Faktisk uge 31 2011

Cecilie Eken

Hunden fra Mysterievænget kapitel 2

Læs kapitlet nedenfor eller åbn som pdf dokument her.

Ole stod allerede og ventede med sin cykel, da jeg nåede grusvejen ind i skoven for enden af Birkevej. Jeg havde ikke haft særligt meget lyst til at holde den aftale. Men nu havde jeg jo lovet at komme. Desuden kunne jeg ikke ryste den der ildebrandsdrøm - eller hvad det nu var - af mig.

Resumé: Sandra blev til grin foran hele klassen, da hun troede, hun så en ildebrand midt i dansktimen. Men nørden Ole forstod Sandra og har inviteret hende i skoven. Der er noget, han vil vise hende ...

En eneste gang før for ikke så længe siden havde jeg oplevet det der med at falde hen. Men da havde det været fuldkommen anderledes. Jeg havde ligget i min seng en aften og havde tænkt på alt muligt. Også Felix selvfølgelig. Og pludselig stod jeg i skolegården med ryggen op ad en mur, og lige foran mig kunne jeg ane Felix i halvmørket. Inde fra teatersalen kom lyden af høj musik, nattenhimlen over mig var lys, luften sommervarm. Felix smilede, og hans duft ramte min næse, da han lænede sig frem mod mig. Lige idet hans læber rørte mine, kom jeg med et sæt til mig selv og lå igen i sengen. Det havde været så virkeligt. Præcis som den ildebrand, jeg var fanget i. Men jeg havde bare tænkt, at det var en slags drøm, en meget levende drøm. Jeg havde ikke overvejet, at det måske var unormalt, men nu ... Nu fattede jeg ingenting, og Ole lod til at være den eneste, der fattede bare en lille smule. Altså bremsede jeg op der ved det gamle bøgetræ og hilste:

»Hej, Ole.«

»Det var godt, du kom.« Han så faktisk meget glad og nærmest lettet ud.

»Vi skal den her vej.«

Jeg satte i gang igen og fulgte ham ind i skoven. Han havde stadig sin skoletaske på ryggen, bemærkede jeg. Det slog mig, hvor lidt jeg faktisk vidste om Ole, selvom vi havde gået i klasse sammen i over et år. Han boede med sin mor og sin lillesøster i en lejlighed i Hybenhaven, og han var god til matematik, Magnus ville altid skrive af efter ham. Hans tøjsmag var håbløs, og det var vist sådan cirka det. Nårh jo: Han havde et problem med at holde kæft, når han følte sig nervøs, og det gjorde han tydeligvis nu, for munden stod ikke stille på ham.

»Jeg har tænkt på, at måske skal man tænke på tiden som sådan en slags spiral i stedet for en linje – spiralen kører rundt og rundt, så de forskellige tidslag ligger helt tæt på hinanden, og indimellem opstår der nogle sære forbindelser - nogle gnister springer fra en tid til en anden.«

Han fortsatte med noget om moderne kvantefysik, der brugte op til 11 dimensioner og en hel masse andet, som jeg ikke rigtigt fik fat i. For at være helt ærlig så lukkede jeg ørerne, for jeg kunne ikke overskue mere. Den her dag var bare blevet meget, meget mere besværlig, end jeg havde haft fantasi til at forestille mig, da jeg stod op i morges, og min største overvejelse havde været, om jeg skulle have blåt eller grønt på til skolefesten.

»Er der langt?« afbrød jeg Ole efter et stykke tid.

»Nej, det er lige hernede. Det er nok smartest, at vi stiller cyklerne her.« Jeg parkerede min beigefarvede bedstemorcykel ved siden af hans gamle lig af en mountain­bike og fulgte med ad en smal sti ind mellem træerne.

»Og hvad er det egentlig helt præcist, du skal vise mig?« spurgte jeg.

»Bare vent.« Han hviskede nærmest og listede sig frem med tilbageholdt åndedræt. Mod min vilje kiggede jeg mig også vagtsomt omkring. En due lavede de der duetudelyde et stykke væk, ellers var der ret stille. Mit hjerte begyndte at banke ekstra hurtigt, og jeg overvejede lidt småparanoidt, om Ole var ved at lokke mig i en eller anden fælde. Om lidt sprang hele klassen måske frem og skreg »bøh« eller sådan noget. Men der skete ingenting. Ikke andet, end at vi nåede frem til en lille lysning i skoven, der lå fredfyldt hen med højt græs og småkrat og insekter, der summede rundt i solskinnet.

Ole standsede så brat, at jeg var ved at gå ind i ham. Han vendte sig om mod mig.

»Kan du se den?«

»Se hvad?« Jeg kiggede uforstående rundt. Hvad fanden mente han?

»Hunden.« Rastløst skiftede han vægten fra fod til fod og pegede ud mod midten af lysningen.

»Jeg var herude i søndags med min søster, og der så jeg den første gang, men hun kunne ikke se den, men efter det der, du lavede i dansktimen, tænkte jeg, at du måske kunne ...« Jeg skulle lige til at sige noget, men han fortsatte hektisk: »Nå, men det kan du så altså ikke. Ærgerligt. Ja, altså jeg ved godt, at det ikke er helt almindeligt, men der findes da alle mulige bøger om det ... og fjernsynsprogrammer, det paranormale er da meget mere anerkendt, end det var for hundrede år siden og ... det kunne jo være, at du også ...«

»Ole, hvad ævler du om?« fik jeg endelig indskudt. Han sukkede, som om jeg bare var usigeligt langsom og dum. Ikke noget der lige hjalp på mit humør.

»Om hunden selvfølgelig. Lige derhenne ved de visne blade sidder en hund. En golden retriever. Den kigger lige på os, og den er ikke gennemsigtig eller noget. Er du sikker på, du ikke kan se den?«

Et øjeblik stirrede jeg på den tomme luft over jorden der midt i lysningen.

»Okay, jeg er skredet,« mumlede jeg så og drejede om på hælen.