Bøger uge 4 | 2012

Interview. »Det var kun, fordi min mormor kunne nogle tricks i forhold til mænd, at det lykkedes. Det er derfor, jeg hedder Viggo til mellemnavn.« Erik Valeur om sin mor, vennen Tine Bryld og tiden på børnehjem.

Af Joakim Jakobsen

Det lange brev

Folk er begyndt at nærme sig Erik Valeur. Både på Facebook og i boglader rundt om i landet, når han er ude at signere eksemplarer af sin debutroman Det syvende barn om en flok børnehjemsskæbner af årgang 1961. De skriver til ham eller kommer hen til ham og fortæller, at de er adopterede. De genkender deres egne dilemmaer og store spørgsmål.

»Det er måske dét, jeg har været mest nysgerrig efter overhovedet. Adoptivlivet er meget sårbart, så jeg har været spændt på, hvor mange der ville føle sig berørt. Hvis romanen fik lidt udbredelse, ville der i hvert fald være mange potentielt nysgerrige læsere,« siger Erik Valeur ved bordet på en københavnsk café.

»Der er sikkert mange, måske flertallet, som har levet lyst og lykkeligt som adoptivbørn. Men i romanform problematiserer man jo og fremhæver de ting, der er spændinger i. Det har også været mit sigte, at psykologien kunne overføres på ikke-adopterede. At beskrivelserne også gælder forholdet mellem mødre og døtre eller fraværende fædre, der løber i skjul, så snart der er et eller andet problem.«

Det gælder for eksempel pigen Susannes adoptivfar, landmanden Anton, der stikker hænderne i bukselommerne og bliver til en saltstøtte på stedet. Side 389: »Når Anton blev stillet over for et af livets få, men åbenlyst vanskelige spørgsmål, gjorde han netop sådan: forsvandt uden varsel ud af sin krop, som han dog lod blive stående på jorden i oprejst, fysisk form, hvor han så kunne genindtage den, når problemet eller plageånden var forsvundet. Det var ikke noget, han nogensinde ville svare på, forstod hun og lod ham stå tilbage på gårdspladsen. Nogle minutter senere bevægede han sig igen og vandrede væk.«

Når folk føler sig trygge ved at tale med 56-årige Erik Valeur, skyldes det naturligvis hans egen start på livet.

»Jeg blev ikke bortadopteret, men planen var nok, at jeg skulle have været det. Jeg var på børnehjemmet i Skodsborg i to år, men så endte det med, at mine bedsteforældre flyttede herover og hankede op i min mor, som var meget sølle og deprimeret. De installerede os i et rækkehus ude i Søborg...«

Erik Valeur ryster på hovedet og løsner talestrømmen med en mild latter, som han gør det talrige gange under samtalen.

»Svup. Så blev jeg taget ud af børnehjemmet, da jeg var to år.«

Erik Valeur har også et særligt fortrin som samtalepartner. Han har gået i landets bedste skole, når det gælder svære emner. I 1980erne arbejdede han som reporter i sammenlagt syv år på radioprogrammet Tværs søndag aften, hvor den legendariske vært Tine Bryld der døde sidste forår var forstående tante for mindst et par generationer af unge danskere. Lyttende, rådende, direkte.

»Tine var faktisk en af de få, der vidste, at jeg sad og skrev på en roman. Ellers holdt jeg min kæft, fordi jeg ikke gad høre på kommentarer. Hun nåede at læse de første 100 sider.«

Hvordan var det at arbejde sammen med Tine Bryld?

»Det var helt ustyrligt. Vi sad i et mørkt rum oppe på anden eller tredje sal i Radiohuset. Der var altid meget dæmpet belysning, formentlig fordi Tine og produceren og teknikeren skulle koncentrere sig. Så kom der stemmer ind i rummet fra Thy eller Langeland, ind i mørket, og landede i den der lyskegle, hvor Tine sad. I starten kunne vi andre også stille spørgsmål, men efterhånden var det hende, der kørte det alene. Hun var helt utrolig.«

Hvordan?

»For fire hundrede år siden ville de have brændt hende som heks. Hun kunne gennemskue de utroligste ting. Nogle gange var det, som om hun kunne læse tanker. Det var meget trænede radiofolk, der sad omkring hende, folk der var vant til at have stemmer i ørerne. Og vi kunne jo høre vejrtrækning og den mindste spytklat, når folk talte i Aalborg, eller hvor de ringede fra. Alt muligt, der kunne røbe en sindstilstand. Det er ofte, at stemmeføring røber mere end ansigtstræk, så en god radiointerviewer kan høre, hvor folk taler udenom. En anelse af en pausering foran et ord eller et lidt hurtigt spring hen over et vigtigt ord: Mor, for eksempel. Man mærker det. Meget tit gik folk uden om den varme grød, når de ringede ind. De talte om problemer, som viste sig slet ikke at være det virkelige problem: Jeg har det ikke så godt i skolen, og det går skidt i matematik ... så sad Tine der og sagde: Ved du hvad? Det er jo noget med din far. Du savner ham jo. Og så var det rigtigt. Vi andre sad og kiggede på hinanden: Hvordan satan kunne hun ramme dét? Det var helt uhyggeligt nogle gange. Så kiggede vi på Tine, der sad der i lyskeglen. Teknikerne måbede også. Jeg tror ikke på alt det overnaturlige, men der var altså noget i æteren med hende.«

