Bøger | 2006

For fulde sejl. Weekendavisens Litteraturpris går til Jørgen Leth for hans erindringsbog »Det uperfekte menneske«. Ved festmiddagen i aftes holdt Bo Bjørnvig pristalen.

Af Bo Bjørnvig

Syndsforladelsen

Kære Jørgen Leth . Det er sket før i historien. For det seksuelle vækker så mange dybe følelser i folk, at de blander deres eget liv ind i det, hvad enten de vil eller ej.

Samuel Pepys, en højtstående embedsmand i det engelske flådeministerium, skrev dagbog i 1660erne, og som der står i Gyldendals Litteraturleksikon, er Pepys »en vigtig kilde til vor viden om periodens dagligliv.« Og så tilføjes det lakonisk: »Desuden en meget åbenhjertig selvskildring.« Casanova gjorde det i 1700-tallet, og en rig viktorianer, som kaldte sig Walter, gjorde det i 1800-tallet – leverede meget åbenhjertige selvskildringer. Og dermed uvurderligt kildemateriale om deres samtid.

For sanselighed kender ingen klasseskel, eller rettere: den seksuelle spænding øges, når man krydser klasseskellene – det véd du om nogen, og det fik du om nogen at høre for.

Derfor er disse åbenhjertige værker særlig gode kilder om samtiden – fordi hovedpersonerne bevæger sig i alle sociale lag, og i den postcoitale fase får de deres partnere til at fortælle og betro sig – og det er faktisk ikke så lidt, man får at vide om datidens barske livsvilkår.

Når disse åbenhjertige selvbiografer slap personligt godt fra det, skyldtes det alene, at de var døde, da deres erindringer udkom. Ikke alle er så påpasselige, ikke du, Leth , og en af dine forgængere, Frank Harris, ventede heller ikke med at udkomme, til han havde bragt sig i sikkerhed i Himlen, eller hvor han nu endte. I Himlen, mener jeg i øvrigt, for den, der elsker, synder ikke.

Redaktøren og forfatteren Frank Harris omgikkes ligesom Casanova tidens store mænd – som du også gør. Harris kendte dem alle fra Gladstone til Oscar Wilde – og så altså unge piger og kvinder fra alle lag. Han udgav i 1920rne sine erindringer, hvorom omtalte leksikon skriver: »De vakte furore på grund af nogle ret uskyldige erotiske passager.« Faktisk trådte en række franske forfattere og intellektuelle i brechen for Frank Harris, da han var ved at blive slæbt for retten i Frankrig, hvor han boede – historien gentager sig.

Det er 30 år siden Gyldendals Litteraturleksikon udkom og beskrev Harris som ret uskyldig, men da Frank Harris indimellem er sammen med ret unge piger, og vi i dag er meget opmærksomme på den slags, så bliver hans erindringer måske snart fjernet fra bibliotekernes hylder, hvis ikke deres klassiker-status redder dem.

Også Rousseau har bekendt og andre med ham – traditionen for åbenhjertige selvbiografier er stærk og heldigvis stadig levende. Ligesom historien om deres skæbne i offentligheden er en historie for sig. Som vi lige har oplevet.

For man kan aldrig være helt sikker på, hvad der støder offentligheden. Retssagen mod Oscar Wilde anser vi i dag for en skændsel, og Frank Harris fortæller, hvordan de to efter Wildes løsladelse sidder på en restaurant i Sydfrankrig, og et engelsk par nærmest spytter efter Wilde, da de genkender ham.

Så galt gik det ikke for dig, Leth , du sidder her. Der kom oven i købet noget godt ud af det i form af en sædelighedsfejde, der rensede luften – en luft som efterhånden var blevet en smule trykkende af kønspolitisk korrekthed.

Men du var selv ude om det! Du vidste i den grad, hvad du gjorde. I din bog, Historier fra Haiti, fortæller du om en smuk sort pige, Sophie Destin, der skriver digte. Et af hendes digte lyder:

»Den bedste ting i livet er/sandheden/Det er nødvendigt at jeg siger/sandheden/for det er det gode.«

Og så skriver du: »Det har jeg givet hende ret i. Bare fortsæt med at sige sandheden, lød mit tilbagevendende råd. Jeg skriver også sandheden. Jeg gør det med den frydefulde forventning, at jeg, når disse linjer læses, sikkert vil blive beskyldt for en neokolonialistisk og chauvinistisk holdning og for at udnytte situationen – den ældre hvide digter og den unge sorte aspirerende digterinde i et fjerdeverdensland.«

Så du har hele tiden været yderst bevidst om, hvad du skriver og virkningen af det. Selvfølgelig, du er jo kunstner. Du véd, at uden sandfærdighed går det ikke. Så er det uinteressant. Du ved også, at god kunst har det med at provokere. Det gør alt, som åbner folks øjne og gør en smule ondt.

Men helt så enkelt er det alligevel ikke, det med at sige sandheden. For når det drejer sig om det seksuelle, så suger det ofte al opmærksomheden. Af bogens 350 sider er der måske 15, der beskriver selve akten og tilløbet til den, men de 15 sider svulmer op i folks bevidsthed og ender med at skygge for resten. Politikens lederskribent mente slet ikke, han behøvede at læse mere for at danne sig et billede af bogen.

Evig skam over ham. Når vi anmeldere til manges forargelse netop ikke blev forargede over din bog, skyldtes det, at vi havde læst hele bogen og set, hvordan akt-beskrivelserne indgik i sammenhængen og forklarede dit liv og din kunst.

