Faktisk uge 23 2011

Cecilie Eken

Hunden fra Mysterievænget kapitel 1

Læs kapitlet nedenfor eller åbn som pdf dokument her.

En skole, der stod i flammer fra det ene sekund til det næste. Fuldkommen urealistisk. Det kunne jeg jo have sagt mig selv. Men det var det, du så, bemærkede en stemme i mit hoved roligt. Agrh! Rastløst pillede jeg ved lynlåsen på penalhuset og kiggede rundt i klassen. Hvad tænkte de andre ikke om mig lige nu. Hold kæft, hvor pinligt! Det ene øjeblik havde jeg siddet der i dansktimen, helt fredeligt og normalt. Lene havde stået oppe ved tavlen og gennemgået en tekst af Jeppe Aakjær, og jeg fulgte med, lige indtil jeg kom til at tænke på skolefesten, på hvad jeg skulle tage på, og på Felix selvfølgelig. Høj, lyshåret, brune øjne. Og desværre kendte han sikkert ikke engang mit navn. Jeg blev altid sygeligt genert og tavs, når han viste sig. Og nu var det sidste chance for at komme til fest med ham, for han gik snart ud af 9. klasse.

Jeg var faldet hen. Indrømmet: Det var sket før i en dansktime, men ikke på den der måde. Det føltes næsten som at sove, men ikke helt, og pludselig kiggede jeg op, og der var røg over det hele. Grå, tæt røg. Lugten rev i næsen, og alt for varm luft ramte min hud, sved i lungerne. Jeg tumlede på benene, røgen bølgede omkring mig, og bagfra kom en uhyggelig, buldrende lyd. Lynhurtigt drejede jeg rundt og anede et ulmende orange skær. Nu skreg jeg højt og kastede mig til den ene side – jeg havde en tåget idé om, at der var et vindue et sted i den retning. Det gjaldt bare om at komme ud, røgen fik mig allerede til at hoste. Mine desperat famlende hænder ramte glasset, søgte efter hasperne, ud, ud, ud. Kun meget fjernt hørte jeg en stemme spørge:

»Sandra, hvad laver du?«

»Det brænder, vi må væk!« gispede jeg.

Det var først, da latteren bragede mod mig, at jeg kom til mig selv. Jeg stod nærmest med hele det ene ben oppe i vindueskarmen og pressede overkroppen mod glasset. Alles ansigter var drejet i min retning. Astrid og Camilla, mine bedste veninder, stirrede forbløffet, mens flere af drengene storgrinede, så de var ved at skvatte ned af stolene. Magnus og Oliver klappede endda, som om jeg lige havde opført et genialt lille skuespil.

Oppe ved tavlen lagde Lene armene over kors.

»Ja, tak, så afblæser vi brandøvelsen, Sandra. Sæt dig ned og følg med.« Selv hun kunne ikke holde et smil tilbage.

»Jamen, hvor er ilden?« spurgte jeg komplet idiotisk. Det fik selvfølgelig kun de andre til at le endnu mere.

»Sæt dig ned, Sandra,« gentog Lene i en lidt skrappere tone.

Fuldkommen forvirret lykkedes det mig at adlyde. Jeg følte mig svimmel, kvalm, og mit hjerte galoperede stadig af sted som en fuldblodshest til et derby.

»Hvad har du gang i?« havde Astrid mumlet til mig, da jeg var gledet ned på min plads, men jeg havde bare rystet på hovedet ude af stand til at svare. Nu sad jeg bare der, fuldstændig i chok over hvor åndssvagt jeg lige havde opført mig.

Heldigvis ringede det ud fem minutter senere. Lene bjæffede lektien til næste dag, kastede sin taske over skulderen og forsvandt. Alle gav sig til at snakke og myldre rundt i klassen.

»Fedt stunt, Sandra,« råbte Oliver over til mig. »Hvor fanden kom det fra?«

Jeg ignorerede ham.

»Kommer du ikke med ud på gangen?« spurgte Camilla. Hun ville have en forklaring, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.

»Jeg kommer lige om lidt, Mille. Bare gå i forvejen,« fik jeg frem.

»Okay.« Hun trak på skuldrene og lød ikke helt tilfreds, men heldigvis gik hun sammen med Astrid.

Jeg blev siddende og gloede ned i bordets linoleumsplade. Hvad fanden var der lige sket der? Hvad var der galt med mig? Det havde virket fuldkommen virkeligt. Som om jeg befandt mig midt i en ildebrand. Var jeg ved at blive skør eller sådan noget? Bare tanken fik min mave til at trække sig sammen til en hård klump.

»Du så virkelig, at det brændte, ikke?« Ordene fik mig til at kigge op. Foran mig stod Ole, den mest kiksede dreng i hele klassen, og kiggede alvorligt på mig.

»Jeg gider ikke tale om det.«

Især ikke med særlingen Ole. Han var kommet ind i klassen engang i 6. klasse, og på den tid havde jeg måske snakket med ham ti gange. Total og komplet nørd med tilhørende slidt skoletaske, udtrådte sportssko og mørkebrunt strithår. Mindst to hoveder mindre end mig, og fuld af al mulig mærkelig viden, som han altid flashede på de forkerte tidspunkter, hvor ingen var interesseret.

»Jamen, jeg tror på dig,« sagde han lavt og indtrængende og lænede sig frem. Han lugtede af den makrelmad, han sikkert lige havde slugt. »Jeg har også prøvet det.«

»Hvad mener du?« fik jeg spurgt, før jeg nåede at tænke mig om. Man skulle ikke opmuntre Ole. Hvis han først kom i gang, kunne han være svær at stoppe - jeg havde set det gå ud over lærerne ofte nok.

»Du så noget, der ikke var der.«

»Ja, okay, slap lige af. Hvem siger det?«

Jeg skubbede stolen tilbage og rejste mig for at gå.

»Jeg mener noget, der ikke var der for alle de andre, men som var der for dig,« fortsatte Ole ivrigt. »Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig. Kan du møde mig nede ved skoven i eftermiddag?«