En arkitekt er en - hyppigt sortklædt - skønånd og æstet, der siddende i et elfenbenstårn venter tålmodigt på at blive ramt af inspirationens lysglimt, hvorefter han eller hun for et umådeligt stort honorar slår nogle streger til et unikt bygningsværk, der qua materialevalg og arkitektoniske udfordringer også bliver næsten ubetaleligt for bygherren. Sådan ser billedet af en arkitekt, let karikeret, vist stadig ud i den brede, danske offentlighed, men det er så langt fra dagens virkelighed, som tænkes kan.

På få år er alting vendt op og ned i den danske arkitektbranche, og det er en udvikling, som var i gang, allerede inden finanskrisen satte ind. I dag er en toneangivende arkitekt mere kurator, business- og showman end tegner, og formidling, pr og markedsføring er blevet et af de vigtigste konkurrenceparametre i branchen. Dagens mantra hedder »Ny Pragmatisme«, der fokuserer mindre på æstetik og materialevalg og mere på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre at få op at stå for få penge - og så må det i øvrigt gerne se lidt frækt ud. Samtidig er arkitekternes honorarer reduceret til mere end det halve, yngre talentfulde arkitekter må gå som daglejere på tegnestuer fyldt med billige udenlandske og danske praktikanter - hvis de da ikke er arbejdsløse - og yngre kvinder føler sig gennet tilbage til kødgryderne.

»Der er de seneste år opstået en række nye danske arkitektfirmaer med 'dårlige manerer' og mangel på samfundssind og anstændighed. Mens deres projekter præsenteres som 'mangfoldige, integrerende og humanistiske', er deres måde at drive tegnestue på alt andet,« siger Jennifer Dahm Petersen. Hun er uddannet arkitekt, har været i branchen i 15 år og arbejdet på flere danske tegnestuer. I dag er hun selvstændig i firmaet OP og kører kommunikationskurser i Arkitektforeningens regi. Hendes kritik afspejler en debat, der allerede længe har kørt internt i arkitektbranchens egne medier:

»Mange unge tegnestuer opfører sig som nyrige russere i en Louis Vuitton-butik; pralende og storskrydende. Det skal være smart i en fart med flest muligt ansatte, og argumentet fra ejernes side for de dårlige lønninger og arbejdstider er, at de selv knokler. De skummer til gengæld også selv fløden og succesen. En gammeldags topstyret hierarkisk firmaopbygning camoufleres nu bare som en flad struktur, hvor man arbejder hårdt i kunstens og arkitekturens tjeneste,« siger hun.

Yngre, danske tegnestuer med Bjarke Ingels i spidsen har i de senere år med inspiration fra især den succesfulde hollandske arkitekt Rem Koolhaas' tegnestue introduceret en ny model præget af få fastansatte - dyre - arkitekter og mange billige praktikanter og uddannede arkitekter i løntilskudsjob. Modellen har hurtigt bredt sig til også de store, gamle og etablerede arkitektfirmaer. En opgørelse sidste år viste, at på BIG var på et tidspunkt 40 ud af 105 ansatte udenlandske praktikanter, svarende til 38 procent, og gennemsnitslønnen på tegnestuen var 296.000 kroner om året plus pension, hvilket var mellem 200.000 og 300.000 kroner mindre end gennemsnitslønnen på nogle af de »gamle«, kendte og etablerede tegnestuer. Den billige arbejdskraft gør de fremadstormende, yngre tegnestuer i stand til at levere konkurrenceprojekter, der er langt mere omfattende og detaljeret, end det er sædvane i branchen. Ofte også mere end bygherren ønsker eller kræver.

»Det er jo en helt ny problematik, at tegnestuer nu beder om at få lov til at aflevere mere, end der kræves,« siger Mette Carstad, der er formand for de ansatte arkitekters fagforening, Arkitektforbundet. Blandt hendes medlemmer er arbejdsløsheden vokset fra 3,8 procent i sommeren 2008 til nu omkring ti procent. Samtidig viser tallene, at set i forhold til andre uddannelsesgrupper benytter usædvanligt mange arkitekter sig af virksomhedspraktikordninger og løntilskudsjob.

»Nogle af vore medlemmer mener, at tegnestuer som BIG er med til at hæve overliggeren i branchen generelt, mens andre mener, at de er undergravende for branchen, fordi de afleverer for meget,« siger Mette Carstad. Jennifer Dahm Petersen er enig i, at der sker en overproduktion:

»På de tegnestuer, der benytter udenlandsk arbejdskraft, er der en dansk overklasse og en international underklasse. Som arbejdsgiver har man et ansvar, men de, der overholder overenskomsterne, bliver ukonkurrencedygtige. De kan enten vælge at tabe konkurrencerne eller bryde reglerne som kollegerne. I takt med at udenlandske arkitekter er blevet en slags arkitektfagets filippinske au pairs, hyres de yngre danske tegnestuer, der benytter dem, af de etablerede firmaer. De, som ikke omgår reglerne selv, teamer op med dem, der gør. Ligesom da Hennes & Mauritz ikke længere direkte ansatte børnearbejdere, men hyrede hele landsbyen til at udføre arbejdet, som så alligevel satte børnene i sving,« siger hun.

