Ikon. Bleg, høj pande, lange slanke fingre og en vægt under 50 kilo. Chopin var romantisk helt og feteret stjerne i salonerne. I år har han 200-års-fødselsdag og tiljubles i fødelandet Polen.

Warszawa – I 200-året for komponistens fødsel kan polakkerne byde på alt med Chopin. Der er Chopin-chokolade, Chopin-vodka (god!), en lufthavn opkaldt efter Chopin og nu også musikspillende Chopin-bænke. På en af Warszawas elegante boulevarder – hvor det sjældent begavede barn som noget nærmest provokerende voksede op med en fri børneopdragelse uden prygl – er opstillet 14 blankpolerede stenbænke til mesterens ære.

Trykker man på en knap i den bænk, der er placeret skråt over for Hellig Kors Kirken, vælter tonerne fra en af Chopins 21 mazurkaer ud af en højtaler gemt i den sorte marmor. Ifølge inskriptionen havde Chopins kære storesøster i et nærliggende hus gemt ikke så få af sin geniale brors klenodier, blandt andet hans piano. Til alt uheld blev der i selvsamme hus planlagt et kup mod den forhadte russiske vicezar, som regerede Polen. Konsekvens: nedbrænding af hele huset inklusive komponistens sarte instrument. Heldigvis udstod Chopins balsamerede hjerte bomberegnen under Anden Verdenskrig. Der var knap en hel bygning tilbage i Warszawa efter nazisternes ødelæggelser. Nationalkomponistens hjerte blev efter hans død i 1849 smuglet til det elskede fædreland af søsteren og fik plads i Hellig Kors Kirken. Senere blev hjertet gemt bort af polske patrioter under Anden Verdenskrig. Dermed bibeholdt polakkerne en stump af deres elskede komponist. Og dét er vigtigt i det nationalt og historisk bevidste Polen.

»Jeg vil altid elske dig,« står der at læse i et brev fra hollandske Lilian vedhæftet en buket blå plast-violer. Brev og buket hænger på marmor-relieffet lige under Chopins buste i Hellig Kors Kirken. »For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.« står der med guldbogstaver på relieffet med henvisning til et skriftsted i Matthæus Evangeliet. »Din skat« er naturligvis Polen. Selve hjertet er indmuret i væggen bag den hvide marmor. Det får ingen adgang til – hverken kirkens mange besøgende eller de forskere, som har anmodet om tilladelse til snuppe en bid dna. I anledning af 200-året for komponistens fødsel er hjerte-gravmonumentet sat i stand i den overdådige barokkirke med forgyldte altre og gravmæler med berømtheder. For foden af monumentet ligger buketter i Polens rødhvide farver og friske, gule tulipaner. Chopins grav finder man på Père Lachaise Kirkegården i Paris, hvor han blev stedt til hvile i 1849 under overværelse af op mod 4000 mennesker. Begravelsen blev betalt af en rig ung kvinde, en klaver-elev fra Skotland. Parisere, som aldrig havde mødt den berømte komponist, lod tårerne få frit løb til tonerne af Mozarts Requiem og Chopins sørgemarch. Også franskmændene føler, at Chopin er deres. Så Fryderyk eller Frédéric?

Chopin fejres med mere end fuld musik i Polen i jubilæumsåret, men selv ikke de nationalistiske – og diskussionslystne – polakker kan blive helt enige med sig selv om, hvad de skal kalde den berømte komponist. Så derfor er begge fornavne kommet med i Warszawa lufthavns offi cielle navn. Måske meget rimeligt, for Chopins liv var spændt ud mellem to lande, Frankrig og Polen. Paradoksalt nok indvandrede hans far fra Frankrig, netop det land hvor Chopin som 20-årig søgte tilflugt sammen med store dele af den polske intelligentsia for at undgå det russiske rædselsregimente og for at søge lykken i datidens førende kulturby, Paris.

