1 Sektion uge 17 | 2016

Standpunkt. Hvor lidt kan man egentlig, når man kun kan præstere et 2-tal i dansk? Eller et 4-tal? Og hvem skal man lukke ind i gymnasiet? En forsker udreder det aktuelle karakterræs.

Af Arne Hardis

Hvem dumper?

Frontlinjen i striden om et nyt gymnasieforlig forløber for så vidt angår karakterkravet som følger: Regeringen har med megen bestemthed krævet mindst 4 i dansk og matematik som adgangsbillet til forlig, mens Socialdemokratiet og Radikale mener, at 2 må være nok. Det er, sagt mildt og nænsomt, en lidt underlig uoverensstemmelse:

Som Berlingske påpegede i sidste uge, foretages der ifølge den gældende bekendtgørelse en såkaldt uddannelsesparathedsvurdering, ifølge hvilken eleverne er parate til at tage en ungdomsuddannelse, hvis de har mindst 4 i snit i 8. klasses standpunktskarakterer. Man kan nok akkurat fornemme opstramningen? Pudsigt nok var det en socialdemokratisk minister – Christine Antorini – som indførte det 4-tal som pejlemærke, som nu ifølge hendes parti er ganske forskrækkeligt krævende og urimeligt.

Om Venstreregeringen eller den socialdemokratisk ledede opposition opfører sig mest akavet i slagsmålet om adgangskravene til gymnasiet, kan således være svært at afgøre. Førstnævnte forsøger den vanskelige kunst at slå lukkede døre i med et brag, sidstnævnte vil af hensyn til ungdommen åbne døre, man selv fandt det nødvendigt at lukke i for et par år siden.

Mens partierne forhandler, har Weekendavisen opsøgt en forsker med forstand på elever og danskkarakterer for at finde ud af, hvad man egentlig kan, når man scorer et 2-tal eller et 4-tal i dansk i folkeskolen. Forskeren er cand.pæd. i didaktik, dansk & ph.d. i lærerkompetenceudvikling Simon Skov Fougt. Før det har han været folkeskolelærer i 12 år på 7. til 10. klassetrin. Med de kompetencer sidder han også i den såkaldte opgavekommission for skriftlig fremstilling, som bestemmer, hvilke opgaver eleverne skal besvare i folkeskolens skriftlige afgangsprøve.

Nu sidder vi på hans arbejdsplads, Institut for Skole og Læring på Professionshøjskolen Metropol, som i gamle dage kunne nøjes med at hedde Frederiksberg Seminarium; Simon Skov Fougt har fundet et ledigt lokale, hvis akustik er lige så ringe, som rumtemperaturen er lav, og han lægger ud med en hurtig, formel karakteristik af, hvad 2-tallet egentlig er udtryk for.

»2 er det akkurat tilstrækkelige, nød og næppe-karakteren. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke skal forstås som karakteren lige over dumpekarakteren, for elever i folkeskolen kan ikke dumpe. De går ikke til eksamen, men til prøve. Det er også vigtigt at understrege, at den afgivne karakter i skriftlig fremstilling altid er subjektiv, så det, jeg giver 2 for, ikke nødvendigvis får samme bedømmelse af en anden censor,« siger han.

Simon Skou Fougt ser ud, som jeg havde forventet. 41 år, hvid casual skjorte, lærredsbukser og en lærerjakke med pil opad. Om halsen et tykt halstørklæde, udenfor sner og regner det. Først langt inde i interviewet lægger han halskluden, Professionshøjskolen må spare mange penge på sin rumtemperatur-politik.

Som eksempel på den subjektive karaktergivning nævner Simon Skov Fougt en tekststump af MC Einar: »Den der ækle byld, der vælter op af din krop, er det dit hoved, eller har din hals kastet op?«

»Hvis en elev havde skrevet det selv i en opgave, ville jeg finde det sprogligt genialt. Andre censorer ville måske finde det for groft.«

Undervisningsministeriet bruger en lidt anden formulering, men meningen er den samme som Skov Fougts: 2 gives for »den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål«. Klarer man et 4-tal, betyder det ifølge ministeriet, at eleven har leveret »den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler«.

Ingen misforståelser

At der kan opstå så megen palaver om adgangskravet, er måske dybest set ikke så underligt. Karaktererne og de forskellige karakterskalaer er lysende manifestationer af synet på læring og krav, ja, på forholdet mellem den enkelte og resten af samfundet; hvad er min ret, og hvad er min pligt. Den gamle Ørsted-skala tog udgangspunkt i det perfekte – ug – og udskammede mangler i et eksponentielt faldende strafferegime: ug havde værdien 8, slet -23. Dagens skala, som afløste 13-skalaen for nogle år siden, er anderledes fredsommelig i sit forsøg på at tilpasse sig internationale standarder: 12, 10, 7, 4, 2, 0, -3. Syv trin i alt og en afstand mellem de forskellige karakterværdier svingende mellem 2 og 3. Intet er ekstraordinært formidabelt, intet vanvittigt ringe. Sat på populær formel: Ørsted udmålte, hvor lidt der skulle til, før eleven var en katastrofe, den nye skala fortæller, hvor lidt der skal til at være en nogenlunde succes.

