1 Sektion uge 49 | 2016

Af Anne Knudsen

Endelig et lyspunkt

Slovakiets indenrigs- og justitsministre har i dette halvår stået i spidsen for det ministerråd i EU, som behandler grænseoverskridende forhold inden for retsvæsenet og indenrigspolitikken, JHA, Justice and Home Affairs Council. Slovakiet har nemlig formandskabet i Unionen. Under JHA hører flere af de emner, som de seneste par år har truet EU med opløsning eller sammenbrud, i særdeleshed den grænseoverskridende kriminalitet, terror, integration – og flygtninge. Slovakiet er blandt de lande, som mest energisk har modsat sig at lade sig tvinge til at modtage kvoteflygtninge efter fordelingsnøgler. Det har været interessant at se, at landet faktisk har flyttet på Unionen under sit formandskab; det viser, at det ikke er ligegyldigt, hvem der sidder der. Der har længe været røster i EU, som foreslog, at lande kunne betale sig fra at modtage flygtninge; men da de lande, som i særdeleshed vægrer sig ved at tage imod flygtninge, også er blandt de fattigste i EU, har det ikke set ud til, at noget kunne opnås ad den vej. Men Slovakiets regering har vist sig at være kreativ i den retning.

Kreativitet var efterhånden det eneste, Unionen havde at hælde sit hoved til. Alt, hvad man havde fundet på, siden flygtninge og migranter opdagede, at Schengengrænsen i realiteten ikke blev bevogtet, har vist sig nytteløst. Landene har stået og hvæset ad hverandre i hver sit hjørne af stuen; talrige har genindført egen grænsekontrol, og adskillige pure nægtet at modtage flygtninge i det hele taget. Nogle har svoret, at de kun ville tage flygtninge, der var kristne som de selv. Intet flyttede sig, undtagen skepsissen over for Unionens evner; den voksede.

Har Dublin-aftalerne på papiret taget sig uhyre fornuftige ud, så har de i realiteten medvirket til den øjeblikkelige ubevægelighed. Asylbehandling i det første land, en asylsøger ankommer til, har vist sig både urealistisk og til at omgå; man anslår, at 800.000 mennesker de senere år er spadseret gennem Europa helt uden at møde asylmyndigheder. Og det fiffigste, Unionen er kommet frem med til løsning af disse problemer, er en aftale med Tyrkiet, som har gjort europæerne til veritable gidsler hos præsident Erdogan.

Omsider er der nu dukket et lille lyspunkt op i denne skumle historie. Slovakiet foreslog allerede for nogle måneder siden, at man kunne udvide Dublin-aftalerne med nogle aftaler om, at de enkelte lande kunne yde deres til at løse flygtningeproblemerne ved andre midler end rede penge. Man nævnte som eksempler ekstra bidrag til grænsebevogtningen ved Schengens ydre grænse; øget deltagelse i det beredskab for afvisning, som man taler for at sætte i værk i Middelhavet; forstærket indsats i flygtningenes nærområder eller i bestræbelserne på repatriering. I første omgang hånlo de fleste over dette forslag til en lappeløsning, men i denne uge ser det ud til, at de kommende forhandlinger alligevel vil tage udgangspunkt her. Malta, som overtager formandskabet til nytår, har bekendtgjort, at man vil arbejde videre med slovakkernes idé.

Rykket i den europæiske samtale består i, at man nu er enige om, at man ikke kun kan deltage i løsningen af flygtningeproblemerne ved at tage imod flygtninge på sit eget territorium. Dét har jo nemlig vist sig så kontroversielt, at EU risikerede at gå i stykker på det. Og selv om det kan lyde hårtrukkent, at det skulle være bedre at bekoste soldater ved grænserne, udrustning i flygtningenes nærområder og så videre end bare at punge ud direkte, så er der virkelig en verden til forskel.

Flygtningekvoternes konsekvenser ville jo ikke bare være, at landene skulle betale kost og logi for et antal flygtninge; der var en fremtidig integrationsopgave med i pakken. Deraf modstanden imod dem. Hvis man ser på, hvad der ville være med i pakken, i fald EU endte med at beslutte sig for den slovakiske model, så er perspektiverne nogle helt andre.

Perspektiver inden for grænsebevogtning, opbygning af flygtningefaciliteter i fjerne lande og de internationale, diplomatiske opgaver, der omgiver bestræbelserne på repatriering, peger alle sammen på opgaver, der opbygger kapaciteter og erfaringer i de lande, som bruger penge på dem. Det er en selvstændig motivation til at deltage i den fælles flygtningeindsats i EU. Altså endelig et forslag, som vil holde sammen på EU og ikke splitte det. Der er møde om emnet i JHA, mens dette skrives.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533