1. Sektion uge 3 | 2017

Modsvar. I sidste uge skrev Flemming Rose på denne plads, at Vestens frygt for præsident Putin er »overdrevet«. Man fristes til at spørge, hvor Rose har deponeret sin kritiske sans, skriver Samuel Rachlin.

Af Samuel Rachlin

Frygt Ruslands og Roses motiver

Frygt Ruslands svaghed er et budskab i Flemming Roses artikel i Weekendavisen, som mange kan være enige i, men det er problematisk, at det underliggende budskab er en frikendelse af Vladimir Putin og hans styre for krisen og konfrontationen mellem Rusland og Vesten.

Jeg selv har i flere år på skrift og i tale pointeret, at Ruslands økonomiske svaghed og de sociale udfordringer er nogle af de drivkræfter, der er på spil bag Putins politiske og militære handlinger. Men mine præmisser for at se Ruslands svaghed som en trussel hviler på et andet syn end Roses. Hvad der på overfladen ser ud, som om Rusland handler ud fra en styrkeposition, bunder i virkeligheden i svaghed og usikkerhed. Men det er, som vi nu har set i årevis, farligt nok både for os og russerne selv.

Det er Ruslands motiver, vi skal frygte.

Roses artikel bygger på en ny bog af Dmitri Trenin, men det er vigtigt at pointere, at den russiske forfatter advarer mod risikoen for et kollaps, en nedsmeltning i Rusland. En anden tragedie i Ruslands lange, ulyksalige historie. Det er den trussel, vi skal tage os i agt for i Vesten. Det er sandt, og ingen ved sine fulde fem ønsker at se et Rusland i krise og opløsning. Men Trenin og med ham Rose synes at overse, at Rusland allerede nu, på vej mod et muligt nyt kollaps og for at aflede opmærksomheden fra sin egen krise og svaghed, udgør en alvorlig trussel mod både de nære og fjerne omgivelser.

Selv om man ønsker Rusland alt det bedste, bør man ikke negligere eller blot acceptere russisk aggression eller trusler mod nabostater, hvad enten det sker i form af invasion og annektering, provokationer og simulerede angreb eller krig ved hjælp af teknologi og misinformation. Hackerangreb som dem, vi har set under den amerikanske valgkamp, er ikke længere kun en trussel. Det er krig.

MØNSTERET siden Ruslands invasion af Krim er Putinstyrets ønske om at aflede opmærksomheden fra en svækket stormagt, der erstatter en flosset virkelighed med drømmen om at genoprette fordums storhed og blive beundret og respekteret som en storpolitisk rollemodel. Kreml vil for enhver pris have russerne til at glemme, at på 17 år er det trods rekordagtige olieindtægter ikke lykkedes Putin at forvandle Rusland til en industriel supermagt med en stribe af nære venner og forbundsfæller. I stedet sidder nationen tilbage med et system, der er kørt fast og bedst kan beskrives som et dysfunktionelt, gennemkorrupt kleptokrati i et blodigt favntag med Ukraine, Ruslands nærmeste brodernation.

Det har ikke hindret nogle af de populistiske, højrenationale kræfter i Vesten i at fatte sympati for Putinstyret og gå ind for at ophæve sanktionerne.

I stedet for at dæmonisere Putin skal vi alliere os med ham. Også folk fra forsvaret, forskermiljøet og medierne er med i det hyldestkor ofte med en påstand om, at de kender og forstår Rusland bedre end andre. Er Stalinkulten, der nu står i fuldt flor i Putins Rusland sammen med dyrkelsen af den stærke leder, mon en del af den forståelse? I forlængelse af Stalins tradition har Putins styre udnyttet konflikt og konfrontation til at skabe ustabilitet. Det har gjort Ruslands internationale adfærd til en reel, umiddelbar trussel, som kun de naive eller uansvarlige prøver at bagatellisere.

FLEMMING Rose og jeg har igennem mange år kendt hinanden som venner og kolleger. Men som det sker nogle gange, er vi med årene kommet på afstand af hinanden og må erkende, at vi ser forskelligt på situationen i Putins Rusland. Det er der ikke noget mærkeligt i, og der må være plads både til uenighed og til at lufte den uenighed.

Hvad der ved første gennemlæsning af Roses artikel fremstår som en afbalanceret analyse, viser sig ved nærmere eftersyn at rumme en klar tendens og uudtalte budskaber. Summen af Roses pointer er, at Vestens billede af Putin og hans styre er forvrænget. Rusland får i hans øjne en urimelig behandling, og han bekender åbent, at »den russiske trussel er overdrevet, og at dæmoniseringen af Putin nogle gange er så tøjlesløs, at det bliver ufrivilligt morsomt«. De baltiske lande og andre af Ruslands naboer ser ikke noget grinagtigt ved den russiske trussel.

Roses metode er ikke til at tage fejl af. Det er de andres skyld. For hver af hans kritiske bemærkninger om Putin og den politiske status i Rusland, kommer der et »men« og et forbehold, der frikender Putin og placerer ansvaret hos Vesten. Hvad enten det er USA, EU eller NATO, der er på spil, er det konsekvent Vesten, der har tvunget eller inspireret Rusland til at begå noget. I Roses verdensbillede er Rusland en magt, der kun reagerer og ikke handler ud fra mindre beundringsværdige motiver og interesser. Og Putin er god nok, bare man forstår hans motiver og forudsætninger.

