1 Sektion uge 38 | 2014

Af Anne Knudsen

Sol og medvind

Solceller bredte sig over det ganske land den vinter, efter at Folketinget med bind for øjnene havde besluttet at betale overpris for al overskydende elektricitet, der var produceret af solcelleanlæg. For at gøre verden til et bedre sted, naturligvis. Forbedringen kunne snart iagttages på afsidesliggende lokaliteter, hvor kilometer efter kilometer af uinteressant landbrugsjord nu blev til uendelige rækker af skråtstillede solpaneler, der stod der og lige så stille kanaliserede penge ned i skødet på ejerne.

LIvsforsikring for husejere blev solcelleloven også, og det var jo nok noget i den retning, der var hensigten. Enhver, som kunne få en stak solpaneler forbi byggemyndighederne i sin kommune, dekorerede taget med paneler nok til ikke alene at forsyne huset med al nødvendig elektricitet, men også tjene som pengemaskine. En omkostningsfri pensionsopsparing, hvor meget bedre bliver det?

For skatteborgere uden solceller blev det ganske vist ikke gratis; 4,2 milliarder gik til den gode sag, før den daværende minister for de dele kom i tanke om, hvad embedsmændene havde skrevet til ham dengang i november, før loven blev vedtaget. De havde gjort opmærksom på, at der var et smuthul på størrelse med en ladeport i den lov, ministeren ville tage i Folketinget. Og at tilsvarende ordninger i Tyskland havde foranlediget gigantiske spekulationsfortjenester.

Ministeren valgte dengang i november 2012 at lade være med at plage Folketinget med unødige bekymringer af denne art; de stakler har så meget om ørerne i forvejen. Og formålet var jo så godt, så godt. Da de fire komma to milliarder nogle få måneder senere var forduftet, reviderede ministeren loven; det kostede yderligere et eller andet antal hundrede millioner. Nu har Statsrevisorerne udtalt en skarp kritik af den daværende minister for Klima og Energi, Martin Lidegaard. Han burde ikke have fortiet embedsværkets bekymringer for Folketinget; ministre må ikke skåne Tinget for anfægtelser bare for at få deres vilje. Heller ikke i en god sags tjeneste.

Som man vil vide, er Martin Lidegaard nu udenrigsminister. Og selv om han fortæller, at han »ikke er stolt« af historien om solcellerne, så har hverken han eller andre draget yderligere konsekvenser af sagen. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten udviser i den gode sags tjeneste den mest forbløffende forståelse for solcellespekulanterne. Og ingen lader til at bekymre sig om, hvorvidt udenrigsminister Lidegaard vil tage lige så vidtgående hensyn til Folketingets sjælefred, som klima- og energiministeren af samme navn gjorde i 2012.

Solcelleejeren kan stadig glæde sig umådeligt over både at have gjort noget godt og tilmed draget økonomisk fordel af det. Ministeren kan glæde sig over, at det ikke er i en bank eller en kommune, han har smidt fire milliarder af andre menneskers penge væk. Så havde der været konsekvenser, men nu koster sagen kun en beklagelse. Solceller giver simpelthen medvind.