Bøger uge 5 | 2014

Læsernes valg. Weekendavisens Litteraturpris 2013 og 100.000 går til Yahya Hassan for hans digtsamling Yahya Hassan. Vi bringer her pristalen.

Af Lars Bukdahl

Y-Factor

OKAY, OKAY, OKAY, med stort Y! Umuligt at vide i taleskrivende stund om Yahya Hassan, årets mærkeligt selvfølgelige modtager af Weekendavisens Litteraturpris for den bog, der hedder hans navn, er smuttet til prisoverrækkelse eller er smuttet udenom.

Og man forstå jo sagtens, hvis han overlader det til sin bog at modtage pris og ros fremfor sin terroristisk blitzhærgede person. Jeg imidlertid vil for alt i verden ikke misse showet. Jeg har ventet på dette øjeblik, lige siden Yahya Hassan i maj 1996 fyldte et år, og jeg, LB, samme måned blev hyret af Weekendavisen til at anmelde poesi.

Jeg har ikke ventet på, at lige han fik prisen – jeg så og hørte og læste, i den rækkefølge, første gang et digt af Yahya tilbage i juni sidste år: Først på en stum tv-skærm i Føtex på Ndr. Fasanvej, der viste Aftenshowet, bagefter på min egen computer, da jeg var hastet hjem fra Føtex, og endelig som en Facebook-besked sendt fra digterens iPhone næste formiddag og direkte copy-pastet på min blog.

Så letfodet rejser et digt nu om stunder, selv om det er skrevet og skreget med versaler. Og vel var jeg imponeret og overrumplet og bare dumt måbende, over denne autoritativt hypnotiske knægt, men ikke ét øjeblik forestillede jeg mig, at han et halvt år senere ville være favorit til samtlige priser undtagen DRs Romanpris, som han da også burde være indstillet til, for hvad fanden er der af sølle handling og narration i årets romaner i sammenligning?

Jeg har ventet disse lidt under atten år på, at en digtsamling, hvilken som helst digtsamling, blev præmieret med Weekendavisens Litteraturpris. Den prisværdige poesi, jeg hvert år troligt har indstillet, fra Peter Laugesen i ’96 til Christina Hagen sidste år, har bare ikke været vinderpoesi, not even close. Før min tid vandt Søren Ulrik Thomsen med Hjemfalden i 1991, Benny Andersen med Denne kommen og gåen i 1993, Pia Tafdrup med Territorialsang i 1994. To modne 80er-digtere og én overmoden 60er-digter.

For poesi er én ting, debutantpoesi er en helt anden og langt vildere ting.

Debutprosa har fået prisen, masser af debutprosa, fra Peter Høeg til Erik Valeur, og har fået andre af de store priser, ikke mindst De Gyldne Laurbær. Men faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste debutdigtsamling, der har scoret en af de store litteraturpriser i nyere tid.

Og én ting er debutantpoesi, en anden ting er debutantpoesi skrevet af en sytten-attenårig wonderboy, der vinder læserpriser og sælger 100.000 – jeg elsker at sige det tal, det er så sjældent, jeg får lov at glæde mig umådeholdent over så højt et tal – hundredtusinde eksemplarer!

Og en tredje ting, der burde være plat umulig i denne Jussi Adler Olsen-verden, er fremragende god debutantpoesi skrevet af en sytten-attenårig wonderboy, der vinder læserpriser og sælger – nu siger jeg tallet igen – 100.000 eksemplarer.

Men det er nemmere at opregne de måder, digteren Yahya Hassan og digtsamlingen Yahya Hassan ikke er enestående på end de måder, han og den er det på. Fx er det ikke enestående, at en sytten-attenårig wonderboy skriver fremragende god poesi, det er sjældent, men ikke enestående.

