Man må virkelig sige, at både de etablerede partier i Sverige og de svenske medier gør deres yderste for at skaffe Sverigedemokraterna en plads i Riksdagen ved valget den 19. september. Det må man give det politiske og kulturelle establishment. Det gør alt, hvad der står i dets magt for at få partiet over spærregrænsen på fire procent.

Igennem de seneste tiår er det islamkritiske og indvandrerskeptiske parti blevet konsekvent fortrængt. Riksdagens partier har nægtet at debattere med Sverigedemokraterna, de svenske medier har nægtet partiet spalteplads og sendetid, både hvad angår den journalistiske dækning og den kommercielle annoncering. Og i de kommuner, hvor Sverigedemokraterna ved forrige valg i 2006 fik sæde i byrådene, lader man, som om de ikke eksisterer.

Sverigedemokraterna har ikke været sene til at udnytte dette martyrium. Partiet spiller med stor dygtighed rollen som stigmatiseret, og har senest fået fremstillet en usmagelig valgvideo, der i ucensureret form naturligvis ingen gang har fået på jord hos de etablerede TV-stationer, men i stedet et subversivt liv på nettet. Således har det etablerede Sverige skabt den bedst tænkelige platform for et frustrationsvalg, sådan som de kendes fra en lang række andre vesteuropæiske lande, herunder Norge og Danmark, der imidlertid havde dem for årtier siden. Sverige er politisk ved at ankomme til nutiden.

Men til det sidste værger politikerne besværgende for sig. Både Moderaternas statsminister Fredrik Reinfeldt og Socialdemokratarnas Mona Sahlin har nægtet at ville samarbejde med Sverigedemokraterna, hvis de kommer i Riksdagen og bliver afgørende for, hvilken af de to store traditionelle blokke, der får regeringsmagten efter valget. Dermed bekræfter de to partiledere den almene udenlandske opfattelse af det politiske hegemoni i Sverige, hvor konsensus råder i væsentlige spørgsmål -ikke mindst mellem regering og opposition. Og hvor utilpassede elementer opfattes som umyndige, der skal retledes for en dag at kunne træde ind i det demokrati, der i Sverige har ceremoniel karakter.

En klog mand - måske var han svensker - har engang sagt, at det vigtigste i et demokrati er illusionen om det. Og den illusion har det politiske Sverige været dygtig til at opretholde.

Baggrunden ligger i Sveriges historie som en europæisk stormagt, der herskede over det meste af Norden og store dele af Øst-og Centraleuropa. I de sidste 200 år er denne position eroderet magt-og geopolitisk samt økonomisk. Sverige mistede i første halvdel af 1800-tallet Finland og i anden halvdel af 1800-tallet udvandrede over én million svenskere som konsekvens af ødelæggende fattigdom. Bunden i den svenske national-og selvfølelse blev nået i 1905, hvor Norge opløste unionen og blev selvstændigt.

Vejen ud af denne misere blev udformningen af den berømte og med tiden berygtede svenske neutralitetspolitik, hvor Sverige udadtil undgik ubehagelige storpolitiske alliancer og dermed synlige nederlag. Og indadtil blev der skabt en socialpolitik med en stærk organisatorisk sammenhængskraft, som blev bestemmende for udformningen af det 20. århundredes svenske folkhem, tilsvarende baseret på en slags indenlandsk neutralitet, hvor konflikter var bandlyst. Begge dele blev til af simpel nødvendighed og under ledelse af ansvarsbevidste mennesker, der ønskede at navigere et samlet Sverige gennem epokens konflikter. I den bevægelse blev landets uddannelsesinstitutioner, presse og kulturliv afgørende aktører.

I 1700-tallet havde Gustav III knyttet de kulturelle institutioner tæt til den feudale magt, og da magten med enevældens afskaffelse gled over til Riksdagen fulgte kulturlivet med. Som forfatteren Jan Guillou bemærkede ved sidste valg, er Sverige et land, der er gået direkte og uproblematisk fra autokrati til demokrati. Kunstnerne skabte en fiktion om Sveriges skønhed og tapperhed, og den dannelsesmæssige elite holdt sammen hele vejen, fordi det var nødvendigt, hvis Sverige skulle genvinde selvagtelsen, og opretholde illusionen om, at landet fortsat er en betydende nation, der i moralsk henseende er i stand til at sætte skel, og i socialt henseende er i stand til at ophæve dem.

