Bøger | 1994

Læsernes pris. Niels Barfoed talte i aftes for Benny Andersen , da denne fik overrakt Weekendavisens Litteraturpris. De fleste læsere havde peget på hans digtsamling »Denne kommen og gåen « som årets bedste bog.

Af Niels Barfoed

Benny Andersen og svimmelheden

Engang for ikke så mange år siden befandt Benny Andersen sig en eftermiddag højt over Amalfibugten i Syditalien, hvor han kommunikerede i lige linje med en bjergged på et klippefremspring ca. 1 kilometer borte, hen over en mægtig kløft. Han er meget dygtig til at kontakte dyr. Især insekter, ganske vist. I hans sidste bog, som læserne nu har givet årets litteraturpris, er der ligefrem en bille, der besvimer ved synet af ham. Det er jo også en form for kommunikation. »Dér går en edderkop«. De husker linjen fra »Svantes lykkelige dag«. Den er han ikke kommet sovende til. Så geden var nok lidt atypisk. Men det lød hjerteskærende, og som den kender han er af udsatte positioner, mente Benny , at den var svimmel.

I dagens anledning har jeg været i scrapbøgerne, og ser at jeg faktisk brugte overskriften »At indvinde ny svimmelhed« i 1969, da jeg anmeldte digtsamlingen »Det sidste øh«. Der står nemlig et digt om en tumling, som er inderligt ked af at være sin egen klods om benet og bare ønsker, den kunne komme fri af sin ligevægt og »indvinde ny svimmelhed«. Men tyngdekraften får altid krammet på den til sidst. Det er forbavsende at se, hvordan min gamle Salmonsen fra 1905 foregriber Benny Andersen i sin artikel om Svimmelhed (vertigo): Svimmelhed, står der, »...er et Slags Sansebedrag, idet Genstande, som i Virkeligheden ere i Roe, opfattes som værende i Bevægelse; den svimle forvirres derved i sine Begreber, vakler og er ved at falde«. Det er profetisk skrevet om Benny Andersens tumling. Den vil nemlig så gerne begrebsforvirres, men kan desværre ikke falde. BENNY Andersen har det med at slå hovedet - det har han skrevet et helt stykke om i den prisvindende bog »Denne kommen og gåen «. Kan det ikke svimle for én på anden vis, kan man altid slå hovedet og dermed indvinde svimmelhed og se »sit liv passere revy fulgt på vej af jublende stjerner og kometer«. I det stykke, der hedder »Hovedbrud«, hedder det, at når der ikke er køjesenge eller klippefremspring i nærheden, så - »bliver jeg rastløs. Så må jeg nøjes med hastig ud- og indstigning af biler, helst ganske lave, to- dørs.« Meget i Benny Andersens digtning handler om at overveje at give sig selv et skub, om selv at tage affære. Vi er her jo ikke kun til pynt, vel? Vi må se at få begyndt. Ikke for ingenting har et udvalg af Benny Andersens tidlige digte den velvalgte titel: »Man burde burde«. En måde er som sagt at svimle. Hvad der er interessant i betragtning af, hvor mange ål, regnorme, frøer, larver, hugorme, bænkebidere, firben, muldvarpe, skorpioner, skarnbasser, vandmænd, strandvaskere og andre lavtliggende væsener, der bebor hans digte. Der er en afgrund i dit blik, skrev Aarestrup. Det gør Benny Andersen næsten også i et digt fra 1974: »Langt inde bag dine øjne / ser jeg en lodret angst uden bund /uden om den dit lysende blik / din livsens stemme / din fremstrakte hånd / og mig. / Umuligt at undgå din afgrund«. Anderledes med Svante. Han undgår som bekendt afgrunden mellem Danmark og Sverige. For ellers bliver han søsyg. Men at blive hvor man er, dét har som bekendt også sin pris. Så må man f.eks. nøjes med svimmelheden i længslen og/eller flasken. Engang skrev Benny Andersen et digt om det sidste digt i verden:

