1.sektion uge 23 2011

Sikkerhedsgodkendelse. Hvem fældede egentlig Henrik Sass Larsen som ministerkandidat? Thorning? Hendes departementschef? PET? Eller Sass selv? Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen efterlyser klarere regler for at beskytte ministerkandidaters retssikkerhed.

Af Arne Hardis

Skakmat på livstid

Til sidst, da vi har talt den mørkelagte sag igennem fra alle tænkelige vinkler, sammenfatter Hans Jørgen Bonnichsen Henrik Sass Larsens situation med disse få ord:

»Han kan bare suge kinderne ind, tåle alle spekulationerne og så håbe på, at han en dag bliver taget til nåde. Han er sat fuldstændig skakmat, så at sige på 'tålt ophold' i Folketinget. Han vil blive mødt med en mur af tavshed, hvis han prøver at rejse sagen, og han har ikke engang chancen for at lægge sagen bag sig én gang for alle.«

Den tidligere operative chef for PET har som en af de få sat lys på den manglende retssikkerhed for politikere, som Køge-politikerens styrt fra toppen af Crowne Plaza til Folketingets bageste bænke har åbenbaret. Nu sidder han hjemme ved mit køkkenbord og drikker en kop kaffe; han har holdt foredrag i lokalområdet og har indvilget i at slå vejen forbi. Med sig har han et lille chartek med udklip og notater om Sass-sagen. Som Bonnichsen formulerer det, rækker de historiske begivenheder - kun Anker Jørgensens udnævnelse af Ole Espersen trods PET-betænkeligheder kendes som fortilfælde - langt ud over Sass Larsen selv: »Denne sag har interesse for samtlige medlemmer af Folketinget, de kan i princippet havne i samme situation. Sass har reelt mindre retssikkerhed i denne sag end tuneserne i den såkaldte Tunesersag, der blev administrativt udvist alene på baggrund af PETs materiale. PETs vurdering blev ukritisk fulgt af byret og landsret, indtil Højesteret satte retterne på plads. Det medførte en ny og mere fair proces og en bred debat, der styrkede de pågældendes retssikkerhed.«

Et par forbehold og understregninger må nødvendigvis ledsage interviewet: PET-veteranen vil gerne have med, at han ingen selvstændig interesse har i at »frifinde« Sass Larsen; de to er for det første politiske fjender, det er en kendt sag, at Bonnichsen har været byrådskandidat for Venstre. For det andet kender hverken Bonnichsen eller offentligheden i øvrigt alle sagens detaljer og får dem næppe heller nogensinde at se.

Til grund for samtalen ligger således det, der kan stykkes sammen af Sass Larsens egne, meget nøjsomme udtalelser og det, som fortrinsvis har været afsløret i Ekstra Bladet: At Sass har en nu forhenværende ven, Tommy Kamp, med kriminelle forbindelser. At Kamp har pralet af Sass over for en af disse, Bandidos-rockeren Suzuki-Torben, hvem han har givet det indtryk, at han kunne få Sass til at hjælpe rockeren med en samværssag. At Sass har mødtes med rockeren en dag, han sad på en Køgecafé sammen med Kamp (i sin tid fotodokumenteret i B.T.) og efterfølgende kommunikeret med ham et par gange.

Ifølge Kamp kom rockeren tilfældigt forbi de to venners cafébord en dag, han skulle hæve penge. Formentlig er sandheden, at der kører et aflytningsprogram på Kamp og/eller dennes kriminelle forbindelser, som har afsløret, at Kamp telefonisk har hidkaldt Suzuki-Torben til cafeen.

Det er, hvad vi ved og tror, vi ved. Sass må tydeligvis ikke sige mere, Thorning-Schmidt vil lige så tydeligt heller ikke sige mere; onsdag var hun i spørgetid i Folketinget, hvor Dansk Folkepartis Søren Espersen og Venstres Inger Støjberg og Claus Hjort Frederiksen prøvede at lokke detaljer om sagens håndtering ud af statsministeren. Thorning-Schmidt lagde sine ikke-oplysninger helt ude ved det indholdstomme svars alleryderste revle; 16 gange gentog hun variationer af sætningen, at hun hverken kunne eller ville kommentere sagens håndtering.

En rigoristisk tolkning

Den tør til gengæld den tidligere PET-chef godt byde på. Hans Jørgen Bonnichsen understreger, at ansvaret for fyringen af Sass Larsen (kamufleret som dennes egen meddelelse om, at han ikke står til rådighed for ministerlisten) først og sidst er Helle Thorning-Schmidts. Det kan ikke være PET, som i den slags sager blot udfører en rutineopgave, straks en kongelig undersøger udbeder sig en sikkerhedsvurdering af de ministeremner, den kommende statsminister har i tankerne.

»PET får en bruttoliste, og herefter behandles sagen på højt niveau i PET - det er jo personfølsomme sager - så det er reelt meget få personer, som har med sagerne at gøre. Vi er på niveau med PET-chef Jakob Scharf og nogle få betroede medarbejdere. De sidste foretager en registerundersøgelse, primært i kriminalregisteret og i PETs egne arkivalier og undersøger, om ministeremnerne er kendte eller ukendte i de foreliggende registreringer. Her må man formode, at Sass optræder i forbindelse med aflytning af Køgerockere. Det kan være PET selv eller Københavns Politi eller den lokale politikreds eller Politiets bandeenhed, som forestår denne aflytning. Det kan vi ikke vide noget om.«

- Hvis sagen alene er som oplyst: at Sass har en ven med kriminelle forbindelser, har mødtes med Bandidosrockeren, efterfølgende været i formentlig telefonisk kontakt med denne og ellers kun er »skyld i«, at Kamp praler med, hvad han mener at kunne få ham til, er Sass så efter din vurdering en sikkerhedsrisiko?

