1 Sektion uge 43 | 2014

Af Anne Knudsen

Klimaklemmen

Politisk opbakning til reguleringer af frigivelsen af drivhusgasser til atmosfæren, især CO2 og metan, finder man stort set kun i EU. I hvert fald, hvis reguleringerne skal vedrøre en selv og ikke naboen. Det er forholdsvis nemt for folk på Maldiverne at blive enige med sig selv om, at dem i Kina skal holde op med at udlede CO2. Mindre sikkert er det, om de kan blive enige om, at Maldiverne skal klare sig uden flyturister. Kineserne kan på deres side sagtens blive enige med sig selv om, at amerikanerne og europæerne skal holde op med at udlede CO2.

Er det kinesernes egen industri, de taler om, mener kineserne derimod at have megen produktion til gode, før de skal skrue ned for udledningen. De eneste folk i verden, der næsten kan blive enige om at pålægge sig selv CO2-begrænsninger i klimaets tjeneste, er europæerne. Vest-europæerne, for at være helt præcis. I de EU-lande, der for kort tid siden var nye, har man mindre travlt; hvis man som polakkerne får ni tiendedele af sin opvarmning fra afbrænding af kul, kan man ikke realistisk love at holde op med det. Under alle omstændigheder vil man gerne vente lidt med at slukke for varmeværkerne. Derfor vil EUs klimatopmøde, der foregår, mens dette skrives, sikkert ikke ende med en monumental aftale.

Og dét er ikke det hele. Siden europæerne tilbage i 1990 for alvor begyndte at bekymre sig politisk om spørgsmålet, er udledningen af CO2 til atmosfæren bare vokset og vokset, og europæernes andel i denne udledning er svundet ind til det ubetydelige. Både fordi vi har reduceret vores udledning, og navnlig fordi kineserne har mangedoblet deres. Sagen er i al sin enkelhed den, at industriproduktioner, som tidligere udledte CO2 i Europa, er bukket under for udgiftsniveauet i deres europæiske hjemlande og har forlagt hele historien til Kina, Vietnam og lignende lande. Så EUs restriktive politik har bare betydet, at europæernes tøj og ting og sager nu bliver fremstillet i Østen og sejlet kloden rundt for at ende billigt til salg hos os.

Bliver man ikke deprimeret nok af at tænke på dét, kan man tilføje, at kinesisk, vietnamesisk osv. industriproduktion foregår under forhold, der blev afskaffet i Europa for to-tre generationer siden. Det svineri med giftstoffer, tungmetaller og kulpartikler, der ledsager kinesisk produktion, er et selvstændigt problem. Som vi altså i vores selvpineri har bidraget til ved at gøre det for svært at producere rentabelt i Europa. Hvis de varer, vi konsumerer, var blevet fremstillet i Europa, ville miljøet være blevet meget mindre belastet. Formentlig havde det også betydet, at isen omkring Nordpolen havde været i bedre form: kulpartikler fra den svinsk forurenede kinesiske luft ender med vindene i Arktis.

Klimaforandring finder der uden tvivl sted for øjnene af os. For at fastslå dét, behøver man bare huske, at klodens klima har forandret sig ustandselig, så længe menneskeheden har vandret på Jorden. Og naturligvis også før; selve den jord, vi danskere går på, er resultatet af ufatteligt voldsomme klimaændringer. Man er ikke rigtig klog, hvis man tror, klimaet i lige vores tid vil holde op med at ændre sig.

Aldeles sikkert er det, at vore børnebørn kommer til at leve i et andet klima end vi. Om det ville være teknisk muligt for os at forhindre det, hvis nu vi kunne blive enige om det, er til gengæld mere usikkert. Der kommer hele tiden nye, hidtil ukendte faktorer i spil i de kolossale modeller, meteorologerne arbejder med. Og hvis vi skulle blive i stand til at skrue på den ene, viser den anden sig måske at være den vigtigste. Eftersom Jordens klima altid har forandret sig, er det faktisk meget muligt.

Umuligt er det derimod at forestille sig, at der ville kunne opnås global enighed om noget så drastisk, at man kunne få efterprøvet disse spørgsmål. Hvis vi slukkede for alt, hvad der i øjeblikket udleder CO2 i Europa, ville kun en tiendedel af udledningen af denne luftart forsvinde fra det store regnskab. Derfor er det eneste helt, helt sikre, at udledningen globalt vil fortsætte og endda accelerere i de kommende år. Der er ingen politisk måde, det kan undgås på. Vi bliver nødt til at indrette os på det vejr, vi får. Bygge vore diger, håbe det bedste. Og måske selv begynde at producere vore varer, så vi i det mindste ikke skal se floder, sletter, bjerge og have blive forgiftet af kineserne for vore penge.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654