Tænk på sytten-attenårige Arthur Rimbaud, også noget af en desperado, men i den omvendte rækkefølge af Yahya, hvis der er en rækkefølge for Yahya altså: Først er Arthur duks og dydsmønster hjemme i lillebyen Charleville, men da han omkring 1870 bryder igennem til sin egen moderne poesi, bryder hans velopdragenhed sammen; han stikker hjemmefra for at ture radikalt på parisiske cafeer med mentoren Verlaine, klassisk forfatterskoling, og skrive vilde, vilde digte.

Dette er en af hans såkaldte Illuminationer, passende betitlet »Opbrud«, her i Erik Knudsens friske oldinge-oversættelse:

»Set nok. Visionen har mødt mig under alle himmelstrøg./ Fået nok. Lydene i byen, om aftenen, og i solen, og altid./ Gået nok. Pauserne i livet – O Lyde og Visioner! / Opbrud i ny lidenskab, ny larm.«

Vel er Trillegården ikke Charleville og København slet ikke Paris, men samme på én gang gammelkloge og rådvilde og fandenivoldske opbrudsstemning finder vi, mindre koncentreret, mere viltert, i Yahyas digt »Februarforudsigelighed«, her sidste tredjedel:

»DE SIGER VÅGN OP OG LUGT TIL KUSSEN/ MEN JEG SÆTTER ILD TIL ORDENE/ JEG SER VÆK/ DE LIDER/ MEN DET ER IKKE MIN KAMP/ MIT KØD ER FREMMEDGJORT/ FORTOVET ER IKKE MIT/ JEG SMILER I SOLSKIN OG STEMNINGER/ JEG VIL GERNE TALE/ MEN IKKE OM DÉT/ NOTÉR AT JEG ER BANGE/ AT JEG SUGER PÅ ENDNU EN CIGARET/ HOLD DIG FRA DETTE MØRKE/ ALLE DER ELSKER DIG VIL RÅDE DIG SÅLEDES/ ALLE VIL KNEPPE DIG/ SNART LIGGER DU DØD I EN GRØFT/ KVALT I DIN EGEN POESI/ DINE BØSSEKRØLLER KAN IKKE REDDE DIG/ MEN DET ER FOR TIDLIGT AT BLIVE SENTIMENTAL/ FOR TIDLIGT AT RYGE EN JOINT/ OG BLIVE SÅDAN EN DER GÅR OMVEJEN/ UDEN AT HAVE ET ÆRINDE MED ALLAH/ JEG VINKER FARVEL SOM ET LILLE BARN/ 1 2 3 MIDT I AL FORGÆNGELIGHEDEN.«

Jeg tror, Arthur i et alternativt univers havde været et stort, karismatisk hit på et fransk Deadline, men det smarte ved de 100.000 eksemplarer er jo, at Yahya ikke behøver at tage til Afrika og blive våbenhandler (selvom han med garanti ville være en glimrende våbenhandler) og få amputeret sit ben, fordi poesien ikke betaler sig. (Udødelige Illuminationer udkom i et usælgeligt, normalt dansk digtsamlingsoplag på 500).

Hvis han bare nøjes med at indkøbe én Mercedes Benz, én guldpistol og én diamantfyldning for alle sine millioner.

NU er de visionært forvildede illuminationer jo rent faktisk i mindretal i Yahyas bog; det er de nøgternt og grelt socialrealistiske polaroider, der dominerer. Digtet efter »Februarforudsigelighed« hedder sigende nok »Ghettoguide« og er det første digt skrevet på gnæggende, gækkende ghettodansk, nogle linjer derfra:

»HUN KENDER PROCEDURE/ MANDEN DER ER MIN FAR/ ENGANG HAN HAVDE EN KNALLERT/ MEN NU HAN KØRER TAXA HELE DAGEN/ HAN KOMMER HJEM TIL BØN/ MOR HUN KENDER VEJEN/ FRA KØKKENEN TIL VÆRELSEN/ HAN LÅSER DØR/ OG MIG JEG VED HAN SKAL ENTEN SLÅ ELLER KNEP.«

Jeg kommer til at tænke på en anden 1800-tals-forfatter, lige fyrre år yngre end Rimbaud, der i stedet for at skrive vilde, vilde digte skrev vilde, vilde romaner og derfor godt kunne sælge 100.000 eksemplarer allerede som purung, nemlig Charles Dickens.

