Nogle uretfærdigheder er så indgroede, velkendte og endda mytologiserede inden for en branche, at man helt er holdt op med at tro på, at det nogensinde vil ændre sig. Mine ører blev derfor så store som Dumbos, da jeg forleden hørte værten på Radio24syv annoncere et kritisk indslag om, at danske billedkunstnere arbejder gratis for de store kunstmuseer.
Det er nemlig et velkendt paradoks i kunstverdenen, at den eneste, som ikke får nogen væsentlig betaling for sit arbejde, er den person, hvis navn står med store typer på museets facade. Direktøren, kuratoren, sekretæren, pressemedarbejderen, teknikeren, studentermedhjælperen, rengøringspersonalet, kokken, kustoden og vagten får alle løn. Kunstneren – altså den, som har skabt dét værk eller den udstilling, som gør, at alle de andre overhovedet har et arbejde – får ikke andet end en symbolsk betaling.
Mine ører blev kun større, da det viste sig, at problematikken for en gangs skyld forargede andre end de underbetalte kunstnere. I ugens løb bredte debatten sig til flere radioudsendelser og avisartikler.
Kunstneren Sofie Hesselholdt kunne oplyse, at hun og kollegaen Vibeke Mejlvang (Hesselholdt & Mejlvang) havde leveret to store værker til en udstilling på ARoS og desuden havde afholdt to foredrag for ARoS Art Club. Dog var der ikke budgetteret med honorar til kunstnerne, som i stedet fik en julelysestage fra museumsbutikken, én til hver.
Eksemplet er grelt, men ikke overraskende. Det er ikke sjældent, at kunstnere forventes at være tilfredse med »eksponeringen«, som det hedder, når kunstnere leverer lige præcis det, de er uddannet til, nemlig kunstværker, som museerne gerne vil udstille. Det svarer til, at skuespillere trådte op på scenen i gratis taknemmelighed hver aften.
Området er så lovløst, at der faktisk kun eksisterer én regel, som institutionerne ikke kan krybe udenom. Det er visningsvederlagsordningen, en slags grundbetaling for visningen af et originalt værk. Tariffen udregnes per udstillet måned i forhold til værkets forsikringssum og udbetales reelt af Statens Kunstfond, hvorfra institutionerne får udgiften refunderet. Beløbet kan dog ikke overstige i alt 45.000 kroner, hvilket kun er få forundt. Hesselholdt & Mejlvang modtog eksempelvis et vederlag på 8600 kroner brutto, til deling, for fire måneders udstilling.
Visningsvederlaget er en god ordning, men kan naturligvis ikke stå alene. Det svarer lidt til, at man har en klar aftale om frokostordningen, men at alt andet er til forhandling – eller rettere, ikke til ret meget forhandling. I nogle tilfælde bliver produktionen betalt, mens kunstneren må undvære honorar og selv betale for transport og hotelophold. Eller også får kunstneren faktisk et honorar, men får samtidig at vide, at der desværre ikke er midler nok til produktionen, hvorfor kunstneren nærmest forventes at skyde sit eget honorar ind i dette. Uanset hvilke modeller der anvendes, så kommer kunstneren sjældent ud med et reelt honorar på mere end 30.000 kroner for en udstilling, der har kostet alt fra tre til seks måneders arbejde, måske længere.
De fleste museumsdirektører kigger ned i bordet, når emnet kommer op, for alle ved det. Problematikken angår stort set samtlige af landets museer og kunsthaller. Alligevel må man fremhæve ARoS i Aarhus, som har svaret så eklatant arrogant på kritikken, at de nærmest bør takkes for at kaste brænde på bålet og dermed sætte ekstra spot på problemstillingen.
Overinspektør Lise Pennington udtalte nemlig til Radio24syv, at det er et »grundprincip« for ARoS ikke at udbetale honorar, men at man følger reglerne på området – det vil sige visningsvederlaget, der altså her bruges, som var det en overenskomst. Til Jyllands-Posten udtalte Pennington desuden, at når en dansk kunstner udstiller på ARoS, så stiger værkerne fra tre til fem gange i værdi. Ud over at jeg meget betvivler sandheden i det regnestykke, så er det en ualmindelig kynisk bemærkning, som mest af alt fremstiller et museum, der har sørgeligt lidt begreb om, hvordan de kunstnere lever, som deres museumsvirksomhed er baseret på.
Det mest absurde er, at kunstverdenen har oplevet en eksplosiv vækst det sidste årti. Antallet af udstillinger, udstillingssteder, foredrag, rundvisninger eller mød-kunstneren-arrangementer har aldrig været større. Interessen for kunst er enorm, hvilket kan aflæses helt konkret i de støt stigende besøgstal på landets museer.
I 2017 havde ARoS eksempelvis 658.086 betalende gæster.
Ingen tvivl, om at kunstnerne også mærker den øgede interesse, bare ikke i pengepungen. Til gengæld arbejder de mere end nogensinde før, som en slags højt celebrerede illegale arbejdere. Med fuld eksponering.
