Forleden dag stod det at læse i dagbladet Information, at miljø og klima for alvor er begyndt at optage vælgerne. Senest bevist i en måling, som Kantar Gallup har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening. 57 procent mener her, at en kommende regering bør prioritere miljø og klima højere end flygtninge og udlændinge. 35 procent mener så, at flygtninge og udlændige er det vigtigste emne i den valgkamp, der allerede buldrer af sted.
De sidste har siddet på dagsordenen i, hvad der efterhånden forekommer at være meget, meget lang tid. Ja, der er problemer i vores samfund, også her, men det er jo sandelig ikke det eneste problem, det danske samfund står over for.
Umiddelbart virker det derfor opmuntrende med dette skift i prioriteringer, selv om de 57 procents prioritering handler om de alvorlige miljø- og klimaproblemer, som vi har så svært ved at få vores politikere til at gøre noget seriøst ved.
Det opmuntrende består for mig i muligheden for at få en valgkamp, hvor de store (og et par marginale) partier ikke falder over hinanden for at byde ind med udlændigestramninger, der viser, hvordan de i hvert fald er med på, at alt, hvad vi har af problemer, kan koges ned til det oftest sammenrodede begreb udlænding-flygtning-andenetniskbaggrundenddansk. Eller i den korte version: De andre, dem, der ikke er os, der ikke er »rigtig danske«.
For tiden går udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og venter på, at Ombudsmanden skal tage stilling til whodunnit, altså hvis ansvar det er, at et ungt asylpar med et barn blev skilt ad, og hvordan ministerens skiftende forklaringer mon hænger sammen. Som min farmor sagde: »Det er godt, man har en mund, der er så stor, at man kan vende og skifte mening i den.«
Ikke helt så godt er det, hvis man lyver. Har Støjberg givet Folketinget forkerte oplysninger? Vi får se. Men jeg hæftede mig ved en bestemt vending i Støjbergs ændrede forklaring på, om det var, eller ikke var, hendes instruks til embedsmændene, der affødte en adskillelse i strid med loven. Hun sagde nemlig, at pressemeddelelsen godt nok havde en ulovlig ordlyd, men det var slet ikke meningen, at embedsmændene skulle gøre, som der stod. Det var »bare et signal til offentligheden«.
Nu har Støjberg jo vist sig at være god til signalværdi, det er næsten kedsommeligt at skulle nævne asylstramningskagen, men jeg ser hende stadig for mig i godt vinterudstyr besøge en teltlejr i snevejr for at opmuntre de mennesker, der var så heldige at have fået teltdug over hovedet.
Taknemmelighed er vigtigt, jeg er enig, men en bestemt slags krav om taknemmelighed kan virke næsten sadistisk. »Fordi du nu er kommet hertil, og vi arbejder på højtryk med at slippe af med dig så hurtigt som muligt, skal du finde dig i alt OG være taknemmelig.« Jeg ser for mig et ikonsk billede fra Politiken, hvor en pige står foran en af vores trøstesløse lejre og holder ud i sin kjole, som en lille prinsesse. Men der er ikke et slot bag hende, men denne lejr, hvor hun har boet i årevis med sine forældre, der er blevet deprimerede eller zombier, fordi det hele er udsigtsløst.
Eller taknemmelighed, fordi du nu fik det statsborgerskab. Ja! Men så skal du også opføre dig eksemplarisk og bedre end de ikke allermest eksemplariske danskere, for træder du ved siden af, så kan du risikere at blive sendt hjem til et land, du ikke kommer fra. For du er alligevel ikke dansk, der gælder andre regler for dig, fordi?
Hvornår ved man, at forråelsen er lykkedes så godt, at man holder op med at tænke på andre som mennesker? Er det, når Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, siger til rektoren fra Nyborg, der, lovligt, har ladet nogle somaliske børn gå i skole, mens de venter på deres asylafgørelse, at han er »en heldig mand«? Hvad mener han? Er det ikke den slags, man siger i mafiafilm, og så ved man, at de står på ens dørtrin som det næste?
Lad os få en valgkamp om alle vigtige emner, der er rigeligt at gøre, mere end bare det ene emne, som i årevis i en sej, fremadskridende bevægelse har bedt os om at glemme, at vi taler om med-mennesker.
