1 Sektion uge 21 | 2017

Tanger. I vrimlen af smuglere, gamle nazister og spioner a la James Bond blev den falske krigshelt Hugo Plaun hyret af en britisk efterretningsagent – siger han. Noget tyder på, at det er sandt.

Af Poul Pilgaard Johnsen

On Her Majesty’s Secret Service

Historien er næsten for god til at være sand: Efter at den i dag 97-årige Hugo Plaun for nylig blev afsløret som en historisk bedrager, der i årtier har haft held med at udgive sig for at være en højt dekoreret krigshelt i britisk tjeneste under Anden Verdenskrig, mens han i virkeligheden meldte sig under nazisternes faner i Waffen SS, leverer han nu en næsten lige så opsigtsvækkende beretning.

I slutningen af 1949 rejste han til Tanger i Marokko, og her blev han først smugler og siden bodyguard for en højtstående engelsk efterretningsofficer, der også blev hans bedste ven, lyder hans historie. Det skulle være sket lige efter, at han havde afsonet først en dom for at gå i tysk krigstjeneste og siden – i 1948 – en dom for medvirken til tyveri af tekstiler fra et stoflager i København. Plaun fortæller, at han først boede hos en dansker, der havde sin yacht liggende i havnen i Tanger.

»Rasmussen – jeg kan ikke længere huske hans fornavn – havde en dansk veninde med. De boede på båden, og så fik jeg en køjeplads oppe foran,« siger han. Ifølge Plaun var han rejst til Tanger for at forsøge at skabe forretningsforbindelser for en dansk levnedsmiddelvirksomhed, men det blev ikke til noget. I stedet blev han hyret som kok på et smuglerskib:

»Det var en nedlagt minestryger, som en skotte havde købt, og vi smuglede cigaretter fra Tanger til Italien og Gran Canaria. Jeg var med på fire ture, og vi holdt os i internationalt farvand. Så kom der små både ud fra fastlandet om natten og hentede tusindvis af kartoner med cigaretter. Jeg stoppede, da jeg fik tilbuddet om at blive Ted Fletchers bodyguard. Det var mere spændende end at sejle.«

Ted Fletcher er navnet på den mand, der i ugerne efter afsløringen af Plaun bliver omdrejningspunktet for Weekendavisens fortsatte interviews med den falske krigshelt. Det er også et navn, der tydeligvis berører Hugo Plaun, når han nævner det.

»Fletcher arbejdede for den britiske efterretningstjeneste Secret Service, og han syntes, jeg var den rette mand til jobbet, selv om han vidste det om mig og Waffen SS. Vi havde en virkelig god kemi. Vort venskab strakte sig ud over Tanger-tiden, og indtil han døde,« siger Plaun og fortæller, at de mødtes på Dean’s Bar i Tanger:

»Der var navnlig ét sted, hvor vi, der var i smuglerbranchen, holdt til, og det var Dean’s Bar, der lå tæt på det britiske konsulat. Ted havde brug for en bodyguard, når han rejste rundt i Nordafrika, og jeg var med ham i både Marokko, Tunesien, Algeriet og Libyen. På det tidspunkt ulmede oprørsbevægelserne, som søgte selvstændighed. Hans opgave var at danne sig et indtryk og rapportere hjem til London om oprørernes styrke og hensigt. Han talte flydende arabisk og holdt møder med borgmestre og ledere af de forskellige oprørsenheder. Jeg sad uden for døren eller nede i bilen. Vi kørte i en Buick Cabriolet, og det var en fantastisk vogn. Vi var ikke særlig populære, og det var temmelig farligt mange steder. Vores tur varede et års tid, og jeg havde en ni millimeter-pistol.«

Så vidt Plauns indledende beretning om Fletcher. Hvad ved han ellers om ham?

»Han var Colonel – oberst – og tidligere havde han været guvernør eller noget i den retning i Indien. Han var vist omkring 50, da jeg mødte ham i Tanger, fraskilt og havde ingen børn, men i modsætning til mig var Ted ikke en roamer (flakke, red). Han havde en pige i England og en i Spanien, og dem holdt han sig til, så han var trofast i den retning. Jeg tror ikke, han havde ret meget familie. Efter vores rundtur i Nordafrika blev han Commander of the British Empire, og jeg var med ham i London, da han fik ordenen overrakt. Han boede ikke noget fast sted, men rejste altid rundt, og han døde i Mexico i slutningen af 1950erne.«

Med et generalieblad som Plauns er der god grund til en solid portion skepsis over for hans nye historie. Hvis den er sand, er det til gengæld skæbnens ironi: På sin vis kunne han have fortalt den engelske kronprins Charles en ægte og interessant historie om at være i nærkontakt med den britiske efterretningstjeneste efter krigen i stedet for løgnagtigt at give den som allieret krigshelt under krigen, da han i 2012 – iført en række falske ordener på uniformen – mødte både det engelske og danske kongehus som del af en æresgarde af veteraner.

