Bøger | 2009

Weekendavisens Litteraturpris 2008 samt 100.000 kroner går til historikeren Mikkel Kirkebæk for hans biografi om Schalburg ...

Af Peter Tudvad

Læserne har valgt årets bog: Den patriotiske landsforræder

Det er egentlig forunderligt, at der skulle gå så mange år, før nogen skrev en stor biografi om Christian Frederik von Schalburg. En tilsvarende skikkelse ville i de fleste andre lande allerede have fået adskillige skribenter på banen og utvivlsomt have ledt til litterære fejder om den rette fortolkning af ham.

Sagen er måske den, at Schalburg aldrig helt har vundet indfødsret i den danske historie. Hans mor var jo russisk, og han levede selv de første 11 år af sit liv i zarens Rusland. Men nok så væsentligt diskvalificerede han sig selv, da han kort før besættelsen af Danmark meldte sig ind i DNSAP og kort efter meldte sig frivilligt til Waffen-SS. På den måde havde han utvetydigt gjort fælles sag med den tyske besættelsesmagt, så han i efterkrigstidens historieskrivning nødvendigvis måtte tælle som landsforræder.

Sådan ville han bestemt ikke selv have set på det. Tværtimod opfattede han sig som en patriot, der med større mod og konsekvens end sine lunkne landsmænd satte livet ind for alt, hvad han havde kært. Det var ikke ham, der den 9. april 1940 havde strakt våben efter to timers sporadisk kamp i Sønderjylland. Han ville have kæmpet til sidste blodsdråbe, hvis han havde fået mulighed for det.

Til oprigtig sorg og ærgrelse for ham selv befandt han sig hin tirsdag morgen i Finland, hvor han forgæves havde håbet at komme i kamp med de sovjetiske rødarmister. Da han nu hørte, at Danmark var blevet besat næsten uden sværdslag, satte han sig til at græde som pisket og overvejede at tage til Norge for dér at tage kampen op mod tyskerne - altså mod sine egne partifæller!

For mig og sikkert for mange andre er denne scene en af de stærkeste i den biografi om Schalburg, som nu er blevet valgt af Weekendavisens læsere som årets bog. Den er stærk, fordi den med al umiddelbarhedens styrke bryder det panser af efterrationaliseringer, der har ladet os finde tryghed i forestillingen om, at en landsforræder er en landsforræder og en patriot en patriot.

Det er hele dette manikæiske univers, som Mikkel Kirkebæk med et fordomsfrit syn på historien og et solidt greb om kilderne får til at bryde sammen. Som sådan er det en farlig mission, han har begivet sig ud på, for et enkelt fejltrin - et enkelt ord, der kunne misforstås - og han ville som historiker blive sat i bås med revisionister og apologeter.

Så meget desto mere imponerende er det, at han trods den vidtstrakte empati, man altid må vise sin hovedperson, når man skriver en biografi, holder hovedet koldt fra første til sidste side. Ja, hvad man kunne have af mistanker, bliver faktisk allerede gjort til skamme af hans pirrende og præcise titel på bogen: Schalburg - en patriotisk landsforræder.

Man kan godt ærgre sig over, at Schalburg faldt på østfronten i juni 1942, ikke af sympati for hans sag, men af interesse for, hvordan han ville have stillet sig, når han efter Tysklands nederlag kom hjem til Danmark og blev stillet for retten, sigtet for landsskadelig virksomhed.

Han havde jo villet kæmpe mod tyskerne den 9. april, og han havde kun gjort fælles sag med dem, fordi danskerne med den æreløse kapitulation havde demonstreret deres manglende vilje til at forsvare sig selv. Og som påskud til besættelsen havde tyskerne jo netop angivet frygten for, at danskerne ikke ville forsvare sig over for et engelsk angreb, som kunne åbne en flanke lige nord for Tyskland. Altså var tyskerne og ikke danskerne mænd af ord og ære.

Derfor havde Schalburg kun spot tilovers for sine landsmænd, som han jævnt hen så som »Svæklinge, Bløddyr og Opportunister«. Tilsvarende kaldte han den danske nation under samarbejdsregeringens forsigtige ledelse for »Scavenius' konge- og hærløse Kræmmerprotektorat«. Sine gamle kammerater fra Dansk Finlands-Korps havde han heller ikke megen respekt for, når de gerne ville have kæmpet sammen med finnerne mod Sovjetunionen, men ikke ville gøre fælles front med tyskerne mod den samme fjende: »Hil jer Feltsportshelte«!

