i 2008, og de sidste år kritiserede han også den moderne udvikling på Everest.

Norgay Tenzing gik selv ind i turistbranchen og arrangerede ture til Himalayas bjerge. Sønnen overtog firmaet efter Tenzings død i 1986, og selv om sønnen bogstavelig talt gik i sin fars fodspor og besteg Everest i 1996, så kan man ikke booke en tur til toppen gennem firmaet. Tenzing kendte ikke sin fødselsdato, men fra 1953 fejrede han den hvert år den 29. maj.