Og denne tænkning gælder i endnu højere grad, end man skulle tro. I hvert fald påpeger Simon Skov Fougt, at der ifølge den nyeste prøvebekendtgørelse for skriftlig fremstilling ikke længere er noget, der hedder misforståelse af den opgave, man besvarer.

»Man laver en helhedsvurdering, og det finder jeg meget fornuftigt. Hvis en opgave lyder, at man skal lave en journalistisk tekst, men man i stedet har begået en fremragende novelle, så skal man naturligvis belønnes for den fremragende novelle, selv om det selvfølgelig trækker ned. I gamle dage var novellen dumpet med begrundelsen ’misforstået opgave’,« siger han.

– Men kan vi komme en formel karakteristik af 2-tallet i dansk lidt nærmere?

»Usikker genrebevidsthed, uklar eller tilfældig disponering, mindre forståeligt sprog, et layout, der ikke understøtter kommunikationen, usikker tegnsætning og syntaks – det er alt sammen forhold, der samlet trækker bedømmelsen i retning af 2-tallet. I en opgave fra maj 2015, hvor eleven skrev om at være ung i alle hjørner af Danmark, lød en elevbesvarelse, at ’Hvis vi kikker på fraflytningen, kan vi se ...’. Anvendelsen af ’vi’ her kan diskuteres. Passer det til genren? Jeg ville reagere på det. En anden opgave er et debatindlæg om ulve i Danmark. En elevs besvarelse indeholder gentagelser som denne: ’Ulve er naturens forvaltere. Men ikke alle i Danmark har denne holdning. I Danmark er der nemlig også mange mennesker, som har det stik modsatte synspunkt,’ og det trækker ned. Samlet endte begge opgaver på 4, men de vippede netop mellem 2 og 4.«

– Hvilken rolle spiller stavningen og sproget?

»Ifølge bekendtgørelsen skal eleven beherske et sikkert sprog med korrekt stavning. Enkelte stavefejl trækker ikke ned, men igen kan vi bruge ulveteksten som eksempel. I den hedder det, at ’Grundliggerne af ulvefrit.dk er ret så ligeglade med denne udtalelse’, mens en anden elev skriver: ’Hun begrunder hendes svar således.’ Både grundliggerne, klassikeren hendes for sin og stilbruddet ’ret så’ er så at sige sten på læsset. De fejl begrunder ikke i sig selv en lavere karakter, men de peger i den retning. Får man 4, er sproget ifølge bekendtgørelsen overvejende forståeligt, får man kun 2, er det i mindre grad forståeligt.«

– Hvor mange stavefejl vil man acceptere i en opgave, der får 4?

»Jeg vil nødig svare på det, og det bliver et slag på tasken, men i omegnen af 10 stavefejl. Igen vil jeg understrege, at der ligger en helhedsvurdering bag. I den anden ende af skalaen vil man godt kunne få 12 med få stavefejl. I gamle dage kunne en tekst få 13, hvis den var klar, dækkende og yderst veldisponeret; var der så tre stavefejl, røg 13-tallet. I dag har vi kun 12-tallet, og det kan godt rumme nogle stavefejl.«

Simon Skov Fougt nævner endnu et eksempel til understøttelse af, at det er helheden, der må tælle i skriftlig fremstilling. Hvis en elev skrev, at »en glad og tilfreds mand kom en varm og lummer sommerdag drevent drivene ned af byens bredeste boulevart«, så stikker jo flere grimme fejl i øjnene (Weekendavisens opvakte læsere finder dem naturligvis selv).

»Noget ville da irritere mig, andet ville jeg være ligeglad med – men først og fremmest ville jeg da være glad for, at eleven betjente sig af så kreativt et sprog, og det ville jeg belønne.«

Umuligt komma

Jeg spørger til det forkætrede komma, hvor tilværelsen for de arme elever kompliceres af, at Sprognævnet i sin visdom har indført et nyt, som er næsten identisk med det gamle. Eleverne kan så vælge mellem de to systemer, idet Sprognævnet ubeskedent anbefaler sit eget nye, som ikke accepterer komma foran ledsætninger.

Forskeren har ikke meget godt at sige om Sprognævnets uefterspurgte nyskabelse:

»Meget få elever og meget få lærere, journalister, politikere og forskere kan sætte komma. Jeg vil yderligere hævde, at den grad af grammatikalsk indsigt, det kræver at sætte det nye komma, er det helt utopisk at forestille sig, at eleverne i folkeskolen skulle kunne lære. Det kommer aldrig nogensinde til at ske.«

– Hvordan ser tegnsætningen ud hos en typisk 2-elev?

