Anne-marie Vedsø Olesen gik og kiggede ned i kanalvandet ved Operaen på Holmen. Vandet var helt stille og mærkeligt, og det var, som om hun blev suget ned i dets fuldstændig klare grønne farve. Hun fik en fornemmelse, hun kendte fra tidligere. Fornemmelsen af, at her lå begyndelsen til en roman.

»Det er næsten altid et sanseindtryk, der sætter mig i gang,« fortæller hun, da vi sidder i den københavnske penthouselejlighed, hun deler med sin kæreste. Fra et af lejlighedens vinduer kan man skimte Operaen, som ligger og skinner i vintersolen.

Glasborgen kalder hun den. Det er blevet titlen på hendes femte roman, som udkommer 3. februar. Men selv om handlingen foregår i nutiden og såmænd rummer en enkelt fagforeningskonflikt, hvor en prøve må udsættes, fordi en scenetekniker får allergi, så er romanen bestemt ikke en nøgleroman om de ansatte på nationalscenen.

I Anne-Marie Vedsø Olesens version er Glasborgen lige så magisk som det grønne vand, der omgiver den, og inden for murene og i de dybe kældre udspiller der sig en grum historie om kunst, passion og djævlepagter.

Inspirationen til selve intrigen har hun fundet i Béla Bartóks opera Hertug Blåskægs borg, hvor hovedpersonen Judith opdager, at andre unge kvinder én efter én er blevet spærret inde af den mand, der ved første øjekast ser ud som en fortryllende ægtemand.

I Glasborgen er Judith en lovende sangerinde, der får mulighed for at synge titelpartiet i en opera af den excentriske komponist og dirigent Rolf. De to indleder selvfølgelig en affære, men derfra udvikler romanen sig i overnaturlig retning. Rolf har nemlig indgået en pagt med en besynderlig personage, Vilgot, som kan sikre ham kunstnerisk succes, men som også emmer af ondskab og mørke forbindelser til det grønne vand.

ET af romanens hovedtemaer er en etisk diskussion af, hvor meget man kan tillade sig at suge ud af andre mennesker. Må man vade over stakke af lig for at få en karriere? Det er et spørgsmål, Anne-Marie Vedsø Olesen stadig tænker over.

»Egentlig tror jeg ikke, at man kan skabe kunst uden omkostninger. Wagner havde for eksempel en stormfuld affære med en ny kvinde, hver gang han skrev en opera, selv om han var gift. Affæren skulle inspirere ham, men når han var færdig med operaen, blev elskerinden smidt til side til fordel for en ny. Ville vi hellere have været foruden Wagners operaer? Nej, de er jo et fantastisk vendepunkt i musikdramatikken, der har sat evige spor i vores musikforståelse.«

I romanen siger Vilgot på et tidspunkt til Judith: »Pæne piger bliver ikke stjerner, og forhindringer rydder man af vejen.« Og i den københavnske taglejlighed har Anne-Marie Vedsø Olesens kæreste opildnet hende i skriveprocessen og sagt, at hun er nødt til at være hensynsløs, hvis hun vil skrive noget godt.

Kigger hun tilbage på sine bøger, kan hun godt se værdien af kunstnerisk hensynsløshed. Første gang, hun smed forsigtigheden over bord, var, da hun skrev Djævelens kvint (2002). Bogen indleder en trilogi om den ægyptiske kaosgud Seth, og oprindelig ville hun ikke bruge materiale fra nogen, hun kendte. Men så gjorde hun alligevel et forsøg og indflettede, hvad hun vidste om en bestemt kvinde i historien.

»Jeg måtte konstatere, at det gjorde personskildringen langt mere levende. Hvis man vil skrive andet end skabeloner og postulater, er man nødt til at bruge af sit eget stof, og det involverer andre mennesker.«

Med trilogiens tredje bind, Gudernes tusmørke (2007), gik hun skridtet videre. Her var hele den passionerede historie inspireret af en virkelig person og nogle begivenheder, der endte med at koste to ægteskaber. Hendes eget og manden i bogens. Flere andre kunne efterfølgende godt se, hvem der havde stået model.

I sidste ende mener Anne-Marie Vedsø Olesen dog, at det lykkedes at gøre historien så almen, at ingen af de involverede parter blev udstillet. Fordi historien var magisk og foregik et andet sted, var der ikke noget umiddelbart genkendeligt for læsere, der ikke kendte dem i forvejen. Men selv hvis balancegangen mellem hensynsløshed og sløring ikke var lykkedes, havde hun nok udgivet bogen alligevel.

