1 Sektion uge 38 | 2016

Tyskland. Alternative für Deutschlands fremgang fortsatte ved delstatsvalget i Berlin, mens CDU til gengæld fik sit dårligste valg i byen siden partiets dannelse i 1945. Det er endnu et udtryk for Angela Merkels affortryllelse, påpeger en førende politolog – og et tegn på, at det tyske partisystem er under omkalfatring.

Af Jesper Vind

Merkel-manko

Berlin – Leonard Cohens berømte linje »First we take Manhattan, then we take Berlin« har tyske højrepolitikere omskrevet til »First we take Schwerin, then we take Berlin«. På Alternative für Deutschlands plakater i de berlinske lygtepæle udtrykte man i hvert fald i sidste uge denne næsten Cohen’ske forventning: »Erst Schwerin, jetzt Berlin«.

Det håb blev indfriet. Ved søndagens valg i Berlin, årets sidste tyske delstatsvalg, rykkede det tre år gamle parti ind i hovedstadens byparlament med godt 14 procent af stemmerne. Det var ganske vist ikke samme niveau som ved valget i Mecklenburg-Vorpommern 14 dage forinden, hvor man fik 21 procent og blev det næststørste parti i landdagen i Schwerin. Men de 14 procent i Berlin er stadig sød musik for AfD-tilhængerne (som nok i øvrigt foretrækker traditionelVolksmusikfremfor Cohens poetiske ballader). Partiet har nemlig aldrig tidligere klaret sig så godt i en af de tyske storbyer, hvor venstrefløjen traditionelt er stærk, og hvor synet på højrepopulisterne er tilsvarende hadsk.

Efter AfDs sejr i Berlin har tysk presse fået travlt med at skrive om partiets mange nye folkevalgte, hvor nogle betegnes som »landsbytosser« – eller på tysk:Hinterwäldler. Den, der tiltrækker sig størst opmærksomhed, er den nationalkonservative stemmesluger Kay Nerstheimer fra den østtyske betonforstad Lichtenberg.

Han har tidligere på Facebook talt for oprettelsen af anti-islamiske militser og ligeledes blottet sin forkærlighed for automatvåben og store bryster på det sociale medie. Nerstheimer har også kaldt bøsser og lesbiske for »degenererede arter«, og at dømme ud fra et Facebook-like tvivler han desuden på, at Hitler var skyld i Anden Verdenskrigs udbrud. Derfor har et udvalg under AfDs partiledelse været nødt til at starte en undersøgelse af Nerstheimers meritter og fortid.

Frustration og currywurst

Oven på sejren i Berlin er AfD nu repræsenteret i alle de ti tyske delstater, hvor vælgerne de seneste tre år har været ved valgurnene. Men flere meningsmålinger viser samtidig, at AfDs succes i nogen grad bygger på flyvesand. Ifølge målingerne stemmer cirka to tredjedele af AfD-vælgerne nemlig ikke på partiet, fordi de er begejstrede for dets program, men fordi de er så skuffede over de gamle massepartier CDU og SPD, at de vil give dem en lærestreg.

AfDs succes afspejler således Angela Merkels nedtur. Hendes konservative midterparti har oplevet flere store nederlag, der tærer på kansleren. Da CDU blev mindre end AfD i Mecklenburg-Vorpommeren i begyndelse af september, var det aldrig sket før i forbundsrepublikkens historie, at et højrepopulistisk parti overgik CDU ved et delstatsvalg. Det var også historisk, at CDU i søndags blot fik 17,5 procent af stemmerne i Berlin – den laveste stemmeandel til de konservative i den tyske hovedstad siden partiets dannelse i 1945.

CDU, der siden 2011 har regeret sammen med socialdemokraterne i Berlin, må nu afgive magten; i stedet er der udsigt til en koalition mellem SPD, De Grønne og venstrefløjspartiet Die Linke i byen. I det berlinske byparlament lyste frustrationen ud af ansigterne på næsten samtlige 200 fremmødte politikere og honoratiores ved CDUs valgarrangement søndag aften. Mange af dem, Weekendavisen talte med, forklarede, at det var umuligt at føre valgkamp om lokale mærkesager, når flygtningepolitikken hele tiden stjæler billedet i medierne. CDU’erne var også irriterede over, at Merkel ikke klart har sagt, at forbundsregeringen faktisk har strammet den tyske udlændingepolitik markant.

»Vælgerne tror jo, at Tyskland har samme liberale flygtningepolitik, som da man åbnede grænserne i efteråret 2015. Det ville have været en hjælp, hvis Merkel havde sagt meget tydeligt, at hun de facto har ændret kurs i løbet af de seneste 12 måneder,« lød det fra en ung CDU’er, der stod foran valgbuffeten, hvor han fortærede en Currywurst og skyllede efter med enBier vom Fass.

