1 Sektion uge 16 | 2017

Nivellering. Det er tabuiseret at forholde sig til kunst, hvis ikke man bekender sig til det postmoderne, relativistiske intet-er-bedre-end-andet-princip. Tiden er til et opgør med det ideologiske angreb på god smag.

Af Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Det popkulturelle ekkokammer

Få protesterer, når en madanmelder udråber en bestemt restaurant eller kok til at være i en klasse for sig. Alle accepterer, at Umami er bedre end McDonald’s. De to kan slet ikke sammenlignes. Ganske vist serveres der mad begge steder, men der stopper ligheden også.

Det er påfaldende, at den samme konsensus ikke findes for andre dele af kulturlivet. Når det kommer til musik eller litteratur, ses det som snobberi, hvis man stiller sig skeptisk over for den kunstneriske værdi af et Justin Bieber-nummer eller en Jussi Adler-Olsen-roman. Her er alt lige godt. Det hele er smag og behag, og man er højrøvet og elitær, hvis man hævder andet.

Populærkulturen er blevet så dominerende i musikken og litteraturen, at det at lytte til et album eller læse en bog ikke længere kædes sammen med en forventning om at blive udfordret eller stimuleret. Hvis man fluks kan danse og skråle med, og hvis det er let og sorgløst at tygge sig igennem, så har det tjent sit formål. Det behøver ikke smage af noget, det skal bare mætte. Og i det omfang, der er en smag, skal den være så mild og genkendelig som muligt: Alt koges ind til overfladiske klichéer (à la »don’t break my heart« eller »jeg håber, du er ensom«) uden plads til nuancer eller skæve forløb.

Kunsten skal ikke være en oplevelse i sig selv. Kunsten skal bare slå tiden ihjel.

Alle kan jo fristes af en cheeseburger, men samtidig ved vi godt, at man ikke kan leve af tomme kalorier. Problemet er bare, at det er en svær vane at bryde, når man først er i gang. Flere og flere bruger eksempelvis Spotify eller Apple Music, når de lytter til musik, og som The Economist har kunnet berette, fungerer streaming-tjenesternes anbefalings-algoritmer sådan, at man sjældent præsenteres for noget, der falder uden for ens vanlige musiksmag. Man skærmes af for overraskelser – der er jo ikke penge i at skræmme folk væk. Derfor fanges lytteren i en boble, som er svær at prikke hul på, da man aldrig bliver konfronteret med et alternativ til det velkendte. Og det er jo snart sagt umuligt at bryde boblen på egen hånd, når man er så vant til den smeltede ost og den søde sennep.

Så meget desto mere er det dybt deprimerende, at alle de store mediehuse, herunder de Public Service-forpligtede, fuldstændig har opgivet at kvalificere befolkningens kulturelle udgangspunkt. Der fokuseres næsten udelukkende på kunstens fastfood-tilbud, hvilket blot er med til at fortætte det popkulturelle ekkokammer.

I Dagbladet Informations opsamling på musikåret 2016 var det album fra kunstnere som Frank Ocean, Kanye West, Solange og Beyoncé, der gik igen på anmeldernes lister over favoritudspil. Af de ti skønlitterære værker, som Jyllands-Posten anbefalede som de bedste fra sidste år, var tre udgivet af Gyldendal, to af Politikens Forlag og to af People’sPress. Og da DR K sidste efterår sendte programmet »Den klassiske musikquiz«, der fungerede som en uprætentiøs introduktion til nogle af musikhistoriens største kompositioner, blev det sendt i blot fire afsnit, og udsendelserne er ikke længere at finde på Danmarks Radios hjemmeside.

I øvrigt bør DRs P6 Beat nævnes. En radiokanal, der oprindeligt havde til formål at formidle alternativ rytmisk musik, omlagt i 2012 grundet små lyttertal, og efterfølgende kritiseret fra flere sider for at skære i diversiteten af genrer og artister. Nu kan kanalen nok bedst beskrives som en prøvestation for potentielle hits, inden de rykker op til den strømlinede popkanal P3 (et af mange eksempler fra sidste år kunne være nummeret »Away From Me« af den danske popgruppe CHINAH).

En stor del af nøgleaktørerne på den elektroniske musikscene stemmer i og mener også, at den eksperimenterende musik er undereksponeret i de landsdækkende medier (inklusive DR TV og Radio). Det viser første delrapport fra en igangværende undersøgelse om den elektroniske musik i Danmark, der er støttet af Foreningen Strøm og Fonden Roskilde Festival.

Bundlinjen er, at det er de store, etablerede (eller potentielt bredtfavnende debuterende) kunstnere inden for folkekære og almenkendte genrer, der bæres frem og promoveres. Alt imens den udforskende, udfordrende og grænsesøgende kunst negligeres og dermed (næsten) aldrig når ud til dem, der ikke selv aktivt opsøger den. Hvilket rejser spørgsmålet: Hvad er egentlig kulturjournalistikkens opgave?