Med andre ord havde Schalburg ikke nogen forståelse for, at det var hans tilslutning til nazismen og ikke hans afstandtagen fra kommunismen, der skilte ham fra hans landsmænd og gamle kammerater. Han var, som Kirkebæk med al ønskelig tydelighed demonstrerer, en urokkelig aristokrat, der fuldstændig havde adopteret ideen om en historisk og altafgørende kamp mellem to verdensanskuelser: den nationalsocialistiske eller pangermanistiske på den ene side og den kommunistiske på den anden side. Tilmed kandiderede han med Kirkebæks ord til titlen som det 20. århundredes største danske antisemit, da han slog jøder og bolsjevikker over én kam som skarn, der bare skulle fejes ud og efterlades på møddingen.

Afgørende i denne sammenhæng er imidlertid, om antisemitisme, militarisme og totalitarisme kvalificerer Schalburg som landsforræder. Det gør det selvfølgelig ikke, men at han var antisemit, militarist og totalitarist, gør det så meget desto mere interessant at sammenligne ham med en ligesindet, der alligevel har vundet status som patriot. Jeg tænker på hovedmanden bag det mislykkede attentatforsøg på Hitler den 20. juli 1944, nemlig Claus Schenk Graf von Stauffenberg.

Som bekendt er Stauffenberg gået over i historien som en patriot, der med sit liv betalte for, at alle hans landsmænd ikke efter krigen skulle blive slået over en kam som Hitlers lydige og tro støtter. Det var modigt af Stauffenberg at gøre forsøget, som bestemt ikke havde de bedste odds for sig, og det var selvfølgelig også rigtigt af ham at gøre det.

Men det var først i 1942 - året for Schalburgs død - at det endelig gik op for ham, at Det tredje Rige ikke var genfødelsen af det mytiske Tyskland, som han selv sværmede for. Han meldte sig aldrig ind i NSDAP, men han havde støttet Hitler og hilst hans udnævnelse til rigskansler med begejstring. Han stod sågar helt bogstaveligt model for den ideale nazistiske soldat i skikkelse af en monumental statue. Og da Polen i 1939 var blevet besat, skrev han hjem derfra, at der var en »utrolig pøbel, en masse jøder og en masse bastarder. Et folk, der kun føler sig tilpas med pisken over nakken. De tusinder af fanger vil gøre godt i vores landbrug.«

Stauffenberg var bestemt ikke demokrat, pacifist eller humanist. Han tilhørte en aristokratisk krigerkaste, der læste digte og drømte om det hellige Tyskland - ganske som Schalburg, der oven i købet selv fattede pennen for at skrive oder til det hellige Rusland.

Christian Frederik von Schalburg og Claus Schenk Graf von Stauffenberg! Hvad er forskellen på de to, når det kommer til stykket? De døde ikke for det samme, men den karakter, der skulle til for at sætte livet på spil, var de fælles om. Begge var frygtløse og fanatiske soldater, der med lige dele idealisme og pragmatisme fik nazismen til at passe med deres eget verdensbillede. Antisemitisme, militarisme og totalitarisme var de også fælles om, ligesom de begge var troende kristne med en aktivistisk fortolkning af evangeliet. Så hvis Stauffenberg også var død i 1942, ville vi ikke have dømt ham stort anderledes end Schalburg.

På samme kontrafaktiske måde spørger Mikkel Kirkebæk i sin biografi, hvordan vi ville have set på Schalburg, hvis han var død to år tidligere, end han faktisk gjorde - hvis han altså var faldet som frivillig i Dansk Finlands-Korps under vinterkrigen eller endnu bedre som officer i spidsen for en dansk hærdeling den 9. april 1940. Var hans død så ikke blevet fejret som et offer for Danmarks frihed og han selv som en helt på linje med de største i den senere modstandskamp?

Spørgsmålet er hverken ment retorisk eller som en pikant anledning til at fundere over historiens tilfældigheder, for besvarelsen afslører os selv. Hvis vi nemlig ville fejre Schalburg som en helt, fordi han døde for Danmark, så må vi tilstå, at vi i patriotismens navn var parat til at se igennem fingre med hans antisemitisme, militarisme og totalitarisme.

