I denne uge blev det mere og mere dunkelt, hvem Politiken sagde undskyld til i fredags. Heller ikke for avisens egen chefredaktør Tøger Seidenfaden synes det at stå klart, hvilken organisation advokat Faisal A.Z. Yamani, som fører sagen mod de 16 danske aviser, egentlig arbejder for.

Angiveligt skulle han advokere for otte organisationer og tale på vegne af præcis 94.923 efterkommere af profeten Muhammed. Reelt repræsenterer han nok især sin fader: Den tidligere mægtige saudiske olieminister Sheik Ahmed Zaki Yamani.

Indtil videre kan det kun fastslås, at Tøger Seidenfaden har beklaget den krænkelse af den muslimske verden, det måtte have forårsaget, da Politiken bragte Kurt Westergaards profettegning i 2008.

Offentliggørelsen, som også fandt sted i mange andre danske aviser, skete i forbindelse med, at Politiets Efterretningstjeneste anklagede to herboende tunesere for at have lagt planer om at myrde Jyllands-Postens tegner.

Med forliget i sidste uge har advokaten bebudet, at han ikke længere inkluderer Politiken i sagen mod danske aviser, som han agter at føre ved en domstol i London.

Når der overhovedet er grund til at dvæle ved modtageren af Politikens undskyldning, skyldes det, at der heri tårner sig et væld af mulige misforståelser og pikante moralske dilemmaer op.

Her tænkes ikke kun på de hegnspæle for ytringsfrihed, som er blevet rykket indad, når det gælder, hvad der kan skrives og tegnes i Politiken. Det må være en sag mellem avisen og dens læsere.

Der tænkes på den forsonende gestus, som Seidenfaden bebuder, at han med forliget har vist den muslimske verden.

Ingen bør betvivle, at chefredaktøren har et oprigtigt ønske om at vise, at hans avis ikke fører hetz mod den muslimske minoritet i Danmark, og at det ligger ham på sinde at undgå at skabe unødig splid med den islamiske religions bekendere. Det er fine bestræbelser.

Spørgsmålet er, om han helt har gennemtænkt, hvem han overbringer sine imødekommende beklagelser til.

Muslimer har ikke – i modsætning til katolikker – en pave eller et religiøst overhoved, de alle refererer til. Var det tilfældet, kunne Politiken blot overbringe beklagelserne til ham, og så kunne han på hele den muslimske verdens vegne tilgive avisen.

Men ligesom i kristendommen er der to store retninger, sunni og shia, og dernæst følger myriader af menigheder, der ofte er knyttet til forskellige muslimske landes nationaliteter. Så hvem undskylder en brødebetynget avis til?

Der synes at være lettere stier at gå ad, end dem Seidenfaden betræder. Hvis Politiken ønskede at nå ud med sin beklagelse til den muslimske verden, kunne chefredaktøren have skrevet det i en leder i sin avis. Og henvise til den, når udenlandske muslimske organisationer beklagede sig og truede med retssag.

Følte han, at det ikke var tilstrækkeligt, kunne han gøre som mejerivirksomheden Arla, da det virkelig brændte på i begyndelsen af 2006, og indrykke beklagende annoncer i de førende muslimske aviser.

Gik det heller ikke an, kunne Seidenfaden sende en erklæring til lederen af den magtfulde i Organisationen af Islamiske Stater OIC, der består af 57 muslimske lande. Men det ville nok se mærkeligt ud at beklage til en organisation, der på ryggen af FN kæmper for at kriminalisere religionskritik over hele verden.

Og det ville være at gå over åen efter vand. Den mest oplagte idé er også den nemmeste: Sig undskyld til dansk-muslimske grupper. Det er jo denne minoritet, Seidenfaden især ønsker at beskytte.

Ingen af disse kanaler har Politiken imidlertid benyttet sig af. I stedet har Seidenfaden sagt undskyld til en saudisk finansieret organisation.

Advokatens fader, Sheik Yamani, blev verdensberømt i efteråret 1973, som manden, der var skyld i oliekrisen.

Den karismatiske herre hævede olieprisen med 70 procent og truede de lande, han anså for at være for venlige over for Israel, med at standse for olieleverancerne. Med sit velkendte gedebukkeskæg rejste han verden rundt med diamanter i lommen, så han altid havde noget at byde de kønne damer.

I dag har den 79-årige milliardær ikke glemt sine evner til at overbevise sine modstandere om tingenes rette tilstand gennem smiger og trusler. Noget tyder på, at Sheik Yamani i 2008 opførte sin paraplyorganisation for efterkommere af profeten alene for at have en vægtig stemme bag sig, når han lagde sag an mod de danske aviser.

Der er således denne stenrige saudi arabiske oliesheik – en tidligere minister i verdens værste religiøse diktatur – Seidenfadens avis ikke har til hensigt at krænke.

Dermed anerkender Politiken denne herre, hans hjemland og profetens angivelige efterkommere en særlig ret til at repræsentere den muslimske verden – inklusive danske muslimer.

Har de af vore medborgere ikke fortjent bedre?