1 Sektion uge 29 | 2014

Af Anne Knudsen

Glem aldrig Srebrenica

Fn og FN-mandater optræder i dansk politik som garanter for, at konflikter her i verden løses med moralsk påvirkning. Men det er vigtigt at huske, at ikke alle konflikter kan løses på den måde. Og at FN-støttede militære operationer derfor ikke må bindes til kun at kunne snakke. Til at holde sig dette for øje tjener intet bedre end erindringen om Srebrenica. Onsdag i denne uge afgjorde en hollandsk domstol, at den hollandske stat, det vil konkret sige de hollandske FN-soldater, der stod ved den »sikre zone« i Srebrenica den 11. juli 1995, havde ansvaret for 300 menneskers død. De blå baretter burde, sagde dommen, have beskyttet disse 300, som befandt sig i enklaven. Derimod var de øvrige mindst 7.000 mænd og drenge, som blev myrdet uden for byen, ikke hollændernes direkte ansvar. Alverden ved, hvis ansvar de var: FNs.

Ved at udstyre UNPROFOR med et alt for svagt mandat til de morderiske omgivelser, de skulle handle i, pådrog FN sig en skam, som sent skal glemmes. De arme hollændere, som stod ved Srebrenica, havde således anmodet om NATO-flystøtte til at holde de bosniske serbere under general Mladic på afstand af zonen. Men mandatet var sådan indrettet, at NATO ikke kunne træffe denne beslutning; den skulle om ad FN-systemet, hvor vicegeneralsekretær Yasushi Akashi nægtede at give tilladelsen.

Grænsen mellem fredsbevarende og fredsskabende operationer er den, offentligheden og dermed vore politikere kender bedst. Men den afgørende grænse i militære operationer i krigszoner er de rules of engagement, soldaterne er underlagt. Den vigtigste iblandt dem er spørgsmålet om, hvor langt op i systemerne man skal for at træffe en beslutning om at bruge vold. Og det svageste mandat, man kan have, er naturligvis, at man skal spørge flere forskellige instanser rundt om på kloden. Som hollænderne skulle ved Srebrenica.

For den videre indsats i Bosnien blev Srebrenica et vendepunkt. Få dage efter massemordene uden for Srebrenica stod FN-soldater også passive, da den »sikre zone« i Zepa blev likvideret; den var »beskyttet« af svagt bevæbnede ukrainske blå baretter. Da både Sarajevo og Tuzla, som FN tidligere havde udnævnt til »sikre zoner«, allerede forlængst var blevet alt andet end sikre, stod kun Gorazde tilbage. Og den trak de britiske FN-soldater sig ud af de sidste dage i juli. Indbyggerne havde god grund til at tro, at de var lige så fortabte som bosniakkerne i Srebrenica. Men nu havde man omsider ændret kommandovejene; NATO kunne selv træffe beslutning om flystøtte og bagefter orientere FN.

Fredsbevarende operationer kan under ganske bestemte betingelser formodentlig være en udmærket idé. Betingelserne er for det første, at konfliktens parter har sluttet fred eller en solid våbenhvile, som de er interesserede i, at ingen bryder. Og den anden betingelse er, at der foregår en reel politisk forhandling, som engang i fremtiden kan medføre stabile forhold. Efter en menneskealders FN-tilstedeværelse på Cypern er man så småt ved at være på rette vej.

Våbenløs behøver man ikke at være for at være magtesløs. Den ældste fredsbevarende FN-mission befinder sig på grænsen mellem Israel og Libanon, hvor den bevarer en våbenhvile fra 1949. Våbenhvilen holder ikke lige godt hvert årti. Her gik for eksempel i 2006 først Hizbollah, dernæst de israelske styrker ganske uanfægtet tværs igennem FN-troppernes positioner. Den nærmeste nytte, denne fredsbevarende mission gør, er vel netop at være vidne til, hvad der foregår ved den »blå linje«, selv om det ikke er videre opmuntrende.

Snak batter nemlig ikke meget, hvis folk virkelig vil hinanden til livs. Tværtimod kan Vestens begejstring for snak udnyttes af den dygtige manipulator, som vi netop så det i Bosnien. Her forhandlede Slobodan Milosevic endeløst med vesteuropæerne, mens Karadzic og Mladic myrdede løs på det mest bestialske og i ly af forhandlingerne faktisk nåede mange af deres politiske mål. Hvis man endelig vil sende de blå hjelme, må man sørge for, at de kan beskytte dem, der vil blive krigens sikre ofre. Det bemærkelsesværdige ved dommen om ansvaret ved Srebrenica er, at den implicit gør ulydighed til en pligt. Det havde været bedre at give soldaterne rules of engagement, der ikke kom i strid med deres samvittighed.