1 Sektion uge 35 | 2015

Af Anne Knudsen

På flugt

En million mennesker er, hvad man vurderer, at den Europæiske Union vil skulle modtage fra krigszoner inden for den nærmere fremtid. Vi bor mere end 500 millioner mennesker i EU, så i procenter er det ikke voldsomt. Det er det til gengæld på andre måder. Det er omsonst at opholde sig ved, hvad europæerne burde have gjort og ladet være med at gøre, hvis vi ikke skulle være endt med de problemer, vi nu har; Gaddafi er faldet, Syriens regime fører stadig krig mod sin egen befolkning, afghanerne har stadig svært ved på egen hånd at holde narkobaroner og Taleban nede, den irakiske regering kan stadig ikke finde ud af at integrere sin sunniminoritet, Islamisk Stat myrder og skænder og i Eritrea behandler præsident Afwerki landet, som om han havde erobret det med våbenmagt og nu ville udslette befolkningen.

Anden forklaring end livsfare behøver flygtninge fra de fleste af disse områder ikke at komme med. Vi ved, hvad de flygter fra. De har hver især historier, der gør dem til ægte flygtninge i flygtningekonventionens forstand. De flygter fra krig; fra ødelagte huse og udbrændte byer og fra personlig forfølgelse på grund af religion, etnicitet, køn eller politisk orientering. De kunne være os; ingen magt på Jorden kan garantere os fred til evig tid, heller ikke i Danmark. Vi kunne – som vi før har været det – blive de sagesløse ofre for frygtelige krige, akkurat som disse ulykkelige.

Gang på gang bliver det imidlertid dokumenteret, at en betydelig del af de mennesker, der lander på de græske og italienske øer, aldeles ikke kommer fra krigsområder. De kommer fra lande som Gambia og Senegal som migranter. Og der findes ingen konventioner, som påbyder folk at give ophold til personer, som bare gerne vil have et bedre liv. Uanset, hvor godt man kan forstå dem: Hvis man vil emigrere, fordi man ikke synes om jobmarkedet derhjemme, må man nøjes med at tage til lande, der gerne vil have en. Som da danskere emigrerede til USA i store tal eller til Canada og Australien.

Bliver europæerne ikke snart enige om at udfolde deres organisatoriske talenter på en anden måde end hidtil, risikerer vi frygtelige hændelser. Det organisatoriske system, Unionen strikkede sammen i Dublinaftalerne, er for længst brudt sammen, og asylansøgere bliver i en lang række lande modtaget i strid med Dublin II. Heldigvis, da. For hvis der er noget, som virkelig er hjernedødt i EUs forholden sig til flygtninge og migranter, er det, at man hidtil i praksis har udliciteret sagsbehandlingen til lande med jammerlige organisationskulturer.

Det burde ikke komme bag på nogen, at hverken Grækenland, Italien, Makedonien eller Serbien er i stand til at håndtere massetilstrømningen på en effektiv måde. Men det er netop den berømte, nordeuropæiske effektivitet, der bør manifestere sig. Snarest. Asylansøgninger bør ekspresbehandles i stedet for at sylte rundt i underbemandede bureaukratier, og eventyrere og arbejdsmigranter skal deporteres med lynets hast i stedet for at have lejlighed til at sive ud i Europa og sende falske lykkebilleder hjem til opmuntring for yngre brødre.

Os i Europa kan man nemt give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end mange folk i Afrika. Men det er faktisk ikke vores ansvar. De mange afrikanske regeringer, der kigger den anden vej, mens ungdommen forlader deres lande i store flokke, bør med resolutte midler bringes til at forstå, at de har ansvaret. Vi skal ikke rydde op efter ligeglade afrikanske herskere, og hvad dårlig regeringsførelse angår, udbedres den hjemme; vi i Europa føler ansvar for, hvordan vores egne samfund er indrettet, og det må drengene fra Afrika også lære at gøre. Og så vil vi koncentrere os om at hjælpe de virkelige flygtninge.

Selv den mest velorganiserede modtagelse og sagsbehandling kan ikke erstatte det hjem og det liv, som de stakkels ulykkelige mennesker fra Syrien har måttet forlade. Det er gruopvækkende at se et helt land blive ødelagt og millioner af dets indbyggere drevet på flugt. Ingen kan betvivle deres flygtningestatus. Langt de fleste syriske flygtninge befinder sig i nabolandene, og europæerne vil gerne holde dem der. Men så må vi også i gang med at betale; for tiden mangler der i alvorlig grad penge til helt grundlæggende ting som fødevarehjælp. Hvis de ikke skal komme her, må vi betale for, at de kan leve, hvor de er. Det haster. Tænk, hvis det var os.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654