uge 44 2011

Scharf & Co. Hører det til PETs opgaver at yde karrierevejledning til skibbrudne politikere? Et forsøg på tekstnær læsning af Sass Larsens rapport om møderne den 28. september.

Af Arne Hardis

Et øjebliksbillede

Vidste man det ikke i forvejen, står det vist klart efter anden medierunde af Sass Larsen- sagen, at han var en risiko for regeringen og ikke kunne blive minister. Det mener det sagsbehandlende embedsapparat, det vurderer en stort set samlet medieverden, det mener Henrik Sass Larsen selv, og det synes den ordknappe statsminister Helle Thorning-Schmidt nok også. Hun kaldte det i hvert fald en klog beslutning, da den politiske ordfører torsdag den 29. september bebudede ikke at stå til rådighed for det kommende ministerhold.

Enhver kan nok forestille sig, hvordan den politiske dagsorden ville se ud gennem uger og måneder, hvis det pludselig midt under forhandlinger om fattigdomsydelsernes afskaffelse kom frem, at statsminister Thorning-Schmidt havde en finansminister, som PET havde advaret imod. Selve eksistensen af PET-vurderingen gjorde det til en risiko at engagere Sass Larsen, for vi har jo de involverede embedsmænds ord for, at den slags rapporter »vil sive fra systemet. Der har allerede været en del, som har interesseret sig herfor, og derfor er det umuligt at holde fortroligt«, som det hedder med en påfaldende sorgløshed i det referat af sagens forløb, som Sass Larsen har udarbejdet, og som Weekendavisen offentliggjorde i sidste uge.

I det følgende vil dette referat blive omtalt som Sass’ selvangivelse, for det er jo, hvad det er: mandens egen angivelse af, hvad der skete 28. og 29. september, da han fik besked om, at man ikke »ubetænkeligt« kunne give ham adgang til fortrolige oplysninger. Kan hænde, PET har mere på Sass, eller at der dukker andre belastende oplysninger op, men i det følgende er lagt til grund, at selvangivelsen afspejler, hvad der foregik den 28. september.

Der er faktisk interessante oplysninger at hente i selvangivelsen, hvis man studerer den nærmere. Interessant er eksempelvis det helt banale forhold, at der holdes to møder på dagen, først med »relevante embedsmænd« onsdag kl. 12.30, siden med embedsmænd og »myndighed«. Hvorfor to møder? Naturligvis fordi den bundne opgave var at få Sass til at træffe den beslutning, som ellers ville være Thornings; han skulle fyre sig selv. Det lykkedes ikke embedsmændene at få ham til at trække sig ved første møde, herefter indkaldte man »myndighed« til møde to onsdag aften kl. 19.45.

Det er også muligt at gætte kvalificeret på, hvem der gemmer sig bag Sass Larsens anonymiseringer. Den afgørende relevante embedsmand må være Christian Kettel Thomsen, departementschef i Statsministeriet. Det var ham, Thorning- Schmidt instruerede om at ordne problemet Sass Larsen den onsdag i tårnet. Det kan sagtens være Kettel, der som den erfarne har foreslået Thorning, hvad hun skal instruere ham om, men selv hvis Thorning har udstyret Kettel med det tyndest mulige mandat – »løs problemet« – er det dog et mandat.

Men Sass skriver om embedsmænd, ikke blot en embedsmand. Et kvalificeret gæt vil være, at embedsmand nummer to må være Justitsministeriets departementschef, Anne Kristine Axelsson. Ifølge PET-Kommissionens rapport (2009) er det nemlig proceduren ved den slags sager, at »Statsministeriets departementschef lader forespørgslerne om et sikkerhedstjek af ministerkandidater gå gennem Justitsministeriet, der videreekspederer henvendelsen til PET’s chef«.

Man har næppe i så betændt en sag ladet lavere rangerende embedsmænd håndtere sagerne. Derfor er det også altovervejende sandsynligt, at den »myndighed«, som hidkaldes til møde nummer to onsdag den 28. september, er PETs øverste chef, Jakob Scharf.

MED den sandsynlige rollebesætning på plads er det muligt at stille forskellige spørgsmål, som må interessere offentligheden: Er der ikke basis for en intern undersøgelse af efterretningsmiljøet, når enten Kettel Thomsen eller Axelsson frejdigt fastslår, at man erfaringsmæssigt umuligt kan holde på hemmelige rapporter? Det er nok Kettel, der siger det, Axelsson er helt ny. Den fortrolighed, man forlangte af Sass, forsikrer man ikke selv at kunne leve op til. Denne åbenbart kroniske informationsmæssige inkontinens må vist virke foruroligende på enhver.

