Faktisk uge 17 | 2015

Hunde-hyldest. I Italien ligger Foof, et af Europas første hundemuseer. Her er gamle halsbånd, filmplakater med hundestjerner og 400 levende hunde – men ingen udstoppede.

Af Morten Beiter

Hundenes land

Der er et sted langt nede i Italien, mere præcist ude på landet mellem de to store byer Rom og Napoli, hvor der er fyldt med hunde. Man kan kalde det Hundenes Land, for der er ingen, der ejer de her hunde. De går bare rundt og leder efter mad i skraldespandene og lægger sig til at sove, hvor de vil, og når man skal på posthuset eller købe en billet på stationen, så ligger der en stor sovende hund midt i det hele, som man må skræve over for at komme hen til billet- eller postdamen.

80.000 herreløse hunde tror man, at der er i alt i bare det område, som hedder Campanien. Det er flere hunde, end der bor mennesker i Esbjerg, og lidt færre, end der bor på Frederiksberg. Bare for at give et eksempel. Og så mange, at de hele tiden bliver kørt ned af biler på vejene. Og når der kommer cirkus forbi, så fanger cirkusfolkene nogle af hundene og fodrer løverne med. Det siger man i hvert fald.

Ingen kan huske, hvor alle de hunde kommer fra. De har bare altid været der. Måske startede det hele med, at en hund blev efterladt af sin ejer, og så mødte den en anden hund, som også var blevet smidt ud hjemme-fra. Hvis det er sådan, så var det i hvert fald for meget længe siden. Og de bliver flere og flere. Bortset fra altså når der er cirkus i nærheden.

Egentlig er det en trist historie. For de fleste hunde drømmer inderst inde om at få et menneske, men her er der ikke mennesker nok til alle hundene. I hvert fald ikke mennesker nok, som har lyst til at få en hund hjem til sig selv og passe den.

Det vil Gino Pellegrino lave om på. Han er arkitekt og hundeelsker, og han synes, at alle hunde har ret til et ordentligt liv. Derfor har han sammen med sine venner lavet et slags hundehotel, et såkaldt internat, hvor hunde kan komme og bo, mens de venter på en herre.

Opkaldt efter en hund

Ginos sted åbnede for mange år siden, og i starten kom der ikke mange mennesker. Men så fik Gino en idé.

»Vi laver et hundemuseum også! Italiens og måske Europas første hundemuseum!«

Det er tre år siden. Museet kom til at hedde Foof og blev ikke det første hunde- museum i Europa, for de nåede at åbne et først i England. Men næsten. Et lidt sjovt navn, Foof, men det hedder Ginos egen hund, så det skulle museet også hedde.

I dag er Gino blevet museumsdirektør og tager hvert år imod omkring 60.000 mennesker, som kigger forbi for at besøge hundene og se udstillingerne. Og hvert år er der nogle 100 hunde, som på den måde finder et nyt hjem. For de allerfleste det første hjem, de nogensinde har haft. Det er flere end nogensinde før.

Men der er også meget at se på museet. For eksempel kan man gennem forskellige fossiler se, hvordan hunden har udviklet sig gennem tiden, og hvordan den er blevet menneskets bedste ven, også selv om mennesket ikke altid er hundens bedste ven.

Der er masser af filmplakater, hvor man kan se hunde, der er blevet filmstjerner. For eksempel schæfer-politihunden Rex og en anden schæferhund, Rin Tin Tin, som blev reddet fra en af Første Verdenskrigs slag- marker for næsten 100 år siden og blev en stjerne i Hollywood. Men der er også historier om kærlighed mellem politikere og hunde, om hunde i kunsten og om hunde i forskningen, hvor de bliver brugt til forsøg.

Der er robothunde, som kører på batterier i stedet for hundekiks. Og der er en af verdens største samlinger af hundehalsbånd. De ældste er nogle flere 100 år gamle jernhalsbånd med pigge på, men der er også nogle finere af messing med navnet på hunden indgraveret med svungne bogstaver.

