Bøger uge 4 | 2010

Interview. »Hildegard kom faktisk til mig. Hun dukkede bare op i hovedet på mig.« Anne Lise Marstrand-Jørgensen om genregrænser, kald og modet til at give sig hen til den fuldfede fortælling.

Af Joakim Jakobsen

»Jeg skrev euforisk«

EN aften i foråret 2008 lagde Anne Lise Marstrand-Jørgensen sig på gulvet i sin lejlighed på Amager. Det gør hun ind imellem, når hun vil gøre sig selv modtagelig for indtryk og billeder. Lige flytte perspektivet. Selv væggene og møbleringen ser anderledes ud der nede fra det let kølige parketgulv.

Denne aften i 2008 havde Anne Lise Marstrand- Jørgensen brug for, at elementerne i den roman, hun var gået i gang med, faldt på plads i hovedet. Hendes to børn sov. Hun var kommet lidt på afstand af sin tredje roman, Ingen, som var udkommet et par måneder forinden.

»Jeg var i gang med en ny roman. Det lød faktisk godt, og det hang godt sammen tematisk. Men der var noget i det, som ikke stemte. Det føltes ikke rigtigt,« fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Så skete det der på parketgulvet: »Hun kom til mig. Hildegard kom faktisk til mig. Hun dukkede bare op i hovedet på mig.«

Hildegard af Bingen, nonne og musikalsk multigeni, som levede i 1100-tallets Tyskland, bød sig til for den 38-årige forfatter. Hildegard favnede de temaer, Anne Lise Marstrand-Jørgensen arbejdede med i den genstridige tredje roman: begær, hengivelse, kald.

»Jeg kendte selvfølgelig til Hildegard og hendes musik, men ikke mere end det. Jeg vidste ikke noget om middelalderen, og jeg havde kun læst få historiske romaner. Men det var på en måde en fordel for mig: Jeg vidste, at jeg ikke vidste noget. Og jeg havde det, som om jeg blev taget under armen: Kom nu. Jeg begyndte at læse om Hildegard og hendes epoke, og efter kort tid var jeg i gang med at skrive. Det var helt vildt. Jeg oplevede en bølge af energi og mærkede et helt særligt flow. Jeg skrev euforisk. Det var helt fantastisk.«

- Hvordan var det at skulle forholde sig til en historisk skikkelse?

»Det var nyt for mig, og jeg oplevede det som et felt, hvor jeg blev maksimalt udfordret. Og det er med til at holde gejsten oppe. Første halvdel af Hildegards liv, som jeg skildrer i denne roman, er jo kun sparsomt beskrevet. Så jeg havde sådan set frit slag. Hvordan blev hun til den, hun var? I den tid, hun levede i? For jeg kunne jo godt læse om de omstændigheder, der omgav hende. Kirken, teologien, dagligdagen i middelalderen. Alt det kunne jeg undersøge, og det gjorde jeg meget systematisk. Jeg havde den regel, at hver gang der dukkede et spørgsmål op, skulle det besvares. Hvis jeg skulle skrive om et træ i klostergården, arbejdede jeg på at finde ud af, om det overhovedet fandtes dengang: Okay, det gjorde det – så kan det godt være, at to-tre dages arbejde fylder halvanden linje i romanen.«

- I mange passager skriver du i reportagestil med observationer fra klosteret. Har du været der – altså i hovedet, hjemme på parketgulvet?

»Ja, jeg har i dén grad været der. Jeg har siddet med ved bønnen, og jeg har rejst mig og nærmest gået i procession derhjemme. Jeg har afprøvet deres bevægelser. Prøvet at forstå, hvordan en morgen lød i middelalderen. Også for at forstå det meget spartanske afsæt for disse personer. Der var så meget i min hverdag, jeg måtte ekspedere væk for at søge ind i det her totalt stille, hvor fantasien og det poetiske får spillerum. Det var også for at skabe en forbindelse mellem dem og os i dag. Vi har det samme følelsesmæssige skelet, går jeg ud fra – de havde bare et mere brutalt liv.«

ANNE Lise Marstrand-Jørgensen er født 1971 på Frederiksberg og er vokset op i Vedbæk.

»Jeg læste alt, jeg kom i nærheden af, fra jeg kom i skole. Jeg mødte min dansklærer, som fortalte, at jeg allerede i 4. klasse havde holdt et foredrag om Hans Kirks Fiskerne.«

Det var ellers ikke et hjem med stor interesse for nyere litteratur.

