Faktisk uge 23 2011

Birgitte Jørkov

Drengen fra Danzig kapitel 1

Læs kapitlet nedenfor eller åbn som pdf dokument her.

»Eline! Du kan da se, at det er mig. Du kender mig, Eline fra Søndre Hærstræde?« Hun skulle have fat i Johan, og så sad den munk, der passede porten, bare og gjorde ingenting. Hun var lige ved at græde.

Hun var løbet ud til klosteret for at få hjælp. Hun måtte have en voksen til at hjælpe sig, og hun kendte ingen bedre end Johan.

Hun bad igen munken om at hente Johan. Hun kunne se lidt af munkens ansigt gennem den åbning i væggen, som de talte igennem. Hun vidste, at han kunne se hele hendes ansigt og lidt mere, for engang havde hun selv prøvet at kigge ud gennem åbningen inde fra klosterets vagtrum.

»Broder Johan er optaget. Han kan ikke komme løbende, hver gang et barn kalder på ham. Gå hjem med dig.«

Eline mærkede, at klumpen i halsen voksede og blev varm og stikkende. Hun trak vejret dybt. Hun prøvede igen at overtale munken til at kalde på Johan. Det var vigtigt, gentog hun. Hendes oldemor var ved at dø. Men munken var ligeglad. Som svar smækkede han bare skodden for åbningen.

Eline sank ned på stengulvet. Så kom gråden. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Kun at oldemor Gese lå derhjemme, helt alene, og var ved at dø. Medmindre Eline skaffede hjælp. Hun hørte ikke, at nogen kom ind, men pludselig mærkede hun en hånd, som strøg hende forsigtigt over håret. En stemme sagde: »Men dog. Hvad er der galt? Hvorfor sidder du her og græder?«

Eline kiggede op og så en høj, tynd mand stå bøjet over hende. Han havde venlige øjne. Hun kendte ham godt. Det var klosterets prior, ham der bestemte i klosteret.

»Min olde... syg... han vil ikke... Johan.«

Hun prøvede at synke gråden. Hun var flov over at sidde her på gulvet med snot og tårer over hele ansigtet foran den fine mand. Prioren tog fat om hendes arme og løftede hende op at stå.

»Forklar mig, hvad du er så ked af. Så skal jeg se, om jeg kan hjælpe dig.«

Eline tog sig sammen og fik forklaret, at hun ville hente Johan, fordi hendes oldemor skulle have hjælp. Hun var blevet så underlig. Eline var bange for, at hendes oldemoder var ved at dø.

Prioren lyttede og nikkede, da hun var færdig med at forklare. Så slap han hende og gik hen og trak i rebet til klosterets klokke. Straks blev lugen slået fra åbningen.

»Kald på broder Johan. Sig, at han skal komme herned med det samme. Det er vigtigt.«

Så skete der noget. Eline hørte skramlen og hurtige skridt inde fra vagtstuen. Lidt efter hørte hun trin inde fra klosterets stengang. Det var Johan. Det kunne hun høre på stokkens slag ned i stenene. Johan havde gigt og måtte gå med stok.

»Eline! Hvad er der sket?« Johan så forskrækket på hende.

»Du må komme med mig! Det er olde... Gese. Hun er så mærkelig. Jeg kan slet ikke vække hende. Og hun trækker vejret så underligt.« Johan nikkede blot til prioren, tog hende om skulderen, og sammen gik de ud af klosteret.

På vejen gennem byen spurgte han hende ud om Gese. Hvordan hun trak vejret, og om de havde talt sammen denne morgen. Eline forklarede, at de havde spist deres morgengrød sammen. Så var nabokonen kommet og havde bedt Eline løbe et ærinde for sig. Da Eline var kommet tilbage, havde Gese trukket vejret så mærkeligt, og Eline kunne ikke vække hende.

»Jeg blev bange? Forstår du? Gese må ikke dø. Ikke endnu.« Johan nikkede og klemte blidt om hendes nakke.

»Vi skal alle dø en dag. Det ved du. Også Gese. Men ikke nu. Nej. Hun har lovet mig at leve længe endnu. Og hun holder, hvad hun lover. Tror jeg.« Det sidste mumlede han, men Eline hørte det godt. Alligevel var hun ikke så bange som før. Det var godt at have Johan med sig. Han vidste, hvad der skulle gøres.

»Er din mor hjemme hos Gese?« Eline blev flov. Hun havde slet ikke tænkt på at hente sin mor. Hun var løbet lige forbi badstuen, hvor hendes mor arbejdede, på vejen ud til klosteret. Selvfølgelig skulle hun have hentet sin mor. Moderen kunne sidde hos Gese, mens hun hentede Johan.

»Er din mor hjemme?« Johan gentog sit spørgsmål.

»Nej,« mumlede Eline. »Jeg glemte... jeg tænkte ikke på hende i farten. Jeg blev så bange, og jeg tænkte, du var bedst til at hjælpe.« Eline ville helst have sagt, at hendes mor ikke var i badstuen, og at ingen vidste, hvor hun var, men hun havde svært ved at lyve. Nu måtte Johan tænke om hende, hvad han ville. Han gav hendes nakke endnu et varmt klem.

»Det var nok ikke nødvendigt at gøre hende urolig. Men nu må vi hellere sige det til hende.«

Johan gik hen til badstuen og bankede på. Det var hendes mor, der lukkede op. Johan forklarede hende, at de var på vej til Gese, som var blevet dårlig. Elle, Elines mor, blev bleg, blegere, end hun plejede at være, og uden et ord tørrede hun sine hænder i forklædet og fulgte med dem. Lige da de skulle skrå over Søndre Hærstræde til deres gård, kom en vogn med en tung last forbi. Mens de ventede på den, så Eline tilfældigt gennem strædet ned til stranden.

Drengen! Der var han! Den fremmede dreng. Hun nåede knap at se ham, før han forsvandt ud på stranden. Hun var sikker på, at det var ham, som hun havde set stjæle ude i haverne forleden dag.

Læs videre i næste uge ...