1 Sektion uge 26 | 2015

Af Anne Knudsen

Palmyra

Når islamistiske fanatikere med vilje og hensigt ødelægger antikke kunstværker, vækker det altid en særlig form for vrede. I denne uge annoncerede Islamisk Stat, at man havde ødelagt Mohammed Bin Alis grav på en bakketop uden for Palmyra, og en helligdom viet den sufi-lærde Nizar Abu Bahaa Eddine. Mohammed bin Ali var allieret med profetens fætter, imamen Ali, og sufi er en langt mere filosofisk islam end den radikale sunni, der præger IS såvel som Taleban; her er man både imod helgengrave, imod Ali og naturligvis især imod statuer. Derfor sprængte Taleban i 2001 de kæmpestore Buddha-statuer i Bamiyan i luften, og derfor ødelagde IS i marts i år den 3000-årige assyriske by Nimrud med dens fantastiske, vingede tyre med menneskeansigter og langt skæg.

Man forfærdes, hver gang denne form for barbari folder sig ud. Men man er også lige ved at skamme sig; hvorfor føles det næsten, som om vi reagerer stærkere på udslettelsen af de historiske kunstskatte, end på de mange tusind menneskeliv, der går til i de krige og borgerkrige, hvor barbarerne udrenser kunst efter først at have udrenset modstandere, anderledes tænkende, kættere, alfabetiserede kvinder og folk af andre racer, religioner og nationer. Hvad er det, der er så enestående oprørende ved ødelæggelsen af fortidens monumenter? Ruiner, som ikke tjener andre fornuftige formål, end at mennesker fra hele kloden valfarter til dem for at imponeres og undres over, hvad disse længst formuldede mennesker tænkte.

Dræber man denne ældgamle kunst, resterne af det liv, der engang blev levet, udrydder man ikke bare den kilde til undren, de gamle byer og kunstskatte udgør. Man fjerner på en måde vores fælles hukommelse; man fjerner nemlig tegnene på, at der engang har været noget andet end os. Og dermed fjerner man naturligvis også de umisforståelige tegn på, at vores måde at tænke, se og handle på slet ikke er den eneste mulige. Det er antagelig derfor, så mange religiøse fanatikere hader billedkunst.

Vores forfærdelse skyldes den overtydelighed og redundans, der hærger disse råbereligioner, som er i fuldkommen modstrid med den dobbelttydighed og ubestemthed, der hviler over tusindårige kunstværker. De døde kulturer, hvad enten de bliver smykket med navn af civilisationens vugge eller ej, er umiddelbart lige bekendte og ubekendte for alle mennesker; ingen kan påberåbe sig at have den intuitive nøgle til deres betydning. Det er virkelig i modstrid med religioner, hvor man udsiger det ene eller andet i kor, til man ikke ved, hvad man selv hedder.

Hukommelse i sten er altid foruroligende, fordi den er suggestiv. Statuerne siger ikke, hvad de betyder, stenen lever ikke. Men den minder om levet liv, og det er et mål for civiliserethed, at man kan leve uden at lukke kæften på dem, der allerede for længst er døde. Mennesker dræber hinanden; det er bundløst sørgeligt, og endnu mere, hvis også erindringen om dem bliver dræbt. Det er dét, ikonoklasterne vil.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654