»Min morfar havde som ung forvildet sig til at forære min mormor en digtsamling, og det var noget, man stadig lo ad i familien. Jeg kendte ikke nogen, der læste digte.«

- Hvilke forfattere gjorde indtryk på dig?

»For eksempel Ole Sarvig. Jeg var så optaget af hans Jeghuset, at jeg endte med at stjæle den fra biblioteket. Det er den eneste ting, jeg nogen sinde har stjålet. Jeg har den stadig – og mine børn må ikke læse det her.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen læste litteraturvidenskab og debuterede i 1998 som forfatter med digtsamlingen Vandring inden ophør. Efter yderligere to digtsamlinger udgav hun sin første roman Det vi ved i 2004. En moderne dannelsesroman om en kvindes søgen efter at blive sig selv. Derefter kom kærlighedsdramaet Konventioner i 2005, og i 2008 Ingen, som beskriver den flakkende opfattelse af verden i et sårbart sind.

»Man skriver videre fra der, hvor man er kommet til. Min kunstneriske udvikling er i høj grad også afhængig af min menneskelige udvikling, intellektuelt og følelsesmæssigt. Det gælder om ikke at blive stående. Ellers bliver man jo en statue, der skriver det samme igen og igen.«

- Og nu løb du ind i en historisk roman.

»Jeg synes, der er kommet større mangfoldighed i dansk litteratur gennem de senere år. Større variation i, hvad man skriver om og hvordan. I 1990erne – hvor der også blev skrevet mange rigtigt gode ting – var der en tendens til det anæmiske og selvcentrerede. Og for lidt vovemod. Det narcissistiske er jo netop ikke ensbetydende med, at man udforsker sig selv. Ind imellem har jeg fundet, at der var for lidt på spil, og at der blev vogtet for meget på hinanden. At der var en vedtagen måde at skrive på, og så bliver det jo de sikre kort. Her har jeg savnet lidt udsyn. For eksempel, når det gælder krimien. Bare fordi noget er dansk, er det jo ikke sikkert, at det er fedt. Slet ikke, når man ser sig omkring i udlandet og læser de fantastiske krimier, som skrives.«

- Du har skrevet en historisk roman – men du kalder den »en litterær fantasi«?

»Det var for at undgå de fordomme, som omgærder den historiske roman. Lige så ubegrundede som de fordomme, som hersker om krimien. Men det var også vigtigt for mig at understrege, at Hildegard ikke er historieskrivning anbragt i skønlitteratur.«

- Var der en barriere, du skulle overskride ved at kaste dig ud i den fuldfede fortælling i Hildegard?

»Nej, egentlig ikke. Det var der, da jeg gik fra lyrik til prosa. Da følte jeg, at jeg gav køb på noget. Men efter Ingen – hvor jeg var i et sind, der lider, næsten klaustrofobisk, og hvor jeg også kunne integrere den lyriker, der er i mig – gjorde jeg mentalt rent bord. Så var der ikke længere noget, jeg ikke turde. Jeg var ikke bange for at overgive mig til den gode historie.«

- Hildegard har fået mange læsere. Hvordan er det?

»Det er virkelig en glæde. Det er fedt at sidde med det her stof og dele det, jeg selv synes er spændende. Jeg har fantastiske samtaler med folk, når jeg er ude at læse op. Folk har lyst til at tale om store ting.«

- Hvilke ting?

»Om tro og åndelighed. Det er meget intimt, og det er jo mere tabuiseret end sex i det danske samfund. Det er en fi n side ved den danske folkesjæl, at man ikke bliver skråsikker. På den anden side er det kammet over, så folk oplever en åndelig udsultning. Vi befinder os i et katastrofalt åndeligt lavpunkt. Man behøver bare være til sådan en middelklassemiddag, hvor der ikke bliver talt om andet end friværdi. Så – nu ved de, hvorfor jeg melder afbud. Der hersker et meget snævert idealbillede, som lukker vigtige sider af tilværelsen ude. Og her åbner min roman måske for noget.«

- Du lukker din roman, så den skriger på en fortsættelse. Hvordan går det med den?

»Jeg var tidligt klar over, at det her skulle være to romaner. Med helt forskellige forudsætninger: I den første må Hildegard stort set ikke sige noget eller udtrykke sig – hvordan forvalter man det at være så fyldt og skulle tie? Og i den anden laver hun ikke andet end at udtrykke sig. Men jeg oplever nøjagtig den samme skriveglæde som med den første. Det går faktisk … ja, fremragende.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533