Derfor kan man også godt få en lidt dårlig smag i munden, når Stauffenberg ikke bare i Tyskland, men også i Hollywood ophøjes til et moralsk forbillede. Således kan man aktuelt se ham som hovedperson i filmen Operation Valkyrie, hvor han i skikkelse af Tom Cruise præsenteres som en éndimensional helt, der springer fiks og færdig frem på scenen, som havde han aldrig været andet end regimets svorne modstander. Tilmed er tyskerne kommet for skade at give Tom Cruise en pris - en såkaldt Bambi - for hans mod til at optræde for alverden i en nazistisk uniform, som om det krævede betænkningstid at takke ja til rollen som helten over alle i den tyske modstandskamp.

Nej, skulle en stjerne vise mod, så skulle han sige ja tak til at spille rollen som Schalburg, når nogen en dag tager sig sammen til at lave en stor dansk spillefilm med Mikkel Kirkebæks bog som forlæg. Desværre bliver det nok aldrig til mere end en dokumentarfilm, selvom biografien vrimler med pirrende karakterer og fængslende optrin, som burde være gefundenes fressen for enhver instruktør. Hvor finder man ellers en heroisk antihelt, der må se sin mor blive voldtaget af revolutionsgardister, flygte til sin fars land, træde dansen på kongehusets bonede gulve, gå i fjendens tjeneste og dø under så bloddryppende omstændigheder, at end ikke Quentin Tarantino havde behøvet at tilføje noget?

Apropos kongehuset var Mikkel Kirkebæk godt på vej til at lægge sig ud med landets royalister, da medierne et stykke tid før udgivelsen begyndte at interessere sig for en bestemt detalje i hans bog. Den står temmelig undseligt på side 65, hvor det oplyses, at kong Chr. X i 1935 udnævnte Schalburg til kammerjunker med ordene »Os Elskelig«. Det blev i en gratisavis til, at en »dansk topnazist var elsket af kongehuset.« Og med en behændig vinkling af Kirkebæks egne ord til avisen kom det yderligere til at fremstå som en korrektion af den hidtidige antagelse, at kongehuset var »modstander af nazismen«.

Hvad kongehuset så var, når det ikke var modstander af nazismen, lod avisen det klogeligt op til læseren at gætte, så den ikke selv kom for skade at sige noget forkert. Det var selvfølgelig en ren sofisme, men avisen fremturede alligevel med lumre betragtninger over kongehusets »nære og kærlige bånd til ledende dansk topnazist«. Alt sammen uden smålig skelen til, at Schalburg ikke meldte sig ind i DNSAP før tre år efter sin udnævnelse til kammerjunker, og at kongen prompte rev båndene over, da besættelsen gjorde enhver nazist til persona non grata på slottet.

Historien var selvfølgelig for god til ikke at tage turen rundt i hele den mediale fødekæde, så den i sidste instans også nåede ud på Nørrebro til dagbladet Arbejderen, der straks vejrede morgenluft. Altså måtte Mikkel Kirkebæk pludselig se sig i selskab med konspirationslystne republikanere og revolutionære kommunister, så han - jeg har det fra ham selv - dårligt turde vise sit efterhånden alt for velkendte åsyn i den københavnske metro af frygt for at blive genkendt af medrejsende monarkister, der netop sad og læste om den formastelige historiker i dagens avis.

Alt dette postyr var ikke stor ståhej for ingenting, men blot for en diminutiv fejl, som Mikkel Kirkebæk heldigvis har lavet i sin biografi, så hverken sensationslystne journalister eller pedantiske anmeldere skulle gå tomhændede fra læsningen. Corpus delicti i sagen er udtrykket »Os Elskelig«, som angiveligt skulle afsløre en intim karakter af forholdet mellem kongen og kammerjunkeren. Det gør det bare ikke, da udtrykket er en helt formel titulatur, som kongen i århundreder har brugt, når han gav en eller anden plads i rangen, for eksempel som netop kammerjunker.

Hvis man slår op i Ordbog over det danske Sprog får man da også dette afslørende eksempel på betydningen: »Prædikatet Os elskelig ... bruges (aldrig) til nogen Mand, ihvor elskværdig han endog kan være, med mindre han haver en liden Karakter (dvs.: rang).« Manden bag denne frækhed er naturligvis ingen anden end den republikanske hedspore Peter Andreas Heiberg, der i 1799 måtte bøde for sin kritik af monarkiet med livslang landsforvisning.

