Iran Mosaik
Iran

Istanbul, Shiraz og Isfahan

Oplev tre kulturperler på én og samme rejse: Istanbul i Tyrkiet og Shiraz og Isfahan i Iran. Rundrejsen giver dig et enestående indblik i den islamiske verden og den arv, som de islamiske byer er bygget på. Vi skal studere arkitektur og nogle af den islamiske verdens mest betydningsfulde værker, og så skal vi få en forståelse af forskelligheden, der præger denne region – fra de osmanniske mesterværker til persisk storhed. Rejsen starter i Tyrkiets gamle hovedstad Istanbul, som i mere end tusind år også var det politiske magtcentrum i det byzantinske rige. Herfra kontrollerede de byzantinske kejsere områder der strakte sig lang ind i både Europa og Mellemøsten. På rejsen genfinder vi det byzantinske Konstantinopel, der inspirerede både muslimerne og det kristne Europa. Fra Istanbul flyver vi til Iran hvor vi skal opleve islamisk kunst og kultur ud fra nogle helt andre forudsætninger. Vi begynder i nattergalenes by, Shiraz, som i årtusinder har udgjort en af Persiens vigtigste metropoler, og her skal vi opleve en kulturel kontinuitet der strækker meget længere tilbage end blot antikken. Efter at have besøgt byens bazaarer, moskeer og haver, rejser vi videre til Persiens anden store kulturby, Isfahan. Isfahan er unik, idet den består af en uspoleret kerne, der blev opført som en sammenhængende helhed af de Safavidiske shaher i 1600 tallet. På rejsen besøger vi steder, der fremhæver Irans storslåede præ-islamiske historie. Vi skal blandt andet besøge kongebyerne Persepolis og Pasargadae, som også Carsten Niebuhr besøgte for snart 250 år siden, og vi skal op i bjergene og se de persiske kongers monumentale klippeindskrifter der bidrog til afkodningen af kileskriften. Og vi besøger Kashan, som har været blandt Irans vigtigste karavanebyer siden oldtiden. Horisont Rejser tilbyder i samarbejde med Weekendavisen en unik mulighed for at komme ind bag kulisserne på Islams og vestens tidlige dannelseshistorie. Dette gøres ved at søge tilbage til den verden hvori begge kulturer fandt deres udspring, og identificere de store linjer i udviklingen af kunst, arkitektur og filosofi. Rejsen ledes af ph.d. Kristoffer Damgaard og Cand.mag. Eva Witte, der til dagligt bor i Iran.