Allernådigst. De Olympiske Lege var fra første færd en mandsdomineret affære. I mange år fik kvinder kun lov til at deltage i særligt udvalgte sportsgrene, som ikke voldte fare for krop og sjæl. Ny bog om kvindernes vej til OL.

En god holdning og en pæn figur

370 kvindelige atleter har frem til i dag deltaget ved de Olympiske Lege for Danmark. Historiker og professor emerita på Københavns Universitet Else Trangbæk er selv en af dem. I 1968 i Mexico stillede hun op i idrætsgymnastik som den første af foreløbig to danske gymnaster gennem tiden. Nu har hun skrevet bogen Olympiske kvinder – Om topsport og kvindeliv gennem 100 år, der fortæller historien om kvindernes vej ind i verdens mest prestigiøse sportskonkurrence. En vej, der fra den spæde begyndelse i slutningen af 1800-tallet var belagt med skepsis over for »det andet køns« evne og ret til at være en del af et sportsfællesskab, som i udgangspunktet var tiltænkt mænd.

Bogen bygger på historiske kilder og samtaler med danske OL-deltagere om deres oplevelser af at være kvinde i en ofte mandsdomineret idrætsverden. Suk, vil nogen måske tænke. Skal De Olympiske Lege nu også anskues i et feministisk perspektiv. Men det er slet ikke skævt. For mens det i dag naturligvis er en selvfølge, at kvinder konkurrerer på lige fod med mænd i stort set parallelle konkurrencer, blev kvinders deltagelse i både OL og konkurrenceidræt igennem årtier problematiseret. Skulle kvinder overhovedet beflitte sig med konkurrencesport? Kunne de klare det? Hvilke sportsgrene var i så fald passende at sætte på kvindernes olympiske program? Og publikum – hvad kunne de tåle at se?

Den Internationale Olympiske Komite (IOC) var ifølge Trangbæk »en klub for overklassemænd« allerede ved oprettelsen i 1894. Faktisk skal vi helt frem til 1981, før den første kvinde vælges ind i organisationen, der var grundlagt på den franske baron Pierre de Coubertins ideer om opdragelse og dannelse af mænd gennem udforskning af den kropslige natur.

Coubertin opfattede atletikken som den ypperste af de olympiske discipliner, for her kunne mænd kæmpe mod mænd. Men også cykling, fægtning, gymnastik og svømning blev anset for at være »moralske« idrætter og fik derfor plads på OL-programmet fra begyndelsen. Derimod rangerede man holdsportsgrene, der blev betragtet som mindre fine, i den olympiske periferi. De kunne med Coubertins ord »være ærefuldt tilknyttede, men i anden række«, og de måtte således ikke gennemføres på det olympiske stadion, der var reserveret til »den indviede, lutrede atlet« af hankøn.

Da det første OL i 1894 blev afholdt, var danske kvinder imidlertid begyndt at ro kajak, cykle, svømme og løbe på skøjter. Det fik den danske fysiolog og gynækolog Frantz Howitz til i 1892 at udgive Bidrag til en Sundhedslære for Kvinder, hvori han plæderede for, at unge kvinder var ansvarlige for at holde sig sunde for det endnu ufødte afkoms skyld. Han var overbevist om, at »en for stor Anstrengelse af hjernen og nervesystemet kan have uheldig indflydelse på udviklingen af de indvendige organer«. Howitz pegede konkret på, at man skulle være varsom med at dyrke »svømning, ridning, bicyclen, skøjteløb, der alle indeholder visse gynækologiske Farer, når de drives på uheldig måde«. Derimod accepterede han gymnastik uden for menstruationsperioderne, idet de sikrede en »god holdning og pæn figur«.

På trods af Coubertins og andres modvilje fik de første 20 kvinder lov til at deltage i golf- og tenniskonkurrencerne ved OL i år 1900. Kravet var »tækkelige klæder«, så normerne for kvindelighed ikke blev kompromitteret mere end højst nødvendigt. I 1908 blev det første hold kvindelige danske gymnaster sendt af sted til OL – men kun for at give opvisning. Den første kvinde, der deltog i OL for Danmark, var tennisspilleren Sofie Castenschiold i 1912, hvor hun endda vandt en sølvmedalje. I en redegørelse om kampen hedder det om frøken Castenschiold, at hun »besidder en kolossal energi og bliver aldrig træt, uanset hvor meget hun må løbe, viste hun stor færdighed i at nå selv de sværeste bolde«.

