Faktisk uge 06 2012

Birgitte Jørkov

Drengen fra Danzig kapitel 9

Læs kapitlet nedenfor eller åbn som pdf dokument her.

Det var næsten blevet mørkt, da Pavel nåede tilbage til plankeværket ind til pigens gård. Det lignede det, men han var ikke sikker. Tidligere havde han ikke set så nøje på det. Nu tog han et grundigt kig. Jo, det var det. Det var stadig meget højt, for højt for ham. Og plankerne var lodrette, ikke den mindste lille sprække, så han kunne få en tå ind og få fodfæste til at løfte sig op og svinge sig over. Pigen havde ikke sagt noget om, hvordan hun kom ind igen, når hun havde planket den. Hun tog vel hoveddøren ude fra gaden. Det kunne han ikke.

Han følte med hænderne hele vejen hen til hjørnet. Det var allerede for mørkt til, at han kunne se noget ordentligt. Ingenting. Det var fint, at det var mørkt, så kunne ingen se ham. Men det var noget skidt, at han ikke selv kunne se noget. Da han nåede hen til hjørnet ved strædet op til byen, satte han sig ned. Han frøs, han var sulten, og han orkede ikke mere. Selvom han kom ind i den gård, så vidste han ikke, om pigen ville komme med mere mad. Det havde hun ikke sagt noget om. Hun havde bare sagt, at han skulle være usynlig, når hendes mor kom hjem. Han kunne lige så godt finde et andet sted at sove, men inde i den gård vidste han, at der var sække til at holde varmen med. Hvis han skulle vælge mellem mad og varme, ville han vælge varmen. Hvis han bare kunne komme ind til den.

Han stablede sig på benene igen. Hvis nu pigen havde glemt at låse lågen. I går havde hun glemt det. Hvorfor så ikke igen i dag? Det havde hun ikke. Han rykkede grundigt i håndtaget, men lågen gav sig ikke en tomme.

Eline lavede deres aftensmad. Mens hun hakkede kålen, fortalte hun om besøget hos fogeden og om Hans fra Sostrædet, som havde fået skåret øret af, fordi han havde stjålet et brød. Mens hun fortalte, så hun for sig, hvordan mestermanden stod med et øre i hånden, og blodet flød fra Hans' hoved, hvor øret manglede.

»Jeg synes, det er en hård straf. Et øre for et brød. Alle ved jo, at han er syg og ikke har nogen til at sørge for sig.«

Gese var tavs så længe, at Eline troede, hun var faldet i søvn.

»Nej,« lød det endelig henne fra sengen. »Der må være orden i tingene. Det er forkert at stjæle. Man må vide, at ingen andre tager det, man selv har skaffet sig. Når man stjæler et brød, tager man maden fra andres munde, og så må de sulte. De har arbejdet for deres mad, og så er det forkert at stjæle det fra dem. Nu er Hans et øre mindre, og så kan alle se, at de ikke kan stole på ham.«

»Men han var vel sulten.«

»Det var han sikkert, men hvis han ikke kan arbejde for sin føde, må han gå til et kloster og få sin mad der. Han kan ikke tage selv.«

Det kunne Eline godt se. Alligevel fik hun kvalme ved tanken om det blodige, løse øre. Hun skyndte sig at blive færdig med kålen. Hun tænkte så det knagede over, hvordan hun skulle snige sig til at komme ud i gården med en skål til Pavel. Hvis han altså stadig var derude. Hun havde tænkt, at hun ville fortælle Gese om deres gæst, men nu ombestemte hun sig. Pavel var også en tyv. Hun var i hvert fald sikker på, at han havde stjålet noget den dag ude i haverne.

Så kom hendes mor hjem, og mens hun snakkede med Gese, så hun sit snit til at øse en portion kål op og lægge en sild oveni. Mens de andre snakkede, smuttede hun ud i gården.

Pavel var ikke i skuret. Hun blev skuffet, mærkede hun. Hun burde blive glad, sagde hun til sig selv. Så var hun fri for det problem. Hun så på skålen med kål og sild. Hun satte skålen på hylden og skyndte sig tilbage. På vejen tog hun en favnfuld brænde med ind.

Pavel forbandede sig selv. Han prøvede at undertrykke et højt smerteskrig, da han bankede ind i noget meget hårdt. Han humpede på det ene ben, mens han forsøgte at mærke efter, om det andet var brækket. Det var det ikke. Efter lidt tid kunne han stå på det. Det gjorde ondt som ind i helvede. Han kunne ikke føle blod, da han ikke kunne mærke andet end smerte.

Hvorfor tænkte han sig aldrig om? Først sprang han over plankeværket uden at tænke på, hvordan han skulle komme ind igen, før det var for sent. Nu havde han kravlet forgæves rundt om det tåbelige plankeværk, frem og tilbage uden at kunne finde ud af, hvordan han skulle komme ind. Og så lå løsningen lige for hans fødder. Eller for hans skinneben. Helt håndgribeligt.

Da han opgav at komme ind i gården, ville han gå op i byen ad det lille stræde lige ved. Og så løb han ikke ind i strædet, men i noget meget hårdt. Han vidste det jo. Han havde set, at strædet var spærret af skibsbroen, nogle robåde og andet fiskergrej, da han sprang over plankeværket. Det var der, stormen havde lagt rovet fra stranden hulter til bulter. I mørket kunne han ikke se en hånd for sig, men han havde da set det tidligere - og glemt det. Her lå alt det, han skulle bruge for at komme over plankeværket.

Det var ikke nemt. Og det var tungt, men efter en del masen og skubben fik han slæbt to tunge brædder hen til plankeværket. Da han efter et par forsøg fik dem til at stå rigtigt, var det ingen sag at kravle op ad dem og svinge sig ind i gården.