1 Sektion uge 30 | 2016

Af Klaus Wivel

Sidste skanse

Hvorfor insisterer Demokraterne på, at netop Hillary Clinton skal udgøre det yderste værn mod, at en vanvidskaptajn overtager roret i USA? Det lader jo unægtelig til, at amerikanske vælgere ikke rigtig kan udstå hende. Ikke alene havde Hillary bekymrende svært ved at slå en godmodig ældre socialdemokratisk senator fra Vermont; der er også tegn på, at hun kan tabe til en mand, hvis skandaler og løgne synes mere talrige, end der er stjerner på nattehimlen.

Den tvivlsomme valgbarhed er ikke ny. I 2008 tabte hun primærvalgene til en forholdsvis ukendt senator fra Illinois på trods af, at hun også dengang blev anset for at være partiets favorit. Ved Demokraterne, hvad de laver?

Der er forståeligt nok et behov for, at der efter 44 mandlige, amerikanske præsidenter indsættes en kvinde i Det Hvide Hus, men hvorfor lige denne kvinde? Af alle de hundredvis af demokratiske senatorer, medlemmer af Repræsentanternes Hus, ministre, guvernører og borgmestre i USA, hvoraf adskillige er kvinder, kan det undre, at partiet i de seneste otte år ikke har kunnet finde et eneste politisk talent, som kunne gøre Hillary rangen stridig og udgøre det naturlige næste led efter Barack Obama.

Hillary fremstår både dygtig, erfaren, flittig, sympatisk, indsigtsfuld og stabil, men læser man hendes erindringer af hendes periode som udenrigsminister, der udkom for to år siden, opdager man, at hun hverken har den værdighed og moralske tyngde, der prægede Bill Clintons udenrigsminister Madeleine Albright, eller den ideologiske styrke og begavelse, som karakteriserede George W. Bush’ udenrigsminister Condoleezza Rice.

Hillary virkede selv som udenrigsminister under Obama i fire år og var uenig i væsentlige afgørelser såsom at holde USA ude af den syriske borgerkrig, men præsidenten gav hende aldrig plads til rigtig at sætte sit præg.

Derfor peger hun måske i virkeligheden stadig i mange vælgeres øjne tilbage på den tid, hvor hendes mand huserede i Det Hvide Hus for et par årtier siden. Er det den fornyelse, partiet ønsker? Bill Clinton blev valgt, før internettet brød igennem, og lige før computere blev allemandseje. Efter otte år med en så sublim politisk kommunikator som Obama føles det nu, som om vi igen skal til at hakke i en skrivemaskine og slæbe os igennem nye afsnit af Beverly Hills 90210.

At partiet entydigt er gået efter, at Hillary skulle være dets præsidentkandidat, fik vi i denne uge endnu en gang belæg for at tro. Wikileaks frigav forleden (muligvis med hjælp fra Rusland) næsten 20.000 e-mails stjålet fra partiets hovedorganisation Democratic National Committee. De viste, at skønt ledelsen skal forholde sig neutral under primærvalgene, modarbejdede den aktivt Bernie Sanders, Clintons modstander. Det forklarer nok også, hvorfor så få stillede op mod Hillary. De fleste indså, at de aldrig ville kunne rejse de samme penge, Hillary kunne. De vidste, at Clinton-familien sidder så massivt på partiapparatet, at deres fremtid hos Demokraterne var forbi, hvis de udfordrede familien – og tabte.

Nu står partiet så med en kandidat, der mere eller mindre var valgt på forhånd, og som er så sovset ind i politiske skandaler, at hendes person står i vejen for effektivt at kunne bruge Trumps imponerende synderegister imod ham. Sagen om hendes brug af en privat email-konto, mens hun var udenrigsminister, har hun ikke formået at begrave, måske fordi den udstiller to sigende egenskaber: den ene, at hun i sin clintonske magtbrynde følte sig hævet over ethvert krav om offentlig gennemsigtighed; den anden, en naivitet og teknologisk ubehjælpsomhed, som kunne have gjort amerikanske statshemmeligheder tilgængelige for enhver fjendtligsindet nation. Svært at afgøre, hvad der er værst.

Hun er tillige viklet ind i beskyldninger om, at Bill Clinton har fået astronomiske talehonorarer, mens hun var senator og udenrigsminister, betalt af krigsforbrydere, svindlere og tredjeverdensdiktatorer, der var interesseret i at påvirke Hillary til at træffe beslutninger, de havde økonomisk interesse i. Bestikkelse per ægteskabelig stedfortræder, kort sagt. Beviser findes der ikke, blot indicier, og det er rigeligt i en valgkamp, hvor Trump har vist, at han kan få faretruende mange vælgere til at tro på hvad som helst.

Er det, hvad Demokraterne byder vælgerne? Er det hende, der skal redde USA og resten af kloden fra Donald Trump? Partiet leger med ilden.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533