Flere sportsgrene kom på det kvindelige program i løbet af de første år med OL. Således kom bueskydning på i 1904 og skøjteløb i 1908. Man skulle dog helt frem til 1928, før den olympiske kongedisciplin atletik blev åbnet for kvinder med konkurrencer i højdespring, diskoskast, 400- og 800-meter-løb samt fire gange 100-meter-stafet. Otte år før havde en gruppe franske kvinder henvendt sig til IOC og krævet sportsgrenene udbudt for kvinder. En henvendelse, der fik Coubertin til at foreslå udelukkelse af alle kvindediscipliner ved OL. Hans forslag blev dog forkastet, men atletik forblev lukket land for kvinder frem til 1928 – blandt andet ud fra biologiske argumenter.

De dukkede op igen, da disciplinerne endelig kom på programmet. Her opstod diskussioner om, hvad kvinder egentlig kunne tåle af fysisk udfoldelse. Kvindernes 800-meter-løb blev nemlig i flere tilfælde afsluttet med, at løberne nærmest faldt ind over målstregen. Fra amerikansk side blev der i 1928 rettet henvendelse til IOC med opfordring til »ikke at gentage det farlige eksperiment«. Der blev henvist til en videnskabelig artikel, som konkluderede, at aktiviteterne kunne skade moderskabet. På den baggrund blev 800-meter-løbet taget af det olympiske program og først genindført i 1960.

Frem til midten af 1950erne havde dansk svømning og fægtning heldigvis haft en olympisk guldalder. Tre fægtemedaljer blev det til mellem 1924 og 1948. Mens svømmerne, der har været repræsenteret af hele 76 atleter, siden sportsgrenen kom på kvindernes OL-program i 1912, tog seks individuelle medaljer i perioden 1928-1948. Når navne som Greta Andersen, Inge Sørensen, Karen Margrethe Harup og Ragnhild Hveger (der opnåede 44 verdensrekorder) kunne dominere i det olympiske bassin, havde det efter alt at dømme noget at gøre med svømmemiljøets tidlige fokus på konkurrence og præstationer for både kvinder og mænd. Der var i svømmekredse tidligt en optagethed af at forbedre svømmetekniske færdigheder samt at tage højde for ydre forhold, som kunne have betydning for, hvordan svømmerne præsterede.

Uddannelse spillede en vigtig rolle. Allerede fra 1878 blev der uddannet kvinder i gymnastik og svømning på det berømte Paul Petersen Institut. Ifølge Trangbæk fik det stor betydning for dansk svømning, at det var veluddannede kvinder, der kom til at fungere som trænere for svømmerne. Især Ingeborg Paul-Petersen høstede som træner fra 1920rne til 1940rne store resultater. Hun deltog blandt andet som leder ved OL i Berlin i 1936 for den store kvindelige trup på 12 svømmere.

En kvindelig golfspiller svinger køllen på Eremitagesletten omkring år 1900. FOTO FRA BOGEN
En kvindelig golfspiller svinger køllen på Eremitagesletten omkring år 1900. FOTO FRA BOGEN

Svømning blev også springbræt for en af de store diskussioner, der jo måtte komme om kvinder i eliteidræt. Hvor gammel skulle man være for at deltage i de olympiske konkurrencer? Spørgsmålet blev aktuelt i 1936, da den kun 12-årige Inge Sørensen svømmede sig til en bronzemedalje i 200 meter brystsvømning. Danmarks Idrætsforbunds generalmajor Holten F. Castenschiold udtalte, at »hvis kun børn kan skaffe rekorder, må de hellere undværes«. Altså rekorderne. Der blev herefter vedtaget en minimumsalder på 16 år for at deltage i OL.