Og videre: Hører det til Jakob Scharfs opgaver at yde karriereråd til skibbrudne politikere? Ifølge Sass Larsens selvangivelse giver den »myndighed«, som må være Scharf, politikeren »det fremadrettede råd, at det ville være godt at lægge afstand til Tommy Kamp«. Scharf afleverer også den betragtning, at Sass skal huske på, at han er præsenteret for »et øjebliksbillede, som kan ændre sig med tiden«. Det er ikke svært at gætte, hvorfor han siger sådan. Det er næppe for at trøste den ulykkelige Køge-politiker, men snarere for at leve op til Thornings mandat til Kettel: Få ham til at trække sig.

Er det en klassisk PET-opgave at hjælpe en statsminister med at gennemføre en specifik løsning på et problem, som ifølge Kettel og Axelsson også er udtryk for »en politisk vurdering «, idet sagen »vil kunne belaste statsministeren og dermed regeringen«? Hvis Thorning havde lagt den vurdering, at en kraftig advarsel til Sass havde været tilstrækkelig, var Scharf så også mødt op og havde forsikret Sass om, at han godt nok har været en klovn, men så er det heller ikke værre?

DER er vist en dybere problemstilling på spil her. Det fremgår af PET-Kommissionens føromtalte rapport, at man tilbage i 1960erne diskuterede, om PET i almindelighed skulle have det formelle ansvar for sikkerhedsgodkendelsen. Udenrigsministeriet pressede på for et ja, men PETs egen linje sejrede: Tjenesten skulle alene fremlægge oplysningerne uden at indlade sig på en vurdering af deres valør.

Men det er ganske øjensynligt, at der hersker en dybere dynamik end den for et halvt århundrede siden formelt aftalte arbejdsdeling: Selve det forhold, at PET laver rapporten, får karakter af dom, fordi selve rapportens eksistens er så politisk belastende, at den risikerer at tvinge statsministeren til at ofre den indrapporterede politiker. Uanset om politikeren nødvendigvis kan siges at være en klassisk sikkerhedsrisiko. Anklagerens og dommerens rolle flyder sammen, kunne man måske sige.

Det bør påkalde yderligere interesse for PETs praksis. Er det alene rockere, som politikere skal holde sig fra? Eller er det også politikeres venskab med erhvervsfolk, som omgås andre erhvervsfolk med flosset moral eller endda sigtelser på generaliebladet? Flere oppositionspolitikere har bekymret spurgt til sagen; naturligvis for at holde liv i en for statsministeren plagsom sag, men måske også ud fra oprigtig bekymring over, om nu deres omgangskreds og sms-korrespondance er ganske passende.

Man kan også stille spørgsmålet anderledes: Var Sass Larsen en egentlig sikkerhedsrisiko eller alene en politisk risiko? Det spørgsmål er omtvistet, og her spiller sms-korrespondancen mellem Sass og Bandidos-rockeren Suzuki-Torben en central rolle. Juraprofessor Eva Smith finder – ligesom Kettel og Axelsson – korrespondancen meget betænkelig. Selv siger Sass Larsen, at han blot svarede høfligt (og dumt) på en sms, hvis budskab var, at rockeren havde talt med Café Vanillaejeren Murat og bedt denne »lukke røven«, idet han samtidig mindede Sass om, at »vi er de stærkeste«. Viser det, at Sass er under Suzuki-Torbens beskyttelse? Eller er det eventuelt blot et ekko af, at Sass, Tommy Kamp og Suzuki-Torben dagen før sms-korrespondancen siddende på en Køge-café havde drøftet Vanilla-sagen i overordnede vendinger, idet alle tre fandt, »at det var en urimelig behandling«, Kamp og Sass havde været ude for?

OFFENTLIGHEDEN vil næppe få noget svar på de mange spørgsmål om embedsapparatets og Thorning-Schmidts egen ageren i sagen. Thorning har opretholdt total tavshed. Selv den mest banale og velkendte arbejdsdeling mellem statsminister, embedsværk og PET har hun håndteret, som om nationen ville bryde sammen, hvis hun bekræftede det alment kendte. Hun vil ikke ind i den diskussion og fastholder den linje, hun har fulgt siden onsdag den 28. september kl. 11, da hun under en pause i regeringsforhandlingerne fortalte Sass, at der var et problem med ham, han skulle udrede med »relevante embedsmænd«.

Når svarene ikke kommer, kan man jo med god samvittighed stille endnu to: Hvis det er sandt, at B.T. allerede i slutningen af august fik oplyst, at Statsministeriet havde PETs ord for, at Sass Larsen ikke kunne sikkerhedsgodkendes, hvorfor har Kettel Thomsen så ikke informeret Thorning om, hvilken suspekt væbner hun som kongelig undersøger bragte med op på Hotel Crowne Plazas 25. etage?

Eller omvendt: Hvis Kettel har orienteret hende, hvorfor har hun så ikke reageret på denne oplysning?