1.sektion uge 23 2011

Kommentar. Usandheder kan være et udmærket sandhedsserum. For eksempel er vi efter Tv2's »afsløring« i sidste uge blevet en del klogere på Enhedslistens sande karakter.

Arne Hardis

Tak, Tv2

For stationen på Kvægtorvet var det naturligvis ikke rart, at man gik i vandet med PET's påståede overvågning og aflytning af Henrik Sass Larsen gennem er par måneder. Historien holdt kun et halvt døgn, indtil PET-chef Jakob Scharf for første gang gik i offentligheden om sagen og umisforståeligt afviste, at PET skulle have foretaget aflytning eller overvågning rettet mod Køge-politikeren. Dementiet betyder ikke nødvendigvis, at Tv2's historie er helt usand, men den var forkert nok til, at stationen måtte rømme den aldeles.

Men sikke indsigter Tv2 uforvarende skaffede offentligheden adgang til ved at snuble i sandheden. Lad os tage dem fra en kant og starte med selve Sass-sagen: For det første fastslår Scharf i sin sjældne meddelelse, at PET ikke har haft anledning til at mistænke politikeren for strafbare forhold. Det samme har Sass Larsen hævdet fra dag ét, så det står vel til troende. For det andet bruger Scharf meget bevidst udtrykket »rettet mod«, hvad der næsten kun kan betyde, at Sass Larsen har været overvåget/aflyttet som led i aflytning af andre; man gætter på Suzuki-Torben og måske også Sass' tidligere ven, Tommy Kamp. Der kan således stadig godt eksistere en rapport om Sass, som har ligget i Statsministeriet siden august, som hævdet af B.T.

Interessant er det også at studere reaktionerne fra andre end de centrale aktører i det magiske halve døgn. Tag professor i strafferet Jørn Vestergaard, som nåede at udtrykke forståelse for, at PET gennem et par måneder angiveligt havde overvåget den daværende toppolitiker. »Efterhånden er der kommet flere og flere oplysninger om, at Sass Larsens kontakter med den pågældende rocker har været forholdsvis omfattende. Selv om der ikke har ligget et bevis for, at han har foretaget sig noget ulovligt, så har det alligevel været et mistankegrundlag,« som professoren sagde. En retspolitisk strammer i universitetsverdenen er jo sjælden som en dronte i en voliere; der er nok basis for en god aften i Juridisk Diskussionsklub om den vestergaardske vurdering, som så at sige overfløj selv det allermest høgede standpunkt i efterretningstjenesten.

Eller tag Enhedslisten. Gode, gamle revolutionære Enhedslisten. Partiet, som har trukket sit politiske vejr gennem mistanke til PET. Hvordan reagerede partiet i Tv2's halve døgn? Man havde meget travlt med ikke at kræve Tjenesten undersøgt, selv om den angivelige overvågning af Sass skulle have fundet sted, mens selveste klassefjenden i skikkelse af Lars Løkke endnu havde regeringsmagten. Nu skulle Sass' privatliv have fred, forklarede retsordfører Pernille Skipper på tv, mens manden selv krævede fuld røntgen på sagen. Enhedslisten fandt i stedet behov for en bredere undersøgelse af PETs overvågning af »folk«, for der var jo også lufthavns- og it-medarbejdere at tage hensyn til.

Så pænt og velfriseret teede Listen sig, at tidligere fMF Søren Søndergaard rømmede sig, så det kunne høres helt nede fra Bruxelles, hvor han slår sine folder som EU-parlamentariker. »Den her sag skal ikke bare føre til generelle overvejelser. Henrik Sass Larsen fortjener, at nogen går ind i den her sag og finder ud af, hvad der er ret og vrang, men PET fortjener det sådan set også, og demokratiet og retssikkerheden fortjener det,« som Søren Søndergaard formulerede det over for Information.

Man kan jo kun gætte, men mon ikke Enhedslistens nye rolle som parlamentarisk grundlag for Thorning-Schmidt, som ikke ønsker sagen belyst, har spillet en smule ind? For statsministeren må det være rart at se dokumenteret, at de farlige ekskommunister og balstyriske kirkeasyl-aktivister i 2011-udgaven er så pæne og føjelige. Det lover godt for den årlige prissættelse af den revolutionære finanslovsstøtte.

Interessant var det også at høre Henrik Sass Larsen kommentere, at den gamle kampfælle, justitsminister Morten Bødskov naturligvis heller ikke ville løfte sløret for, hvad PET egentlig har på Sass. Pludselig blev Sass spids og gjorde i Tv2 Bødskov opmærksom på, at PET jo nok havde lyttet med på fortrolige samtaler de to imellem.Sass har ellers hele sagen igennem forsøgt at rose Thornings håndtering, samtidig med at han over for PET, Justitsministeriet og Statsministeriet krævede åbenhed om sin sag. Med udfaldet mod Thornings justitsminister blev det egentlig ganske indlysende pludselig helt selvlysende: Det er Thorning, Sass slås med, fordi det politiske ansvar for, at han ikke kunne blive minister, er og bliver hendes. Thorning har skudt Sass, Scharf og et par departementschefer ind mellem sig selv og den tidligere politiske ordfører for at undgå berøring med sagen. Embedsmændene har ganske vist været påfaldende aktive, men de er ikke hovedaktører, de er stedfortrædere i en strid mellem Sass og Thorning.

Det er selvsagt ganske pikant i et Socialdemokrati, hvor irritationen over Sass Larsens holden liv i sagen er tiltagende, samtidig med at savnet af hans indsats som ledelsesmedlem luftes anonymt, men ganske højlydt.

Thornings forsøg på at holde sig ude af sagen er slået fejl, sagen vil ikke dø, og alle spørgsmål havner til slut på hendes bord, hvor de vil blive ved med at dukke op, så længe hun er statsminister, og sagen ikke er nogenlunde fuldt oplyst.

Det forklarer en del af den retspolitiske omsorg, Sass Larsen møder i oppositionen, som appellerer til Thorning om dog at forklare, hvem de må omgås, og hvad de må sige og sms'e, hvis de vil have en chance for at blive ministre. De spørgsmål er fejladresserede. De skal først besvares den dag, det ikke længere er Thorning-Schmidt, der er sikkerhedsgodkendelsernes Emma Gad, og de skal naturligvis stilles til den mand, der skal udnævne dem.