1 Sektion uge 25 | 2016

Af Anne Knudsen

Kontanthjælpskultur

Enhver, der lever af kontanthjælp, bliver plaget og generet i én lang uendelighed af tiltag, kontroller, initiativer, flere kontroller og så videre, mens vilkårene for hele opstillingen er til konstant, politisk debat, så man heller ikke fra den ene måned til den næste kan være sikker på, at man kender vilkårene for sin eksistens. Det er ikke en misundelsesværdig situation. Ikke desto mindre er den en slags livsstil, som ifølge nye tal fra Beskæftigelsesministeriet tæller 9.796 virkelig garvede udøvere. Så mange mennesker har været på kontanthjælp uafbrudt i ti år eller mere. Uden en eneste dags uddannelse eller arbejde. Kun en uendelighed af tid – mere end 3.650 dage – hvor der kun skete noget privat i disse menneskers liv fra mandag til mandag, sommer, vinter, jul og midsommer. Intet andet end familie, naboer, mere familie, mere med naboerne. Altså lige bortset fra plageriet fra de myndigheder, som udbetaler pengene og kontrollerer, om der stadig er tale om den jobparathed, som forudsættes for ydelsen.

Ved offentliggørelsen af tallene brød alle da også ud i besværgelser om, hvor helt igennem uacceptabelt det er, at nogen overhovedet kan være jobparat i ti år uden på noget tidspunkt at komme i arbejde. Endnu værre blev det, da tallene blev brudt op i nationaliteter, så man kunne forvisse sig om, at 43 procent af de kroniske kontanthjælpsklienter havde anden etnisk herkomst end dansk. Det er nogenlunde ti gange så mange, som der burde være, hvis denne særlige livsstil fordelte sig ens mellem kategorierne. »Vores integrationspolitik er på dét punkt slået fejl,« udtaler beskæftigelsesministeren; der er 810 irakere, 616 somaliere og 479 statsløse (det vil oftest sige palæstinensere), som har været på kontanthjælp uafbrudt i ti år eller mere.

Hvordan det i det hele taget er gået til, at der ikke er sket andet i disse menneskers liv, er ikke nemt at begribe. Men hvis man strenger sig an, kan man alligevel ane konturerne af det liv, som ligger bag tallene. For det første er det jo ikke korrekt, at de mange kroniske kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund ikke er integrerede; de er bare blevet integreret i det gale hjørne af samfundet. Helt fra begyndelsen. Da de først kom til Danmark, blev de anvist boliger lige midt i subkulturer, som for ti år siden allerede for længst var veletablerede. Kvarteret går i reglen under navnet almennyttige boliger, men intet kunne være fjernere fra sandheden.

En kronisk arbejdsløs enklave finder man i næsten enhver by i hele landet, fyldt med kontanthjælpsmodtagere. Her er det hverken sært eller ensomt at være hjemmegående hele ugen, og der er ingen, der spørger, hvorfor fanden man ikke letter bagen og går ud og søger arbejde. Tværtimod; der er ofte en klar fordømmelse af morakkeri. I denne type kvarterer lever urdanske personer af kontanthjælp og drikker øl hele dagen; de prioriterer denne udgift højere end tandlægebesøg. Andre urdanske er hjemmegående, men ofte enlige kvinder med diffuse helbredssymptomer og helt uden arbejde. Her, lige her har vi i årtier integreret indvandrere. Mange af dem har lært nøjagtig denne kultur lige her.

Kronisk arbejdsløshed er smitsom og arvelig; hvis man vokser op i et kvarter, hvor kun socialpædagogen, varmemesteren og skolelæreren har arbejde, bliver man selv arbejdsløs, hvis man ikke er meget energisk og initiativrig; i så fald bliver man kriminel. Vi ved det, og vi har vidst det hele tiden.

Kontanthjælpsmodtager har det været nemt at blive, selv om det er svært at være. Mange af de stakkels kvinder, som for mere end ti år siden blev importeret til Danmark som koner til herboende mænd, kom direkte på kontanthjælp, selv om det aldrig havde været nogens hensigt, at de skulle have lønarbejde. I reglen fik de aldrig selv pengene i hånden. Og ingen myndighed følte sig foranlediget til at blande sig i sagen; det var en del af det multikulturelle samfund, at visse kvinder aldrig gik ud. Siden gav man sig til at plage dem; mange af dem har de seneste år mistet kontanthjælpen.

Skabes der ikke sammenhæng i den enorme indsats, man rent faktisk gør i kommunerne, ender det galt. Det er en krank skæbne at blive sendt fra den ene sagsbehandler til den anden, krænge sit liv ud ved alverdens skriveborde og hele tiden kunne forudse, at det vil ende, som det begyndte: derhjemme, med lommepenge. Men det er helt sikkert ikke en naturlov.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533