1.sektion uge 40 2011

Min kamp. Der er djævelsk psykologisk energi på spil mellem Henrik Sass Larsen og hans banemand, Tommy Kamp. Tirsdag sluttede det, der skulle have været et venskab for livet.

Af Arne Hardis

Alene ud i natten

For kort tid siden læste jeg den finlandssvenske forfatter Kjell Westös roman Gå inte ensam ut i natten (2009). Det er en fremragende bog om tre venner i Helsingfors i slutningen af 1960erne, som danner en popgruppe sammen og oplever en kortvarig berømmelse i den sprøde tid, inden deres veje skilles. Adriana, Ariel og Jouni. Sangeren, poeten og bissen.

Jouni med det proletariske efternavn Manner (ligesom en af revolutionslederne under borgerkrigen i 1918, Kullervo Manner) er en dragende skikkelse; søn af en krigsveteran, der bliver dranker, selv en gadens konge, der udvikler sig til en politisk stræber med et afklaret kynisk forhold til magten og kursen sat mod tinderne, så snart hippieårene er slut. Tæver sig vej frem, knækker armene på modstandere, han møder på gaden i Helsingfors' skyggekvarterer, sønderbanker hver en, der står ham i vejen.

Kun ét blødt punkt har Jouni; venskabet med Ariel Wahl, den spinkle, stammende drømmer, hvis beskytter i tykt og tyndt han bliver efter at have tævet også ham, første gang de mødtes. Ariel, som roder sig ud i narkokriminalitet. Ariel, der har skrevet det eneste hit, der bliver trioen til del: »Gå inte ensam ut i natten/du vet aldrig vad du möter/du vet aldrig vems byte du blir«. Ariel og Jouni - dem kan ingen skille, for én ting er større end magt og politik, og det er venskabet.

Kort efter at have færdiglæst romanen cyklede jeg ud til en af mine venner, som jeg mente, bogen måtte interessere. Han var ikke hjemme, men jeg lagde den på et havebord med en lille gul post-it indlagt: »Det er Jouni, der er Sass.« Ikke andet. Han er nær ven af Henrik Sass Larsen (men absolut ikke det mindste kriminel, skulle man måske i sagens anledning tilføje), og jeg syntes, det kunne være sjovt for ham at møde sin ven Sass Larsen i litterære finlandssvenske gevandter.

Fire dage efter afleveringen eksploderede sagen, som atter en gang dokumenterede, at virkeligheden sagtens, sagtens kan konkurrere med fiktionen, når det gælder dramatik, nerve, undergangstemaer og pludselig politisk død.

Historien om Henrik Sass Larsens storhed og fald er jo et episk værk af første klasse, en frysende og glødende tragedie om venskab og politik - eller det skulle snarere hedde venskab eller politik, det er vist hele sagens banale pointe - foruden naturligvis et spektakulært kapitel i den evige føljeton om magten over dansk politik, som folder sig ud lige for øjnene af os i disse uger.

Sass Larsens voldsomme og rå og kolde barndom er velkendt. Han har fortalt den nogle gange, hver gang modvilligt, det liv var ikke godnatlæsning for småbørn. Tæv af stedfaderen, børnehjem, plejefamilie, faderens selvmord. Ud på den anden side som aktiv i den socialdemokratiske bevægelse fra 14 års-alderen, hvor venskabet med Køge-skikkelsen Tommy Kamp blev grundlagt. Kamp så at sige reddede ham ud af den gennemtævede barndom, ind i politikkens verden.

Målbevidst har han været, politikeren Henrik Sass Larsen, klart og langt tænkende, brutal i politiske opgør, kontroversiel i sin ublufærdige - man kunne også sige udannede - tilgang til magt og med et liv bag sig, som set udefra vist kun var politik.

