1 Sektion uge 30 | 2014

Af Pernille Bramming

Kurdistan

Irakisk Kurdistan er nu den eneste sikre havn for de forskellige religiøse og etniske minoriteter, der har levet i det nordlige Irak i århundreder for ikke at sige årtusinder. Det gælder zarathustrianere og tilhængere af blandingsreligioner som shabak og yazidier samt mandæerne, der menes at have rødder helt tilbage i en jødisk sekt. Dertil kommer rækken af forskellige kristne kirkesamfund.

Alle har de bevaret og videreført en rig og mangfoldig kulturarv. De har været et levende vidnesbyrd om, hvor vældig menneskenes forestillingskraft er, hvor mange forskellige muligheder vi har for at skabe mening med tilværelsen og indrette vore liv, og hvor mange sprog vi kan tale.

Det er en skamplet på menneskehedens historie, at de sunnimuslimske ekstremister i løbet af de sidste ti år har angrebet, kidnappet og dræbt medlemmer af disse minoriteter i islams navn og har tvunget dem på flugt både fra Bagdad og fra Nineveh-provinsen.

Med fordrivelsen af de sidste par tusinde kristne fra Mosul i sidste weekend har Den Islamiske Stat fuldbyrdet et værk, drevet af både racistiske, fascistiske og psykofantiske ideer, et blændværk, der gør disse måske 20.000 drengebørn, knægte og mænd med sorte flag til dommere over, hvilke mennesker der må leve, og hvilke der skal dø.

Nu er det i Irak kun de kristne, der til sammen kan tælles i hundredtusinder. De øvrige mindretal tælles i dag i tusinder eller titusinder, når det går højest. Det store flertal af dem lever uden for Irak, i Syrien, USA, Australien og Europa.

Det er dermed et stort ansvar, der påhviler den kurdiske nationalregering. Historisk set og ved enkelte lejligheder i løbet af de sidste ti år har kurderne også deltaget i forfølgelse af de mange mindretal. Det er dog kun at regne for små plamager i det store billede af den rent ud beundringsværdige og formidable indsats for at modtage og beskytte mindretallene, som kurderne har stået for siden 2003.

Samtidig har den kurdiske regionalregering også alene i løbet af det seneste halve år modtaget henved 800.000 fortrinsvis sunnimuslimske irakere, der er flygtet fra voldelighederne forårsaget af Den Islamiske Stat, først i byerne Falluja og Ramadi vest for Bagdad og senest fra Mossul. Det er en kolossal opgave at sikre alle disse mennesker.

Dertil skal lægges, at Irakisk Kurdistan er vokset med næsten 40 procent siden begyndelsen af juni, hvis man indregner hele det område, der i dag er kontrolleret af den kurdiske nationalregerings væbnede styrker, de såkaldte peshmergaer. Det skal forsvares mod angreb fra Den Islamiske Stat. Det har de hidtil været i stand til på trods af, at deres udstyr er forældet, en del af deres folk er for gamle, og de ikke råder over noget luftvåben.

De territoriale landvindinger og ikke mindst indtagelsen af Kirkuk, kurdernes historiske hovedby, har fornyet håbet hos alle de, der kræver, at et nyt land, et selvstændigt og uafhængigt Kurdistan, ser dagens lys. Det drejer sig efter alt at dømme om det helt store flertal af kurderne.

Der skal dog kun lettere hovedregning til at konkludere, at der ikke er noget økonomisk grundlag for et sådant land. Den kurdiske regionalregering kan kun dække fem procent af sit budget via egne indtægter, og det ligger fortsat adskillige år ude i fremtiden, førend man kan eksportere olie nok til at være selvforsynende.

Resten af det årlige budget på cirka 65 milliarder kroner skal den jævnfør forfatningen modtage fra centralregeringen i Bagdad. Det har den ikke gjort i år, fordi premierminister al-Maliki prøver at tvinge kurderne fra at indgå selvstændige olieaftaler.

Regionalpolitisk er de kurdiske magthavere splittet, idet præsidenten plejer en alliance med Iran, mens premierministeren har et omfattende samarbejde med Tyrkiet på alle planer.

Det er alt i alt et helt afsindigt kompleks af konflikter og udfordringer, den kurdiske regionalregering står med. Intet peger på, at man vil komme nogen løsning nærmere, hvis man erklærer selvstændighed eller går rundt og siger, at man agter at gøre det, sådan som premierminister Barzani har gjort det.

Tværtimod er det vigtigere end nogensinde, at den kurdiske regionalregering finder fodslag med den irakiske regering i Bagdad. Det gælder både kampen mod Den Islamiske Stat og sikringen af befolkningen og de mange flygtninge i de kurdiske områder. Såvel USA og EU må stille op med al den bistand, der kan mønstres, ikke bare økonomisk og politisk, men også militært, så peshmergaerne fortsat kan holde stand.