1 Sektion uge 16 | 2015

Af Anne Knudsen

Fødselsdagsfest

Kære barndomsminder og personlige yndlingssteder tegner sædvanligvis et menneskes tilhørsforhold til et bestemt sted på kloden; dét, man kalder hjemstavnsfølelse eller – i højstemte stunder – fædrelandskærlighed. Vores sangskat er fuld af specielle steder; bække, enge, heder, bakker, skove og strande, drivende skyer, okser i spand, lærketriller, svaleflugt og storken på ét ben; kjær est du Fødeland. Det er imidlertid velkendt, at mennesker udmærket kan føle sig knyttet til et fædreland eller et folk, som de egentlig ikke har nogen konkrete, personlige, følelsesmættede minder om. Eftersætningen i Steen Steensen Blichers digt fra 1814 udgør den egentlige sandhed: Sødt er dit Navn. Den peger nemlig på dét, man kalder forestillede fællesskaber; den faste fornemmelse af at høre sammen med nogen og noget, man ikke har personligt kendskab til. De for længst døde, de endnu ikke fødte landsmænd.

Majestæt, storhed, inderlighed, ælde og autenticitet præger de forestillede fællesskaber; de strækker sig hen over det enkelte menneskeliv og dybt ned i forhistorien. De breder sig over landskaber, samfundsgrupper, generationer og livserfaringer, som ellers ville tendere til at være indbyrdes ubegribelige. Det er en slem misforståelse at tro, at fællesskaber er mindre stærke, fordi de er »forestillede« frem for konkrete som skoleklasser; det forholder sig nærmest omvendt. Forestillede fællesskaber er yderst virkelige. De udgør en bestridelse af Margaret Thatchers berømte dictum, at samfund ikke findes; der finder kun individer. Samfund findes skam, men kun, hvis de er »forestillede«. Ellers er selv en søskendeflok bare et tilfældigt udvalg af individer; det er bevidstheden om fællesskabet, »forestillingen«, der skaber det fælles.

Hjerteligt følte fællesskaber er velfungerende, solidariske samfund, hvor folk oplever et fællesskab med og et ansvar over for mennesker, de ikke kender personligt. I vore dage taler man om »sammenhængskraften« i samfundet; dermed mener man det samme. At folk er parate til at gøre noget for mennesker, de aldrig har mødt og endda aldrig vil komme til at møde; landsmænd i fjerne provinser og på isolerede øer, ja, i fremtidige generationer. Stort set alle er i dag enige om, at denne sammenhængskraft eller fællesskabsfølelse er både nødvendig og smuk; der er også en vis fornemmelse af, at den er truet. Af en formløs postmodernitet, af indvandring, udvandring og globalisering, af den forsømte sangskat og såmænd af Danmarks Radios deroute fra national stemme til markskriger. Af tiden.

Tillykke alligevel! Der er mindre fare på færde, end man tror. De nævnte, utvivlsomme trusler og mange flere af slagsen arbejder nemlig forgæves, så længe vi har vores Dronning! Kongehuset er selve inkarnationen af den sammenhængskraft og dét forestillede fællesskab, mange opfatter som truet. Dronningen er ikke »nogens«; hun eralledanskes dronning, de brune, de lyserøde, de unge, de gamle, de dumme, de kloge, de fjerne, de nære. Dronningen er i lige mål dronning for dem alle. Hun udgør et referencepunkt, et fællesskab, der er så meget desto mere solidt, som ingen kan komme i tanke om, hvad det egentlig indeholder. Det er et mysterium i ordets egentlige forstand; et menneske, hvis forfædre bevisligt har været danske i tusind år.

Med Majestætens 75 års fødselsdag er fulgt de sædvanlige, nærmest rituelle anfægtelser og påberåbelser af republikken. Er det nu rimeligt, at den kongelige storfamilie modtager 450 milliONer fra fællesskabet hvert år? Det er li’godt firsindstyve kroner fra os hver; man ku’ i stedet ha’ købt en gammel film på DVD! Til sammenligning får DR hvert år godt fire milliARder. Altsammen pebernødder sammenlignet med de svimlende udgifter, der sorterer under de sociale ministerier. Og mens det kun vanskeligt kan dokumenteres, at kontanthjælp får modtagerne til at føle taknemmeligt fællesskab med de skatteborgere, der så velvilligt yder, så er det ganske utvivlsomt, at Kongehuset effektivt forener danskere fra alle samfundslag i et fællesskab omvoresDronning, som alle har lige rettigheder til.

Fødselsdagen i går bragte endnu en gang nationen sammen i et aldeles selvfølgeligt, forestillet fællesskab. Honnørerne med Livgarden i rød galla, karetturen, timerne på TV, den rituelle, men ikke derfor mindre dybtfølte vinken fra balkonerne; det hele var for alle os danskere.Somdanskere slet og ret. Tak. Og tillykke, Deres Majestæt.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654