Indtil onsdag i sidste uge gav det alt sammen fin mening, han var jo selvskreven til at rykke ind i Finansministeriet og fortsætte rollen gennem seks et halvt år som Thorning-Schmidts løjtnant og politiske motor, hvad der uden videre ville have gjort ham til dansk politiks næstmest magtfulde. Ville have. Styrtet er monumentalt. Som hvis Lykketoft i sin tid var snublet fatalt over dørtrinnet i Slotsholmsgade 1 efter at have banet vejen for Nyrups indtog i Statsministeriet.

Det dumme svins formynderi

Der er afleveret mange falske forestillinger om Sass Larsen i medierne de seneste uger. En af dem lyder, at han er en rigtig loyal partisoldat. Forkert. Han er loyal over for den udgave af socialdemokratismen, han anser for den rigtige, og over for den vej tilbage til magten, han selv betragter som farbar. Mogens Lykketoft ville under sin korte formandstid kunne skrive under på, at han ikke havde en loyal soldat i Sass Larsen, der under feltråbet »Geden skal svede« gjorde livet surt for den dengang fipskæggede formand. Sass Larsen personificerede hyppigt de dybere mekanismer i politik, som de fleste andre politikere prøver at sminke smukkere, end de er.

En anden her-og-nu myte lyder, at det egentlig kommer Helle Thorning-Schmidt rigtig godt tilpas, at hun er sluppet af med den besværlige og kontroversielle hjælper. Alle fjenderne, alle de sure radikale, som han hader, og som hader ham. Den teori ville for det første kræve, at man så bort fra den ravage, hans PET-eskorterede deroute fra de fremmeste ministerbænke til Folketingets grebning har kastet over hendes regeringsdannelse; i dagevis var et værtshus i Køge mere interessant end den samlede Slotsholm og rockeren Suzuki-Torbens samværssag underkastet større politisk mediedækning end dagpengeperiodens længde og skattesystemets fremtidige indretning.

Og det ville for det andet kræve, at man så bort fra, hvor afgørende Sass Larsen har været for projekt Thorning-Schmidt, fra det øjeblik hun blev installeret som formand, efter at de fantastiske fire havde lagt partiet inklusive dets kronprinselag øde. Sass har støttet hende ubetinget gennem alle årene, og æren for indsatsen tilfalder naturligvis formanden, men arbejdet er overvejende Sass Larsens: Han har smedet alliancen med SF, med fagbevægelsen, med Auken-fløjen, og han har været drivende i politikudviklingen i Socialdemokratiet, ikke mindst i tilpasningen af Socialdemokratiets udlændingepolitik til det brede folkeflertals.

Til overflod har han endvidere været mesteren for udøvelsen af det dumme svins formynderi over de partifæller, som ikke straks så lyset skinne langs den anviste politiske rute. Henrik Sass Larsen efterlader sig et kolossalt hul i den socialdemokratiske ledelse. Hvem skal for eksempel svinge pisken over de obsternasige, nu hvor Sass Larsen er berøvet selv den forsigtigt løftede pegefingers autoritet?

Magtsynets blinde plet

Et billede tegner sig, lige før det splintres. Thorning og Sass har naturligvis ikke været venner; alliancer, ikke venskaber findes i politik - ikke sandt, Nyrup? - men de har haft et interessernes dybe fællesskab. I det fællesskab røg politiske fæller over bord, i samme takt de ikke passede ind i den store tegning længere. Som Lotte Bundsgaard, der var med på holdet, men blev vraget som politisk ordfører, da andre løsninger forekom bedre. Eller før hende Anne-Marie Meldgaard, også hun »en af vore egne«, som blev sat til at forhandle Socialdemokratiet ind på den hårde udlændingekurs, men blev ofret, da sammenholdet i den socialdemokratiske gruppe og dermed Thornings autoritet ikke kunne holde til den slags vulgærpolitik tilbage i efteråret 2005.

