1 Sektion uge 42 | 2014

Af Anne Knudsen

Tyrkisk kvide

Kobanes placering i Syrien kort fra grænsen til Tyrkiet har gjort den ellers ubetydelige kurdiske by til et trumfkort i Islamisk Stats propaganda; kampen om byen kan nemlig iagttages, filmes og beskrives fra sikre opholdssteder inde i Tyrkiet. Derfor sætter ISIL så megen energi ind på at erobre byen, og derfor er mindst 200.000 mennesker flygtet fra omegnen, ind i Tyrkiet. Herfra ønsker en del af dem at vende tilbage til slagmarken, ligesom en hel del kurdere fra den tyrkiske side af grænsen ytrer ønske om at komme til at kæmpe mod islamisterne i syrisk Kurdistan. Dét vil den tyrkiske regering imidlertid ikke tillade; man ønsker sig ikke flere bevæbnede og kamptrænede tyrkiske kurdere, end man allerede har. I mandags bombede tyrkiske fly nogle af det Kurdiske Arbejderparti, PKKs, styrkepositioner i Tyrkiet.

Martyrium er derfor en passende betegnelse for de lidelser, de arme, sagesløse indbyggere i Kobane gennemgår. Alle de involverede magter ønsker at bruge dem til at demonstrere en pointe, der ikke har meget med dem at gøre. Byen er på vej til at blive et kurdisk Sarajevo, en by hvis ulykkelige skæbne blev betragtet og begrædt af hele verdensoffentligheden, mens de sympatiserende magter fortsat nægtede at bevæbne bosnierne, så de kunne forsvare sig. I Kobanes tilfælde forsøger USA at få tyrkerne til at gå ind i krigen, men tyrkerne vil gerne først vide, hvilken rolle Bashar al-Assad mon skal spille i fremtiden. Det er dem, og ikke amerikanerne, der fortsat skal være naboer til Syrien.

Våbenhjælpens nærmere omstændigheder er også et stridspunkt mellem Tyrkiet og de kurdiske militser, der forsvarer Kobane; tyrkerne vil ikke lade kurdisk våbenhjælp passere over tyrkisk territorium. Man formoder, sikkert med rette, at den dag, Islamisk Stat er slået, vil våbnene indgå i det kurdiske arsenal og den kurdiske kamp for selvstændighed. Efter alle de ofre, de tyrkiske væbnede styrker i årenes løb har bragt i kampen mod kurdisk løsrivelse, vil den tyrkiske regering rimeligvis ikke kunne holde politisk til en de facto opgivelse af tyrkisk Kurdistan. Nu er de to seneste års våbenhvile mellem PKK og Ankara brudt.

Tvivlsomme resultater af våbenhjælp er efterhånden en velkendt risiko her i verden. Taleban i Afghanistan begyndte den politiske karriere med våben og kampdoktriner, afghanerne havde fået fra amerikanerne under kampene mod den sovjetiske besættelse af landet. Siden fik de andre doktriner og andre hjælpere, hovedsageligt fra Pakistan, som i parentes bemærket får massiv, økonomisk støtte fra USA til sit militær. Islamisk Stats bevæbning er mestendels plyndret fra de irakiske lagre, amerikanerne hjalp med at opbygge. Og der er sunnimuslimske officerer fra den regulære, irakiske hær, trænet af amerikanerne, blandt ISILs kamptropper.

Adressater på våbenleverancerne er ikke altid våbnenes slutbrugere. Det amerikanske Central Intelligence Agency, CIA, som i praksis bevæbnede de afghanske mujahedin, har for nylig udgivet en længere analyse af netop nytten af hemmelig våbenhjælp til sympatiske grupper i usympatiske stater. Rækken af eksempler er meget lang, for CIA har lige fra sin etablering i 1947 givet sig af med denne type hjælp. Dengang bevæbnede man antikommunistiske styrker i Grækenland og fik held til at forhindre, at landet blev en del af Sovjetblokken. Men ellers har succeserne været få; Afghanistan er faktisk en af dem.

Og der er mange eksempler på, at det ikke har tjent det angivelige formål eller ligefrem er gået gruelig galt. Sandinisterne blev siddende i Nicaragua og Fidel Castro i Havana trods amerikansk bevæbnede oprørsforsøg. Men værst gik det vel i Somalia, hvor CIA kom afsted med at bevæbne en gruppe virkelig modbydelige, somaliske krigsherrer og derved bidrog enormt til islamisternes succes.

Virkningerne af våbenhjælp afhænger således blandt andet af modtagernes moralske habitus. Tyrkernes mistanker til PKK er ikke ubegrundede; PKK står også på vore terrorlister. På den anden side har undertrykkelsen af kurderne længe været både umoralsk og uhensigtsmæssig. Og hvis Erdogan satser på at lade ISIL og PKK decimere hverandre i ro og mag, riskerer han at ende med værre naboer end dem, han i øjeblikket har. Det er også vores risiko.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654