»Den bog blev skrevet af nødvendighed. Det var en sej historie, som skulle ud. Så det var den nok kommet. Uanset hvad!« siger hun med eftertryk.

DE turbulente år omkring Gudernes tusmørke gav anledning til en personlig forandringsproces, der også har sat sit præg på Glasborgen.

»Tidligere levede jeg meget hedonistisk og søgte den umiddelbare udskejelse. Men den æstetiske livsform klinger hult i længden,« siger hun og tilføjer, at det er forbløffende, som Kierkegaards tanker om de tre stadier stadig holder.

»Den æstetiske tilgang er god til at sætte gang i umiddelbarhed og kaos. Hvis jeg kom ud i et følelsesmæssigt stormvejr, blokerede jeg det ikke med fornuft eller kontrol. Jeg åbnede bare op og tog imod. Men det bliver utrolig destruktivt, hvis man lader det tage overhånd. Så nu er jeg begyndt at synes, at der skal være en vis balance mellem kaos og orden. Tingene skal landes på en ordentlig måde.«

Kæresten driller hende med, at hun ender med at melde sig ind i Folkekirken.

Men for Anne-Marie Vedsø Olesen handler det snarere om at finde en måde at bruge den kraft, der ligger i kaos, så den bliver konstruktiv frem for destruktiv.

»Da jeg gik i gang med Glasborgen, troede jeg, at Judith skulle gå til grunde ligesom kvinderne i mine tidligere bøger. Men efterhånden som jeg selv ændrede mig, ændrede historien sig også. Gu' skulle hun da ej! Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til?«

I stedet er Glasborgen blevet en befrielseshistorie, der beskriver Judiths modningsproces hen imod at definere sin egen stemme frem for kun at synge efter noder, som andre har skrevet. I det øjeblik hun finder sin stemme, kan hun splintre alle de fængsler, der har været bygget op omkring hende.

»Det er jo i høj grad også det, man skal gøre som forfatter. Man kan godt efterligne andre i starten, men man bliver først rigtig god, når man finder sin egen personlige sprogtone,« siger Anne-Marie Vedsø Olesen.

PÅ det psykologiske plan handler modningsprocessen om at møde sin angst. For Judith er edderkopper det værste i verden, så dem bliver hun selvfølgelig nødt til at forholde sig til, mens de kribler og krabler rundt på hendes krop. I hundredvis.

»Man må spørge sig selv, hvad man er bange for og hvorfor. Er der overhovedet noget at være bange for? Som regel er svaret jo nej. Man skal bare se monsteret i øjnene. Så forsvinder det.«

Uanset om ens monster er en fobi eller bare en banal konfliktskyhed, er man nødt til selv at gøre det mentale arbejde, der skal til, for at mane det i jorden. Modenheden kommer ikke automatisk med alderen, mener Anne-Marie Vedsø Olesen. Og man bliver ikke nødvendigvis fri for kaos, bare fordi man begynder at tage ansvar for sit liv.

Det mærker hun om natten, hvor hun stadig kan have apokalyptiske mareridt med atombomber og vulkanudbrud. Men dem synes hun, at der skal være plads til.

»Kaos er en nødvendig del af livsgnisten. Det skal balanceres med en vis grad af orden. Man ville for eksempel aldrig kunne skrive en roman uden overblik og kontrol. Men vi er meget ordentlige i Danmark, og vi skal huske også at give rum for den diffuse kraft, vi har i os.«

For Anne-Marie Vedsø Olesen er bøgerne det sted, hvor hun kan lade sine indre voldsomheder strømme ud.

»Når jeg skriver de scener, så er jeg dem. Nogle gange mister jeg helt pusten imens, så spændende er det. Der er noget fuldstændig pragtfuldt og befriende ved at få Operaen til at styrte i grus. Det er som at være filminstruktør og lade Godzilla trampe hen over en storby. Det er rent afløb,« siger hun og ser vældig tilfreds ud.

Hvis vi kigger ud ad vinduet, står Operaen der endnu. Men det er i en anden verden end fiktionens.

»Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til?«

»Da jeg gik i gang med Glasborgen, troede jeg, at Judith skulle gå til grunde ligesom kvinderne i mine tidligere bøger. Men efterhånden som jeg selv ændrede mig, ændrede historien sig også. Gu' skulle hun da ej! Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til?«