Rose afviser ikke, at Putin kun forstår magtens sprog, men Vesten har bidraget til den forståelse af tingenes orden i Moskva, fordi man ikke lyttede til de russiske indvendinger mod NATO og missilforsvaret.

Det er et velkendt omkvæd fra Kreml, der fortrænger de mange tilbud og invitationer, Moskva fik. Rose fortæller heller ikke, at fremfor at opruste forud for NATOs påståede offensiv mod Rusland, har mange NATO-lande nedrustet i over tyve år for at drage fordel af fredsdividenden. Det er ikke typisk det, man gør, når man ruster sig til krig og ekspansion. Rusland har til gengæld oprustet konsekvent i de sidste ti år og bruger i dag over 30 procent af sine offentlige udgifter på forsvar og sikkerhed. Men det gør ikke noget, for Putin er jo god nok.

Rose skyr ikke underdrivelsen og skriver, at den russiske præsident ikke er fan af liberale værdier, »men han er ikke i en liga for sig selv« Der er andre diktatrorer, der er værre end han. Rusland er til fare for sine nærmeste omgivelser som Ukraine og Georgien, og de baltiske lande, »men det er proportionsforvridende at påstå, at de baltiske landes medlemskab af EU og NATO ikke placerer dem i en fundamentalt anden situation end Georgien og Ukraine.« Prøver Rose at sige, at de baltiske landes bekymringer over russisk adfærd er ubegrundede? EN af artiklens bemærkelsesværdige frikendelser af Rusland er Roses fremstilling af de russiske hackerangreb under den amerikanske valgkamp.

I Moskva ser man »indblanding i valgkampe i USA og Europa som en kopiering af de metoder, Vesten har brugt på den russiske hjemmebane med støtte til de kræfter, der fremmer Vestens værdier og interesser.« Rose glemmer dog at nævne, at de vestlige projekter er foregået i fuld offentlighed og i samarbejde med de russiske myndigheder ikke ad digitale bagveje. Men ifølge Rose har russerne taget ved lære og kopieret vestlige metoder. Nu siger de tak for sidst ved at hacke sig ind i hjertet af det amerikanske demokrati. Virkelig? Rose fortæller også, at russernes blinde tillid til Vesten for 25 år siden nu er blevet vendt til dyb skepsis. Og hvad er årsagen? Ifølge Rose (og Trenin?) er det sket »ikke mindst på grund af vores (dvs. Vestens) dobbelte standard og hykleri«. Man kunne have ventet, at han ville forklare, at den bratte vending i folkestemningen blandt andet skyldes de seneste års massive anti-amerikanske og antivestlige propaganda. Russerne er blevet stopfodret med billeder og film, der har oppisket en hysterisk krigsstemning: Rusland er belejret og risikerer atomangreb med missiler og fly fra USA og NATO-landene. På russisk TV er Tredje Verdenskrig allerede i fuld gang. Men heller ikke det nævner Rose med et ord.

Man fristes til at spørge, hvor Flemming Rose har deponeret sin kritiske sans og sin journalistiske vagtsomhed. Den er med god grund og betydelige omkostninger blevet hans kendemærke i de år, hvor han er trådt frem som ytringsfrihedens fortaler med en global platform. Men det er påfaldende, at undertrykkelsen af ytringsfriheden i Rusland og forfølgelsen af russiske journalister har spillet så lille en rolle, når Rose har skrevet så meget om frihed og journalistikkens vilkår. Hvor har Rose været henne, når kritiske medier i Rusland bliver overtaget af Kreml-venlige oligarker? Hvor er hans stemme, når politiske modstandere eller kritiske journalister ikke blot bliver tvunget til tavshed, men sendt i fængsel, udsat for fysiske overfald eller likvideret? Kan det virkelig være for at modvirke Vestens ensidige billede og dæmonisering af Putinstyret? Roses hymne til friheden er af uforklarlige grunde ikke en hymne til de russiske journalisters frihed.

I beskrivelsen af situationen i Ukraine har Rose fra begyndelsen gentaget Moskvas mantra om Ukraine som en fejlslagen stat; at den bedste løsning er en føderalisering af landet, og at det er borgerkrig i Øst-Ukraine; det er ikke en krig fremprovokeret og styret af Moskva. Rose forivrede sig vist, da han bragte en falsk russisk nyhed om, at Ukraine stod bag nedskydningen af MH-17.

Det har han beskrevet i en tidligere artikel her i bladet og forklaret med, at han var blevet offer (?) for russisk misinformation. Men, pointerede han, RIA-Novosti, en del af statens propagandamaskine, der bragte den falske historie, bringer ikke kun løgnehistorier.

I et af sine typiske udsagn skriver Rose, at Ruslands informationsoffensiv og støtte til antiliberale kræfter, er et problem. Og i næste sætning nedtoner han straks kritikken: »men man skal heller ikke være blind for, at det er en skygge af den indflydelse, som Vesten har udøvet i Rusland siden Sovjetunionens sammenbrud«. Prøver den velinformerede Rose at fortælle os, at Kremls milliardstore satsning på udbredelse af nyheder via RT, Russia Today, og hele det vidtforgrenede propagandaapparat med misinformation og troldefabrikker, der udspyr fake news i døgndrift, er en skygge af, hvad EU og USA præsterer i Rusland? Det kan jeg slet ikke få til at hænge sammen, og jeg bliver forvirret over, hvilket ærinde han er ude i. Det kan være, han ved noget, vi andre ikke ved. Så synes jeg, han skal skynde sig og fortælle os det.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533