Ideer uge 49 | 2016

Kronik. En amerikansk professor mener, at forskerne har for meget frihed, fordi det fører megen unyttig forskning med sig. Er forskerne ved at ødelægge videnskaben?

Af Jens Olaf Pepke Pedersen

Fri leg og social ansvarlighed

I sidste uge skiftede Søren Pind jobbet som justitsminister ud med posten som uddannelses- og forskningsminister. Han har dermed fået ansvaret for at styre prioriteringen af de offentlige forskningsmidler, hvor målsætningen ifølge det nye regeringsgrundlag er, at »de store samfundsmæssige investeringer i forskning og udvikling skal skabe værdi for samfundet«.

De fleste forskere vil nok mene, at forskningens største problem er, at der mangler penge, men det gælder ikke professor Daniel Sarewitz fra Arizona State University, der tværtimod mener, at der forskes alt for meget. Sarewitz har i årevis analyseret sammenhængen mellem videnskaben og det omgivende samfund, og han har tidligere opfordret forskerne til at skrive færre publikationer. Senest har han uddybet sit synspunkt i tidsskriftet New Atlantis i en 35 sider lang artikel, der nærmest må betegnes som en bandbulle mod årtiers videnskabelige udvikling. Det hævdes ofte, at videnskaben er selvkorrigerende, men Sarewitz mener, at den er i så store vanskeligheder, at den i stedet er blevet selv-destruerende.

Påstanden er paradoksal, for aldrig har forskerne været mere produktive end i dag. På verdensplan producerer de årligt millioner af faglige artikler, som er vurderet og bedømt af fagfæller, og som udgives af over 24.000 videnskabelige tidsskrifter, der dækker et enormt antal emner og fænomener. Men den enorme produktion er ifølge Sarewitz netop problemet, for en stor del af resultaterne er upålidelige, ubrugelige eller direkte forkerte, og i stedet for at skabe klarhed og løsninger fører forskningen til uklarhed og forvirring.

Sarewitz underbygger sin påstand med en række eksempler. Der er således historien om en kræftstamcelle, som er blevet brugt i over tusinde faglige artikler om brystkræft, men som viste sig at være en hudkræftstamcelle. Et bioteknologisk firma, som undersøgte 53 publicerede studier, der blev betegnet som milepæle i forskningen, kunne kun reproducere seks af dem.

En undersøgelse af et hundrede forskellige medikamenter, der alle havde givet positive resultater mod en særlig form for sklerose i mus, kunne ikke reproducere et eneste af resultaterne. En stor gennemgang har vist, at omkring 70 procent af de positive resultater, som er publiceret i 40.000 studier med funktionel magnetisk resonans-billeddannelse, kan vise sig at være forkerte, og en omhyggelig gennemgang af 100 psykologiske studier kunne kun reproducere 39 procent af dem. Et sted mellem 75 og 90 procent af resultaterne inden for grundlæggende og præklinisk biomedicinsk forskning kan ikke reproduceres, og det betyder ifølge Sarewitz, at USA årligt spilder 28 milliarder dollar på biomedicinsk forskning, som ikke kan reproduceres.

En del af miseren skyldes ifølge Sarewitz, at universiteterne fokuserer snævert på, hvor mange publikationer forskerne skriver, og hvor ofte de bliver citeret af andre forskere. Desuden konkurrerer universiteterne om forskningsmidler ved at overdrive de resultater, der kommer ud af forskningen. Det fremmer en kultur, hvor forskerne hele tiden skal komme med nye og banebrydende resultater, og det går ud over kvaliteten.

Påstanden støttes af en undersøgelse blandt 1500 forskere, der blev offentliggjort i tidsskriftet Nature i maj, og som viste, at 80 procent af forskerne selv fandt, at presset for at publicere artikler underminerede den videnskabelige metode, fordi det førte til selektiv publicering af data, dårlige statistiske analyser og en for lav indsats med at gentage forsøgene.

En anden og mere grundlæggende årsag er ifølge Sarewitz, at videnskabens politiske og kulturelle styrke bygger på en smuk, men skamløs løgn om, at videnskabelige fremskridt sker, når forskerne får lov til at forske i, hvad de nu har lyst til at kaste sig over, og alene er drevet af deres egne ideer og nysgerrighed. Sarewitz medgiver, at forskernes nysgerrighed har ført til opdagelsen af nye fænomener, som har kastet store teknologiske anvendelser af sig, men han mener også, at de nyere teknologiske mirakler, der har haft størst værdi for samfundet, ikke er et resultat af forskernes frie leg, men skete, fordi der var et teknologisk behov og en styring af forskningen.