Men dette projekt er kun lykkedes, fordi landet arkitektonisk set er bygget op som to pyramider, der formelt set ikke har noget med hinanden at gøre, men hvis autoritet er absolut.

Den ene pyramide har den politiske og kulturelle elite i toppen. Det er herfra de ideologiske og civilisatoriske retningslinjer udstikkes, æstetik formes og erkendelser nås. Og det er herfra den politiske retorik flyder i urbane vendinger med udsøgt elegance og et præg af gustaviansk fornemhed, og formidles af to store mediehuse, som netop for syns skyld, er adskilte.

Den anden pyramide har svensk industri i toppen. Herfra tjenes der penge, mange penge og udstikkes retningslinier for svensk økonomi, således at der ingen hindringer er for kapitalens frie bevægelighed. Og herfra siges der så lidt som overhovedet muligt. IKEA er i den henseende et mønstereksempel som en familievirksomhed drevet i fuldkommen tavshed. IKEA skaber folkhemmets interiører med gedigen neutralitet, mens den politiske og kulturelle elite sætter de ydre rammer.

Under de to pyramider er svenska folket. De benævnes sjældent borgere, fordi det ikke umiddelbart forventes at de deltager aktivt i den politiske og økonomiske proces, men i stedet indordner sig under den og finder deres plads i strukturen. Det er historisk set også gået fint. Svenska folket passer sig selv langt væk fra de dominante og normsættende metropoler i en slags parallelsamfund, hvor der ved siden af de givne regler hersker et vist anarki. Skulle en eller anden rundet af svenska folket forvilde sig op i den politiske og kulturelle samfundspyramide med ambitioner, risikerer vedkommende at blive sat på plads. Der går endnu skrækblandede frasagn om dengang den uskolede landmandssøn Thorbjörn Fälldin blev leder af Centerpartiet i 1970erne, og gerådede i politiske debatter med den aristokratisk slebne og retorisk suveræne statsmand Olof Palme og ydmyget i en sådan grad, at det endte med at give bagslag. Thorbjörn Fälldin blev statsminister ikke blot en, men to gange og brød årtiers socialdemokratisk dominans.

Her 30 år efter er der opstået nye parallelsamfund i et Sverige, hvor hen ved en femtedel af befolkningen er af anden etnisk herkomst. Som konsekvens heraf er der opstået et nyt parti, som sår tvivl om det politiske og kulturelle Sveriges tilgang til den multietniske udfordring. Det har forstyrret den herskende orden og illusionen om det perfekte demokrati, hvis fundamentale enighed og autoritative uanfægtelighed har sikret det 20. århundredes svenske velfærdssamfund. Partiet kommer ikke ud af intet, men består ifølge meningsmålinger af mellem fire og seks procent af de svenske borgere. De står ikke længere og råber uartikuleret, men har i Jimmie Åkesson fået en leder, der behersker magtens sprog. Sverigedemokraterna er ikke blot et protestparti, men et vidnesbyrd om ændrede historiske og samfundsmæssige vilkår i det 21. århundredes Sverige. Det bør de etablerede partier i Riksdagen tage ved lære af, i stedet for at optræde som de hellige aber, der ikke vil se, høre eller tale.

Fredrik Reinfeldts borgerlige regering står til at vinde valget. Han ønsker ikke at tælle Sverigedemokraternas mandater med i en ny regering. Det ønskede den legendariske socialdemokratiske statsminister Tage Erlander heller ikke i 1948, da Kommunisterne stod til at komme i Riksdagen. Med henvisning til Stalins udrensninger argumenterede han med, at han ikke kunne regere fra en fængselscelle. Da Kommunisterne kom ind med otte mandater, medregnede Erlander dem alligevel som parlamentarisk støtte. Og de sidder stadig i Riksdagen nu som Vänsterpartiet. Fredrik Reinfeldt kan blive nødt til det samme i en kommende politisk virkelighed. Han kommer ikke til at regere fra et fængsel af den grund. Tværtimod kan han lukke Sverige ud af fængslet til et nyt dynamisk samfund, hvor modsætninger brydes åbent og benhårde kompromiser indgås. Sveriges kommende valg er i den henseende et valg mellem symbolpolitik på idealistiske præmisser og realpolitik på demokratiske præmisser.