Gadekryds blev teaterstjerne

En gang imellem kommer der også en teatertrup forbi, som optræder med hunde i hovedrollerne. En af de mest berømte hunde-skuespillere hedderBriciola– det betyder krumme på italiensk – og er et lille gadekryds, som netop engang boede på Foof.

»Jeg er meget stolt,« siger Gino. »For på denne her måde får en masse hunde nogle mennesker at bo hos, og samtidig får vi fortalt en masse om det at være hund. Da vi kun havde internatet, kom her ikke så mange, for mange familier opfattede det som et lidt ’trist’ sted, hvor de ikke tog deres børn med hen. Men siden vi åbnede museet også, kan vi næsten ikke komme til for mennesker. Måske er dette det bedst besøgte hundeinternat i hele Italien. Og det bedste af det hele er, at det er et hundemuseum – men vi har ikke én eneste udstoppet hund. De er alle sammen levende.«

Museet ligger langt ude på landet, lige dér hvor mange af de herreløse hunde boede i forvejen. Til højre ligger internatet, hvor alle de herreløse hunde bor, som har fået et nyt midlertidigt hjem på museet og venter på en herre. De hunde må man tage med hjem gratis, hvis man vil, og museets folk tror, at man vil være en god herre. Til venstre ligger en hundekennel med »finere« hunde, som man skal betale for. Labradorer, beagler og sanktbernhardshunde for eksempel. I alt bor der omkring 400 hunde på Foof.

Inde på museet kan man blive vist rundt og blandt andet lære at tale »hundsk« – et sprog, man taler uden at åbne munden. Og man får at vide, hvordan man skal nærme sig en hund, så den ikke bliver bange for én, men i stedet bliver det, den allerhelst vil være. Din allerbedste ven. www.foof.it

Hundens rettigheder

Gino og hans venner har lavet en liste med hundens rettigheder. Altså ting, som alle hunde har ret til i deres hundeliv.

1. Hvis du bliver adopteret, har du ret til, at dine nye mennesker ikke bare glemmer dig igen hurtigt bagefter, men at de virkelig bruger tid på at være sammen med dig.

2. Som hund har du ret til at få en opdragelse, som passer til din karakter og dine talenter.

3. Alle hunde har ret til et liv, hvor de ikke hele tiden er bundet til en kæde eller render alene rundt i haven.

4. Alle hunde har ret til at blive luftet. Ikke kun for at tisse og lave pølser, men også for at møde andre hunde og snuse og gå på opdagelse.

5. Alle hunde har ret til at lege med andre mennesker og venner blandt andre dyr. Leg er med til at udvikle hunden og lære den, hvor grænserne går.

6. Alle hunde har ret til ikke at blive slået eller på anden måde mishandlet.

7. Alle hunde har ret til ikke at være bange. En hund, der hele tiden er bange, lider forfærdeligt, og det er ejerens pligt at sørge for, at den er tryg og veltilpas.

8. Alle hunde har ret til at blive behandlet for de sygdomme og skavanker, de får.

9. Alle hunde har ret til at leve som hunde og ikke blive behandlet, som om de var mennesker.

10. Alle hunde har ret til at få mad, der passer til dem.

Klapsalver til hunde

Mange børn fra skolerne kommer til Foof for at møde hundene og lære, hvordan man behandler dem, så de ikke bliver bange for én. For eksempel lærer børnene, at de ikke må råbe eller klappe i hænderne, når de ser et teaterstykke, hvor der optræder hunde. Al den larm kan nemt gøre hundene forvirrede eller bange. I stedet rækker børnene hænderne i vejret og vifter med dem. Det er næsten lydløst, og så taber hundene ikke tråden på scenen.

Wrouf!

Du ved jo godt, at en hund i Danmark siger »vov-vov«. Men hunde siger ikke det samme i alle lande. I Japan siger en hund for eksempel »wan-wan«. Og i Italien siger den »bau-bau«. I hvert fald, hvis du spørger menneskene.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654