Her peger han på, at en stor del af den moderne teknologi kun eksisterer, fordi det amerikanske forsvarsministerium igennem mange år har haft en afgørende og styrende indflydelse på forskningen i USA. Forsvaret har typisk haft meget præcise opgaver, som de ville have løst, og penge var sjældent problemet. Blandt hans eksempler er den første digitale computer, som blev konstrueret til det amerikanske forsvar i 1940rne. Den fyldte det samme som en mindre bus, den kunne meget lidt i forhold til nutidens computere, og den kostede over 30 millioner kroner i dagens priser. Kun fordi forsvaret havde brug for computere og havde de økonomiske midler, drev de i årtier udviklingen af datalogi frem ved direkte investeringer på store amerikanske universiteter.

De første jetmotorer var også håbløst ineffektive og ekstremt dyre, men fordi forsvaret kunne se potentialet, støttede de udviklingen gennem en lang årrække. Det betød, at Boeing kunne omdanne militære tankfly til det civile jetfly Boeing 707, som lagde grunden til en stor kommerciel succes.

De militære behov har også drevet udviklingen i en lang række videnskabelige discipliner, og 11 af de 13 teknologiske fremskridt, som var nødvendige for at udvikle iPhone – blandt andet mikroprocessorer og GPS-systemet – kan spores tilbage til forsvarets investeringer i forskning og udvikling. Forsvaret driver stadig udviklingen inden for områder som droner, men generelt er rollen som en teknologisk drivkraft ifølge Sarewitz betydeligt formindsket.

Sarewitz konkluderer derfor – og han siger selv, at det er en svær og skræmmende erkendelse – at den mest pålidelige og værdifulde forskning ikke sker i den frie forskning, hvor videnskaben beskyttes mod samfundsmæssig påvirkning, men derimod der, hvor den bringes i direkte kontakt med samfundet. Kort sagt skal forskningen bruges til at løse problemer, og det, mener Sarewitz, sker ikke, hvis vi overlader forskningen til forskerne selv.

Det er dog ikke i sig selv nok, at forskningen er drevet af samfundets problemer. Sarewitz mener også, at en del af forskningen lider under, at den forsøger at svare på spørgsmål, som videnskaben slet ikke kan svare på. Med henvisning til en artikel fra 1972 af kernefysikeren Alvin Weinberg kalder han den slags spørgsmål for trans-videnskabelige spørgsmål, fordi de ofte giver helt forskellige svar, alt efter hvilke aspekter forskeren vælger at forske i, og hvordan han udfører forskningen. Det sker ofte inden for emner som økonomi, biologi og medicin.

Som et eksempel på trans-videnskab nævner Sarewitz forskningen i et planlagt depot for atomart affald ved Yucca Mountain i Nevada. Efter at der er brugt mere end 25 års forskning og 15 milliarder dollars, er det ikke lykkedes forskerne at svare på spørgsmålet om, hvorvidt depotet er sikkert. Et andet eksempel er klimaforskning, hvor man bruger matematiske modeller, som er meget følsomme over for forudsætninger, der er helt uforudsigelige. Det betyder, at modellerne udspyr en endeløs strøm af trans-videnskabelige fakta, som tilsyneladende alle er sanktioneret af videnskaben, men som kan bruges både som argumenter og modargumenter for vigtigheden af klimaproblemet og behovet for at gøre noget.

Kritikken er ikke ny, og som universitetsforsker kan undertegnede genkende en del af problemerne, ligesom den nyttige skelnen mellem videnskab og trans-videnskab ser ud til at være gået i glemmebogen. Det er dog usædvanligt, at kritikken bliver formuleret så skarpt, så det bliver interessant at følge reaktionerne. Det er også forkert, at der ikke sker videnskabelige fremskridt, når forskerne får frie hænder, så grundforskning vil stadig være nødvendig, men kritikken rammer ned i en langvarig debat om balancen mellem grundforskning og anvendt forskning.

Herhjemme forsøgte daværende forskningsminister Helge Sander tidligt at presse universiteterne til at have mere fokus på at nyttiggøre forskningen, og selvom der blev grinet meget af hans klodsede slogan »Fra tanke til faktura«, er det den vej, udviklingen er gået siden da, og som nu bliver understreget i regeringsgrundlaget. Det ser også ud til at være en global tendens, at der i stigende grad bliver stillet krav til forskningen om at nyttiggøre sig selv. Med Sarewitz’ artikel er der lagt op til debat om, hvorvidt forskerne selv skal udvise større social ansvarlighed og sørge for, at deres forskning omsættes til et samfundsmæssigt udbytte.

Daniel Sarewitz: »Saving Science« (www.thenewatlantis.com/ publications/saving-science)

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533