Fletcher

Et faktatjek af Hugo Plauns påståede Tanger-eventyr kommer godt fra start: Ét er, at han under vort næste møde får forevist et anonymt fotografi fra 1950 af det indvendige af en bar og straks erklærer: »Det ligner Dean’s bar,« – hvilket det også er. Noget andet – og mere overbevisende – er, at det faktisk lykkes Weekendavisen ad omveje at identificere Rasmussen uden fornavn, som i slutningen af 1940rne skulle have haft en båd liggende i Tanger, hvor Plaun boede. Det er historikeren Claus Bryld, der beretter, at han – efter at have udgivet bogen Hvilken befrielse om sin barndom i Tanger som søn af en nazistisk far, der var flyttet dertil – bliver kontaktet af to samtidige fra Tanger, der uafhængigt af hinanden fortæller Bryld:

»I havnen i Tanger lå en stor mahognibåd ved navn ’Ara’, som tilhørte en dansker, Børge Rasmussen. Han havde sejlet den ned fra Danmark gennem det europæiske flodsystem.«

Med identifikationsoplysninger om efterretningsofficeren Ted Fletcher, som Plaun angivelig skulle have arbejdet for, ligger det i begyndelsen lidt tungere. I britiske arkiver findes umiddelbart ingen militære med det navn, men ihukommende at navnet Ted er en helt sædvanlig forkortelse for Edward, bliver arkiverne pludselig interessante:

Lieutenant-Colonel Edward Walter Fletcher blev født i 1899 – han var altså 50 i 1949 – og han døde i Mexico City i 1958. Hans far og mor var døde i henholdsvis 1932 og 1945, og han havde ingen søskende og heller ingen børn. Han arbejdede som militærmand for det britiske udenrigsministerium, og mellem 1945 og august 1947 var han britisk generalkonsul i den franske enklave i Indien, Pondicherry. Den britiske pendant til Statstidende, The Gazette, meddeler, at Edward Walter Fletcher per 1. januar 1952 blev tildelt ordenen Commander of the British Empire, og således bekræftes i detaljer alle Hugo Plauns biografiske oplysninger om den britiske efterretningsmand.

Plauns historie får yderligere vægt, da Weekendavisen under et besøg hos hans søn af fjerde ægteskab, tidligere major og nu kontorchef i Trafikstyrelsen Michael Dela, i et gammelt fotoalbum ser et fotografi af Fletcher: »To my best friend Hugo,« har Ted Fletcher selv skrevet på portrætbilledet. Michael Delas farbror, altså Hugo Plauns bror, Carl Erik, der boede i Detroit i USA, har over for Dela berettet om venskabet mellem Hugo og Ted. I 1950erne besøgte Carl Erik Plaun sin bror, der dengang arbejdede i Canada, og samtidig kom Fletcher på besøg. Fotografiet er måske taget ved den lejlighed.

»I Canada fortalte Fletcher min farbror, at Hugo havde været livvagt for ham i Tanger og engang havde reddet hans liv, og så blev de venner,« siger Michael Dela. At Ted Fletcher virkelig arbejdede for den britiske efterretningstjeneste og ikke »kun« for udenrigsministeriets Commonwealth-afdeling, som det officielt er opgivet, har vi kun Hugo Plauns ord for. Det samme gælder beretningerne om, hvad Fletcher og Plaun foretog sig i Nordafrika.

Freezone

Tanger var et hot spot på kloden og en smelte-digel, da Hugo Plaun ankom i slutningen af 1940rne. Befolkningen bestod af 40.000 muslimer, 31.000 europæere og 15.000 jøder, og efter at Marokko var blevet delt mellem Frankrig og Spanien i 1912, var Tanger under international kontrol af kolonimagterne Frankrig, Spanien, Storbritannien og Italien. Mellem 1924 og 1956 var byen en skattefri zone separeret fra resten af Marokko og tiltrak en broget skare af mennesker. Spioner, smuglere og kriminelle blandede sig med rige og berømte, og homoseksuelle valfartede fra Storbritannien og andre lande til Freezone, som Tanger blev kaldt, hvor intet var forbudt og alt tilladt. Der kom også en del gamle nazister og andre, der havde været på den forkerte side under krigen. Her fandt de sig et fristed, hvor de så en chance for at komme videre med livet, uden at nogen spurgte om for meget.