»Det er interessant at følge, hvordan Chopin iscenesættes i forhold til Polens historie,« siger pressechefen for Chopin-året 2010. »I sin samtid blev han et nationalt symbol. Hans heroiske polonaiser var et symbol i kampen for frihed. Efter Første Verdenskrig blev han et stolt symbol for en ny nation. Nazisterne forbød hans musik og sendte polakker til kz-lejr for at spille Chopin. Efter Anden Verdenskrig, med kommunismen, var han også perfekt som symbol, fordi han havde sin rod i folkemusikken og kunne gøres til en socialrealistisk helt. I dag, hvor vi er kapitalister, bruger vi ham til promovere Warszawa lufthavn og sælge vodka,« griner Aleksander Laskowski, mens han idrysset et stænk Oxford-accent underholder os, en lille gruppe danske journalister, om Fryderyk Chopin, som 1. marts fødtes i huslærerens beskedne hus ved et gods lidt uden for Warszawa. Familien flyttede dog ret hurtigt fra Zelazowa Wola til hovedstaden.

Allerede få år gammel viste den lille Fryderyk sig som et vidunderbarn. I Warszawas saloner hviskedes der om et barn med Mozarts geni. Chopin holdt sin første offentlige koncert allerede som otteårig og inkasserede en diamantring fra zarinaen for sin præstation. Samme år komponerede fransklærerens lille søn sit første værk, en polonaise, og i 17-18-årsalderen gik han i gang med sine klaverkoncerter nummer 1 og 2.

Inden den 20-årige Chopin i hestevogn kørte fra byens posthus med kurs mod Paris for aldrig mere at gense sit fædreland, havde teenageren færdiggjort sine to eneste værker med orkesterakkompagnement. Resten af tiden holdt Fryderyk Chopin sig til det instrument, han mestrede som få i historien: klaveret.

På det tidspunkt blomstrede musiklivet i Warszawa. »Der findes et klaver i ethvert ordentligt hjem og mindst én person, der kan spille på det,« rapporterede en preussisk journalist.

Der var ti nodebutikker i Warszawa og flere klaverfabrikker. I det hele taget udvikledes instrumentet meget netop i disse år. Da Chopin kom til Paris, tog især kvinder og døtre fra de fornemste cirkler klavertimer hos det spinkle geni, som fra første dag i Paris blev tiljublet af aristokrati og jetset. En klavertime hos Chopin kostede det samme som tre ugers løn for en parisisk arbejder. Og Chopin satte til stadighed prisen op for at holde kreditorerne fra døren. Som han skrev hjem: »Jeg er blevet introduceret til de fineste cirkler. Jeg omgås ambassadører, prinser og ministre.«

Han holdt sin debutkoncert i Paris kun fem måneder efter ankomsten. Det blev en kæmpe succes, bivånet af ikke blot en stor flok polske emigranter, men også af Mendelsohn og Liszt.

Chopins koncerter var tilløbsstykker, men den sarte pianist holdt ikke af store forsamlinger. Han spillede helst i private saloner for et begrænset publikum, som mest bestod af venner. Men da Chopin var en dandy med dyre vaner, kostbare handsker og egen vogn samt tjenestefolk og dyr lejlighed, måtte de velhavende klaver-elever holde for. De – eller rettere deres ægtemænd – betalte gladeligt, for Chopin var kendt ikke bare som en stor komponist, men også som en fremragende klaverlærer. I midten af 1840erne tog klaveret ikke kun en plads i dagligstuen hos de mest velhavende. Også middelklassen fik klaver. 100.000 eller en tiendel af befolkningen i Paris kunne spille klaver i 1854. Så der var kunder nok til Frédéric Francois Chopin, som han nu kaldte sig. Han var så feteret og skandaleombrust som nutidens rockstjerner. Der skulle mange penge i kassen, for som Chopin skrev: »Min vogn og hvide handsker alene koster mere, end jeg tjener.« Finansielt gik det op og ned, men Chopin var god til at spille musikforlæggerne ud mod hinanden. Ofte solgte han den samme musik til flere forlæggere. Den evigt svagelige mand, som sugede kvinder til sig, var også en dygtig forretningsmand.

Med alderen – alt er relativt, Chopin blev kun 39 år – tiltog hans skyhed og blev til regulær sceneskræk. »Jeg kan ikke klare at give koncerter. Mængden skræmmer mig,« skrev Chopin i et brev. Hans mangeårige elskerinde, forfatterinden George Sand, forsøgte konstant at opmuntre ham til at træde op. Men Chopin strittede imod. »Han er så bange, at jeg foreslog, at han skulle spille i mørket uden tilskuere på et stumt klaver.«

Klaverets mester var sky og evigt skrantende. Han opholdt sig helst i Nohant, George Sands landlige sommerresidens. Her fik han fred til at komponere sine geniale miniaturer. De gik verden rundt de næste 200 år. I Chopin-jubilæumsåret spilles der op til fødselsdagens maraton-Chopin i en hel uge i Polonias hus på Krakowskie Przedmiescie i Warszawa. Alle kan gå ind fra gaden og give et nummer til bedste. Børn, blinde, Polens største pianister og musikskoleelever deltager, og det hele lægges ud på internettet.