»Det vil jeg betragte som en meget rigoristisk tolkning, for ikke at sige uhørt i en sikkerhedsvurdering. Vi kan alle komme i en sådan situation, uden at vi dermed er en sikkerhedsrisiko. Men vi kan ikke få at vide, om der er mere i sagen, og det kan Sass Larsen heller ikke. Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, har fået PETs rapport og fortalt om dens indhold til Thorning-Schmidt. Hun har vel som uerfaren i jobbet spurgt Kettel til råds, men det er gætteri, og vi får det nok tidligst at vide i erindringslitteraturen. Herefter har Kettel formentlig holdt et møde med Sass, måske har PET-chefen også været med. På dette møde har Sass velsagtens fået noget at vide om den aflytning, som Ekstra Bladet siden har skrevet om, men det er ikke sikkert, de har lagt alt frem for ham. Der kan være kilder - agenter - i noget af materialet, som de ikke vil risikere at røbe.«

- Er det PET, der definerer bagatelgrænsen for, hvad de inddrager i sikkerhedsvurderingen? Så er det jo reelt PET, der udpeger ministrene, fordi selve eksistensen af en PET-rapport næsten uanset indhold gør kandidaten til et politisk problem?

»Nej. PET tager alt med, om han så blot har taget en ispind i en butik. I den forstand er PET ikke problemet, de kan kun fremlægge sikkerhedsvurderingen for det politiske system. Det er Thorning-Schmidt, der afgør Sass Larsens skæbne, ellers ville vi jo leve i en bananrepublik. Det er heller ikke i sig selv et problem, at departementschefen rådgiver Thorning-Schmidt også politisk i denne sag, det hører med til hans job. Problemet er, at hele dette forløb er fuldstændig mørkelagt, så man må få den mistanke, at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er rodet sammen i et miskmask. Får den udsatte person - i dette tilfælde Sass Larsen - den reelle og udtømmende forklaring på, hvorfor han bliver bortdømt? Får han at vide, hvilke sikkerhedsrisici der vil være forbundet med at gøre ham til minister? Hvis problemet med ham også eller især er politisk, har han så ikke også krav på en samtale med den politisk ansvarlige, altså Thorning-Schmidt? Og hvor skal han gå hen, hvis han vil have sin sag prøvet? Yderligere må Sass se frem til, at han reelt har fået en livstidsdom, fordi det er ham forbudt at lægge detaljerne frem, ifald han fik adgang til dem, så han én gang for alle kan få offentlighedens vurdering af sine gerninger og sin adfærd.«

Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen giver hele sagens forløb endvidere anledning til undren, idet man øjensynlig ikke har taget en præventiv samtale med Sass Larsen, straks man stødte på hans navn i forbindelse med aflytninger.

»Det ville da være naturligt og i fin overenstemmelse med PETs måde at arbejde på at sige til ham, at han skal være klar over, at hans omgangskreds kan blive et problem, hvis han som politiker senere skal beskæftige sig med følsomme oplysninger. Hvorfor har man ikke gjort det?«

Uindskrænket tavshedspligt

Bonnichsen vurderer, at Sass Larsen har meget få - og politisk omkostningsfulde - muligheder for at få sin sag belyst i offentligheden, så han så at sige kan få gjort rent bord og aflive eventuelle myter.

»Han kan måske komme uden om straffelovens tavshedspligt, det er §152, ved at påberåbe sig både åbenbare almene interesser og personlig interesse i sagen. Ikke mindst, når centrale efterretningskilder åbenbart ikke selv har kunnet opretholde deres tavshed. Det kunne muligvis være ham et reb op af kviksandet, men politisk vil det jo nok ikke gavne ham.«

Der eksisterer også den mulighed, påpeger Bonnichsen, at Sass Larsen kan få rejst sin sag i Folketingets parlamentariske kontroludvalg. Problemet er, at også her råder tavshedspligten uindskrænket. Derimod kan han ikke få sin sag i det såkaldte Wamberg-udvalg, som kontrollerer PET. Wamberg-udvalgets arbejdsområde er nemlig eksplicit undtaget sikkerhedsgodkendelser, hvor Justitsministeriet er opdraggiver.

»Der er tydeligvis en retssikkerhedsmangel, som Sass Larsen-sagen har afdækket. Fremadrettet ville det være oplagt, at det såkaldte Wendler Petersen-udvalg, som forbereder en ny lov om PET, inddrog dette i sine overvejelser,« siger Bonnichsen.

- Ifølge B.T. lå Statsministeriet, allerede mens Løkke Rasmussen var statsminister, inde med oplysninger om, at der var problemer med Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse. Er det efter bogen?

»Det er der intet skandaløst i. Hvis en sagsbehandler i PET er stødt på Sass Larsens navn, har vedkommende meldt det opad i systemet, og det er formentlig via Scharf gået til Justitsministeriets departementschef og videre til Statsministeriets departementschef. Her er det som nævnt kun ejendommeligt, hvis ikke man har taget en forebyggende samtale med ham. Derimod er det en sensation uden lige, at centrale informationer fra Sass Larsen-sagen er lækket til Ekstra Bladet. Det er helt uhørt og underminerende for ethvert efterretningsarbejde.«

- Burde det så ikke underkastes politiefterforskning på samme måde, som det sker i sagen om læk af Thorning-Schmidts ægtefælles skattesag?

»Jo. Du må ikke spørge mig om, hvorfor det ikke er sket. Det kan jo være, at der pågår en intern undersøgelse.«