Erik Valeur fik et meget nært forhold til Bryld og kom ofte i hendes hjem på Frederiksberg. Han boede hos Bryld-familien i vanskelige tider, og da han sammen med sin familie flyttede til Jylland i 1994, stod der altid en seng klar til ham, når han kom til København.

»Sådan var hun også at snakke med privat. Jeg har også hørt fra tonsvis af journalister, der har interviewet hende, at det endte med at være hende, der interviewede dem: Hvad med dig? Ikke nyfigent, hun bevægede sig bare ind på én. Hun var interesseret på en måde ægte, ægte, ægte som kun ganske få mennesker er det. Og her kunne det også være helt uhyggeligt, når hun gennemskuede, hvad man gik og tumlede med. Jeg kender kolleger hårdhudede journalister, der havde været med til at vælte den ene minister efter den anden som havde været med ude hos hende, og som ikke længere turde besøge hende: Nej tak, jeg tror, jeg skal hjem. Hun spurgte til folk, og hun ramte lige ned på de ømme punkter. Indimellem kunne det da også blive lidt skærsildsagtigt, skulle jeg hilse og sige. Jeg har selv prøvet det i forbindelse med kærestesorger og andre ting, hvor man måske mest har lyst til bare at sidde og spise kylling. Så måtte man tage 20 minutter, hvor hun skar helt ind.«

Det er 15 år siden, at Erik Valeur under en ferie i Portugal begyndte at digte nogle af personerne i Det syvende barn frem. Forinden havde han gennem flere år forsøgt at lave historien som journalist, men måtte opgive, fordi oplysningerne om bortadopterede børn er helt spærrede. Hvilket han finder helt rimeligt.

Til gengæld har Erik Valeur været glad for romanformen, så han kunne runde historien og dens skæbner af, dybt og nuanceret. Oplagte skurke viser sig ikke at være det. Og omvendt. Han har dog ikke kunnet afholde sig fra grov satire, når det gælder tv-journalisters arbejdsmetoder i romanen.

»Jeg har set det indefra, og jeg har faktisk altid haft det ret dårligt med tv-journalistik. Tv har nogle indbyggede krav i sig, så det gerne bliver enestående firkantet og dumt. Og det frygtelige er jo, at de mennesker, som laver det, også ender med at blive enestående firkantede og dumme. I hvert fald en del af dem. Det smitter jo af: Hvis man i årevis har lavet ting i klodser, sådan helt forenklede flagellatagtige, amøbeagtige ting, som Mogens Glistrup ville have sagt det, encellede organismer uden nuancer og perspektiv, ja, så ender man selv sådan.«

Som en encellet organisme?

»Ja, som de siger i Skotland: 'Those who drink beer, think beer'.«

Med de mange henvendelser fra adopterede læsere og andre interesserede kan Det syvende barn fremstå som en art Tværs, bare på 691 sider.

»Op gennem 1940rne og 1950erne var der jo 2000 bortadopterede om året, hvorefter tallet langsomt begyndte at falde frem mod abortens frigivelse. Derfor går der rigtig mange adopterede danskere rundt. Nogle ved det, andre aner det ikke.«

Er det et problem, at de ikke ved det?

»Ja, det mener jeg. Mødrehjælpen forsøgte jo også at overbevise adoptivforældrene om, at de skulle fortælle det. Tag Lars von Trier. Det er jo ikke særlig lang tid siden, at han ved sin mors dødsleje fik at vide, at han var adopteret. Alt det med, at han hele sit liv havde troet, at han var jøde, det måtte han jo pakke sammen. Samme historie har jeg hørt fra flere. Jeg havde en onkel, han er død nu, som også fik det at vide på sin mors dødsleje. Han var 52: Du Poul, du er faktisk slet ikke min søn. Bang, så forsvandt verden lige under ham. Det er jo rå ting, ikke? Derfor rådede Mødrehjælpen folk til at lægge tingene på bordet.«

Men når der er gået så mange år, skulle forældrene så lade være med at fortælle det?