»Tegnene er tilfældigt anbragt, og det vil i nogle tilfælde kunne udløse et karakterspring. Bekendtgørelsen taler om meget sikker retskrivning og tegnsætning ved karakteren 12, ved 4 er den noget usikker og ved 2 usikker. Man kan nok godt få 12 med 10 kommafejl, men ved 10 kommafejl ville jeg overveje, om det skulle trække ned. Igen: helheden, den samlede udtryksfærdighed afgør det.«

Jeg beder Simon Skov Fougt give endnu et eksempel på en opgave, som svævede mellem et 2-tal og et 4-tal. Han nævner en opgave i 10. klasse udarbejdet som en ansøgning om støtte til en studietur til håndbold-EM i Polen, så eleverne kunne komme ned og se en af kampene. Besvarelsen manglede en ordentlig begrundelse, udover at det kunne være »sjov«, og at eleven havde snakket med nogle folk nede fra vandrerhjemmet, som syntes, det var »en smadderfed idé«. Tiltaleformen I var skrevet med lille, og kommaerne var elendige, til gengæld var »sindssygt« stavet rigtigt.

»Det blev overvejet, om det skulle være 2 eller 4, men altså, hvis du fik sådan en ansøgning inde på Weekendavisen, i virkelighedens verden, hvad ville du så gøre med den? Skrotte den, naturligvis.«

D i gjort

Ifølge Simon Skov Fougt ville det få alvorlige følger for gymnasiet, hvis man forestillede sig, at alle med 2 i dansk kom ind. Man ville få en faglighedsudfordring og stå med en række elever med massivt behov for støtte.

»Hvor skulle resurserne til det komme fra? Og hvorfor i alverden skulle de alle i gymnasiet? Frafaldsprocenten ville stige markant og det faglige niveau falde. Gymnasielærerne ville virkelig blive udfordret i forhold til det alment dannende gymnasium, hvad enten vi taler stx, hf, htx eller hhx. Vi hører i debatten på sociale medier lige nu om adgangen til gymnasiet, at den og den har fået 00 i et fag i folkeskolen, men ender med at få 12 i samme fag i gymnasiet, og selvfølgelig findes den slags eksempler. Men dem tager regeringens forslag jo netop også højde for, idet de kan komme til optagelsesprøve og samtale på gymnasiet. Men hvis vi skærer diskussionen ind til benet, handler den om penge: Hvor mange penge vil vi ofre på at finde den bedste sortering af dem, der skal i gymnasiet?«

– Politiken skriver med Den Sociale Kapitalfond som kilde, at 50 procent af børnene fra ufaglærte hjem ikke kan komme i gymnasiet, hvis 4 bliver adgangskrav.

»Det er ganske enkelt misvisende at sige, eftersom disse unge netop har mulighed for at komme til optagelsesprøve og samtale. Og jeg tror, at gymnasielærerne er bedre til at vurdere elevers egnethed end folkeskolelærere, politikere og forskere. Jeg er helt enig i, at vi som samfund skal gøre alt, hvad vi kan – både af etiske, humane og samfundsøkonomiske årsager – for at flest muligt unge får en uddannelse, men da ikke nødvendigvis en gymnasial.«

Simon Skov Fougt påpeger, at politikernes praktiske problem er, at de skal udstikke en ramme uden uendelige resurser, og så bliver karaktererne en enkel metode.

»Min anke er, at de eneste områder i dansk, hvor karakterer kan udmåles objektivt og retfærdigt, er inden for retstavning – det, du kalder diktat – og så læseprøven. Hvis du skriver d i gjort, har du lavet en fejl, og den slags er let at tælle op. Men det er samtidig den nok mest idiotiske måde at bedømme folks egnethed på.

Der foreligger massiv forskning siden 1897, som dokumenterer, at man ikke lærer at stave gennem gentagen træning ude af kontekst. Man lærer at stave ved at skrive og læse i kontekst,« konstaterer Fougt tørt.

Interviewet er ved at være færdigt. Jeg beder forskeren bevæge sig ud i grænselandet mellem viden og holdning og give sit bud på, hvem der har fremlagt det klogeste forslag til adgangskrav: regeringen med 4-tallet eller Socialdemokratiet og Radikale, som står vagt om 2-tallet?

»Regeringens er mest fornuftigt, når nu politikerne er underlagt økonomiske rammer, og hvad der kan lade sig gøre rent praktisk. Det minder i øvrigt om forholdene, dengang jeg selv gik i gymnasiet, hvor der også var et karakterkrav. 4 i dag som direkte adgangskrav og så muligheden for en optagelsesprøve for dem, som bedømmes at være ’de måske egnede’, vil fungere bedre end oppositionens. Men det rokker ikke ved min anfægtelse af karakterer som målestok i det hele taget,« smiler Simon Skov Fougt.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654