Kultur uge 25 | 2016

Kommune-klichéer. Tyndt program og politisk korrekt hygge-etnisk musik fra den tredje verden kan tvinge én ud på campingområdet, hvis man vil høre noget nyt.

Af Søren Villemoes

For meget venligboer-rock

Det tegner til at blive et af de år på Roskilde Festival, hvor musikken ikke bliver min førsteprioritet. Sjældent har jeg set et mere uinspirerende program. Ud over at hovednavnene er dominerede af afdankede 1990er-rockbands ad libitum, så må jeg i frustration konstatere, at menuen også står på endnu et år med musikeren Damon Albarn, der skal fjolle rundt og spille ’verdensmusik’.

Nu hvor vi i 2016 har fået et nyt begreb i den danske værdidebat ved navn »kulturel appriopriation«, synes jeg, at det er på sin plads, hvis Roskilde Festival tog det til sig og smed Albarn ud med hovedet først. Sidste år, da han optrådte i flere timer på Arena med et hav af ubehjælpsomme afrikanske musikere og sangere, var oplevelsen lige så rodet, som den var rædsom. I år skal den tidligere Blur-sanger give os alle dårlig samvittighed på den der klæbrige, selvgode og uforpligtende måde, når han og et helt orkester af syriske musikere, ingen ellers ville have inviteret til festivalen, skal optræde på intet mindre end Orange Scene onsdag aften. Det inkarnerer på mange måder alt det værste ved Roskilde: En has been-rockstjerne, lidt påtaget interesse for den tredje verden og naturligvis en ordentlig portion almindelig selvgodhed. Venligboer-rock med andre ord.

Jeg tror, jeg vælger et andet sted at være onsdag aften. Det er i forvejen hårdt nok for mig at skulle leve med den allestedsnærværende selvretfærdige snak om bæredygtighed, klima, økologi og bekæmpelse af global fattigdom, der fylder overalt på festivalen, alt imens et etnisk pjalteproletariat af afrikanere og romaer vælter rundt på jagt efter tomme øldåser i de bjerge af skrald og andre efterladenskaber, som middelklassens hedonistiske unger har spredt omkring sig.

Jeg er i det hele taget alt for gammel til campingområdet. Det blev jeg allerede i 20rne. Og jeg undgår så vidt muligt kontakt med stedet. I år er musikprogrammet bare så tyndt, at det kan vise sig nødvendigt at bevæge sig helt derud, hvis man skal opleve noget. Øv! Så står menuen på urinsky og teenagere. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Men i dagene inden selve festivalen begynder, er der musik derude. Og der spiller eksempelvis Jamaika om mandagen. Og nej, det er ikke endnu et Damon Albarn-indslag med noget politisk korrekt hygge-etnisk musik fra den tredje verden, vi kan stå og klappe af, selvom vi intet fatter. Nej, Jamaika er navnet på en blot 20-årig rapper, der stadig er relativt ukendt i den brede offentlighed, men som man længe har talt om i de danske hiphop-miljøer. Hans nummer ’Gode Dage Venter’, der udkom tidligere i år, er allerede en klassiker. Så må man bare se bort fra, at festivalen kun er i stand til at beskrive ham ved hjælp af pinlige, kommune-klichéer med ord som »autentiske fortællinger fra ghettoen«. Det lyder som et integrationsprojekt, jeg slet ikke vil have noget at gøre med. På niveau med street basket og break dance-workshops. Ydrk. Men det ændrer ikke ved, at jeg har det som prioritet at se Jamaika. Der var bekymringer om, hvorvidt han overhovedet ville kunne spille, da han røg i karambolage med ordensmagten for nylig. Men nu er han på fri fod igen, hvilket pladeselskabet sandelig ikke misser en eneste chance for at fortælle omverden. Autentisk ghetto, jo!

Hvis der endelig skal opleves noget storhed på Orange, der ikke falder i kategorien 90er-levn, så er MØ lørdag aften et bud. Lige nu – i skrivende stund – har vi to internationale stjerner i Danmark: Lukas Graham og MØ. Det er omtrent, hvad vi normalt kan håbe at have over et kvart århundrede – hvis vi er heldige. Det er nærmest helt svensk at have to, der hitter internationalt på samme tid. Selvom det overhovedet ikke er originalt at booke MØ, der har spillet på Roskilde flere gange før, så vil jeg i hvert fald gerne opleve hende på toppen af sin karriere.

De store rocknavne, PJ Harvey, New Order, Red Hot Chili Peppers, siger mig absolut intet og virker generelt som bedagede bookinger for alle andre end fans. Dizzy Mizz Lizzy er et decideret bøvs fra 1990erne, der giver eftersmag af tider, jeg slet ikke savner. En stor bue uden om Tim Christensen forekommer at være eneste fornuftige strategi.

Igen i år ærgrer jeg mig over, at Roskilde Festival stadig har en slags selvopfattelse som rock-festival. Det burde de klinisk rense sig selv for. Der er andre mere gennemførte rock-festivaler, der gør det langt bedre på det område. Copenhell for eksempel. Og det medfører, at der altid er et element af det der snobberi, der er alt for udbredt inden for dansk musikkultur. Rock er ligesom lidt finere end pop, og live-musik er lidt bedre end at høre studieproduceret musik, og store stjerner, der ikke akkompagneres af rockguitarer, er grundlæggende lidt mærkelige og så videre. Vi kender alle de her musiklærer-klichéer, der stadig lever. Havde vi haft en kæmpe diva-sanger på Orange i Céline Dion- eller Beyoncé-klassen, eller en Bieber eller bare en eller anden stor popsanger eller ballade-mester, så ville det da til enhver tid slå endnu en omgang gråhåret, nostalgisk fællessang med Neil Young. Men ak, ikke i år.

»Det inkarnerer på mange måder alt det værste ved Roskilde: en has been-rockstjerne, lidt påtaget interesse for den tredje verden og naturligvis en ordentlig portion almindelig selvgodhed.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533