1 Sektion uge 5 | 2016

Af Anne Knudsen

Åh, velfærd

Bureaukrati har bestemt sine gode sider; bureaukrati skaffer grænseløse mængder af mennesker arbejde, og ikke et hvilket som helst arbejde; behageligt arbejde. Indendørs, roligt, renligt arbejde, der udelukkende foregår om dagen på hverdage og i støjsvage, opvarmede, uforurenede miljøer; hverken voldsomt nervepirrende, helbredsnedbrydende eller urimeligt opslidende, omend måske kedeligt. Der er meget godt at sige om et samfund, hvor en stadig større andel af borgerne er beskæftiget med kontorarbejde, og alle mulige kræfter har da også i årtier arbejdet energisk på at øge mængden af den slags. Det offentlige har været i særklasse bedst til det; mens antallet af vuggestuepædagoger, lærere og sygeplejersker per relevant borger er svundet og svundet, er antallet af de mennesker, der skal administrere borgernes adgang til deres ydelser, bare vokset og vokset.

Er man ikke meget ihærdig, får man aldrig indblik i, hvor omfattende et folkehold der er nødvendigt for at føre selv meget små politiske beslutninger ud i livet. I det danske samfund bliver der kontrolleret og udmålt, tildelt og registreret, tilbagebetalt og revideret, ydet tilskud og reguleret for meget tilskud, beregnet afgifter og betalt og skrevet og udfyldt og rettet og arkiveret, søgt tilladelser og dispensationer, sendt i høringer og kommenteret og frem og tilbage mellem borgere og en myriade af instanser i et fuldkommen svimlende cirkus af love og regler. Alle sammen uden undtagelse vedtaget i den allerbedste mening af verden. Flere af disse utallige regler har sikkert også haft positive virkninger af den ene eller anden, tilsigtede art. Men den eneste effekt, de helt stensikkert har haft, er at have skaffet flere folk kontorarbejde.Mangeflere folk.

Dyrt er kun et fattigt ord for denne veritable kontorpladsindustri. Og da der er noget uundværligt over selv den mest pernittengrynske reguleringsordning, falder det aldrig nogensinde nogen kommune eller region ind, at man kunne nedlægge den afdeling, der forvalter våset. Det, der bliver nedlagt, er hele tiden stillinger blandt dem, borgerne faktisk har brug for; sygeplejersker, pædagoger, lærere, hjemmehjælpere. Borgmestrene spekulerer åbenlyst i det komplet ubegribelige ved det byzantinske bureaukrati, pengene reelt går til, og påstår, at enhver besparelse eller ekstraudgift for eksempel til flygtninge naturnødvendigt må belaste de værdigt trængende. Velfærden vil lide!

Og borgerne tror såmænd, at det har sin rigtighed; de kan endnu mindre end borgmestrene få øje på andre besparelsesmuligheder end frontlinje-personalet. Selv i deres vildeste fantasi ville de nemlig ikke kunne forestille sig den samlede konstruktion af kontorarbejdskrævende regler, Folketinget i årenes løb har fået konstrueret.

Helt barokt bliver det, så snart man går ned i bare et enkelt områdes regel-økologi, som nu det med punktafgifterne, som skatteministeren netop har varslet, at han vil have ryddet op i. Dette spindelvæv af differentierede afgifter på autopærer, mandler i skal, jordnødder uden, is med og uden et halvt gram sukker per 100 gram ville være lattervækkende, hvis det ikke var så uhyggeligt. Som det er, bliver man grebet af mareridtsangt; hvordan skal vi nogensinde komme ud af denne mangrovesump?

Ufatteligt komplicerede regler findes på næsten alle livets områder her til lands. Det er ikke kun dyrt, fordi der i det offentlige skal ansættes hærskarer af funktionærer til at administrere og håndhæve reglerne, hærskarer af IT-folk til at servicere funktionærerne, HR-folk til at administrere begge grupper og lønforvaltninger til at administrere aflønningen af dem alle. Næh, det er også dyrt, fordi de private virksomheder også skal bruge menneskelig arbejdstid i uanede mængder på selv at have et bureaukrati til at forvalte, kontrollere, vurdere, indbetale, indberette, revidere og så videre og så videre.

Frugtbart ud over al beskrivelse synes bureaukratiet på den måde at være. Ikke alene skaffer det sine egne kloner i det private erhvervsliv; det knopskyder langt ind i menneskers privatliv, hvor to almindelige familier tilsammen sagtens kunne sysselsætte en jurist eller lignende til at administrere familiemedlemmernes relationer til det offentlige. Hvis en af familierne skulle være flygtninge eller indvandrere, skal man bruge én til. Og alt dét er faktisk ikke velfærd.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654