Kultur uge 39 | 2014

Af Aske Munck

De ulæste bøger

Paris – Der er ét spørgsmål, jeg altid stiller mig selv, hver gang efteråret indhyller Paris, bladene gulner, kastanjerne modnes, og boghandlerne fylder vinduerne med de talrige bøger, der præger høstens bogsæson, den såkaldte rentrée littéraire: Hvor finder franskmændene tiden til at læse alle de mange digre værker?

Nyhedsmagasinerne bugner med anmeldelser, i tv og radio diskuterer man det ene værk efter det andet, og folk forlader Fnac og boglader med store bunker under armen.

Litteraturen har selvfølgelig altid betydet en del for den franske kultur og selvforståelse. Den hedengangne François Mitterrand sagde sågar, at »mennesket mister kontakten med virkeligheden, hvis ikke det er omgivet af bøger«. Men alligevel.

Der er immervæk tale om op mod 700 nyudgivelser, som hvert efterår ruller ned fra det litterære parnas; et veritabelt ordskred, der kan vælte selv den mest hærdede bibliofil af læsehesten.

Og selv om man læser hurtigere end gennemsnittet (omkring 400 ord i minuttet) og helliger bøgerne sin fulde opmærksomhed 37 timer om ugen, vil det stadig tage omkring 1,5 år at pløje sig igennem samtlige værker.

Alligevel sludrer alle folk lystigt om udgivelserne. Også før de litterære priser begynder at falde i november, hvilket ellers ville gøre det ulige meget lettere at følge de gyldne laurbær og koncentrere sig om de få værker, der havde modtaget udmærkelser fra juryerne bag prestigiøse priser som Renaudot, Médicis, Fémina og Goncourt.

Det forventes simpelthen – ikke mindst i journalistiske og politiske kredse – at man er i stand til at snakke med og har indtil flere af bøgerne liggende på natbordet.

Så indgroet er forventningen om læsning og litteratur i Frankrig, at den tidligere præsident Nicolas Sarkozy, der i dølgsmål er ved at forberede sit politiske comeback i 2017, for nylig lod sig udfritte i Paris Match. Ikke om hverken Frankrigs økonomiske krise, præsident François Hollandes vanrøgt af landet eller egne planer for fremtiden. Men derimod om ... litteraturen. Intervieweren var ingen ringere end et af de fremtrædende medlemmer af Det Franske Akademis kreds af »udødelige« litterater, den prisbelønnede romanforfatter Jean-Marie Rouart.

I den lange samtale konverserede Sarkozy hjemmevant om store navne som Proust, Balzac, Mann og Dostojevski såvel som Zweig, Sartre, Camus og Maupassant. Men han afviste beskedent, at sigtet med samtalen var politisk: næ, »litteraturen er det, der giver livet mening, oplyser det, gør det muligt for mennesket at overkomme vanskelige stunder eller bedre at begribe de lykkelige,« ymtede han blot.

Den var næppe gået i Danmark, men i Frankrig hyldede man ham allerede som en mand, der måske nok var i klammeri med undersøgelsesdommerne i flere sager om magtmisbrug og korruption, men som dog alligevel annammede en vis præsidentiel pondus, som det ellers har skortet på i hans hidtidige karriere.

Hvordan var denne forvandling sket? Fra selvoptaget kulturfilister til litterær levemand på så kort tid?

Svaret ligger ligefor. Sarkozy må praktisere det, den forkætrede professor i litteratur ved Sorbonne Pierre Bayard kalder ikke-læsning.

Bayard fortalte mig engang, da jeg mødte ham over en kop kaffe på kunstnercafeen Le Zimmer på højre Seinebred, om denne sælsomme og hidtil hemmeligholdte kunst i forbindelse med udgivelsen af hans bog Comment parler des livres que l’on n’a pas lus (Hvordan man taler om bøger, man ikke har læst). Bayard havde konstateret, at vi alle på ét eller flere tidspunkter i vore liv har givet os i kast med at tale om bøger, vi aldrig har læst. Ganske forståeligt og undskyldeligt, når man tager antallet af bøger og nye udgivelser i betragtning, forklarede han.

Selv de ivrigste læsere formår således kun at stifte bekendtskab med en brøkdel af den eksisterende litteratur. Og alle vil derfor på ét eller andet tidspunkt være nødt til at tale med om bøger, de ikke har læst. Derfor bør man lægge hykleriet på hylden og skippe den boglige maskerade, formanede Bayard, der selv indrømmede, at det aldrig var lykkedes ham at læse Marcel Prousts syvbindsmoppedreng På sporet af den tabte tid. Det havde dog ingenlunde forhindret ham i at bruge bogen i sin undervisning.

