1 Sektion uge 44 | 2014

Af Ole Nyeng

Ukraine valgte

Ukraines parlamentsvalg i søndags var opsigtsvækkende på tre punkter: At det overhovedet lykkedes at afholde et demokratisk valg, godkendt og rost af internationale observatører – og usammenligneligt mere legitimt end de valgfarcer, Putins regime lader afholde i det store naboland – er en jætte-præstation i sig selv. Især når man tænker på, hvad Ukraine har været igennem det seneste års tid: optøjer, revolution, borgerkrig, tab af territorium og truende økonomisk kollaps.

At valgets tale var så entydig en sejr for de kræfter, der søger mod Europa, var endnu et markant resultat; man kunne have frygtet et mere »mudret« udfald. Valgets sejrherre blev den mest vestvendte af samtlige ukrainske politikere, premierminister Arsenij Jatsenjuk og hans Folkefront. Sammen med den pragmatiske præsident Petro Porosjenkos blok samt et par mindre partier har den pro-europæiske fløj et komfortabelt flertal i det nye parlament.

Endelig må det hilses med stor tilfredshed, at vælgerne afviste såvel de mere militante ukrainske nationalister som den gamle garde af magthavere i Oppositionsblokken, resterne af den væltede præsident Janukovitj’ parti. Sidstnævnte fik omkring 10 procent af stemmerne og har mistet al indflydelse.

Og hverken det nationalistiske Svoboda eller det endnu mere rabiate Højre Sektor, der var meget synlige under Majdan-opstanden, kom over spærregrænsen på fem procent. Moskva er definitivt frarøvet argumentet om, at det er »fascister«, der styrer i Kijev.

Facit af valget er, at Ukraine nu står med de bedste muligheder siden selvstændigheden til at bryde med Sovjet-arven, gennemføre de reformer, landet har så hårdt brug for, og blive en del af Europa.

Vil det lykkes? Meget afhænger af, om de to ledende politikere, præsident Porosjenko og Jatsenjuk, som formentlig fortsætter som premierminister, undgår den personlige rivalisering, der så ofte har præget ukrainsk politik – og kørte Den Orange Revolution i 2004 af sporet. Mon ikke summen af udfordringer gør, at Porosjenko og Jatsenjuk sætter de personlige og politiske forskelle, der findes imellem dem, til side?

For opgaverne er monumentale: Landets produktion er faldet med ti procent i løbet af i år, selvfølgelig først og fremmest fordi Ukraine er berøvet indtægterne fra den vigtige kul- og stålproduktion i de besatte eller krigsramte områder i øst. Ukraines gæld vil til næste år overstige bruttonationalproduktet, og værdien af den ukrainske valuta, hryvna, styrtdykker.

Samtidig står Ukraine over for en alvorlig energimangel til vinter, hvis ikke forhandlinger om køb af russisk gas falder i hak. De er foreløbig strandet på et nyt russisk krav om, at Ukraines tomme statskasse skal forudbetale den kommende vinters forbrug af gas.

Desuden skal den nye regering gøre op med den herskende forretningskultur, hvor nogle få oligarker bemægtiger sig statslige værdier, kontrakter eller fordele ved hjælp af uigennemsigtige aftaler med »købte« politikere og embedsmænd. Der skal tages fat på længe negligerede opgaver som at afskaffe statslige subsidier til dit og dat, infrastrukturen skal udbygges, sundhedsvæsen og uddannelsessektor forbedres markant.

Ja, og så er der lige konflikten i øst, hvor russisk-støttede rebeller trods våbenhvilen fortsætter forsøg på at erobre lufthavnen i Donetsk og når som helst, med russisk støtte, kan tænkes at genoptage krigen fuldt ud med den ambition at erobre hele det mytiske »Novorossija«, Sortehavskysten fra Odessa til Krim.

Det er indlysende, at selv en optimalt fungerende regering i Kijev ikke kan klare disse udfordringer alene. Ukrainerne viste i søndags, at de valgte Europa – nu er det Europas tur til at stå ved fadderskabet for omvæltningen.

Vi kan fortsat ikke gå op mod Rusland militært uden at komme betænkeligt nær en Tredje Verdenskrig. Økonomien er vores våben. Vi skal fastholde og gerne udvide sanktionerne mod Rusland og således gøre Putins beslutning om at rokke grænser med magt til den dyreste, han endnu har truffet.

Og så bør Europa komme Ukraine økonomisk til undsætning. Den svenske økonom Anders Åslund mener, at der skal iværksættes en slags Marshall-plan for Ukraine, en storstilet, koordineret økonomisk hjælpepakke. Og en tidligere litauisk regeringschef, Andrius Kubilius, foreslår, at EU yder tre procent af sit budget for 2014-20, rundt regnet 30 milliarder euro, til ukrainerne. Beløbene, og måden de ydes på, kan diskuteres. Men det er ikke gratis at udbrede demokratiet og sikre politisk stabilitet ved Europas østgræn.y

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654