Billedets splintring? Politik er for Sass større end alt, kun ét er uden for politik. Venskabet. Venskabet med ungdomskammeraten Tommy Kamp. I Westös roman er dette venskab mellem Jouni og Ariel med til at give en ellers hyppigt mol-malet historie en lys udgang. I Sass Larsens udgave ender historien sort: Denne blinde venskabets plet i Sass Larsens ellers 360 graders magtsyn koster ham alt. Det lidt, der var uden for politik, udslettede alt det politiske.

Det siger Køge-vennen selv med en bizart sorgløs selvindsigt. »Henrik har kun ét lig i lasten. Det er mig. Vores nære venskab er skyld i, at hans karriere ligger i ruiner i dag,« som han erklærede over for Ekstra Bladet. Og med en næsten blodsbroderagtig udfordring af venskabets bæreevne denne tilføjelse: »Det er en stor fejl af Henrik, at han ikke for længe siden smed mig på porten. Men sådan er han ikke.«

Som sagen ligger oplyst i dag, er Sass Larsen ikke i klassisk forstand en sikkerhedsrisiko. Der kan naturligvis komme nye informationer, der ændrer helhedsindtrykket, men her og nu må konklusionen være, at han var blevet til en politisk omkostning, som var alt for tung at bære, og det er lige så slemt i politik.

Hvad ved vi? Han blev inddraget i sagen om Tommy Kamp og Café Vanilla, men endte uden sigtelse, og så er man som bekendt uskyldig. Og han blev inddraget i Tommy Kamps forsøg på at hjælpe Kamps bekendte, Bandidos-rockeren Suzuki-Torbens forsøg på at opnå samvær med sin søn. Heller ikke dette gør ham til et sikkerhedsproblem, hvad stort set hele det juridiske og politiske Danmark da også har påpeget, siden Sass Larsen torsdag i sidste uge gik i offentligheden med den ejendommelige forklaring, at et tilfældigt møde og lidt opfølgende kontakt med Suzuki-Torben var nok til at koste ham hans sikkerhedsgodkendelse og dermed den ministerpost, der ventede en lille håndfuld dage forude.

Videre: Sass inddrages også i telefonaflytninger, som formentlig PET (»centrale efterretningskilder«, som Ekstra Bladet beskriver dem) har foretaget af Tommy Kamps samtaler med Suzuki-Torben, hvor Kamp hævder at kunne få Sass til at ordne dennes samværssag.

Kamp er at dømme efter Ekstra Bladet også aflyttet i samtaler med andre personer fra Køge med stærkt kriminel baggrund. Gennemgående person i alle Sass Larsens sager er således hver gang Tommy Kamp, liget i lasten, som i helt bogstavelig forstand bringer ham i dårligt selskab.

Heller ikke de seneste oplysninger godtgør, at Sass har bragt sig i et afhængighedsforhold til disse rockere, eller at nogen har en klemme på ham, som skulle gøre ham uskikket til at være minister. Det ser ud til snarere at være selve det forhold, at han optræder i Kamps univers, der gør ham til en belastning. Ikke hans konkrete gerninger. Der foreligger ikke oplyst noget om manglende evne til at håndtere fortrolige oplysninger, ej heller om strafbare forhold, økonomiske problemer eller misbrug, som skulle gøre ham sårbar for pression - alt sammen relevante spørgsmål i forbindelse med en sikkerhedsgodkendelse.

Det er så at sige sagen, der er sagen: det forhold, at der er rapporter om dette dårlige selskab, hvori Sass Larsens navn nævnes, og den risiko, at disse rapporter kunne tilgå offentligheden og skade den samlede regerings ry. Altså en politisk omkostning. Og dermed bliver muligheden for at holde sagen inden døre eller tværtimod lade den lække til det centrale spørgsmål - hvorved PET automatisk bliver til en central aktør i sagen.

Kettel i sufflørkassen?