Mikkel Kirkebæk undgik landsforvisningen og kunne i stedet glæde sig over, at der var varmet grundigt op til udgivelsen af bogen. Anmelderne tog da også overvældende godt imod den og strøede om sig med stjerner. Antallet er vi selvfølgelig ligeglade med på Weekendavisen, hvor vi som bekendt ikke mener, at litterær kvalitet kan vejes og måles.

Derimod kan vi tilslutte os de mange, der har ladet sig imponere af det omhyggelige og omfattende arbejde, der ligger til grund for biografien. Den er velkomponeret og velskrevet, fængslende og fængende, og så er den usædvanlig godt og flot illustreret. Fremfor alt er den et vigtigt bidrag til forståelsen af vores fælles historie og ikke mindst af et menneske, der på den ene side var landsforræder, antisemit og nazist, på den anden side patriot, kærlig far og god kammerat. Nogle har ment, at Mikkel Kirkebæk på denne måde har gjort sig skyldig i en utidig menneskeliggørelse af et uhyre, andre at han tværtimod har gjort Schalburg endnu mere uhyggelig.

Men det er jo det sidste, der er sandt, for når monsteret ikke uden videre lader sig skelne fra mennesket, begynder vi at finde dispositionen til det onde i os selv. Så er vi tilbage ved gode, gamle Hannah Arendt, der ligesom Mikkel Kirkebæk havde mod til at nikke genkendende til mennesket i forbryderen. Dette er, for os at se, begyndelsen til al sand etik og afskeden med al fad moralisme.

Det betyder ikke, at Schalburg i Hannah Arendts forstand er lige så banal som Adolf Eichmann. Han, den logistiske administrator af holocaust, var i vid udstrækning en simpel embedsmand, der havde suspenderet sin moralske dømmekraft for lydigt at være sine foresatte til tjeneste med råd og dåd. Problemet med Schalburg var ikke, at han lod andre tænke for sig, men at han selv trods intelligens og dannelse tænkte sig frem til en racistisk og manikæisk verdensanskuelse, hvor han som repræsentant for »det gode« måtte bekæmpe »det onde« med alle midler. Godhedens brutalitet!

Hvorom alt er, har Mikkel Kirkebæk skrevet en eksemplarisk biografi om et ikke særlig eksemplarisk menneske. Det har alle anmeldere kunnet enes om, selvom de i et næsten unisont vræl har begrædt dens størrelse. Den er for »tyk«, »velvoksen«, »omfangsrig« og »detaljeret«, klynker de. »Hans manuskript burde være slanket i betydelig grad.«

Kun en enkelt har løftet sløret en smule for, hvordan den eller så fristende biografi kunne have tabt et par overflødige pund. Han skriver nemlig, at bogen er på netop »512 sider, hvoraf de 200 kan undværes - samt 954 noter. Det er meget.« Hvilke 200 sider, der kan undværes, får forfatteren dog ikke nogen anvisning på, ligesom han heller ikke får at vide, hvor mange noter, der går på en side ifølge dansk normalstandard. Uvilkårligt må man tænke på det vidunderligt fjollede replikskifte mellem kejser Josef II og Mozart i Milos Formans storfilm Amadeus - her i en let tillempet oversættelse:

- Unge mand, tag det ikke for tungt. Deres arbejde er genialt. Det er af høj standard. Men der er simpelt hen for mange noter, det er det hele. Bare fjern nogle stykker, og det er perfekt.

- Hvilke noter tænkte De på, Deres Majestæt?

Kejseren bliver naturligvis il maestro svar skyldig, mens Weekendavisens læsere har deres svar på rede hånd. De giver nemlig kejseren, hvad kejserens er, og Mikkel, hvad mesterens er: prisen for årets bedste bog og en check på 100.000 kr., som helst måtte spore ham til igen at kaste sig over vores fælles historie, så den bliver lige så levende og udfordrende som i Schalburg - en patriotisk landsforræder.

Til lykke!

Billedtekst: Schalburg så sig selv som repræsentant for »det gode«, der måtte bekæmpe »det onde« med alle midler. Godhedens brutalitet!Christian Frederik von Schalburg og Claus Schenk Graf von Stauffenberg! Hvad er forskellen på de to, når det kommer til stykket?Mikkel Kirkebæk har begivet sig ud på en farlig mission, for et enkelt fejltrin - et enkelt ord, der kunne misforstås - og han ville som historiker blive sat i bås med revisionister og apologeter.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533