Og så har de jo alligevel ret, de forargede. Ikke i at være forargede, men i at de 15 sider er vigtige, for det er her, du afslører den afgørende drivkraft i dit liv. Som du fik lov til at udfolde, fordi kvinderne blev tiltrukket. Hvad der tiltrak, har din forgænger, Frank Harris, et bud på i et digt af 1600-tals lyrikeren George Chapman, der indleder bind tre, og som er talt ud af mangen kvindes mund:

Giv mig en mand som på det oprørte hav

elsker at have sine sejl fyldt med lystfulde vinde

til sejlbommene ryster, masterne knager

og det henførte skib hun dykker sin side så lavt

at hun drikker vand mens hendes køl pløjer luft.

Mænd for fulde sejl tiltrækker kvinder. Og du har så at sige sejlet en del og også nogle i sænk.

Og du har endnu et talent som livskaptajn – din forbløffende evne til at undgå at løbe på undersøiske skær: mens alt omkring dig sydede af politik, manøvrerede du smart og dygtigt udenom. Og leverer så lige et par afskedssalutter.

Rejserne, rækken af strålende middage med spændende venner og dyre vine, kvinderne og forkælelsen i det hele – det er meget provokerende. Men heldigvis har du haft en række psykiske sammenbrud undervejs, der kunne give dig syndsforladelse. Ellers ville misundelsens bølge rejse sig, forudså jeg i min anmeldelse. Det gjorde den alligevel, dine sammenbrud var ikke store nok, eller også var din livslyst for stor.

Filmscenen fra dit benspænd-samarbejde med Lars von Trier, hvor du sidder ved et opulent bord med vin i krystalglas midt i Bombays slum, er et slående billede på dit liv. Med os andre stående måbende omkring.

Måske lidt overdrevet, men de forargede reaktioner havde det billede i sig og er på sin vis ærlige. Sådanne reaktioner kan være ubehagelige, drevet af jalousi og selvhad og projektion, men de skal tages avorligt, for de siger også noget. Om kølighed, distance.

Titlen Det uperfekte menneske spiller på din film-klassiker Det perfekte menneske, men du har den frækhed at sætte u’et i rødt, så man let overser det. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, du mener vel, at det perfekte menneske er det uperfekte menneske. Haitianerne omkring dig er således så »uperfekte«, at de nærmer sig det perfekte. De er dit laboratorium, din uendeligt spændende forsøgsrække – ligesom du selv er det.

Men bag en forsøgsrække står en iscenesætter med et køligt overblik, som registrerer, måler, vejer og sammenfatter resultaterne. Skaber mønstre i kaoset.

Her har du en stålsathed, en coolness, der kan minde om Don Juans i slutningen af Mozarts opera, når Stengæsten prøver at få ham til at angre. Du er fyldt af samme trodsige raseri, når du efter et brudt ægteskab skriver:

»Den slags sker. Det er en vitalitet. Der sker uafvendelige ting. Man kan ikke skrue tiden tilbage og lave om. Livet er godt nok, som det er. Nye ting sker, nye smertelige forandringer må fordøjes. Det er der absolut ikke noget klogt i at konstatere. Sådan er det. Kan man leve med sin egen erindring om alt det, der gjorde ondt, og alt det der skabte øjeblikke af svimlende lykke? Det er vel opgaven.«

Ingen anger her. Med Johannes V. Jensens ord: »Værre er liv ulevet.«

Det er beundringsværdigt usentimentalt og samtidig en smule køligt. Men fremfor alt ærligt: ikke at foregive følelser, hvor ingen er.

De er så til gengæld rigeligt investeret i beundringen for stjernerne omkring dig – som giver dig en række af store oplevelser. Jeg skrev, at du havde raffineret vandbærer-jobbet til så stor en kunst, at du selv var blevet stjerne. Og det skal forstås positivt.

Også fordi – nej, især fordi du skriver klokkeklart. Uden nykker og kryptiske uklarheder. Digte renset for lyrismer, prosa renset for adjektiver – når ikke lige du møder en af dine guruer, så får du et superlativ-anfald, men det er hurtigt overstået. Skal vi kalde det tribut, en bøn, til kunstens og sportens Gud?

Med kameraet er du derimod indimellem kryptisk – når ikke du dyrker den sublime sportsdokumentar, så er du igen klarheden selv.

Som cykelkommentator er du en skøn blanding af det hele, klar, kryptisk, kulturel og vinogmadglad. Meget fransk, i øvrigt.

Men i udførelsen af din altomfattende metier melder noget sig, der kan ligne, om ikke ligefrem anger, så betænkelighed. Angående stillingen som voyeur.

Det sker igen i din gode artikelsamling Historier fra Haiti – som på mange måder kompletterer erindringerne – hvori du skriver: På Haiti har jeg »...fornemmelsen af at anbringe mig selv i en af de mærkeligste og mest vedkommende og mest bevægende historier i vores tid.«

Du er kort sagt på alle måder godt anbragt dér, og så kommer der alligevel noget for dig så ukarakteristisk som en moralsk eftertanke: »Jeg er iagttager, voyeur, i nogle situationer måske et privilegeret vidne, jeg har ingen illusioner om at dele det haitianske folks vilkår og skæbne.«

Altså ingen falsk solidaritet her – »men det er nødvendigt, at man synes man har en opgave her, ellers vil det være svært at leve side om side med den anmassende elendighed og fordøje de daglige indtryk af uretfærdighed og død.«

Æstetikeren og voyeuren skal have en opgave. Det er hans syndsforladelse. Nu får du en belønning i form af en kuvert med 50.000 kr. fra Det Berlingske Officin for veludført opgave, som måske kan hjælpe til – at sjælen ud af Skærsilden springer.

Hjerteligt tillykke, Jørgen Leth.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533