1 Sektion uge 33 | 2014

Af Ole Nyeng

Irak-krig III

Præsident Obama, der i 2008 førte valgkamp på løftet om at bringe »vore styrker« ud af Irak og som i 2011 faktisk fuldendte den amerikanske tilbagetrækning, gav i sidste weekend ordrer til en ny, om end beskeden amerikansk militær intervention i landet.

Formålet var gennem »målrettede angreb« fra luften at hindre Den Islamiske Stat, IS’, styrker i at rykke yderligere frem mod det kurdiske selvstyres hovedstad Erbil, hvor blandt andre 40 amerikanske rådgivere er udstationeret.

Desuden ville Obama – gennem såvel bombardementer af IS’ stillinger som distribution af nødhjælp og vand fra luften – hjælpe de titusinder af yazidier, et religiøst mindretal, som havde søgt tilflugt på et bjerg i det nordvestlige Irak i et forsøg på at undgå at blive massakreret som »vantro« af fremrykkende IS-ekstremister, en katastrofe af nærmest bibelske dimensioner.

I løbet af ugen har Obama også givet tilladelse til direkte amerikanske leverancer af mindre våben til den hårdt kæmpende, men dårligt udstyrede kurdiske milits, Peshmerga.

Det er alt sammen både påkrævet og prisværdigt – og ser ud til at give umiddelbare resultater. Grupper af yazidier er strømmet ned fra bjerget, i sikkerhed i det kurdiske selvstyreområde eller Tyrkiet. De amerikanske luftangreb og de kurdiske peshmergaer har i fællesskab foreløbig stoppet IS-fanatikernes fremmarch.

Ydermere ser Iraks sekteriske premierminister gennem otte år, Nuri al-Maliki, ud til at have tabt magtkampen i Bagdad. En ny, tilsyneladende mere samarbejdsvillig regeringschef, Haider al-Abadi, er udnævnt, med støtte fra både USA, Iran, det shia-muslimske præsteskab og militæret. Forhåbningerne går på, at den mindre sekteriske shia-muslim al-Abadi vil kunne række hånden ud mod Iraks sunni-mindretal og kurderne – og dermed muligvis bryde alliancen mellem IS og lokale sunnimuslimske stammeledere.

Fremskridt? Ja. Nogen løsning på Iraks problemer? Så langtfra.

Hovedproblemet nu er, at IS er vokset fra at være et overvejende humanitært problem – at de kapper hovederne af enhver, der ikke konverterer til deres opfattelse af islam – til et strategisk. De har nu kontrollen med en tredjedel af Iraks territorium, og i Syrien vokser IS’ indflydelse dag for dag. De våben, ekstremisterne har erobret fra henholdsvis de irakiske regeringsstyrker (leveret af USA) og de syriske (leveret af Rusland), er avancerede. Flere og flere oprørere i Syrien slutter sig nu til IS’ rækker – de er de eneste, der har udstyr og vilje til at kæmpe effektivt mod al-Assads styre.

Det »kalifat«, IS har udråbt og som strækker sig på tværs af den syrisk-irakiske grænse, er et landområde på størrelse med Storbritannien med en befolkning på seks millioner. Nabolande som Libanon og Jordan, der omfattes af IS’ drømme om et kalifat i hele det historiske »Storsyrien«, føler sig med rette truede.

Og de mange frivillige i IS’ hær, der er rekrutteret fra Europa og USA, udgør en latent terrortrussel mod mål i det forhadte Vesten. Når Vesten, med rette, var så bekymret over, at al-Qaeda etablerede sig i Afghanistan, at man indledte en 12 år lang krig for at få gjort kål på problemet, hvad stiller man så op med kalifatet i Mellemøsten, så meget tættere på vore kyster?

USA’s præsident Obama har erklæret, at et tvær-nationalt IS-kalifat i Mellemøsten »ikke vil blive accepteret«, men har samtidig, som det nu er hans stil, haft mere travlt med at kundgøre, hvad han ikke har tænkt sig at gøre, end hvad USA faktisk kan og vil udrette.

At Obama udelukker indsættelse af landstyrker i Irak er forståeligt, set i relation til de historiske erfaringer. At præsidenten samtidig erklærer, at USA »ikke vil fungere som luftvåben« for hverken den irakiske regering eller kurderne, er mere problematisk.

Den militære og økonomiske bistand til såvel regeringen i Bagdad som det kurdiske selvstyre skal øges. Den Arabiske Liga og Tyrkiet bør inddrages langt mere aktivt i problemets løsning.

Men derudover kommer vi i Vesten ikke udenom at overveje, hvilke militære midler vi kan og vil bidrage med for at få IS udraderet fra landkortet. Og med »vi« menes ikke kun USA, men Europa, ja, den danske regering.

For et etableret IS-kalifat så tæt på Europa er en sikkerhedsrisiko, vi ganske enkelt ikke kan leve med.