Bøger uge 29 | 2016

Mere end en diagnose. I 1800-tallet gør Gustave FlaubertsMadame Bovaryhysteriet til et litterært fænomen, og også i dag stiller populærkulturen skarpt på de ømfindtlige nervesystemer. Vores forhold til hysteriet har i mere end halvandet hundrede år været med til at definere tidens kvindesyn.

Af Anne Valbjørn Odgaard

Hysteriske kvindemenneske!

Madame Bovaryfødes i 1857 i kølvandet på romantikkens dyrkelse af kvindens renhed. Men Emma Bovary er alt andet end ren. Hun er utro og har mistet selvkontrollen – hun er hysterisk. Hun brænder sin brudebuket og opfører sig i det hele taget uforudsigeligt. Hun svinger mellem en feberagtig snakken-derudad og perioder helt uden tale. Hun er bleg, hjertet slår for hurtigt, hun har kvælningsfornemmelser og spytter blod. Hvorfor? Er det provinsborgerskabets kedelige ægteskabsidyl, der er ved at kvæle hende? Eller er det tværtimod de udenomsægteskabelige affærer og den sanselighed og overspændthed, som følger med, der fremprovokerer de hysteriske symptomer?

Hysteri som diagnose for kvinder med alskens uforklarlige symptomer har en lang, changerende historie, ligesom den lange liste af årsagsforklaringer gennem tiden har været farverig – om det så har været en vandrende livmoder, en forhekselse, for megen romanlæsning eller for lidt sex. Hysteri har altid fascineret. Også Gustave Flaubert.

Men diagnosen har altid været – og er stadig – forbundet med kvindekønnet. 1800-tallets medicinske tradition definerer nervepatologien som essentiel feminin: Kvinders nervesystem er mere ømfindtligt end mænds, som Monsieur Homais, Bovary-familiens læge, påpeger. Kvinder er altså særligt disponerede for hysteri som følge af sårbare nerver og på grund af de reproduktive organer, for hysteri har rødder i livmoderen – og dermed den kvindelige seksualitet. Men spørgsmålet er fortsat, om Emma Bovary er hysterisk på grund af utilfredsstillet seksualitet eller et overophedet kønsliv med sine elskere? Hvad end svaret bliver, er hendes seksualliv sygeliggjort.

Emma læser ridderromaner og andet sværmerisk snask, og i tiden kunne det skrevne ord være farligt – for kvinder. Hendes svigermor mener da også, at det må være bøgerne, der fordærver Emmas fintfølende sind. Bøger kunne forføre, hvilket såmænd også var anken mod Flauberts roman, da den kom for retten anklaget for at være usædelig. De unge kvinder skulle gerne forblive uvidende, uskyldige. For megen romanlæsning var hysterifremkaldende. Og så for en sådan varmblodet, ung kvinde med fyldige læber, store øjne, langt mørkt bølgende hår – Emma Bovarys udseende matcher den hysteriske kvindes fysiske profil, som man finder den beskrevet i tidens medicinske opslagsværker.

Hun har som ung forelsket sig i kærlighedsromanernes lyksalighed og lidenskaber, men er efterfølgende blevet gift med den banale Charles, hvis konversation beskrives som flad som et fortov. Emma vil ikke vide af det flade, hun vil have det bølgende, blussende, opflammende. På et tidspunkt får hun stærke kvælningsfornemmelser. Homais, lægen, forbinder anfaldet med abrikosernes fade dufte, kvindekønnet er jo så fintfølende. Men den elsker, der netop har svigtet Emma – Rodolphe – er lige kørt forbi uden for vinduet. Så er det et hysterisk anfald eller kærlighedskvaler?

Emma sukker over kvinders ufrihed, de kan ikke tage på eventyr som mændene, de er bundet af feminine stereotyper, de er fastholdt stillesiddende. Men hysterisymptomerne er bemærkelsesværdigt forbundet med det mobile: bevægelser man ikke kan styre, rastløshed, lunefuldhed, en fantasi, der flyver for vildt.

Inspireret af Emmas historie betegner termenbovarismederfor den manglende evne til at skelne mellem drøm og virkelighed. Den menneskelige vilje til at se tingene anderledes end de er, frustrationen over at ønske noget umuligt – en almengyldig sårethed ved det at være menneske. Men hvorfor skulle en sådan lidelse have et køn?

Hysteri er svanger med metaforisk potentiale, og måske derfor bliver det et yndet motiv i litteraturen, især i slutningen af 1800-tallet. Vi finder det hos russiske Leo Tolstoj og Flauberts landsmand Émile Zola.

For ham er hysteriet, som hos Flaubert, kvindens forsøg på at flygte fra et mentalt fangenskab. Det er derfor, Valérie Vabre bedrager sin hypokondriske husbond, Théophile, iPot-Bouille(1883), en scenisk skildring af det ituslåede liv i en parisisk lejekaserne.