Det samme gjorde forfattere som Paul Bowles, Tennessee Williams, Jean Genet og William S. Burroughs, der her skrev Naked Lunch, hvis lokalitet, Interzone, er en allegori for Tanger. I 1946 købte den amerikanske milliardærarving Barbara Hutton – datidens svar på Paris Hilton – et palads i byen og holdt cocktailparties fra morgen til aften med skuespillere som Errol Flynn og Ava Gardner. Den britiske forfatter Ian Fleming var der også og blev inspireret til at opfinde figuren James Bond. Og selv om en senere meget berømt film fik sin titel efter byen Casablanca, var forlægget i virkeligheden Tanger.

I 1937 åbnede Joseph Dean en bar, der hurtigt blev et vandhul for både de rige og dem med dårligt omdømme. Rygterne sagde godt nok, at værten på Dean’s Bar i virkeligheden arbejdede for den britiske efterretningstjeneste, men det afholdt ingen fra at komme på stedet. Heller ikke Hugo Plaun fra Danmark.

»Jeg tror nok, hele bundtet var en flok eventyrere, ligesom jeg var,« siger han. Og så:

»Eventyret i Tanger var pragtfuldt. Der levede man fanme livet! Der var gang i den, og der var så mange forskellige mennesker. Det var det søde liv, og jeg holdt mig ikke tilbage. Jeg fægtede mig gennem tilværelsen, kan man sige. Der var sprut nok og damer nok og smugleri på højt niveau.«

På Dean’s Bar traf Hugo Plaun blandt mange andre også Ted Fletcher, som endte med at hyre ham som bodyguard.

»Han var en meget typisk British Colonel. Han havde været på kostskole og alt det der og var præget af the good old english upper class,« fortæller han og fortsætter:

»Han var meget nøgtern i sine vurderinger, men i virkeligheden var han nok nærmest pro-arabisk. På vore rejser gik vi tit i arabertøj – ikke altid, men nogle gange – og han holdt møder med Gud og hvermand. Når vi ankom til de forskellige hovedstæder, gik han altid ind på den britiske ambassade og blev der i flere dage. Så gik jeg rundt i byen selv. Vi skiftedes til at køre bilen, og jeg kan huske, at når vi ankom til hotellerne, skulle jeg altid secure his room, altså undersøge om hans værelse var fri for aflytningsapparater og andre kedelige ting.«

Ifølge Plaun kom han kun til at bruge sin pistol en enkelt gang under rejsen rundt i de fire nordafrikanske lande, og det var måske den episode, som Fletcher senere i Canada fortalte Plauns bror om – dengang, hvor Hugo reddede englænderens liv:

»Der var mægtig ballade i Algeriet. Der blev vi overfaldet af nogen fra den arabiske oprørsbevægelse, og jeg aner ikke, om jeg ramte nogen. Til gengæld skal jeg fanme love for, at Fremmedlegionen, som fulgte efter os, gik ind for fulde gardiner. Da de så, at vi var kommet i ildkamp, gik franskmændene ind for fulde makroner.«

Testamentet

Efter at have været med Ted Fletcher i London, hvor den britiske officer skulle have sin orden, skiltes deres veje. Hugo Plaun drog videre til Canada for at prøve lykken med smuglerpenge i bagagen. Han endte med at køre traktor på en ferskenplantage nær Niagara Falls.

»Jeg tænkte ikke på, at jeg i virkeligheden arbejdede illegalt, fordi jeg ingen arbejdstilladelse havde, men efter et år kom de canadiske myndigheder på nakken af mig. Så tog jeg tilbage til Danmark og blev bilsælger hos Ford.«

I begyndelsen af 1960erne kørte Plaun rally med den legendariske danske speedwaykører Morian Hansen, der havde været pilot i engelsk krigstjeneste under Anden Verdenskrig. Sammen deltog de i det berømte Monte Carlo-løb, men de forulykkede og faldt ned ad en skråning. Plaun slap med en hjernerystelse. Hans parløb med Morian Hansen er beskrevet i Henrik Andersens bog Morian Hansen – en legende. Som indehaver af sin egen racervogn medvirkede Hugo Plaun også i filmen Han, hun, Dirch og Dario fra 1962.

»Jeg har altid været for flyvsk til bare at sidde derhjemme,« siger han og vender så tilbage til Tanger og Fletcher.

»Står der noget i de arkiver, du har fundet, om hans død?« spørger han. Og så:

»Sidste gang, vi så hinanden, var her i Danmark, hvor han kom og besøgte mig. Han døde vist af en aggressiv cancer i bugspytkirtlen, mens han var i Mexico. Jeg fik et brev fra en sagfører. Ted havde testamenteret sine penge til mig. Det var 3000 pund, og det var mange penge dengang.«

Første artikel om Hugo Plaun blev bragt 5. maj 2017. Læs den her

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533