Mandag aften i Warszawa Filharmonien sætter en bleg, ranglet, langhåret fløs sig til flyglet. Hvis ikke hans tøj slaskede så meget om ham, ville man udbryde, at han spiller (undskyld) røven ud af bukserne. Jubelen vil ingen ende tage over den 24-åriges præstation. For fem år siden vandt Rafal Blechacz som total ukendt knægt fra en provinsflække i det nordlige Polen den prestigefyldte Chopin-konkurrence. Alle måbede. Ingen kendte hans lærer. Ingen havde hørt om teenageren. Han tog førsteprisen i alle fem kategorier. Siden har Blechacz indspillet adskilige plader og turneret rundt i verden, deriblandt til en desværre ret dårligt besøgt koncert i Tivoli.

Men her i den dejligt gammeldags Filharmoni, indhyllet i Warszawa Filharmoniorkesters varme klang under Antoni Wits sikre direktion, er Rafal Blechacz på hjemmebane. Den lidt generte langhårede pianist passer perfekt til romantikkens ideal om det unge geni. Igen og igen kaldes han frem af publikums bifald og spiller endnu en mazurka som ekstranummer.

I Filharmoniens forhal sælges Mozartkugler side om side med Chopinchokolade, udmærket kaffe og stabler af Chopin cd’er. Præsidentens kone er til stede, honoratiores i lange rækker – nedringede aftenkjoler blander sig med slidstærk uld. Duften af tung parfume møder lugten af våde støvler.

Chopin spilles af pianister kloden over, fra amatørens tøvende hakken gennem nocturner og valse til den professionelles perfekt timede mazurkaer. De fl este af Chopins ofte korte musikstykker er hundesvære at spille og få til at lyde ægte og ikke bare imponerende, selvom for eksempel nogle nocturner og valse virker så enkle. Chopin kræver Gefühl; der skal ikke hamres. Klarhed er påkrævet og sentimentalitet en fælde, som ufølsomme let falder i.

Hans sørgemarch har stedt berømtheder til hvile fra Winston Churchill til vor egen Frederik IX, hvor københavnerne kunne følge den folkekære konges båre gennem byen til tonerne fra Chopins berømte march.

Chopins musik er kendt og elsket af mange. Måske især dem, der selv har kæmpet ved klaveret. Der er en særlig, let genkendelig chopinsk tone, som nogle hånligt kalder salonmusik, men som de fleste, der søger dybderne i hans værker, kan bruge et liv på trænge til bunds i. En dobbelthed, en modsætning mellem noget sart og voldsomt, mellem melankoli og rytmisk potens. »Kanoner skjult under roser,« skrev Robert Schumann om Chopin. »Hatten af, mine Herrer. Et geni!«

Regndråbepræludiet, Revolutionsetuden, Minutvalsen (som typisk varer 1 minut og 59 sekunder), nocturner, valse, præludier, etuder og ikke mindst de urpolske mazurkaer (efter den polske dans mazur) er kendt og elsket jorden rundt. Og frem for alt i komponistens fødeland. Som barn lyttede Fryderyk Chopin til folkemusik. Inspirationen er tydelig, selv om Chopin er langt mere sofi stikeret og i øvrigt var berømt og feteret for sin dygtighed til at improvisere. Kik på aftrykket af geniets smalle hænder. Kik på det mærkelige maleri af Chopin, som spiller for en parisisk salon fuld af beundrende tilskuere iblandet engle. Ved hans side står en lille pige med lange gule fl etninger, på bare tæer og i hvid bomuldskjole – symbolet på Polen, det tabte, savnede fædreland. Det unge genis ekvilibrisme og originalitet vakte jubel i salonerne både i Paris og Warszawa.

»Chopin er Polen,« nærmest råber Stanislaw Leszczynski. Han er vicedirektør for Chopin Selskabet, en gråhåret gentleman, som kysser på hånd, inden han galant tager ens frakke og serverer espresso-kaffe.

