Bøger uge 4 | 2011

Interview. »Jo mere jeg har arbejdet med teksten, mærket at der sker noget med den, mærket en fremdrift, jo bedre har det passet mig, at jeg var glemt. At jeg var helt hemmelig.« Ti års arbejde med roman nummer tre endte lykkeligt for Birgithe Kosovic.

Af Joakim Jakobsen

Milovan, Radoslav og de andre

En dag i 1991 gik det op for Birgithe Kosovic, at det var sandt: Jugoslavien, som hun kendte fra de årlige sommerbesøg hos faderens familie i Dubrovnik, var ved at bryde sammen i borgerkrig. Den 21-årige Kosovic sad i S-toget, på vej fra barndomshjemmet i Albertslund til København.

»Jeg sad i toget og læste Information. Jeg læste lederartiklen, og da forstod jeg, at det var alvor: Hæren var på vej ud over Jugoslavien, og nu var det kun et spørgsmål om tid, før en by som Dubrovnik også ville blive besat. Indtil da havde jeg haft en opfattelse af, at det kunne simpelt hen ikke passe, at der ville bryde krig ud: Det må ikke ske – det kan ikke ske. Men det gjorde det jo.«

Senere ankom hendes farbror og tante fra Dubrovnik med deres tre børn til Albertslund. Flygtet fra hele deres tilværelse.

»Når man flygter på den måde, tænker man jo: Det her er kun noget midlertidigt. De flyttede ind hos mine forældre i Albertslund, men efterhånden som det stod klart, at krigen ikke sluttede med det samme, og at de ikke kunne tage det som et intermezzo, måtte de søge om opholdstilladelse. Og så måtte de ind i systemet og bo på to små værelser i Sandholmlejren, opskriften på en depression. De har boet her siden, og nu bor de også i Albertslund, hvor de har fundet sig godt til rette. Det ville også være svært at vende tilbage. De er jo serbere fra Kroatien. Men det var meget abstrakt for mig som 21-årig dansker dengang. Jeg var lige i gang med at opdage mig selv, mænd og alt muligt. Og de talte ikke dansk dengang. Da de så blev flyttet til Sandholmlejren, var de meget langt væk for sådan et ungt menneske som mig. I dag føler jeg, at jeg ikke var der for dem, som jeg burde have været.«

Birgithe Kosovic sidder i sit køkken på Østerbro. Hun trækker på skuldrene.

»Men det var, som det var.«

Til gengæld har Birgithe Kosovic trukket på både sin far og sin farbror, da hun skrev Det dobbelte land. Den roman, som Weekendavisens læsere netop har kåret til årets bedste bog 2010.

– Hvad har de sagt til romanen, de to brødre?

»Min far har sagt: Den er god ... og det er store ord fra min gamle patriarkfar. For min fars bror har det nok også været en god oplevelse. Forestil dig at være midt i livet og måtte flygte fra København og aldrig kunne vende tilbage, fordi der er krig, husene bliver bombet, og folk er splittet i fraktioner. Ens historie er jo forbundet med et sted, og så skal man lave en helt ny historie. Derfor har det måske været en måde, hvorpå han kunne holde fast i alt det, han er flygtet fra, og opleve en værdi ved det. Han har været meget gavmild og diskuteret alting med mig.«

Birgithe Kosovic er født 1972. Resultatet af en slags mellemlanding.

»Min far kom til Danmark i 1970. Han var faktisk på vej til USA, hvor han havde en onkel. Den klassiske onkel i Amerika: Han sendte jeans, chokolade, kaffe og en fin blomstret kjole til min farmor. Og de boede i det fattigste, fattigste Hercegovina, så de her pakker fra USA var som UFOer, der landede på marken. Min far vidste altid, at han ville til udlandet. Han fik tilbudt medlemskab af kommunistpartiet to eller tre gange, men sagde nej, fordi det ikke skulle stå i hans papirer.«

– Men det blev Danmark?

»Han havde en ven i København, som havde sendt ham 100 kroner, så på vej til USA skulle han lige op og fyre den af i København. Ifølge familielegenden var det den her figur, der afgjorde tingene ...«

Birgithe Kosovic tegner en yppigt kurvet kvindeskikkelse med begge hænder i luften. Hun griner:

»... det var min mor. Han så hende bagfra, og et halvt år senere ventede de mig. Det var ligesom dét. Bordet fangede.«

Det dobbelte land har været længe undervejs. Tilsyneladende en svær treer, efter at Birgithe Kosovic havde udsendt sine første to romaner i 1997 og 1999.

»Jeg har altid vidst, at jeg på et eller andet tidspunkt gerne ville skrive den her historie. Det er beretninger, som min far har fortalt, fra jeg var helt lille. De historier er en del af min bagage, og så gik jeg i gang for 10-11 år siden. Men det var svært for mig at finde ud af, hvor jeg skulle begynde og ende. Jeg havde alle de her personer, men jeg forstod i virkeligheden ikke den historiske kontekst, som de indgik i. Og manden hænger jo sammen med den historiske situation, så jeg var nødt til at finde ud af, hvad Jugoslavien egentlig handlede om.«

Det førte hende til omfattende research. Birgithe Kosovic bestilte bøger hjem fra udlandet, og hun tilbragte mange dage på Det Kongelige Bibliotek.