Sass Larsens egen besynderlige forklaring af sagen påkalder sig naturligvis opmærksomhed. Han har hele vejen igennem hævdet, at selve mødet med Suzuki-Torben og de efterfølgende sporadiske kontakter med rockeren af myndighederne blev angivet som tilstrækkelig og eneste grund til, at han ikke kan sikkerhedsgodkendes. Hvem de myndigheder er, ved vi ikke præcis, men det er i hvert fald departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen, og man kan yderligere gætte på PET-chef Jakob Scharf, hvis det er hans folk, der har aflyttet rockermiljøet i Køge. Andre kan være indblandet, forløbet er fortrolighedsstemplet og mørkelagt.

Der er med det hidtil fremdragne materiale to mulige forklaringer på Sass' påstand, som han rejste rundt i alverdens medier med hele torsdagen i sidste uge, men som allerede efter et par dage blev undermineret af de omtalte »centrale efterretningskilder«; der var mere end mødet med rockeren, Ekstra Bladet kunne jo afsløre, at Kamp har nævnt Sass i samtaler med Suzuki-Torben.

Den ene forklaring på Sass Larsens ufyldestgørende forklaring er, at det er Sass-dramaets røde tråd, der igen dukker op på det smukkeste: venskabet med Kamp og Sass Larsens forsøg på at beskytte denne offentligt, selv når muren er faldet ned over ryggen på ham selv. Det ville føje yderligere patos til fortællingen; Kamp påstår, at Suzuki-Torben tilfældigt kom forbi det Køge-udskænkningssted, hvor Sass og Kamp sad sammen en junidag i år. Mere sandsynligt er det vel - i lyset af aflytningsrapporternes budskab - at Kamp har tilkaldt Suzuki-Torben for at fuldbyrde det løfte om at få Sass til at ordne dennes samværssag, som han forud telefonisk har udstedt. Hvorved han jo har placeret vennen Sass i en politisk fælde.

Den anden forklaring er, at Sass af Kettel Thomsen på vegne af PET er blevet instrueret om, at det er, hvad han må sige som forklaring på sin manglende sikkerhedsgodkendelse, i og med at der kører et hemmeligt aflytningsprogram på dele af det kriminelle miljø i Køge, som ikke må komme offentligt frem.

Hele Sass' adfærd i sagen har båret præg af ekstrem ydmyghed, så snart han var klar over, at slaget var tabt: Han tog det fulde ansvar, erklærede sig enig i sin strafs rimelighed, påtog sig selv at ville afstå fra at være minister, indstillede sig på at starte helt forfra med den sønderskudte politiske karriere. Han er ikke kendt for at være ligefrem ubegavet, når det gælder om at gennemskue, hvilken offentlig skæbne der vil blive en tynd historie til del. Hvorfor skulle han så af egen drift finde på en forklaring på sit fald, som ville forekomme en samlet offentlighed ejendommelig?

Det må næsten være PET/Kettel Thomsen, der sidder i sufflørkassen. Man har nok fortalt ham en del for at formå ham til at trække sig »frivilligt« og herefter forbudt ham at fortælle ret meget for ikke at ødelægge aflytningsprogrammet. I praksis nøjes Sass jo med at fortælle det, der allerede har været offentligt fremme, siden B.T. i forsommeren kunne offentliggøre et foto af Sass i selskab med Kamp og Suzuki-Torben på en Køge-café, Hugos Vinkælder. Holder denne antagelse, var Sass Larsens troværdighed i praksis lagt i hænderne på efterretningssystemets talent for at holde tæt med fortrolighederne.

B.T.s besynderlige historie

Thorning-Schmidt er af såvel Søren Pind som Søren Espersen blevet beskyldt for at lyve i sagen, uden at der er dukket nogen dokumentation op for de heftige angreb. Tværtimod må man sige, at Thorning har sagt mindst muligt i en sag dækket af fortrolighed, men dog fra starten har givet den afgørende tilføjelse til Sass' egen sparsomme redegørelse, at »jeg tror ikke, sagen er så enkel«. Det er jo en tilkendegivelse af, at Sass' - af PET krævede? - forklaring ikke er fyldestgørende.