Evigt pillende ved sin mobiltelefon og dramatisk gestikulerende tager han os med på en tour de force gennem den berømte komponists korte liv: »Chopin er et symbol på polsk kultur. Så simpelt er det,« siger Leszczynski, men tilføjer så senere som svar på et direkte spørgsmål om, hvor populær Fryderyk Chopin er i dagens Polen: »Vi lever i en amerikansk domineret popkultur. Amerikansk kultur symboliserede frihed for os før omvæltningerne i 1989. Frihed er det vigtigste for os. Men Chopin er stadig noget meget, meget stærkt for os polakker, især i eliten.« Samtidig fortæller vicedirektøren, at de asiatiske lande, særligt Kina og Japan, er dér, hvor der for øjeblikket spilles mest Chopin. »Omkring to millioner kinesere spiller Chopin på deres klaver lige nu,« siger Leszczynski og lægger hovedet på skrå, som om han kunne høre musikken et par tusind kilometer borte. Så ringer vicedirektørens mobiltelefon igen. Han må svare på endnu et vigtigt opkald. Der er travlhed her i Chopin-året. Den polske stat har afsat ikke mindre end 100 millioner zloty (knap 200 millioner danske kroner) til at promovere komponisten. Derudover er der ofret et trecifret millionbeløb på at istandsætte og modernisere Chopin Museet. Trods al virakken og de mange penge er museet dog stadig lukket og besat af håndværkere. Efter planen skal det åbne på kompinistens 200-års fødselsdag 1. marts. Hvordan det lader sig gøre, kan være svært at se i skrivende stund.

Chopin omgav sig med berømtheder som Victor Hugo, Heinrich Heine, Berlioz og Liszt. Maleren Delacroix var en af hans bedste venner. Han har foreviget den berømte komponist sammen med hans næsten lige så berømte og berygtede elskerinde George Sand. Maleriet blev af ukendte årsager – men nærmest symbolsk – skåret over i to. Chopin hænger på Louvre og George Sand på Ordrupgård. Aurore Dudevant, som hun oprindeligt hed, levede sammen med Chopin i ni år i et skandaleombrust forhold. De var aldrig gift, men levede på polsk. Parrets flittige korrespondance er gået tabt, så forholdet fremstår som lidt af en gåde, selv om alle i omgangskredsen syntes at have en mening om parret. Nogle kaldte Sand for en »vampyr «, andre beskyldte Chopin for at udnytte hende. Hun havde talrige elskere, hun omgikkes Paris’ mest outrerede bohemer og var politisk radikal; en handlingsorienteret, skandaleombrust kvinde iført bukser, Chopins diametrale modsætning. I perioder var forholdet præget af omsorg og kærlighed, indimellem af direkte krig. George Sand skrev nøgleromanen Lucrecia Floriani om deres forhold. Under arbejdet med romanen boede parret stadig sammen, og som sædvanligt læste George op af dagens produktion. Uden at Chopin tilsyneladende fattede, at han var hovedpersonen i hendes roman om et meget umage forhold.

Fryderyk Chopin blev mere og mere svagelig. Skønt han kun var i slutningen af trediverne, lignede den romantiske helt allerede en olding. I de sidste af sine leveår måtte Chopin flygte til England og Skotland, da der udbrød revolution i Paris.

Syg og afkræftet nåede han dog at vende tilbage til Paris. George Sand havde brudt med ham, men vennerne strømmede til, da de hørte om hans alvorlige sygdom. Chopin spyttede blod. Lægernes diagnose var tuberkulose. Nyere forskning tyder dog på, at han led af cystisk fibrose. Søsteren Ludwika blev kaldt til dødslejet fra Polen. Den unge sangerinde Delfina Potocka hastede fra Nice for at synge og spille ved dødslejet. Midt i fremførelsen af Chopins sidste værk, hans sonate for cello og klaver, bad han musikken om at holde inde. Samme dag, den 17. oktober 1849, døde han i armene på George Sands datter Solange.

Benita Eisler: Chopins Funeral (Little, Brown 2003)

Chopinkoncerter Hofteatret 7/2 og 21/3, 18/4.

7 dages Klaverkoncerter, Musikkonservatoriet, København til og med 8/3.

Chopin-tema, Kultur side 2.