Gammel som 34-årig?

På Bjarke Ingels tegnestue afviser direktøren, Sheela Maini Søgaard, at der skulle være noget problem:

»I modsætning til mange andre danske tegnestuer betaler BIG sine praktikanter løn svarende til SU i den første praktikperiode, og vælger den studerende at forlænge sit ophold, inden de vender tilbage på skolebænken, stiger deres kompensation. BIG har også mange uddannede arkitekter, der kommer fra andre lande end Danmark, og de er ansat på samme løntrin som dikteret af den danske overenskomst.«

Hun får støtte fra direktøren i arbejdsgiverorganisationen DANSKE ARK, Christian Lerche:

»Alle, der har en europæisk arkitektuddannelse, skal lønnes efter overenskomsten. Så er der mulighed for også at hyre arkitekter fra andre dele af verden, og i dette tilfælde er arbejdsgiveren ikke forpligtet til at holde overenskomsten. Vi har ikke noget tal på, hvor mange det er, men mit bedste bud er, at det er forsvindende få. Det lave lønniveau er blevet forklaret med virksomhedens udstrakte brug af studerende og praktikanter fra hele verden. BIGs forretningsmodel praktiseres i dag af mange andre i branchen, især af yngre, internationalt orienterede virksomheder, og de unge virksomheders forretningsmodel er, så vidt vi ved, helt lovlig og i overensstemmelse med overenskomsten. Andre kan vælge at gå samme vej, hvis de vil,« siger han.

Arbejdsgiverne forsvarer sig med, at alle regler stadig bliver overholdt, men ifølge flere af de ansatte arkitekter, som Weekendavisen har talt med, er problemet i virkeligheden, at de reelt er tvunget til at arbejde langt flere timer end forudsat i overenskomsten.

»Hele vores branche er baseret på, at man arbejder op til 70 timer om ugen, og det kan man jo godt se, at folk med småbørn ikke kan. I en periode blev en stor gruppe medarbejdere også tvunget til at gå ned på 30 timer og fik derfor også kun 75 procent af en fuldtidsløn, men vi arbejdede ikke mindre af den grund. Arbejdsopgaverne var stadig de samme,« siger Sara Camre, der frem til oktober sidste år var ansat på Henning Larsens Tegnestue. Hun blev fyret umiddelbart, efter at hun kom tilbage fra barsel, og det samme gjorde en af hendes kolleger, der også lige havde fået barn. I december måtte tegnestuen indgå et forlig med økonomisk erstatning til de to kvinder.

»Firmaets argument var, at de ville satse på nogle unge, som kunne lave konkurrencer. Det kunne vi nu også, og er man virkelig gammel som 34-årig? Sagen lugtede langt væk af, at man ikke ville have ansatte med små børn, og 'heldigvis' blev der netop på samme tidspunkt ansat nogle nye arkitekter, så det var svært for tegnestuen at bevise, at fyringen var begrundet og lovlig. Det var vel derfor, de måtte indgå forlig,« siger Sara Camre, der »sådan set godt kan forstå deres bevæggrunde, for økonomien i branchen er virkelig dårlig, men det er jo altså bare ulovligt.«

Ifølge kommunikationschef Farid Fellah følger Henning Larsens Tegnestue dog meget præcist overenskomsterne:

»Arkitekternes overarbejde afspadseres, og der er et loft over, hvor meget afspadsering der kan optjenes. Optjener medarbejderne mere end den fastlagte grænse, skal det i henhold til overenskomsten udbetales straks med 50 procents tillæg. Vi har ganske rigtigt indgået en aftale med en afskediget medarbejder. Afskedigelsen var en del af en afskedigelsesrunde, hvor vi desværre måtte sige farvel til flere gode medarbejdere. Aftalen indebærer ingen godtgørelse til medarbejderen, men udelukkende at vedkommende blev fritstillet halvanden måned før tid for at kunne passe sin egen nyetablerede virksomhed.«

Også andre firmaer har med udsigt til regulære retssager kørt af arkitekternes fagforening måttet indgå forlig med tidligere medarbejdere, hvor sagens kerne har drejet sig om ulønnet overarbejde. Således indgik for eksempel BIG forlig med to tidligere ansatte, der fratrådte i 2009. Begge var associerede partnere i BIG, og med løfte om at blive regulære partnere og medejere af firmaet modtog de, som det er kutyme, ingen løn for overarbejde. Ifølge Weekendavisens oplysninger ville Bjarke Ingels dog ikke dele firmaet med dem, da det kom til stykket, og derfor krævede de betaling for den tid, de havde arbejdet gratis. Arkitekterne bekræfter begge, at der er indgået forlig, men derudover er de ifølge aftalen afskåret fra at udtale sig om, hvor meget de økonomisk fik ud af det. Dog fastslår den ene af dem, Jan Borgstrøm:

