Vinn-surfing. Bent Vinn Nielsen har skrevet en underlig mild og luftig roman om – og som – en i særklasse knarvorn 96-årig.

Da Bent Vinn Nielsen for seks år siden blev interviewet af Informations Nikolaj Thyssen og Rune Lykkeberg i anledning af sin forrige roman, En bedre verden, proklamerede han, at en fase i forfatterskabet hermed var slut: »Personligt opfatter jeg det som afslutningen på den række af bøger, som begyndte med Et stykke af muren (1991). Det er afslutningen på den runde, og det har været meningen siden 1995.« Hvilket chokerer interviewerne noget: »De bøger, du har skrevet siden 1991 har været virkelig gode – og vi vil gerne have fl ere. Men den måde at skrive på, den er du færdig med?« Bent Vinn svarer undvigende: »Det ved jeg jo ikke.« Men sætter så trumf på: »Jeg gider ikke skrive flere bøger.«

Til gengæld skrev så den ene interviewer, Rune Lykkeberg, en debatbog, Kampen om sandhederne, 2008, med undertitlen »Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald«, hvor Bent Vinns romaner 1991-2004 bar en stor del af bevisbyrden og fi k sin autoritative (tematiske kun!) fortolkning som »en rekonstruktion af klasserne«: »Arbejderklassen hader ikke den økonomiske overklasse. Den retter sin fornemmelse af uretfærdighed imod den økonomiske middelklasse (»funktionærerne«), som den på den ene side principielt foragter og på den anden side langsomt indlejres i.« En med dødelig upåtvivlelighed fuldstændig korrekt læsning (der bare ikke svarer på, hvorfor bøgerne er så gode at læse).

Og så ikke et ord mere fra mig om aflyst klassekamp, for i den diskret generøse roman, som Bent Vinn efter seks lange, romantavse år omsider har barslet med, Et liv i almindelighed, er klassetemaet ret totalt fraværende. Fordi det er fraværende som livstema for bogens hovedperson og fortæller, den 96-årige plejehjemsbeboer Skat Enevoldsen. Som det meste af sit lange liv har været landmand, men ikke med sin gode vilje, og heller med sin dårlige i og for sig, så noget bittersødt rekviem over landbosamfundet à la Jens Smærup Sørensens, Vibeke Grønfeldts og Hans Otto Jørgensens seneste romaner får vi ikke. Det – landbosamfundet – rager Enevoldsen og Bent Vinn en høstblomst.

Enevoldsen blev landmand ved en tilfældighed – efter en ruinerende druktur, hans livs første og sidste, kommer han skæbnesvangert i lag med kropigen, der er bondedatter – og er tilfældigvis ikke dårlig til at være det. Han passer sin dont, men optaget af den er han ikke, det er han tværtimod af at gå på engene og »føre samtaler med min elskede Hamsun, min elskede Strindberg og min ikke elskede, men respekterede Pontoppidan « – og af som sådan at være på tværs: »Jeg har altid villet skille mig ud. Det er aldrig blevet til så meget i stort, men måske betyder det ikke så meget. Jeg har skilt mig ud i det små, det er nok vigtigere.«

Herved skiller Enevoldsen sig markant ud fra Bent Vinns protagonister 1991-2004, der som fl est var nogle naive/troskyldige skvatmåse, der for alt i verden ikke vil skille sig ud og villigt lod sig dupere og manipulere af dæmoniske distanceblændere, der ad helvede til skilte sig ud. Enevoldsen er noget så sjældent i forfatterskabet som en godartet, udæmonisk original, og vel blandt andet fordi han gør sin forskel i det små, og ikke det store; han bliver i al skæv beskedenhed en mere Hamsunsk og Strindbergsk end Pontoppidansk karakter, fordi han både vil og får lov at være en karakter.

Fortællertypen og hans tematik har forandret sig, men det har Bent Vinns måde at skrive og fortælle om ham på (heldigvis) ikke. Som altid er fortællesituationen gjort konkret og bogstavelig: Enevoldsen fortæller til en båndoptager, som hans besøgsven, tidligere seniorsælger James D. Møller har medbragt. Måske er situationen lige nogle grader konkretere og bogstaveligere end vanligt: Enevoldsen stikker vældigt til James D. – formoder (med rette), at han er forelsket i datteren Jenny, for eksempel – og båndoptageren kommer med til krofrokost og på sightseeing til Enevoldsens gård, ligesom yndlingssygeplejersken, Pia Svendsen, på sightseeingen, får et bramfrit ord eller to at skulle have sagt.

Takket være fortællesituationens øgede action, men ikke kun derfor, er også Enevoldsens fortællen sin fortælling en del grader mere springende og løsagtig end vanligt; Bent Vinns bugtalen sin fortællers fortællen er lige så oprømt mundret som altid, men sikke zigzaggende munden løber, gennem stort og småt og et væld af deciderede digressioner, fra Elvis til mobiltelefoner. Effekten er en livlig opløsning og frisættelse af al skæbnefi gurativitet. Enevoldsens livsløb tegner hverken en fugl eller en fisk, snarere end en livsskæbne er der tale om en livsdobbelthed, af det knarvorne egensind og den på grund af egensindet blufærdige, men stærke kærlighed til konen og de tre børn, som der kvantitativt ikke står frygtelig meget om, men det, der står, lyser desto stærkere op, som knarvornhedens sprækker – og sol.

Den tragiske familiehistorie, der slutter Enevoldsens fortælling, kan godt ligne en nøgle til en dermed tragisk skæbne, men det er den ikke, for det fremgår med al ønskelig tydelighed af ildhuen i Enevoldsens fortællen, at han ikke er nogen tragisk skæbne, han er en levende, allerhøjst tragikomisk karakter, og det er ikke bare finere, det er også sandere.

Desuden får Enevoldsen ikke det sidste ord, det gør James D. Møller, der selv taler videre til båndoptageren og meget mod sin vilje hjemsøges af den gamle enspænder og fortrylles af den særdeles levende datter. Og hvis det ikke er efterliv nok, så har Enevoldsen sig en kleppert af et barnebarn, forfatteren Hermann, der på en prik har arvet sin morfars egensind og med Et liv i almindelighed, under dæknavnet Bent Vinn Nielsen, har ristet en passende skæv rune for den hverdagslige ualmindelighed.