1 Sektion uge 5 | 2015

Af Anne Knudsen

Det sorte hjørne

Smukt tænkt var det monetære samarbejde, der i 1999 resulterede i euroen. Det ville være så meget nemmere for os allesammen, hvis vi ikke skulle veksle penge på vore hyppige rejser over grænserne, ikke have hele skuffedarier stående med mønter i alskens valuta til brug i lufthavnenes bagagevogne, ikke i vore virksomheder holde os med alle disse besværlige bankforretninger og valutatransaktioner. Det hele ville medføre en ny dynamik, som ville gøre os endnu mere rige og berejste, end vi allerede var. Det lød faktisk rigtig godt, og også her i landet anbefalede de uhyre fornuftige politikere i den daværende S-R-regering det varmt. Kun sortseere og folk med et kynisk forhold til penge sagde dem imod. Ja, og så vælgerne. Heldigvis for os.

Malet med den brede pensel tegner billedet siden 1999 sig noget anderledes; kriserne har afløst hinanden med stigende hast. Sortseerne havde ret i, at en fælles mønt uden en fælles finanspolitik er opskriften på katastrofe. Den har vi nu. Grækenlands ulykke tegner til at få virkelig vidtrækkende følger. Én ting er, at de græske vælgere under indtryk af tidernes ugunst er blevet kommunister igen; andre af dem er også som tilforn gået ud for at møde det fascistiske daggry. En nok så ildevarslende ting er, at resten af eurozonen synes helt ude af stand til at komme i tanke om en ærefuld udgang på affæren.

Gulv under det græske penge- forbrug har Trojkaen allerede lagt. Og sidste uges besked fra Centralbanken burde kunne bøde noget på miseren i de andre hårdt kriseramte lande som Spanien, Italien og Frankrig. For Grækenland er det åbenlyst for sent, og der findes ikke mange, der for alvor tror på, at man vil kunne tæske grækernes gæld ud af grækerne selv. Ligegyldigt, hvad man prøver. Men vejen frem til at få skatteborgerne i resten af eurozonen til at betale ser i øjeblikket meget tornestrøet ud. Foruden de evindeligt omtalte tyskere (som der ganske vist også er flest af), vil det dreje sig om hårdtarbejdende skatteydere i lande som Finland, Estland, Letland, Litauen, Østrig, Slovakiet og Slovenien. Ja, og Irland, som har kæmpet sig op af dyndet ved egen hjælp. En grim tanke, netop fordi man ingen mekanismer har forudset til denne slags tilfælde.

Mellem den ene katastrofe og den anden burde der have ligget en anstændig løsningsmodel. Denne her med, at grækerne enten må betale eller tage og skride (og i øvrigt stadig betale), taler varmt til retfærdighedssansen. Men tænk, hvis euroen havde haft en mellemperron, hvor man kunne opholde sig med sin valuta, uden at himlen faldt ned, og alting gik i sort?

HJørnet, Grækenland og EU har malet sig op i, ender med en ulykke, ligegyldigt hvad. Grækerne er allerede blevet en storpolitisk risiko-faktor med deres tilnærmelse til Putins Rusland; hvem tror, dét vil bedre sig, hvis Trojkaen bare sætter mere hårdt mod hårdt? Det vil fremstå som en ulykke og den sorteste uretfærdighed, hvis grækerne virkelig får tilgivet deres gæld, som de selv har været ude om. Ansigtstab hele vejen rundt, bortset fra i Syriza. Grimt. Og hvad med de andre, der skylder penge? Hvorfor skal de betale, hvis grækerne ikke skal? Tja.

Og hvis man nu i stedet for at hengive sig til disse orgier af retfærdighedsfølelse overvejede spørgs-målet seriøst? Hvis det ikke virker godt i Grækenlands tilfælde at drive den politik, eurozonen er født med, så virker den måske heller ikke så godt andre steder? Og hvis dét er tilfældet, så skulle den måske laves om? Måske er det en fejl at insistere på den monetære union og dens faste konturer, hvis det, den medfører i medlemslandene, er ulykke og politisk ekstremisme?

Udgangen på finanskrisen lader vente på sig i Europa, mens USA allerede stortrives. Der er flere grunde til forskellen, men en af dem er, at europæiske produktionsapparater mange steder står stille, fordi de er for dyre i både anskaffelse og bemanding. Hvis man i dag leder efter græske varer i dansk detailhandel, finder man oliven og olivenolie. Ikke engang den berømte, vidunderlige honning importeres længere. Grækernes penge er overvurderede; de har længe haft brug for at devaluere. De er ikke alene. Eurozonen skulle være en fælles fest med mønterne løse i lommen. Den er blevet en trædemølle for alt for mange. Og hvis de også bliver politiske ekstremister, skal man måske til at beslutte, om Unionen virkelig er en passende pris at betale for euroen?

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654