»Jeg er godt tilfreds med resultatet, og det var BIG ikke.«

Firmaets direktør, Sheela Maini Søgaard, ønsker »ikke at kommentere på forhold vedrørende tidligere medarbejdere i BIG.«

Farlig filosofi

Set fra arkitektfirmaernes side er branchen i dag en daglig kamp for at overleve i et udsultet miljø. I mange år udgjorde arkitekthonoraret typisk ti procent af byggesummen, i dag er det halve eller mindre hverdagskost. Især når det gælder offentlige byggerier er prisen presset helt i bund. Det kan Hans Toksvig Larsen, der er direktør i firmaet CREO Arkitekter i Odense, skrive under på. For et par år siden vandt tegnestuen for eksempel en konkurrence om en børnehave i Slagelse Kommune til ni millioner kroner. Honoraret var 400.000 kroner svarende til godt fire procent.

»Hvis du spørger min økonomichef, vil han ikke være tilfreds, men i hårde tider ser man nogle gange, når man skal give tilbud, kun på, hvad der lige skal til for netop at holde virksomheden kørende og fastholde kompetencerne, selv om man intet tjener på det. Det er selvfølgelig en farlig filosofi i længden,« siger Hans Toksvig Larsen. Han tilføjer:

»Over en bred kam vil man se, at honorarerne er blevet næsten halveret over en fem-årig periode. Det er værst i kommunerne, som stort set er de eneste, som bygger i øjeblikket. De skal bare have det så billigt som muligt, og vi har ladet os presse. I virkeligheden skyder man sig selv i foden, samfundsmæssigt set, for man får ikke den kvalitet, man burde have, til så lav en pris. I stedet kommer kommunens administration i længden til selv at bruge langt flere ressourcer på vedligeholdelsen, men udvalgsformanden, som fik den billige aftale hjem, får i første omgang et klap på skulderen, og politikerne er jo også kun valgt for fire år ad gangen.«

Direktør Christian Lerche fra DANSKE ARK er enig:

»Meldingen fra vore medlemmer lyder på, at der er et ekstremt pres på honorarerne, ikke mindst fra offentlig og kommunal side, hvor der er et grænseoverskridende fokus på, at det bare skal være billigt. Vi argumenterer, alt hvad vi kan, for at holde konkurrencen ovre på kvaliteten og sørge for, at det ikke bare er noget billigt skrammel, der kommer op at stå, men det er svært.«

Ifølge direktøren er det derudover et generelt problem, at regulære, overenskomstansatte arkitekter i Danmark er meget dyre med en startløn på 32.000 kroner om måneden. Det gør dem til de bedst lønnede i verden:

»Danske arkitekter er dygtige, og de har en høj produktivitet sammenlignet med resten af verden, men vi befinder os ude på kanten af, hvad der kan løbe rundt. Vi har en stigende andel af medlemmer, der får opgaver i udlandet, og det holder sig faktisk på et pænt niveau trods krisen. Det nye er, at virksomhederne markant er nødt til at lade opgaverne udføre i udlandet og etablere datterselskaber på de markeder, hvor de agerer, og ansætte lokal arbejdskraft. Det afspejler et højt omkostningsniveau i Danmark,« siger Henrik Lerche og nævner Henning Larsens Tegnestue, der har oprettet et datterselskab i München for at udføre en stor opgave for Siemens, og BIG, der har etableret sig i New York. Jan Borgstrøm, der efter bruddet med BIG nu selv driver tegnestue, bifalder:

»De nyuddannedes løn er for høj. De er den ikke værd, og derfor udelukker vi muligheden for, at yngre tegnestuer kan komme hurtigt ind på markedet, hvis de skal overholde overenskomsten.«

Men midt i denne arkitekternes jammerdal kan man vel så glæde sig over, at de nye tider i branchen og den »nye pragmatisme« hos de unge, frække tegnestuer trods alt betyder, at nye og utraditionelle byggerier, om end af billige materialer, hurtigere end nogensinde før ser dagens lys på bare marker i Ørestad og andre steder. Eller hvad? Jennifer Petersen har sine tvivl:

»Har du lagt mærke til, hvor mange af de mediehypede og stærkt omtalte projekter, der aldrig bliver til noget? Man sælger simpelthen skindet, før bjørnen er skudt for at profilere sig. Jeg har selv været en del af vækstlaget, og min mand tegnede vinderforslaget til den danske pavillon i Shanghai for Bjarke Ingels. Det er i orden, at spirende tegnestuer får noget slack, men når de bliver etablerede, bør de tage ansvaret på sig og opføre sig anstændigt. Min bekymring går på, hvor arkitekten er på vej hen. I dag handler det om branding, eksport og profit. Når arkitekterne siger 'yes' til det hele, forfladiger de deres egen rolle. Utzon forlod sin Sydney Opera, og Henning Larsen frarådede sit vinderprojekt, Musikhuset på Bryghusgrunden. På sine ældre dage fortrød han også, at han ikke fik sagt 'nej' til Operahusets bygherre A.P. Møller. Det kan vi andre måske lære af.«