1 Sektion uge 21 | 2016

Af Anne Knudsen

Historisk erfaring

Viden er altid godt, og derfor må man glæde sig over, at Folketinget har vedtaget at sætte nogle forskere til at undersøge, hvordan det egentlig gik til, at Danmark kom i krig i Kosovo, Irak og Afghanistan. Det er et gedigent, samtidshistorisk spørgsmål. Det kan uden al tvivl blive både interessant og nyttigt at få en samlet redegørelse for de nationale og internationale politiske forløb, som udløste beslutningerne om at sende danske mænd og kvinder ud på missioner, hvor de alvorligt risikerede livet og førligheden. Hvis undersøgerne vil vise deres værd som forskere, vil de også forklare os, hvordan det gik til, at Folketinget aldrig fik taget sig sammen til at fortælle Forsvaret, hvordan man egentlig skulle forholde sig til spørgsmålet om fanger. Hvis danske soldater i Irak eller Afghanistan greb nogen på fersk gerning i at udlægge en vejsidebombe, hvad skulle de så gøre? Eller hvis man greb nogen i at forsøge at erobre et fragtskib med maskinpistol i hånd? Eller hvis nogen begyndte at skyde på danske soldater, og soldaterne fik vredet armen om på ham? Hvad var næste skridt?

Er dette et godt spørgsmål, skyldes det ikke mindst, at der fortsat ikke er blevet svaret på det. Vi har i dag soldater ude i en hel række missioner, hvor de risikerer at stå med personer, der rettelig bør tages som krigsfanger eller eventuelt fængsles som kriminelle voldsmænd. I lande, hvor både omgangsformerne, politiets holdning til publikum, retssystemet og fængselsvæsenet lader meget tilbage at ønske, hvis man sammenligner med danske forhold. Vi har soldater i Mali, Irak og Afghanistan; de har stadig ikke fået klar besked på, hvad de skal gøre, hvis de for eksempel afværger et angreb på sig selv og står dér med gerningsmændene mellem hænderne. Man kan altså roligt sige, at demokratiet ikke endnu har lært at tage sit ansvar på sig i netop dette spørgsmål.

Altid vanskelige beslutninger som at sende medborgere i krig bør naturligvis bygge på det størst mulige overblik over, hvordan det tidligere er gået i tilsvarende situationer. Den planlagte undersøgelse kan på den måde kvalificere fremtidige beslutninger om deltagelse i væbnede missioner. Dette er så meget desto mere nærliggende, som Danmark forud for Kosovo-missionen ikke gennem mere end et århundrede aktivt havde brugt våbenmagt for at opnå politiske mål. Det kortfattede, tragiske forsvar den 9. april 1940 varede kun, til der blev truffet en politisk beslutning.

Godt forberedte politiske beslutninger er nemmere at opnå, hvis man har konkrete erfaringer – til forskel fra formodninger – at bygge dem på. Forsvarets egne lærdomsinstitutioner, de professionelle i krigsvidenskab, har allerede for længst uddraget den type erfaringer af missionerne i Kosovo, Irak og Afghanistan, der har med den tekniske udførelse at gøre. Havde vi de rigtige våben, de rigtige uddannelser? Udviklede vi de rigtige kampdoktriner? Havde vi de rette strukturer til erfaringsopsamling og videregivelse af færdigheder og kundskaber? Og så videre. Resultaterne vil man diskutere i årtier på de militære uddannelser.

Men erfaringer er ikke nogen objektiv størrelse, og slet ikke i politik. Erfaring er et fortolkningsspørgsmål, og hvad vi lærer af historien, er altid politisk omdiskuteret. Dét vil læren af Kosovo-Irak-Afghanistan-missionerne også blive. Det allerbedste eksempel på dette forhold kommer netop fra den 9. april 1940. I samtiden var erfaringen åbenlyst, at nedrustningspolitikken i 1930rne var en katastrofe, der førte direkte til Hitlers ubekymrede besættelse af landet. Den lærdom er glemt i dag.

Sjældent har vi ellers været i udenrigspolitiske situationer, der mindede så meget om hinanden. Og hvor man tilmed kunne inddrage erfaringerne fra Første Verdenskrig, når man skulle træffe forsvarspolitiske beslutninger; i den krig vurderede det tyske militær, at det ville være for omkostningsfuldt at erobre Danmark med den store hær og flåde og de stærke forskansninger. Vi har stadig til gode at se disse erfaringer blive aktivt brugt.

Udslagsgivende for politiske beslutninger i demokratiet er nemlig altid en kamp om prioriteringer mellem usammenlignelige størrelser. Derfor er det naturligvis godt med viden, men desværre kun undtagelsesvis afgørende. Til fordel for demokratiet som styreform kan man kun sige, at alle de andre former er endnu værre.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654