Økonomisk ansvarlighed står på de fleste regeringers politiske program, men de fleste regeringer har også umådelig svært ved at gennemtvinge den. Et storartet eksempel er de borgerlige regeringer, som i de seneste ti år har ladet de offentlige udgifter stige med svimlende, uplanlagte beløb; i det stykke havde de ikke noget at lade de socialdemokratisk-radikale forgængere høre. Mellem 1992 og 2010 steg de offentlige udgifter med omkring 90 milliarder mere end planlagt og dét, mens kommuner, amter og regioner uden ophør skreg og hylede himmelhøjt over nedskæringer.

Ansvarlighed er en vanskelig selvdisciplin at lægge for dagen i praksis, når på den ene side borgerne og medierne energisk kræver en uendelighed af udmærkede, kostbare opgaver løst, og på den anden side regningen under alle omstændigheder kan efterlades til skatteyderne. Kombinationen kan sætte en ærkeengels ansvarsbevidsthed på prøve. Men landets nye finansminister Bjarne Corydon ser alligevel ud til at kunne få en budgetlov igennem, som skal indføre virkelig budgetdisciplin i stat, kommuner og regioner. Det er en rigtig god idé.

Og baggrunden er dels, at de borgerlige regeringer har haft held til at gøre begrebet skattestop til en folkesag, dels Europagtens krav om, at staterne ikke oparbejder for store underskud på finanserne. Hvis man hverken må låne eller kan komme afsted med at plyndre skatteborgerne, må man finde ud af at prioritere sine udgifter.

DeN færdighed har ikke været kommunernes stærkeste side, selv om de nu i nogle år har haft lejlighed til at øve sig. Og man må give dem ret i, at folketingsbeslutninger om det ene eller andet ofte har gjort det svært. Hvis en mediestorm medfører statslige krav om snart et bad om dagen for ældre herrer, snart en særlig indsats mod mobning blandt børn, kan det være svært at holde hovedet koldt og for eksempel huske, at veje og broer, kloakker, skoler, biblioteker og børnehaver alle sammen ikke vedligeholder sig selv.

Kommunale indretninger og kommunale aktiviteter har forskellig grad af medietække. Det er derfor, Københavns Kommune er endt med at forårsage alvorlig personskade på flere af byens børn; det var mindre medielækkert at vedligeholde sine rækværker end at nedlægge nogle parkeringspladser eller at ansætte et par hundrede kommunikationsfolk til at få borgerne til at elske Rådhuset.

OPfindsomhed af mere end kommunikativ art kommer til at være afgørende i de nærmeste års kommunale forvaltninger. De automatiske øvelser med licitationsrunder for store, centraliserede opgaver er ikke effektive nok til at nedbringe udgifterne. Der skal tænkes nyt. Og hvis dét medfører, at kommunerne beder Folketinget trække nogle af sine mange detailreguleringer tilbage, så meget desto bedre. Det er kun få årtier siden, at vejene blev vedligeholdt, børn hørte efter, og ældre herrer bestemte over sig selv. Dengang brugte kommunerne kun de penge, de havde.