1 Sektion uge 9 | 2015

Af Anne Knudsen

Tillidskrise

Vores nationale territorium skal i påkommende tilfælde forsvares af nogle andre end os selv. Vore hjemlige politikere nedlagde nemlig for ti år siden vores evne til at forsvare vores eget territorium, og dét er hverken en overfortolkning eller noget, der skyldes en fejl. Det var med vilje og på grundlag af omhyggelige analyser af trusselsbilledet i vores nærområde. »Den konventionelle militære trussel mod dansk område er bortfaldet i en overskuelig fremtid, hvorfor der ikke længere er behov for mobiliseringsforsvaret.« Sådan stod der i forsvarsforliget af 10. juni 2004.

Jubeloptimistiske og spareivrige politikere var ikke alene om denne vurdering. Og man havde trods alt fornuft til at prøve at sikre sig, at Forsvaret til enhver tid skulle have kapacitet, så man i påkommende tilfælde ville kunne genetablere det territoriale forsvar inden for en ti års horisont. Altså ti år, fra man får øje på en opkommende trussel, og til det øjeblik, hvor Danmark igen kan forsvare sig selv mod en angribende fjende med konventionelle våben. Måske skulle vi begynde på de ti år nu?

Tillid er en smuk ting, og på det store NATO-møde i Wales i september 2014 lovede samtlige NATO-lande højt og helligt, at de ville gå hjem og holde op med at spare yderligere på deres forsvar. Dette i den hensigt engang at nå frem til et niveau for militærudgifter, som man i forvejen har lovet hinanden i Alliancen; to procent af bruttonationalproduktet. Tillid er godt, men i hvert fald på dette punkt malplaceret. Statslederne skrev under i skøn samdrægtighed, også Helle Thorning-Schmidt.

Til dette må man sige, at det var skamløst hykleri. Den danske statsminister tog således hjem til et eksisterende forsvarsforlig, som indebærer besparelser på Forsvaret på ca. 2,6 milliarder kr. hvert år. Indtil Danmark ved udgangen af 2017 er nede på at bruge omkring 1,2 procent af BNP på formålet. Dét skal ikke bare ses i sammenligning med NATO-målet, som vi lystigt skriver under på den ene gang efter den anden, men også sammenholdes med tidligere tider. I 1953 brugte vi 3,4 procent af BNP på Forsvaret.

Svigtende vilje til at finansiere et troværdigt forsvar er desværre ikke et udelukkende dansk fænomen. Vores indstilling kan jo bedst betragtes som en tro på, at vi har en fribilletordning til NATO. Sådan lidt, »Ahr, de andre vil hverken lade Putin tage os eller Estland...« Men »de andre« sparer også på deres forsvarsudgifter, viser det sig nu. Thorning-Schmidt var ikke den eneste hykler på mødet i Wales. De store økonomier Tyskland, Storbritannien, Canada og Italien gik akkurat som vi direkte hjem og skar yderligere ned.

Naboer, der overhovedet evner at komme os til hjælp, hvis vi skulle få brug for det, bliver der altså ikke flere af. De eneste, der øger deres forsvarsbudgetter (udover Putin, altså, med 33 procent i år), er de baltiske randstater. Men de baltiske er fattige, og deres bidrag ligger selv til næste år kun omkring én procent af BNP. De bedste af de øvrige beholder status quo; det er Frankrig, Norge, Holland, Polen og Rumænien. USA, som er oppe på 3,5 procent, skærer faktisk også lidt. Det ser meget ud, som om de andre heller ikke vil forsvare os. Så måske skal vi til at træne til selv at kunne give en hånd?

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654