Se, jeg har ikke forstand på gastronomi. Derfor har jeg brug for medier og skribenter, der kan udvide min horisont, oplyse, uddanne og belære mig, når det kommer til mad, madlavning og restaurantbesøg.

Men jeg har ikke brug for en anmeldelse af Jensens Bøfhus eller Burger King. Dem kender jeg godt. Og jeg har ikke brug for en opskrift på lasagne eller havregrød. Det kan jeg godt lave.

Jeg har brug for nogen, der puffer mig derhen, hvor jeg ikke var kommet hen på egen hånd. Nogen, der viser mig det, jeg ikke ellers var faldet over; det, man ikke lige støder ind i; det, som markedets nådesløse, pengemaskinelle dynamikker ikke automatisk tvangsfodrer mig med. Det, der kunne risikere at udvide min kulturelle horisont. Jeg skal informeres om det nyskabende – ikke det banale.

Folk skal sgu nok få hørt den nye Kanye West-single. Den slags får man jo praktisk talt stoppet ned i halsen. Kulturjournalistikken bør være et modsvar til den tyggegummi-kommercielle samlebåndsunderholdning – ikke et knæfald for den. Skyklapperne skal fjernes – ikke strammes.

Hvor mange ville mene, at det er elitært at arbejde for, at flere får en uddannelse? Formentlig ingen.

Alligevel er det sådan, at en tilsvarende idé om at opkvalificere befolkningen ud fra et kulturelt dannelsesideal fordømmes som et elitært projekt. Vi har formået at aflive analfabetismen og (ved hjælp af folkeskolen) etablere minimumsforventninger til almen viden og generel faglighed, men forestillingen om på samme måde at kurere de kulturelt invalide kan knap diskuteres. Kulturanalfabetismen er blevet en tabubelagt folkesygdom.

Det bør give anledning til social afstraffelse ikke at kunne sin Shakespeare. Det bør være ydmygende, hvis man ikke kan kende Mozart fra Beethoven eller Bach fra Brahms. Det bør være tåkrummende pinligt, når det opdages, at man aldrig har set Orson Welles eller Marlene Dietrich i aktion. Den dårlige samvittighed skal komme krybende, når man grådigt tilstopper sig med hovedløs pop og misbruger kulturen som tidsfordriv.

Og nej, det er ikke en elitær holdning at føre frem – det er det diametralt modsatte.

Det handler netop om, at den gode kultur og kunst ikke bør forbeholdes et lille mindretal af befolkningen. Det mindretal, der tager på weekendekskursioner til Louisiana og besøger Det Kongelige Teater oftere end en gang om året. Det mindretal, der er vokset op med klaver i hjemmet og Kay Bojesen-aber kravlende på væggene. Det mindretal, der får tilsendt Politikens papiravis med posten og har en bogsamling, som består af andet end lufthavnsindkøbte paperbacks.

Det elitære ville være at forsøge at fastholde den eksklusive adgang, som det mindretal nyder.

Kulturdannelse sker ved at propagere og udbrede de oplevelser, den gode kunst gemmer på, og som man ikke på anden vis kan tilegne sig – en tydeliggørelse af de sider af kunsten, der hverken kan erstattes eller sammenlignes med noget andet. Vi skal almindeliggøre den øgede livskvalitet og den perspektivudvidelse, som kulturel dannelse afstedkommer. Stor kunst kan gøre dig til en bedre elsker, en skarpere tænker og et større menneske. Man går glip af uendelig meget, hvis ens udsyn stopper ved Katy Perry og Fifty Shades of Grey. Ligesom man forpasser en frygteligt masse, hvis man spiser spaghetti med kødsovs hver dag.

Samlebåndsunderholdningen kan have sin berettigelse, men den må ikke forveksles med kunst. Når vi blander tingene sammen, udvander vi kunstbegrebet, og så forkvakles vores forståelse af den kunstneriske værdi. Vi mister forbindelse med, hvad det i det hele taget er, vi skal bruge kunsten til.

Den dominerende kultur har således spillet fallit i dobbelt forstand. Dels er den tunnelsynet, ensformig og smagløs, fordi den kortsigtede, profithungrende clickbait-populærkultur har fået lov at strangulere enhver skygge af noget eksperimenterende, opfindsomt eller provokerende i den brede offentlighed. Dels er den historieløs og utålmodig, præget af et kollektivt hukommelsestab, hvor referencerammen sjældent rækker længere tilbage end sidste uges uundgåelige på P3. Intet er klassisk eller kanoniseret, og alt vurderes ud fra sangens første 30 sekunder, den medfølgende pressemeddelelse eller bogens bagside.

Det er værd at huske på, at kunsten er alt, vi har, hvis ikke vi vil reduceres til blot at være kønsorganer og lønsedler. Nikola Nedeljkovic Gøttsche er journaliststuderende.

Kulturanalfabetismen er blevet en tabubelagt folkesygdom.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533