»Jeg prøvede også at tilegne mig en del af det serbokroatiske sprog. Det brugte jeg et halvt år på, meget intensivt. Men jeg indså, at det var lige ambitiøst nok. Det ville tage flere år. Researchen gik i mange retninger. Til at begynde med troede jeg, det skulle være en historie i fire bind. Det skulle være fire generationer, som skulle spejle hinanden. Fortællingen skulle begynde i nutiden og gå baglæns, så historierne pludselig kunne ses fra en anden vinkel, når man kom tilbage i tiden. Men efterhånden som jeg arbejdede med det, kunne jeg se, at nej, jeg skulle ikke holde noget tilbage og gemme til senere bøger. Jeg skulle have det hele med i denne her. Og jeg har faktisk arbejdet kontinuerligt på den i ti år. Det har selvfølgelig også været lidt mærkeligt. For hvert år har jeg tænkt: Åh, nej – nu bliver jeg glemt, jeg forsvinder. Og det bliver mere og mere freakish: Hvad laver du? Jeg skriver på en bog på fjerde år, på sjette år, på syvende år ... Men jo mere jeg er dykket ned i stoffet og har arbejdet med teksten, mærket at der sker noget med den, mærket en fremdrift, jo bedre har det passet mig, at jeg var glemt. At jeg var helt hemmelig. Så det var faktisk ikke noget problem.«

– Findes Milovan virkelig?

»Ja, men han hedder noget andet i virkeligheden. Han er min fars farbror. Og ham, som er Milovans far i bogen, er i virkeligheden hans storebror, Radoslav. Det skyldes, at det er en meget stor søskendeflok. Min farfar var den yngste ud af vistnok 14 søskende – min oldefar havde to ægteskaber.«

– Og ham den ældre bror, partisanen Radoslav, altså faderen i bogen – han blev virkelig sendt rundt i Jugoslavien for at likvidere ustasjaer og kollaboratører efter Anden Verdenskrig?

»Ja, jeg tror simpelt hen, han var ødelagt af krigen. Han blev formet til dét, til udrensning – det var dét, han kunne. Da krigen var slut, truede han sig til en politisk post, men han evnede ikke det liv. Jeg tror, han havde det som en løve i et bur, når han skulle sidde der på et kontor og møde hver dag. Han havde jo levet under åben himmel med sine mænd i årevis og hele tiden været on the run.«

– Så skulle han jo også pludselig tale pænt til folk og vise hensyn ...

»Han var meget frygtet af sine medarbejdere i embedsværket. Jeg kender ikke detaljerne, men jeg kan forestille mig, det var på hans egen foranledning, at han blev en, der rejste rundt og rensede ud. Han var en meget barsk mand. Min far har fortalt, at han var meget bange for ham. Man blev straffet hårdt, hvis man ikke gjorde, hvad han sagde. Min farmor, som var noget yngre, havde kun hørt om Radoslav, da hun giftede sig med min farfar under Anden Verdenskrig. På et tidspunkt under krigen kommer Radoslav forbi landsbyen, og min farmor sidder ved siden af ham ved middagsbordet. Hun græder under hele måltidet. Jeg tror, han har haft en aura af død omkring sig. En skræmmende mand. Men det var altså også min farmor, der passede ham, da han døde. Og senere har min farmor omtalt ham som en god mand, en ordentlig mand. Sådan er det måske i familier, hvor der er sket frygtelige ting: De, som er tættest på, ønsker faktisk ikke at huske det – de vil bare nedtone det. Men generationerne efter har ikke den samme berøringsangst, de er ikke så bange for det. Derfor har det været min far og især hans bror, der har fortalt mig historierne om Radoslav.«

– Hvad med din egen berøringsangst?

»Jeg har naturligvis spurgt mig selv, hvor langt jeg kan gå. Jeg har også noget overtro, der gør, at jeg passer på. Per Kirkeby har engang fortalt om, hvordan han stod og malede et lyn. Kort efter ringer hans kone og fortæller, at lynet er slået ned to meter fra barnevognen. Derfor er jeg også påpasselig med den forestilling, man skaber – at den ikke er med til at skabe den virkelighed, man er i. Jeg er forsigtig med at digte om de her virkelige personer.«

– Lever Milovan?

»Ja, han er 78-79 år, og han ved godt, at jeg har skrevet en bog om ham. Jeg talte med ham tidligt i forløbet, vel for ni-ti år siden.«

– Du går jo langt ind i ham. Og det er ikke behagelige ting alt sammen?

»Nej, det er den anden side af det. Som forfatter kan jeg ikke sidde og skrive en helt igennem lykkelig historie. Ingen gider læse om paradis, vel? Vi har ikke lyst til at leve de liv, som vi har lyst til at høre om, vel? De film, vi ser, de bøger, vi læser, skal være spændende. Vi interesserer os for andre liv end dem, vi selv har lyst til at leve. Som forfatter er jeg nødt til at tage fat, hvor det gør ondt. Jeg mener heller ikke, at kunstnere har noget moralsk ansvar over for nogen eller noget. Hverken i forhold til politik eller deres familie eller andre mennesker. «

– Du er vokset op på Københavns vestegn. Kan du forestille dig at skrive en roman derfra? Fra din mors side af familien?

»Ja, men ikke så konkret. Min mor har aldrig fortalt historier på den måde. Så da jeg voksede op, troede jeg, at det kun var mænd, der fortalte historier. Damn it, jeg er ikke født til at blive en mand og fortælle historier! Men selvfølgelig er der også historier på den side. Min morfar var frihedskæmper under Besættelsen, og min mormors søster var sammen med en tysk soldat. Nogle gange skulle de jo mødes, i hvert fald de to søstre hos mine oldeforældre, og sådan en middag gad jeg altså godt have overværet. Men for min mors vedkommende ville det mere være noget tematisk. Min mor er et meget blidt menneske, og hun kan noget med at tilgive. Det er ret spændende, synes jeg. Og det kunne jeg godt tænke mig at skrive om.«

Birgithe Kosovic: »Min far har sagt: Den er god ... og det er store ord fra min gamle patriarkfar.« Foto: Jens Astrup

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533