Tolstoj betragtede selv titelkarakteren Anna Karenina i værket af samme navn (1878) som en »hysteriker« drevet af begær og behov. Selv havde den store russer hysteriet tæt inde på livet. I sin dagbog i 1903 skriver hans hustru, Sophia, der selv måtte finde sig i at blive diagnosticeret som både paranoid, psykopatisk og hysterisk, om sin mands talrige beundrere, der kom til godset Yasnaya Polyana fra nær og fjern: »Hvor ubehagelige er ikke disse disciple. Ikke en eneste iblandt dem er normale. Og de fleste af kvinderne er hysteriske.«

Få år efter Zolas og Tolstojs værker kom Freud, psykoanalysen og den samtidige neurolog Jean-Martin Charcot, der afholdt sine berømte og berygtede live-seancer i Paris (skildret i Per Olov EnquistsBogen om Blanche og Marie). De to så hysteriet som en neurosekategori, en fortrængning af dybtliggende konflikter mellem de seksuelle ønsker og overjegets forbud, som havde sit afsæt i den ødipale fase. Mænd kunne nu også være hysteriske, men det var fortsat kvinderne, der optog videnskaben. Koblingen mellem hysteri, kvinden og hendes seksualitet fortsætter.

I nutidens psykopatologi henregnes hysteri til de såkaldt dissociative lidelser, det vil sige stress-, krampe- eller traumetilstande, der forstyrrer bevidstheden i en sådan grad, at »en person psykisk afskæres fra en fysisk eller psykisk del af sig selv, der herefter agerer uden om personens bevidsthed og kontrol«, som det forklares iDen Store Danske Encyklopædi. Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt har i sit forfatterskab i flere omgange kastet et blik på hysteri som moderne lidelsesform; iKvinden der rystede eller Historien om mine nerverfra 2010 skriver hun en biografisk sygehistorie. Om »hysteriforme personlighedstræk« bruges udtrykkethistrionisk, mens betegnelsenhysteriski dag næsten udelukkende tjener som et nedsættende adjektiv, der dog stadig emmer af patologi. Det er også stadig forbundet med det kvindelige kønsliv ved at være tæt forbundet med nedladende tanker om præmenstruelle humørsvingninger, men det er bestemt ikke særlig sexet.

Vi bruger det, når andre, oftest yngre kvinder, er for meget, for hektiske, for overdrevne, ikke kender deres grænser. Dengang som nu: uklædelig opførsel. Vi finder hysteriske kvindemennesker i tidens tv-serier og film: fra nullernesAlly McBeal, Desperate HousewivesogBridget Jonestil disse års hitserier somOrange is the New BlackogGirls. Alle er kvinderne usikre, næsten sitrende i deres ubehag, men vil samtidig gerne tages alvorligt.

I nyere dansk litteratur finder vi også den hysteriske kvinde hos forfattere som Ida Jessen iABC,Kirsten Hammann iEn dråbe i havetog Vita Andersen iGet a Life. Det er ikke superkvinden, der kan klare alt, det er heller ikke den elskelige, halvkiksede Nynne-type. Det er passive, sårbare, egoistiske kvinder, der har svært ved at leve op til samfundets idealer og forventningen om selvskabt og ikke mindst konstant lykke, svært ved at kombinere familie og karriereliv. Konformitets- og forventningspresset bliver det nye stramme korset, kvinden ifører sig.

Det hysteriske kvindemenneske kender vi altså stadig. Men selv om Flaubert er en af de første, der beskriver lidelsen (og det med en sådan autoritet, at en fransk læge, Charles Richet, som skrev videnskabeligt om emnet, citerede fraMadame Bovarysom en case-studie), er han yderst kritisk over for den kønnede konklusion.

Ironisk gør Flaubert grin med den samtidige kulturs klichéer om hysteri og åbner for tolkninger af lidelsen, der peger ud over diagnosen og mod mere almengyldige og kønsneutrale problematikker. Flaubert udtalte som bekendt: »Madame Bovary, c’est moi!«; han spejlede sig i sin hovedperson og inviterede samtidig sine læsere til at gøre det samme. Han vidste nemlig, at han selv var hysterisk, og han led af de samme symptomer som Emma, mens han skrev bogen: »Jeg oplever hjertebanken uden nogen grund, hvilket kun er forståeligt for en gammel hysteriker som mig.«

Serie: Fra midten af 1800-tallet var kvindebilledet på mange måder i opbrud, også i litteraturen, hvor nye kvindetyper blev skrevet frem, ofte overdrevne, ofte typificerede. Hvordan opstod disse konstruktioner, hvor optrådte de – og hvorer de i dag? Denne artikel er den første i s..

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533