»Det tror jeg. Hvis man har misset at fortælle det i tide, så er det bedst at lade det være. Sådan tror jeg også, Tine Bryld ville se på det. Hun var ret pragmatisk, når det kom til sådan noget. Og jeg ved fra min onkel, at han fandeme ikke havde brug for at få det at vide som 52-årig.«

Er der ting i din research, som du egentlig ikke havde lyst til at vide om din egen historie?

»Børnehjemmet i Skodsborg, som jeg var på, hørte under Mødrehjælpen, og det regnedes som det bedste i landet. Men ellers lå der jo den ene rædsel af et spædbørnshjem efter det andet spredt ud over landet. Også i København. Steder, hvor børnene blev smidt ind på stuer, hvor gardinerne blev rullet for. Så lå de og skreg i bulderragende mørke. Indtil de lærte at holde op med at skrige. Det tog cirka en uge. Ingen kropsberøring, intet holdepunkt. Bare et spædbarn alene i mørket, uden chance for at forstå, hvad fanden der skete med det.«

Det står på side 220...

»Undskyld ...?«

Det er en passage, hvor jeg næsten ikke kunne bære at læse videre. Side 220: »Han var, ifølge Magna, blevet født på Rigshospitalet af en ukendt kvinde, som satte ham i verden en aften omkring klokken syv og lod ham fjerne fra lejet og køre ud af stuen umiddelbart efter. De havde lagt ham i en seng, i absolut mørke, som et fint stykke foldet stof, der var alt for skrøbeligt til berøring. De havde efterladt ham i en verden, der ikke havde nogen begyndelse eller slutning, og hvor man skulle have meget skarpe ører for at høre Vorherres sagtmodige puslen på den side af væggen.«

Hvordan havde du det med at finde ud af dét?

»Det havde jeg det ikke så godt med. Det må jeg sige. For jeg har helt sikkert prøvet noget af den tur. Ikke den helt slemme, som andre børn måtte igennem. Men selv i Skodsborg var de jo ikke bemandet til at kunne sidde og holde børnene. Og det var faktisk chokerende at finde ud af.«

Hvad gjorde du?

»Jeg vidste jo fra for eksempel Tværs, at man i en sådan situation vender sig mod dem, som burde have været ansvarlige. Efter nogle år blev jeg vred. Man stod der med en far, der løb lige så hurtigt væk fra mig, som han kunne. Jeg har ikke set ham siden. Og en mor, der fik nervesammenbrud og blev gemt af vejen nede på Falster hos to gamle tanter. Jeg har set billeder af hende fra dengang, og hun står der fuldstændig udslukt med sin store mave, med et sjal på, som om hun forsøger at skjule det. I skam. Hendes egen far, min morfar, ville heller ikke kendes ved barnet. Det var kun, fordi min mormor kunne nogle tricks i forhold til mænd, at det lykkedes. Det er derfor, jeg hedder Viggo til mellemnavn. Det var den trumf, min mormor afleverede i hovedet på min morfar. Han hed Viggo: 'Nu er din dattersøn opkaldt efter dig, kan du så ...' Der var jo også æresbegreber i spil dengang, åndssvage ting, men han begyndte at bløde op. Imens lå jeg på rampen til at blive bortadopteret.«

Har du talt med din mor om det?

»Tine sagde jo tit i Tværs, når folk ringede ind med traumatiske ting: Skriv det. Skriv det til dem og tag væk nogle dage, indtil de har læst det. Så kan de nå at tænke over det fremfor at blive konfronteret direkte med det. Men jeg kunne ikke finde ud af det, og min mor var temmelig højt oppe i alderen på det tidspunkt. Det var i første halvdel af 1990erne, og hun nærmede sig 70 år. Jeg tænkte tit på at tale med hende om det, når jeg var hjemme at besøge hende. Tine forsøgte at presse mig til det. Hun sagde til mig, at hun troede, at min mor ville blive glad for at tale om det. Men hver eneste gang lejligheden bød sig, og vi lige havde spist hyggeligt og fået et glas rødvin, endte jeg alligevel med den der: Ahr, hvad skal det til for? Jeg ødelægger det bare for hende. Så skulle hun leve med endnu værre skyldfølelse. Måske ville jeg tidoble skyldfølelsen, hvis hun vidste, at jeg havde det skidt med det.«

Gjorde du det?

»Nej, jeg fik det aldrig gjort. Hun døde, lige da bogen gik i trykken i april.«

Nåede din mor at læse bogen?

»Nej, men jeg havde på forhånd gjort mig mine tanker om, at hun ville læse den, og tænkt, at dét måtte jeg så leve med.«

Endnu en gang risler en klar, stille latter ud af Erik Valeur:

»Så man kan jo godt sige, at jeg alligevel fik skrevet et langt brev.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533