Mere interessant er det, at Thorning har overladt det til sin kommende departementschef at håndtere udskillelsen af Sass fra regeringsholdet. Enten har hun afleveret den besked til sin topembedsmand, at konklusionen var givet, men at Kettel Thomsen skulle sørge for at minimere skadevirkningerne for hende, når væbneren blev ofret. Eller også har hun overladt den politiske beslutning, som fyringen af Sass dybest set er, i og med at han er en politisk belastning, til sin øverste embedsmand. Mest sandsynligt har hun vel straks efter Kettel Thomsens redegørelse til hende besluttet, at Sass måtte væk. Den tanke kan ikke være én helt fremmed, at Sass ville have vurderet som Thorning, havde han været i hendes sted.

Alligevel springer det i øjnene i denne fortælling, i hvor høj grad slutspillet om Sass udviklede sig til et opgør mellem en kontroversiel politiker kendt for hårde udfald mod dele af embedsapparatet og et embedsapparat, som har truffet eller udført politisk trufne beslutninger om hans politiske skæbne. Mest iøjnespringende er det som sagt, at Sass' chance for at bevare en flig af sin troværdighed blev direkte afhængig af PET-miljøets evne til at holde tæt med den fortrolige oplysning om aflytningerne af Tommy Kamp og andre fra det skumlere Køge-miljø. Det tog kun to døgn, før historien var lækket til Ekstra Bladet.

Men mysterierne slutter jo ikke her; ifølge B.T. har man siden slutningen af august vidst i PET og også i Statsministeriet, at Sass kunne få problemer med sin sikkerhedsgodkendelse. Det rejser yderligere spørgsmål. Hvorfor har PET ikke taget en såkaldt forebyggende samtale med Sass for at advare ham ud af det snavsede Køge-miljø i tide? Og hvis B.T.s oplysninger holder vand: Hvad gør den slags oplysninger om en oppositionspolitiker i Statsministeriet, og hvorfor har Sass fået lov til at sidde med som højre hånd for den kommende statsminister næsten til det sidste, mens regeringsgrundlaget blev forhandlet på plads?

Et venskab er en privat ting

I den mere billige føljetonlitteratur ville man naturligvis i en roman spundet over dette drama indlægge små fortælle-lækkerier à la det faktum, at Christian Kettel Thomsen som følge af begivenhederne bliver suveræn konge af Slotsholmen med en ny statsminister, en helt grøn finansminister ved navn Bjarne Corydon i Slotsholmsgade 1 og en departementschef, David Hellemann, som har fungeret mindre end et år på samme adresse. Alt sammen som konsekvens af Sass Larsens fald.

Her vil vi holde os til dramaets hovedspor: venskabets overhøjhed over alt andet. Her flyder fortællingens tykkeste blod, og her er handlingen levende og intens til det sidste.

Da Berlingske efter Sass Larsens fald spurgte denne, om han nu ville slå hånden af Tommy Kamp, droppe det venskab, som har smadret hans politiske livsværk, fik journalisten ikke det helt selvfølgelige, helt forventelige og eneste logisk mulige »ja« stukket ud. Hans svar lød: »Giv mig lige tid til at tænke over dét.«

Da Politiken med undren gentog spørgsmålet et par dage senere, lød svaret kun en anelse anderledes: »Et venskab er noget, man bygger op over mange år, og det er en meget privat ting. Når og hvis det skal ende, er det også en privat sag.«

Først tirsdag, da Folketinget åbnede uden Henrik Sass Larsen på ministerholdet, kom bruddet med Kamp - med disse få ord: »Som enhver nok kan forstå, så er Tommy et overstået kapitel.« Til sidst var venskabet ikke større end politik; da Sass Larsen omsider forstod, hvis bytte han blev, turde han gå alene ud i natten.