Ifølge Else Trangbæk var den generelle holdning i tiden, at det ikke var sundt for børn at blive opfattet som noget særligt. Det mærkede blandt andre Fritze Nathansen, der i 1948 vandt sølv i fire gange 100 meter fri svømning:

»Skolegangen var den dårligste tid i mit liv. Konkurrencesport var ilde set. Da jeg for eksempel havde sat verdensrekord i 1939, blev der til morgensang nævnt, at en elev havde sat verdensrekord, men ikke elevens navn. Kun én lærer har nogensinde sagt tillykke til mig med et svømmeresultat.«

KVINDERNES OL-historie kan ikke skrives uden at berøre et andet omdiskuteret emne, nemlig kønsautenticiteten. I flere tilfælde var der begrundet tvivl om, hvorvidt visse sejrende og meget maskuline kvinder nu også var kvinder? Særligt kan nævnes den tyske atletikudøver Dora Ratjen, der var en af nazisternes præmieatleter. Hun havde været genstand for mange undersøgelser og megen snak, inden hun i 1938 blev afsløret som mand efter at have haft store konkurrencemæssige fordele af sine »anatomiske abnormaliteter«.

For at komme denne form for snyd til livs indførtes den første kønstest – kaldet nøgentesten – i forbindelse med Europamesterskaberne i Atletik i 1966. Her skulle alle kvindelige atleter stille sig nøgne til skue for et lægepanel. Fra 1968 i Mexico fik alle kvinder taget et skrab fra mundhulen, som kunne afsløre deres rigtige køn. Denne test blev først afskaffet ved OL i Atlanta i 1996. Og så har der selvfølgelig også været de kvinder, der tog sig maskuline ud, fordi de fyldte sig med testosteron og andre stoffer, der skulle fremme ydeevnen. Hvem husker ikke de østtyske atletikudøvere, der i 1976 vandt 73 procent af alle medaljer for kvinder? Eller de kinesiske svømmepiger, der i starten af 1990erne satte den ene verdensrekord efter den anden? Sara Slott Petersen, der ved OL i Rio i 2016 vandt sølv i 400 meter hækkeløb, siger om dette dopingspøgelse:

»Det har altid været der, så det er ikke noget nyt. Nu har vi så endelig mere bevis for det (…) Jeg tror, jeg er blevet så gammel, at jeg har lært at acceptere, at det er sådan, det er.« Og så alligevel tilføjer hun, at hun sammen med sin træner ofte har tænkt, at hvis man dog bare skulle igennem en løgnedetektor, inden man skulle løbe ...

Tre danske svømmer til OL i 1948: Fritze Nathansen, Greta Andersen og Karen Margrethe Harup. FOTO FRA BOGEN
Tre danske svømmer til OL i 1948: Fritze Nathansen, Greta Andersen og Karen Margrethe Harup. FOTO FRA BOGEN

En anden af den kvindelige elitesports negative følgesvende har været de spiseforstyrrelser, som Else Trangbæk beretter indgående om i bogen. Ud over at tale med flere nuværende og forhenværende atleter, citerer hun flere forskere og repræsentanter for blandt andet Team Danmark, der arbejder for at afhjælpe problemerne. Som universitetslektor og tidligere elitegymnast Eva Wulff Helge siger, er det et faktum, at der er indbyggede normer for, hvordan man bør se ud inden for de forskellige sportsgrene:

»Normerne og de biomekaniske fordele ved lav vægt gør, at det er svært at sætte grænsen for, hvornår nok er nok. Hvis man først har mærket, hvor meget det giver at tabe to kilo, er det let at overbevise sig selv om, at man bør tabe sig yderligere.«

Doping, spiseforstyrrelser og lige lovlig maskuline konkurrenter. Kvinderne er uanset hvad kommet til OL for at blive. Og vil med garanti gøre deres til at indfri IOCs målsætning om, at de 10.000 forventede atleter ved legene i Tokyo i 2020 kommer til at fordele sig ligeligt mellem kønnene.

Else Trangbæk: »Olympiske kvinder – Om topsport og kvindeliv gennem 100 år«. Syddansk Universitetsforlag, november 2018.