1 Sektion uge 38 | 2016

Af Anne Knudsen

Skat, hvorfor

Det er forunderligt at se, hvordan forståelsen af skattebetalingens natur har forgrenet sig i alle tænkelige retninger. I den ene ende mener man noget i retning af, at private penge i grunden er udlånt af staten (her formuleres det ofte som »fællesskabet«), og i den anden ende mener man noget i retning af, at enhver beskatning kan sidestilles med landevejsrøveri. Men inde på den utroligt brede midte, hvor danske skatteydere lever relativt lykkeligt med at betale skat, hører det ligesom bare med til skik og brug at betale sin skat. Det er et led i kulturen og derfor nærmest naturligt. Hvorfor man egentlig gør det, har fortonet sig i de svimlende stjernetåger af skattefinansierede fænomener, som udgør vores danske verden.

Væsentlige følgeslutninger kan drages af denne generelle skattebetalingsvilje i Danmark; den første er, at danskerne generelt stoler på, at pengene bliver forvaltet på fornuftig vis, efter at de har afleveret dem. Dét stoler man kun på, hvis man kan omtale staten som »vores« stat. At staten er »vores« stat, er i dén grad et led i den danske kultur, at vi har svært ved at begribe, at det ikke er den globale norm, at folk føler sig som ejere af den stat, der beskatter dem. Men faktisk er det tværtimod; langt hovedparten af kloden beboes af mennesker, der betragter den stat, der beskatter dem, som en slags fjende. Det gælder tilmed store dele af det europæiske område.

Er skattebetaling ikke natur, men kultur, bliver det interessant at overveje, hvad der har skullet til, for at uvillige skattebetalere blev omvendt til villige. Det ved man historisk en hel del om. Oprindelig var skattebetaling virkelig omtrent lige så sofistikeret som landevejsrøveri; folk med våbenmagt tvang folk med færre våben til at betale skat for ikke at blive slået ihjel. Forskellen på plyndring og beskatning var i Vikingetiden på vore kanter uhyre svær at drage. Handelsmanden Other, som sent i 800-tallet fortalte om en tur, der bragte ham til Hedeby og ind gennem Slien, til Halland og nord om Norge til nutidens Murmansk, nævner i forbifarten, hvordan han beskattede »finnerne« (samerne) i det nordlige område. Her gik pengene udelukkende til det gode formål at forebygge, at de sejlende skatteinddrivere myrdede skatteyderne.

Retsstat er ikke det ord, der falder en ind, når man ser på fortidens skattebetalinger. Men på sin egen karrige måde er Others arrangement med finnerne jo en social kontrakt. Han kunne have myrdet dem og taget deres skind og andre kostbarheder; men han lod dem leve, så de kunne beskattes næste år. Netop dén sociale kontrakt er begyndelsen på en stat og i øvrigt, hvad store dele af verdens befolkning endnu i dag lever med.

Og den skatteopkrævende stats næste skridt mod legitimiteten har ligeledes med vold at gøre; den bevæbnede statsmagt forhindrer andre i at komme med våben og »beskatte« deres folk. Det er den militære sikkerhed, som er forudsætningen for enhver stats opbygning og eksistens. Det er først det tredje skridt i etableringen af en legitim skatteopkrævning, at statens våbenmagt bliver til et indre voldsmonopol.

Militær sikkerhed udadtil går langt forud for nogen indre samfundsindretning i skattebetalingens historie. Dansk Middelalder og tidlig moderne tid er fuld af ekstraordinære skatteinddrivelser med henblik på Forsvaret; Danmark lå i militær eksistenskamp med sine naboer i flere århundreder. Og folk afleverede deres smykker og hvad penge, de havde, for at forhindre værre ulykker; den plyndrende fjende i landet, brændende lader, voldtagne kvinder, røvet kvæg og hungervinter.

Sikkerhed mod fjenders hærgen er den grundlæggende kontrakt, mennesker indgår med våbenføre mænd og betaler for med skattekroner. Staten forbeholder sig eneretten til at beskatte sine borgere og til at slå sine borgere ihjel. Siden forhindrer staten borgerne i at myrde hverandre og begynder at beskytte borgernes ejendomsret; den forbeholder sig eneretten til at tage folks penge. I Danmark har vi så længe haft en retsstat og ydre sikkerhed, at vi helt har glemt, at dét egentlig var det eneste, man lovede os til gengæld for skatten. Beskatningens historie udgør også beskatningens logiske struktur; stater, der ikke som minimum præsterer retfærdighed og ydre sikkerhed, har uvillige, mistænksomme skatteydere. En god skatteyder er en tryg skatteyder, og der skal i grunden ikke så meget til, som vi tror.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533