1 Sektion uge 35 | 2014

Af Anne Knudsen

Kujonernes kur

Bachelorer fra de danske universiteter har aldrig haft et arbejdsmarked. Men nu vil regeringens Kvalitetstudvalg efter årtiers gulerod med kæppen tvinge bachelorerne til at få arbejde. Siden man for en generation siden, i øvrigt under Bertel Haarders auspicier, omlagde de danske universitetsuddannelser efter angelsaksisk model med bachelor-, kandidat- og ph.d.-grad, har politikerne drømt om at se folk med en kort universitetsuddannelse myldre ud på arbejdsmarkedet og gøre sig nyttige. Det er aldrig blevet en succes, og succesen er ikke kommet nærmere af, at en hel række mellemlange uddannelser, der har et arbejdsmarked, har fået navn af bachelor-uddannelser. Sagen er, at det danske arbejdsmarked ikke ligner det amerikanske arbejdsmarked ret meget.

Fra 1990erne, da de første bachelorer fik licens til at gå ud i verden og udøve deres formentlige fag, og til nu, har virksomheder, der aftager akademisk uddannet arbejdskraft, foretrukket kandidater frem for bachelorer. Dansk erhvervsliv omfatter nogle få meget store, internationalt orienterede virksomheder og et væld af små og mellemstore virksomheder. Det er typisk de store, der ansætter akademikere. I 90erne kunne disse virksomheder få danske kandidat-uddannede, men i dag rekrutterer de på det globale arbejdsmarked. At afsætte en dansk bachelor til en virksomhed, der kan få en medarbejder med en indisk kandidatgrad i det samme fag, er virkelig op ad bakke.

Danske små og mellemstore virksomheder kunne – og burde formentlig – aftage flere langvarigt og teoretisk uddannede, end de gør. Men heller ikke på de angelsaksiske arbejdsmarkeder betragter man en bachelor som færdiguddannet; systemet hænger sammen, fordi virksomhederne videreuddanner deres bachelorer til det, de faktisk skal lave. Det kan den typiske danske virksomhed ikke finansiere, og de meget store, som kunne, kan som sagt lige så godt hente bedre uddannede ind fra hele verden.

Universiteter har man til to formål. Dels skal universiteterne udvikle ny viden, dels skal de bibringe studerende denne viden og metoderne til selv at finde ny viden. Det har de seneste mange år været et virkeligt problem for universiteterne, at politikerne vil have alt, alt for mange til at gå på universitetet. Det har i tiltagende grad gjort det umuligt faktisk at leve op til det formål at uddanne de bedste studerende, så de til sin tid kan blive dygtigere end deres professorer og på den måde bringe menneskeheden videre i dens søgen efter viden. Masseuniversitetet forsømmer eliten.

Bliver Kvalitetsudvalgets planer til virkelig politik, vil man have etableret en skinløsning på dette problem. Hvis man forbeholder kandidatuddannelsen til de dygtigste, afskaffer man trængslen på anden del af studierne. Men hvor i alverden kommer den idé fra, at man skal lære det samme, hvis man skal være bachelor og ud på arbejdsmarkedet pronto, som hvis man skal blive videnskabelig forsker? Hvis man ikke kommer til at spilde de kommende forskeres tid, kommer man helt givet til at spilde de kommende bachelor-jobsøgendes tid.

Formentlig ville det være meget, meget bedre at lægge barrieren meget tidligere. Det er ren og skær national forfængelighed, at man vil have folk på lige præcis universitetet, hvis de i virkeligheden skal være eksportmedarbejdere, idémænd m/k eller bogholdere i den typiske danske virksomhed. Det var antagelig meget bedre, hvis disse unge blev uddannet i noget med en praksisdimension, så de ikke blev sendt ud til møbelsnedkerier og maskinfabrikker med en halvfærdig teoretisk uddannelse og evnen til at tale sort. Og det er politisk kujoneri, at man ikke tør indrømme, at vi ikke har brug for hærskarer af halvstuderede røvere.

Fejluddannet ungdom er dårligt stillet; ikke alene har man spildt deres tid, man har også givet dem dårlige vaner. Universiteterne vil naturligvis gerne uddanne så mange som muligt; enhver virksomhed vil gerne ekspandere. Men på universiteterne skal man koncentrere sig om at uddanne så godt som muligt, ikke så mange som muligt. Det offentlige kommer ikke i fremtiden til at ansætte i det omfang, man tidligere har gjort. Derfra kan man umuligt slutte, at der vil blive brug for bachelorer med halve akademiske uddannelser eller spinkle étårige kandidatgrader. Behovet vil rimeligvis være et helt andet.