Næstekærlighed handler om at gøre noget godt for et andet menneske uden at forvente at få noget igen. Gør du det? Kender du nogen, der gør det? Det gør du sikkert. Tænk bare på den årlige indsamlingsdag for Røde Kors, hvor vi glædeligt smider penge i bøssen for at støtte et godt formål. Penge, vi kunne have brugt på os selv eller vores nærmeste.
Du kan være næstekærlig med din tid, penge, talenter og meget mere. Alt, hvad du har, som andre har brug for, og som du kan undvære, kan du give i næstekærlighedens navn.
Men hvor langt rækker næstekærligheden? I det følgende vil jeg argumentere for, at næstekærlighed også gælder organdonation. Jeg har et flertal i Folketinget, Det Etiske Råd og befolkningen imod mig. Det kan derfor lyde som et håbløst projekt, men ikke desto mindre mener jeg faktisk ikke, at der er hold i de argumenter, som flertallet benytter sig af, når diskussionen handler om organdonation. Og jeg har mindst 50.000 mennesker i ryggen, som har stemt for et borgerforslag om det samme.
Du har to nyrer, men kan klare dig med én. Langt de fleste af os går igennem livet med begge to i god behold. Fra et organdonationsperspektiv er det spild af nyrer. Der går nemlig mennesker rundt og mangler en nyre. Og det er hårdt at være nyresyg.
Den gode nyhed er, at det er relativt nemt at gøre noget ved. Vi kan nemlig tage en nyre fra en rask person – død eller levende – og transplantere den til den nyresyge. I skrivende stund står 545 mennesker på venteliste til en sådan transplantation her i Danmark. 27 andre er døde i løbet af året, mens de ventede.
Hvordan kan det være? Det er en relativt simpel og effektiv behandling, og kun få mennesker mangler den – 545 er ikke mange. Samtidig har vi en masse mennesker med to velfungerende nyrer, der kan undvære den ene. Og vi har endnu flere døde, der kan undvære begge to. Hvor er næstekærligheden, når det kommer til organdonation?
Levende donation af nyrer er endelig blevet officielt anerkendt af både Det Etiske Råd og af Folketinget. Det er et stort skridt for næstekærligheden. Når det kommer til donation efter døden, er der dog stadig en stor kløft mellem, hvad folk siger, de vil, og hvad de faktisk gør.
Debatten om organdonation handler primært om formodet samtykke (du er som udgangspunkt tilmeldt donorregisteret) over for informeret samtykke (du er som udgangspunkt afmeldt donorregisteret). Så lad os se på argumenterne for at donere organer efter døden og lade de levende donorer give deres besyv med andetsteds.
Du kan have private grunde til ikke at ville donere dine organer, og da det er din krop, må du selv bestemme, hvad du gør med den – I hvert fald så længe, du ikke skader andre. Men allerede her begynder det at være svært at fastholde de gode argumenter, for du skader indirekte andre ved ikke at donere dine organer. Nemlig dem, der kunne have haft gavn af dem.
Særligt ét argument hives dog ofte frem imod formodet samtykke. Nemlig, at staten i så fald ejer din krop. Jeg er stødt på det mange gange, og jeg må indrømme, at jeg ganske enkelt ikke forstår det. Måske er jeg uintelligent. Måske er jeg farvet af min holdning til emnet.
Når vi dør, kan der ske to ting med vores krop: Den begraves eller brændes. Inden da kan der ske tre ting: Organerne fjernes, kroppen doneres til forskning, eller der sker ingenting. Hvem ejer kroppen her? Og er det et problem, at jeg først ejede min krop, men når jeg er død, så er det kirken, staten eller Københavns Universitet, der ejer den?
At eje din krop, når du er levende, betyder, at du selv kan bestemme, hvad du vil gøre med den. Om du vil takke ja eller nej til alt fra tatoveringer til proteser. Staten (og virksomheder) ejer lige så meget din krop i livet, som de ejer din krop, når du har sagt ja eller nej til organdonation efter livet.
Og hvad så, hvis jeg ikke når at tage stilling, og mine organer derfor automatisk bliver doneret? Hvis staten her skulle eje min krop, må det bygge på en idé om, at staten har en form for egeninteresse. Men hvad skulle den bestå i? Organerne kommer jo ikke staten til gode. Staten er blot et mellemled, der sikrer, at organerne går fra at have hjulpet ét menneske til at hjælpe et andet menneske. Faktisk kan ét menneskes organer redde syv liv.
Staten kan udelukkende siges at have en interesse i, at du donerer dine organer af hensyn til folkesundheden og af hensyn til sundhedspersonalets arbejde, der bliver lettere, hvis der er et tilstrækkeligt antal organer til rådighed.
Endelig kan man anfægte, at staten dikterer, at det er mere rigtigt at donere sine organer frem for ikke at donere dem ved at indføre formodet samtykke. Det er til dels et gyldigt argument, men er det et godt argument? Du har jo lov at være uenig, ligesom der sikkert er mange andre områder, hvor dine og statens holdninger divergerer. Og det er da kun godt, hvis statens holdning er, at det er bedre at donere sine organer frem for ikke at gøre det. På den måde støtter staten op om hjælpsomhed og medfølelse – og næstekærlighed.