For at man ikke har læst en bog, betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kender dens indhold eller kan anbringe den i den rette kontekst.

I virkeligheden er der intet nyt i Bayards iagttagelse. Allerede den engelske forfatter G.K. Chesterton bemærkede, at »en klassiker er en bog, som man roser uden at læse«. Og Mark Twain formulerede det endnu mere præcist: »En bog, som alle ønsker at have læst, men som ingen ønsker at læse.«

I løbet af samtalen nævnte Bayard, at han mente, at man burde undervise i ikke-læsning på universitetet. For den vigtigste universitære lære er dybest set, hvilke bøger man absolut skal undgå. En sådan disciplin har også den erklærede ikke-læser Oscar Wilde plæderet for som et af de potentielt mest tidsbesparende fremskridt i den moderne dannelse. Ja, han proklamerede ligefrem aldrig at læse en bog, han skulle anmelde, »fordi det ellers er så vanskeligt at være upartisk«.

Men det er faktisk allerede sket i dele af det videregående franske uddannelsessystem. Ikke mindst i magtens rugekasse sciences politiques (statskundskab), der hører til blandt de prestigiøse grandes écoles.

For her udgør ikke-læsning en fast integreret støttedisciplin blandt de studerende, der sjældent åbner en bog, men i stedet nøjes med ordret at notere, hvad professoren siger. Eksamenslæsningen består i at genlæse noterne, uden at ty til politologiske udenomsværker. For som én af mine medstuderende sagde, da jeg studsede over denne sælsomme praksis, da jeg studerede statskundskab i Sydfrankrig i 1990erne: »Hvis man læser andet end noterne, kan man jo ikke være sikker på, at professoren er enig.«

Autoritetstro trumfer videbegærlighed på magtens tinder.

Også i USA eksisterer fænomenet, om end skjult som akademisk formkrav, idet alle amerikanske lærebøger efter hvert kapitel præsenterer et koncist affattet summary (som man sagtens kan nøjes med at læse).

At Bayard blot har sat ord på en praksis, som mange tilsyneladende udøver i hemmelighed, blev tydeligst bevist i sommer, da debatten rasede kloden over om den franske økonom Thomas Pikettys økonomiteoretiske mursten Le Capital au XXIe Siècle.

For det er sikkert og vist, at de færreste debattører og journalister havde pløjet sig gennem de 950 tætskrevne sider med fyldige fodnoter (omkring 700 sider i den engelske oversættelse, takket være nedsat skriftstørrelse). Og bogen blev da også af Wall Street Journal udråbt til at være den mest omdiskuterede bog, som ingen har læst. Piketty selv bemærkede, at det havde han det »fint med«. »Det vigtigste var jo at skabe debat,« som han tilføjede.

Men tro nu ikke, at ikke-læsning er et vestligt fæomen. Også yderligtgående islamister i Den Persiske Bugt har længe udøvet praksissen. Navnlig i forbindelse med Salman Rushdies forkætrede værk De sataniske vers, der gav ham en fatwa på halsen. Ja, i mange århundreder har ikke-læsning ligefrem været en af grundsoklerne blandt såvel islams som kristendommens udøvere (dog ofte af den indlysende grund, at de rettroende simpelthen ikke kunne læse de hellige skrifter dengang).

Personligt kan det stadig stresse mig, at jeg mangler at læse så mange af mine egne bøger (inklusive en del klassikere). For de hober sig op og tynger samvittigheden med deres blotte tilstedeværelse. For som Tom Kristensen skrev i sin lille pamflet En bogorms barndom fra 1953: »Har man en last, bliver man til slut omringet af den, og kærlighed til bøger er en last (..) man ender med at stille sin seng midt i sit bibliotek, saa at døgnets første og sidste indtryk er synet af de tætfyldte reoler med de mange brogede bogrygge.«

Men også hér viste Bayard sig fra sin barmhjertige side: med et defensorat for en rehabilitering af skimning og skrålæsning som intellektuel syssel. Som rygdækning for sin heterodokse holdning citerede han den store satiriker Oscar Wilde, der mente, at bøger havde et nært slægtskab med vin. Thi ligesom ingen ønolog ville hævde, at det er nødvendigt at drikke hele fadet for at bestemme, om vinen er drikkelig, måtte seks minutters læsning – ifølge Wilde – være nok til at bestemme, om en bog er værd at læse.

Og hvis ikke den er, kan man jo altid – som en gammel kollega yndede at sige – »springe den over med stor interesse« – men snakke om den alligevel.