1 Sektion uge 16 | 2014

Af Anne Knudsen

Sandt om Grønland

Alt for få danskere og alt for få grønlændere har nogen præcis viden om, hvad der egentlig foregik i Grønland fra 1721 og til i forgårs. Derfor trives myterne. Og derfor er det en aldeles glimrende idé at få nedsat en sandhedskommission, der kan udrede, hvilke konkrete anklager der kan rejses mod det danske kolonistyre indtil 1953 og de ledelser, der stod for styret i det grønlandske amt fra 1953 til Hjemmestyrets indførelse i 1979. Så længe man ikke har fået en offentlig behandling af kontroverserne om perioden, fyger det med uunderbyggede og ofte uspecificerede anklager. Og pæne danskere formoder for en sikkerheds skyld, at de frygteligste overgreb har fundet sted. Hvad foregik der nemlig ikke i andre kolonier? Eller i Australien? Det har nok gået ligesådan for sig i Grønland. Formoder man.

Det er på høje tid at få fundet ud af, hvad det værste i grunden er, man kan beskylde datidens danskere for. Og dermed også, hvad man ikke kan beskylde dem for. Hvad var skandalerne? Hvilke overgreb taler vi om? Hvem led hvilken skade? Hvis skyld var det? Lad os få det frem i lyset! Lad os få det artikuleret i stedet for insinueret. Når regeringen og de fleste af Folketingets partier afviser tanken om at deltage i en »forsoningskommission«, bidrager de bare til den vidt udbredte uvidenhed, som fører til alle formodningerne om unævnelige forbrydelser. Danmark burde helt bestemt deltage, så det kan blive et virkeligt sandheds- og forsoningsarbejde.

Smertelige oplevelser har der været mange af, også i mange nulevende grønlænderes tid. Som stort barn at måtte flytte fra sin bygd og på kollegium i en større by for at komme i skole efter syvende klasse. Og videre til udlandet Danmark for at studere. Som lille barn at måtte til København for at blive opereret for hareskår eller hofteskred. Som forældreløs eller barn af en enlig mor at komme på børnehjem i Godthåb og leve som i en dansk kostskole, i en anden kulturel verden end den, man er født ind i. Som barn at måtte se sine forældre tage grædende afsked med det smukke barndomshjem i den stille fjord og flytte ind i en betonlejlighed i en storby på flere tusind sjæle. Det har været smerteligt og hårdt. Men var det overgreb? Og fra hvis side?

Og hvor meget adskilte grønlændernes forhold sig fra de almindelige forhold i Danmark? Man skal ikke sammenligne med inuit i Canada og USA, for dér ved vi nemlig, at det stod – og står – langt værre til. Men sammenligning med dansk samtid giver mening. Som nu kostskolerne. Børn af danske familier i Grønland blev i 1950erne som ni-årige sendt på kostskole i Danmark, langt fra deres forældre og deres barndoms land. Det var frygteligt, men normalt. Og det er simpelthen ikke sandt, som det kolporteres, at de grønlandske børn blev »tvangsfjernet« og sendt i skole i Danmark. Ikke engang de mest kritiske blandt datidens børnehjemsbørn påstår i deres fortællinger om begivenhederne, at der var tale om tvang.

Smukke bygder ligger forladt et uendeligt antal steder i de grønlandske fjorde. I 1938 boede der folk 193 steder; på 81 af stederne var antallet af beboere mellem én og 50. Kun i 18 byer boede der flere end 200 mennesker. Antallet af beboede steder havde varieret i hele perioden siden 1886, hvorfra man har tal; folk flyttede sig efter fisk og fangstdyr. Det var moderniseringen, der gjorde folk bofaste og endte med at samle en tredjedel af hele befolkningen i Nuuk.

Skal man diskutere nedlæggelsen af bygderne i 1960erne og 70erne, kan man passende huske, hvor mange danskere der har ødegårde i Sverige. De er øde, fordi dette pyntelige land i samme periode gjorde præcis det samme i de svenske landdistrikter, som det danske styre gjorde i Grønland. Nedlagde funktionerne i de bittesmå bebyggelser, så folk var nødt til at flytte til byerne. Det er en catch 22: bevarer man de små steder, savner beboerne skoler, hospitaler og butikker, men nedlægger man dem, er det også en ulykke.

Frem for at lade, som om det var ond vilje, der drev disse bevægelser, skulle man naturligvis se på, hvilke alternativer man realistisk havde haft. Og på ét punkt er der helt sikkert noget at komme efter: den racistisk farvede nedladenhed. Den var en selvfølgelighed i århundreder, men ikke derfor mere pyntelig; den kan man udmærket angre på sine forfædres vegne. For mellem danskere og grønlændere er der især en uendelighed af smukke, fælles erindringer..