Hvis dette var det sidste digt i verden

ville jeg gøre det så langt som muligt

uendelig langt

men sætte farten ned på de sidste par linjer

af angst for at styrte ud i rummet

eller jeg ville lægge mig ned

og mave mig ud til kanten

hage mig godt fast i de yderste ord

og forsigtigt læne mig ud over dybet

hvor alle digte ender

og prøve at kigge ned under digtet

benytte den sjældne anledning til

at se et digt på vrangen

Nu kommer det farlige og eksperimentelle:

Så ville jeg på fluemaner bevæge mig

hen over denne underflade

klamre mig til ord for ord

til jeg kunne det hele udenad

og når jeg var færdig med sidste linje

prøve at komme ovenpå igen

hænge og sprælle og puste lidt

og dukke op i første linje af dette digt

Pyha! Det gik. Benny Andersen er heller ikke kommet sovende til dette digt. Jeg kender den særlige manøvre, der beskrives, fra vores unge dage. Benny Andersen spillede en sæson til kabaretten »Hva ska vi lave« på Fiolen. Han boede i Kompagnistræde dengang, oppe på kvisten. Der var to stuer til gaden og hans kæreste fornøjelse var at gå ud af vinduet i den ene og ind af vinduet i den anden. Det var især en overraskelse første gang han vendte tilbage, fordi han havde sørget for at lukke døren mellem stuerne. Pyha! Det gik også. Enhver bog, skrevet af en stor digter, er der i al fald ét blændende digt. Det absolutte mesterdigt i digtsamlingen »Portrætgalleri« er, vil jeg hævde til min død, »Her er«. Det foregår i et gammelt hus i en smal gade i en stor by, oppe på kvisten: her er der en kvinde og en digter, og digteren er gået i stå midt i en sætning...

midt i et AT der rækker sig i alle retninger

som larven for enden af et strå

Her er det AT som virrer for enden af noget

der ikke når længere i øjeblikket

som en masteakrobat jeg så som barn

masten var høj og ranglet og svajede

otte meter til hver side i følge min far

Jeg fik ondt i halsen af at kigge så højt

Akrobaten, fortæller digtet, faldt ned en dag og knak sin hals på gaden derude i barndommens forstad.

Og herfra stammer min senere svaghed

for at klatre

i skibsmaster lysmaster eventuelt lygtepæle. Men nu er digteren her i hovedstaden, og her står han foran kvinden med sit hoved, der svajer på toppen af hans endnu ranke rygrad otte tanker til hver side Her er dine øjne som er rettet mod det AT som jeg fik øje på for enden af den svajende mast i den barndom jeg nu er klatret op fra til det punkt hvor jeg ikke kan komme videre Her er det AT og her er du ja her er du Ræk mig en lillefinger. Pyha! Endnu en gang gik det godt. Det er et uforglemmeligt digt om stilstanden, blokeringen og længslen efter dens ophør. Allerede i den prisvindende bogs titel ligger dette ophør, som er en ny begyndelse: denne kommen og gåen . En titel, der signalerer noget naturligt, ikke en savnet bevægelse fra et fast punkt til et andet, men bevægelse uden efterhængt bestemt kendeord, men bevægelse uden grænser, også det fremmedes fri bevægelse ind i det kendte. Lad mig slå ned - eller rettere bevæge mig frit ind - i denne samlings mesterdigt. Også her er der en nakke, der bøjes og et ansigt der løftes, men nu uden svimmelhed. Vi er ikke længere i reservatet; det fremmede er kommet ind hos og blander sig med os. Og dog er der i det lille digt en artig, frodig begrebsforvirring. Det er miraklets forunderlige vertigo. Hvor digteren, der uspecificeret hedder man nu og ikke jeg, ikke virrer for enden af noget, der ikke når længere, ikke er bøjet over en afgrund, men er lige i midten af én stor overdådig, bekræftende ekspansion:

Man leder efter et ord

men finder et sprog

Man kysser en mund

og blir gift med et folk

Man graver i haven

og støder på en planet

Man ser forundret op

og man er forår

Billedtekst: Benny Andersen blev med digtsamlingen »Denne kommen og gåen « vinder af Weekendavisens læserafstemning om årets bedste bog.