Hvilke signaler sender staten i dag, hvor organdonation ikke er standardvalget?
Et andet argument imod formodet samtykke er de pårørende. Det hviler umiddelbart på tanken om, at organerne tages fra et stakkels offer, der lige akkurat ikke nåede at tage stilling, mens de pårørende står passivt på sidelinjen. Men i dag er problemet nærmere, at de pårørende og sundhedspersonalet skal tage en rigtig svær samtale oven i en stor sorg. Nemlig om, hvorvidt de pårørende ønsker at donere afdødes organer.
Samtalen er svær for sundhedspersonalet, der både skal gøre det tydeligt, at de har brug for organerne, og samtidig tydeliggøre de pårørendes frihed til at sige nej. Og de skal bede om en tjeneste fra nogle, der ofte er i dyb sorg og måske i chok. Samtalen er også svær for de pårørende, der skal forholde sig til problemstillingen, inden de måske overhovedet har forstået, at de netop har mistet en nær relation. Der er i forvejen meget at tage stilling til, når man har mistet en nær.
Og hvem er egentlig nærmeste pårørende, der skal bestemme over afdødes krop? Faren? Moren, der aldrig var der? Den nære barndomsven? Søster?
Én mulighed er at sige, at organerne skal i graven med afdøde. Det vil være et stort spild, og flere pårørende fremhæver faktisk organdonationen som et glimt af mening i en ellers meningsløs situation. Når man har mistet én, kan det være en trøst at vide, at det trods alt hjalp nogle andre. En anden mulighed er at sige, at organerne skal doneres, men at de pårørende kan gøre indsigelse, medmindre afdøde specifikt har frabedt sig dette. Muligheden er der i dag – hvis man har taget stilling – men i praksis får pårørende ofte vetoret på trods af dette. Det er en helt anden, men også problematisk snak.
Alt andet lige er det dog en væsentligt lettere samtale at tage, når man kan sige: Jeres datter var organdonor. Skal vi følge proceduren? Frem for at sige: Jeres datter havde ikke taget stilling, og vi mangler organer. Hvad siger I til, at vi bruger hendes?
Staten og de pårørende har altså interesse i organdonation. Hvad med dig selv? Man må forvente, at langt de fleste ønsker at modtage et organ, hvis de får brug for det, og hvis alternativet er døden. Det forhindrer dig dog ikke i at undlade at donere dine organer.
Med formodet samtykke kan du frit vælge, om du vil donere, uanset hvad dine grunde er. Men hvad nu, hvis du ikke når det? Du dør pludseligt som 21-årig og troede ellers, at du havde al tid i verden til at tilmelde dig donorregisteret, hvor du ville have meldt fra. Nu bliver dine organer doneret imod din vilje, og du kan intet gøre.
Én mulighed er vetoret for pårørende. Som nævnt ovenfor er det dog vigtigt, at den vetoret kun gælder i tilfælde, hvor afdøde ikke har taget stilling. En anden mulighed er tvungen stillingtagen. Endelig er det en mulighed at sige: too bad. Du fik ikke meldt dig fra. Det skulle du have gjort. Det kan lyde kynisk, men vi taler om et nationalt system, og der er ikke én løsning, hvor ingen kommer i klemme.
Det bliver også tit nævnt, at det er folks eget problem – de kunne jo bare have meldt sig fra. Omvendt er det indvendt, at det i lige så høj grad er folks eget problem i dag, at de ikke er registreret – de kunne jo bare have meldt sig til! Det er dog ikke rigtigt. Når folk ikke melder sig til donorregisteret, bliver det andres problem. Nemlig de nyresyges.
Jeg er for formodet samtykke og dermed imod flertallet. Det er op ad bakke. Men forhåbentligt forstår du nu, hvorfor jeg er det, og måske kan mine argumenter rykke debatten til et sted, hvor vi kan tale om fakta og følelser, der hvor de hører til.
Eksempelvis er fakta ifølge en dansk undersøgelse, at 85 % af os er villige til at donere vores organer, men kun 18 % er registreret i donorregisteret. Vi ved dog ikke, om flere vil melde sig til med formodet samtykke. Det er her, følelserne spiller ind.
Jeg mener nemlig, at vi skal have formodet samtykke, fordi vi dermed sender et signal om, at vores samfund er et sted, hvor vi hjælper hinanden. Hvor vi er næstekærlige og deler de ressourcer, som vi kan undvære, og som andre kan få glæde af. Hvad enten det er penge, tid, organer eller noget helt syvende.
Formodet samtykke fratager ikke den enkelte muligheden for at tilkendegive, at man ønsker at donere sine organer. Det kan man stadigvæk fortælle. Formodet samtykke fritager os til gengæld heller ikke fra at tage stilling og tage den svære samtale med os selv og vores pårørende. Men formodet samtykke giver os mulighed for at vise, at vi er et næstekærligt samfund.
