Bøger uge 44 | 2014

Bestsellerbæstet. Pressedækningen af Jussi Adler-Olsens nye bog er en forudsigelig og nøje planlagt og statistisk velfunderet solstrålehistorie.

Af Lars Bukdahl

Sig tallet ...

Jeg er litteraturanmelder her på avisen, men jeg har aldrig læst en roman af Jussi Adler-Olsen og ville derfor lige sikre mig, at det ikke var litteratur, jeg skulle skrive om i denne blæksprutte.

Ergo købte jeg onsdag aften, lige før spisetid, den nye roman, Den grænseløse, på min iPad, hvor den øjeblikket efter som ved magi poppede op. Jeg læste en pæn del, inden jeg faldt i søvn, og lidt mere torsdag morgen. Eftersom bogen er blevet anmeldt i denne sektion, vil jeg følgelig ikke gøre det her; jeg kan nøjes med at citere dette lille afsnit på side 88, to sider før jeg afsluttede denne hårde del af min research:

»Det var en sand befrielse, der føltes endegyldigt og total, og muren ind til Victoria Embankment Gardens gled forbi uden fortrydelse, bekymringerne om spildte dage forsvandt, og parkens lyde tonede ud. Foran hende lå nu hele verden, hele livet og alt det, der for hende måtte være en fremtid møntet på de få og særligt udvalgte.«

Der er en næsten Simon Grotriansk dristighed i den forbiglidende murs manglende fortrydelse, men det er næppe bevidst. Sådan skriver en forfatter ikke, hvis han kan skrive, eller hvis han har en redaktør og et forlag, der er optaget af hans skrivekunnen.

I en artikel – eller hvad sådan en tekst kan hedde – på dr.dk om en reklameevent med Jussi Adler-Olsen i Politikens Boghal afslører direktøren for JP/Politikens Forlag, hvad man i stedet er optaget af:

»’På JP/Politikens Forlag, hvor Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-bøger bliver udgivet, er forfatteren den hidtil største i forlagets historie – og meget vel også for hele den danske forlagsbranche.’ Det fortæller Lene Juul, der er direktør i forlaget. ’Han har stor betydning, og det er en stor glæde og ære at udgive ham. Vi har været med fra første bind, og for hvert år er det kun blevet større. Derfor er det vigtigt, at vi tager hans brand alvorligt og bliver ved med at udbygge det,’ siger hun.«

Den største forfatter betyder den bedst sælgende forfatter. Stor betydning betyder at sælge meget og mest. Det, forlaget tager alvorligt, er ikke forfatterskabets litterære kvaliteter, men dets brand, og at udbygge det brand betyder gennem udspekuleret markedsføring at sælge endnu flere bøger.

En af de mest effektive og mindst udspekulerede måder at gøre en bog til en succes på, er at fastslå, at den allerede er det, igen og igen og igen. Ingen forskræp, omtaler og interviews nævner ikke det rekordstore oplag på den nye bog; de fleste husker også at få det samlede danske og internationale oplagstal med, og flere spekulerer desuden i, hvor mange penge forfatteren har tjent på sine bøger.

Også Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, hvis avis deler navn med Adler-Olsens forlag, sørger for at få nævnt de succesfulde nøgletal i sin store, seriøse artikel om, hvorfor nordiske krimier i almindelighed og Adler-Olsen i særdeleshed hitter så heftigt i den ganske verden:

»(...) alene i Danmark udkommer Den grænseløse, sjette bind i serien, i dag i et førsteoplag på 230.000 eksemplarer. På verdensplan har Jussi Adler-Olsen solgt over 10 millioner bøger – flest i Tyskland, Holland og Norge.«

Forfatteren selv dukker op overalt, i Billedbladet, til live-chat på TV2, til særligt »release-party« i hjembyen Allerød, hvor, rapporterer Allerød-Nyt, »borgmester Jørgen Johansen skar en velsmagende Jussi-kage fra Kvickly for, med påskriften: ’Jussi Adler-Olsen – Den Grænseløse’.«

I et flere sider langt interview i BT fortæller Adler-Olsen, at hans aggressivt-joviale stil er en bevidst strategi:

»Der er ikke noget Dan Brown i det for mit vedkommende (...) jeg bryder mig ikke om den måde, som han og andre store internationale navne som J.K. Rowling angriber det på, hvor de vigtigste medier inviteres til nogle eksklusive, meget mystiske arrangementer, hvor journalisterne sidder og venter på hoteller. ’Nej, hvor er det vigtigt, at jeg kommer.’ Det er ikke min stil, siger Jussi Adler-Olsen, der har 135 rejsedage årligt.«

Anmeldelserne af bogen var lunkne med pil opad, det vil sige 4 stjerner/hjerter alle andre steder end i BT, der gav 5. Den mest velskrevne lunkenhed leverer som sædvanlig Bo Tao Michaëlis, hvis avis deler navn med Adler-Olsens forlag:

»Overmåde dygtigt lavet, skruet godt sammen med spegede spor og aldrig et helt kedeligt kapitel. Så lad mig forsikre alle forfatterens millioner af fans over den ganske verden: Her får du både i plot og i sæk, din sorte sjæl hvad vil du mere?«

Det er vel simpelthen definitionen på et brand: Genkendelighed. Og det er samtlige diplomatiske, succes-kyste anmeldere enige om: Jussi Adler-Olsen ligner sig selv, på bare lige en del flere sider. De næste dage ankommer rapporterne om modtagelsen, der fuldautomatisk kan slå fast (her i BT):

»Anmelderne er enige: Jussi har gjort det igen.«

Det er velsagtens et successymptom i sig selv, at BT er på fornavn med forfatteren, det er vi/de ellers kun med Benny og Yahya.

En smart føljeton i sidevogn, gentaget i samtlige medier, er historien om, at romanserien om Afdeling Q, som den nye bog indgår i, skal blive en tv-serie i Amerika – som bekendt den sublimeste form for kulturprodukt nu om stunder. Der er godt nok ingen kontrakter på bordet, og den manuskriptforfatter, der sidder med bøgerne, har ikke skrevet for tv i over 15 år, men alligevel er det en virkelig stor nyhed, igen og igen og igen, og Jussi har allerede dømt George Clooney for gammel til hovedrollen ...

Jeg har forstået det nu, Jussi Adler-Olsens nye bog er ikke litteratur, den er en succes og behandles derefter. Sig tallet: 230.000. Sig det igen: 230.000. Sig det endnu en gang: 230.000.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654