Brugerbetaling på de videregående uddannelser har igen været en tur rundt i den sfære, hvor prøveballonerne hver sommer flokkes. Denne gang var det Venstre, der forsøgsvis luftede tanken, indtil den offentlige debat fik ideen skreget tilbage i dækning. Det hele var en smule sært at høre fra det parti, hvis videnskabsminister for kort tid siden bidrog til vores ordforråd med ordet »vidensamfund«. Med ét s.

Der kan nemlig ikke være tvivl om, at hvis man vil have et samfund, hvor der udvikles tilstrækkelig viden til, at man kan leve af det, må man også arbejde for, at børn af folk uden akademisk uddannelse får videregående uddannelser. Ellers kan man bare vedligeholde det uddannelsesniveau, vi allerede har, og det er ikke godt nok. Det hjælper ikke spor, at man begynder at kalde korte eller mellemlange uddannelser noget, der lyder akademisk. En »overkopassistent« er stadig en underkop.

Hvor rigtig viden udvikles og studeres, udvikler samfundets kapital sig med lange skridt. Det store uddannelsespolitiske problem i Danmark er slet ikke, at de rigtig veluddannede er for længe om at blive det. Dét er som bekendt yderst forskelligt fra fag til fag og fra universitet til universitet. Og i det omfang, de studerende er længere om det, end man kunne ønske sig, er det på ingen måde påvist, at det skyldes manglende engagement eller andet af den slags, man kunne bøde på med økonomiske incitamenter.

Indsatsen for den enkelte ved at tage en langvarig uddannelse er allerede betydelig. Og det er slet ikke i den ende af uddannelsessystemet, vi har de store problemer. Ak, nej. I Københavns Kommune har man netop konstateret, at 43 procent af de unge med anden etnisk baggrund end dansk, der begynder på erhvervsskolerne, dropper ud igen. Det samme gælder 31 procent af resten. Så hvad med at finde på nogle økonomiske incitamenter, der kunne bedre på flid og vedholdenhed her?

Faktisk er den radikale borgmester for beskæftigelse og integration tværtimod ved at finde penge på Københavns budgetter til en større, bureaukratisk indsats for de dovne eller dårligt grunduddannede unge på erhvervsuddannelserne, forudsat altså, at de er nydanskere. Når man ved, at over halvdelen af alle drenge med minoritetsbaggrund i København forlader skolen uden at kunne læse indenad, kunne man godt begynde at tænke på noget med økonomiske incitamenter, ikke sandt?

Halter de grundlæggende uddannelser så slemt, som tilfældet åbenbart er i den kommunale grundskole for eksempel i København, så hjælper det ikke meget på samfundsøkonomien at begynde at genere de unge, der vitterlig har taget sig sammen til at kvalificere sig til at gå på krævende uddannelser. Og når man ser på, hvor meget mere børn i betalingsskoler lærer, helt uanset pædagogik, er man lige ved at få de mest kætterske tanker. Men vi holder os på måtten.