Og hans roman nr. 2, Oliver Twist, der i højt, melodramatisk gear viste englænderne et forarmet og forrået London, de aldrig før var blevet tilbudt kunstnerisk førstehåndskendskab til. Nøjagtig ligesom Yahyas digtsamling og danskerne og Aarhus Vest.

Forskellen er, at hovedpersonen Oliver er en lille dydigprins som Rimbaud – før han holdt op med at rime – der nægter at stjæle iPads fra sin velgører. Yahyas bog er Oliver Twist, hvis det i stedet var Olivers unge læremester ud i tyvekunsten, The Artful Dodger, der var hovedperson og jegfortæller. Hans navn oversættes almindeligvis bare til Lurendrejeren, jeg har leget med en mere præcis fordanskning:

Den Listige Smutter, Den kunstfærdige Forputter. For meningen er jo, at han er lige så dygtig til at løfte lommetørklæder og tegnebøger fra bedsteborgeres lommer, som han er til at smutte væk bagefter og undgå lovens lange arm (det er også oplagt at sammenligne Dodgers spilfærdige cockney-slang med Yahyas ghettodansk).

Yahya er om ikke en mestertyv, så en rimelig kapabel røver; ret mange af bogens forbrydelser bliver han tilsyneladende ikke dømt for. Og hele tiden er han på flugt, derfor også den vældige fart over bogen, helt konkret fra opholdssteder og gerningssteder, pædagoger og politi, to digte hedder »Politijagt«, men også fra sin familie og sin religion og samtlige sine identiteter, frem og tilbage og rundt og rundt, som i begyndelsen på det fænomenale, afsluttende »Langdigt«:

»JEG ER EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER/ MIG JEG SKRIVER MAILS TIL LARS SKINNEBACH/ TIL PABLO LLAMBÍAS OG SIMON PASTERNAK/ DEN NÆSTE DAG JEG ER SIGTET FOR BILTYVERI/ OG GADERØVERI OG INDBRUD.«

Digteren hjælper tyven til at slippe med en betinget straf, godt smuttet dér. Men pludselig kan spillet smutte ud af kontrol:

»JEG TROPPER OP PÅ FORLAG/ MED DEN DER ANSIGT DER LIGNER MIN FARS/ VISER DEN FREM/ MED LIVLIG PIK OG SEKRETÆR I TANKERNE.«

Det er en trodsig og hånlig smutten, halen mellem benene som en løftet fuckfinger, hvis I undskylder det uelegante billede, direkte i fjæset på hvem det skal være eller eksklusivt flashet nede i den akut åbenmundede poesi:

»MIG JEG ER LIGEGLAD/ MED LILLE LORT OG STORE LORT/ OG NØRREBRO OG TINGBJERG/ OG VOLLSMOSE OG GELLERUP.«

Der er to undtagelser i al denne omkringsmutten, digterens søskende, som han spontant kerer sig meget om, og så bøgerne, de gode bøger:

Politiet »RANSAGER LEJLIGHEDEN/ KONFISKERER COMPUTERNE OG TO WALKIE-TALKIER/ ET BAT OG EN RETURKASSE FYLDT MED KRIMIER/ JEG SIGER TAG BARE KASSEN MEN RØR IKKE MIN SAMLING.«

Samlingen løber ingen steder, den er hjerterummet. Og for personen Yahya Hassan er følgende enkle konstatering vel den største ros, bogen Yahya Hassan kan få: Det er en bog til samlingen. Til 100.000 samlinger, hvoraf flere formentlig er grundlagt med dette forbandet lykkelige fænomen af en fucking digtsamling. Tillykke til Danmark med den – og tag bare imod konvolutten, den er fuld af penge!

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533