Kansleren beklager

Dagen efter valget var der pressemøde med Angela Merkel i partihovedkvarteret Konrad Adenauer-Haus, hvor væggene prydes af billeder af partiets første kansler. Merkel beklagede rituelt valgresultaterne, men holdt så en usædvanligt lang tale, der også var bemærkelsesværdig ved, at den – i hvert fald på overfladen – var åbenhjertig og selvkritisk.

Det var en fejl, sagde hun, at hun så ofte havde gentaget mantraet »Vi klarer det«,Wir schaffen das. Hun erkendte, at hun ikke var uden skyld i, at sætningen fejlagtigt var blevet opfattet som en erklæring om, at integrationen af flygtninge ville blive nem – for det ville den selvfølgelig ikke, understregede hun. Kansleren tilføjede dog, at hun stadig troede på, at Tyskland ville løse problemerne, og at landet vil stå stærkere på længere sigt.

Merkel beklagede ydermere, at hun og regeringen ikke havde været tilstrækkeligt forberedt, da man i september 2015 besluttede at åbne grænserne for den flygtningestrøm, der var nået til Ungarn og Balkan. I forlængelse heraf erkendte hun, at regeringen alt for længe havde sat sin lid til EUs såkaldte Dublin-regler – der kort fortalt indebærer, at en asylansøger som hovedregel skal have sin sag behandlet i det første EU-land, personen ankommer til – selvom systemet reelt var brudt sammen.

Men samtidig virkede Merkel mere kampberedt end længepå pressemødet. Hun angreb sine politiske modstandere i AfD – og alle de andre, der råber »Merkel muss weg« – ved at betegne dem som »mennesker, der ikke mere interesserer sig for fakta, men alene følger deres følelser.« Dermed udtrykte kansleren, der har en baggrund som fysiker, også en vis hjælpeløshed, da hun med stor afsmag i stemmen sagde: »Vi lever i post-faktuelle tider.«

Stædig og affortryllet

Ikke langt fra Adenauer-huset følges den tyske politiske udvikling nøje af en anden Merkel, nemlig den 64-årige politolog Wolfgang Merkel. Han er professor i politisk videnskab ved Humboldt-universitetet (og er ikke i familie med kansleren).

Professor Merkel påpeger over for Weekendavisen, at valgresultatet i Berlin bekræfter den tendens, man har set ved de øvrige landdagsvalg i 2016.

»De gamle massepartier CDU og SPD fortsætter nedturen, mens det højrepopulistiske Alternative für Deutschland fortsætter fremgangen. Selv i Berlin, der har en venstreorienteret politisk kultur, viser den tendens sig. Den berømte kansler-bonus, man tidligere har haft ved valg i Tyskland, har i 2016 forvandlet sig til en Merkel-manko,« fastslår han i en mail-udveksling.

»Flygtningepolitikken er upopulær og har affortryllet kansleren, der fremstår handlingslammet. Men hvad værre er, så har Merkels politik ligefrem været en medvirkende årsag til at skabe flygtningekrisen i Tyskland og Europa – sådan har AfD-vælgerne i det mindste opfattet det. Tysklands højrekonservative kræfter og CDUs traditionelle støtter i de lavere samfundslag har nu vendt CDU ryggen og er i store skarer gået over til AfD.«

Hvad siger politologen til de røster, som bemærker, at kansleren faktisk har ændret flygtningepolitikken, men uden at annoncere det klart – muligvis af frygt for at tabe ansigt?

»Det er rigtigt, at Merkel faktisk har ændret kursen. Den tyske flygtningepolitik er blevet mere restriktiv. Derudover profiterer hun ikke bare på Balkan-staternes og Østrigs lukning af Balkan-ruten, men også på ’dealen’ med autokraten fra Bosporus, præsident Erdogan. Men kansleren har været stædig. Hun har ikke brudt sig om at bekende fejl i offentligheden, slet ikke over for sine kritikere i det bayerske søsterparti CSU. Men sagen er bare, at demokratiet lever af offentlighed, debatter og kontroverser, og af en forståelsesorienteret kommunikation mellem de regerende og dem, der bliver regeret. Det har Angela Merkel glemt de seneste 12 måneder. Først efter serien af katastrofale valgnederlag ser det langsomt ud til, at Merkel begynder at ændre stilen.«

Kanslerens tavshed

Wolfgang Merkel understreger, at debatten om kanslerens berømte diktum »Vi klarer det« også afspejler, at hun har forsømt at forklare og uddybe sin politik over for borgerne. Professoren dissekerer det berømte mantra til dets tre dele:

»Kansleren har ikke forklaret, hvem ’vi’ er. Mener hun hele folket, de øverste lag eller de lavere lag? Er vi på forbunds-, delstats- eller kommune-niveau? Hvem profiterer, og hvem skal bære hovedbyrden? Og hvad mener kansleren med ’klarer’? Skal det klares med integration, assimilation, repatriering eller hvad? Og hvad mener hun med ’det’? Skal vi have et multikulturelt samfund, eller et land med en tyskLeitkultur, eller et samfund, hvor man bare nøjes med fredelig sameksistens mellem hovedsamfundet og flygtningenes og indvandrernes parallelsamfund. Det sidste er, efter hvad vi har erfaret rundt omkring i Europa, det mest sandsynlige scenarie. Men kansleren er desværre helt tavs.«

– Hvordan vil De beskrive hende som politiker-type?

»Det er ikke så enkelt. Jeg vil skelne mellem den Angela Merkel, vi så i de første to tredjedele af hendes regeringsperiode, og den vi har set i den sidste tredjedel. I begyndelsen var hun udadtil en beskeden opportunist, mens hun indadtil i partiet var en hård machiavellist, der fik bugt med alle sine interne konkurrenter. De er alle væk, kun Wolfgang Schäuble (finansminister,red.) blev, og er langt hen ad vejen loyal. Udadtil har Merkel flere gange ændret politik på opportunistisk vis: Hun gik fra en neoliberal til en mere social-økonomisk politik, hun gik fra værnepligt til en professionel hær, fra atomkraftstøtte til lukninger af atomkraftværker. I de senere år har hun forladt denne politiske opportunisme og regeret mere topstyret på den måde, at hun bestemmer og at borgerne, men også Europas stater, så skal følge efter hende. Men borgerne, såvel som Europas stater, gør hende i stadig mindre grad den tjeneste at følge efter.«

Nyt partisystem

Wolfgang Merkel vurderer, at AfDs succes er et af flere tegn på en grundlæggende forandring af det politiske landskab i Europa, hvor de store massepartier bliver reduceret kraftigt i størrelse i disse år.

»I Tyskland kommer CDU og SPD i stedet til at være mellemstore partier, som i store dele af landet har nogenlunde samme størrelse som andre partier. Der er ingen vej tilbage til to-et-halvtparti systemet, som vi havde de første tre-fire efterkrigsårtier, hvor De Grønne og Die Linke ikke eksisterede, og hvor de De Liberale var det lille parti. På den måde nærmer det tyske partisystem sig resten af Europa. Desværre også med AfD, et højrepopulistisk parti.«

– Hvordan bedømmer De den socialdemokratiske bevægelses fremtid i Tyskland, og hvordan er scenariet for SPD i valgåret 2017?

»Fra at være et masseparti er SPD halveret til at have kun 23 procents opbakning. De har i stort omfang mistet støtten fra de lavere samfundslag og arbejderne. Partiet har gjort for lidt ud af at kæmpe for en effektiv omfordelingspolitik – iFolkhemmet-traditionen – som appellerede til de lavere samfundslag. I stedet har SPD alt for stærkt henvendt sig til de kosmopolitiske mellemlag ved at markere sig med post-materialistiske politikområder – ligestilling, rettigheder for homoseksuelle, genopdagelse af religion og økologi. Men mange fra den velstillede middelklasse stemmer på De Grønne, og de lavere samfundslag går nu over til Alternative für Deutschland. SPD har nu kun én chance for at erobre kanslerposten ved valget i 2017, og det er en koalition med De Grønne og venstrepartiet Die Linke. Men det er et skrøbeligt projekt.«

Politologen vurderer, at man på mange måder kan sammenligne Dansk Folkeparti og AfD, men det betyder ikke, at man skal regne med, at de tyske højrepopulister på samme måde som de danske med tiden vil blive salonfæhige i det politiske system.

»I lande som Danmark, Schweiz og Finland – hvor højrepopulisterne også er blevet salonfæhige – har man ikke den samme historie som Tyskland. Nazi-historien betyder stadig, at alle yderliggående højrepartier har meget svært ved at blive accepteret af eliterne og af medierne,« pointerer Merkel.

– Den politiske midte bliver i dag mindre, og fløjene bliver større. Kan man sammenligne den tyske situation i dag med Weimar-republikken?

»Nej. AfD har ikke potentialet til at blive et rigtig stort parti, og det har Die Linke heller ikke. Desuden er ingen af partierne klare system-omstyrtende partier som Weimar-republikkens nazistparti og kommunistparti. Valgene i Tyskland vil også fremover blive vundet på midten,« vurderer Merkel.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533